Monthly Archives: oktober 2012

Anti-Obama dokumentar kæmpe succes

Det er verdens fjerde største dokumentarfilm nogensinde. Den har overhalet Al Gore’s miljøfilm og de fleste Michael Moore film. Angrebet på Obamas troværdighed er en lille sensation.

AF SØREN HØY

I Europa er vi ikke vant til, at Barack Obama bliver kritiseret, at hans argumenter, analyser og historier rykkes fra hinanden. Vi kan ikke lide det. Han er vores præsident, vores repræsentant og garant for, at verden ikke kollapser i oliesvineri og fjendtlige overtagelser.

Derfor var det med en vis bæveren, at jeg modtog ’2016: Obama’s America’ med undertitlen ’Elsk ham eller had ham – du kender ham ikke’.

Med mindre man vidste bedre, ville man tro, at det var en teenage-horrorfilm, hvor naboen er øksemorder og filantrop på samme tid.

Filmen er instrueret af den konservative politiske kommentator med indisk baggrund, Dinesh D’Souza.

Han er en mand med troværdighed. Han har kæmpet sig op fra ingenting, og har i flere år været en trofast talsmand for det man kan kalde fundamentale amerikanske værdier. Han har skrevet flere bestsellers, alle sammen udgivet på det store New York Times forlag, som garanterer en stor distribution og omtale.

D’Souza går direkte i flæsket på Barack Obama. Historien bygges op via et tilbageblik på valget i 2008 og det håb, som Obama skabte blandt sorte og immigranter. Obama fortalte sin egen historie. Om sin egen opvækst, om sin far og sine halvbrødre i Kenya, hvor hans slægt stammer fra. Obama berettede i sin bog ’Dreams from My Father’ (1995) om den ånd, de drømme, som hans politiske ideologi er baseret på.

Hvad gør D’Souza ved det? Han opsøger alle i Obamas slægt, folk fra hans opvækst, de forsvundne halvsøskende og kolleger til præsidentens politiske mentorer. Udelukkende med det mål at bevise, at Obama kun har mødt sin far en gang, som 11-årig, og derfor nok ikke kan have skabt en ideologi på den baggrund. Og at Obamas floskuløse fortællinger om landsbyen i Kenya er skabt ud fra en ønsket drøm, et fatamorgana, som ingen i landsbyen kan genkende, da D’Souza besøger indbyggerne. D’Souza hævder, at Obamas ideologiske ophav er løgn og kommunistisk fra ende til anden.

Bevisførelsen mod den ægte Obama, som D’Souza kalder ham, er smurt ind i etniske lounge-toner, som ledsager den moderne klipning af de gulnede billeder. Filmen har en gennemarbejdet æstetik, et højt tempo og er modsat filmene fra demokraternes yndlings-instruktør, Michael Moore, klinisk renset for humor. I alle tilfælde lige ind til den sidste del, hvor vi ser adskillige fuck up’s fra Obama, som jeg ikke har set før. Obama dummer sig foran et live publikum, hvor han intet kan huske om USA’s socialpolitik. Han visker senere meget indiskret ind i en tv-mikrofon til Ruslands daværende præsident Medvedev, at han i sin næste valgperiode kan agere uden så mange irriterende begrænsninger – med andre ord laver Obama lige så mange uprofessionelle optrædener, som alle andre politikere. Morsomt er det, uanset om man stiller sig på den ene eller anden side af det politiske hegn.

Filmen er blevet en bragende succes. Den har indspillet $33 millioner i biograferne i USA, og er dermed kun efter ’Fahrenheit 9/11’, ’Pingvinmarchen’ og Justin Biebers ’Never say Never’. Tankevækkende. Hvem ser den så? Det viser sig, at det gør både pro et contra Obama-folk. Ikke som Michael Moore der primært prædiker for sine egne fans. Med andre ord taler vi her om en film, der har opnået, at komme i debat med sit publikum.

