Monthly Archives: februar 2007

Ghost Rider

2 timers fri fra virkeligheden

Hvis du er med på en ordentlig røvfuld vanvittige effektscener kombineret med en fuldstændig tosset tegneseriehistorie, der er garneret med brølende motorcykler, tilsat Djævlen og al hans sataniske yngel – så hop i lædertøjet og tag en tur med ”Ghost Rider”.

Af Søren Høy

Jeg kan godt lide de her store, dyre, overdådige actionfilm. Det er som om, at det var her, at hele lysten til film startede tilbage i 70’erne. Eventyr med helte og dæmoner – smukke kvinder i nød, en masse problemer undervejs, såsom at verden naturligvis altid er lige ved at gå under, og en happy end kombineret med en open end, så vi er sikre på, at der kommer en 2’er inden længe. Det er formlen, og den virker.

”Ghost Rider” har det hele. Det er sådan en film, hvor man, hvis man havde overgivet sig til den gode smag, ville afvise den som det pureste nonsens. Handlingen er da også en smule cheasy, som man lidt smart kalder ting, der er på kanten af klistret kitch og sund fornuft.

Den unge Johnny Blaze sælger sin sjæl til Djævlen. Det er som om, at det tema dukker op på lærrederne hele tiden. Han bytter sjælen for sin fars kræftsygdom. Farmand dør desværre alligevel. Ham Djævlen er da heller ikke til at stole på. Filmen springer 20 år, og Blaze (Nicolas Cage) er stunt-kører. Han kan hoppe over voldsomt mange lastbiler og helikoptere med roterende blade på sin tunede motorcykel. Han overlever alt. Vilde styrt og halsbrækkende eksperimenter. Vi ved hvorfor. Djævlen kommer igen en dag, og han vil have indhentet sin gæld. Og han kommer. Klædt ud som Peter Fonda. Det viser sig i bedste fantastiske stil, at Johnny har ret så markante evner, han ikke vidste fulgte med sjæle-handlen. Johnny er en ”Ghost Rider”. Djævlens dusørjæger. En ”Ghost Rider” er kendetegnet ved at været et afpillet skelet med ild i. Det er mere, hvis nogen skulle møde sådan en type – så kan de også genkendes på deres dybe, lettere growlende stemme. Men det er nok det optændte kranium, man først lægger mærke til.

Johnnys mission og hans møde med den delikate Roxanne (Eva Mendes) samt de ekstravagante effekter skal gemmes til biografen. Der gør de ting sig bedst, det er der i mørket, at ”Ghost Rider” giver dig lov til at holde fri fra virkeligheden et par timer.

Rich Kids

Stilen er hård. Det samme er stofferne, ligesom sex på bagsædet, og livet i det hele taget. Specielt hvis man er en rig teenager fra Guldkysten, der bliver svigtet af sine forældre.

Billedresultat for Rune Bendixen rich kids

Af Søren Høy

”Rich Kids” er ikke en amerikansk tegneserie på TV2 søndag morgen, hvor kloge, dygtige og pligtopfyldende, rige børn drager rundt i forarmede lande og uddeler penge, lærdom og omsorg. Det er derimod en dansk film om en flok forkælede, spolerede og snotforvirrede, unge mennesker fra Nordsjælland, der benytter alle tænkelige tidspunkter til at vælte sig i kokain, E, vodka og porno. De ræser rundt i convertibles, iklædt hvide hyttesko og polotrøjer naturligvis. De har no limit på kreditkortet, og de knepper sig til respekt, som de selv udtrykker det. Det er fint nok.

Efter min mening behøver man ikke tage moralsk stilling til en films handling. Jeg mener – det er jo ikke unormalt, at man griner af en film, hvor 100 uskyldige mennesker bliver plaffet ned, mens filmens superhelt løber zig-zag i kugleregnen. Eller finder sig i film om korrupte politikere, der svindler for milliarder. Det er filmens privilegium, at den kan svælge i krudt, blod og dårlige manerer. Det er jo bare film.

Hvis man vælger ikke at trække denne virkelighedens moral ind i ”Rich Kids”, så er filmen ganske interessant. For første gang er der i Danmark lavet en hårdt pumpet, lækkert klippet og nutidigt fortalt teenagehistorie om forsømte rigmandsbørn.

Den har appel, fordi den har fat i sine figurer, og skuespillerne giver figurerne gode filmiske egenskaber. De er så dybt og dæmonisk prægede af deres materielt forkælede opvækst, at deres virkelighed er absurd, og tilbage er der kun et ønske om at blive forstået og holdt af.

Filmen bliver solgt på masser af fræk sex og coke i metervis, hvilket selvsagt er uinteressant, for netop dét har de fleste enten prøvet eller set før. Det er lidt synd, for filmen handler om alt muligt andet end mel i næsen og blowjobs. Den handler om børn udsat for omsorgssvigt og om en generation af karriere-forældre, der ikke tager deres familiære ansvar alvorligt. Temaet er formidlet, så det rammer direkte ind i teenagemålgruppen, hvilket ikke er så nemt, som det lyder. ”Rich Kids” er for teenagere, den er til dem og om dem. De fleste andre vil finde den poppet og ligegyldig, selvom der gemmer sig en god historie under overfladen af lir og designerdrugs.

