Monthly Archives: august 2007

Reno 911 Miami

Gak-gak i Miami.

Intet i ”Reno 911!: Miami” giver mening. Men til gengæld er det en dejlig, tosset, dyrkelse af den dårligste smag, som filmverdenen har at byde på.

Af Søren Høy

Reno 911!: Miami

USA, 2007

Instruktion: Robert Ben Garant

84 minutter

Premiere i Cinemaxx (Kbh, Århus, Odense)

4 stjerner

Billedresultat for Reno 911!: MiamiJeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg har dårlig smag. Notorisk dårlig smag. Jeg kæmper en hård kamp i den dårlige smags tjeneste. Det er helt usmageligt, så dårlig smag jeg har. Specielt når det gælder platte komedier. Specielt den type komedier hvor det meste er pinligt, en del er latterligt og resten er utilgiveligt plat.

Nå, men vi sad en 10-15 anmeldere, og så denne her uendeligt, fjollede film forleden. Bare titlen ”Reno 911!: Miami” gav håb for den prutte-bræk-genitalie-lokums-fikserede udsendte anmelder.

Stemningen var lidt stram. Det er den altid til anmelderkørsler af film, hvor en stor del af stjernerne allerede er skyllet ud i toilettet på forhånd. Man kan næsten lugte afskyen for galestregerne på lærredet, og det gør det næsten oplevelsen endnu sjovere.

I 2003 startede en total vanvittig serie på den amerikanske tv-kanal Comedy Central. Det er den samme kanal, der laver den populære politiske satire ”The Daily Show” med Jon Stewart, der bliver vist på DR2. ”Reno 911!” var titlen, og handlede om de mest inkompetente og sjove politibetjente i verden. Den ene betjent er mere sindssyg end den anden. De roder sig ud i utænkelige situationer, hvor de på de mest pinlige og kujonagtige faconer bliver latterliggjort. Det er hylende sjovt, og minder mest af alt om Borat i speedos (mini badebukser) på speed (euforiserende stof der gør en hyper).

Spillefilmudgaven af det løjerlige politikorps uheldige hverdag foregår galskaben ikke i hillbilly-byen Reno. De finder nemlig et påskud for at tage til Miami. Det går selvfølgelig grueligt galt, og kort efter ankomsten er de otte umuliusser, de eneste betjente i Miamis gader, fordi alle andre betjente har været udsat for et kemisk terrorangreb.

At hele molevitten er en døds-sjov rip off af den geniale danske serie ”P.I.S”, der kørte på TV2 Zulu 2001, bør kun trække andre åndsamøber som mig selv i biografen. Det er form fuldendt gak.