’2016: Obama’s America’ er en oplevelse. Uden tvivl. Den ændrer ikke min stemme, men den nuancerer og diskuterer i et sprog og en form, som vi har brug for, hvis vi skal have det fulde billede af verdens mest magtfulde mand.

Skyfall

Skyfall – politisk skarp James Bond

Billedresultat for skyfall james bond

De bedste James Bond-film er politiske. De rammer plet, når verdens situation indrammes af 007s mission, og når Bonds fjende er den samme, som den vi andre har.

AF SØREN HØY

’Skyfall’ åbner i morgen i biografer i det meste af verden. Det er en af årets største premierer, den er klar til at blive skudt ud til de mange millioner af fans, som alle sammen har deres eget personlige forhold til verdens mest kendte agent, 007, der har licens til at dræbe.

Den licens har Bond brug for. Dels har han over 50 år og 23 film kæmpet mod alverdens skurkagtige forbrydere, og dels har han de senere år haft sit hyr med at få forfatterne bag manuskripterne til at hitte på historier, som er værdige for den efterhånden aldrende gentleman.

Måske har han denne gang truet dem en ekstra gang, for de har virkelig oppet sig med en historie, som er langt mere samfundskritisk, politisk skarpladt og kommenterende end det vi har set siden 60’erne, hvor filmene dyrkede Den Kolde Krig med tilhørende detoner-klar magtbalance.

Det interessante er, at den nye film tager et aktuelt fingeraftryk af den britiske nation.

’Skyfall’ handler på overfladen om Bond, hans forhold til sin agent-familie MI6 og ikke mindst den moderlige forbindelse som han har til M, spillet majestætisk af Dame Judy Dench. De kalder hende ’Mother’ i filmen, og hun bliver et billede på hele den britiske modernation.

M er i centrum for filmens moralske dilemma.

Hun beordrer i filmens prolog Bond skudt. Hun er bange for, at han ikke kan ordne en gangster, der er ved at flygte med sensitivt materiale, så derfor må Bond pløkkes sammen med gangsteren. Dermed likviderer hun nationens sikkerhed. Den tryghed som Bond sikrer. Hun ofrer sin agent-søn for ikke selv at komme i fedtefadet.

Ikke nok med det. Filmens onde, dekadente skurk og ex-agent, spillet til perfektion af Javier Bardem, er ude på hævntogt.

Hævn over MI6, over M, over England. Han vil hævne sig på den nation, som han gav sit liv og sin ære for. Det britiske imperium tog røven på ham, de ofrede ham og de lod ham rådne op i en torturcelle. Alt sammen i det politiske spils navn.

Analogien til situationen i Storbritannien er tydelig.

Briterne føler sig snydt af deres regering og af systemet. Som nation gik de i krig i Afghanistan og Irak uden FNs mandat, og de har lidt større tab end nogen af de andre allierede, USA undtaget. 433 i Afghanistan og 179 i Irak. Konstant mindes nationen om den skrækkelige situation, som soldaterne er i. Familier er revet fra hinanden, krigstraumerne står i kø for at blive behandlet, men systemet tilbyder ingen hjælp. De overlevende soldater vender hjem til arbejdsløshed og manglende forståelse for det, de har oplevet.

Nationen er økonomisk og socialt knækket over. Der bliver konstant længere mellem indkomstklasserne. De rige overtager byerne, kulturen og uddannelserne. De fattige marginaliseres, udpines og glemmes. De mister troen på politikere og autoriteter, og tager afstand fra det land, som burde give dem tryghed og hjælp.

Tag til England, åbn en avis, tal med folk. Det her er det store tema, den store sociale kamp, som landet kæmper lige nu. Der er ingen stolthed og ingen loyalitet overfor Moder-England.

Det er den indre fjende og intern splid, er ved at rive nationen fra hinanden. Præcis som i ’Skyfall’.

Agenterne ofrer alt, systemet ofrer agenterne.

De bedste fortællinger har et politisk lag. Det er de historier, som folk husker. Det er dem, der beretter om vores identitet, tidsånden og folkets mening. Det er derfor, at ’Skyfall’ bør blive husket som en film, der vil mere end blot og bare underholde.