Nicolas Cage

Nicolas Cage er en af mest kendte skuespillere i verden. Hans karriere startede med stor filmkunst. Den fortsatte med blød mellemvare. Nu laver han kæmpe store actionfilm. Han er blevet popcornkonge.

Af: Søren Høy

Nicolas Cage er født som Nicolas Coppola for godt og vel 43 år siden. Umiddelbart kunne man sige, at det kan vel være hip som hap, om man hedder Cage eller Coppola. Men det var på ingen måder tilfældet for den 20-årige Nicolas i 1984, da han besluttede sig for at blive til noget i Hollywood. Coppola er et kvalitetsbelastet navn i filmbranchen. Nicolas Cage er nevø til Francis Ford Coppola, der blandt flere mesterværker har instrueret ”Godfather”-trilogien. Han er søn af litteraturprofessor og pioner indenfor studier af blinde August Floyd Coppola og koreograf og danser Joy Vogelsang. Hjemmefra var han vandt til at læse tunge bøger og udfolde sig kreativt – og måske betød opdragelsen og den kunstneriske ballast, at Nicolas ville stå på egne ben, han ville selv forme sin egen karriere. Han mente, at det kunne blive et problem for hans karriere, at han delte efternavn med datidens største instruktør. Han var bange for nepotisme, og for om han kun ville få roller på grund af onkel Francis.

Derfor tog han navnet Cage. Han fortalte til talkshowværten Jay Leno for et par år siden, at Cage kommer fra Marvel-tegneseriefiguren Luke Cage. Dengang som nu er Cage vild med de vildeste og mest syrede af superhelt-universerne.

Navneændringen må have haft en eller anden effekt, for allerede samme år landede han sin første store rolle i Alan Parkers ”Birdy”. En stærk film om venskabet mellem to unge Vietnam-soldater. Cage’s karakteristiske ansigt satte sig fast. Det lidt bøvede goofy-look med den store kæbe og hænge-øjnene.

Han etablerede sig i slutningen af 80’erne med flere bemærkelsesværdige præstationer. Specielt hans spil overfor den skønne Cher i Norman Jewisons ”Moonstruck” er interessant. Kun 25 år gammel, med stærk maskulinitet og seksualitet, spillede han sig ind i ligaen af skuespillere, der hver gang deler rolleliste med de smukkeste og mest attraktive kvinder i Hollywood. I ”Moonstruck” huskes han for sit på samme tid følsomme, brutale og dybt morsomme portræt af den enarmede, operaelskende bager, som forfører den noget ældre Cher med charme og italiensk hjerte. Cher fik en Oscar for rollen, Cage fik berømmelse.

Billedresultat for Wild at HeartPå det tidspunkt var Cage en af de mest interessante mandlige skuespillere i USA. Det manifesterede han med en uforglemmelig rolle som Sailor Ripley i David Lynch’s ”Wild at Heart” – en klassiker for en hel generation af filmentutiaster. ”This snakeskinjacket is a symbol of my individuality and my belief in personal freedom”, sagde han med største overbevisning. Og han var overbevisende som Sailor i en uovertruffen virtuos kærlighedsfortælling.

Seks år senere kommer den store forandring i Cage’s karriere.

Billedresultat for Leaving Las VegasVed Oscaruddelingen i 1996 vinder han for sit portræt af en dybt alkoholiseret Hollywood-manuskriptforfatter, der tager til Las Vegas med det ene ambitiøse mål at drikke sig ihjel. ”Leaving Las Vegas” var en kraftfuld film. Man blev nærmest beruset blot af at se den. Cage’s figur hamrede 20 flasker spiritus om dagen, og selvom han møder sit livs kærlighed i Vegas, så kan han ikke stoppe sin selvdestruktive mission. En Oscar giver muligheder. Og dem udnyttede Cage til fuldstændig at skifte filmspor. Fra at lave væsentlige art-film til lav hyre, gik han til stort set kun at lave actionfilm til gigantisk hyre. Han fik 240.000 dollars for ”Leaving Las Vegas” i 1995. I 1997 fik han 10 millioner dollars for ”Con Air” og siden er han ikke gået for mindre end 20 millioner dollars, hvis film-enuen har stået på ramasjang til hovedret.

Ind imellem de store actionbrag lykkes det ham stadig at fange en god rolle, hvor han får lov til at vise den side af sit talent, som han kom frem på i 80’erne og starten af 90’erne. Hans bedste rolle de sidste 10 år har afgjort været dobbeltrollen som tvillingerne Charlie Kaufmann og Donald Kaufmann i den forrygende ”Adaptation”, der i Danmark fik den løjerlige titel ”Orkidétyven”. Charlie findes i virkeligheden, og det er også ham, der skrev filmen. Donald er Charlies imaginære bror, og han findes hverken i virkeligheden eller i filmen – altså lige med undtagelse af for Charlie. For ham findes Donald. Forvirret? Måske, men det er plottet i filmen. Cage er foruroligende god som den paranoide og skizofrene forfatter. Rollen gav han en Oscar-nominering i 2003, uden at han dog vandt.

