Monthly Archives: juni 2011

Senia Dremstrup: Producer

Senia Dremstrup blev færdig på Den Danske Filmskole i sidste uge. Hun er allerede blevet ansat på Zentropa, hvor hun sommeren over arbejder sammen med producer Louise Vesth. ”Det er dejligt, at jeg allerede er i fuld gang”, fortæller Senia, som er på besøg i Roskilde i forbindelse med at Klovn-tourbussen har gjort stop på festivalen for at lancere den nye merchandisekollektion og vise filmen, hvilket naturligt nok fik et helt telt til at skrige og huje af grin på musikfestivalen. ”Jeg har både arbejdet med Zentropa under årets Cannes Festival med praktikken og logistikken i forbindelse med Lars von Triers ”Melancholia”, og Zentropa spillede også en stor rolle i forbindelse med mit holds afgangsfilm fra Filmskolen”, konkluderer hun inden et møde bliver aftalt, hvor resten af interviewet skal foretages.

Bruddet med traditionen

Apropos afgangsfilm, Trier og Senia Dremstrup – så indledte hun gallavisningen af filmen ”Les Amours Perdues” på cirka følgende møde: ”Denne her film kan ikke laves på Den Danske Filmskole – men det har vi gjort alligevel. Det er en holdindsats ud over det sædvanlige fordi vi har givet os selv ekstra mange begrænsninger og udfordringer ved at optage i Frankrig – jeg håber, at I også synes, at det har været anstrengelserne værd”. Stærkt udlæg – og det samme har filmen, som straks viser os, at den har intet mindre end to kæmpestjerner i de to bærende roller; ikonet Emmanuelle Béart (”Manon og Kilden” (1986), ”Mission: Impossible” (1996)) og karakterskuespilleren Denis Lavant (”Beau Travail” (1999), ”En lang forlovelse” (2004)).

”Det er første gang, at en afgangsfilm er lavet i udlandet – med undtagelse af Christoffer Boe, som var i Sverige”, fortæller hun. ”Ledelsen på skolen brød sig ikke om, at vi skulle ud af de trygge rammer – og der er heller ingen tvivl om, at de nu frygter, at kommende årgange vil det samme. Erkendt – det er langt mere kompliceret, end hvis vi havde skudt i København, men omvendt var udfordringen for mig som producer langt mere interessant”, smiler hun. Bag beslutningen om at lave filmen i Paris gemmer sig et kæmpe arbejde. Både med økonomi, praktik og politiske forhandlinger med Filmskolen, der ville have ekstraordinært mange forsikringer og dedikationer fra holdet bag filmen, før de endelig fik lov til at drage til Frankrig.

Kampen med Filmskolen

”Det var svært for skolen, ikke at give os lov til sidst. Vi havde selv fået finansieret den del af budgettet, som optagelserne i Paris ville fordyre filmen med i forhold til de andre film på årgangen”. Kombineret med forbindelser og held begyndte produktionen at tage endeligt form. ”Vi VILLE det her, og i for-produktionen startede vi et samarbejde med en dansk kvinde, Marie Sonne-Jensen, som er medejer af et produktionsselskab i Paris – og pludselig faldt tilladelser og formaliteter nemt på plads. Vores forarbejde gav den endelige tilladelse fra Filmskolen. Alle kunne se, at vi ville komme hjem med en film”.

Triers stempel

Instruktøren Samanou Acheche Sahlstrøm arbejdede som personlig assistent for Lars von Trier på ”Antichrist”, og Trier både læste manuskriptet og senere så et tidligt klip af filmen. Triers ånd kunne mærkes både i castingen af stjernerne og på produktionen. ”Det betød da meget for os, at Trier havde givet sine betragtninger med. Det betød noget i forhold til Emmanuelle Béarts engagement og den generelle velvillighed blandt hold og samarbejdspartnere i Frankrig. Ligeledes var optagelserne dybt inspirerede af Triers Dogme-metoder. Vi kaldte vores egne for ”Dogme Deluxe”, for vi filmende spontant, spillerne var naturlige og vi forsøgte at gøre det hele smidigt – samtidig med, at vi havde lov til at sætte lys, lave lyd og sync i efterproduktion, filme på 16 mm og bruge musik som ikke var der på optagelserne”.