Spielberg renoverer sine klassikere

Det er forbløffende at se troldmanden Spielbergs værker, efter at han har haft dem gennem farvemaskinen og gravet i arkiverne efter hidtil ukendte optagelser.

AF SØREN HØY, Viasat Film

Introsekvensen i ’Indiana Jones og Jagten på den forsvundne skat’ fra 1981 glemmer man aldrig. Indy er på jagt efter et guldhoved ude i junglen. Han svinger sig over dødsgrotter med sin pisk, han undgår med kvik stepdans forgiftede pile – og ikke mindst forfølges han af en stenkugle på størrelse med et meteor, kun for at blive snydt af sine arvefjende, den arrogante franskmand, Belloq. Serien startede med et brag. Ny, cool helt med briller når han underviser. Et anti-kapitalistisk manifest om en mand, der har helliget sig videnskaben og arkæologien.

Da jeg så filmen i Slots Bio i Randers som 9-knægt, var jeg ved at besvime af begejstring. Det var HAM, jeg gerne ville være. Ikke Chuck Norris eller Bruce Lee med verdens hurtigste knytnæver, som ellers havde været mine foretrukne i et par år. Men Indy Jones. Han var sej.

På daværende tidspunkt var jeg for lille til at se ’Dødens Gab’. Den kom i 1975, og skrev sig hurtigt ind i filmhistorien. Det blev den første film, som indtjente mere end Billedresultat for Dødens Gab$100 millioner ved de amerikanske billetluger. Den 28 år unge instruktør Spielberg havde stillet sig op udenfor supermarkedet Wallmart og spurgt folk, hvad de var mest bange for. De fleste sagde med bæven i stemmen hajer, og lige efter dem kom pudsigt nok dinosaurer. Dino’erne gjorde han senere noget ved, men i første omgang skabte han en film om en dræber-haj, som terroriserer et lokalsamfund i New England. Publikum ser kun hajen diskret. Det foregår fra hajens perspektiv, når den angriber. Den blev gjort menneskelig.

Det samme gjorde et løjerligt gespenst som landende på Jorden i 1982. ’ET’ hed han, den lille fyr som kunne ringe hjem med en rød pegefinger. Rumfyren blev billedet på misforståelsen af det fremmede, frygten for det ukendte og det er ikke tilfældigt, at det kun er børnene i filmen, som beskytter og hjælper ET. Filmen udvikler sig til et stort melodrama, og måske var det her, at Spielberg lærte at manipulere effektivt med publikum – et trick som han senere har udviklet, men aldrig har han været så præcis og ærlig som i filmen om rumvæsenet, der mest af alt ligner en opretstående skildpadde.

Eventyret, effektfulde visuelle overraskelser og det ydre rum. Med de tre film samt den mesterlige ’Nærkontakt af tredje grad’ (1977) viste Spielberg, at han var sin tids mest visionære filmiske historiefortæller. Han fik en hel generation til at se film, dyrke nye universer og ikke mindst drømme.

I 2012 er han godt i gang med at gentage den bedrift, og nu er der et unikt filmhistorisk lag med i oplevelsen. Filmene udkommer i lækre jubilæums-Blue-Ray æsker. Filmene har fået pift i farverne, der er skruet op for den digitale vellyd, og Steven har haft sans og forståelse nok til ikke ændre ved filmenes effekter, som han ellers med dagens computerkraft kunne eskalere til det perfekte. Men det er den del af filmene, at man kan se hvor primitivt, med nutidens standard, de er lavet – og det er i den grad en del af Blue Ray udgivelserne, at vi nu kan følge nøjagtighederne i arbejdet med filmene. Skiverne indeholder alle manualer til filmene. Bag kameraet, fraklip og detaljerede gennemgange af hvordan, filmene blev lavet. Udgivelserne bekræfter, at Spielberg også er en pioner indenfor bag-om genren. Allerede i 70’erne vidste han, at det her skulle dokumenteres og analyseres. Som om at han havde regnet ud, at der en dag ville været et format, hvor hans tanker og ideer ville finde et publikum.

