Monthly Archives: marts 2007

Der findes ingen Gud

”Alpha Dog” af Nick Cassavetes er en foruroligende affære. Brutal, truende, nihilistis – og baseret på virkelige hændelser.

Af Søren Høy

”Jeg sværger ved Gud, at jeg ikke gør dig noget”. Frankie tager gaffatapen frem, og snurrer den om Zacks hænder. ”Frankie. Du er min ven. Hvad er det du gør? Åh, Gud, hvad fanden sker der?” Zack græder.

Frankie ser mod himlen. ”Jeg lover dig, Zack, jeg sværger ved Gud, at jeg ikke gør dig noget. Det er helt ok”.

Zack skriger ”Åhh Gud – hjælp mig – hjælp mig Gud”.

BANG! Zack rammes af en skovl i nakken. Han falder ned i en grav, der er forberedt til ham ude i ørkenen.

Elvis tager en halvautomatisk maskinpistol frem. RATATATATA. Stille.

”Hvad er der sket, siden din søn blev myrdet, Mrs. Mazursky?” Intervieweren i dokumentarfilmen om mordet på den 15-årige Zack Mazursky sidder udenfor billedet.

”Det er svært for mig… Jeg har prøvet at begå selvmord to gange. Det gik ikke så godt. Zack var alt for mig. Han var sådan en god dreng. Åhh Gud.” Tårerne triller ned af hendes kinder. ”Nej, fuck Gud. Hvis han findes, så må han fandens gerne komme ned til mig, og fortælle mig, hvad fanden der er meningen…”.

”Meningen?”

”Ja, meningen! Meningen med det hele. Mit liv er ødelagt. Er det meningen med livet? Er det her meningen, Gud?”.

2 scener fra en film om unge mennesker, der myrder andre unge mennesker. Knugende ubehageligt. Når filmen så samtidig er baseret på virkeligheden, så bliver det så skræmmende, at man begynder at tvivle på en sund fremtid med harmoni og fælles forståelse for os alle.

”Alpha Dog” er historien om et opgør mellem to forstadsgangstere, Johnny og Jake. De sælger lidt dope, men er ikke den store trussel for menneskeheden. To unge fyre, der kom op og skændes over et par håndører. 70 timer senere ligger Jakes lillebror på jorden med hovedet splattet ud.

Nick Cassavetes instruerer med sikker hånd. Han blander kyndigt fiktion og dokumentar, sådan at virkeligheden dramatiseres dæmpet og præcist. Han former og formulerer sit drama med sitrende intensitet, og han tegner sine figurer, så de minder om os selv, og alle dem vi kender.

”Alpha Dog” sidder i kroppen flere dage efter. Det en kvalitet i sig selv.

Biografklub Danmark

Biografklub Danmark er blevet en magtfaktor i den danske filmverden. Klubben har cirka 200.000 medlemmer, der trofast køber billet til de 7 film, som hvert år er på programmet.

Navn: Søren Høy

”Biografklub Danmark bør lukkes ned. Nu!” Filmproducent og brancheprovokatør Regner Grasten råber i telefonen. ”Publikum er blevet vant til at se danske kvalitetsfilm til halv pris. Det giver ingen mening. Ingen tjener penge på filmene. Det underminerer hele branchen”.

Hvorfor mon, tænker man. For en gang skyld er det jo publikum, der vinder. De får 7 film til 3 1/2 films pris. Publikum går mere i biografen, de udveksler kulturelle oplevelser, de ser forhåbentlig film, som de ellers ikke ville se.

Biografklub Danmark er blevet en massiv succes. Klubben har cirka 200.000 medlemmer på landsplan. Deal’en er, at publikum køber et partoutkort til de 7 film, som bestyrelsen for Biografklub Danmark har udvalgt. De 7 film er normalt fordelt sådan, at der er 4 danske og 3 engelsksprogede.

Biografklub Danmark er blevet en magtfaktor, når det handler om billetsalg i biograferne. Og antallet af solgte billetter er det afgørende parameter, når man opgør succes i den danske filmverden. Hvis vi tager et kig på top 20 over de største billetsælgere i Danmark i 2006, så finder vi 6 film, der var med i Biografklubben blandt de 20 film.


Nr. Titel Billetter

5. DRØMMEN  404.703

9. SPRÆNGFARLIG BOMBE  276.068

14. WORLD TRADE CENTER  217.147

16. MATCH POINT  213.898

17. MIT LIV SOM GEISHA  194.819

20. PRAG  184.310

”Prag” er siden opgørelsen ved årsskiftet steget til cirka 210.000 billetter. Med andre ord kan en film, der er med i Biografklubben, med stor sikkerhed skrive 200.000 solgte billetter på regnskabet. I 2007-programmet har Erik Clausens ”Ledsaget Udgang” rundet 300.000 solgte billetter.

Problemet for producenterne og biograferne er bare, at mange af billetterne er solgt til ½ pris.

”Konsekvensen er, at mange af biograferne sætter billetprisen på andre film op, for at udligne tabet fra Biografklub Danmark-filmene. Det giver en dårlig filmkultur. Film udenfor klubben er markant dårligere stillet end dem indenfor”, siger Grasten.

