Monthly Archives: februar 2015

China goes Hollywood.

Kina får stadig større magt i filmindustrien.

Landet har et gigantisk og attraktivt publikum, men censur og vestens generelle betænkelighed ved stormagtens økonomiske muligheder begynder at vise sig.

Af Søren Høy

I Kina beslutter China Film Group hvornår en film skal ud på markedet. Hvad der i resten af verden er en stor konkurrence orienteret kabale, er i det store land lidt mere praktisk og tilfældigt. For eksempel blev ’Skyfall’ sat til at åbne samme dag som ’Hobbitten’. Det var aldrig sket i vesten. To af årets største satsninger som man må antage henvender sig til samme målgruppe. Normalt kommercielt selvmord for producenterne men i Kina national planlægning.

En anden interessant faktor er censuren, som mange film bliver udsat for. I ’Skyfall’ dræber James Bond en kinesisk sikkerhedsvagt. Det er helt fjernet fra filmen. Der blev ændret i dialogforståelsen i filmen. Bond spørger baben Severine om hun blev tvunget til prostitution i Shanghai. Her er underteksten ifølge Internet-kilder ændret, så ordet ’prostitution’ ikke indgår. Den slags foregår ikke på kinesisk jord.

Det er ikke unormalt. Der er en berømt historie om, at Kate Winslets eller meget fyldige og flotte bryster blev fjernet, da ’Titanic 3D’ i foråret 2012 havde re-premiere i Kina – og den kommende ’Cloud Atlas’ har fået choppet hele 38 minutter. Blandet andet på grund af sexscener.

De kinesiske bloggere er over de senere år blevet langt mere åbne i deres kritik af kontrollen over den amerikanske underholdningsindustri. Dels kan man, som filmfreaken der kalder sig Kong Kong fra Shanghai skriver på sin blog, ’bare hente en 127 minutters version af ’Cloud Atlas’ online – og hvorfor fanden skulle man så gå i biografen og en se en skamklippet version’.

En anden kritiker optræder ved navn og titel. Wei Xinhong er redaktør ved Shanghai Literature and Art Publishing Bureau skrev på sin twitter-profil den 21. januar da ’’ havde premiere: Hvad er det der foregår i det her land? Vil de stadig prøve at kontrollere folks hjerner?’ Med andre ord, hvis nogen er i tvivl, så ved den oplyste del af Kinas befolkning godt, at censuren er obstruerende. Internettet har trods alt gjort, at de med få klik kan finde den sandhed, som er meget svær at skjule.

Mens censuren presser filmene på indhold og integritet, så arbejder rygtesmedjen på højtryk. Der begynder at poppe historier op om at kinesiske selskaber vil købe sig ind i det amerikanske studiesystem, hvor fem-seks selskaber sidder på stort set al magten, da det er dem, der laver de massivt store film, som alle i verden ser.

Det startede med, at den tredje største producent af fladskærme, TCL, købte navnerettigheden til det legendariske Chinese Theatre på Hollywood Boulevard, så det nu hedder TCL Chinese Theatre de næste 10 år. Vi taler her om et nationalt symbol, en institution, som jo pudsigt nok er kinesisk inspireret – men har været på amerikanske hænder siden 1927. Samme firma, TCL, har også netop tegnet en voldsom stor product placement aftale med den kommende blockbuster ’Iron Man 3’. Med andre ord er de store kinesiske firmaer ved at prøve markedet af.

Og det er der en grund til. Biografmarkedet i Kina buldrer frem. Fra 2002 til 2012 er antallet af biografsale gået fra 1.400 til 16.000. Indtægten er gået fra cirka 600 millioner til 15 milliarder kroner.

Kina har gysserne til at investere i den risikofyldte branche, hvor man aldrig kan garantere en succes, for penge er tydeligvis ikke et problem for de kinesiske investorer. Og eftersom filmbranchen er presset på økonomien, så er de til at tale med. Samtidig har Kina en befolkning, der gerne til se film – så hvis vi ikke var så bange for den østlige kapital og medfølgende censur, så ligner et samarbejde ellers en forretningsmodel med fremtid.

Film bliver spist…

Af: Søren Høy

13.965 mennesker. Så mange købte billet til ’Steppeulven’ i sidste weekend. Filmen er ude i 84 biografer. Med fortjente gode anmeldelser, en certificeret og begavet instruktør i Ole Christian Madsen og en flot designet kampagne må det tal betegnes som en mindre katastrofe. En film af den kaliber burde kunne trække cirka 40.000 ind i biografmørket på åbningsweekenden.

