Monthly Archives: maj 2007

GYS!

For første gang i dansk film er der premiere på det rene, uforfalskede, isnende gys. Cecilie lægger sig tæt op af de senere års populære asiatiske gysere, der har reformeret den uhyggelige genre.

33-årige Cecilie har sin første arbejdsdag på en folkeskole. 9. klasse skal læse Hosekræmmeren. Der er dunkelt i rummet. Koldt og pulsløst bevæger kameraet sig rundt. Cecilie er urolig. Vi fornemmer, at noget er galt. Helt galt. Hun står bag en af eleverne. Pigen sidder foroverbøjet, og er drivvåd. Det drypper på gulvet. Hun har så korte ben, at hendes røde laksko ikke kan nå gulvet. Hun hvisker et eller andet uforståeligt. Uhyggen sniger sig ind. Det er isnende. Musikken bliver højere, da Cecilie går hen til pigen, og siger til hende, at hun skal sætte sig op og læse. I det samme vælter pigen tilbage. Argghhh… Hun er en zombie – hendes ansigt er opløst af vand, øjnene er røde, munden står halvt åbent, tænderne er rådne, og der kommer fråde ud af munden på hende.

En effektiv scene fra den nye danske gyser ”Cecilie”.

Gyset er bygget op, så vi ved, at der lige om lidt kommer et gys. Trods viden om det forestående, så hopper man alligevel 10 centimeter i stolen. Et kort sekund er alle muskler i kroppen helt spændte, og man borer instinktivt fingrene ned i biografstolens armlæn.

”Cecilie” er skrevet af makkerparret Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel. De stod bag manuskripterne til Kongekabale og De Fortabte Sjæles Ø. Begge film arbejdede med nye genrer i dansk film, henholdsvis politisk thriller og overnaturligt eventyr med masser af effekter.

”Vi besluttede primært at skrive en gyser, fordi vi er fans af genren. Gyset er en genre, der er skræddersyet til filmmediet.

Lyd og billede i rigtig kombination er perfekt til at skræmme”, siger Rasmus Heisterberg. Nikolaj Arcel fortsætter: ”Jeg har altid interesseret mig for psykologien i gyserfilm, og ideen til ”Cecilie” kom, da jeg en dag overvejede, hvad der for alvor ville ske, hvis man sagde, at man så spøgelser. Man ville ikke bare blive ignoreret som i næsten alle gyserfilm, men snarere ende i et behandlingsforløb og deraf kom historien: En psykologisk gyser som rent faktisk tager udgangspunkt i psykiatrimiljøet”.

”Cecilie” minder om de meget populære, og ualmindeligt skræmmende, japanske gysere, der de senere år er kommet til Danmark. Det danske gys har den samme ikke-blodige stil, hvor der ikke hakkes folk i småstykker, som er moden i de amerikanske gyserfilm. Film som ”Dark Water” (2002), ”Ringu” (1998) og ”Ju-on: The

“Ringu” (1998)

Grudge” (2003) har genopfundet gyset, som ellers har lidt under manglende psykologisk finesse siden 70’erne og start-80’erne, hvor film som ”The Omen” (1976), ”Rødt Chok” (1973), ”Poltergeist” (1982) og ”Exorcisten” (1973) gav mange søvnløse nætter. Japanerne spiller på en hverdagsfrygt og genkendelighed. De gør os bange for ting, som vi kender alt for godt. Når trygheden er truet, så bliver vi for alvor angste.

”Formmæssigt har den japanske psyko-horror-bølge skabt nytænkning i udtrykket, og det fandt vi inspirerende. Formmæssigt ville vi søge tilbage til de klassiske gysere fra 70’erne, hvor man fokuserede meget mere på karakterernes konflikter og psykologi end i mange film i dag. Vi har altid synes det psykologiske gys var det bedste, mest skræmmende, derfor var genkendeligheden af et normalt dansk miljø også vigtigt. Parcelhuskvarteret, folkeskolen osv. Der er noget dybt skræmmende når ting man kender alt for godt, viser sig at være hjemsøgt”, fortæller Heisterberg.

Gyseren er ikke en genre, som dansk film har gjort forfærdelig meget ud af. Et af de bedre forsøg på at ramme et moderne gys var Carsten Myllerups ”Midsommer” (2003), som Heisterberg også skrev

”Midsommer” (2003)

manuskript til. Publikum er også blevet belemrede med ”Bag det stille ydre” (2005), ”Kat” (2001) og ”Sidste Time” (1995) – alle af Martin Schmidt.

På TV var Lars von Triers ”Riget” og serie-floppet ”De Udvalgte”, det tætteste vi kommer på danske gys.

Cecilie minder ikke om noget, som man før har set i dansk film. Den er langt mere stringent fortalt. Ikke så meget pjat og udenomssnak.

Arcel: ”Formen i ”Cecilie” er meget klassisk for genren og derfor en anelse udansk. Miljøet, den lille forstads by er noget vi naturligt hælder til, det kommer nok af, at vi synes, der er mere uhyggeligt i provinsen end i storbyen. Stilheden, de mørke skove, de øde gader. Sjovt nok har vi valgt at lade filmen udspille sig i samme by, Broby, som i ”De Fortabte Sjæles Ø”, og de to film har flere elementer tilfælles; nye tilflyttere, overnaturlige fænomener og konstante uhyggelige overraskelser”. Heisterberg overtager: ”Uhyggen består i Cecilies følelsesliv og hendes indre frygt for at være sindssyg. Uroen og utrygheden skulle være introvert, og bære sit eget stille præg på hendes blege ansigt og usikre øjne. Det er først, når personerne i filmen er bange, at publikum også bliver skræmte”.

”Cecilie” bliver sidst på sommeren fulgt op af endnu en dansk gyser; Martin Barnewitz’ debut ”Kollegiet”. Den tegner lovende, så måske behøver det danske publikum ikke længere at få mareridt japansk eller amerikansk. Der er skam uhyggeligt nok her hjemme hos os selv til, at man checker to gange, om yderdøren nu ér låst…


Yndlingsgysere:

Rasmus Heisterberg:
Rosemary’s Baby: Roman Polanski, 1968
Exorcisten: William Friedkin, 1973
The Shining: Stanley Kubrick, 1980
Nikolaj Arcel:
Rosemary’s Baby: Roman Polanski, 1968
Invasion of the Body Snatchers: Philip Kaufman, 1978
The Ring: Gore Verbinski, 2002


Cecilie

Instruktion: Hans Fabian Wullenweber
Manuskript: Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel
Medvirkende: Sonja Richter, Claus Riis Østergaard, Anders W. Berthelsen
Handling: Cecilie (Richter) ser og hører ting, som ingen andre oplever. Steder der pludselig forandrer udseende og mennesker som ikke er der. Da hun en nat oplever en voldtægt, der ikke efterlader sig nogen spor, indlægges hun på psykiatrisk afdeling af sin mand Mads (Østergaard). Hun kommer i behandling hos psykiateren Hartmann (Berthelsen), og med hans hjælp opdager Cecilie en skræmmende sammenhæng mellem sin tilstand og et brutalt mord, som skete for over 30 år siden.

Cecilie har premiere over hele landet 1. juni, og bliver samme dag anmeldt i Kultur Weekend.

Den 60. Cannes Festival nærmer sig sin afslutning.

Den 60. Cannes Festival nærmer sig sin afslutning.

Fødselsdagsfestivalen startede svagt, men slutter stærkt. Kloge stjerner og begavede film efterlader indtrykket af at 60-året er fejret på flotteste vis. I aften uddeles Guldpalmen. En rumænsk og en fransk film er favoritter.