Jonna Jensen er projektchef i Biografklub Danmark. Hun har gennem årerne hørt kritikken nogle gange. Specielt efter at klubben er blevet så stor, som den er nu. ”Vi har løbende lavet analyser af situationen. Intet tyder på, at vi tager billetter fra andre film. Nogle af filmene fordobler deres billetsalg, hvis de er med, og dermed får de måske 200.000 repræsentanter, der taler om filmen i stedet for de 100.000, som filmen ellers ville have solgt billet til. Desuden har jeg ladet mig fortælle, at producenterne får bedre aftaler med tv-kanalerne, hvis de kan fremvise et flot billetsalg fra biograferne. De vinder på andre medier – både tv og dvd.”

– I har 200.000 medlemmer, og dermed må I være en yderst attraktiv partner for et filmselskab. Hvordan mærker I det?

”Vi kan godt mærke, at filmselskaberne gerne vil være med. De er ivrige, for de kan tydeligt se på statistikken, at vi når langt ud med filmene, og vi når et publikum, som ellers ikke ville se 6-7 film om året.”

– Det giver et stort ansvar – for eksempel har I ”Kunsten at græde i kor” med i år. I kan jo nærmest garantere denne relativt smalle film et billetsalg på 200.000, og dermed er Peter Schønau Fogs debutfilm pludselig en stor succes?

”Den film er et eksempel på, at vi gerne vil udfordre vores abonnenter. Den film har formodentlig godt af Biografklub Danmark. I bestyrelsen er der mange seriøse overvejelser over netop det, at vi bringer nogle danske film bredt ud.”

Der er også meget brede film i programmet. Kan de ikke klare sig selv?

”Filmene bliver valgt, et år før de kommer op. Tit er det på baggrund af manuskripter, 10 minutters klip og trailers. Ingen troede at ”Kongekabale” for et par år siden ville blive en stor succes, og det samme med ”Italiensk for begyndere” i sin tid. Samtidig skal man huske, at vi ikke kan garantere en films succes. Medlemmerne ser ikke alle film, og kan hurtigt regne ud, hvis en film i programmet ikke er for dem.”

Hvis man gør sig den ulejlighed at skrive ”biografklub Danmark” i søgelinien på sin browser, så finder man ud af, at der er rigtig mange mennesker, der bruger klubben som kulturel reference. Det er ikke den enkelte film, der nævnes, det er selve brandet ”Biografklub Danmark”, som folk omtaler på deres hjemmesider og blogs.

”Det er også et problem”, siger Regner Grasten. ”Det samme skete indenfor teaterverdenen med Arte. Til sidst gik ingen i teateret, hvis der ikke var rabat fra Arte. Det var ved at lukke hele teaterbranchen ned. Det samme sker nok ikke for filmen, men det er den samme udhulning, vi oplever lige nu.”

Lad os tage en tur rundt i provinsen for at lure stemningen: Biografklub Danmark har den primære del af deres medlemmer udenfor de store byer. I Bio Mors har den daglige leder, Peter Astorp, en lidt ambivalent holdning til klubben; ”Den halve pris er et problem. Når folk bliver vant til at give 35 kroner for en billet, så er de ikke meget for at give de 70 som det normalt koster. Klubben er ikke kun positiv og gavnlig for os på den måde, men omvendt betyder den, at folk, der måske ellers kun går i biograferne 2 gange om året, nu kommer 6-7 gange. Men igen – ser de 6 film i klubben, så giver det kun omsætning for 3”.

Finn Nielsen er chef i Scala i Nykøbing Falster. Hans biograf er i top 20 i Danmark. Den dækker Falster, Møn, Syd Sjælland og det halve af Lolland.

– Er Biografklub Danmark blevet en magtfaktor i dansk film?

”Det kommer an på tankegangen. For min biograf betyder det gennemstrømning, omsætning i slik og god kaffe og udbredelse af biograf- og filmkulturen. For producenterne betyder det måske noget andet – de har andre regnskaber, end biograferne har.”

Jonna Jensen: ”Man siger i branchen, at Biografklubben er blevet en magtfaktor. Tallene fortæller, at der bliver solgt billetter, og det er måden, man udregner succes på i den danske filmverden. Én ting er sikkert: publikum er glade for ordningen. De får store filmoplevelser for få penge.”


Biografklub Danmark – antal medlemmer

År Medlemmer

  • 1995/96:  90.000
  • 1996/97: 130.000
  • 1997/98: 107.000
  • 1998/99:  90.000
  • 1999/00: 133.000
  • 2000/01:  65.000
  • 2001/02: 117.000
  • 2002/03: 141.000
  • 2003/04: 125.000
  • 2004/05: 186.000
  • 2005/06: 196.000
  • 2006/07: 189.000

Italiensk + Wilbur = Hjemve

Lone Scherfigs nyeste komedie ”Hjemve” har premiere landet over i morgen. For tredje gang bruger hun sin egen succesformel. 6 hovedpersoner, virkelighed og masser af Scherfigsk humor.