Billedresultat for Orkidétyven

Det er som den nye popcornkonge, at han har befundet sig bedst de sidste mange år. Han laver store dyre mainstreamfilm, uden de store budskaber, men de trækker millioner i biografen.

Det er som om, at hans stenansigt ikke længere er på mode i de karakterdrevne film, der er på mode lige nu. Cage’s kvaliteter fra starten af karrieren kan ikke bruges til så meget mere. Dengang var det maskulint kun at have to ansigtsudtryk. Enten var han vred, eller også var han cool. Den slags virker fint i film som ”National Treasure” og hans nyeste effekt-ekstravaganza ”Ghost Rider”, der lige nu hærger de amerikanske biografer, og er på vej ind i de danske.

Han har det godt med, at filmen bliver skabt rundt om ham, som det er tilfældet med eventyr og effektfilm. Så behøver han ikke at komme så langt ud på det dramatiske register, og han kan nøjes med at bruge sin stadig imponerende fysik og evne til at levere seje, slagkraftige one-liners. Rollen som Johnny Blaze i ”Ghost Rider” har det lille pudsige aberdabei, at netop spøgelsesridderen fra Marvel-universet er Cages yndlingsfigur. Han har et brændende kranium tatoveret på armen, som kuriøst nok måtte dækkes med sminke, da Cage skulle spille rollen. Noget tyder på, at det er i actiongenren, at vi skal opleve Cage de næste år. Der er planlagt efterfølgere til begge de storsælgende popkornfilm ”National Treasure” og ”Ghost Rider”.


Nicolas Cage

Født: Nicolas Kim Coppola den 7. januar 1964 i Long Beach, Californien, USA
Ægteskaber:
Patricia Arquette (1995-2001)
Lisa Marie Presley (2002-2004)
Alice Kim (2004-)

Børn:
Weston Coppola-Cage, født 1990, med Christina Fulton
Kal-el Coppola Cage, født 2005, med Alice Kim

Vigtigste roller:
Grindhouse (2007)
Ghost Rider (2007)
World Trade Center (2006)
National Treasure (2004)
Matchstick Men (2003)
Adaptation (2002)
Gone in Sixty Seconds (2000)
Bringing Out the Dead (1999)
Snake Eyes (1998)
City of Angels (1998)
Face/Off (1997)
Con Air (1997)
The Rock (1996)
Leaving Las Vegas (1995)
Honeymoon in Vegas (1992)
Wild at Heart (1990)
Moonstruck (1987)
Raising Arizona (1987)
Peggy Sue Got Married (1986)
Birdy (1984)

Oscar moments

Natten til mandag uddelte Det Amerikanske Filmakademi verdens fornemmeste filmpris, den gyldne Oscar. Begivenheden blev afviklet efter god Hollywood-drejebog med masser af filmstjerner, designerkjoler og takketaler, der traditionen tro indeholdt tårer, Gud og mor. Men hvad husker vi, når lyset bliver slukket, salen bliver tømt og filmhistorien skal skrives?

Enhver Oscar-fan har sine favorit-Oscar-moments. Dén scene under en Oscaruddeling, hvor filmhistorien et kort øjeblik står stille. På grund af storhed, pinagtighed, uventet virkelighed eller ren og skær morsomhed. Man glemmer ikke sine moments. Hvad med dengang, hvor den lille sprælske italiener Roberto Benigni vandt for ”La Vite é Bella” i 1998, og han som den første nogensinde indtog scenen ved at gå fra stoleryg til stoleryg, og undervejs blandt andet støttede sig til Steven Spielberg, som han netop havde besejret i kampen om Oscar. Eller da pinlige Gwyneth Paltrow i 2000 holdt verdens længste og mest grådlabile takketale, hvor selv hendes revisor blev nævnt. Eller dengang hvor Marlon Brando ikke ville modtage sin Oscar for ”The Godfather” i vrede mod film- og tv-branchens negligering af Native Americans – de indfødte amerikanere. Oscaruddelingen 2007 havde sit moment. Naturligvis. Heldigvis. For man kan ikke være sikker på, at de kommer. Det kræver, at vinderne og publikum er klar til det. Tiden skal være klar til det. Og tiden var klar denne søndag nat for den italienske kordreng fra New York, Martin Scorsese. 6 gange tidligere har han været nomineret for bedste instruktion men aldrig vundet. Historien om ham og Oscar er efterhånden en slidt føljeton, og endelig fik vi så afsluttet den.

Scorsese fik velfortjent sin Oscar for ”The Departed” – endnu et kapitel i hans krønike om USA. Og nu til momentet: På scenen for at uddele prisen for bedste instruktion står tre af filmbranchens mest betydningsfulde mænd. Francis Ford Coppola, George Lucas og Steven Spielberg. Tre legender. På samme scene – det bliver ikke flottere. De har indstuderet en lille sketch, hvor Coppola og Spielberg driller Lucas med, at han aldrig har vundet for bedste instruktion. Vi fornemmer, hvad drilleriet kan ende med. Pointen nærmer sig.