Hvad er der i vejen med historien om hippieskjalden Eik Skalø, siden at den må nøjes med et så beskedent billetsalg de første tre dage? Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen. Filmen har et suverænt koreograferet tidsbillede, befriende frivol og imponerende unge ansigter i hovedrollerne.

Det, der er i vejen, er det danske biografmarked.

2014 var ikke et vanvittigt spændende filmår. Der var få, store succeser og en masse film, som publikum knapt husker. 2015 så derimod spændstigt ud. Masser af spændende og forskellige film.

Susanne Biers ’En Chance til’ åbnede året. Den blev hurtigt afløst af ’Mænd og Høns’, som kvikt blev efterfulgt af ’Steppeulven’, og allerede på torsdag kommer Erik Clausen med sin seneste samfunds-kommentar ’Mennesker bliver spist’, en titel der refererer til John Mogensens nummer fra 1975. Clausen har knapt spist sit halve stykke smørrebrød, før Roni Ezras stærke ’9. april’, om tyskernes invasion i 1940, kommer til at fylde spalter og kanaler. 14 dage efter kommer ’Skammerens datter’ og lige efter Christina Rosendahls længe ventede politiske thriller ’Idealisten’. Oven i dem der er børne- og familiefilm, man sagtens kan forsvare at prioritere, hvis man er det sted i livet.

Jeg forstår godt, hvis I er forpustede. Syv film som man bør se på årets første fire måneder. Oven i det skal der lægges det sædvanlige potpourri af amerikanske blockbusters og europæiske kunstfilm, der nemt kan tage en af de to biografbilletter, danskerne i gennemsnit køber om året.

Lige nu sidder der et par instruktører med sved i håndfladerne.

Det er et sjældent set kannibalistisk filmforår. De danske titler æder hinanden billetmæssigt, da de et godt stykke hen ad vejen appellerer til det samme publikum.

Billedresultat for Steppeulven susanne biers
Susanne Biers film “Steppeulve”

Biers ’En chance til’ ender på cirka 200.000 billetter. Det lyder umiddelbart godt, men hun er normalt god for 500.000. ’Steppeulven’ ligner næste offer. Af de kommende fire film vil to af dem med ret stor sandsynlighed floppe billetmæssigt, og publikum vil knapt nå at opfatte dem, før en ny danske film har premiere.

De danske krigsfilm

”Aldrig mere en 9. april,” sagde Anders Justesen til mig forleden. Han er 95 år gammel, og er en af de få overlevende veteraner fra den dag i 1940, hvor de tyske tropper gik ind over den danske grænse. Dagen står som et af de åbne nationale sår, og derfor er der en vis naturlighed over, at dagen endelig får sin egen film – her 75 år efter.

Filmen ’9. April’ bliver med stor sandsynlighed en succes hos publikum. 2. Verdenskrig har stadig en tydelig placering i vores fælles historie, og diverse fiktionaliseringer trækker folk til huse. Specielt når de fremhæver vores lille nations stolte folk. Det betyder ikke, om at danskerne altid fremstilles som helte. Men vi skal kunne genkende os selv, og den nationale ånd vi er rundet af.

’9. April’ er den første tre danske krigsfilm, der kommer ud på markedet i 2015. I sen-sommeren (27. august) kommer Tobias Lindholms ’Krigen’ og til efteråret (22. oktober) detonerer Martin Zandvliets ’Under Sandet’.

Lindholm har tidligere leveret tankevækkende realisme i fængselsfilmen ’R’ og ’Kapringen’, der med sit stærke samtidspolitiske tema blev set af samtlige meningsmennesker i landet.

Zandvliet har lavet ’Applaus’ og senest ’Dirch’. Begge succesfulde dystre film om kunstens og komikkens sorte sjæl. Misbrug, ensomhed og brudte familier.

’Krigen’ er en nutidig fortælling om en soldat, der bliver fanget i en ildkamp mod Taleban i Helmand, Afghanistan. For at redde sine mænd træffer han et valg, der fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.

’Under Sandet’ forgår i tiden lige efter tyskernes kapitulation i 1945, hvor en gruppe unge tyske krigsfanger med håndkraft beordres til at fjerne de over to millioner miner, tyskerne har placeret på Vestkysten.

