Monthly Archives: oktober 2006

Ole Christian Madsen & far, Stine & Mads, Flammen & Citronen


Ole Christian Madsen er en modig og begavet filmmager. Han har lavet film om nydanskere, moderne kærlighed og junkier i Ålborg. Hans nye film hedder Prag. Den handler om far-søn forhold og ægteskabelig kriser – ting der ligger tæt på Madsens eget liv.

Prag er en film om midtvejskrise, om parforhold og om forholdet mellem en søn og hans far.

I Prag er der den dramaturgiske twist, at den far det handler om, er død.

Der er noget far-værk på spil her, som er værd at grave i. I generationen af mænd mellem 30 og 40 bliver der debatteret fædre i timevis. Vi bestiller stort set ikke andet. Enten er vores fædre forstokkede, eller også er de nævenyttige, eller også var de der aldrig, da vi var børn.

 Hvad er det for noget med den far?

 Den fraværende far kender mange fra min generation. Efterkrigstidsgenerationen af fædre kom hjem fra arbejde, tog avisen, og ventede på, at maden blev klar. Man diskuterede ikke. Sådan var det bare. Andre fik nedsmeltningen. De gik bare ind i sig selv, efterhånden som de nærmede sig 60. Til sidst var de helt væk. Alt handlede om pausering. Ro til avisen, ro til at se tv.

Har det noget med din egen far at gøre?

Da jeg voksede op, følte jeg ikke, at jeg kendte min far. Jeg har brugt meget tid på at tænke over vores forhold. Han isolerede sig, sørgede for at have projekter, der lå langt væk fra vores hjem. Han lukkede sig ind i sin egen verden.

 Betyder det noget for din egen måde at være far på?

 Jeg har brugt lang tid på at finde ud af det at være far. Hvilken type jeg skal være. Nogle af dem, der ikke har haft en tilstedeværende far, har en tendens til at blive ultra-fædre, og kaste alt ind i det. Børnene bliver omdrejningspunkt for alt. Der vil jeg helst ikke selv hen. Mine børn skal have faste rammer og skal ikke styre alt. Jeg er nok ikke en super moderne far.

 Mig og Stine og Mads

Mads Mikkelsen er Christoffer. Stine Stengade er Maja. Filmen handler primært om de to og deres krise. Han er med i en film af Ole Christian Madsen for første gang. Hun var med i ”Edderkoppen” (2000) og ”En Kærlighedshistorie” (2001). Ingen af de ovenstående fakta er hverken specielt odiøse eller udpræget kontroversielle. Men det får et strejf af et eller andet, når det konstateres, at Ole Christian Madsen tidligere var gift med Stine Stengade.

 Spiller Mads dig?

 Han er et udtræk af noget, jeg har i mig, som så er dramatiseret og sat ind i en karakter. Nogle af konflikterne han har, er nogle jeg kender fra mit liv og kærlighedsliv. Meningen er, at filmen skal være et personligt univers og derfra blive fabulerende. Han repræsenterer noget i mange mænd. Mange vil kunne genkende sig selv.

 I filmen er han sammen med Stine Stengade, som du tidligere var sammen med. Er det her dit private liv på lærredet?

 Der er klart ting, der er personlige, og ting der er ren fiktion.

Vi prøvede at adskille det, så godt vi kunne. Det gav mange diskussioner undervejs.

Syntes hun, at du gik for tæt på jeres liv?

 Nej, det gjorde hun ikke. Hun er en stor skuespillerinde, og hun ved godt, at det kan være væsentligt at fortælle om ting, der ligger tæt på en selv. Men det er ikke os, det handler om. Det her er løftet ud af virkeligheden, og er blevet til et fiktivt parforholdsdrama.

 Hvorfor bruger du hende – frem for at bruge én, hvor dit eget liv ikke er så tæt på?

 Stine har en stærk autonomi i sit spil og i sin kunst. Det samme har Mads. De er modige. Stines stædighed ville jeg gerne have. Jeg vidste, at de to ville udfordre mig, og tilføre filmen den spænding, som den har brug for.

 Skuespillerne og mig

Ole Christian Madsen var tidligere kendt for at finde og bruge nye skuespillere. Han fandt flere af de toneangivende og dygtigste spillere, som dominerer filmen nu. Janus Bakrawi, Lars Mikkelsen, Signe Egholm Olsen m.fl. Bemærk datidsformen, for den eksperimenterende tid er ovre. Nu spiller Madsen sikkert. Mads Mikkelsen er trumfen i dansk film lige nu. Han sælger billetter, han er god, han er en stjerne. Stine Stengade er måske ikke det største navn, men hun er etableret og respekteret for sit spil og sin stil. Madsen har skiftet stil.

I Prag handler det om særlig form for tilstedeværelse. Mads og Stine har et lag af hemmelighed. De er svære at læse og afkode. Det er nødvendigt, når en film er så tæt fortalt. Der er kun de to i mange scener. Det giver en spænding. Det kræver erfaring at kunne det spil. Det hemmelige. Der er forskellige krav til forskellige film. I Nordkraft var det vigtigt med unge folk. Kendte spillere ville have forurenet den film. I Pizza King var det nødvendigt. Dengang var der ikke nogen etablerede nydanske skuespillere.

Stine og Mads er castet på deres hemmeligheder og på deres personligheder.

 Mig og Flammen & Citronen

Lige nu er Ole Christian Madsen i gang med forberedelserne til den næste film. Overalt på kontoret, som faktisk er en lille træpavillon, man kan købe i Silvan, er der fyldt op med tegninger, billeder og noter. Flammen & Citronen er historien om to mytiske frihedskæmpere under 2. verdenskrig. Filmen har et budget på cirka 45 millioner kroner, og bliver dermed en af de dyreste film, der er lavet på dansk. Optagelserne starter til marts, og lige nu handler det om få de sidste penge på plads, og caste skuespillerne til de afgørende roller.