Planlagt marketing

Rygterne om filmen løb foran holdets arbejde. Frankrig, Paris, Béart, Lavant – der var en forventning til filmen hos branchen, som det viser sig, ikke var helt tilfældig.

”Vi har hele tiden vidst, at hvis vi skulle differentiere os fra den store mængde af film, som alle bliver bombarderet med, så skulle vi gøre et stort arbejde, for at få opmærksomhed”, fortæller Dremstrup, som overvejede marketing og lancering, allerede inden filmen gik i produktion. ”Samarbejdet med Marie Sonne-Jensen som lineproducer gav mig frihed til at være producer. Jeg skulle ikke sørge for catering, parkeringstilladelser og holdplaner, som producerelever ellers ofte er nødt til på små produktioner. Det gav overskud til at tage det overordnede ansvar gennem hele produktionen. Jeg fik mulighed for at fokusere 100% på filmen. Vi havde vores klipper, Rebekka Lønqvist, med i Paris og jeg kunne derfor se hurtige gennemklip af scener hver dag.” Der var også tid til at lave en ”bag-om filmen” under optagelserne og sende en teaser i omløb allerede få uger efter, at den sidste optagelse var i kassen.

De nye fortællinger

Filmskolen er slut. Arbejdslivet er i gang. Hvad er ambitionen, hvad skal den lange uddannelse bruges til?

”Målet er at producere spillefilm, det er klart, det er det for de fleste – jeg ved godt, at jeg sikkert samtidig skal lave en masse kortfilm. Jeg glæder jeg mig til at arbejde med fortællinger, se på nye formater og platforme, se hvor der publikum er, og hele tiden analysere, hvordan hvert nyt projekt bedst muligt møder sit publikum. Mine projekter skal have både kvalitativ og økonomisk bæredygtighed – det er helt afgørende, hvis det skal give mening, at kaste hele sit liv ind i at lave film”.


Senia Dremstrup

Født: 1982
Filmskolen: 2007-2011
Max Pinlig 2, Produktionskoordinator: 2011
Kidnappet, Produktionsassistent: 2010
MollyCam, Produktionsleder: 2008
Super 8: 2004-2007
M2Film: Producerassistent & Produktionsleder: 2005-2007
5 væsentlige film for Dremstrup
My life without me: Isabel Coixet
Juno: Jason Reitma
Den fabelagtige Amélie fra Montmartre: Jean-Pierre Jeunet
Breaking the Waves: Lars von Trier
Åndernes Hus: Bille August

Mira Jargil

”Du fik aldrig den schäferhund, som du ønskede dig,”.

”Nej, men det er da også det eneste, som jeg ikke har fået af dig”.

Udveksling af replikker foregår i telefonen mellem Mira Jargils morfar og mormor. Hun er på hospitalet, han er i deres trygge hjem. ”Da jeg filmede det, så vidste jeg, at jeg havde startmaterialet til min afgangsfilm”, fortæller Jargil, der har lavet et rørende portræt om sin mormors sidste tid. Hun er syg, og hun ved, at hun skal dø. ”Hun var afklaret, hun ville ikke have, at man skulle have ondt af hende. Derfor bliver filmen et portræt af min morfars reaktion og refleksion – sit livs elskede”. ”Den tid vi har” er titlen på filmen, som Mira Jargil måtte voldsomme og kaotiske oplevelser igennem for at komme i gang med.