Det er forrygende underholdende pligtstof for enhver filmnørd, -studerende eller -fan.

Robert Rodriguez – latino cowboy

Robert Rodriguez – latino cowboy

Billedresultat for Robert RodriguezDen amerikanske filminstruktør Robert Rodriguez laver vanvittige film for nørder, freaks og sine venner. Han betaler dem selv, han klipper, filmer og komponerer selv musikken. Filmbranchens uafhængige cowboy er aktuel med ”Machete”.

AF SØREN HØY

“Kan du lide denne her t-shirt?”, spørger Robert Rodriguez og trækker ud i den slidte klud, som han har på overkroppen. Jeg genkender billedet. Det er fra selvtægts kultfilmen ”I Spit On Your Grave” fra 1978. En klassiker blandt kitchede, blodige B-film. Man ser en halv-nøgen kvinde bagfra med en stor kniv i hånden. ”Det er en original”, siger han med et tilfreds smil nedenunder den sorte cowboyhat. Billedet af Rodriguez fuldendes med slidte jeans og spidse støvler.

Han taler lige så hurtigt, som han laver film. Ordene vælter ud af ham. Han er ærlig – fortæller om venner og idioter i branchen. Han vil gerne berette om sine kommende film, nye ideer og samarbejdet med sin bedste ven og partner in crime, Quentin Tarantino.

Rodriguez er uafhængig, han er sig selv. Han arbejder udenfor det konventionelle system – uden agenter og producenter i dyre jakkesæt. Han laver selv alt på sine film, og derfor siger han, hvad der passer ham.

Der er ikke så meget bull shit med denne her latino cowboy.

No-budget kongen

Billedresultat for el mariachi movie
El Mariachi

”Min første film kostede $7.000”, fortæller han om ”El Mariachi”, hans gennembrud fra 1992. ”Den blev finansieret af en ven og de penge, som jeg tjente ved at være med i forskellige medicinske forsøg på hospitalet i Austin, hvor jeg boede” griner han, mens hans støvle rastløst tripper mod gulvet. Han kan ikke sidde stille på stolen. Han er tydeligvis hyperaktiv. ”El Mariachi” vandt nørdernes hjerter og blev en klassiker på videohylden i kælderværelset. Lækre latino babes, guitarkasser med store guns, masser af slow motion. Den film definerede Rodriguez’ karriere og skabte et begreb, som han har fostret og udviklet; ”Mexploitation”. En latino version af genren ”Blaxploitation”, der i slut-60’erne fortalte vilde historier med sorte i de bærende roller. I Rodriguez’ version er det med hispanics og historierne foregår i Texas og Mexico. ”Reglen for genren er, at det skal være socialt relevant, det skal være et multietnisk cast, det skal være blodigt, der skal være masser af sex og det skal være sjovt”, fortæller han, nu med munden fuld af den italienske dessertspecialitet Panna cotta. Hans stil og arbejdsmetoder er beskrevet i bogen ”Rebel Without a Crew”, der burde være pensum for alle unge filmmagere, der vil lave film udenom støtteordninger og rigide systemer.

Succes

Relateret billedeHans karriere eksploderede efter den første film, og siden har han i runde tal skrevet, lavet eller produceret en film om året. Højdepunkterne kommercielt er de tre ”Spy Kids” (2001, 02, 03) film og kunstnerisk står ”Sin City” (2005) forrest. Teknisk udviklende og overlegen. Drabelig og grafisk udmalet psycho-vold, men lavet raffineret og frækt så det lignede et moderne kunstværk.

Konsekvente fejl

Rodriguez’ film er fulde af det, som man kalder script-fejl. Folk der er blevet skudt til plukfisk, står der pludselig igen med en endnu større bazooka end den, som de selv blev skudt med, og hævnen kan begynde. Det virker lidt underligt, hvis man ser en af hans film for første gang. ”Nogle gange er det med vilje. Jeg kan for eksempel godt lide, at lade en 6-løber skyde 7 gange. Bare for at lave sjov med de gamle spaghettiwesterns, hvor en duel sagtens kunne vare 30 minutter, uden at de ladede bare en gang”. Man skal altså ikke lede efter konsekvens og traurig filmkunst i hans film.