Af SØREN HØY, 

Superstjernernes år

En naturlig og væsentlig del af Cannes’ storhed er superstjernerne, der traditionen tro kommer, og viser sig frem. 60-året har været historisk glamourøst. Stars og starletter fra hele verden har været på den røde løber. Supermodeller, designere, Cannes-legender, fodboldspillere og Formel 1-kørere med dullede koner – tabloidpresse og paparazzier har haft travlt. For dem er det ligegyldigt, om de glamourøse indslag har noget med den kunstneriske side af festivalen at gøre. Vi andre kan godt lide, at stjernerne bidrager med noget. At deres tilstedeværelse her er, for at eksponere en film og holdninger med en vis tyngde.

Fra festivalens side har man tænkt meget strategisk med at drysse stjernerne ud over alle 12 dage. Smart lagde de Leonardo DiCaprio i starten, Bono, Brad Pitt og Angelina Jolie i midten og George Clooney sammen med Matt Damon til sidst.

Alle de nævnte har indenfor de seneste år udviklet sig til at være dominerende meningsdannere i Hollywood. Når de taler lytter folk. I Cannes har de advokeret for kvalitetsfilm og politiske film. Filmmediet har evnen til at fortælle væsentlige historier om den moderne virkelighed.

Miljø, gidselstagning i brændpunkterne og ytringsfrihed har været debatteret foran pressen. Cannes har brug for stjerner, der både kan indtage en scene og forsiden på et glittet magasin.

Man må ikke tage fejl af, at det er stjernerne, der sørger for, at hele verden ser på Cannes de 12 dage, det hele varer. Var de her ikke, ville Cannes være en lille nørdet kælderfest med højpandede diskussioner om store kunstneriske film med stærkt begrænset appel for publikum.

Kvindernes år

Stort har det også været for filmens kvinder. Der er godt nok kun er tre kvindelige instruktører med i hovedkonkurrencen; franske Catherine Breillat (Une Vieille Maitresse), iranske Marjane Satrapi

“Une Vieille Maitresse”

(Persepolis) og japanske Naomi Kawase (The Mourning Forest), men på skuespil-siden ser det anderledes ud. 

I 14 af de 22 film er filmens dramatiske kerne bygget op om skuespil på meget højt niveau af de kvindelige hovedroller. Imponerende og meget forskellige præstationer præger filmene. Den 28-årige ukrainske debutant Ekateryna Rak i Import Export spiller med forbløffende naturalisme og præcision. Inden denne film var hun sygeplejerske i det østlige Ukraine. Hun er et fund i rollen som lykkeridderen, der tager til vesten for at tjene penge.

Lige så imponerende er den koreanske Jeon Do-yeon i Secret Sunshine. Hun spiller en enlig mor, hvis barn bliver kidnappet og dræbt. I afmagt finder hun ro sammen med Gud i den lokale menighed. Men hun forkaster religionen lige så hurtigt, som hun har fået den, da hun finder ud af, at den fængslede morder underligt nok har fået tilgivelse af Gud. Do-yeon spiller en voksende paranoia helt ud til det ekstreme. Fremragende – intet mindre.

Som desserten, der forener stjernernes år i Cannes og de forfriskende sublime kvindelige præstationer, er Quentin Tarantinos Death Proof, hvor fire lækre kvinder tager ud på en feministisk vendetta. Med seksløbere og cirkelspark nakker de elegant kvindemorderen Stuntman Mike.

Det har været fornøjeligt at se de begavede og kraftfulde kvinderoller. Trenden må gerne afspejles i festivalens valg af instruktører til næste år.

Favoritterne

I aften uddeler Stephen Frears og resten af juryen årets priser. Det bliver ved gætterierne indtil da, men noget tyder på, at det bliver en lille film, der vinder. Hvorfor det? Trenden lige nu er, at kunstfilmen skal beskyttes mod de store, dyre, effektproduktioner. Juryen forsvarede kollektivt filmkunsten til pressemødet, der indledte festivalen – samme tema gik igen i de 33 fødselsdagsfilm, som Gilles Jabob havde bestilt fra medlemmer af Cannes-familien. Lysten til det smalle udelukker de store amerikanere som Tarantino og Coen-brødrene. Samtidig lugter det af, at det skal være en meningsfilm. En film der siger noget om nutiden. Dermed udelukkes 12-13 af konkurrencefilmene. Stærkt tilbage står den rumænske 4 Måneder, 3 Uger, 2 Dage af Cristian Mungiu, der blev vist tidligt på festivalen, og som hele vejen har været kritikernes favorit. Det er en knugende, brutal historie om en ung pige, der skal have foretaget en abort. Handlingen er placeret i Bukarest i 1989, men er tematisk sat, så den sagtens kunne foregå i et totalitært land i 2007. Igen en film med bemærkelsesværdige kvindelige fortolkninger.

En anden favorit er Julians Schnabels Dykkerklokken og Sommerfuglen. Schnabel fortæller rørende set indefra en mand, der er paralyseret efter et hjerteanfald. Filmen er skræmmende virkelighedsnær, og samtidig har den på et elegant poetisk snit.

Den er ikke teoretisk og forbeholdt nogen litterære elite, men derimod bliver familien, livet, arbejdet – det moderne liv og vores værdier – udleveret gennem mandens nye skarpe syn. Han kan ikke tale, og kommunikerer kun med det ene øje.

Filmen taler direkte til sit publikum, og er meget klar i sin fortælling. Den slags kan en jury normalt godt lide.

Outsidere er dels før omtalte Secret Sunshine og en samtidspolitisk tysk film – endnu en film med meget stærke kvinderoller; den tysk-tyrkiske Fatih Akins Auf der Anderen Seite. Den fortæller morsomt, dramatisk og indsigtsfuldt om kultur- og religionssammenstød i vores lidt forvirrede verden.

Juryen sidder lige nu i et hus udenfor Cannes og voterer.

Uanset hvilken film de vælger, så har det samlet set været en mindeværdig festival, hvor mange af filmene til alt held kommer i de danske biografer i løbet af det næste års tid.

Hold øje med logoet med den lille gyldne palme og år 2007 på filmplakaterne i de lokale biografer. Det er med sikkerhed en fremragende film.

Dansk medalje

Festivalens leder Gilles Jacob benyttede fødselsdagen til at hædre 30 af de største og bedste journalister og fotografer, der trofast følger festivalen. Ved en stor banket for alle interesserede, uddelte Jacob gyldne hædersmedaljer. Og på et år, hvor dansk film ikke deltager i konkurrencerne, så var det ærefuldt af Berlingske Tidendes Ebbe Iversen blev klappet op på scenen, hvor han udvekslede en bemærkning eller to med Jacob, og modtog beviset på, at han er en af de 30 største nulevende reportere på festivalen. Hele 33 gange har Iversen checket ind på Croisetten. Imponerende og dog langt fra italienske Mario Gurrieri, der har dækket i Cannes hvert år siden 1959.

Cannes æstetik

Den 60. Cannes Festival har endelig foldet sig ud. De seneste tre dage, har publikum oplevet store mørke dramaer og forrygende underholdning. Kvaliteten er steget betragteligt, og frygten for et år som 2003, der er blevet kaldt det værste år i Cannes historie, er heldigvis drevet over.