Den svenske galning

Hendes oprindelige ide til afgangsfilmen handlede om en gammel, svensk mand, som boede langt ude på den svenske prærie. Derude hvor der ingen naboer er, derude hvor natten er mørk som en brøndgravers røv, som man sagde i Randers i gamle dage. ”Historien skulle handle om en mand, der mod sin datters ønske gerne ville dø hjemme i sit eget hus, hvor han har boet hele sit liv. Huset var ved at falde fra hinanden, vand, sne og kulde føg gennem alle sprækkerne, så det virkede som både en flot og farlig scenografi,” erindrer Jargil, og hun skulle få mere end ret. ”Jeg blev sat af en bil ude ved hovedvejen, og måtte forcere snedækkede marker og stier, for at komme frem til huset. Vi var helt alene, og da mørket faldt på, begyndte han at skifte karakter. Han ville tage på mig, og pludselig var der kun det rullende kamera mellem ham og mig – og da han hiver et jagtgevær frem, begynder det at minde om en syg gyserfilm.” Jargil får vristet sig ud af huset, og dybt rystet får hun ringet efter hjælp. ”Det lyder måske som en spændende historie, men faktisk ville den nok bare komme til at handle om en sølle, skør mand – og det var ikke det, som jeg ville lave”.

Den døende sanger

Dokumentaristerne har en måned til research, to uger til optagelse og fire uger til at klippe deres afgangsfilm, så tidspresset for at finde den rette historie blev ikke mindre af, at Jargils anden ide også faldt på gulvet. ”Ideen var at lave et livsbekræftende portræt af sangeren Henrik Hall (Love Shop m.fl.) og hans datter”. Hall havde kræft, og datteren ønskede at lære en masse af ham inden det var for sent. Bl.a. var han gået i gang med at lære hende at spille mundharmonika. ”Midt i research optagelserne blev hans sygdom forværret, og vi valgte derfor at stoppe optagelserne,” op resumerer Jargil processen, der første frem til afgangsfilmen om bedsteforældrene.

De tre historier om livet og døden

Researchen på de to historier viste sig ikke at være spildt, for kort tid efter filmede Jargil tilfældigt den føromtalte telefonsamtale mellem bedsteforældrene. ”Jeg havde gået og filmet dem lidt et stykke tid, men det var mest for min egen og familiens skyld – det var ikke meningen, at det skulle blive en afgangsfilm, men lidt overraskende endte temaet og erfaringerne fra de to andre projekter med at passe godt”. Døden som tema, familien som scenografi og den svære intimitet var naturlig for alle i projektet.

Den filmiske værktøjskasse

”Filmskolen har givet mig en stor bevidsthed om metoder,” siger hun om de fire år med eksperimenter, chancer og tonsvis af fejl. ”Jeg har lært at blive bevidst om mine instruktioner og lave niveauer i mine film, så de har tolkningsmuligheder og genkendelse for publikum”. Før skolen, fortæller hun, bestod metoden i at filme hele tiden og så ellers håbe på, at der skete noget. Nu er det masser valg, stort forarbejde med fotografen og opbygning til pointer via eksempelvis rekvisitter. ”Jeg giver ofte mine karakterer ting, som de skal forholde sig til. Billeder, gamle breve og andre ting, som får reaktioner frem, der gavner fortællingen. Men jeg gør det aldrig udenfor karakterernes kontekstuelle virkelighed, og jeg giver dem ikke replikker og propper dem ikke ind i et færdigt manuskript – og det måske der, at hele min fascination for dokumentaren ligger. Det er uforudsigeligt og selv om jeg hele tiden prøver, at kan jeg aldrig regne ud, hvor mine historier ender”.

Mira Jargil er i gang med at forberede sin næste film, som hun håber kommer til at centrere sig om en fadergruppe for socialt udsatte.


Mira Jargil

Født 1981
Filmskolen: 2007-2011
Mod målet – VM for hjemløse, instruktør: 2007
Gambler, instruktør assistent: 2006
Det sidste døgn, instruktør: 2005

5 film væsentlige film for Jargil

A Woman Under The Influence – John Cassavetes
En kærlighedshistorie – Roy Andersson
Deer Hunter – Michael Cimino
Grey Gardens – Albert Mayles, David Mayles
Hospital – Frederick Wiseman