Vi hører gang på gang, at danske film er en succes i de danske biografer. Det er rigtigt, at der sælges mange biografbilletter, men succesen leveres af en håndfuld film om året. Halvdelen af filmene bliver stort set ikke bliver set af publikum.
Af SØREN HØY
Dansk film har stort set været i vækst siden 1994. Filmene er blevet bedre og bedre. Branchen blomstrer – instruktørerne dirigerer, forfatterne skriver, kamerafolkene indstiller, tømrerne hamrer, skuespillerne er blevet stjerner.
Det er blevet et system, der fungerer. Den danske filmmodel bliver misundt rundt om i verden, og billetsalget lyver ikke. På ti år – fra 1994 til 2004 – steg billetsalget til danske film i danske biografer med hele 300 procent. Ingen andre lande i verden kan fremvise en tilsvarende stigning.
Publikum fik i de ti år nyskabelser hele tiden. Tænk på “Nattevagten”, “Pusher” og Dogme-filmen “Festen”. Anders Thomas Jensen blev drengerøvenes gallionsfigur med “Blinkende Lygter” og “De Grønne Slagtere”, Per Fly udvidede vores sociale bevidsthed i “Bænken” og “Arven” og Nikolaj Arcel skabte ny politisk interesse med “Kongekabale”.
Lars von Trier rejste verden rundt med det ene mesterværk efter det andet, og stærke kvinder som Susanne Bier og Lone Scherfig viste den mandsdominerede filmbranche, at vi trængte til helt nye fortællinger. Talenter poppede op, nye kunstneriske bølger skyllede ind, drama, humor, hverdag, virkelighed – vi fik det hele.
Danske film har de seneste år stået for cirka 25 procent af de solgte biografbilletter i Danmark. I Europa er det kun Frankrig, der har en bedre markedsandel af nationale film.
Men hvis man kigger billetsalget efter i sømmene, så er der sket en udvikling de seneste to år. Få film sælger stort set alle billetterne til de danske film. Ud af årets cirka 25 film, sælger halvdelen meget få billetter. Den flotte procentandel af markedet for billetsalg til danske film afhænger af 5-6 titler. Resten af filmene udgør kunstnerisk bredde, men de bidrager ikke synderligt til økonomisk velvære for hverken producent, distributør eller biograferne.
Det startede i 2005. Det var et atypisk dansk film-år. Der var hele 31 danske spillefilmspremierer, mod normalt 20-25. Der gik mindre end 14 dage imellem hver gang, en ny dansk film dukkede op og stillede krav om publikums opmærksomhed. Det kunne mærkes på besøgstallene. 18 af de 31 film blev set af meget få mennesker. Af det samlede billetsalg på cirka 3,9 mio. billetter – det højeste siden 1981 – tegnede syv film sig for cirka 2,5 mio. af billetterne. Det betyder, at hver af de syv film i gennemsnit havde 357.000 tilskuere. Hvad der måske er mere interessant er, at de 24 resterende film ikke havde mere end 58.000 tilskuere hver i gennemsnit. 18 ud af 31 film solgte under 2000 per biograf de var ude i.
Det samlede tal var imponerende, men det var få film, der solgte majoriteten billetterne.
»Det er en klar tendens,« fortæller den rutinerede lanceringsdirektør Jan Lehmann fra Nordisk Films Biografer. »Men det gælder også for udenlandske film. Det er cirka 20 titler ud af årets 250 premierer, der står for 50 procent af alle solgte billetter. Set i det lys følger de danske film en udvikling, som hele markedet er præget af.«
Michael Fleischer, direktør ved SF-Film bakker op:
»Det her er det nye danske marked. Få store film sælger billetterne, og så er der en masse små film, der ret beset ikke klarer sig godt nok.«
Tendensen fra 2005 fortsætter. Hvis man ser på de danske premierer i 2006 og januar 2007, er mønstret det samme.
Det er meget få titler, der trækker det store publikums-læs. Mange film klarer sig absolut dårligt og har så få besøgende, at de må betegnes som totale fiaskoer, hvis man vælger publikumstallet som det afgørende kvalitetsparameter.
Michael Fleicher havde sidste år store forventninger til Wikke & Rasmussen-filmen “Der var engang en dreng”. SF-Film havde forventet at sælge over 350.000 billetter men endte på 192.000.
»Vi må indse, at markedet det meste af året er mættet med film til familiepublikummet, og at de danske film har sværere og sværere ved at konkurrere med de amerikanske familiefilm,« siger Michael Fleicher.
»Vi er nødt til at gentænke vores måde at lancere den genre på – det er tydeligt lige nu, hvor ingen af de brede familiefilm sælger det, som man forventer.« Det er et reelt problem, for det er per tradition familiefilmene, der trækker de store masser, og som har været en væsentlig faktor i det samlede danske billetsalg.