Navn: Søren Høy

Hjemve (2007)

Krøniken (1 episode, 2005) Tv-serie

Wilbur begår selvmord (2002)

Italiensk for begyndere (2000)

Morten Korch (13 episoder, 1999) Tv-serie

Når mor kommer hjem (1998)

Taxa (1 episode, 1997) Tv-serie

Flemming og Berit (6 episoder, 1994) Tv-serie

Den Gode lykke (1993) Tv

Kajs fødselsdag (1990)

Margrethes elsker (1985) Tv

Box: Hjemve

Instruktion: Lone Scherfig

Manuskript: Scherfig og Niels Hausgaard

Medvirkende: Lars Kaalund, Peter Gantzler, Bodil Jørgensen, Anne Eleonora Jørgensen, Kristian Ibler, Mia Lyhne.

Handling: I en lille provinsby bliver der vendt op og ned på alting efter en nat, hvor nogle af indbyggerne ser en nøgen mand gå rundt. Hvem er han? Historierne vokser i takt med usikkerheden, og byens borgere opretter en kriselinie, Det Tavse Øre, hvor alle kan ringe ind med deres problemer. Snart finder de ud af, at de ikke kun hjælper byen, de hjælper også sig selv.

Vi er i en lille by. I ”Hjemve”, altså. Lone Scherfigs nye film. Hjemve er ikke byens navn. Byen har ikke noget navn. Det er bare en by, som vi alle sammen kender. En helt almindelig by, hvor alle kender alle. Byen, hvor den åndelige horisont går til kommunegrænsen, og hvor alle, vi møder, er typer. For som man siger til hinanden i provinsen: ”Han er godt nok en type, ham der”. En type er ikke sådan én, man gerne vil være. En type er en underlig fisk. I filmen er der kun underlige figurer. Excentriske tegninger af danskeren derude i provinsen. Ingen almindelighed. Men alligevel er der en frygtelig masse almindeligheder. Folk der klager, folk der brokker, folk der arbejder lidt og ikke for meget, folk der taler lidt om alt og meget om ingenting.

Lone Scherfig fortæller: ”Alle de 6 hovedpersoner vil så gerne gøre det godt for andre mennesker. De vil så gerne hjælpe nogen, men lige indtil filmen starter, er der bare ingen i byen, der har brug for hjælp. Folk i byen er for private til at have brug for hjælp. Derfor er vi heller aldrig hjemme hos nogen af dem rigtigt. Ingen kaffeselskaber eller middagsscener. De mødes på neutral grund i byen, og vi ved ikke mere om dem, end de fortæller hinanden.”

Situationen og scenografien minder en hel del om den, de fleste kender fra ”Italiensk for begyndere”, dogme-filmen af Lone Scherfig fra år 2000. Den lille filmsag gik hen og blev en voldsom stor filmsag. Filmen vandt en Sølvbjørn i Berlin og derfra var den ikke til at stoppe. Cirka 830.000 danskere så den i biograferne. Over 1 million amerikanere løste billet til den muntre og samtidig melankolske historie om det lille, løjerlige italienskhold fra en forstad i Danmark. Filmen blev den fjerdemest sete udenlandske film i Tyskland i 2002. Mere end 1 million tyskere genkendte en smule af sig selv i filmen, og var med til at forvandle denne pudsige, minimalistiske dogme-film til den største skandinaviske filmsucces nogensinde. Tyg lige på dén. Filmen kostede cirka 7 millioner kroner at lave, og har siden indspillet langt over 100 millioner kroner.

I ”Hjemve” er der en form for komisk og let tristesse. Folk i byen har det sådan set godt nok, de hygger sig egentlig, og de har ikke noget særligt imod hinanden. De er flinke til at handle hos hinanden. De møder trofast op til foredrag i foreningen, og de tager ansvar for de lokale traditioner. Alligevel er der et eller andet i vejen. Noget nager.

”Hovedpersonerne er helte uden en mission. Der er ingen naturkatastrofer eller politiske intriger. De har alle sammen brug for kærlighed, og de søger den på hver sin måde. Men de vil gøre alt for hinanden, og derfor smider de alt, hvad de har i hænderne og laver et anonymt telefonkrisecenter kun for at hjælpe byen og fællesskabet, da en nøgen mand er blevet set om natten.”

Stemningen minder en hel del om det, nogle måske kan huske fra den engelsksprogede ”Wilbur begår selvmord” fra 2002. Der er meget sjovt at iagttage den lettere deprime stemning – men det er faktisk også en smule trist, lige indtil filmen begynder at løsne figurernes knuder op, og kærligheden sejrer til sidst.

”Wilburs” pudsige baghistorie er, at filmen var tænkt som en ”Italiensk for begyndere 2” – med samme skuespillere som den første ”Italiensk”-film. Det kan man sagtens forstille sig. Figurerne minder lidt om hinanden. Det samme gør temaerne.

Treenigheden begynder at tage form. Og det cirkulære princip understøttes i ”Hjemve” af flere genkendelige ansigter fra ”Italiensk”. Lars Kaalund, Peter Gantzler, Ann Eleonora Jørgensen. Vi er altså på besøg i et genkendeligt Scherfig-land.

Hvor er sammenhængen mellem dine tre seneste film?

”Det er ensemblefilm med 6 hovedpersoner, som er svære at placere genremæssigt, fordi de enten baserer komedie på en tragisk baggrund eller også omvendt – baserer noget trist på en humoristisk tone.