Billedresultat for flammen og citronen

Hvad med spillerne i Flammen & Citronen?

Det er en dyr film, og derfor skal der være kendte på rollelisten. Der skal være nogen, der trækker folk ind i biograferne. Thure Lindhardt spiller en af hovedrollerne, og jeg har flere af de bedste og største danske og tyske skuespillere i tankerne.

 Ellers noget?

Min største frygt med Flammen & Citronen er, at den virker gammeldags – den skal være nutidig i sin problembehandling og sit spil. Det skal skuespillerne hjælpe mig med. Derfor er det vigtigt, at de er erfarne. De skal forholde sig kraftigt til materialet, og det gør man først, når man har erfaring.

En anden ting er, at Flammen & Citronen er legender. De havde karisma. Det samme har en stor skuespiller.


Ole Christian Madsen

Født 18. juni 1965
Uddannet fra Den Danske Filmskole 1993
Har været gift to gange og har tre børn.


Filmografi:

2008: Flammen & Citronen
2006: Prag
2005: Nordkraft
2002-2004: Rejseholdet (4 afsnit, tv)
2001: En Kærlighedshistorie
2000: Edderkoppen (tv)
1999: Pizza King
1997: Taxa (2 afsnit, tv)
1997: Sinans bryllup (novellefilm)
1994: Stormfulde hjerter (tv)


Prag:

Instruktion: Ole Christian Madsen
Manuskript: Ole Christian Madsen og Kim Fupz Aakesson
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Stine Stengade m.fl.
Handling: Da Christoffers (Mikkelsen) far dør, rejser han og hans kone (Stengade) til Prag for at hente den døde hjem. Det er 25 år siden, at faren stak af til Prag, og der er derfor ikke mange følelser på spil for Christoffer. Han forventer, at rejsen udelukkende bliver en praktisk opgave. Men Christoffers og Majas samliv er ved at falde fra hinanden, og Christoffer må sande, at rejsen til Prag også bliver en kamp for hans ægteskab.
Premiere: over hele landet 2. november.


 

 

Lazy Town

Magnus Schving er manden bag et tv-fænomen. På fire år er børneshowet Lazy Town solgt til 106 lande. Børn læser bøger om Lazy Town, følger seriens sundhedsråd og deltager i showets internationale aktiveringsevents. Lazy Town kører på tv herhjemme lige nu. Dine børn sidder med stor sandsynlighed og ser det. I al ubemærkethed har en verdenssucces sneget sig ind på TV2. Serien er tv-historiens hurtigst voksende børneshow.

Af: Søren Høy

Der har været andre journalister i Lazy Towns studier, der ligger cirka 30 minutters kørsel syd for Islands hovedstad Reykjavik. Mange andre endda. Måske flere hundrede. For Lazy Town bliver sendt på tv-kanaler i hele verden. I 106 lande, for at være præcis. Lazy Town er det hurtigst sælgende børne-tv-show nogensinde. Fire år har det taget manden bag at nå fra 1 til 106 lande. Imponerende. De andre journalister – fra amerikanske Los Angeles Times over tyske Der Spiegel til norske Verdens Gang – har fået samme historie. Nøjagtig. På ordet. De har trykt, hvad de fik at vide. Det er jeg sikker på, for jeg fik deres artikler, da jeg trådte indenfor på studiet. Og jeg var endnu mere sikker, da jeg en time senere var på vej tilbage til hovedstaden efter et sandt bombardement af tal, ideologier, plancher, power-points, lysbilleder, animationer, videoer – You name it! Lazy Town er en grusomt effektiv maskine, der ved, hvordan et budskab skal ud over rampen. De vil være sikre på, at alle skriver det samme, at alle, der besøger studiet, får en vild turné rundt i det højteknologiske filmstudie, at de ikke kan lade være med at lade sig imponere, og derefter skynder sig hjem og lader den verbale champagne flyde ud over tastaturet. Det ér nemt at gribe den mulighed, for Lazy Town har en imponerede historie, og manden bag fænomenet er en karismatisk figur. Hans navn er Magnus Scheving.

Lazy Town | LazyTown's New SuperHero | Lazy Town Songs for Kids ...

Magnus Scheving springer ind i konferencerummet. Top trimmet og hurtig på fødderne. Hilser på alle med et fast håndtryk. Smil med vedhæftede perly whites – hvide bisser fra bagerst til forrest. Han er en gulddreng, det er tydeligt. Han har en indbygget islandsk geyser, det er lige så tydeligt. Han farer rundt i rummet, mens han fortæller om sin verdenssucces, Lazy Town.

”For 16 år siden fandt jeg på Lazy Town. Børn burde spise sundere, tænkte jeg, og så gik jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg kunne få dem til det. Svaret var, at det skulle være smart at spise sundt – og usmart at spise usundt. I 10 år tog jeg rundt på skoler, og lavede et show for børnene, hvor flere af seriens figurer var med.”

Han er ikke mere end 174 cm høj. Han ser ud, som om han har fjedre under fødderne. Han hopper af sted. Nu er vi på rundtur i studierne. 5037 kvadratmeters højteknologi.

”Vi er det eneste studie i verden, hvor man kan lave effekterne live – vi sætter dem på, mens vi optager. Ikke noget med at lave det bagefter. Ikke engang Peter Jackson kan det. Det var derfor, at Tarantino og Roberto Rodriguez var forbi, da de var ved at planlægge ”Sin City”. De havde aldrig set noget lignende.” Scheving er spænet i forvejen og hans visuelle-effekt-ansvarlige, hollænderen Raymund Le Gué, får et ord indført.

Scheving har fundet ud af, at vi ikke er med, så han kommer stortalende tilbage.

