Monthly Archives: januar 2011

Filmprinsesse med universitetsgrad

Natalie Portman er en moderne kvinde. Superstjerne på filmlærredet, akademiker i fritiden. Hun er på vej til at vinde en Oscar for sin rolle som ballerina i den aktuelle ”Black Swan”.

AF SØREN HØY

Natalie Portmans rolle i ”Black Swan” er en foreløbig kulmination på en flot karriere, der allerede er 17 år gammel i en 29-årig spinkel krop. Allerede ved filmens verdenspremiere i september i Venedig begyndte Oscar-klokkerne at ringe.

”Man går ikke efter en Oscar med sådan en film som denne her”, fortalte hun Indblik ved den premiere. ”Vi har alle sammen lagt hele vores sjæl ind i arbejdet, og det tyder på, at publikum bliver både bevægede, begejstrede, underholdt og følelsesmæssigt stimulerede af at se den – det er i første omgang belønning nok, selvom det er meget flatterende at blive nævnt som Oscar-kandidat”.

Fra Léon over Star Wars til Thor

Portmans liv på lærredet startede i 1994 med en stærk rolle i Luc Bessons action-gennembrud ”Léon”, hvor hun som 12-årig stod overfor den ikoniske hitman, Léon, spillet med stenansigt og store pistoler af Jean Reno.

Billedresultat for Heat (1995)
“Heat”

Allerede året efter havde hun en god rolle i Michael Manns kup-klassiker ”Heat (1995). Hun spiller Al Pacinos datter og der desuden flankeret af Robert de Niro og Val Kilmer. Ikke en kedelig liste medspillere. Og den blev bedre i 1996, hvor hun spillede sammen med Jack Nicholson og Glenn Close i Tim Burtons ”Mars Attacks!” og Woody Allen i ”Everyone says I Love You”.

”Man kan ikke sige, at mit liv var specielt hårdt på det tidspunkt”, fortalte hun i forbindelse med premieren på sin første store rolle i ”Star Wars: Den usynlige fjende” i 1999. Hun spillede i rollen som Queen Padmé Amidala

politikeren, der forsøger at skabe balance mellem galakserne. Det politiske var også udgangspunktet for hendes rolle i filmatiseringen af det anarkistiske tegneserie manifest ”V for Vendetta” (2006), hvor Portman giver den gas som revolutionsheltinde.

Billedresultat for V for Vendetta” (2006)
“V for Vendetta”

I 2009 lyste hendes rolle op i den amerikanske genindspilning af Susanne Biers ”Brødre”, hvor hun med indestængt længsel spiller rollen som kvinden hvis mand dør i Afghanistan, og hun forelsker sig i hans bror.

Senere i år har hun en dominerende rolle i actionbraget ”Thor”, hvor hun for første gang træder ind i superhelte universet.

Black Swan

Portman er den magre, hjemmeboende Nina. Hun er balletdanser. Kompagniet er inficeret af magtkampe, hierarki og den brutale kamp for at vinde balletmesterens gunst. Han spilles med arrogance og højhalsetrullekrave af franske Vincent Cassel.

Nina bliver allerede i anden scene mødt af sit nemesis. Den mørke og frække Lily (Mila Kunis) – tatoveret på hele ryggen, pillepoppende og sensuel i sin dans. Hun er alt det, som Nina ikke er.

Kompagniet forbereder sig til ”Svanesøen” – årets største opsætning. Pigerne sveder i deres slidte, lyserøde balletsko – deres led værker, de presser deres anorektiske små kroppe, fødderne bindes ind, skosnudere slibes til, så de kan stå på de smadrede tæer, der bliver et symbol for balancegangen, perfektionismen, den skønhed og det offer, som kunsten kræver.

Morderiske drømmesyn

Instruktøren Darren Aronofsky leger med Ninas skrøbelige verden. Han giver hende morderiske drømmesyn, og han lader rollen som den sort/hvide svane overtage hendes liv.

Hendes drøm er at danse partiet – og hun paces frem af hendes mor, der selv er en uforløst balletdanser. Alt handler om datteren, og den forsømte mor bruger al sin tid på at tegne sin datter, og hænge de mange surreelle portrætter op i sit arbejdsværelse. Nina er født som den hvide svane, der altid forsøger at gøre det bedste, uden at stille spørgsmål, uden at reagere på verdens uretfærdighed.

Projektet

Portman og Aronofsky talte første gang om filmen i 2002, så Portman har haft god tid til at sætte sig ind i den krævende rolle. ”Dengang var der ikke noget manuskript, men ideerne var der. Det har betydet, at jeg har haft rollen i underbevidstheden i 8 år, og fra tid til anden tænkt på Nina, og hvordan hun ville gøre i forskellige situationer”. Med andre ord er det ikke nogen tilfældighed, at Portman virker perfekt castet til rollen.