Han bliver desuden anklaget for, at hans hysteriske arbejdstempo gør, at hans film ligner hinanden voldsomt meget. Har man set en, har man set dem alle.

”Jeg må indrømme, at jeg laver den samme film hver gang”, fortæller han på spørgsmålet om kritikken.

”Det er faktisk sket, at jeg kommer op med en vildt fed ide på settet, og så finder jeg ud af, at jeg allerede har brugt den før i en anden film. Det sker også, at mine skuespillere siger, at de har haft samme replik i en af mine tidligere film”. Han retter på cowboyhatten, måske som et signal til at han hellere vil tale om succes end kritik. Helt så nemt slipper han ikke.

Indforstået publikum

Det er absolut ikke alle Rodriguez’ film, der er blevet succeser. Hans kritikere siger, at det eneste publikum, der er til hans film er ham selv og hans venner.

I 2007 lavede han sammen med Tarantino projektet ”Grindhouse”, hvor de hver lavede en film.

I USA blev de to film, ”Death Proof” og ”Planet Terror”, vist som en lang dobbeltforestilling, kun afbrudt af trailers for film, der aldrig er lavet, men som de to instruktører ville elske var lavet. Det hele var et stort hjerteprojekt for Brødrene Blod, som de kaldes jævnfør deres lemfældige omgang med splat

”Grindhouse” floppede. Folk fattede ikke konceptet.

Rodriguez’ ser i bagklogskabens klare lys forklaringen på, at det ikke lykkedes med projektet.

”Projektet blev lanceret virkeligt dårligt af nogle amatører, der ikke vidste, hvordan de skulle sælge filmen. Publikum fandt aldrig ud af, hvad det var for noget. De forstod ikke, at der var to film i forlængelse af hinanden, så de forlod biografen efter den første film, som heldigvis var min”, fortæller han med et smørret grin. ”Grindhouse” er blevet stor på DVD. Folk først fangede konceptet, da filmene var færdige i biografen. ”Det var som om, at omtalen og baggrunden for filmenes fiasko gav folk den viden, som de havde brug for”, siger Rodriguez’ som fik en helt anden gevinst ud af det fejlslagne projekt.

Machete

En af de falske forfilm i ”Grindhouse”-projektet var en hyper voldelig, fræk Mexpliotation-sag med den arrede, tatoverede Danny Trejo i rollen som politimanden Machete, hvis kone og datter er blevet myrdet af det korrupte politi og et kynisk narkokartel i New Mexico. Traileren var så overbevisende, at mange troede, at filmen virkelig eksisterede. ”Jeg skrev hele filmen tilbage i 1996”, erindrer han. ”Men det var først da Quentin kom med ideen om de falske trailers, at den blev aktuel”.

Filmen introducerer den første, rigtige mexicanske helt. Ham der mod all odds klarer de ærterne og får fat i de lækre damer. Det hele foregår i et grusomt karikeret og blodigt univers. En kulmination er, da Machete flygter fra slynglerne ved at skære en gangster-mave op, og slynge sig ud af et vindue i hans tarme, som Tarzan ville gribe en lian i junglen.

Så burde fans være parate i startblokken og de sarte være advarede.

Sin City 2

Billedresultat for Sin CityRobert Rodriguez er allerede i gang med de kommende film. Hans fjerde ”Spy Kids” film er i produktion og i 2011 er planen, at han skal lave den længe ventede opfølger til ”Sin City” – endnu en filmatisering af Frank Millers klassiske, futuristiske tegneserie-voldsorgie. ”Sin City 2” bliver den vildeste 3D-film, der er lavet”, fortæller han som en konklusion. ” Det er meget frigørende, at lave den type film, som jeg gør. Hele pointen er, at det skal være for meget – det skal være vildere, mere brutalt, mere sexet. Alt skal være over the top. Det lover jeg, at den film bliver”.

