Amatørskuespillere

Fra tid til anden popper diskussionen op i film- og Tv-branchen om værdien og signalet i at bruge amatørskuespillere i spillefilm og Tv-serier.

Snakken er absolut relevant, for det er et uomtvisteligt faktum, at en film sjældent er særlig god, hvis skuespillet ikke fungerer. Det er trods alt skuespillerne, som publikum ser nede fra salens mørke. Publikum kan sjældent forholde sig til instruktion, klip og billedbeskæringer. Men skuespillet, samspillet og kemien på lærredet – de ting afslører meget om filmens grundkvalitet for selv det mest uerfarne publikum.

Flere danske instruktører føler sig besnærende af den uspolerede skuespiller. Det lidt naive, det utrænede og måske det lidt afventende. En uddannet skuespiller er alt andet end det. De kan spille naive og afventende – men det vil være metode, rolle og figurarbejde.

Skuespillerforbundet og agenter brokker sig, når der kommer en ny stime af danske film, hvor rollerne er fundet på gaden, som man siger.

Skuespilleruddannelse i Danmark spytter hvert år 24 nye ansigter ud på markedet. Mange bliver arbejdsløse, mange laver meget andet end skuespil. Med en uddannelses-stykpris på cirka 1,4 millioner kroner og fire år på teaterskolen kan det virke absurd at bruge en amatør til en stor rolle.

Det skulle da lige være, hvis en instruktør vil lave en børnefilm. Børn er som bekendt i Danmark (modsat USA) at regne som amatører. Deres primære arbejde bør og skal være at gå i skole.

Valget af ikke-uddannede er gældende hvis filmen foregår i miljøer, hvor der notorisk ikke er mange skuespillere. En rockerfilm er et eksempel. Der er bare ikke 50 danske skuespillere med +10.000 styrkeløft og overarme på 70 cm i omkreds. Eller fotomodeller. En skuespiller ligner bare ikke en supermodel efter fire år på teaterskolen.

Kommercielt set er det ikke verdens bedste ide at bruge amatører. Der er kun få eksempler på, at publikum interesserer sig for den slags eksperimenteren med det væsentlige og synlige i filmen. Det bliver i reglen opfattet som et smalt kunstnerisk greb, og reaktionen er derfor ofte, at det store publikum løber hurtigt hen i køen til en amerikanske blockbuster. Der ved vi jo, hvad vi får for pengene.

Jeg vil altid gå efter den dygtigste til rollen, uanset om vedkommende er uddannet eller ej. Kunstnerisk talent findes heldigvis andre steder end i uddannels

Jennifer Lawrence-måned

I kommer til at høre, læse og se meget til Jennifer Lawrence den kommende tid.

I går havde teenage-franchisen ’Hunger Games’ premiere på den tredje af fire film, hvor Lawrence spiller den imponerende Katniss Everdeen, der bærer et helt folks håb på skuldrene af den meget stramme våddragt, filmens designere kalkuleret har skruet hende ned i.

’Hunger Games’ bliver naturligvis en succes, og hun er en af grundene. Hun er en moderne heltinde. Stærk, skrøbelig, modig og bange. Hun er det hele. Et menneske vi kan genkende. Lawrence har figuren og skuespillet til at bære en serie. Det er de færreste, der kan det. Hun vinder dog ingen priser for filmen. Dertil er den stadig for meget koncept og for lidt kunst.

Hun er 24 år. Hun har allerede en Oscar og to nomineringer, og er vel lige nu verdens største kvindelige stjerne. Men ikke alt går hendes vej. Faktisk vil jeg tro, at det seneste semester har tæret grundigt på hendes ellers så skønne og livlige humør.

Om en uge kommer ’Serena’. Den kommer med en løjerlig lang forhistorie. Den blev indspillet i marts 2012, var færdig ved juletid samme år, og har siden ligget på filmhylden og ventet på at få premiere. Lawrence spiller overfor et andet af tidens varme navne; Bradley Cooper.

Noget tyder dog på, at filmen er usympatisk. Kritikerne i USA og England kan ikke lide den. Og de kan heller ikke lide Lawrence i rollen som hævngerrig femme fatale.

Det ligner ikke en prisvinder for de senere års award-darling.

Det var hendes sag i forrige måned heller ikke. En serie frække selfies blev lækket på nettet, og det var som om, at hendes uskyldige væsen og joviale attitude forståeligt ændrede sig. Nu var hun pludselig sat i bås med alle de tvivlsomme personager, hvis indholdsløse karrierer løfter sig med den opmærksomhed et par nøgenbilleder giver.

Måske var nøgen-balladen grunden til, at hendes korte, gakkede optræden som sig selv i den kommende Jim Carrey-komedie ’Dum og Dummere 2’, blev klippet ud. Den slags er der kun plads til i en karrieresituation, hvor man føler sig sikker og selvtillidsfuld.

Lawrences styrke er naturlighed i en ellers meget lidt naturlig branche. Jeg håber ikke, at tabloidpresse, hackere og dårlige filmvalg kommer til at spolere hende.

Hun er alt for stort et forbillede, for stort et talent og fremfor alt for godt et menneske til, at branchens forbandelser skal kastes over hende.

Er ’1864’ en folkelig fiasko?

På søndag ruller tysken sit artilleri ud over dansken i ’1864’. Vi nærmer os i seriens sjette afsnit med faretruende hast Dybbøl, hvor vi ved, at der i nogle drabelige aprildage ikke blev sparret krudt og bajonetter.

’1864’ har folkelige problemer. Serien er på fem uger gået fra 1.7 millioner seere til 1.2 millioner – med et dyk ned til 1.1 i fjerde afsnit.

