Monthly Archives: maj 2013

Danske talenter i Cannes.

Af Søren Høy, Viasat Film

I Cannes er der et naturligt fokus på hovedkonkurrencen, hvor kritikere og publikum oplever mange af de stærkeste film, som kunstformen kan tilbyde. Det er her, at stjernerne er, det er de film, som bliver skrevet ind i historiebøgerne.

Cannes er dog ikke kun for mega stars. Festivalen gør meget for talenterne. De unge der er på vej frem, og dom langsomt sluses ind i Cannes-familien. Der er en lang tradition for, at man først bliver udtaget til kortfilmkonkurrencen, og derefter bevæger sig gennem de mindre film-serier for at ende i hovedkonkurrencen.

For bordenden af kortfilmjuryen sidder Jane Campion. Hun er et stort navn. Film som den mesterlige ’The Piano’  har placeret hende solidt i den kunstneriske del af filmens verden, og hun er stadig den eneste kvinde, der har vundet Guldpalmen i Cannes.

The Piano

En af de film, som hun skal tage stilling til, er den dansk/islandske ’Hvalfjord’, der er instrueret af Gudmundur Arnar Gudmundsson. Filmen er 15 minutter lang, den foregår i en lille islandsk bygd, og handler om et brødrepars genvordigheder med det triste, ensomme liv. ”Den ene bror forsøger at begå selvmord, men bliver opdaget af sin lillebror, og opgiver sit projekt,” fortæller instruktøren. ”De to har dermed en hemmelighed sammen, og det er ubærligt for den lille, der slet ikke er stor nok til at kapere følelser og store valg.”

Det er en stærk film, smukt scenograferet i den brutale islandske natur, hvor stemningen forplanter sig i figurerne, der med præcist spil portrætterer de to drenge. ”Filmen blev udtaget blandt 3500 indsendte kortfilm,” siger producer Jacob Oliver Krarup. ”Der er kun ni, der endeligt bliver udtaget, så vi er utrolig stolte af, at vi overhovedet er med,” fortæller han på spørgsmålet om hvad han forventer af deltagelesen. ”Jeg håber selvfølgelig også på, at det bliver nemmere at lave Gudmundurs næste film, for nu ved penge-folkene og det danske system, hvem vi er. Denne film blev primært lavet med hjælp fra Filmværkstedet – og på gratis arbejdskraft og masser af tjenester, som jeg håber, at vi kan betale tilbage, når vi engang kommer til at have et budget at arbejde med.”

Lørdag er der premiere på ’Hvalfjord’ foran cirka 2000 mennesker – skuespillere, instruktører og kritikere. Det er et sjældent privilegium Cannes tilbyder til de instruktører, der skal føre festivalens traditioner videre.

Mads Mikkelsen storspiller i problematisk film

Af Søren Høy

Mads Mikkelsen er et stort navn i Cannes. Han gør sig godt på den røde løber, og sidste år vandt han prisen for bedste skuespiller i ’Jagten’. Siden har han landet titelrollen i den amerikanske serie ’Hannibal’, hvor han spiller moderne films mest ikoniske skurk med mere smag for naboen end man bryder sig om. Hans ansigt er netop kåret som det bedste i Cannes, og det forstår man. Han har en stor dramatisk rækkevidde, og han bærer uden problemer komplicerede hovedroller, hvor han er i stort set hvert billede.

Jagten

I 2013 hedder filmen ’Michael Kohlhaas’, og bag den relativt neutrale titel er historien om en frihedskæmper i Frankrig cirka år 1600. Vi taler altså brynjer, heste og store svær. Mikkelsen kender formen fra ’En Kongelig Affære’ og et par amerikanske film, hvor han også måtte i klæd-ud tøjet.

Michael Kohlhaas

Michael Kohlhaas var en tysk hestehandler, der i renæssancetidens politiske vinde, der blæste ned gennem Europa, gjorde oprør mod kirken, adelen og det feudale system.