Jessica Alba – latina cowgirl

Superstjernen Jessica Alba spiller hovedrollen som nærkampsstærk superkvinde og detektiv på stiletter i ”Machete”. Bag det smukke ydre gemmer der sig en kvinde med meninger og en skuespiller med en drøm om instruktører, der forstår kvinder.

AF SØREN HØY – Morgenavisen Jyllands-Postens udsendte medarbejder.

Du har actionroller i både serien ”Dark Angel”, i filmene om ”Fantastic Four” og nu i ”Machete”. Hvad er det fascinerende ved action?

”Jeg tror gerne, at publikum vil se tøser, der kan slå fra sig. Kvinder, der kan hamle op med mændene, sige vilde ting og som tager initiativ. Chicks der er frække, seje og selvstændige på samme tid”.

I ”Machete” er der masser af både vold og sex. Hvad er din holdning til det?

”Det interessant for mig er, at der i USA er så hyklerisk en holdning til netop de ting. Vi må ikke se en brystvorte på film, men gerne en nedskydning. Vi har et forskruet forhold til kropslighed på film. Alt andet lige er et bryst mere naturligt og smukt end en pistol. Men brystet bliver kategoriseret som farligere af censuren”.

Men hvilken funktion har vold og sex i film?

”De ting gør tit film mere interessant, og passer det til filmens handling, så ser jeg ingen problemer i nogen af delene, og tager ikke afstand fra det. Det er der rigeligt andre, der gør. Og er rollen god, gør det ikke noget, at figuren både er sexet og kan håndtere end stor pistol”.

Er der ikke mange af de roller?

”Nej, desværre. Robert Rodriguez er ikke bange for at lade en kvinde stå nøgen med et maskingevær, og måske mangler der den råhed. Vi kvinder kan godt lide det, så der er ingen grund til at holde sig tilbage”.

Hvem skriver gode figurer efter din mening?

”James Cameron er faktisk en af de få. I hans film er der altid stærke kvinder. En anden er franskmanden Luc Besson, spanske Pedro Almodóvar og britiske Michael Winterbuttom”.

Hvem vil du gerne arbejde sammen med?

”Darren Aronofsky, Spike Jonze, Iñárritu fra Mexico og belgieren, Mabrouk El Mechri, der lavede filmen “JCVD” om Van Damme. Bare for at nævne dem, som jeg er inspireret af lige nu.

Men i det hele taget alle de store europæere, der virkelig arbejder med skuespillere, der forstår og kan analysere kvinder – alt der ikke er stigmatiseringer og stereotyper”.


Roberto Rodriguez

Født: 10.6.1968 i San Antonio, Texas.
Familie: 1990-2008 gift med producer Elizabeth Allen. Sammen har de 5 børn.
Begge hans forældre er af mexicansk herkomst.

Vigtigste film:

2010: Machete
2007: Planet Terror
2005: Sin City
2003: Once Upon a Time in Mexico
2003: Spy Kids 3-D: Game Over
2002: Spy Kids 2: Drømmenes ø
2001: Spy Kids
1998: The Faculty
1996: From Dusk Till Dawn
1995: Desperado
1992: El Mariachi


Jessica Alba

Født: 28.4.1981 i Pomona, Californien
Familie: Siden 2008 gift med producer Cash Warren. Sammen har de et barn.
Hendes far er mexicaner og hendes mor er fransk/dansk og hedder Jensen. Alba har dog aldrig været i Danmark.

Vigtigste film:

2010: Little Fockers
2010: Machete
2010: Valentine’s Day
2010: The Killer Inside Me
2008: The Love Guru
2008: The Eye
2007: Good Luck Chuck
2007: Fantastic 4: Rise of the Silver Surfer
2005: Into the Blue
2005: Fantastic Four
2005: Sin City
2003: Honey
2000: Dark Angel (TV serie)