”Jeg rejste verden rundt for at finde ud af, hvad børn godt kan lide. Deres yndlingsfarver, deres yndlingsheltinde, helt – og alle mulige andre ting. Jeg lyttede, skrev ned, og gik hjem og designede et show, der er præcis, som børnene gerne vil have det. Skurken Robbie Rotten er også lavet, så ungerne synes han er lidt farlig men aldrig FOR farlig. Alt er afstemt og designet, så børnene får mest muligt ud af det”, råber han, mens han viser, hvordan de store dukker betjenes. Han har selv udtænkt det hele. Det er ret vildt. Ikke kun tankerne bag – sundhed, aktivitet og energi – men også tempoet og det uundgåelige artificielle touch, som stedet og tankerne har. Alt er neon-farvet. Det hele ligner vingummi.

”Hvordan kan du overskue det hele – bøger, sundhedskampagner, tv, teknik, manuskripter og instruktion”, spørger jeg, da Scheving et øjeblik har glemt, hvad det er for en del af den generiske præsentation, han er kommet til. ”Øh – jeg har bare det hele i hovedet”, siger han og fjedrer videre, mens han fortæller, at der er flere klip i et afsnit af Lazy Town, end der er i en almindelig spillefilm. ”900 klip”, forsikrer han, mens jeg forsøger at komme i tanke om, om jeg kan huske, hvor mange Oliver Stone bruger. Det lykkes ikke, før Scheving er der igen. Nu med en demonstration af deres HD (High Definition) kameraer. Han har flere end nogen andre, de kan stort set alt. ”Nej, dog ikke brygge kaffe”, svarer han på mit platte spørgsmål.

”Jeg vidste, at hvis islændingene kunne lide min idé, så ville jeg få succes i hele verden. Vi er det mest kræsne og utålmodige folkefærd i verden. Men det er gået over al forventning. Siden vi startede, er salget af slik og sodavand for første gang nogensinde gået tilbage. 16 procent. Se dét er vildt”, råber han bagud, mens vi er på vej mod yderdøren. Udenfor er der størknet lava. Solen skinner. Jeg skal ind til byen efter den heftige tur med europamesteren i aerobic ’94-’95 som indpisker. Jeg har en plan.

Historien Lazy Town sælger og er den samme hver gang. Og det er manden bag – ånden i projektet, der leverer talen. Ikke en andenviolin, ikke en højrehånd, ikke en assistent. Vi får det fra manden, der arbejder 18 timer i døgnet, og som lever for sit show, sine figurer, sin mission. Det er gennemført og professionelt udtænkt marketingarbejde. Min plan er at inddrage det stolte islandske folk.

”Der er meget forlorent i det projekt.” Svala Jonsdottir er 27 år gammel. ”Da Lazy Town udgav en bog om sundhed, havde præsidenten skrevet forordet. Det er for meget. Lazy Town er en dybt kommerciel virksomhed. Det er ikke politikernes arbejde at blåstemple sådan et projekt. Det får folk til at tro, at det er et statsligt påfund.” Hun er pikeret over fremgangsmåden. Lazy Town har nærmest overtaget ernæringsrådgivningen på Island. Folk køber det, som Lazy Town siger, de skal købe.

”Der står meget stor respekt om Magnus på hele Island”. Arnor Jarlaskáldi arbejdede sammen med Scheving, da han var tømrer for 15 år siden. ”Dengang var han også hyper. Han byggede døgnet rundt. Først hele dagen på arbejde, og så hele aftenen og natten på sit eget hus.” ”Det er rigtigt, at alle godt kan lide ham – det er bare blevet så voldsomt hele projektet”, fortæller Anna Valdimarsdóttir, der ved samme lejlighed indrømmer, at hun var forelsket i ham, da hun var teenager. Han lavede altid springende split på tv lørdag aften. Alle kender ham, alle har en holdning til ham. ”Manden er jo mega kontrolfreak”, Janus er studerende. Han vil ikke have sit efternavn i avisen. ”En af mine venner var lydmand på showet. Det gik ikke. Magnus var så dominerende, at han ikke lod andre gøre deres arbejde. Han blander sig åbenbart i alt, også ting som han ikke har forstand på.” Man kan måske undre sig over, at alle har en mening om Scheving. Men han er på top 3 over de mest kendte islændinge, og Reykjavik er en by, hvor alle kender alle. Det svarer til, at man spørger en argentiner om Maradona eller en dansker om Kronprins Frederik. Janus har mere at sige end de fleste. Han kender andre, der har været på produktionen. ”Han er nødt til at styre sit behov for at ekspandere, udvikle og blive større. Det er ude i hele verden nu, og nu burde de arbejde på at gøre det bedre – og måske ansætte nogen, der er bedre end Magnus til nogle ting. Så kunne han måske koncentrere sig om ideer og sundhed. Det er ret beset det, som han er god til.” Mon Magnus Scheving lytter. Jeg tror det ikke. Han er allerede videre i teksten.


Lazy Town Inc.

Der er lavet 53 episoder af serien. 30 af dem er instrueret af Magnus Scheving.
Et afsnit er 24 minutter.
Hver episode har et budget på $800.000, eller det samme som en gennemsnitlig dansk spillefilm.
I en episode kan der være op til 570 digitale skud. Det svarer til en moderne eventyrfilm.
15.8.2006 var Lazy Town det mest sete program nogensinde en mandag aften på Nick Jr-kanalen (Nickelodions kanal for før-skolebørn) i USA.
Serien havde 95.000 seere på TV2 Danmark den 22.10.2006. Den 8 Himmel på DR1 havde samtidig 99.000 seere.
Lazy Town planlægger en spillefilm, med premiere sommeren 2008.


Magnus Scheving

Født 10.11.1964 i Reykjavik, Island.
Instruktør, manuskriptforfatter, producent, hovedrolleindehaver, idemand, dukke- og tøjdesigner på Lazy Town.
Forfatter til flere bøger, alle bestsellere, om Lazy Town.
Satte teaterstykket ”Lazy Town” op på Island. Cirka 150.000 mennesker, halvdelen af øens befolkning, så stykket.
I 1994 og 1995 var Scheving europamester i Aerobics. I 1994 vandt han desuden sølv ved verdensmesterskabet. I fem år var han manager og ejer af det mest populære fitnesscenter i Reykjavik.
Han har afholdt cirka 3800 seminarer om sundhed i hele verden.
Før Lazy Town blev en succes, var han kendt som entertainer, stand-up’er og gøgler på islandsk tv.
Han er oprindeligt uddannet tømrer, og derfor har han selv bygget dele af Lazy Towns komplicerede studie.