Der bliver fumlet med kuverten. Spielberg træder frem. Klip til kulissen, hvor en af verdens største skuespillere, Jack Nicholson, venter spændt, klip til publikum i salen, som alle ser ned mod række 5, hvor den lille, store instruktør Scorsese sidder for 7. gang og smiler til verden – det smil, der fortæller, at ”nu vil jeg simpelthen så gerne for alt i verden vinde den forbandede Oscar!”. Tiden står stille. Ingen smiler i salen med undtagelse af Marty Scorsese, hvis mundvige er frosset fast ude ved ørerne. Det ser ikke rart ud. Lidt anstrengt, lidt manisk. Man forstår ham godt. Kuverten bliver åbnet. ”Martin Scorsese”. En hel filmverden ånder ud. Scorsese er så lettet, at han kan flyve op på scenen, hvor der venter et legendarisk gruppekram fra Spielberg, Lucas, Coppola og Nicholson. Flottere bliver Oscar ikke. Filmhistorien afspillet på få minutter. Man ser alle figurerne for sig. I ”Taxi Driver”, i ”Raging Bull”, i ”Goodfellas”. Nede i salen står alle op, selv de små hår i nakken. Aftenens stående ovation. Kameraet fanger Leonardo DiCaprio, Scorseses nye yndling, der i dét øjeblik ser ud som om han ved, at deres fælles mission er opfyldt.

Oppe på scenen finder Scorsese et lille snusket stykke papir frem fra inderlommen. Jakken hænger lidt, de buskede sorte øjenbryn er filtrede ind i de store briller. Han er helt krøllet sammen, så hans i forvejen beskedne 1.63 cm kun ligner det halve. Hvad mon han siger? Kameraet klipper igen til kulissen, hvor Nicholson griner. Han tager sig til hovedet. Han har oplevet alt i sin karriere, store roller, masser af priser, respekt fra alle. Men det her er stort. Selv for Jack.

Marty forsøger at sige noget. Han vil så gerne indfange 30 års venten på de 45 sekunder, han har, inden musikken begynder, og mikrofonen forsvinder. Det bliver ikke rigtig til noget. Han siger alt og intet. Men hvad skal han også sige? Andet end tak for at han endelig fik den Oscar, som vi efterhånden var bange for, at han aldrig ville få.

Scorsese fik sin Oscar. Publikum i salen og verden over fik et Oscar moment, som får sin helt egen side i dagens avis og i filmhistorien.

Smokin’ Aces

Wannabe Tarantino

Relateret billede

”Smokin’ Aces” skal nok finde sit publikum, når den kommer på DVD. Den er perfekt til en omgang søndagstømmermænd med fuldsyntetisk, koloreret hyggeslik.

Det er urimeligt, ja nærmest uhøfligt, at starte en anmeldelse med at fortælle om alt andet end den aktuelle film. Men engang imellem skal man være lidt uforskammet.

To af de film, der har betydet mest for 90’ernes unge pistol- og gangsterglade filmmagere er utvivlsomt Quentin Tarantinos ”Reservoir Dogs” fra 1992 og Bryan Singers ”The Usual Suspects” fra 1995. Tarantino introducerede en ultra-blodig stil med skarpladte replikker og en masse forviklinger og bagvendt historiefortælling. Singer forfinede begge dele og skabte en nyklassiker indenfor genren.

Der er mange film, der gerne vil betyde det samme for de nye generationer af filmfreaks, som de to nævnte film gjorde i 90’erne. Kendte skuespillere liner op til små roller i håbet om at gøre det samme, som Harvey Keitel gjorde dengang. De vil gerne være med til at finde det nye håb – den nye king of cool, som alle taler om. ”Smokin’ Aces” har Ben Affleck, Ray Liotta og Andy Garcia med. De har sikkert arbejdet gratis for at få filmen ud. Det er prisværdigt, ligesom flere andre ting er i denne film, selvom den på ingen måde er original eller nem at navigere i. Filmen er et virvar af personer og intriger – alle sammen centrerede om én ting: At få fat i gangsteren og Las Vegas-entertaineren Buddy ’Aces’ Israel. Der er en kontrakt ude på 1 million dollars, og FBI vil have ham ind som vidne. Alle hitmen i USA jagter den lille, velourklædte, coke-sniffende og luder-storforbrugende korttryllekunstner. Den ene mere vanvittige type efter den anden vælter ind i filmen for kort efter at forlade den igen med et skudhul på størrelse med en fodbold i brystkassen. Det er ingen Tarantino dét her, men ”Smokin’ Aces” har sine momenter. Den har ikke klassiker-potentiale, men mindre kan heldigvis gøre det en søndag i regnvejr.

Kvalitets Oscar i krise

I nat uddeles verdens fornemmeste filmpris, den amerikanske Oscar. Vinderne skriver sig ind i filmhistorien – enten med fantastiske præstationer eller takketaler, der traditionelt indeholder tårer, mor og Gud. Det Amerikanske Filmakademi, der uddeler statuetterne, fylder 80 i år, men de har andet at spekulere på end at få plads til de mange lys i kagen. Amerikanerne interesserer sig ikke for Oscar-showet, som de gjorde tidligere.