Persongalleriet minder meget om hinanden. Folk i 30’erne med Lars Kaalund som omdrejningspunkt. Wilbur-figuren var skrevet til ham, så han har været en del af alle filmene på en måde. Jeg lader også virkeligheden fylde meget i alle filmene. Det er meget almindelige mennesker i alle filmene, og de bevæger sig rundt i virkelige og genkendelige miljøer. Den stoflighed synes jeg kan mærkes.”

Det er tredje gang, at du arbejder med et ensartet universer. Hvornår er det nok?

”Det er det nu. Næste gang vil jeg lave en film med en stram, tæt dramaturgi, der handler om to mennesker. Det er svært at holde så mange hovedpersoner i spil og give dem alle sammen krop og sjæl. Jeg ved ikke, hvad jeg skal nu, men det skal være lige ud af landevejen med en mand, der har et problem, som han ikke kan finde ud af at løse.”

Ninja Nonsens

14 år efter den sidste film er de fire vittige, muterende ninjaskildpadder tilbage. De kunne nu lige så godt være blevet nede i kloakken, hvor de hører til.

Af Søren Høy

Teenage Mutant Ninja Turtles

USA, 2007

Instruktion: Kevin Munroe

87 minutter

Premiere over hele landet.

1 stjerne

I 1990 kom den første film om de fire skøre padder; Rafael, Donatello, Michelangelo og Leonardo. Det er i sig selv latterligt at opkalde fire skildpadder med Finn Nørbygård-humor efter store renæssancekunstnere. Det var pinligt grinagtigt dengang. Filmen mindede om et atomholocaustmareridt, hvor alle i universet var udslettede – lige på nær en flok ninjagalninge med rygskjold og øjnmasker, der lignede Dick Turpins aflagte.

Dengang blev den forvirrende handling kombineret med en spirende skaterkultur. De talende padder skatede og hørte rap-musik og var på en løjerlig måde billeder på en nye type unge. De kom fra subkulturen – i paddernes tilfælde kloakkerne – de trodsede samfundets normer og kæmpede for retten til at være anderledes. Det gik altså lige. Ikke meget mening, men lige akkurat nok.

Siden kom en 2’er i 1991 og en 3’er i 1993. Den sidste var så vederstyggelig, at den i flere år figurerede på uofficielle lister over historiens ringeste film. I de 14 år der er gået, er Ninja Turtles blevet et fænomen, og de har fået en trofast fanskare. Dermed er der sket det pudsige, at kvaliteten er blevet sat ud af kraft. Så længe det er noget med ninjapadderne, så er det godt. Basta. Der blev lavet en elendig og muteret tv-serie, som stik mod sund fornuft og uden for pædagogisk rækkevidde blev en succes i det meste af verden. Derfor måtte der komme en 4’er på et tidspunkt. Historien er det rene nonsens. Noget med nogle portaler til fortiden, hvor ud af der kommer 13 monstre og udødelige stenkrigere. Animationen er ret kedelig og uden den stoflighed, som vi efterhånden ved, at teknologien giver mulighed for. Padderne er lige så fjollede, pizzaspisende og spejderagtige som de var dengang for 14 år siden. Måske sidder man lidt og håber, at de bliver smidt ind i den der portal til fortiden, og nogen så slukker på portal-kontakten, så vi slipper for dem en gang for alle.

The number 23

23 grunde til (ikke) at se ”The Number 23” 23 gange.

Jim Carrey er en fabelagtig skuespiller. Instruktøren Joel Schumacher ødelægger konsekvent alt, han rører ved.

Tilbage er en paranoid og usammenhængende thriller om tallet 23.

Af Søren Høy

The Number 23

USA, 2007

Instruktion: Joel Schumacher

95 minutter

2 stjerner

1. 23. Hmm. Der ER noget med det tal. Alt er 23. Alt giver 23.

2. ”The Number 23” har premiere den 23.

3. Jeg er 34 år gammel. Mine 2 børn er tilsammen 9 år.

34-9-2=23

4. Det er fascinerende. Jim Carrey er i virkeligheden til numerologi. Hans produktionsselskab hedder JC23.

5. Jeg boede som barn i nr. 39. Som voksen har jeg to gange boet i nr. 6. 39-6-6-1=23

6. Carrey spiller både hundefager Walter Sparrow og detektiven Fingerling. De to navne har tilsammen 23 bogstaver.

7. Jeg mødte min kone, da jeg var 23.

8. Jim Carrey spiller sammen med Virginia Madsen. De to navne har tilsammen 23 bogstaver.

9. Jeg spillede fodbold i 23 år, så brækkede jeg benet.

10. Agathe (Madsen) køber en bog til Walter med titlen ”The Number 23”. Der er noget lusket ved den bog. Det er som om, at alt i bogen passer på Walter liv.

11. Jeg er født den 22. kl. 1 om natten. 22+1=23.

12. Bogen handler om en detektivs besættelse af tallet 23. Gæt selv hvad Walter bliver besat af. Nemlig. 23!

13. Min far var 32, da jeg blev født. Byt rundt på tallene, så har du 23.

14. Alt giver 23 for Walter. Hvis han ganger 23 med antallet af tænder på en labrador, minusser det med rosiner i myslien, og dividerer det med cylinderne på en Ferguson traktor – så giver det 666. Ikke et rart regnestykke for en paranoid, psykotisk og overtroisk mand i midtvejskrise.