Af: Søren Høy

Charmen ved en festival hvor publikum ikke har set nogle af filmene før, er, at der hver dag kan dukke en fabelagtig fortælling op, som ingen havde regnet med i toppen af det kunstneriske barometer. Der er fem film tilbage i kampen om Palmen, og der er stadig lovende titler og mesterlige instruktører på programmet – den tidligere dobbelte vinder Emir Kusturica (Promise me this) og den uforudsigelige russer Alexander Sokurov (Alexandra) kan sagtens præsentere en vinder en af de sidste dage. It ain’t over till it’s over, som den amerikanske baseball spiller Yogi Berra sagde så enkelt og rigtigt i 1925.

Det der kendetegner en god filmmager, er evnen til at skabe et billede- og lydunivers, der supplerer hinanden på en så raffineret vis, at filmen fortæller langt mere, end tilskueren kan umiddelbart kan se. Meget af en film foregår inde i hovedet på publikum. Det er dem i salen, der føler frygt eller glæde – det er de mange ensrettede øjne, der hver i sær sidder, og digter sammen med historien.

Det er forbløffende at se de dygtige instruktører arbejde med æstetikken som kraftfuldt virkemiddel. Når det virker, er det storytelling på højt niveau. Cannes er stedet, hvor man kan opleve netop det.

De to amerikanere David Fincher (Zodiac) og Gus Van Sant (Paranoid Park) udvikler samspillet til perfektion i deres Cannes film. Fincher arbejder med 36 lydspor, og det virker som om, at lyden er et mere kompliceret arbejde end billederne. Jagten på morderen, Zodiac, bygges op med lyd og musik. Når han dræber, vælter indtrykkene ud gennem højtalerne. Fincher bombarderer os med sirener i det fjerne, en flaske, der smadres, en kat, der hvæser – tv-lyd fra et åbent vindue, en skraldespand vælter, et par skændes på gaden. Alt sammen udenfor billedet, alt sammen med til at skabe den disharmoni, som bygger op til et mord. Når skuddet kommer, bliver alt stille. Tomheden fylder biografen, og hårene på armene rejser sig i respekt for scenens grusomt perfekte udførelse.

I Paranoid Park er en scene, der sidder fast på nethinden. Den unge skater har ved en fejl slået en opsynsmand ihjel. Skateren forsøger at fortrænge det, men skylden sniger sig ind på ham. Musikken og billederne bliver tættere og klaustrofobien nærmer sig. Det hyler så meget, at det giver mislyd og instinktiv ubehag i hovedet. Skateren står under bruseren, og holder sig for ørerne. Det er støjen i hans hjerne, vi hører. Skylden, afmagten, bortforklaringerne, fremtiden, stress – alt sammen i ét billede uden klip. Det er os, der fornemmer ubehaget ved knægtens umulige situation – for alt Van Sant viser os, er en dreng, der tager et brusebad, og holder sig for ørerne. Se, det er fremtidens film.

De æstetiske trends har skiftet meget de seneste 10 år. På Croisetten har botox og andre syntetiske medikamenter gjort sit indtog – resulterende i svulmende læber og barme. Det er næsten et billede på den kommercielle film overfor den kunstneriske. Det er som om, at Cannes-instruktørerne har taget al botox’en ud af deres film. Intet er pumpet op. Det er de gamle dyder, der præger årets film. Vi er tilbage til 35 mm film, lange scener og langsom klipning som i gamle dage. Væk er digitale formater og dogme-stil med gyngende billeder og vilde klip. Man kan se på en film, om den er lavet på rigtig råfilm. Farver og stoflighed – dybder og sågar skuespillerne virker magiske. Selv I konkurrencens værste film, ungarske The Man from London, lever filmens magi i momenter. De små ridser i filmen refererer til vores fælles historie, der går tilbage til alles filmbarndom, hvor film altid var lidt skramlede. Det gibber i filmhjertet, når man ser en lækker koreograferet kameratur, hvor lyset skifter flere gange, hvor musikken toner op som filmens puls – og de to fjender mødes for sidste gang. Kun en forlader scenen levende.

I samme perfektionistiske kategori er mexicanske Carlos Reygardas. Hans umådelig kedelige Stellet Licht, i øvrigt en moderne version af Carl Th. Dreyers Ordet fra 1955, er så detaljeret og perfekt lyd- og billedsat, at det ødelægger oplevelsen. Alle scener skal trækkes ud i det uendelige, så alle hverdagsritualerne i forbindelse med en families sammenbrud, bliver beskrevet så nøjagtigt som muligt. Hver bid af en ostemad bliver spist på lærredet, både med smaskelyd og tyggebillede, så scenen kan ende med, at manden bryder sammen med rugbrød, savl og snask ud over det hele.

Det er film, som man altid har lavet dem.

Selv stilskaberen Quentin Tarantino går retro. Hans super vilde hyldest til 70’ernes B-film, Death Proof, er lavet med ridser i filmen, udfald som om filmen bliver vist på en gammel udtjent projektor, et kitchet soundtrack som allerede er købt, og en genialitet: alle vilde dødsactionscener bliver vist igen og igen fra alle vinkler. Som slow motion af en scoring i fodbold. Det er lidt makabert, når et ben bliver revet af flere gange efter hinanden, men det er så lækkert og smart lavet, at man kun kan begejstres over Tarantinos udsøgte og raffinerede æstetik.

Filmkunsten lever. Cannes lever. Om tre dage bliver Palmerne uddelt.

Sicko – Michael Moores version af virkeligheden

Trods positiv modtagelse fra store dele af kritikerne i Cannes, er der ikke det store bifald fra JPs udsendte kritiker til festivalens provocateur par excellence, Michael Moore.

Af: Søren Høy

Michael Moores film i Cannes 2007 hedder ”Sicko”, og handler om USAs sygesikringssystem – eller rettere – mangel på samme. For at karikere situationen i USA, tager Moore publikum med fra USA til Frankrig, England og Canada – og slutter med et besøg på Cuba, USAs gamle fjende, der i Moores version af virkeligheden har et perfekt og velfungerende offentligt sundhedssystem.

Alle steder han besøger, får han behandlingssystemet til at fremstå perfekt og uproblematisk. I USA derimod bliver borgerne snydt, så driver ned af alle væggene i hele sundhedssystemet.

Traditionelt er der to holdninger til Moore, når det gælder de politiske påstande, han fremfører.

For eller imod.

Det er også hans mission. Han opfodrer til debat, han ønsker stillingtagen til sin selvbestaltede rolle som vagthund.

Fint nok.

Nogen skal ruske op i systemerne, nogen skal skabe debat – om man så er enig med budskabet eller ej.

Hvis man ser ”Sicko” som en film, og anmelder ud fra dens filmiske kvaliteter, så render han ind i problemer. Store problemer. Han bruger sin vanlige stil, hvor han ironisk og vittigt bid speaker hen over sine reportager og arkivbilleder. Hans historiestringens og evne til at udvikle en historie dramaturgisk, er ligeså slatten, som den altid har været.

Det er lidt nyhedsklip, lidt hjemmevideo, lidt billeder fra Michigan, hvor han kommer fra. Der er ingen naturlig fremdrift i Moores fortællinger. Det er sådan lidt det samme hele tiden.

Moore elsker at iscenesætte sig selv. Spille med og lege klovn i den amerikanske nationaldragt; skovmandskjorte, hængerøv og kasket.

Han vælter traditionen tro rundt i selveksponering, og kan næsten ikke få nok af sig selv i billedet eller tekst. Enten ser vi ham mens han taler – eller også hører vi ham, mens vi ser ham.