De amerikanske tv-seere gider ikke se Oscar-uddelingen mere. Storheden er væk, filmene er blevet for politiske, og begivenheden har udviklet sig til et sandt meningsbombardement mod Bush-administrationen. På 10 år er seertallet faldet med 18 millioner. Det er voldsomt. Så voldsomt, at folkene bag showet konstant skifter vært og stil for at fange publikum igen. Men lige meget hjælper det, for Oscar har udviklet sig til en begivenhed med meninger, politik og kvalitetsfilm.

“Vi har ikke en ”Titanic” eller en ”Lord of the Rings” i år” sagde Bruce Davis, Akademiets Executive Director, sidste år og han indrømmede: “Det er helt fair at sige, at det bekymrer os en smule”. Og var grund til bekymring. I 2006 faldt seertallet til 38,8 millioner. Kun én gang har færre amerikanere fulgt med i den fem timer lange transmission. Det var i 2003, hvor 33 millioner var vidne til et show, der var præget af den amerikanske invasion af Irak – og dermed ikke havde den lette glamourøse overfalde, som begivenheden normalt har. Det er kun det amerikanske seertal, der tæller for folkene bag showet. Det er i USA, reklamekronerne skal tjenes, det er dér, de store tv-rettigheder skal forhandles hjem, og det er også på hjemmemarkedet, at filmene sælger den primære part af biografbilletterne.

”Oscar samler ikke amerikanerne, som det gjorde engang”. David Thompson er Oscar-kommentator ved Los Angeles Times. ”I 80’erne og 90’erne havde filmene ikke en agenda. Folk skulle ikke tage stilling til filmene eller vinderne. Det var nemmere for folk bare at nyde forestillingen, og ikke høre på analyser og fortolkninger fra eksperterne”.

Oscar er blevet politisk. Oscar tager stilling. Filmene behandler store sociale og debatskabende temaer – filmene er blevet gradvist smallere de senere år, og de sidste sæsoner har der ikke været en klassisk blockbuster mellem vinderne. Kort sagt så har amerikanerne ikke set de nominerede film, og derfor synes de ikke, at showet er interessant.

Shame on You, Mr Bush.

Oscar blev politisk den dag, Michael Moore vandt sin Oscar for dokumentarfilmen ”Bowling For Columbine” i 2003. ”Shame on You, Mr. Bush” gentog han fra podiet. Salen måbede. Alle vidste, at Moore kunne finde på den slags – men ligefrem gøre det! Nogle grinede, andre hujede, få klappede. Selvom Hollywoods stjerner er kendt for at være demokrater, selvom filmen om USA’s liberale våbenlovgivning blev anset for at være et væsentligt partsindlæg i debatten, så var det upassende. Oscar er en hyldest til filmen, ikke en megafon til politiske meninger.

Sådan var det for fire år siden. USA var på vej ind i Irak, landet var præget af post-9/11-traume, og det kunne mærkes på Oscar-showet. Af sikkerhedshensyn blev den traditionelle entré på den røde løber udeladt, alle gæster skulle gennem et større sikkerhedscheck, og det virkede som om, stjernerne hellere ville været blevet hjemme. Der var ikke meget at fejre. Den aften skulle bare overstås, det skulle bare gå så glat og smertefrit som muligt. Tristessen kunne mærkes ud gennem tv-skærmene. Oscar indrettede sig efter situationen i verden, og det i sig selv er et statement. Når man tilretter en begivenhed efter den politiske situation, bliver den politisk.

Politiske stjerner

Det er ikke kun filmene, der er blevet politiske. Det samme er flere af de store Oscar-stjerner.

En af de stærke stemmer er charmetrolden George Clooney. Han har på få år fået etableret sig som politisk agitator, som en mand med en mission.

Sidste år var hans film ”Good Night, and Good Luck” nomineret i flere af de væsentlige kategorier, blandt andet bedste film og instruktion. Den sort-hvide film om McCarthyismen i start-50’ernes USA tog grundigt fat i den analogi, som Clooney ser mellem dengang og nu.

”Jeg tror, de mange meninger har noget at gøre med, at nogle stjerner mener, at der mangler kultur i landet, og de er frustrerede over måden, debatten stort set er lukket ned efter 6-7 år med Bush”, fortæller Michael Wilmington, der er kritiker ved avisen Chicago Tribune. ”Film og stjerner er med til at åbne debatten, og det interessante er, at film normalt samler ting op efter de er sket – men i dette tilfælde er både film og Oscar helt i sync med de trends, der er i samfundet. Det er interessant, uanset om man er enig med filmenes budskaber eller stjerners udtalelser.”

Clooney er en af dem der mener, at sandheden og debatten undertrykkes og at Bush-administrationen bruger metoder, der påfaldende minder om kommunistforfølgelsen for 50 år siden.

Overskudskomedie

Vi har set det hele før – bedre lavet, bedre spillet, bedre skrevet og i særdeleshed bedre instrueret. Alligevel har Ben Stillers nyeste familiekomedie, ”Nat på Museet”, en charme, der udelukkende kan tilskrives Stillers unikke humoristiske talent.

Af Søren Høy

”Nat på Museet” handler om Larry, fantast og ene-far, spillet af Ben Stiller. Han er på skideren. Alle hans vanvittige opfinder-projekter mislykkes, han kan ikke betale sin husleje, og hans søn, der bor hos succes-børsmægler-papfar og golddigger-mor, er ved at miste troen på farmand.