Lazy Town serien

Stephanie (Julianna Rose Mauriello) på 8 år er nytilflytter i Lazy Town. Hun bor hos sin onkel, borgmesteren (en dukke). Det er hende, der får tingene til at ske i serien. Det hele udspiller sig rundt om den lyserøde supertøs.
Sportacus (Scheving) er helten, der sørger for, at Lazy Towns dovne børn (dukker og digitale skabninger) ikke spiser slik men derimod dyrker sport og ikke falder i klørene på skurken Robbie Rotten (Stefan Karl), der med sine nederdrægtige dovne-planer forsøger at forpurre Stephanie og Sportacus’ ædle motiver.

Brad Pitt

Brad Pitt er en af verdens største filmstjerner. Ikke på grund af hans film og skuespil, men på grund af hans udseende og hans massive eksponering i alverdens sladderblade. Inden premieren den 27. oktober på hans nye film, Babel, tegner vi et portræt af manden, hvis numse man ser i alle hans film. Hvorfor mon?

Den ukendte Brad Pitt:

Hvad var han for én til at begynde med, ham Brad Pitt?

Well, mest af alt var han vel bare den flotte fyr fra flækken Shawnee i staten Oklahoma. Næstmest var han en ambitiøs mand, der gik på universitetet og læste lidt skuespil ved siden af. I 1987 gik han ud af universitetet ét semester før afslutningen på sin uddannelse. Dagen efter kørte han til Los Angeles i sin gamle Datsun. Han fortalte sine forældre, at han havde en plan om at søge ind på en kunst- og designskole i Pasadena, Californien. Den første tid i LaLa-land gik med at uddele gratis cigaretprøver på gaden og stå foran El Pollo Loco (Den Gale Kylling) iført kyllinge-kostume. Senere kørte han strippere og escortpiger rundt i limousiner, når de skulle på job. Til de kvindelige læseres fantasier bør det vel også nævnes, at han i en periode var poolrenser. Pengene blev brugt til skuespillertimer, og det viste sig at være en god investering. Allerede et år efter at han ankom til Los Angeles, fik han sit første job som skuespiller.

Fra små tv-roller i midten af 80’erne, som ingen husker, over b-film i slutningen af 80’erne – og pludselig stjerne med et brag i 1991.

I Pitts tilfælde var det hunky-look’et, der gjorde det. Han var med i en Lewis-reklame i 1991, hvor vaskebrættet på maven og de faste baller gjorde lykke i damebladene. Han lignede en cowboy dengang. Jeans og støvler tilsat en løs skjorte. Han var ikke en dandy som Tom Cruise, han var ikke en bøf som Bruce Willis, og han havde ikke psyko-træk som den unge Mel Gibson. De tre var de store i starten af 90’erne. Han var allerede fra starten folkets mand. En rigtig amerikaner, en søn af folket.

Han lød lidt naiv med sin Oklahoma-accent, og han havde tydeligvis problemer med replikkerne i de første år. Legenden fortæller, at Ridley Scott i Thelma og Louise (1991) bad ham om ikke at sige for meget, men ellers bare smide skjorten og stritte med røven. Mere skulle der ikke til. Pitts gyldne fem minutter i Scotts film, hvilket blandt andet inkluderede en fræk scene med Geena Davis, var rigeligt til at samtlige kvinder på den vestlige halvkugle var solgte.

Karrieren var skudt igang med raketfart.

Lækre Brad Pitt:

1/3 af historien om Brad Pitt er de historier, som han er ufrivillig hovedrolle i i den sladdervorne og uvederhæftige tabloidpresse. Hver anden uge bliver han gift og skilt – set ved Comosøen eller beskyldt for at gå til ludere.

Det kan ikke være nemt for den flinke mand.

De sidste 2/3 er hans udseende.

Jeg har set ham nogle gange – i interview-situationer og til fest på et chateau oppe i bjergene nord for Cannes. Og jeg må indrømme, at det er ret tydeligt. Han er sgu en flot fyr. Jeg kan godt forstå, hvorfor alle kvinder, jeg har spørger, nævner ham som den lækreste filmstjerne i verden.

Han er faktisk meget sød. Ikke videre reflekteret i forhold til livets store spørgsmål – men meget venlig. Uden tvivl. Til festen i Cannes kom han sammen med Jennifer Aniston. Hun ligner Rachel fra ”Venner”. Det lyder måske fjollet, men det sker ofte, at stjerner ikke ligner den rolle, vi kender dem i fra skærmen. De er tit mindre og lidt blegere i virkeligheden. Men ikke Brad og Jen. De klædte hinanden. Han er cool, og hun er sød. Godt match. Nu er de så gået fra hinanden. ”Det mest perfekte ægteskab i Hollywood” kaldte man det ellers.

Bagdelen Brad Pitt

I alle Brad Pitt-film bliver planlagt ”Butt shots”. Altså røv-skud. Billeder af Brads numse. I ”Troy” (2004) er der efter sigende mere end 20 usminkede og uprovokerede numse-skud. Uden anden grund end at vi skal se hans baller spredt ud over et 200 kvadratmeter lærred. Det er smag og behag, men jeg kender mange kvinder, der er vilde med det – og nærmest hviner hver gang det sker.

Ja, ja. Det er da et held, at jeg har læst i et blad, at han er blevet lidt af en tøffelhelt, efter at han har fundet sammen med Angelina Jolie.