Han stopper sin egen fortælling med sin postulerede ”dumme amerikaner” stil, hvor han måbende undres over alt, han møder på sin vej. Det er ikke til at sige, om han mimer at være europæerens gængse opfattelse af den historieløse amerikaner, men i alle tilfælde er det yderst anstrengende at se ham klovne rundt. Specielt i denne film, hvor han aldrig konfronterer magthaverne med dilemmaer.

Han vralter ind til amerikanere, der bor i udlandet, og udspørger dem om forskellene på USA og resten af verden. Da JP spurgte ind til hans naive optræden, fortalte han, at han gerne ville vise, hvordan en amerikaner ser på Europa – mere end han ville vise sandheden om Europa. Hmm.

Moore insisterer på, at 9/11 skal blandes ind i alt. Også i denne films behandlingsproblematik, som vel ret beset ikke har noget med Osama og krigen i Irak at gøre. Det lugter af, at Moore påbegyndte denne film for mange år siden, og for at update filmen og fuldføre sin egen politiske mission, så skal Bush Jr. og Irak lige have en tur i maskinen. Det giver ingen mening.

Moores vinkel mangler, og hans evne til at prioritere stoffet forsvinder i vendettaen mod regeringen i USA.

Hans besøg på Cuba er decideret skørt. Han sejler 10 kornfede amerikanere til Guantanamo Bay for at få dem i behandling på basen, hvor USA har sine krigsfanger, da han synes, at de skal have samme behandlingsmuligheder som de amerikanske soldater. De kan selvfølgelig ikke komme ind, så i stedet bliver de velfærdssyge amerikanere indlogerede på et lokalt hospital, hvor de ganske gratis får behandling og medicin. Man skulle tro, at Castro-familien havde produceret den del af filmen. Et mere perfekt billede af Cuba er ikke set siden… Siden… Aldrig set før.

Jeg talte med en amerikaner, der kommer på Cuba flere gange om året. Han fortalte, at Moores version er så faktuel forkert, at det er grinagtigt. De har stort set ingen medicin på Cuba, og alle bliver medicinerede med de samme piller for alle mulige sygdomme. Der er meget begrænset adgang til hospitaler på Cuba, da ventelister, underbemanding og nedslidt udstyr gør hurtig og forsvarlig behandling umulig. Moores troværdighed som dokumentarist bør diskuteres igen.

Et af Moores varemærker har altid været, at han rendte efter politikerne, og konfronterede dem med virkeligheden. Den slags underholdning får vi ikke noget af i ”Sicko”.

Ingen bliver stillet til ansvar. Moore står bare, og brøler ud i luften. Han virker doven i denne film, og dermed forsvinder også det opsøgende journalistiske motiv, som han ellers tidligere har dækket sig ind under. Filmen mangler drive, vilje og dramaturgi – og er dermed, klinisk vurderet på de filmiske værdier, ikke særlig vellykket. Oven i købet er den sovset ind i underlig vulgær musik, som på ingen måde passer til en historie om samfundets marginaliserede, der har brug for en sygeforsikring. Han har kort sagt misforstået den type historie, som han arbejder med.

”Sicko” kommer ikke til at true nogen. Den vil ikke få samme modtagelse af publikum i Danmark, som Moores film tidligere har fået. Den vil for lidt, den er for ustruktureret og fortæller en historie uden kontroversielle budskaber og nye vinkler på behandlingssystemet i USA. Med andre ord er der umiddelbart ingen filmisk grund til at se ”Sicko”. Man skal kun se den, for at kunne debattere den – og det er vel et eller andet sted grund nok.

Fænomenet Pirates of the Caribbean.

Fænomenet Pirates of the Caribbean.

I går havde den tredje af de succesfulde Pirats of the Caribbean-film premiere i det meste af verden. Trilogien er en af filmhistoriens mest succesfulde, og der er intet der tyder på, at vi har set det sidste til Johnny Depp som den excentriske kaptajn Jack Sparrow.

Pirates of the Caribbean er blevet en gigantisk franchise. To globale blockbustere, en tredje godt på vej til set samme – og oven i det storsælgende computerspil, figurer og dukker, smykker og udklædningstøj. Gå ned i den lokale legetøjsforretning i de her dage, og det vil vælte ned fra hylderne med øjeklapper og plastiksabler. Den overfyldte piratskude har desuden en pornofilm med som blind passager, med, eftersigende, forbløffende look-a-likes, og på internettet florerer en populær saftig tegneserie med trilogiens figurer. Det skal dog for en god sober ordens skyld siges, at Disney ikke er specielt fornøjet med de to sidstnævnte elementer i pirat-hysteriet.

Det er de autoriserede film, der står i spisen for det hele, men de andre elementer bygger oven på succesen, som har gjort serien til et moderne piratfænomen.

Plakater med Johnny Depp, Orlando Bloom og Kiera Knightley, der spiller de tre hovedroller i filmene dominerer hele pakken. Det er deres ansigter, der hænger på teenageværelserne – de har gjort det trendy at dyrke piratfilm.

Johnny Depp som kaptajn Jack Sparrow

Billedresultat for Jack SparrowJohnny Depps figur, Jack Sparrow er om nogen blevet billedet på trilogien. Depp spiller rollen til det maniske. Han render rundt, og ligner en fuld og lidt overpyntet, fimset tegnefilmfigur. ”Vi var hele tiden nødt til at docere ham”, fortæller instruktør Gore Verbinski til filmmagasinet Hollywood Movies. ”Filmene ville ikke være meget værd, hvis de kun handlede om Jack Sparrow, og eftersom han fylder meget, i de scener han er med, så var Depp og jeg hele tiden opmærksomme på, om han overspillede for meget. Vi ville gerne gøre det skørt, uden at gøre det latterligt. Vores balance var hårfin, for Depp spiller den helt ud til kanten i alle tre film.” Depp blev i 2004 nomineret til en Oscar for sin rolle i den første film, og selv om det kan synes som en kommerciel falliterklæring for den kræsne og meget selvstændige skuespiller, så er dette filmene, der definitivt har gjort ham til stjerne. Før var han en lidt mystisk type, der spillede med i ganske få film, og gerne formede roller, der krævede mere drama end fald på halen.

Keith Richards

Relateret billedeJohnny Depp har fra første film sagt, at han var inspireret til figurens udseende og spøjse fordrukne stemmeføring af den gamle Rolling Stones guitarrist Keith Richards. Ligheden er der. Og den bliver kun endnu mere tydeligt i Pirates 3, hvor den gamle kæderyger Richards har en mindre rolle som Jacks far. Richards fik flere gange tilbudt at være med, uden at ville det – men endte alligevel med at sige ja. PR-cirkuset der kører forud for filmens premiere, bliver dog uden Richards. Han sagde for nylig til den engelske tabloidavis The Sun, at han havde sniffet en blanding af kokain og sin fars aske – og det var tydeligvis for meget for Disney. Dennis Rice, et af PR-overhovederne ved Disney sagde til LA Times, at de; ”efter længere evaluering havde besluttet, at Richards ikke skulle lave noget PR for filmen”. Den slags sniffer-historier går ikke op til en film, der gerne skulle have hele familien ind til popcorn og pirater. Den 62-årige rocker skulle eftersigende også have haft sine problemer med at holde sig fra whiskyen på settet. I følge filmbladet Empire skulle ballademageren have sagt til instruktøren; ”hvis du vil have en mand, der hele tiden gør, som du siger – så har du fat i den forkerte mand…”

Gore Verbinski

Billedresultat for gore verbinski pirates of the caribbeanFilmene er instrueret af den 43-årige amerikaner Gore Verbinski. Man kan roligt konstatere, at genemsnits-instruktøren Verbinski har ramt en guldåre.

