Monthly Archives: februar 2015

Film bliver spist…

Af: Søren Høy

13.965 mennesker. Så mange købte billet til ’Steppeulven’ i sidste weekend. Filmen er ude i 84 biografer. Med fortjente gode anmeldelser, en certificeret og begavet instruktør i Ole Christian Madsen og en flot designet kampagne må det tal betegnes som en mindre katastrofe. En film af den kaliber burde kunne trække cirka 40.000 ind i biografmørket på åbningsweekenden.

Hvad er der i vejen med historien om hippieskjalden Eik Skalø, siden at den må nøjes med et så beskedent billetsalg de første tre dage? Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen. Filmen har et suverænt koreograferet tidsbillede, befriende frivol og imponerende unge ansigter i hovedrollerne.

Det, der er i vejen, er det danske biografmarked.

2014 var ikke et vanvittigt spændende filmår. Der var få, store succeser og en masse film, som publikum knapt husker. 2015 så derimod spændstigt ud. Masser af spændende og forskellige film.

Billedresultat for Susanne Biers ’En Chance til’
En chance til er en dansk thriller, som blev lavet i  2015. Filmen er instrueret af Susanne Bier.

Susanne Biers ’En Chance til’ åbnede året. Den blev hurtigt afløst af ’Mænd og Høns’, som kvikt blev efterfulgt af ’Steppeulven’, og allerede på torsdag kommer Erik Clausen med sin seneste samfunds-kommentar ’Mennesker bliver spist’, en titel der refererer til John Mogensens nummer fra 1975. Clausen har knapt spist sit halve stykke smørrebrød, før Roni Ezras stærke ’9. april’, om tyskernes invasion i 1940, kommer til at fylde spalter og kanaler. 14 dage efter kommer ’Skammerens datter’ og lige efter Christina Rosendahls længe ventede politiske thriller ’Idealisten’. Oven i dem der er børne- og familiefilm, man sagtens kan forsvare at prioritere, hvis man er det sted i livet.

Jeg forstår godt, hvis I er forpustede. Syv film som man bør se på årets første fire måneder. Oven i det skal der lægges det sædvanlige potpourri af amerikanske blockbusters og europæiske kunstfilm, der nemt kan tage en af de to biografbilletter, danskerne i gennemsnit køber om året.

Lige nu sidder der et par instruktører med sved i håndfladerne.

Det er et sjældent set kannibalistisk filmforår. De danske titler æder hinanden billetmæssigt, da de et godt stykke hen ad vejen appellerer til det samme publikum.

Billedresultat for Steppeulven susanne biers
Susanne Biers film “Steppeulve”

Biers ’En chance til’ ender på cirka 200.000 billetter. Det lyder umiddelbart godt, men hun er normalt god for 500.000. ’Steppeulven’ ligner næste offer. Af de kommende fire film vil to af dem med ret stor sandsynlighed floppe billetmæssigt, og publikum vil knapt nå at opfatte dem, før en ny danske film har premiere.

 

Kunstens Oscar

Søndag nat dansk tid uddeles den 87. Oscar i Los Angeles.

Statuetten er synonym med Hollywoods stjerner og filmbranchens legender. Myten om Oscar har altid været, at det er en shownummer, der per tradition dyrker amerikansk nationalånd og kommerciel tankegang.

Tiderne og Oscar har ændret sig. Oscar er blevet en værdiorienteret begivenhed. Filmene har budskaber, der rækker ud over lærredet. Stjernerne er blevet politiske. De er i menings-generationen, der bruger demokratiet aktivt og gør meningen til en del af deres karriere og deres ansvar som kendte skuespillere eller instruktører.

Vinderne er nu smalle film, der ikke er ligegyldigt Hollywood brain candy. Det er en myte, der er svær at gøre op med. Mange tror stadig, at patriotisme og spejlblank overflade er lig med Oscar.

Den moderne version af Oscar handler om politiske film, kvalitet og opgør med historie, krige og ikoniske personer. En Oscar-vinder i dag viser tidsånd og analyserer den verden, vi er fælles om.

Statisktik er et herligt værktøj, når en pointe skal bevises. Årets favoritter er i kommerciel forstand nærmest ligegyldige. ’Boyhood’ har indspillet $25 millioner i USA. ’Birdman’ $35 mio. For 15 år siden indspillede en typisk vinder over $200 mio. Pudsigt nok har ’American Sniper’ indspillet mere ($300 mio.) end de øvrige syv nominerede til sammen.

Kunstnerisk er årets film til gengæld enestående. Ud over de nævnte favoritter er ’The Theory of Everything’ (Eddie Redmayne), ’Still Alice’ (Julianne Moore) og ’Whiplash’ (J.K. Simmons) ret sikre på at tage store priser. Det er alle film uden store salgstal, men til gengæld vil de skrive sig ind i Oscar-historien og blive husket for suveræn kunstnerisk og dramatisk udfoldelse.

De kunstneriske film henvender sig til et krævende og reflekteret publikum. Problemet er, at de ikke ser Oscar showet. Samtidig er det i den gennemregistrerede amerikanske Tv-verden et faktum, at det brede publikum ikke gider se Oscar, hvis de ikke kender de film, der er nominerede. Derfor er Oscars seertal faldet fra 55 til 40 millioner seere over de 15 år, hvor vi har set filmporteføljen ændre sig fra kommercielle blockbusters til kunstneriske triumfer.