Den franske film har en stor visuel ambition, og den ønsker tydeligt, at tilføje et mytisk kapitel til fortællingen med søgende billeder, farver og tætte portrætter af stenansigter, der leder efter en fremtid med retfærdighed og en form for demokrati.

Filmen når aldrig helt sine mål. Meget af handlingen foregår udenfor billederne, og den slags er sjældent specielt vellykket. Historien får derfor svært ved at lande sine pointer, og umiddelbart er det utydeligt, hvem filmen henvender sig til. Det ligner en svær fødsel ved biograflugerne.

Heldigvis er Mads Mikkelsen god. Han er stærk i sit fysiske spil, han lykkes at gøre Kohlhaas til et menneske i sorg, tvivl og samtidig i kamp for en større retfærdighed, der rækker langt ud over hans tid.

Det lugter ikke af en ny Palme til Mikkelsen.

Dertil er filmen for svag og konkurrencen for stor.

Renner

På toilettet med Jeremy Renner

Af Søren Høy, Viasat Film

Billedresultat for Jeremy RennerDer er Cannes-moments, som man aldrig glemmer. Efter et interview med den dygtige og alsidige stjerne Jeremy Renner (’Hurt Locker’, ’Bourne 4’) opstod der et af slagsen. Interviewet var meget vellykket. Han var cool og sympatisk. Han fortalte ærligt om hvorfor, han laver kalorielette actionfilm mellem de kunstnerisk stærke produktioner. ”Helt ærligt er jeg nødt til at lave film, som bliver set af folk. Selvom jeg elsker de små film, så kan det være frustrerende som skuespiller, hvis dit arbejde knapt bliver bemærket.” Samtalen fortsatte om dansk film, og da vi begge skulle slå en streg, blev vi enige om, at tale færdig på herretoilettet.

Konklusionen er, at han har en hård, præcis stråle. Virkelig star quality. Han havde i øvrigt solbriller på hele tiden. Cannes er underlig fra tid til anden.

Kampen om Guldpalmen afgøres på søndag, og der er vist 16 af de 20 film i konkurrencen. Der er to film, der skiller sig markant ud i kvalitet, oplevelse og palme-muligheder.

Billedresultat for La Vie d’Adéle’Min favorit er den franske ’La Vie d’Adéle’. En tre timers fantastisk rejse sammen med den 17-årige Adéle, der finder ud af, at hun er lesbisk. Blandt andet har filmen en 15-minutters helt ægte og detaljeret sex-scene, som vil gøre Lars von Trier misundelig.

Billedresultat for la Grande Bellazza

En anden oplevelse er den italienske ’La Grande Bellazza’ om en gammel libertiner, der ser tilbage på sit indholdsløse, men stærkt underholdende liv.

 

Kun juryen har palme-fordelingen. Lige nu er de isolerede på et slot i bjergene uden telefoner og net.

 

Søndag aften finder den 66. Cannes-festival sin vinder.

Refn

Nicolas Winding Refn bader Cannes i blod

Billedresultat for Nicolas Winding Refn

Af Søren Høy, Viasat Film

”Filmvold tænder mig,” fortalte en veloplagt Nicolas Winding Refn umiddelbart efter verdenspremieren på ’Only God Forgives’. ”Det er måske lidt af en fetich, og jeg har dyrket voldelige film siden jeg var dreng.”

Billedresultat for Only God Forgives
Filme “Only God Forgives” 

Refn var i Cannes i 2011 med ’Drive’, som han vandt instruktørprisen for. Det var uden tvivl hans internationale gennembrud. Nu ved alle hvem han er,

Billedresultat for drive movie

og derfor er der store forventninger til ham og hans film. Som i ’Drive’ spilles hovedrollen af Ryan Gosling. Han er siden deres fælles projekt blevet en superstjerne. Mændene synes han er cool, og kvinderne nyder tydeligvis både hans kunstneriske udfoldelser og hans fysiske fremtoning. Men vi får ikke lov til at høre hans tolkning af filmen, for Gosling kommer ikke til filmens premiere. Der har været spekuleret i kontroverser mellem instruktør og stjerne, men festivalens spin på den historie er, at Gosling er i gang med at lave sin egen film, og ikke havde tid til at komme. Det er sjældent og synd for filmen og festivalen at så attraktiv en skuespiller ikke møder op.