Normalt vil man som Tv-kanal håbe, at seertallet stiger løbende gennem de planlagte afsnit. Man håber, at folk taler om kvaliteterne ved frokostbordet, i skolelokalerne og absolut ikke mindst på de sociale medier.

Det modsatte er tilfældet.

Et af ’1864’ store problemer er den usædvanlige latterliggørelse, der finder sted på specielt Twitter. For de uindviede er Twitter et medie, hvor man med 170 karakterer kvikt og kort kan fyre beskeder af sted. I ’1864’s tilfælde efterfølges alle noter af et #Mallebrok eller #1864. På den måde kan alle interesserede nemt finde alle de tweets, der handler om serien. Og tro mig – det er barske løjer. Som en af dem, jeg følger twittede, ”det er sjovere at følge 1864 på Twitter end på Tv.” Kommentarenes opfindsomhed rammer ofte direkte ind i seriens åbne sår.

Hvorfor er det katastrofalt, at ’1864’ bliver nedsablet på Twitter uge efter uge? Det er selvforstærkende. Det bliver normen at rakke ned, og derfor er der ikke mange, der modreagerer. Det aggressive publikum ser serien, ja, men de ser den for at svine den til. Sidst men ikke mindst er det et problem, at serien åbenbart ikke er spændende nok, til at holde folk fra at sidde med mobilen i hånden og bruge kostbar opmærksomhed på kritik end på seriens handling.

Tilbage til seertallet. 1.2 millioner lyder af meget, men det er bekymrende tal, når det handler om DR kl. 20.00 søndag aften. DR har ikke råd til, at seerne ikke kommer automatisk ind gennem lugen på det tidspunkt. De har siden slut-90’erne bygget et loyalitet og stort publikum op med alt fra ’Taxa’, ’Rejseholdet’ og ’Krøniken’ over ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’ til ’Arvingerne’. En serie på det tidspunkt skal bonne +1.5 millioner. Alt under er ikke godt nok.

Upåagtet seriens fortælling, skuespil, damp på slagmarken og hele det politiske virvar udenfor skærmen, skal en serie af den dimension være en folkelig succes eller i det mindste vinde folkets respekt. Ingen af dele er tilfældet.

Derfor spørgsmålet; er ’1864’ en folkelig fiasko?

Web

Det er tænkeligt også seriens problem, at alle afsnit bliver anmeldt hver uge af de store dagblade. Jeg kan ikke erindre, at en serie har fået så meget opmærksomhed. Set ud fra et nyhedsperspektiv er det ikke relevant. Seriens faldende seertal og vaklende kvalitet kunne betyde, at der er andre ting, som kulturredaktionerne burde interessere sig for. Men nu da de anmelder den hver uge, så bekræftes seerne i, at serien har problemer. De overbevises via deres avis og den debat, der følger med.

Serien får dermed ikke sit eget liv, men den følges tæt og bedømmes konstant med 170-millioner-kroners-budgettet og politiker-fokus som bagtæppe for argumenterne.

Historiens rekonstrueres

Vi har i Danmark en stor dokumentarinstruktør-stjerne. Han hedder Anders Østergaard. Han er manden bag flere afgørende film, der på den ene side åbner verdens øjne for konflikter, og på den anden side bruger så afgørende rekonstruktioner, at publikum skal gøre op med sig selv, om de tror på filmenes fremlægning af verden.

Rekonstruktionsmetoden blev testet i ’Tintin og Mig’ om den belgiske mestertegner og –forfatter Herge.

Efterfølgende kom Danmarkshistoriens mest succesfulde dokumentarfilm til dato; Gasolin. Den film solgte mere end 250.000 billetter i biograferne. Normalt vil 10.000 betalende tilskuere til en dokumentar være godkendt.

Rockportrættet blev afløst af hovedværket ’Burma VJ – reporter i et lukket land’, der som den første danske film i historien blev vist for USA’s præsident i biografen i Det Hvide Hus, inden den senere på sin succesfulde turne rundt i verden blev nomineret til en Oscar.

De tre film placerede Østergaard i filmlandskabet som en blændende billedmager, en forfatter med sans for drama, politik og tidsånd. Men vigtigst af alt lærte han gradvist, hvor meget han kan fabrikere, redigere og rekonstruere historiens kendsgerninger.

I filmen om Herge havde han et interview på et gammelt spolebånd. Det var alt. Han genskabte verden og hverdag i fuld respekt for den kontroversielle Herge.

’Gasolin’ havde adskillige rekonstruktioner. Østergaard tog næste skridt. Han gav gruppens medlemmer ungdommens kroppe og lod skuespillere gentage bandets rejse. Publikum købte hele pakken med hits, anekdoter og konstruktioner.

’Burma VJ’ ville endnu mere. Ud fra begrænsede håndholdte illegale optagelser lavet af burmesiske demonstranter lavede Østergaard en politisk thriller, hvor han brugte sjældent sete fortællekneb for at fortælle verden om en konflikt, de knapt havde registreret.

I dag er der premiere på ’1989’ om Jerntæppets nedsmeltning, hvor dialoger, hemmelige møder og beslutninger truffet mellem tidens magtfulde mænd rekonstrueres ud fra research og arkivmateriale. Østergaard laver endnu en gradbøjning af dokumentargenrens muligheder.

Spørgsmålet er, om filmene kommer tættere på sandheden end de ville gøre, hvis der ikke blev brugt rekonstruktion? Jeg tror det. Historiefortællere må bruge de tricks, der er nødvendige form, at den bedst mulige og mest effektive historie bliver fortalt. Om det så er dokumentar, fiktion eller sted midt imellem – den tager vi en anden dag.