Oscar har med sin nye profil fået større respekt i filmbranchen end nogensinde før. Det vil absolut være på sin plads, at publikum anerkender begivenheden for, at det er årets væsentligste og bedste film, der er med i ræset om verdens fornemmeste, kunstneriske filmpris.

 

Hvor fræk må en film være?

Sex sælger! Smæk et par bryster og en stram mande-mås ind i en film, og folk vil vælte ind i biografen! Myten lever vel om at sex sælger på film – men der er normalt ikke meget begejstring, når kassen gøres op i billetlugen.

Indenfor de seneste seks måneder har to danske film med masser af lir haft premiere i biograferne. Ingen af dem fik et potent publikumssalg.

Lars von Triers store, vaginale kvindehistorie fortalt over 50 år, ’Nymphomaniac’, blev set af skuffende 3.500 i versionen på 5½ time, hvor de fleste fik deres lyster stillet, når det handler om hårdtpumpede kønsorganer.

Claus Bjerres trekant-komedie ’En, to, tresomt’ blev pudsigt nok set af et tilsvarende antal mennesker. Modsat Trier havde Bjerre sat en hverdags-ramme, hvor de frække scener mere var en slap gang camping-porno. Figurerne dyrker en gang hverdagssex, der tydeligvis var lidt pinlig for publikum at se på.

Der er eksempler på film, der trods eksplicit sex har tiltrukket et pænt publikum. Det kræver tit en stor filmpris, der på den måde certificerer de lumre scener, og ophøjer fra industriporno til kunst. Forrige års Cannes-vinder ’Adéles Liv’ solgte over 30.000 billetter. Pænt for en film med et 10-minutters lesbisk samleje, der er så realistisk lavet, at selv garvede filmfolk efter 6-7 minutter begyndte at rotere i biografstolen.

’Brokeback Mountain’ om to bøsse-cowboys solgte cirka 90.000 billetter, og var en film, der samlede publikum om en væsentlig historie med stor tidsånd og et emne med politisk bevågenhed på daværende tidspunkt.

Det vildeste jeg har set i en mainstream film, er fra ’Shortbus’. I filmens startscene ser man en mand, der med imponerende gymnastiske øvelser kommer så tæt på sit ansigt sin egen penis, at han er i stand til at ejakulere ind i sin egen mund, da onaniscenen kulminerer.

Den slags er vildt – selv for hærdede biografgængere.

Senere er der en bøssetrekant med en mand, der trutter den amerikanske nationalsang op i en anden mands røv. Det bliver hurtigt mere komisk end erotisk.

Dagens store premiere på ’50 Shades of Grey’ ligner en undtagelse fra den ellers så dominerende statistik.

EL James’ mommy porn bestseller-serie har rundet imponerende 100 millioner solgte bøger på verdensplan, og med en veldesignet kampagne, vil jeg tro, at en del af de danske mommy’s står klar i startblokken. De skal selvfølgelig se de dampende fantasier, som forhåbentlig efterfølgende giver lidt kulør i kinderne, der kan overføres til de februar-ramte soveværelser.

De danske filmstjerner

Det sker med jævne mellemrum, der kommer kritik af, at de samme skuespillere optræder i for mange danske film. Det kommer typisk i perioder, hvor det går godt for dansk film. Hvis de samme skuespiller på en sæson er med i to store blockbusters i biograferne, og måske har en rolle i en TV-serie, virker det som om, at skuespilleren nærmest invaderer publikums liv.

Lige nu kigger det kritiske synspunkt igen frem fra hjørnerne af filmbranchen. Er castingen af hovedroller for forudsigelig – og er der en risiko for, at publikum bliver trætte af at se de samme ansigter?

Jeg kan lige så godt komme med min hovedkonklusion med det samme: Stjernerne trækker folk i biografen og til TV-skærmen.

Sådan er filmbranchen sat sammen. Jeg har over 20 år adskillige gange hørt folk gale op om, at de vil se nye ansigter, men når det kommer til stykket, er der stort set ingen, der ser en film, hvor de ikke kan genkende ansigtet på plakaten.

Vi har brug for stjerner.

Det er dem, der har den svære opgave at bære en film.

Det er jo hverken instruktøren eller forfatteren, som publikum sidder og forholder sig til nede i salen.

Det er langt fra alle, der har evne og talent til en hovedrolle. Derfor er der meget få skuespillere, en instruktør tør placere centralt i sin film. En hovedrolle skal samle filmens handling, give publikum identifikation og ikke mindst kunne holde til at være i stort set hvert billede i to timer.

Det sker, at en film med en ukendt skuespiller får folk står i kø ned rundt om hjørnet.

Men det undtagelsen.

En film uden stjerner vil som oftest blive set af meget få mennesker. Derfor kan filmen både være god og kunstnerisk interessant, men film er så dyr en kunstform, at formålet altid vil være, at få så mange ind og se filmene som muligt. Og her er filmens hovedrolle et afgørende argument, når publikum står ved billetlugen, og skal vælge.

Inden vi anklager skuespillerne for at være med i alt for mange film, skal vi huske, at de heldigste skuespillere har 10-12 gode år, hvor pengene skal tjenes og de professionelle ambitioner skal indfries. Der kommer naturligt en ny generation, som instruktørerne kigger efter, og hvad der for publikum synes som en kærkommen udskiftning, bliver fra skuespillerens synspunkt opfattet som om, de med dags varsel er bandlyst fra de gode roller.

Vi skal være lykkelige for det høje niveau, de danske skuespillere har.