Skuespilleren Brad Pitt:

Hvordan er hans evner på lærredet så? Lad det være sagt med det samme, at Pitts karriere er ligeså ujævn og præget af dårlige valg som enhver anden Hollywood-stjernes. Det fungerer gerne sådan, at de i perioder går direkte efter kassen – den store lønseddel i ligegyldige film – og i andre perioder er de idealistiske og arbejder stort set gratis, for at få en eller anden form for kunstnerisk renselse efter at have solgt ud i popcorngenren. Det er der ikke noget galt i. Tværtimod. Det er måden at gøre det på i Tinseltown.

Kynisk betragtet, så er Pitt ikke nogen specielt god skuespiller. Han har udseendet, han har charmen. Men han er ikke en Jack Nicholson, en Al Pacino eller for den sags skyld en Leonardo DiCaprio.

Han mangler tilstedeværelse. Han har en meget smal dramatisk rækkevidde, og behersker helt enkelt ikke det svære – nemlig at kunne finde den helt rigtige følelse og reaktion, lige når det kræves. Han kan kort sagt ikke spille ret mange forskellige typer roller.

Et parameter for succes er priser. Kun de store tæller. Pitt har kun været nomineret til en enkelt Oscar. For en birolle i Terry Gilliams ”12 Monkeys” (1995), en

film, der har et bedre rygte end den fortjener. Typisk er det publikumspriser eller teen-awards, han vinder. Han er publikums mand, han er folkets mand – det unge folk. Dem, der spiser, hvad der bliver serveret. Der er ikke mange over 30, der tager ham seriøst som skuespiller længere. Det er ikonet Pitt, der fylder, og det er tabloidpressen, der minder os om, at han stadig er med i gamet.

Undtagelserne er de afgørende 90’er film, ”Se7en” (1995) og ”Fight Club” (1999). Begge film er instrueret

af et af Hollywoods mest dystre sind, David Fincher. Fincher fandt noget i Pitt, som ingen andre har evnet. Den handlende mand, den handlingsdrivende figur. Følelser, der ikke afleveres med et skævt smil og hovedet på skrå – Pitts trademark i andre sammenhænge.

Se7en er mesterstykket. Dystopisk, brutal

Slutscenen, hvor John Doe, i Kevin Spacys geniale fremstilling, giver Pitts figur, Mills, en gave, er mareridtsfremkaldende. I pakken ligger Mills’ gravide kones afsavede hoved. Elegant, psykopatisk og så gement udtænkt, at vi føler med Mills, som om vi kendte ham. Mills trækker pistolen. Han får selvfølgelig at vide, at Doe ikke er værd at skyde. Mills kommer i fængsel, hvis han gør det. Pitt næsten danser rundt om Doe i slow motion. Sigter, og lader pistolen falde. Igen og igen. Han tænker alle scenarier igennem. Han græder og trykker på aftrækkeren. Suverænt og et gensyn værd.

Fight Club er en mere fysisk rolle. Her har Pitt rollen som Tyler Durden – hovedpersonens sorte side. Pitt er lækker i rollen. Han fighter, han knepper, han bander, han ryger. Han er cool. Cool som Pitt kan være det. I bar trænet overkrop, frit skidende på samfund, normer og regler. Sådan som alle alle os urban-cowboys gerne vil være. Vi vil være ligesom Pitt i ”Fight Club”.

De to roller gør, at han ikke bliver glemt

En ting, som bekræfter Pitts begrænsede talent, er, at han, trods sin status som popikon ikke har arbejdet med de helt store instruktører. Han har ikke været i nærheden af Spielberg, Ron Howard eller Tarantino.

Der er to film på vej, som måske kan vende det for Pitt. Den ene er den aktuelle ”Babel” (premiere 27.10), instrueret af en af de mest lovende mænd i Hollywood lige nu, Alejandro González Iñárritu – manden bag “21 Grams” (2003) og “Amores Perros” (2000). “Babel” er en fremragende film, og vandt blandt andet tre flotte priser i Cannes i år. Det kan meget vel blive Pitts længe ventede comeback hos det kræsne voksne publikum. Bag den anden film står hans gamle ven David Fincher. Den hedder “The Curious Case of Benjamin Button”. Med Finchers evne

til drama og overraskelser, og hans tidligere succes med Pitt, er der håb forude.

Vi slutter hvor vi startede. Pitts karriere er ujævn, men det ser ud som om, han har fået styr på sine valg og ikke længere går efter de store udstyrsfilm. Det er glædeligt, og det er klædeligt for en skuespiller, som trænger til at leve op til sit stjernerenommé.


Gode Brad Pitt-film:

Se7en (1995)
Fight Club (1999)
Kalifornia (1993)
Interview with a Vampire (1994)
Ocean’s 11 (2001)


Dårlige Brad Pitt-film:

Meet Joe Black (1998)
Legends of the fall (1994)
Snatch (2000)
Syv år i Tibet (1998)
A River runs through it (1992)


William Bradley Pitt:

Født 18.12.1963 i Oklahoma.
1.83 meter, vejer 73 kilo.
Vegetar
Kæreste med Juliette Lewis: 1993-1994
Kæreste med Gwyneth Paltrow: 1995-1997
Kæreste og senere gift med Jennifer Aniston: 1998-2005
Kæreste med Angelina Jolie: 2005-?
Far til Shiloh Nouvel Jolie-Pitt, født 27. maj 2006
Han har adopteret Jolies børn Maddox og Zahara.


Løn:

Mr. & Mrs. Smith (2005) $20,000,000
Troy (2004) $17,500,000
Ocean’s Eleven (2001) $30,000,000
Spy Game (2001) $17,500,000
The Mexican (2001) $10,000,000
Fight Club (1999) $17,500,000
Meet Joe Black (1998) $17,500,000
Syv år i Tibet (1997) $10,000,000
The Devil’s Own (1997) $10,000,000
Sleepers (1996) $10,000,000
Se7en (1995) $4,000,000
Kalifornia (1993) $500,000
Thelma & Louise (1991) $6,000


 Antal hits på google:

Mads Mikkelsen: 1.050.000
Jyllands Posten: 3.950.000
Brad Pitt: 20.700.000
Tom Cruise: 29.400.000
Britney Spears: 42.800.000
Paris Hilton: 99.200.000


Hella Joof – et brand

Instruktør, manuskriptforfatter, skuespiller, allestedsnærværende kendis. Hella Joof har succes, hun har humor, og hun har de rigtige venner. Hella Joof er blevet et brand.