’Only God Forgives’ er langt fra ’Drive’, som ellers gav Refn mange nye fans. Den nye film er mystisk, tavs, meget spirituel og desuden grafisk hyper voldelig. Det kommer helt sikkert til både at koste i anmeldelser og Palme-mulighederne. Det er svært at forestille sig, at juryen tør honorere den danske auteur for en film af denne karakter – og samtidig er årets felt så stærkt, at det ikke ligner endnu en triumf for dansk film.

Sara Hjort

Sara Hjort i syret Cannes-film

Billedresultat for Sara Hjort cannes 2013”Jeg tror, at jeg skal have en vampet blå kjole på med leopardpletter,” svarer Sara Hjort på mit lidt forvirrede spørgsmål om, hvad hun skal have på, når hun sammen med filmholdet bag den hollandske konkurrencefilm ’Borgman’ skal op ad den røde løber i Cannes. ”Det har taget min cirka 14 dage at beslutte mig,” griner hun. Det lyder måske som lang tid, men det tog hele 38 år for Cannes at udtage en hollandsk film til at kæmpe om Den Gyldne Palme. Det siger måske lidt om, hvor privilegerede vi har været i Danmark med en film i konkurrence stort set hver år.

Sara Hjort spiller en fin, lille rolle i den syrede film, som med sikkerhed kommer til at dele publikum. Enten hopper man på den sorte, brutale humor eller også smider man den fra sig som usammenhængende galimatias.

’Borgman’ handler om en løjerlig mand, som invaderer en families hjem. Han tryllebinder dem, forhekser eller forbander dem. En dag kommer han, Borgman, forbi huset og inviterer sig selv indenfor. Fra den dag falder alt fra hinanden. Det ene mere bestialske og nederdrægtige mord efter det andet udføres af Borgmans håndlangere, som han også sørger for, bliver lemmet ind i familien. Det er ’Invasion of The Body Snatchers’ møder ’Funny Games’ med en klare inspirationer fra David Lynch. I det her morads spiller Sara Hjort familiens danske au pair, som langsomt bliver forvandlet fra de tre børns eneste holdepunkt til barnepigen fra helvede.

”Det er en stor ære, at få mulighed for at komme til Cannes med film,” fortæller hun. ”Det har altid være en drøm at være med på den fornemmeste filmfestival i verden.” Nu er hun her, og så er det bare med at nyde hvert et skridt op ad den legendariske røde løber til aftenens premiere.

James Franco springer ud som kunstner.

Af Søren Høy, Viasat Film

Verdenspremieren på ’As I Lay Dying’ har dagens Cannes-buzz. Det er næppe på grund af, at det er en filmatisering af den klassiske William Faulkner novelle fra 1930 om en fattig familie i Mississippi. På franske guldkyst er mange film baseret på store litterære værker, så vi er godt vant med de store fortællinger.

Sagen er nok nærmere, at instruktøren er skuespiller-hotshot James Franco. Lige nu er han aktuel i alverdens biografer med farvelade 3D-blockbusteren ’Oz – The Great and Powerful’ og den coole teenage-fantasi ’Spring Breakers’. Hans tabloid-popularitet og tilbagelænede humor gav han den utaknemmelige tjans som Oscarvært i 2011, hvor han selv var nomineret for sin rolle i ’127 Hours’.

Oz – The Great and Powerful

Senere er har han fået den tvivlsomme ære, at være blevet kåret som den dårligste Oscarvært nogensinde.

Franco har lavet en del film efterhånden, og modsat de film han medvirker i, så laver selv løjerlige kunstfilm, som hele tiden vipper på grænsen til det mærkværdige.