Portman har selv danset ballet til hun startede med at lave film som 12-årig. Siden har hun ikke haft kontakt til miljøet. Hun kender til disciplin og perfektionisme fra arbejdet med de store film, og evnen til at kæmpe for sin position kommer hjemmefra; ”Min mormor var af russisk/rumænsk herkomst, så jeg husker disciplin fra min barndom, hvor der ikke var plads til for meget sjov og ballade – jeg er opdraget til at opføre mig ordentligt, og gøre mit arbejde så godt som muligt”.

Lesbisk sex

Lili udfordrer Nina. Lili drikker Nina fuld, får hende til at trodse den dominerende mor, der pludselig ser sin datter rage rundt i en voldsom frigørelse fra det bamsebefængte, lyserøde hjem. Det kulminerer, da Nina og Lili, med moderen bankende på døren, gennemfører et vildt og meget eksplicit samleje. Den sorte og den hvide svane i erotisk leg.

”Aronofsky fortalte mig om den lesbiske scene allerede i 2002, men dengang fik han det til at lyde som om, at jeg skulle have sex med mig selv. Sådan blev det ikke helt. Det spændende for mig var rejsen ind i kunstens ego, og hvad sexscenen betyder i filmen, frem for det at lave den – det er jo bare film, hvor der står 50 mennesker og kigger på, sætter lys og retter på sengetøjet”.

Træning

Portman er tydeligvis toptrænet til rollen, og man ser hende selv udføre mange af de krævende trin som balletten kræver.

”Praktisk har jeg trænet hårdt fysisk i et år, og levet af gulerødder og mandler”, som hun udtrykker det, betydende at diæten var skrap. ”Jeg havde seks måneders ballettræning med fem timer om dagen, jeg svømmede en time om dagen og brugte masser af tid på smidighedstræning. De sidste 2 måneder trænede vi koreografi til ”Svanesøen”, fortæller hun om sin indsats for at spille rollen.

Universitetsgrad

”Jeg vil hellere klog end filmstjerne”, fortalte hun tilbage i 1999, da hun startede sin uddannelse på Harvard Universitetet. Hun fik sin grad i psykologi i 2003, og derfor virker det oplagt at spøge ind til hvilken form for diagnose, hun ville stille af figuren Nina fra filmen. ”Faktisk er det meget sjældent, at jeg kan bruge noget fra min uddannelse direkte i mit filmarbejde”, fortæller hun med en pludselig stor indlevelse. ”Det er absolut en svær grad af obsessive compulsive disorder, hvor hendes konstante kradsen på ryggen, hendes bulimi og anoreksi er en form for OCD som balletten på sin vis kan føre til, da den er så kompetetiv, og der er så voldsomt et krav om at være perfekt æstetisk på samme tidspunkt som man udfører en meget svær kunstform”. Portman falder senere over et andet element, nemlig ritualerne, der for en danser har både noget neurotisk og næsten religiøst over sig. ”De snører deres sko på samme måde hver dag, de sidder i det samme hjørne af salen, mange er overtroiske og lever efter vildt stringente regler mens de er i kompagniet – hvorefter de flipper helt ud, når de er udenfor. Igen den sorte og hvide svane”.

Balletmiljøets brutalitet

Filmen viser et meget kynisk billede af balletverdenen, hvor pigerne knepper sig til positioner hos balletmesteren, hierarkiet er benhårdt og pigerne virker så ensporede og determinerede, at de ikke lever noget, der minder om et almindeligt liv. De presses af systemet til at holde en unormal lav vægt og kravene til deres perfekte ydre driver dem ud i desperation.

Natalie Portmans egen fortid som danser og research i miljøet har givet hende et realistisk indblik i dansens til tider brutale verden. ”Det er en hård verden, så hvis du skal være danser, skal det være et kald, hvor du nærmest er villig til at opgive alt. Det er opslidende et arbejde, man arbejder som en sindssyg, og tjener meget lidt på det, med mindre man er den store stjerne, hvilket der kun er en af i et kompagni”. Ikke just en blomstrende erhvervsvejledning, men det er en af filmens mange styrker; at den forholder sig realistisk og næsten dokumentarisk til selve dansen. Filmen er så hård ved balletmiljøet, at folkene bag filmen kan forvente en reaktion fra virkelighedens dansere, som kan føle, at deres kunst bliver dæmoniseret af filmen.