Larry er på alle måder indbegrebet af det amerikanske mareridt. Ingen fortid, ingen fremtid, intet arbejde, evige parkeringsbøder. Sådan er det i amerikanske film. De skal altid trampe rundt i alting, så de er sikre på, at vi fatter, hvor slemt hovedpersonen har det.

Nu er det jo en komedie det her, så vi ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han oplever noget, der får ham på rette spor. Og selvfølgelig sker der noget for Larry.

Han får arbejde som nattevagt på Det Naturhistoriske Museum i New York, og så starter løjerne ellers.

På slaget 24 vågner museet. T-Rex løber om kap med Hunneren Atilla – Theodore Roosevelt kommer galoperende på sin krikke Texas og den romerske hærfører Octavius er en lille to-centimeters figur, der trods sin ringe størrelse er overbevist om, at han lige om lidt har erobret verden. Oven i den historiske hat kommer løver, elefanter og aber drønende ind fra højre – og Larry har desuden en smule bøvl med et par hulkemænd og drabelige, egyptiske krigere, der med hundehoved og spyd passer på den balsamerede farao, Akhmenrah. Sådan er det i amerikanske film. Verdenshistorien bliver komprimeret og forsimplet – blandet sammen og blendet, så den kan indtages med sugerør.

Filmen ligner en meget dyr reklamefilm for virkelighedens museum i New York, med ekstravagant scenografi og design, samt naturligvis en happy end, der er så gammeldags, at den burde udstilles på museet. Trods alle forbehold, så er det faktisk en charmerende familiefilm. Hittet er Ben Stiller. Han er selvironisk på sin historieløse nations vegne, han er momentets mester, og han kan med sit komiske talent få selv en halvsløj film som ”Nat på Museet” til at virke som en rimelig biografoplevelse.

Årets største filmdøgn

Søndag aften uddeler de københavnske filmjournalister den fornemmeste danske filmpris, Bodil, og få timer senere – natten mellem søndag og mandag – uddeler det amerikanske filmakademi den berømte Oscar-statuette. Årets største danske og internationale filmbegivenhed på et døgn.

Bodil

Bodil er den største og vigtigste af de danske filmpriser. Det er også den ældste med 60 år på filmbagen, og det betyder noget i en branche, hvor priserne er muligheden for at skrive sig ind i filmhistorien. Det er dem, der bliver husket. Københavnerbiografen Imperial lægger igen sal til eventen, der i nogen grad døjer med alt for god smag og alt for få overraskelser. 2006 var ikke været det mest interessante danske filmår, så det bliver svært at revolutionere dansk film, med de film der er nominerede.


Bedste danske film

Drømmen (instr.: Niels Arden Oplev)

Efter brylluppet (instr.: Susanne Bier)

En Soap (instr.: Pernille Fischer Christensen)

Prag (instr.: Ole Christian Madsen)

Råzone (instr.: Christian E. Christiansen)

”Drømmen” bør vinde. Niels Ardens film beskriver et væsentligt stykke af Danmarks-historien, da revselsesretten blev ophævet, og den slags historier er til enhver tid mere væsentligt end små og store følelseskonstruktioner.


Bedste kvindelige hovedrolle

Sidse Babett Knudsen (Efter brylluppet)

Stine Stengade (Prag)

Lene Maria Christensen (Fidibus)

Trine Dyrholm (En soap)

Laura Christensen + Stephanie Leon + Julie Ølgaard (Råzone)

Trine Dyrholm tør noget, hun vil noget med sit skuespil. I ”En Soap” får hun lov til at spille frit, hun giver sig selv hen i rollen, og selvom hun vinder næsten hvert år, så har hun fortjent at gøre det igen.


Bedste kvindelige birolle

Sofie Stougaard (Lotto)

Stine Fischer Christensen (Efter brylluppet)

Mette Riber Christoffersen (Råzone)

Bodil Jørgensen (Der var engang en dreng, der fik en lillesøster med vinger)

Mia Lyhne (Direktøren for det hele)

Ingen af birollerne har bidt sig specielt godt fast. Det er ikke her, at man finder den store afgørende præstation. Og dog. Mette Riber Christoffersens sorte Anja i ”Råzone” har et eller andet, som bør honoreres.


Bedste mandlige hovedrolle

Janus Dissing Rathke (Drømmen)

Rolf Lassgård (Efter brylluppet)

David Dencik (En soap)

Nicolas Bro (Offscreen)

Mads Mikkelsen (Prag)

Ydmygende, selvudleverende, paranoidt – Nicolas Bro er fremragende i ”Offscreen”. Hans præstation er noget af det vildeste, der er set, i de snart 13 år dansk film har haft succes kunstnerisk og kommercielt. Han skal vinde, fordi han tør noget, og kan noget, som de færreste skuespillere i verden kan. Han går ud over kanten i filmen, falder og falder – uden nogensinde at falde igennem. Det er en bemærkelsesværdig præstation.