15. Der er 8 bogstaver i mit navn. Der er 3 i Danmark, der hedder Søren Høy ud over mig. 8×3-1=23

16. Instruktøren Joel Schumacher er berømt og berygtet for at have ødelagt de fleste af de 23 film, han har instrueret. ”Batman Forever” og ”Batman & Robin” får tæerne til krumme sig hele vejen om bag ved hælen – ”Phantom of the Opera” gav bare kvalme.

17. Jeg har lige genset 1. sæson af ”24 Timer”. 24-1=23

18. Der er 2 til 3 (2og3=23) forsonende elementer i filmen: Der er et parallelt mareridtsunivers, hvor Carrey er detektiv Fingerling. Det er sexet, farligt og sort. Carrey er god til at spille paranoid. Han behersker den fine linje mellem sødme og vanvid.

19. David Beckham spiller med nr. 23 i Real Madrid.

20. Måske rammer ”23” en ting i tiden, hvor de store religioner bliver afløst af personlige religioner. Hvor tal og tro giver fælles mening, og hvor videnskaberne blandes sammen, så individet får styr på personligt kaos.

21. Det her er film nr. 23, jeg anmelder for Jyllands-Posten.

22. Det er dårlig stil at afsløre slutningen i ”23”, men jeg lover jer – den stinker.

23. Jeg ser 23 over alt. Hvalsø Kommune har 46464646. Det dobbelte af 23. Ring efter den blå vogn.

Sex på film

Billedresultat for Sex and Lucia af Julio Medem
Sex and Lucia af Julio Medem

 I denne uge er der premiere på den amerikanske film Shortbus. Den viser det hele. Sex, kønsorganer, onani – mænd med mænd, kvinder med kvinder, mænd med kvinder, trekanter, orgier, swing. Vær klar til at blive forlegen, forundret, intimideret – og forhåbentlig en smule kåd.

Relateret billede
Shortbus

Navn: Søren Høy

Inden de gode læsere kommer for langt hen i artiklen, er det på sin gode plads at komme med en lille advarsel. En sproglig advarsel. Denne artikel handler, som det tydeligt fremgår af overskriften og manchetten, om sex. Og når det er tilfældet, så kan det ikke undgås, at teksten vil indeholde temmelig mange frivole ord og vendinger, som nok er grænseoverskridende og upassende i mange sammenhænge. De er dog samtidig en naturlig del af de film, som omtales i artiklen, og derfor vil der fra sætning til anden snige sig vulgariteter ind. Så er De advaret. Nu er der ingen vej tilbage.

Det handler ikke om pornofilm, det her. Det handler om gode film, hvor sex er en naturlig del af filmens handling. Hvor den kønslige omgang er tydelig, den er eksplicit, og den er intimiderende, fordi den udfordrer publikums gode smag og gode opdragelse. Anledningen er premieren på John Cameron Mitchells film Shortbus, der har skabt begejstring (om man så må sige), overalt hvor den er kommet frem.

Billedresultat for Monster’s Ball af Marc Forster movie
Monster’s Ball af Marc Forster

Inden det skal handle om Shortbus, tager vi lige et skridt (i denne sammenhæng forstået som et trin) bagud. Den svenske filmjournalist og forfatter Emma Gray Munthe er netop ved at færdiggøre bogen ”Even fucking needs directing”, der netop handler om sex på film. Hun har i løbet af to år interviewet flere af verdens største instruktører om deres syn på køn, sex og film.

I hvilke gode, kendte film har sex fungeret som en naturlig del af handling og dramaturgi?

”De seneste år har film som Brokeback Mountain (Ang Lee) og A History of Violence (David Cronenberg) været meget omtalte for deres sexscener. Forud for dem kom Monster’s Ball (Marc Forster). Fællesnævneren er, at de alle har store stjerner på rollelisterne, og at de alle var Oscar-nominerede. På den måde kan man se, at sexscenerne i de film har fungeret som en helt naturlig del af filmen, ellers var de ikke kommet ind i det fine, lidt konservative Oscar-selskab”

Billedresultat for Brokeback Mountain af Ang Lee
Brokeback Mountain af Ang Lee

Hvad er det, sex bidrager med i de film?

Det er meget forskelligt fra film til film, men i de ovenstående film siger sex meget om figurerne i filmene – deres relationer og vilkårene for deres kærlighed og parforhold. Det indgår som en naturlig del af handlingen, og det er med til at skærpe filmens budskaber.

Undrer det dig, at vi trods globale tanker, debat og et vist frisind stadig opfatter sex som kontroversielt på film?

Billedresultat for Y tu mamá también af Alfonso Cuaron
Y tu mamá también af Alfonso Cuaron

Ja, det er mærkeligt. Og den opfattelse bliver provokeret nu. Det spiller formodentlig sammen med, at de konservative kræfter i USA har været stærke i flere år, og dermed kommer der en modreaktion fra kunstnerne, der traditionelt er mere frisindede. På mange måder er indstillingen til sex, seksualitet og kønsroller mere eksplosiv end nogensinde i Hollywood og i de produktioner, der kommer fra det uafhængige filmmiljø. Det er ikke tilfældigt, at Shortbus kommer lige nu. Det er klart et ”fuck you” til de højrekristne og konservative kræfter i USA, der vil forbyde sex inden ægteskab, åben debat om sex og homoseksualitet.
 