Før han dedikerede sig til moderne pirat-film, lavede han den middelmådige The Mexican (2001) med Brat Pitt og Julia Roberts, og umiddelbart efter den ødelagde han en fremragende japanske gyser, The Ring, med et amerikansk remake.

Verbinski er ikke vild med pressen, og giver meget sjældent interview. Når han gør det, er han en meget reflekteret og en befriende usnobbet mand. Til daglig lever han et relativt tilbagetrukket liv sammen med sin kone og to børn i Los Angeles. Hans succes med filmene, og det ekstravagante tekniske arbejde har placeret ham i toppen af Hollywoods power-liste, der hver år udarbejdes af Forbes Magazine.

Pirates 2 og 3 er optaget på samme tid, og har et samlet budget på 300 millioner dollars. I følge Verbinski var det en opslidende proces. ”Efter den første film var der ingen, der troede, at vi skulle lave flere. Og pludselig bliver jeg bedt af Disney om at lave to mere – på samme tid. Det var udmattende, at lave dem på samme tid. Det tog lang tid, og det er en ret vild produktion at forsøge at overskue.

Men der var mange fordele. For eksempel smed vi alt ud efter nummer 1. Skibet og alle dekorationer. Det virker måske overflødigt, men sådan er filmarbejde. Med 2 og 3 kunne vi genbruge alt, og efterfølgende gav vi alt tømmer og regi til folkene, der boede på øerne, hvor vi optog filmene. De brugte det til at lave huse af. Det gav god mening.”

Producenten af de tre film, Jerry Bruckheimer, der har skabt sig et stort navn på at lave storladne actionfilm, fortalte til Los Angeles Times, at han ikke vil udelukke, at der kommer flere film, ”Det her er slutningen på trilogien. Den skal ikke trækkes længere. Men det kan sagtens være, at vi bruger nogle af figurerne i en anden sammenhæng.”

Noget tyder på, at det er op til Johnny Depp, om serien fortsætter. Han binder det hele sammen, og det er tvivlsomt, om de andre figurer har samme forenende kraft.

Depp har i følge LA Times sagt ja til at arbejde videre, så der er ingen grund til at fortvivle, hvis man har Pirates 1, 2 og 3 på sin yndlingsfilm top 3. Der skal nok komme mere. I Hollywood slagter man ikke en guldko. Den får lov at dø af stress eller alderdom.


Pirates-trilogien

2003: The Curse of the Black Pearl – 143 min
2006: Dead Man’s Chest – 150 min
2007: At World’s End – 168 min

Indtjening:
Pirates 1 indspillede 650 millioner dollars i hele verden.
Pirates 2 nåede 1 milliard dollars på verdensplan, det gør den til den tredje mest indtjenende film nogensinde – efter Titanic (1,8 mia. dollars) og Ringenes Herre 3 (1,1 mia. dollars). Film nummer 1 er den 26. mest sete film nogensinde.

Juryens uforudsigelighed

Cannes Festivalen bevæger sig ind i det fjerde døgn. Fem film har været vist i konkurrencen om Den Gyldne Palme. Alt er åbent og uforudsigeligt.

Af: Søren Høy

Det er juryen, der har den kunstneriske magt i Cannes. Det gør folkene bag festivalen opmærksom på hver år. Festivalens overhoved, Gilles Jacob, gør meget ud af at sammensætte juryen så alsidigt som muligt. Køn, kultur, verdensdel og kunstnerisk virke. Alt bliver taget i betragtning, når det lille kunstneriske råd skal sammensættes.

At Cannes er en jury-festival betyder, at det er helt og aldeles umuligt at forudsige den endelige vinder. Alle tipper, eksperter gør sig kloge, og alle midler bliver taget i brug for at regne juryens mønster ud. Hvilke instruktører, hvilke lande og hvilke temaer fortjener en Palme? Der bliver gætte fra første til sidste film – men det er yderst sjældent at eksperterne rammer rigtigt. Det er der mange gode naturlige grunde til.

Juryen består ikke at filmkritikere men derimod som oftest af kunstnere. Kunstnerne har efter min bedste vurdering et mere sensitivt blik, og ser formodentlig ikke 200-400 nye film om året, som de fleste filmkritikere gør. De går mere naivt, i ordets mest positive forstand, og rent ind til filmene.

Hvis kritikere og juryen skulle være lidt rundtossede efter de første fem film, er der ikke noget at sige til det.

Filmene stritter i alle retninger.

My Blueberry Nights af Wong Kar Wai er en kedelig, poetisk roadmovie på kryds og tværs af USA.

Wong Kar Wai

4 months, 3 weeks, 2 days er en rumænsk teenagesocialtragedie, der foregår under Ceaucescus regime.

Zodiac af amerikanske David Fincher er langsom thriller fortalt over 20 år om en seriemorder.

The Banishment er en dybt underlig, symbolladet, tavs, russisk mursten på 150 minutter.

Franske Les chansons d’amour er en snotforvirret homo-musical, som formodentlig deler kritikken midt over qua den eksplicitte homo-tone.

Organisationen bag festivalen ved godt, at filmselskaberne gør hvad de kan op til en films premiere for at få opmærksomhed. De ruller ud med det store pr-show for flere af filmene med forsider, billboards, plantede nyhedshistorier og interviews. Det præger journalisternes syn på filmene. Hver dag er den nye film dagens store begivenhed. Den form for pression er der taget højde for i forhold til juryens arbejde. Cannes arrangørerne ved godt, at juryen også læser blade og aviser – og for at juryen ikke skal lytte for meget til kritikken, så ser juryen filmene i en anden rækkefølge end pressen, og juryen har evalueret filmene, inden de bliver anmeldt i dagspressen.

Indtil videre er temaet, at der ikke er noget gennemgående tema i år. Det eneste synlige er en manifestation af myten om Cannes; nemlig at de fleste af filmene ikke har en kommerciel chance hos publikum. Det traurige, tunge og relativt utilgængelige film, der kræver, at man har en speciel interesse for at det giver mening at se dem. Undtagelserne er som altid de engelsksprogede film, som naturligt og traditionelt har en nemmere adgang til publikum.

Når juryen har set alle 22 film i konkurrence, bliver de frataget computere og telefoner, og bliver kørt udenfor byen til et mindre slot, hvor de bruger et par dage på at evaluere og beslutte hvem, der skal vinde. De skal have vinderen parat 2 dage før den afsluttende ceremoni, så de kan få instruktører og skuespillere tilbage til Côte d’Azur igen, hvis de nu skulle være taget hjem siden filmenes premiere. De færreste bliver i Cannes i 12 dage, og venter på om de får en pris.

Der er formodentlig ingen af de viste film, der vil blande sig i den endelige votering. Ingen af dem har den tydelige mission, der gør det naturligt, at det er deres navn, der skal indgraveres i de guldbelagte trappetrin foran festivalpalæet, hvor alle palmevinderne bringer store filmiske minder frem.

Der er masser af gyldne anekdoter om juryens arbejde.

I den store franske skuespiller Gérard Depardieus selvbiografi skriver han åbent og udleverende om 1992, hvor han sad i juryen. ”Vi kunne ikke blive enige om nogle af filmene. Og pludselig siger en eller anden, at vi kunne da også bare give den til den der svenske film. Alle var stille. Ingen kunne rigtig lide den, men vi skulle jo blive enige. Så sådan blev det”. ”Den der svenske film” var Bille Augusts Den Gode Vilje.