Bedste mandlige birolle

Bent Mejding (Drømmen)

Jens Jørn Spottag (Drømmen)

Fridrik Tor Fridriksson (Direktøren for det hele)

Den gode birolle er den, der holder plot og hovedpersoner i konstant spænding og spil. Det gør Bent Mejding i ”Drømmen”. Overbevisende, kynisk og perfekt. Bedre bliver det ikke.


Bedste amerikanske film

A Prairie Home Companion (Robert Altman)

Babel (Alejandro González Inárritu)

Capote (Bennett Miller)

The Departed (Martin Scorsese)

United 93 (Paul Greengrass)

Det er fem gode film, der nominerede i denne kategori. ”The Departed” må gerne vinde. ”Babel” er en udspekuleret tingest, der måske ikke er helt så dyb, som den foregiver. Scorsese er en fremragende filmmager, og han har lavet en fascinerende urfortælling om politi og røvere.


Bedste ikke-amerikanske film

Barnet (Jean-Pierre og Luc Dardenne) (Belgien)

De andres liv (Florian Henckel von Donnersmarck) (Tyskland)

The Queen (Stephen Frears) (England)

Skjult (Michael Haneke) (Frankrig)

Volver (Pedro Almodovar) (Spanien)

Alle fem film har kvaliteterne til at vinde. ”De andres liv” er dog i en klasse for sig. Må den bedste film vinde.


Oscar

For 79. gang uddeles verdens mest eftertragtede dørstopper i Hollywood. Flere hundrede millioner filmfreaks, modeinteresserede og glamourjunkier flokkes om tv-skærmene for at følge de seks timer, der går fra de første stjerner betræder den røde løber, til showet slutter med uddelingen af prisen for årets bedste film.

Kom så Danmark!

For første gang i 18 år har Danmark en spillefilm med i Oscarkonkurrencen for ikke-engelsksprogede film.

Susanne Biers lægeroman-drama ”Efter Brylluppet” med Mads Mikkelsen i spidsen må dog betegnes som uden chance for at vinde. Den er oppe mod fremragende film.

”De andres liv” har begejstret over det meste af verden med historien om en Stasi-agent, der fatter sympati for den frie tanke og for det ægtepar han overvåger.

Ved siden af den tyske film står den fransk-algierske krigsfilm ”Indigènes” og den mexicanske ”Pan’s Labyrint” på kvalificeret spring.

Tre film, der er klasser over den danske.

Men det er flot, at Bier er med. Det kan betyde meget for hendes karriere og for dansk films fremtidige muligheder ved Oscar, at vi endelig igen har en film med. Erfaringen viser, at er man først inde i varmen, så bliver man der! For eksempel har Sverige haft 5 film med de seneste 15 år uden egentlig at have haft noget specielt interessant at byde på. Sådan er Oscar. Det er taktik, uskrevne regler og masser af filmpolitik. Det er et spil, som dansk film kan finde ud af, når det handler om kortfilm.

Dansk film har været repræsenteret hele 6 gange i de seneste 11 år i kortfilmskategorien. Anders Thomas Jensen vandt i 1998 for ”Valgaften” og Martin Strange-Hansen i 2003 for ”Der er en yndig mand”. Begge film var med den rutinerede Oscar-ræv Kim Magnusson i producer-kulissen. Det er også ham, der står bag nomineringen af Søren Pilmarks kortfilm ”Helmer og Søn”, der helt uventet blev udtaget i år. Magnusson kender smutvejene til at få Akademiet i tale. Den slags er brugbart og nødvendigt, hvis man skal gøre sig håb om at holde en takketale ved festen.

Det er et åbent spørgsmål om ”Helmer og Søn” vinder. Vi får se. Kernen er, at dansk film er med, hvor det tæller. Og det gør det søndag nat dansk tid i The Kodak Theatre i Los Angeles. Klokken cirka 05.00 mandag morgen ved vi, hvordan det hele er endt. Indtil da er der kun at glæde sig til verdens største og vigtigste filmfest.

Transmissionen fra Oscar sendes i Danmark på TV2 Film.

Årets Oscar-vindere.

I Oscar-sammenhæng skal der tænkes taktisk, når man gætter på årets vindere. Hvilke film kan de fleste af Akademiets medlemmer sympatisere med – hvad er rygterne, og hvem fik priserne ved Golden Globe, der uddeles af de udenlandske filmjournalister i Los Angeles, og hvem har fået Screen Actors Guild og Directors Guild of America – de to fagforeningers priser? Alt peger mod kulminationen: Årets Oscar.

BEDSTE FILM

Babel

The Departed

Letters From Iwo Jima

Little Miss Sunshine

The Queen

”Babel” er favoritten. Globalisering er trendy, og det er in i øjeblikket, at gå efter film, der er etniske i kanten.

“The Departed” kan vinde, men den er sikkert for voldelig og for traditionel for Oscar, der de senere år er gået efter små originale film.

MANDLIGE HOVEDROLLE

Leonardo DiCaprio – “Blood Diamond”

Ryan Gosling – “Half Nelson”

Will Smith – “Jagten på lykke”

Peter O’Toole – “Venus”

Forest Whitaker – The Last King of Scotland”

Den står mellem Leonardo og Forest Whitaker. Whitaker er favorit, fordi han har taget alle andre store priser op til Oscar. Hans portræt af Idi Amin er skræmmende godt. Indlevende, ekscentrisk, voldsomt – og vigtigst; biografisk. Den slags kan Oscar godt lide.