Folk bliver bornerte, når de ser lidt sex på lærredet i biografen. Der grines i krogene. Mændene fniser og pifter, hver gang de ser et par frit hængende kønsdele. Kvinderne tysser men bliver samtidig rødere og rødere i kinderne. De ældre rømmer sig og ser lidt væk fra den kødelige action.

Shortbus gør hvad den kan, for at netop disse ting sker.

I filmens startscene ser vi en mand, der med imponerende gymnastiske øvelser kommer så tæt på sin egen penis med munden, at han er i stand til at ejakulere ind i sin egen mund, da onaniscenen kulminerer.

Instruktøren af Shortbus, John Cameron Mitchell, sagde i Cannes sidste år, at ”for nogen er den scene frastødende, klart – men jeg har hørt fra folk, at når de er ovre første scene, så føler de sig trygge ved filmen, og føler sig måske kun en smule forlegne ind imellem. Den scene er ligesom filmens præmis hvad angår seksuelle udtryk.”

Den slags er vildt selv for hærdede biografgængere. Emma Gray Munthe ved heller ikke, om netop dén slags scener appellerer specielt bredt; ”Jeg tror, at der er mange, som stadig synes, at det er en smule ubekvemt med for eksplicit sex på film. Når der for eksempel vises sex på lærredet til en stor filmfestival, så sidder der altså 2000 filmjournalister, der burde kunne klare lidt af hvert, og de er helt stille. Helt stille! Bagefter bruger de en masse spalteplads på at skrive, hvor usexet og hvor anti-kåde de blev af at se scenerne. At blive ophidset af en film er stadig et tabu. Måske er det også derfor, at filmfolk bruger så lang tid på at definere, om en film er kunst eller porno. Det er egentlig lige meget, men det betyder meget moralsk for anmelderen, at filmen opfattes som lødig.”

Instruktøren Mitchell er ikke i tvivl om, at hans film bidrager med et nyt syn på eksplicit sex på lærredet. Shortbus er både en komedie og en erkendelsesfilm. New Yorker-fortællingen er lys i tonen og lavet med et enormt overskud og mod. Mitchell siger; ”Der er en kedelig tradition for, at sex på film altid knyttes til prostitution og fornedrelse. Det er lidt synd, for der er så uendelig meget glæde forbundet med sex. Jeg ville have alle former for genkendelig sex i filmen. Homo, hetero, s/m og drags. Alt andet ville være utroværdigt, når det handler om en by som New York.”

Emma Gray Munthe – hvad bidrager Shortbus med?

”Først og fremmest er der ikke mange film, der blander eksplicit sex med humor og på samme tid, som John Cameron Mitchell gør. Eksplicit sex på film bliver ofte betegnet som enten industriporno eller deprimerende, grimt artyfarty-sex i en kunstfilm. Shortbus er ingen af delene. Det er ”Woody Allen med sperm”, som en klog mand sagde efter filmens premiere i USA. Sex er ikke den centrale handling i filmen, men det siger en hel del om figurerne, deres liv og deres kønsroller.

Desuden har Shortbus alle former for seksualitet. Der er sex over det hele, over alle grænser. Nøgne mænd, nøgne kvinder. Nøgne mænd, der har oralsex, er jo ikke noget, vi er specielt vant til i biograferne. Og så er der jo også bøssetrekanter med en mand, der synger den amerikanske nationalsang op i en anden mands røv. Det er punk!”

5 gode film med sex

1. Sex and Lucia af Julio Medem

2. Monster’s Ball af Marc Forster

3. Brokeback Mountain af Ang Lee

4. Bound af The Wachowski Brothers

5. Y tu mamá también af Alfonso Cuaron

5 voldsomme film med sex

1. Romance af Catherine Breillat

2. Baise Moi af Virginie Despentes

3. Bijitâ Q af Takashi Miike

4. Crash af David Cronenberg

5. Irréversible af Gaspar Noe

Status: Dansk film

Vi hører gang på gang, at danske film er en succes i de danske biografer. Det er rigtigt, at der sælges mange biografbilletter, men succesen leveres af en håndfuld film om året. Halvdelen af filmene bliver stort set ikke bliver set af publikum.

Af SØREN HØY

Dansk film har stort set været i vækst siden 1994. Filmene er blevet bedre og bedre. Branchen blomstrer – instruktørerne dirigerer, forfatterne skriver, kamerafolkene indstiller, tømrerne hamrer, skuespillerne er blevet stjerner.

Det er blevet et system, der fungerer. Den danske filmmodel bliver misundt rundt om i verden, og billetsalget lyver ikke. På ti år – fra 1994 til 2004 – steg billetsalget til danske film i danske biografer med hele 300 procent. Ingen andre lande i verden kan fremvise en tilsvarende stigning.

Billedresultat for Kongekabale
Kongekabale

Publikum fik i de ti år nyskabelser hele tiden. Tænk på “Nattevagten”, “Pusher” og Dogme-filmen “Festen”. Anders Thomas Jensen blev drengerøvenes gallionsfigur med “Blinkende Lygter” og “De Grønne Slagtere”, Per Fly udvidede vores sociale bevidsthed i “Bænken” og “Arven” og Nikolaj Arcel skabte ny politisk interesse med “Kongekabale”.