Den dygtige engelske socialrealist Mike Leigh, der vandt med Secrets and Lies foran Breaking the Waves i 1996, fortalte i 2002, at han ikke kunne tage konkurrencen om Palmen alvorligt, og at han mest havde sine film i Cannes for sjov. ”Jeg var med i juryen i 1997, og da så jeg hvor meget studehandel, der var i det arbejde. Det kan være ret tilfældigt, hvem der lige vinder – i øvrigt var formanden for juryen det år en idiot. Siden har jeg hverken taget hende eller juryarbejdet alvorligt”. Formanden var den franske skuespillerinde Isabelle Adjani.

Af andre kuriositeter kan nævnes at Quentin Tarantino sad for bordenden, da Michael Moores Fahrenheit 9/11 kontroversielt vandt i 2004. De to er både venner og kolleger – de laver film for samme selskab, Miramax.

I 1995 vandt samme Tarantino selv for Pulp Fiction. I følge Clint Eastwood selv var han den eneste i juryen, der kunne lide filmen, men den gamle mand lagde seksløberen på bordet – som i en anden cowboyfilm – og dermed vandt den film, som han ville have skulle vinde. Demokrati? Nej, men Clinten sørgede for, at amerikansk films boy wonder fik hvad han vel egentlig bare havde fortjent.

Kritikerne har ikke set vinderen endnu. Måske har juryen set den. Det er uforudsigeligheden og juryens uafhængighed, der gør Cannes til en spændende konkurrence.

Vi ved meget mere om 10 dage.


Årets jury

Formand: Stephen Frears: instruktør, England
Maggie Chung: skuespiller, Hong Kong
Toni Colette: Skuespiller og instruktør, Australien
Maria De Medeiros: skuespiller og instruktør, Portugal
Sarah Polley: skuespiller og instruktør, Canada
Marco Bellocchio: instruktør, Italien
Orhan Panuk: Nobelprisvindende forfatter, Tyrkiet
Michel Piccoli: skuespiller og instruktør, Frankrig
Abderrahmane Sissako: instruktør, Mauretanien

NatFilm 2007

185 film på 8 dage i 4 byer. NatFilm invaderer Danmark. Guide forsøger at hjælpe til at vælge den helt rigtige filmoplevelse i det voldsomme program.

Af: Søren Høy

NatFilmisk essay fra en filmelsker

NatFilm er filmelskernes freakede julekalender. Hver dag åbner man en ny låge med en ny spændende filmoverraskelse. Hver dag skal der eksperimenteres, hver dag skal der udfordres. NatFilm er film, som filmfolket ikke normalt ser i det virvar af premierer, der fylder resten af året. NatFilm er ikke en del af det kommercielle pr-cirkus, som vi eksponeres for fra filmselskaberne. Det er anderledes film, det er film, som er specielt udvalgt til et specielt publikum. Sirligt håndplukkede rundt om i verden. Nye film, der provokerer og kommenterer – klassikere, der perspektiverer og intellektualiserer og mellem dem, kult og kitsch – grænsebrydere og borderlinere.

Natfilm er et af de stærkeste filmbrands i Danmark. Begivenhedens troværdighed er intakt efter 18 år. Publikum stoler på NatFilm. Man ved, hvad man får – nemlig alt det, som man ikke vidste, at man havde brug for. Havde det ikke været for NatFilm, var danskerne formodentlig ikke blevet introduceret for andre asiatiske film end de grafisk imponerende kampfilm, som ”Tiger på spring” og ”Hero”.

Billedresultat for hero movie
“Hero”

De syrede gysere og Hong Kong-gangsterfilmene er kommet ind i landet via NatFilm. Det samme gælder indiske Bollywood-film, der forklæder elskov i gyldne farver med syngende og dansende udstyrsstykker. NatFilm sørger for, at nye filmlande

og -genrer kommer frem i mørket – og at gamle filmlande og -genrer bliver genintroduceret for nye generationer af filmbuffs.

Det er på tide at vågne af drømmen.

Tilbage, da det hele startede i 1990, var der 52 film i programmet. Det kunne man da holde styr på. Robert Mitchum var på plakaten. Det foregik om natten, og dét var specielt dengang. Hvis man gik til NatFilm, var man cool. Man blev mødt med beundring på arbejde eller studie næste dag, hvis man havde siddet oppe hele natten og set italiensk horror fra 70’erne.

Klip til 2007, hvor der er 185 film på programmet. 185! NatFilm er en kæmpestor begivenhed. Festivalen er blevet landsdækkende, den er tilstede overalt de næste 8 dage. I aviser, på busser, flyers, plakater, der kører sågar en NatFilmbil rundt. Galla afløser galla, forpremierer på Hollywood-blockbusters, sponsorerede filmpriser, logoer, ”tak til” og samarbejde med 40 firmaer, institutioner, institutter, selskaber.

NatFilm er blevet en omfangsrig forretning. Og respekt for det, hvis man glemmer nostalgien. Det giver flere oplevelser, det giver mere alsidighed og kvalitet, og det giver flere film. Samtidig er festivalen stadig smal og fuld af feinschmæk. Coverstjernen hedder Andy Lau. Hvem, ud over de mest inkarnerede asiafile, kender ham?

NatFilm er stadig den freakede, uforudsigelige filmjulekalender. Langt mere kommerciel end i gamle dage, langt flere film end dengang – og måske derfor langt mere spændende og bredt favnende.

Velkommen til et par sider med JPs forklaringer og anbefalinger af NatFilms uoverskuelige, fantastiske program med de 185 film.

Coverstjernen Andy Lau

Billedresultat for Andy LauAndy Lau er født i Hong Kong i 1961. Han er formodentlig ukendt for de fleste danskere, men manden er en levende legende i Asien. Han blev i 2005 honoreret for at være den Hong Kong-skuespiller, som har indspillet flest penge nogensinde. Fra 1985 til 2005 lavede han 108 film, der tilsammen indspillede cirka 1,4 milliarder kroner. Oven i filmkarrieren er han en feteret popstjerne. Han har vundet hele 292 priser for sin plader i Asien. Laus seneste prisværdige initiativ er ”Focus First Cuts” (s. 10 i festivalavisen). Han sørger for, at unge talentfulde asiater kan lave film. Det er billige arthouse produktioner, der viser helt nye sider af asiatisk film. De første seks film fra Laus projekt vises på NatFilm.

For de eksperimenterende

Den mest krævende og derfor spændende serie på NatFilm hedder New Crowned Hope (s. 28 i festivalavisen). Syv instruktører er i anledning af Mozarts 250-års fødselsdag blevet bedt om at lave hver sin film inspireret af Mozart. Filmene har handlingsmæssigt intet med det østrigske geni at gøre. De kommer fra bl.a. Iran, Chad og Paraguay. Produktionerne er unikke på hver sin corny facon, og det er med sikkerhed den eneste gang, danske biografgængere får muligheden for en filmoplevelse som denne.

NatFilm Classic

Quentin Tarantino. Det navn lyder godt. Han er king og cool. Og når han stempler sit super-brandede navn på noget, så skaber det interesse. Tarantino har været med til at kuratere en serie italienske b-film fra 60’erne og 70’erne, der på NatFilm findes under titlen ”Italian Kings of the B’s” (s. 30 i festivalavisen). Serien blev vist på filmfestivalen i Venedig og senere på Tate Gallery i New York, og det er filmsnask for alle, der godt kan lide overdrevent meget teaterblod og tænder lidt på 70’er blondiner i små bikinier eller italienere med store pistoler og et kilo pomade i håret.