Af: Søren Høy

Man taler om en ”Hella Joof-film”. Om ”Hella Joof-humor”. Den snart 45-årige Joof er blevet sit helt eget brand.

Hvad er der sket, siden hun trådte ind på tv-scenen i 1990 med det muntre børneshow ”Bullerfnis”, som hun lavede sammen med makkeren Peter Frödin?

”Bullerfnis” introducerede den stuerene del af Joofs humor, der var lidt anakronistisk i stilen. Og det var anslaget til det konsekvente opgør med tradition og frikadelle-Danmark. Stilen med de opspilede øjne og anekdoterne, fra dengang far var knægt, gik rent ind.

Det store gennembrud kom med satiregruppen ”Lex og Klatten”. Den stærke konstellation – Joof, Frödin, Paprika Steen og Martin Brygmann – kan med god rygdækning siges at have skabt den moderne satire i Danmark. Solide pophits og kønsdele svingede, i takt med at diverse tabuer blev endevendt.

”Det Brune Punktum” (samme hold minus Paprika Steen) introducerede homo-humoren, men var ellers en aflægger af ”Lex og Klatten”. ”Det Brune Punktum” bevægede sig fra radiosucces på DRs P3 til teater-opsætning og efterfølgende DVD-udgivelse. Fuldt integreret, flermediel komediesucces.

”Ud med sociale tabuer og samfundsfobier”. Det kunne have været grundideen bag high-concept-filmen ”En kort en lang” fra 2001. 570.000 danskere grinede til bøsse-komedien med Mads Mikkelsen og Troels Lyby. Filmen var klippet med en hæksaks og temmelig løs i den dramaturgiske maske – men den havde en feel good-faktor som dansk film manglede. Den var frisk og fræk i tonen, og den blev en fortjent succes, selv om den i dag er glemt i mængden af parforholdsfilm og dansk hverdag.

I 2002 begik Joof sin første og hidtil eneste professionelle fiasko, nemlig tv-serien ”Hvor svært kan det være?”. Sit-com’en var slet og ret kedelig – den var uinspireret og ude af stand til at indfri de forventninger, som de fleste havde efter tidligere produktioner fra Joof.

Joofs tredje film, ”Oh Happy Day”, havde premiere i 2004. Den fik en hård medfart hos en del af kritikerne, men gik godt hos publikum, og solgte 250.000 billetter. Trods succesen virkede filmen ufærdig, og humoren havde taget en lettere fordomsfuld drejning. Hvor Joof står lige nu, vil vise sig, når publikum og kritik tager imod ”Fidibus”.

Forud for premieren på ”Fidibus” har Joof været i Sverige og indspille teenage-filmen ”Linas kvällsbok”, som har premiere i løbet af 2007 – og så leger hun oven i hatten weekendterapeut på P3 i ”Mads og Monopolet”. Der er liv i ”Brandet Hella Joof”.


Fidibus
Instruktion
: Hella Joof
Manuskript: Hella Joof, Bo Hr. Hansen, Troels Agueh Vestergaard
Medvirkende: Rudi Köhnke, Lene Maria Christensen, Jonathan Spang, Jesper Dahl m.fl.
Historie: En Fidibus er en stikirenddreng for en pusher. Sådan én er Kalle (Köhnke) ved siden af sit slumrende retorikstudium. Sammen med Agger (Spang) ryger han lidt pot, og hænger ud sammen med pusheren Paten (Dahl), der kærester rundt med den lettere naive Saby (Christensen). Paten ryger en tur i brummen, og Kalle tager sig kærligere end forventet af Saby og de penge, som han skal passe på for Paten.
Premiere: I hele landet den 13. oktober 2006


 Hella Joof

Født: 1. november 1962


Instruktion:
2007: Linas kvällsbok (Sverige)
2006: Fibibus
2004: Oh Happy Day
2002: Hvor svært kan det være? (tv)
2001: En kort en lang


Skuespil (udvalgte roller):

2004: Normalerweize (tv)
2003: En som Hodder
2002: Humørkort-stativ-sælgerenssøn
1999: Det Brune Punktum (v)
1997: Lex og Klatten (tv)
1997: Hannibal og Jerry
1990: Bullerfnis (tv)

Du kender hende godt… Men du ved bare ikke hvorfra

Lene Maria Christensen er den næste stjerne i dansk film. Hun er etableret på teatret, hun har været med i flere store tv-produktioner – nu er det kun det endelige gennembrud på store lærred, der mangler. Men det er lige om hjørnet. Hun er aktuel i komedien ”Fidibus” og har tidligere i år været med i Christoffer Boes reality-drama ”Offscreen”. Se godt på billedet og på hendes cv. Du kender hende godt.

Af: Søren Høy

”Det er historien i mit liv. Der er ingen, der kan huske, hvor de har set mig før.”

Lene Maria Christensen ved det godt. Folk kan aldrig genkende hende. De tror enten, at de lige har spist middag med hende, eller at de lige har været på ferie sammen med hende.

”Sidste sommer sad jeg i et fly sammen med min mand på vej på ferie, og foran sad der en dame, som kiggede på mig mange gange, og til sidst måtte hun spørge, om hun ikke havde set mig nede hos Ebbe…

10 minutter senere vendte hun sig om igen og sagde, ”Det er da dig fra Ebbes fest”. Jeg svarede så, at jeg er skuespiller, og at hun nok havde set mig i et eller andet.