Det er en voldsom mængde krigsfilm for et lille marked som det danske. Selvom de handler om forskellige emner og hver i sær har historier, der vrider vores selvforståelse og de livsdefinerende dilemmaer, krige udfordrer specielt soldater med.

Publikum kan derfor godt begynde at forberede sig på en biografsæson, hvor vi ser den danske krigsindsats med det historiske periskop og nutidens klarsyn.

Det er svært at forestille sig, at markedet kan kapere så meget filmkrig på trekvart-år. Annoncer, kampagner, interview og klip har en fare for vælte over hinanden – set fra publikums synspunkt. Der bliver kamp til sidste celluloid-dråbe om opmærksomhed og billetsalg.

 

 

Kunstens Oscar

Søndag nat dansk tid uddeles den 87. Oscar i Los Angeles.

Statuetten er synonym med Hollywoods stjerner og filmbranchens legender. Myten om Oscar har altid været, at det er en shownummer, der per tradition dyrker amerikansk nationalånd og kommerciel tankegang.

Tiderne og Oscar har ændret sig. Oscar er blevet en værdiorienteret begivenhed. Filmene har budskaber, der rækker ud over lærredet. Stjernerne er blevet politiske. De er i menings-generationen, der bruger demokratiet aktivt og gør meningen til en del af deres karriere og deres ansvar som kendte skuespillere eller instruktører.

Vinderne er nu smalle film, der ikke er ligegyldigt Hollywood brain candy. Det er en myte, der er svær at gøre op med. Mange tror stadig, at patriotisme og spejlblank overflade er lig med Oscar.

Den moderne version af Oscar handler om politiske film, kvalitet og opgør med historie, krige og ikoniske personer. En Oscar-vinder i dag viser tidsånd og analyserer den verden, vi er fælles om.

Statisktik er et herligt værktøj, når en pointe skal bevises. Årets favoritter er i kommerciel forstand nærmest ligegyldige. ’Boyhood’ har indspillet $25 millioner i USA. ’Birdman’ $35 mio. For 15 år siden indspillede en typisk vinder over $200 mio. Pudsigt nok har ’American Sniper’ indspillet mere ($300 mio.) end de øvrige syv nominerede til sammen.

Kunstnerisk er årets film til gengæld enestående. Ud over de nævnte favoritter er ’The Theory of Everything’ (Eddie Redmayne), ’Still Alice’ (Julianne Moore) og ’Whiplash’ (J.K. Simmons) ret sikre på at tage store priser. Det er alle film uden store salgstal, men til gengæld vil de skrive sig ind i Oscar-historien og blive husket for suveræn kunstnerisk og dramatisk udfoldelse.

De kunstneriske film henvender sig til et krævende og reflekteret publikum. Problemet er, at de ikke ser Oscar showet. Samtidig er det i den gennemregistrerede amerikanske Tv-verden et faktum, at det brede publikum ikke gider se Oscar, hvis de ikke kender de film, der er nominerede. Derfor er Oscars seertal faldet fra 55 til 40 millioner seere over de 15 år, hvor vi har set filmporteføljen ændre sig fra kommercielle blockbusters til kunstneriske triumfer.

Oscar har med sin nye profil fået større respekt i filmbranchen end nogensinde før. Det vil absolut være på sin plads, at publikum anerkender begivenheden for, at det er årets væsentligste og bedste film, der er med i ræset om verdens fornemmeste, kunstneriske filmpris.

 

Hvor fræk må en film være?

Sex sælger! Smæk et par bryster og en stram mande-mås ind i en film, og folk vil vælte ind i biografen! Myten lever vel om at sex sælger på film – men der er normalt ikke meget begejstring, når kassen gøres op i billetlugen.

Indenfor de seneste seks måneder har to danske film med masser af lir haft premiere i biograferne. Ingen af dem fik et potent publikumssalg.

Lars von Triers store, vaginale kvindehistorie fortalt over 50 år, ’Nymphomaniac’, blev set af skuffende 3.500 i versionen på 5½ time, hvor de fleste fik deres lyster stillet, når det handler om hårdtpumpede kønsorganer.

Claus Bjerres trekant-komedie ’En, to, tresomt’ blev pudsigt nok set af et tilsvarende antal mennesker. Modsat Trier havde Bjerre sat en hverdags-ramme, hvor de frække scener mere var en slap gang camping-porno. Figurerne dyrker en gang hverdagssex, der tydeligvis var lidt pinlig for publikum at se på.