Det samme gælder Cannes-filmen, hvor han bruger split-screen, hvor to handlinger fortælles samtidig, og adskillige fortællere, som i den grad komplicerer forståelsen. Filmen er ikke specielt vellykket, men det er respektfuldt, at han tør udfordre publikum med en alt andet end nemt tilgængelig film.

James Franco er meget mere end en plakat på pigeværelset.

Der gemmer sig en interessant og kompromisløs instruktør inde bag det drengede smil.

Leonardo, Je t’aime

Af Søren Høy, Viasat Film

Han står lige der. Fem meter fra mig, fans og flere hundrede fotografer, der gør alt, for at få hans opmærksomhed. Hans blik direkte i linsen er guld værd. Han er en flot mand. Imponerende tilstedeværelse. Afslappet, generøs og man kan se på ham, at han er begavet godt over gennemsnittet.

Leonardo DiCaprio spiller den dominerende rolle i åbningsfilmen i Cannes. ’The Great Gatsby’. Den store amerikanske roman fra 1925. ”Alle i USA har læst den,” fortæller Leo verdenspressen. ”Den er pensum i skolen. Alle har et forhold til Scott Fitzgeralds bog, og det samme havde jeg. Jeg var som barn fascineret af Gatsbys vanvid og storhed. Som voksen forstår jeg ham bedre,” fortsætter han, mens salen lytter. Der er stille, når DiCaprio taler. Han er en af festivalens største stjerner, og det er trods alt sjældent, at man får mulighed for at være i hans selskab. ”Nu kan jeg bedre identificere mig med drømmere, fantaster og besættelsen af både magt og kærlighed.”

Jeg tror på ham. Leonardo DiCaprio er sin generations mest alsidige og interessante skuespiller. Han begår sig som dandy og dekadent levemand i 1920’erne. Han er helt naturligt incestuøs slavehandler i 1860’erne. Han er den mest troværdige nutidige psykopat, man kan opdrive.

Siden han stod på scenen ved Oscar-showet i 2007 ved siden af Al Gore med et klart budskab om en grøn fremtid, har han manifesteret sig som en afgørende figur i den opinion generation, der til alt held er kommet på mode i Hollywood. Han er med til at gøre det sexet og cool at have en mening.

Leo er den store oplevelse i filmen, og han overstråler nemt både medspillere og den overdådige billedstil.

”Tak fordi I kom,” slutter han. Det er mig, der takker.

For meget bling der kører i ring

Af Søren Høy, Viasat Film

Billedresultat for Sofia CoppolaSofia Coppola er et hot navn i Cannes. Hun er cool, et stilikon og hun laver film, der har tidsånd. Hun portrætterer ensomhed, ligegyldighed og manglen på åndelighed og sunde værdier. Den film de fleste husker er ’Lost in Translation’ (2003). Komisk, underfundig og med præcis indsigt i kærlighedens løjerligheder – mindeværdigt spillet af Scarlett Johansson og Bill Murray som de fortabte i Tokyos kulturelle kaos.

I Venedig-vinderen ’Somewhere’ (2010) bevægende de illusionsløse figurer sig rundt i et tavst Los Angeles i en eller anden for rastløshed. Det gav et indsigtsfuldt billede af en generation, som har alt, men som ikke aner, hvad de skal gøre med de materielle statussymboler, de knapt har gjort sig fortjent til.

Billedresultat for somewhere movie

’The Bling Ring’ følger samme hedonistiske kritik. Er vi grebet så meget af nydelseskulturen, at vi kun lader os drive af lyst?

Filmen er skabt over en artikel i ’Vanity Fair’, der handler om en gruppe unge, der i 2008 kørte rundt i Hollywood, og brød ind i kendtes huse. De tog smykker, penge og tøj. De unge var hverken fattige eller materielt forsømte. De ville bare have mere. De ville have et adrenalin kick midt i deres ideologiløse hverdag med forældre, der bare arbejder eller dyrker en inferiør spirituel retning.