Jeg kunne tidligere godt være lidt genert, når jeg gang på gang blev konfronteret med: ”Hej du der, som jeg ikke ved hvem er, men har set et eller andet sted før”. Det føltes pinligt, at jeg selv skulle sige, at jeg er skuespiller, og selv fortælle, hvor de mon havde set mig før. Det skabte ligesom en negativ energi, som jeg brugte alt for meget tid på.

Nu har jeg lært, at jeg skal tage det friskt og fornøjet og sige højt, at jeg er skuespiller, og at folk sikkert har set mig i ”Hotellet”. Jeg har fundet ud af, det oftest er fra den serie, folk genkender mig.”

Lene Maria Christensen er uddannet på Statens Teaterskole i København i 1999, og hun var under uddannelse samtidig med flere af de navne, der lige nu dominerer skuespillerscenen i Danmark. Blandet andre Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, som hun senere kom til at spille sammen med i filmen ”Offscreen” og Paw Henriksen, der også spillede en af de gennemgående figurer i tv-serien ”Hotellet”, som blev vist på TV2 fra 2000 til 2002.

”Der er noget blufærdighed og forfængelighed i det.

Forfængeligheden har noget at gøre med, at jeg synes, jeg laver meget, og spiller med i gode ting. På teatret har jeg haft flere store roller, men det er der desværre meget få, der ved og bemærker. Men når jeg siger ”Hotellet”, så er alle med. Måske er det lidt professionel smålighed. Skuespillere vil selvfølgelig gerne have, at folk ser vores gode ting på teatrene, og ikke kun husker rollerne på tv. Og jeg vil bare så gerne have, at der snart står noget andet på plakaten end ”Lene Maria Christensen – fra Hotellet”. Det er seks år siden, at vi lavede den serie, og det er ikke fordi, jeg siden da har ligget på den lade side.”

Er det tv-seriens forbandelse, at det er svært at slippe ud af den?

”Det er det! Det vidste jeg på en måde godt, da jeg lavede den. Det var en arketype, jeg spillede, en lidt naiv receptionist – serien var populær, og det er svært at slippe ud af den skygge.

Da jeg fik tilbudt rollen, tænkte jeg af samme årsag meget over, om jeg skulle tage den. Jeg var lige nyuddannet fra Teaterskolen, og på det tidspunkt virkede det rigtigt at være med i en stor serie, som potentielt kunne nå langt ud.”

Christensens roller på film har ofte været som kæresten eller veninden. Hende den blonde, som de andre spiller op mod, hende som skal følge en anden figurs udvikling.

Hun spillede en stor rolle i Jesper W. Nielsens komedie ”Store Planer” fra starten af

2005. Her var hun den begavede prostituerede, der forelsker sig i en rockspillende fantast, spillet af Thomas Bo Larsen. Senere i 2005 var Christensen med i dét års store hit, ”Nynne”, hvor hun var kæreste med Nynnes blinde nabo. Hun er udstyret med tung jysk accent, og den kom sammen med hendes komedieevner på hårdt arbejde. I den aktuelle ”Fidibus” er det igen ren komedie. Hun er skiftevis kæreste med pusheren Paten (Jokeren) og den retorikstuderende Kalle (Rudi Köhnke). Rollerne de senere år ligner umiddelbart hinanden, vil de fleste nok mene.

”Det synes jeg egentlig ikke, at de gør, men der er selvfølgelig en eller anden grundsubstans, der er den samme. Noget umiddelbart og – jeg gider næste ikke at sige det – noget naivt. I ”Fidibus” er det ren barnlighed, jeg finder frem.

Det er igen ”Hotellet”, der spøger. Det er noget med hende den naive receptionist. Den rolle hænger ligesom over nogle af de ting, som jeg laver.”

Har du overvejet at gå efter en mere dramatisk profil i dine roller?

”Absolut. Det er nok det behov, jeg har lige nu.

Det skal ikke lyde som om, at jeg vil undvære komedien. Både ”Store Planer” og ”Fidibus” var sjove at lave, og jeg er vild med komediegenren. Jeg vil heller ikke gå tre år uden arbejde, for kun at lave drama. Er det en god komedie, så laver jeg den. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne vil lave drama. Jeg tror også, at det er vigtigt for en skuespiller, at få så stor variation ind i arbejdet som muligt.

Derfor var det enormt rart at lave ”Offscreen”, og spille en helt anden type rolle. Det var improvisation og vildskab, og det strakte sig over et år. De roller er der ikke mange af.”

Du er jo også med i en Matas-reklame – hvorfor er du det?

”Nej, jeg er ikke. Hvorfor siger du det?”

Er det ikke dig?

”Nej, absolut ikke.”

Nå, undskyld – men så må det være én, der ligner dig.


Lene Maria Christensen

Født: 10. april 1972.
Gift med Anders.
Venter parrets første barn til november.
Uddannet på Statens Teaterskole, København i 1999.

Film:

Guldhornene (2007): Ydun
Fidibus (2006): Sabrina
Offscreen (2006): Lene
Nynne (2005): Beate
Store planer (2005): Bettina
Brødre (2004): Jeanette
Se til venstre, der er en Svensker (2003): Katja

TV:

Jul i Valhal (2005): Ydun
Forsvar (2003): Katrine Lindemark
Langt fra Las Vegas (2003): Kimmie
Hotellet (2000): Louise Jacobsen

Teater:

Lige for Lige (2005), Grønnegårds Teatret
Pelikanen (2004), Teatret ved Sorte Hest
Sting (2003), Cafe Teatret
Norway Today (2002), Husets Teater
Festen (2002), Mammutteatret
Episode (2002), Mammutteatret
Amadeus (2001), Østre Gasværks Teater
Lillerød (2001), Dr. Dante
Skærmydsler (2000), Det Danske Teater
Popcorn (2000), Det Danske Teater

Den Grimme Ælling og Mig

Titlen på den nyeste danske animationsfilm refererer til HC Andersens eventyr – og en sympatisk rotte. Ællingen kender vi godt. Den skrev Andersen om i 1844. Det nye er rotten Rotto. Det er den figur, der skal gøre den 45 millioner kroner dyre animationsfilm til en succes.