Der er eksempler på film, der trods eksplicit sex har tiltrukket et pænt publikum. Det kræver tit en stor filmpris, der på den måde certificerer de lumre scener, og ophøjer fra industriporno til kunst. Forrige års Cannes-vinder ’Adéles Liv’ solgte over 30.000 billetter. Pænt for en film med et 10-minutters lesbisk samleje, der er så realistisk lavet, at selv garvede filmfolk efter 6-7 minutter begyndte at rotere i biografstolen.

’Brokeback Mountain’ om to bøsse-cowboys solgte cirka 90.000 billetter, og var en film, der samlede publikum om en væsentlig historie med stor tidsånd og et emne med politisk bevågenhed på daværende tidspunkt.

Det vildeste jeg har set i en mainstream film, er fra ’Shortbus’. I filmens startscene ser man en mand, der med imponerende gymnastiske øvelser kommer så tæt på sit ansigt sin egen penis, at han er i stand til at ejakulere ind i sin egen mund, da onaniscenen kulminerer.

Den slags er vildt – selv for hærdede biografgængere.

Senere er der en bøssetrekant med en mand, der trutter den amerikanske nationalsang op i en anden mands røv. Det bliver hurtigt mere komisk end erotisk.

Dagens store premiere på ’50 Shades of Grey’ ligner en undtagelse fra den ellers så dominerende statistik.

EL James’ mommy porn bestseller-serie har rundet imponerende 100 millioner solgte bøger på verdensplan, og med en veldesignet kampagne, vil jeg tro, at en del af de danske mommy’s står klar i startblokken. De skal selvfølgelig se de dampende fantasier, som forhåbentlig efterfølgende giver lidt kulør i kinderne, der kan overføres til de februar-ramte soveværelser.

De danske filmstjerner

Det sker med jævne mellemrum, der kommer kritik af, at de samme skuespillere optræder i for mange danske film. Det kommer typisk i perioder, hvor det går godt for dansk film. Hvis de samme skuespiller på en sæson er med i to store blockbusters i biograferne, og måske har en rolle i en TV-serie, virker det som om, at skuespilleren nærmest invaderer publikums liv.

Lige nu kigger det kritiske synspunkt igen frem fra hjørnerne af filmbranchen. Er castingen af hovedroller for forudsigelig – og er der en risiko for, at publikum bliver trætte af at se de samme ansigter?

Jeg kan lige så godt komme med min hovedkonklusion med det samme: Stjernerne trækker folk i biografen og til TV-skærmen.

Sådan er filmbranchen sat sammen. Jeg har over 20 år adskillige gange hørt folk gale op om, at de vil se nye ansigter, men når det kommer til stykket, er der stort set ingen, der ser en film, hvor de ikke kan genkende ansigtet på plakaten.

Vi har brug for stjerner.

Det er dem, der har den svære opgave at bære en film.

Det er jo hverken instruktøren eller forfatteren, som publikum sidder og forholder sig til nede i salen.

Det er langt fra alle, der har evne og talent til en hovedrolle. Derfor er der meget få skuespillere, en instruktør tør placere centralt i sin film. En hovedrolle skal samle filmens handling, give publikum identifikation og ikke mindst kunne holde til at være i stort set hvert billede i to timer.

Det sker, at en film med en ukendt skuespiller får folk står i kø ned rundt om hjørnet.

Men det undtagelsen.

En film uden stjerner vil som oftest blive set af meget få mennesker. Derfor kan filmen både være god og kunstnerisk interessant, men film er så dyr en kunstform, at formålet altid vil være, at få så mange ind og se filmene som muligt. Og her er filmens hovedrolle et afgørende argument, når publikum står ved billetlugen, og skal vælge.

Inden vi anklager skuespillerne for at være med i alt for mange film, skal vi huske, at de heldigste skuespillere har 10-12 gode år, hvor pengene skal tjenes og de professionelle ambitioner skal indfries. Der kommer naturligt en ny generation, som instruktørerne kigger efter, og hvad der for publikum synes som en kærkommen udskiftning, bliver fra skuespillerens synspunkt opfattet som om, de med dags varsel er bandlyst fra de gode roller.

Vi skal være lykkelige for det høje niveau, de danske skuespillere har.