Monthly Archives: maj 2013

Renner

På toilettet med Jeremy Renner

Af Søren Høy, Viasat Film

Billedresultat for Jeremy RennerDer er Cannes-moments, som man aldrig glemmer. Efter et interview med den dygtige og alsidige stjerne Jeremy Renner (’Hurt Locker’, ’Bourne 4’) opstod der et af slagsen. Interviewet var meget vellykket. Han var cool og sympatisk. Han fortalte ærligt om hvorfor, han laver kalorielette actionfilm mellem de kunstnerisk stærke produktioner. ”Helt ærligt er jeg nødt til at lave film, som bliver set af folk. Selvom jeg elsker de små film, så kan det være frustrerende som skuespiller, hvis dit arbejde knapt bliver bemærket.” Samtalen fortsatte om dansk film, og da vi begge skulle slå en streg, blev vi enige om, at tale færdig på herretoilettet.

Konklusionen er, at han har en hård, præcis stråle. Virkelig star quality. Han havde i øvrigt solbriller på hele tiden. Cannes er underlig fra tid til anden.

Kampen om Guldpalmen afgøres på søndag, og der er vist 16 af de 20 film i konkurrencen. Der er to film, der skiller sig markant ud i kvalitet, oplevelse og palme-muligheder.

Billedresultat for La Vie d’Adéle’Min favorit er den franske ’La Vie d’Adéle’. En tre timers fantastisk rejse sammen med den 17-årige Adéle, der finder ud af, at hun er lesbisk. Blandt andet har filmen en 15-minutters helt ægte og detaljeret sex-scene, som vil gøre Lars von Trier misundelig.

Billedresultat for la Grande Bellazza

En anden oplevelse er den italienske ’La Grande Bellazza’ om en gammel libertiner, der ser tilbage på sit indholdsløse, men stærkt underholdende liv.

 

Kun juryen har palme-fordelingen. Lige nu er de isolerede på et slot i bjergene uden telefoner og net.

 

Søndag aften finder den 66. Cannes-festival sin vinder.

Refn

Nicolas Winding Refn bader Cannes i blod

Billedresultat for Nicolas Winding Refn

Af Søren Høy, Viasat Film

”Filmvold tænder mig,” fortalte en veloplagt Nicolas Winding Refn umiddelbart efter verdenspremieren på ’Only God Forgives’. ”Det er måske lidt af en fetich, og jeg har dyrket voldelige film siden jeg var dreng.”

Billedresultat for Only God Forgives
Filme “Only God Forgives” 

Refn var i Cannes i 2011 med ’Drive’, som han vandt instruktørprisen for. Det var uden tvivl hans internationale gennembrud. Nu ved alle hvem han er,

Billedresultat for drive movie

og derfor er der store forventninger til ham og hans film. Som i ’Drive’ spilles hovedrollen af Ryan Gosling. Han er siden deres fælles projekt blevet en superstjerne. Mændene synes han er cool, og kvinderne nyder tydeligvis både hans kunstneriske udfoldelser og hans fysiske fremtoning. Men vi får ikke lov til at høre hans tolkning af filmen, for Gosling kommer ikke til filmens premiere. Der har været spekuleret i kontroverser mellem instruktør og stjerne, men festivalens spin på den historie er, at Gosling er i gang med at lave sin egen film, og ikke havde tid til at komme. Det er sjældent og synd for filmen og festivalen at så attraktiv en skuespiller ikke møder op.

’Only God Forgives’ er langt fra ’Drive’, som ellers gav Refn mange nye fans. Den nye film er mystisk, tavs, meget spirituel og desuden grafisk hyper voldelig. Det kommer helt sikkert til både at koste i anmeldelser og Palme-mulighederne. Det er svært at forestille sig, at juryen tør honorere den danske auteur for en film af denne karakter – og samtidig er årets felt så stærkt, at det ikke ligner endnu en triumf for dansk film.

Sara Hjort

Sara Hjort i syret Cannes-film

Billedresultat for Sara Hjort cannes 2013”Jeg tror, at jeg skal have en vampet blå kjole på med leopardpletter,” svarer Sara Hjort på mit lidt forvirrede spørgsmål om, hvad hun skal have på, når hun sammen med filmholdet bag den hollandske konkurrencefilm ’Borgman’ skal op ad den røde løber i Cannes. ”Det har taget min cirka 14 dage at beslutte mig,” griner hun. Det lyder måske som lang tid, men det tog hele 38 år for Cannes at udtage en hollandsk film til at kæmpe om Den Gyldne Palme. Det siger måske lidt om, hvor privilegerede vi har været i Danmark med en film i konkurrence stort set hver år.

Sara Hjort spiller en fin, lille rolle i den syrede film, som med sikkerhed kommer til at dele publikum. Enten hopper man på den sorte, brutale humor eller også smider man den fra sig som usammenhængende galimatias.

’Borgman’ handler om en løjerlig mand, som invaderer en families hjem. Han tryllebinder dem, forhekser eller forbander dem. En dag kommer han, Borgman, forbi huset og inviterer sig selv indenfor. Fra den dag falder alt fra hinanden. Det ene mere bestialske og nederdrægtige mord efter det andet udføres af Borgmans håndlangere, som han også sørger for, bliver lemmet ind i familien. Det er ’Invasion of The Body Snatchers’ møder ’Funny Games’ med en klare inspirationer fra David Lynch. I det her morads spiller Sara Hjort familiens danske au pair, som langsomt bliver forvandlet fra de tre børns eneste holdepunkt til barnepigen fra helvede.

”Det er en stor ære, at få mulighed for at komme til Cannes med film,” fortæller hun. ”Det har altid være en drøm at være med på den fornemmeste filmfestival i verden.” Nu er hun her, og så er det bare med at nyde hvert et skridt op ad den legendariske røde løber til aftenens premiere.