Parodien på stjernernes vanvittige forbrug og eksponering virker, men det gør filmen desværre ikke som samfundskritik. Den gentager konstant sin tydelige pointe, og har ikke Coppolas ellers fine blik for popkulturen, som ellers er en af de få instruktører, der forstår sig på.

Sensationen Zentropa

Af Søren Høy, Viasat Film

Filmkøbmand numero uno Peter Aalbæk Jensen elsker at vise sin diller frem. Jeg har set den i danske dameblade, franske intellektuelle aviser og Hollywoods branchemagasiner. Aalbæks pjort må være en af de mest eksponerede i dansk mediehistorie. Pudsigt nok har den oftest været en del af et succesrigt portræt i forbindelse med en af Zentropas kunstneriske triumfer. De har vundet i Cannes, Berlin til Oscar og ikke mindst ved billetlugerne verden over.

Geniet Lars von Triers navn er det andet, der står på Zentropas postkasse. Han har i mere end 30 år lavet film, der har ændret filmhistorien. Trier bliver retfærdigt betegnet som en af de største instruktører i verden.

Trier er provokatøren, der laver skandaler mere eller mindre tilfældigt. Hans kombination af både jovial folkelighed, til tider Tourette-frontal adfærd og hans åbenhed om depressioner og angst, har prædikeret ham som ikoniseringen af en kunstner. Filmenes kvalitet legitimerer meget. Inklusiv excentrisk adfærd.

Modsat forholder det sig med Aalbæk. Hans frit svævende genitalier har folk svært ved at associere med hård forretning. Er det hele mon for sjov? Og derfor vil det sikkert undre, når det på fredag kommer frem i bogen ’Zentropia’, at han er en magtsyg, grisk og manipulerende forretningsmand. Lidt som da vi alle fandt ud af, at den moderne tech-guru, Steve Jobs, var en hysterisk galning mellem opfindelserne.

Pudsigt nok tror vi naive danskere, at man kan lede en mange-millionforretning med Grønspættehåndbogen som eneste manual. Det kræver kynisme at navigere filmbranchen. Det giver fjender og efterlader blodige spor, når man skaber unikke resultater. Zentropa er en sensation i dansk film. Uanset hvilket udsnit af Aalbæk, medierne vælger at b

Lad os tælle penge i stedet for billetter

Af Søren Høy

Filmstøtte er med sikkerhed en diffus ting for publikum. Hvem fortjener at få penge til en film?

Hvem uddeler pengene og hvad er kriterierne?

Hvad er kunstfilm værd overfor blockbusters?

Det er i korte træk de størrelser, filmbranchen arbejder med – og meningerne om de retninger er så ideologisk betingede, at der knapt er to mennesker i branchen, der er enige.

Jeg forestiller mig, at publikum egentlig gerne vil diskutere dansk film. Både kunstnerisk og kommercielt.

Det er klart, at man i krisetider med beskæringer i alle sektorer og til stadighed større difference mellem krav og midler i alle brancher, får lyst til at debattere statsstøtte og rimeligheden i fordelingen af den halve milliard, som Kulturministeriet hvert giver filmbranchen.

Det er umuligt, at gennemskue økonomien i dansk film og det gør debatten svær for menigmand. Grundene er mange. Branchen er ikke professionaliseret økonomisk og generelt inficeret af angsten for Excel-ark.

Som en udleder af det, tæller man billetter og ikke penge, når man skal opgøre en films økonomiske succes.

Ingen blandt publikum kan forholde sig til, hvad 10.000 billetter er værd i forhold til en investering på 7 millioner kroner.

Der er så mange rabatsystemer, klubber og fribilletter i omløb, at de tilgængelige billettal er ubrugelige, hvis man skal danne sig et billede af en films økonomi og bæredygtighed.

Eftersom det notorisk kræver mange penge at lave film, uanset om de er designet til et stort eller småt publikum, bør filmbranchen gøre sig selv den tjeneste, at gøre tal og statistik sammenlignelige og dermed gennemskuelige.

Det vil være en tiltrængt måde at demokratisere debatten om dansk film.