Norwave

Det rykker i norsk film. Faktisk så meget, at de taler om en ”Norwave” (s. 34 i festivalavisen) – en norsk bølge. Nordmændene laver gode, spændende film, og de er ved at have en selvtillid, der minder lidt om den, man oplevede i dansk film i slutningen af 90’erne. NatFilm har – modsat de danske filmdistributører – spottet, at vores norske broderfolk taler et filmsprog, vi burde lære at kende. Tre film skal anbefales. Erik Richter Strands ”Sønner”, der ville sælge 200.000 billetter, hvis den var dansk. Det er en provokerende, vovet og samtidig morsom film om pædofili. Dernæst ”Reprise” af den meget talentfulde Joachim Trier. ”Reprise” er en skøn og begavet litterær film, som bedst kan beskrives som Woody Allen, der møder Amelie fra Montmartre, der møder Christoffer Boe. Sidst og blodigst ”Frit Vildt” om en flok teenagere, som bliver fanget på et øde skihotel med en galning i kælderen.

Totalt kult

NatFilm rimer på kult. Hvor kult kan det så blive? Well, måske skulle den kultsultne smage lidt på den japanske excentriker Minoru Kawasaki (s. 77 i festivalavisen). Han laver fuldstændig fascinerende og ulogiske dyrefilm. Kawasaki skøjter rundt i genrerne. En musical går for eksempel direkte over i et øksemorder-blodbad – i én og samme film. Et højdepunkt i serien er filmen om den gamle bryder. Alle troede, han var død, men da han vender tilbage, er han muteret til en blæksprutte. Sprutten kæmper sig tilbage i ringen i bedste Rocky-stil, samtidig med at han kræver respekt udenfor ringen. Kawasakis film glemmer man aldrig. Det er den type film, som man kan underholde med ved et hvert middagsselskab.

Programchefens 5 tips

Helt i NatFilms frie ånd, så er der fri taletid til NatFilm programchef Niels Lind Larsen

Han ser hvert år flere hundrede mærkværdige og mesterlige film. Niels Lind Larsen har uden afbrydelse fået lov til at anbefale 5 film, som han mener publikum bør se.

1. Love for Share (s. 66 i festivalavisen)

Den er lavet af den kvindelige indonesiske instruktør Nia Dinata. Det er en moderne film om kultur og kvindesyn i Indonesien. Den er samfundsdebatterende og fuld af gode relevante problemstillinger fra en del af verden, vi ikke ser mange film fra. Den er yderligere interessant, fordi instruktøren kommer til Danmark under festivalen.

2. A Battle of Wits (s. 10)

Asiatisk storfilm. Den slags er efterhånden blevet meget populære i Europa. Denne er historisk og foregår 370 år før vores tidsregning. Samtidig er det en thriller med masser af action. Filmen får europapremiere på NatFilm og den har Andy Lau, årets coverstjerne, i hovedrollen. Det er den største asiatiske film i år.

3. Ten Canoes (s. 33)

Lavet af NatFilm-veteranen Rolf de Heer. NatFilm har vist masser af hans film. Ten Canoes er historien om de australske aboriginals. Fortalt på deres sprog med fascinerede indføring i deres kultur, ritualer og virkelighed.

Australsk film har ligget underdrejet i mange år. De har stort set ikke lavet film i 10 år. 10-12 film om året er det blevet til – langt færre film om året end Danmark, hvilket er ret underligt landets størrelse taget i betragtning. Men nu rykker de. Hold øje med Australien.

4. Sleeping Dogs Lie (s. 56)

Charmerende og meget bred film – men stadig med en skarp kant. Set-uppet i filmen er, at to unge mennesker skal giftes. Men inden det sker, foreslår han, at de indvier hinanden i deres største hemmelighed. Det kommer han til at fortryde grusomt. Hun fortæller, at hun har givet sin hund et blowjob – og alt går i opløsning. Det er en meget vovet og samtidig meget sød historie.

5. Zero City (s. 64)

I det tidligere Sovjet havde man en lang tradition for science fiction og fantasy. Denne film blev dengang og senere betegnet som en milepæl. Den er lavet under glasnost og Gorbatjov og fortæller om det absurde i systemet. Filmen er interessant både filmhistorisk og historisk. Under den kolde krig kom filmene sjældent til vesten – nu kan vi se dem med analytiske briller og beundre, hvor meget systemkritik instruktørerne lagde ind specielt i science fiction-filmene.


NatFilm

Foregår for 18. gang. I 2007 vises der film i 23 biografer og 3 kulturhuse i 4 byer.
København (13 biografer samt Vega og Nationalmuseet), Århus (5 biografer), Odense (3 biografer), Kolding (2 biografer og Pitstop).
185 film er programsat fra 23. marts til 1. april.
Festivalavisen kommer i 110.000 eksemplarer, og kan fås gratis overalt.
Bag festivalen står Niels Lind Larsen, Andreas Steinmann og Torsten Hvas samt en stab af sæsonansatte og frivillige.

NORDISK FILM GÅR UDEN OM FILMINSTITUTTET

Direktøren for Nordisk Films produktion, Kim Magnusson, fortalte i dag, at Nordisk Film fra nu af vil producere 1-2 film om året uden støtte fra Det Danske Film Institut. “Det er for svært for unge instruktører, at komme til at lave film under de nuværende støtteordninger. Det gør vi noget ved”, siger han og fortæller, at den første film kommer allerede i sensommeren, Martin Barnewitz’ debut – teenagegyset “Kollegiet”.

Den har kostet 6 millioner kroner at producere, og vil få den vanlige million kroner med sig til markedsføring. “Det er ikke en low budget ordning”, fortsætter Magnusson, “vi laver budgettet efter hvor meget vi tror, at filmene kan indspille i biografen og på DVD samt i et salg til en tv-station. Vi er indspillede på at finansiere film til det dobbelte eller mere, hvis vi har en klar formodning om, at filmen kan spille sig selv hjem”. Der er et par unavngivne projekter under overvejelse.

“Kollegiet” får dansk premiere den 10. august i landets biografer.

Ole Bornedal back in business.

Efter 5 års stilhed på filmfronten er Ole Bornedal tilbage. I den grad. 15. juni har ”Vikaren” premiere og sidst i

“Vikaren”

august kommer ”Kærlighed på film”. Desuden annoncerede han i dag i Cannes, at han til foråret 2008 starter optagelser på en ultra voldelig film, som han kalder

”Befri os fra det onde”. ”Det bliver den mest voldelige film, der nogensinde fra Europa”, fortæller han fra Cannes, hvor ”Vikaren” bliver vist til verdens filmkøbmænd. ”Den får Scorseses æstetik og Tarantinos hårde stil. Den bliver sort/hvid, og kommer til at minde om en moderne western film”. Bornedal regner med, at filmen er klar til Cannes 2008.

Hunden Rocky bliver til TV og film.

Den succesfulde tegneseriestribe om hunden Rocky af svenske Martin Kellermann bliver nu til film i Danmark. Nordisk Film står bag, og den bliver produceret af Rene Ezra, der sidst havde komedien Sprængfarlig Bombe ude i biograferne. ”Vi laver først 13 små 2 minutters film til TV og web”, fortæller han fra Cannes, hvor spillefilmen om Rocky er ved at blive forhandlet færdig. ”TV-striben kommer til foråret 2008 og spillefilmen skal være klar et år efter”. Tegneserien om Rocky er solgt til 15 europæiske lande og USA, og det er meningen, at filmen skal versioneres til de lande, hvor striben er en succes. Filmen har et budget på små 18 millioner kroner, og bliver lavet i samme stil som succesfilmen ”Terkel i Knibe”.