Af: Søren Høy

Jagten på hovedfiguren, skabelsen af en stjerne, der kan bære en tv-serie, flere film, spil og gerne ende som krammedyr på børneværelset. Det er opgaven, når en animationsfilm går i produktion.

Tænk på Shrek, den skønne trold, og hans ven Æsel. Eller hvad med den lille fisk Nemo – der spiller hovedrollen i alle tiders mest sete animationsfilm. For ikke at glemme Woody og Buzz Lightyear fra ”Toy Story”. Helte, stjerner, pengemaskiner. De har alt det, som hele filmbranchen hungrer efter, leder efter.

Nøjagtig det samme minutiøse og strategiske arbejde laver animationsfolkene i Danmark. De leder efter den figur, der identificerer filmen, der kan signere en tv-serie, og være levende reklame på et produkt, der er designet til børn.

Karsten Kiilerich og Michael Hegner er mændene bag Den Grimme Ælling og Mig. De har brugt seks år på filmen – og en stor del af tiden er brugt på at finde frem til hovedfiguren, hustlerrotten Rotto, der ved en fejl, i sin jagt på stjernestatus og penge, kommer til at hooke op med Den Grimme Ælling, i filmen kaldet Grimme.

Michael Hegner:

”Ællingen var den første figur som vi havde. Men Grimme var måske lidt kedelig som hovedrolle. Oprindeligt er det jo kun en 12 siders novellen, hvor Ællingen ikke rigtig gør noget. Den går bare rundt, og er deprimeret i hønsegården.”

Karsten Kiilerich:

”Rotten kom tidligt ind i billedet. Uanset hvor tro vi gerne ville være overfor HC Andersens historie, så skulle Grimme have en ven, der var lidt mere spræl i.”

Jakob Stegelmann, kendt fra Troldspejlet og mangeårig animationsfan, bekræfter, at skabelsen af animationsstjernen, er vejen til succes:

Uden en god stjerne er det svært at bevare et drive. Men det er til gengæld hundesvært at skabe sådan én fra grunden, især fordi der er så utroligt mange af dem, at det efterhånden er blevet meget svært at komme med én, der ikke er sammensat af en bunke allerede kendte. Det kommer også an på målgruppen: De helt små er meget taknemmelige for et par store øjne og en skæg stemme, og de æder gerne en handling med en ujævn frontfigur. Vil man derimod fange de unge og voksne, skal figuren overraske og dens udseende, bevægelser og stemme skal fungerer helt perfekt.”

Karsten Kiilerich:

”Det vanskelige er at forme en figur fra bunden: krop , sjæl, design. En rigtig skuespiller tærer på en erfaring som menneske, og putter sine gamle roller ind i spillet. Den mulighed har vi ikke. Hele figuren skal laves i animationen”.

Michael Hegner:

”Det svære er, at lave noget nyt. Publikum skal ikke have set figuren før, men samtidig er der nogle fællestræk i animationen, som man er nødt til at fastholde, for at publikum hurtigt afkoder, hvad det hele handler om”.

Jakob Stegelmann betegner Rottos stjernemuligheder som realistiske – dog med det forbehold, at publikum har set Rottos type før:

”Han er tydeligvis skruet sammen med fuldt overlæg, så han fungerer, som han skal – men det er måske lidt for tydeligt, at han er så gennemtænkt. Han følger en snor, og publikum har efterhånden set mange figurer med hans oplagte usympatiske træk: Konkurrencen er hård.”

Michael Hegner:

”Alle ved jo, at på et tidspunkt i historien bliver Ællingen til en svane. Så Ællingens makker skulle være et per tradition ubehageligt dyr, som blev god gennem historien. Det kunne have været en kakkelak eller et andet ulækkert dyr”.

Karsten Kiilerich:

”Vi var meget inspirerede af Dustin Hoffman i ”Midnight Cowboy”. Han hedder Ratso i den film – det samme hedder Rotto i den engelske version af vores film. En figur, der kæmper sig gennem tilværelsen – og som egentlig er en, man holder af, trods hans tydelige dårlige sider”.

Gennem dansk animationshistorie, er der kun meget få eksempler på, at stjernen havde gennemslagskaft nok til at holde distancen. Jungledyret Hugo fik hele pakken med film, serie og spil. Han var eksotisk, nuttet og var helt ny, da han kom frem i 1993. Terkel fra ”Terkel i knibe” (2004) havde potentialet, men der blev aldrig gjort nok ved skoledrengens lidt ufuldendte univers, og ingen af figurerne fra den store satsning, ”Hjælp, jeg er en fisk” (2000), gik hjem hos børnene. Stegelmann siger: ”Meget få har klaret den. Jeg kan kun komme på Cirkeline. Ikke engang Quark fra Valhalla holdt i længden.”

Rotto og Grimme har allerede en tv-serie, som TV2 sender, og der er planer om et spil og instruktørerne vil gerne lave endnu en film, hvis den første bliver en succes. Et godt bud er, at dansk animation skabt et stjernepar, som holder hele vejen hjem til børneværelset og banken.


Danske tegne- og animationsfilm

1971: Bennys Badekar
1984: Samson og Sally
1986: Valhalla
1991: Fuglekrigen i Kanøfleskoven
1993: Jungledyret Hugo
1995: Aberne og det hemmelige våben
1998: Cirkeline – storbyens mus
1998: HC Andersen og den skæve skygge
2000: Hjælp, jeg er en fisk
2000: Cirkeline – Ost og Kærlighed
2002: Drengen der ville gøre det umulige
2004: Terkel i Knibe
2004: Cirkeline – Verdens mindste superhelt
2006: Asterix og Vikingerne (dansk instruktion)
2006: Den Grimme Ælling og Mig