”Vi har gennem vores koreograf, Benjamin Millepied, haft en konsulent, som kender miljøet – og som har danset med New York City Ballet tidligere”, fortæller Portman som tilføjer, at dansemiljøet i starten af projektet ikke var meget for, at lade hende og de andre på filmholdet researche; ”Da vi først forsøgte at komme ind i miljøet, var der totalt lukket. Folk ringede ikke tilbage, og der var ligesom ikke en dupering af, at vi ville lave en film om ballet – der var måske nogle hemmeligheder, som vi ikke skulle afsløre. Da Benjamin blev tilknyttet, og det viste sig, at han kunne få os ind og snakke med danserne, blev vores research så god, at vi faktisk selv føler, at filmen giver et realistisk billede af balletverdenen”.

Oscar venter

Den 27. Februar uddeles årets Oscar-priser, og det vil vise sig, om Portman piruetter sig til endnu en fornem anerkendelse. Man kan sige, at hun allerede har vundet i lotteriet, for efter filmen var indspillet, fandt hun sammen med koreografen Millepied (som betyder Tusindfod på fransk – ikke et dårligt navn for en balletdanser), og de venter nu barn sammen. Det ligner en happy end for Natalie Portman.

Natalie Portman

Født: 9. Juni 1981 i Jerusalem, Israel

Hun er døbt Natalie Hershlag, men tog sin mors navn inden filmkarrieren startede.

Hendes mor er amerikaner og hendes far israeler.

Sideløbende med filmkarrieren har hun spillet klassisk teater i London og på Broadway i New York.

Hun er veganer og bærer aldrig læder, fjer eller pels.

Hun støtter offentligt demokraterne og lægger navn til adskillige mærkesager, som f.eks. kampagner for at få Afrikas kvinder i uddannelse og mikrolån.

Vigtigste film:

2011: Thor

2010: Black Swan

2009: Brothers

2008: Den anden søster

2007: Den magiske legetøjsbutik

2007: My Blueberry Nights

2006: Goya’s Ghosts

2006: V for Vendetta

2005: Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn

2005: Domino

2004: Closer

2003: Cold Mountain

2002: Star Wars: Episode II – Klonernes angreb

1999: Star Wars: Episode I – Den usynlige fjende

1996: Mars Attacks!

1996: Everyone says I Love You

1995: Heat

1994: Léon

De smarte, de sentimentale og de virk’li’ slemme

Der er brug for skandaler. De store, de små, skandaløse taler, fifleri i kulissen. Vi husker dem, for de bidrager til showet, myterne og underholdningen.

Af Søren Høy

Det er svært at tilrettelægge en god Oscar-skandale, som alle husker. Det kræver enten nøje planlægning, uendelig dumhed eller et udviklet entertainment-gen. Det kræver en sand mester at lave en skandale, der ryger verden rundt på samtlige nyhedsbureauer, som rammer alt fra tabloidforsider og rundbordsdiskussioner i branchen til nørdede blogs.

Den sande skandale betyder, at reglerne ændres, at organisationen bag tv-showet og Oscar-akademiet må nedsætte etiske udvalg, der skal udtænke nye procedurer og forretningsgange for at undgå lignende skandaler i fremtiden.

Manipulation i kulissen

Lad os bare starte sidste år, hvor skandalefyrbøderen havde en travl optakt til showet.

The Hurt Locker stod over for Avatar. Den lille mørke krigsfilm mod den store tur i den blå eventyrrutsjebane. Krigsfilmen havde indspillet $13 millioner i USA, Avatar $730 millioner. Avatar havde en promotionsmuskel, der var pumpet godt op, da akademimedlemmerne skulle stemme på årets film. Overalt i branchebladene var der nyheder om Avatar. Filmen, der ændrer verden, 3D-formatets udrulning og ikke mindst filmens værdi for showet, som i flere år havde lidt under, at meget få amerikanere kendte de nominerede film.

Folkene bag The Hurt Locker havde lugtet, at den ville blive svær at hente hjem med krigshistorier og spin om filmens væsentlighed. Derfor besluttede en af producenterne, Nicolas Chartier, sig for en lettere alternativ og direkte kampagne for sin film.

Han havde betalt det meste af filmen, så ”hvad fanden”, tænkte han sikkert. ”Hvorfor ikke give den gas?”

Chartier sendte en mail til alle, der i hans mailkartotek skulle stemme, og her advokerede han for sin film. ”Herregud,” kan man sige, men på amerikansk siger man: ”Oh, My God,” når der virkelig er noget at tilkalde de højere magter for. Det må man nemlig ikke.
Efter en reprimande, hvor man truede Chartier med at fratage hans billetter til showet, fandt han ud af, at han havde endnu en bombe klar til detonation. Chartier sendte endnu en mail, hvor han gjorde opmærksom på det faktum, at hvis de alle sammen gav hans film ti points, men kun Camerons film et point, ja, så ville The Hurt Locker hurtigt udkonkurrere Avatar.