Cannes fylder 60 år

Film fylder alt på den franske guldkyst i de næste 12 dage. 22 film kæmper i år om Den Gyldne Palme til festivalens 60-ås fødselsdag. I år er det filmens år. Det er ikke den politiske films, globaliseringens eller danskernes år. Filmen og kun filmen er i centrum, når notabiliteterne i aften skrider op af den røde løber til Lumiere-biografen ved den officielle fødselsdagsåbning.

Af: Søren Høy

”Er der politiske film? Hvad er vinklen? Hvor er den store historie? – Fortæl den stramt, giv læserne en oplevelse”. Den nuværende kulturredaktør, forhenværende overskægsbærende Flemming Rose fra herværende organ, sidder bag sit skrivebord med korslagte arme. Man kan lige se ham mellem papir, bøger, aviser fra fjerne kulturkredse, notesblokke og diktafoner i flere varianter. Rose vil have historier. Gode historier.

Det er en god ide med de gode historier.

Undtagelsesvis for Cannes er der ikke noget nationalt for os danskere at jagte rundt efter med Dannebrog højt hævet. Lars von Trier og Bille August har lavet hver sin lille tre-minutters film i anledning af festivalens fødselsdag. 60 somre. De har lavet de små film, fordi de har Guldpalmer stående hjemme på hylden. Trier for “Dancer in the Dark” (2000), August for “Pelle Erobreren” (1988) og “Den Gode Vilje” (1992).

“Dancer in the Dark” – 2000

Men ud over de to gange tre minutters film, er der ikke noget dansk at skrive om fra hovedprogrammet.

Med andre ord er dette både første og sidste gang under festivaldækningen, som starter i dag, at der kommer et eneste ord om Danmark og danskere i statusrapporterne fra kampen om verdens fornemste kunstneriske filmpris – Den Gyldne Palme.

2007 er filmens år. Én lang hyldest til fortællingen.

Sådan fejrer Cannes sig selv.

Cannes er om noget et sted, hvor filmen i sin reneste antikommercielle form har det godt. Cannes plejer filmkunsten. Der kommer ukendte navne rejsende fra fjerne lande med deres film under armen. Filmene bliver måske kun vist i Europa den ene gang, hvor Cannes tilbyder rød løber og blitzlys.

Cannes tager chancer og skaber nye filmiske virkeligheder.

Her bliver instruktører opfundet, plejet og fremvist. Trier for eksempel. Tarantino et andet eksempel. Listen med faste Cannes-navne er flot og lang.

Det var Cannes Festivalen, der startede Dogme-bølgen – det var i Cannes i 1998, at Croisetten, som løber gennem byen langs vandet, var prydet med plakater for Idioterne og Festen. Det var i Cannes, at de to film fik lov til at være underlige, nyskabende og stilskabende. I Cannes er det ikke noget problem, at man hævder at have genopfundet filmkunsten. Der er ikke noget underligt i at være verdenskunstner og excentrisk – der er plads til alle former for virkelighed og udtryk.

En bagklog påstand er, at hvis ikke Cannes havde taget de to film med i konkurrencen, så var Dogme aldrig blevet til andet end en fiks ide. Cannes gav Dogme opmærksomhed i verdens medier, her blev ideen promoveret, og de involverede nød, at de var med til at genoplive filmkunsten. Alle vandt.

Mange opfatter formodentlig filmene fra Cannes som arty-farty eksperimenter, uden de store chancer hos publikum. Den myte holder vand. Filmene er til tider fremmedgørende og vindernes udbredelse er stærkt begrænset.

Med undtagelse af den hypede Michael Moore-vinder, Fahrenheit 9/11 fra 2004 og Tarantinos Pulp Fiction fra 1994, er der stort set ikke en international kommerciel succes på vinderlisten. Palmevinderne er små film, det er stilistiske eksperimenter, det er film fra branchens randområder. Underground fra 1994 af Kusturica blev set af 40.000 mennesker i Europa. Flere af de seneste 10 års vindere er enten ikke kommet i distribution, og hvis det er sket, så ofte på små selskaber og med meget begrænset succes.

Men det gør ikke noget, det er nemlig ikke derfor, Cannes findes. Det er for at opdage filmen, udforske filmen og nyde filmen.

Cannes er kendt for at have det mest kræsne publikum i verden. Filmkritikere, filmfreaks, filmhistorikere, filmjournalister. Under forestillingerne sker det jævnligt, at publikum udvandrer, hvis de ikke kan holde filmen ud. De pifter, hujer, griner højt – og det er sket flere gange, at publikum efter forestillingen højlydt og råbende har debatteret filmen på tværs af salen. En sur mand på sæde 4 skriger forarget til en glad dame på række 350. Måske er det derfor, det er så angstfyldt for instruktørerne at være til stede i salen. Hvis folk ikke kan lide filmene, så buer de. De klapper spontant under en scene, hvis den er god – på samme måde som efter en god jazz-improvisation.

På grund af alle disse ting, er Cannes den kunstneriske films mest rendyrkede forum. Alt er tilladt. Dårlig smag, god smag. Eksperimenter, happenings, vildskab. Alt sammen blandet med filmhistorien og Hollywoods superstjerner, der nyder at være inviteret til filmfest med den kunstneriske elite. Cannes er det eneste sted i verden, hvor selv den lumre og skæve filmkunst uden problemer hygger sig med champagne og foie gras.

De næste 12 dage kommer Jyllands-Postens læsere tættere på filmene, branchen, nyhederne og tendenserne.

Der er 22 film i kamp om Palmen, umiddelbart uden det gennemgående globaliseringstema og politiske vinkler, som ellers har været på mode de senere år. Udenfor konkurrence viser den provokerende tyksak Michael Moore sin film om det amerikanske sygehusvæsen, Sicko kalder han den. Moore skal nok tilrane sig et par overskrifter, men han er fornuftigt placeret udenfor kampen om Palmen, så han ikke kaster politiske skygger for filmen i et år, hvor Cannes egen fødselsdagshyldest til sig selv skal handle om film og kun film.

David Lynch

Af Søren Høy

David Lynch dokumentar vises i Cannes

Den herboende amerikanske filmproducent, Jon Nguyen, fortalte i dag JP, at dokumentarfilmen om David Lynch ”LYNCH” bliver vist for interesserede filmindkøbere i Cannes den 24.5. Filmen har det seneste år været omgivet af mystik og masser af internet-sladder. Ingen har rigtig vidst noget om filmen – og fansene glæder sig.

Kult-instruktøren Lynch gik i 2004 med til at lade sig følge af et kamerahold, og efter et år i klippebordet, er den nu klar til at blive vist frem for verden.

”Vi fulgte David Lynch i to år”, fortæller Nguyen. ”Alt er med. Det er en meget personlig og intens film” fortsætter han.

Filmens instruktør er inkognito-kunstner. Han kalder sin ”blackANDwhite”, og han boede hjemme hos Lynch i Los Angeles-domicilet, mens optagelserne stod på.

Han endte med at have mere end 700 timer på bånd. De er nu redigeret ned til 82 minutters film. ”Filmen viser også Lynchs kreative processer. Han maler, han laver skulpturer, han komponerer og skriver – og filmen følger også hans kvaler med at få lavet sin seneste film, ”Inland Empire”. Der får dansk premiere til efteråret.

Filmens pr-budget i Cannes er på cirka 5000 kroner. Det skal bruges på plakater og postkort. Målet er, den skal sælges til hele verden, så alle fans får mulighed for at se deres helt i privaten.