Billedresultat for Lars von TrierLars von Trier rejste verden rundt med det ene mesterværk efter det andet, og stærke kvinder som Susanne Bier og Lone Scherfig viste den mandsdominerede filmbranche, at vi trængte til helt nye fortællinger. Talenter poppede op, nye kunstneriske bølger skyllede ind, drama, humor, hverdag, virkelighed – vi fik det hele.

Danske film har de seneste år stået for cirka 25 procent af de solgte biografbilletter i Danmark. I Europa er det kun Frankrig, der har en bedre markedsandel af nationale film.

Men hvis man kigger billetsalget efter i sømmene, så er der sket en udvikling de seneste to år. Få film sælger stort set alle billetterne til de danske film. Ud af årets cirka 25 film, sælger halvdelen meget få billetter. Den flotte procentandel af markedet for billetsalg til danske film afhænger af 5-6 titler. Resten af filmene udgør kunstnerisk bredde, men de bidrager ikke synderligt til økonomisk velvære for hverken producent, distributør eller biograferne.

Det startede i 2005. Det var et atypisk dansk film-år. Der var hele 31 danske spillefilmspremierer, mod normalt 20-25. Der gik mindre end 14 dage imellem hver gang, en ny dansk film dukkede op og stillede krav om publikums opmærksomhed. Det kunne mærkes på besøgstallene. 18 af de 31 film blev set af meget få mennesker. Af det samlede billetsalg på cirka 3,9 mio. billetter – det højeste siden 1981 – tegnede syv film sig for cirka 2,5 mio. af billetterne. Det betyder, at hver af de syv film i gennemsnit havde 357.000 tilskuere. Hvad der måske er mere interessant er, at de 24 resterende film ikke havde mere end 58.000 tilskuere hver i gennemsnit. 18 ud af 31 film solgte under 2000 per biograf de var ude i.

Det samlede tal var imponerende, men det var få film, der solgte majoriteten billetterne.

»Det er en klar tendens,« fortæller den rutinerede lanceringsdirektør Jan Lehmann fra Nordisk Films Biografer. »Men det gælder også for udenlandske film. Det er cirka 20 titler ud af årets 250 premierer, der står for 50 procent af alle solgte billetter. Set i det lys følger de danske film en udvikling, som hele markedet er præget af.«

Billedresultat for Michael FleischerMichael Fleischer, direktør ved SF-Film bakker op:

»Det her er det nye danske marked. Få store film sælger billetterne, og så er der en masse små film, der ret beset ikke klarer sig godt nok.«

Tendensen fra 2005 fortsætter. Hvis man ser på de danske premierer i 2006 og januar 2007, er mønstret det samme.

Det er meget få titler, der trækker det store publikums-læs. Mange film klarer sig absolut dårligt og har så få besøgende, at de må betegnes som totale fiaskoer, hvis man vælger publikumstallet som det afgørende kvalitetsparameter.

Michael Fleicher havde sidste år store forventninger til Wikke & Rasmussen-filmen “Der var engang en dreng”. SF-Film havde forventet at sælge over 350.000 billetter men endte på 192.000.

»Vi må indse, at markedet det meste af året er mættet med film til familiepublikummet, og at de danske film har sværere og sværere ved at konkurrere med de amerikanske familiefilm,« siger Michael Fleicher.

»Vi er nødt til at gentænke vores måde at lancere den genre på – det er tydeligt lige nu, hvor ingen af de brede familiefilm sælger det, som man forventer.« Det er et reelt problem, for det er per tradition familiefilmene, der trækker de store masser, og som har været en væsentlig faktor i det samlede danske billetsalg.

Hvad er en succes og hvad er en fiasko?

Hvis man bruger det amerikanske parameter for succes, så kan man lave en succes/fiasko-model. I USA regner man altid en films succes eller fiasko ud efter, hvor mange billetter den enkelte film i den enkelte biograf har solgt. Hvis en film kommer op i 10 biografer, og bliver set af 1000 mennesker, så er det en dobbelt så stor succes, som hvis en film kommer op i 20 biografer og bliver set af 1000 mennesker. Det er altså forholdet mellem tilgængelighed og besøgende, der er afgørende.

I tabellen på siden her, kan man se alle danske premierer i de danske biografer i 2006 og januar 2007. Ud fra tabellens succeskriterier kan man konstatere følgende:

13 er fiaskoer eller under middel

6 er middel

2 er gået godt

2 er gået meget godt

2 er gået ekstremt godt.

13 af 25 film har altså solgt under 2000 billetter per biograf, de har været vist i.

I 2006 og januar 2007 er det altså seks film, der tegner sig for det afgørende salg. Ud af det samlede billetsalg på cirka 3,9 mio. står de seks film for cirka 1,9 mio. billetter med et gennemsnit på cirka 315.000 per film.

Anders Geertsen fra Filminstituttet er tilfreds med resultatet.

»6 succeser ud af 25 film er et meget flot resultat,« siger han.

»Det er korrekt,« uddyber Jan Lehmann fra Nordisk Films Biografer. »Kun 2 ud af 20 andre europæiske film går godt, så succesraten er faktisk stor for danske film.«

Anders Geertsen fortsætter: »Vi har fokus på de små film med lavt billetsalg. Vi tilstræber, at alle danske film skal sælge mere end 15.000 billetter. Gør de ikke det, så kigger vi efter forskellige ting som lancering, tidspunktet for premieren, antal kopier og trailer – vi ser på, om filmen har fået det rigtige afsæt.