Og tænk engang, det lykkedes sgu. Uanset hvad der gjorde, at Oscar så sin største overraskelse i mange år, endte Chartiers film med statuetten. Bravo for en simpel og veludført manipulation!

Pinligheder på scenen

MGM-bossen Louis B. Mayer, der i 20’erne undfangede idéen til Oscar-prisen, havde anderledes gedulgte metoder til at skaffe sine stjerner Oscars. Han skal blandt andet have beordret de mange MGM-medarbejdere til at stemme på MGM-kandidater, hvilket skaffede Mary Pickford en uretfærdig Oscar for Koketten i 1929.
Nok manipulation – nu skal der pinligheder på scenen.

Takketalerne har det altid med at tiltrække sig opmærksomhed. Det er lidt fy og tacky at kunne lide talerne, men det er så dejligt pinligt, og det bliver husket.

Gwyneth Paltrow står til dato for den mest grådlabile tale med snot og hele pibetøjet. I 1999 stod hun der pludselig med statuetten for en alt andet end mindeværdig rolle i Shakespeare in Love. Amerikanerne eeeelsker bare en fellow american, der både kan tale britisk og tage et kostume på, så det ligner noget fra før, USA blev opfundet. Gwyn tudede sig gennem sin tale og nåede både at takke hunden og den afdøde bedstemor.

Talen findes i sin helhed på nettet og er faktisk længere, end man husker den. Efter den dag er grænsen sat til 45 sekunder, før musikken spiller op, og mikrofonen forvinder ned i gulvet.


Letbenede stunts

Af de kuriøse skandaler huskes Adrien Brody. Han fik i 2003 en Oscar for hovedrollen i The Pianist, og den smukke Halle Berry var på scenen for at overrække prisen. Charmetrolden Brody greb chancen sugede sig fast på Berrys læber. Han blev hængende, mens publikum begyndte at huje og pifte. Man kan ikke bebrejde manden, og han topper diverse letbenede lister med ”Oscar Moments” i nyere tid.

Og Marlon Brando lavede et historisk stunt, da han i 1973 sendte den lille, smukke indianer Sasheen Littlefeather op for at hente prisen for hovedrollen i The Godfather. Efter sigende var det i sympati med de pauvre forhold for native americans i filmbranchen. Indianeren var udstyret med et femten siders brev, som hun skulle læse op fra scenen, men en af de tilsynsforordnede fik nys om det og kortet hende ned til en abrupt hilsen fra Brando. Det lille stunt betød, at det nu kun er vinderen selv, der kan modtage en Oscar.
I samme kategori hvor mastodonterne byder op til kontrovers findes den legendariske skandale i 1971, hvor den store George C. Scott nægtede at montage en Oscar for sin hovedrolle i Patton. Han kaldte ceremonien for ”a two-hour meat parade, a public display with contrived suspense for economic reasons …” En svada han nok kan have ret i, men som ikke siden er brugt af hans kolleger i branchen. Kan man overhovedet forestille sig, at en skuespiller i dag nægter at modtage en pris? Næppe. Dertil er forfængelighed, forpligtelser og fornuft for stor.

Skandalernes nødvendighed

De skandaløse optrin virker altid opløftende på showet og det politiske spil i kulissen. De fortæller os, at ikke alt i denne kontrollerede, rituelle verden er planlagt og kan styres. Vi venter altid på overraskelserne, vi nyder de passager, hvor det stramt kontrollerede manuskript bliver til flyveblade i stormvejr.                                    

”Shame on you, Mr. Bush”

Michael Moore fik i 2003 fortjent fik en plads i skandalehistorien. Han sørgede for det mest upassende indlæg, det mest politisk potente og det mest diskuterede udbrud nogensinde fra en Oscar-vinder.

Tre dage før showet var USA gået ind i Irak, og der var en trykket stemning. Den røde løber var aflyst. Der var for første gang en våbendetektor ved indgangen. Alle jokes om verdens tilstand var skrevet ud af det familievenlige manuskript. Men så trådte Michael Moore, der fik en Oscar for dokumentarfilmen Bowling for Columbine, op på scenen. ”Vi lever i en tid, hvor vi har fiktive valgresultater, der vælger fiktive præsidenter,” sagde han, mens salen måbede af forbløffelse. ”Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive grunde.”
Og han fortsatte under fanfaren: ”Shame on you, Mr. Bush. SHAME ON YOU … Any time you got the Pope and the Dixie Chicks against you, you’re time is up!” Han blev spillet ud, buet ud, klappet ud. Siden har det aldrig rigtigt været det samme. Hverken med talerne eller med Moore.