For meget bling der kører i ring

Af Søren Høy, Viasat Film

Billedresultat for Sofia CoppolaSofia Coppola er et hot navn i Cannes. Hun er cool, et stilikon og hun laver film, der har tidsånd. Hun portrætterer ensomhed, ligegyldighed og manglen på åndelighed og sunde værdier. Den film de fleste husker er ’Lost in Translation’ (2003). Komisk, underfundig og med præcis indsigt i kærlighedens løjerligheder – mindeværdigt spillet af Scarlett Johansson og Bill Murray som de fortabte i Tokyos kulturelle kaos.

I Venedig-vinderen ’Somewhere’ (2010) bevægende de illusionsløse figurer sig rundt i et tavst Los Angeles i en eller anden for rastløshed. Det gav et indsigtsfuldt billede af en generation, som har alt, men som ikke aner, hvad de skal gøre med de materielle statussymboler, de knapt har gjort sig fortjent til.

Billedresultat for somewhere movie

’The Bling Ring’ følger samme hedonistiske kritik. Er vi grebet så meget af nydelseskulturen, at vi kun lader os drive af lyst?

Filmen er skabt over en artikel i ’Vanity Fair’, der handler om en gruppe unge, der i 2008 kørte rundt i Hollywood, og brød ind i kendtes huse. De tog smykker, penge og tøj. De unge var hverken fattige eller materielt forsømte. De ville bare have mere. De ville have et adrenalin kick midt i deres ideologiløse hverdag med forældre, der bare arbejder eller dyrker en inferiør spirituel retning.

Parodien på stjernernes vanvittige forbrug og eksponering virker, men det gør filmen desværre ikke som samfundskritik. Den gentager konstant sin tydelige pointe, og har ikke Coppolas ellers fine blik for popkulturen, som ellers er en af de få instruktører, der forstår sig på.

Sensationen Zentropa

Af Søren Høy, Viasat Film

Filmkøbmand numero uno Peter Aalbæk Jensen elsker at vise sin diller frem. Jeg har set den i danske dameblade, franske intellektuelle aviser og Hollywoods branchemagasiner. Aalbæks pjort må være en af de mest eksponerede i dansk mediehistorie. Pudsigt nok har den oftest været en del af et succesrigt portræt i forbindelse med en af Zentropas kunstneriske triumfer. De har vundet i Cannes, Berlin til Oscar og ikke mindst ved billetlugerne verden over.

Geniet Lars von Triers navn er det andet, der står på Zentropas postkasse. Han har i mere end 30 år lavet film, der har ændret filmhistorien. Trier bliver retfærdigt betegnet som en af de største instruktører i verden.

Trier er provokatøren, der laver skandaler mere eller mindre tilfældigt. Hans kombination af både jovial folkelighed, til tider Tourette-frontal adfærd og hans åbenhed om depressioner og angst, har prædikeret ham som ikoniseringen af en kunstner. Filmenes kvalitet legitimerer meget. Inklusiv excentrisk adfærd.

Modsat forholder det sig med Aalbæk. Hans frit svævende genitalier har folk svært ved at associere med hård forretning. Er det hele mon for sjov? Og derfor vil det sikkert undre, når det på fredag kommer frem i bogen ’Zentropia’, at han er en magtsyg, grisk og manipulerende forretningsmand. Lidt som da vi alle fandt ud af, at den moderne tech-guru, Steve Jobs, var en hysterisk galning mellem opfindelserne.

Pudsigt nok tror vi naive danskere, at man kan lede en mange-millionforretning med Grønspættehåndbogen som eneste manual. Det kræver kynisme at navigere filmbranchen. Det giver fjender og efterlader blodige spor, når man skaber unikke resultater. Zentropa er en sensation i dansk film. Uanset hvilket udsnit af Aalbæk, medierne vælger at b

Lad os tælle penge i stedet for billetter

Af Søren Høy

Filmstøtte er med sikkerhed en diffus ting for publikum. Hvem fortjener at få penge til en film?

Hvem uddeler pengene og hvad er kriterierne?

Hvad er kunstfilm værd overfor blockbusters?

Det er i korte træk de størrelser, filmbranchen arbejder med – og meningerne om de retninger er så ideologisk betingede, at der knapt er to mennesker i branchen, der er enige.

Jeg forestiller mig, at publikum egentlig gerne vil diskutere dansk film. Både kunstnerisk og kommercielt.

Det er klart, at man i krisetider med beskæringer i alle sektorer og til stadighed større difference mellem krav og midler i alle brancher, får lyst til at debattere statsstøtte og rimeligheden i fordelingen af den halve milliard, som Kulturministeriet hvert giver filmbranchen.

Det er umuligt, at gennemskue økonomien i dansk film og det gør debatten svær for menigmand. Grundene er mange. Branchen er ikke professionaliseret økonomisk og generelt inficeret af angsten for Excel-ark.

Som en udleder af det, tæller man billetter og ikke penge, når man skal opgøre en films økonomiske succes.

Ingen blandt publikum kan forholde sig til, hvad 10.000 billetter er værd i forhold til en investering på 7 millioner kroner.

Der er så mange rabatsystemer, klubber og fribilletter i omløb, at de tilgængelige billettal er ubrugelige, hvis man skal danne sig et billede af en films økonomi og bæredygtighed.

Eftersom det notorisk kræver mange penge at lave film, uanset om de er designet til et stort eller småt publikum, bør filmbranchen gøre sig selv den tjeneste, at gøre tal og statistik sammenlignelige og dermed gennemskuelige.

Det vil være en tiltrængt måde at demokratisere debatten om dansk film.