Hvad er en succes og hvad er en fiasko?
Hvis man bruger det amerikanske parameter for succes, så kan man lave en succes/fiasko-model. I USA regner man altid en films succes eller fiasko ud efter, hvor mange billetter den enkelte film i den enkelte biograf har solgt. Hvis en film kommer op i 10 biografer, og bliver set af 1000 mennesker, så er det en dobbelt så stor succes, som hvis en film kommer op i 20 biografer og bliver set af 1000 mennesker. Det er altså forholdet mellem tilgængelighed og besøgende, der er afgørende.
I tabellen på siden her, kan man se alle danske premierer i de danske biografer i 2006 og januar 2007. Ud fra tabellens succeskriterier kan man konstatere følgende:
13 er fiaskoer eller under middel
6 er middel
2 er gået godt
2 er gået meget godt
2 er gået ekstremt godt.
13 af 25 film har altså solgt under 2000 billetter per biograf, de har været vist i.
I 2006 og januar 2007 er det altså seks film, der tegner sig for det afgørende salg. Ud af det samlede billetsalg på cirka 3,9 mio. står de seks film for cirka 1,9 mio. billetter med et gennemsnit på cirka 315.000 per film.
Anders Geertsen fra Filminstituttet er tilfreds med resultatet.
»6 succeser ud af 25 film er et meget flot resultat,« siger han.
»Det er korrekt,« uddyber Jan Lehmann fra Nordisk Films Biografer. »Kun 2 ud af 20 andre europæiske film går godt, så succesraten er faktisk stor for danske film.«
Anders Geertsen fortsætter: »Vi har fokus på de små film med lavt billetsalg. Vi tilstræber, at alle danske film skal sælge mere end 15.000 billetter. Gør de ikke det, så kigger vi efter forskellige ting som lancering, tidspunktet for premieren, antal kopier og trailer – vi ser på, om filmen har fået det rigtige afsæt.
Vi mødes med producenter, distributører og biografer for at tale elementerne igennem. Det er i alles interesse, at vi får filmene så godt ud som muligt.«
Hvordan ser udviklingen ud for 2007?
Jan Lehmann: »Når jeg ser på de film, der kommer, så kan jeg godt være i tvivl, om vi kan fastholde den flotte markedsandel på cirka 25 pct. til de danske film. Familiefilmene sælger ikke som forventet, og det ser ikke ud som om, at der kommer de fem-seks film, som tilsammen sælger 2 millioner.«
Fleicher bakker synspunktet op: »Intet sælger sig selv mere. Hver film skal have maksimal opmærksomhed, hvis den skal ud til folk. Forventningerne til danske film er ikke tidssvarende. Vi kan ikke regne med samme billetsalg som for få år siden.«
Hvordan ser udviklingen ud for 2007?
Jan Lehmann: ”Når jeg ser på de film, der kommer, så kan jeg godt være i tvivl, om vi kan fastholde den flotte markedsandel på cirka 25% til de danske film. Familiefilmene sælger ikke som forventet, og det ser ikke ud som om, at der kommer de 5-6 film, som tilsammen sælger 2 millioner.” Fleicher bakker synspunktet op ”Intet sælger sig selv mere. Hver film skal have maksimal opmærksomhed, hvis den skal ud til folk. Forventningerne til de danske film er ikke tidssvarende. Vi kan ikke regne med samme billetsalg som for få år siden.”
Hvorfor er der så mange film, der underpræsterer?
Michael Fleicher: ”Markedet er enormt hårdt. For få år siden var der cirka 200 premierer samlet i Danmark. Nu er der 250. Samtidig er antallet af biografsale ikke blevet større, og derfor kører filmene kort tid. Det er afgjort en af forklaringerne.” Anders Geertsen: ”Lidt populært siger man, at en film skal bevise sit værd i biograferne den første weekend. Spiller den ikke nok ind der, så ryger den ud. Det er en lidt kedelig tendens, som vi har lært af amerikanerne.
Biograferne har ikke meget tålmodighed med filmene, selvom de er danske.” Jan Lehmann: ”Det betyder meget for de mindre danske film, at de måske kun får et par uger i biograferne. Folk når simpelthen ikke at opfatte, at de er der, før de er væk igen.”
Spørgsmålet er, hvad Det Danske Filminstitut gør, for at de danske film skal nå publikum. Anders Geertsen: ”Vi diskuterer konstant med hele branchen, og konkret har vi netop fået bevilget flere penge til lanceringen af de danske film, så de bliver endnu mere synlige i biograferne.”
Søren Høy 