Vi mødes med producenter, distributører og biografer for at tale elementerne igennem. Det er i alles interesse, at vi får filmene så godt ud som muligt.«

Hvordan ser udviklingen ud for 2007?

Jan Lehmann: »Når jeg ser på de film, der kommer, så kan jeg godt være i tvivl, om vi kan fastholde den flotte markedsandel på cirka 25 pct. til de danske film. Familiefilmene sælger ikke som forventet, og det ser ikke ud som om, at der kommer de fem-seks film, som tilsammen sælger 2 millioner.«

Fleicher bakker synspunktet op: »Intet sælger sig selv mere. Hver film skal have maksimal opmærksomhed, hvis den skal ud til folk. Forventningerne til danske film er ikke tidssvarende. Vi kan ikke regne med samme billetsalg som for få år siden.«

Hvordan ser udviklingen ud for 2007?

Jan Lehmann: ”Når jeg ser på de film, der kommer, så kan jeg godt være i tvivl, om vi kan fastholde den flotte markedsandel på cirka 25% til de danske film. Familiefilmene sælger ikke som forventet, og det ser ikke ud som om, at der kommer de 5-6 film, som tilsammen sælger 2 millioner.” Fleicher bakker synspunktet op ”Intet sælger sig selv mere. Hver film skal have maksimal opmærksomhed, hvis den skal ud til folk. Forventningerne til de danske film er ikke tidssvarende. Vi kan ikke regne med samme billetsalg som for få år siden.”

Hvorfor er der så mange film, der underpræsterer?

Michael Fleicher: ”Markedet er enormt hårdt. For få år siden var der cirka 200 premierer samlet i Danmark. Nu er der 250. Samtidig er antallet af biografsale ikke blevet større, og derfor kører filmene kort tid. Det er afgjort en af forklaringerne.” Anders Geertsen: ”Lidt populært siger man, at en film skal bevise sit værd i biograferne den første weekend. Spiller den ikke nok ind der, så ryger den ud. Det er en lidt kedelig tendens, som vi har lært af amerikanerne.

Biograferne har ikke meget tålmodighed med filmene, selvom de er danske.” Jan Lehmann: ”Det betyder meget for de mindre danske film, at de måske kun får et par uger i biograferne. Folk når simpelthen ikke at opfatte, at de er der, før de er væk igen.”

Spørgsmålet er, hvad Det Danske Filminstitut gør, for at de danske film skal nå publikum. Anders Geertsen: ”Vi diskuterer konstant med hele branchen, og konkret har vi netop fået bevilget flere penge til lanceringen af de danske film, så de bliver endnu mere synlige i biograferne.”

indblik@jp.dk

 

Anti-timet klam komedie

Ridley Scott er normalt en god instruktør. Russell Crowe er normalt en god skuespiller. Men lad jer ikke narre. ”A Good Year” er lige så dårligt instrueret, som den er ucharmerende spillet – og frem for alt, så har den elendig timing.

Af Søren Høy

”Komedie er én ting: timing”, konstaterede min gode ven, kollega og biografliason fra sædet ved siden af mig syrligt efter 5 minutter af Ridley Scotts og Russell Crowes fælles forsøg udi den svære komediegenre. Han havde ret. Han havde endda ret i et sådant omfang, at en af filmens figurer sagde nøjagtigt det samme 5 minutter senere. Forskellen på timingen i de to umiddelbart ens konstateringer var dog voldsomt stor.

Min sidekammerat sagde det, fordi ”A Good Year” lige havde brilleret med en skrækkelig ringe fald-på-halen-start med den mest elendige timing set i de danske biografer i år, og dermed blev hans konstatering leveret med veltimet præcision og ironi. I filmen udtales omtrent samme sætning af en af figurerne som en pudsig kommentar fra instruktøren til publikum, for på en eller anden løjerlig måde at fortælle os, at han, Ridley Scott, kan turnere en komedie efter genrens regler og standarder.

Jo længere filmen bevæger sig hen mod kvalme-stadiet, jo mere går det op for den måbende tilskuer, at filmen nærmest er et stilstudie i dårlig timing. Derfor er det også grusomt karikeret, at instruktøren sender den ene genrehilsen efter den anden – uden at han i nogen henseende er i stand til at levere en komedie, der bare tilnærmelsesvis bærer andet end hånlatterpotentiale.

Russell Crowes joviale komedietiming er så pinlig dårlig, at det ville være nemmere og mere troværdigt, at instruere Eddie Murphy i en electric boogie version af Pave Johannes Paul II.

Det er meningen, at Crowe skal personificere den kyniske børsmægler Max fra London, som pludselig erkender livets sande værdier, da hans gamle Onkel Henry dør og efterlader ham det vinslot i Provence, hvor Max er vokset op. Det lyder klamt, og det er det også. Crowe magter hverken komediens varme eller charme. Han er kun til grin – men desværre for ham ikke på den sjove måde. Skulle filmen friste efter denne anmeldelse, så bemærk, at den har været en gedigen fiasko over hele verden. Men det er jo også timing på en eller anden uheldig global måde.