MANDLIGE BIROLLE

Alan Arkin – “Little Miss Sunshine”

Jackie Earle Haley – “Little Children”

Djimon Hounsou – “Blood Diamond”

Eddie Murphy – “Dreamgirls”

Mark Walhberg – “The Departed”

Mark Wahlberg vinder, fordi han spiller en birolle, der fylder meget i ”The Departed”. Han er dybt usympatisk, og den slags husker man. Skurke og psykopater er god underholdning, og samtidig vil en pris til Wahlberg sende et signal om, at Oscar tror og tænker på de yngre skuespillere.

KVINDELIGE HOVEDROLLE

Penelope Cruz – “Volver”

Helen Mirren – “The Queen”

Judi Dench – “Notes On A Scandal”

Meryl Streep – “The Devil Wears Prada”

Kate Winslet – “Little Children”

Der er ingen tvivl. Hellen Mirren tager prisen. Rollen som Dronning Elizabeth II er en modig og nutidig fortolkning af en levende monark – den slags falder Akademiet for. Hvilket er fortjent. Hun er langt bedre end de andre, der er nominerede i år. Rollen har kraft og omtanke. Den slags skal belønnes.

KVINDELIGE BIROLLE

Adriana Barazza – “Babel”

Cate Blanchett – “Notes On A Scandal”

Abigail Breslin – “Little Miss Sunshine”

Jennifer Hudson – “Dreamgirls”

Rinko Kikuchi – “Babel”

De to biroller fra ”Babel” fortjener belønning, de er sublime, men det er sikkert ikke tilstrækkeligt overfor Jennifer Hudson i ”Dreamgirls”. Hun er sød, charmerende og synger sig til al opmærksomheden i filmen, der ellers ikke har meget at byde på. Men hun er god, og filmen skal med 8 nomineringer hjem med et eller andet. Bemærk lige den 10-årige Abigail Breslin.

INSTRUKTION

Alejandro González Iñarittu – “Babel”

Martin Scorsese – “The Departed”

Clint Eastwood – “Letters From Iwo Jima”

Stephen Frears – “The Queen”

Paul Greengrass – “United 93”

Martin Scorsese fortjener en Oscar for ”The Departed”. Det er hans seneste kapitel i hans helt egne korrupte USA-krønike, der mest handler om verden set med gangster-briller. Filmen er eminent instrueret og en Oscar værdig.

IKKE ENGELSK SPROGEDE FILM

“Efter brylluppet” (Danmark)

“Days of Glory” (Algeriet)

“Pan’s labyrint” (Mexico)

“De andres liv” (Tyskland)

“Water” (Canada)

”De andres liv” er en af årets bedste film i verden. Derfor fortjener den en Oscar. Politisk, demokratisk og debatterende med sit publikum. Et stykke verdenshistorie gjort til filmhistorie.

ANIMATIONSFILM

“Biler”

“Happy Feet”

“Monster House”

En af showkategorierne, der et langt stykke hen af vejen ikke er så meget værd. ”Happy Feet” er den mindst ujævne af de tre nominerede.

FOTOGRAFERING

“The Black Dahlia”

“Children of Men”

“Illusionisten”

“Pans labyrint”

“The Prestige”

De æstetiske kategorier er ikke så kendte i Danmark som i USA. Der er grund til at holde øje med ”Pan’s Labyrint”, der snart kommer op i Danmark. Djævelsk mareridt med symboler og analogier nok til 10 film.

KLIP

“Babel”

“Blood Diamond”

“Children of Men”

“The Departed”

“United 93”

Paul Greengrass, der har lavet ”United 93”, er et kæmpe talent og hans kan skrue en hæsblæsende og adrenalinpumpet historie sammen, så pulsen rammer 180 efter 5 minutter. Klipningen gør det for ham. Hans film bør vinde.

DOKUMENTARFILM

“Deliver Us From Evil”

“An Inconvenient Truth”

“Iraq In Fragments”

“Jesus Camp”

“My Country, My Country”

Dokumentargenren har fået fat efter Michael Moore vandt i 2003. Igen i år er det et stærkt politisk felt. Al Gores film om global opvarmning vinder formodentlig. Den er politisk korrekt, den er vel struktureret, og den taler det nutidige sprog, som Akademiet ser efter i denne kategori.

Øvrige kategorier og favoritter:

Kort animationsfilm:

“The Little Matchgirl”

Art direction:

“Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”

Kostumedesign:

“Dreamgirls” – Sharen Davis

Kort dokumentarfilm:

“The Blood of Yingzhou District”

Makeup:

“Pan’s labyrint”

Lydredigering:

“Apocalypto”

Lydmix:

“Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”

Visuelle effekter:

“Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”

Kortfilm:

“Helmer & søn”

Orignale filmmusik:

“Babel” – Gustavo Santaolalla

Sang:

“Patience” fra “Dreamgirls” – Henry Krieger og Willie Reale

Manuskript fra et forlæg:

“The Departed” – William Monahan

Originale manuskript:

“Babel” – Guillermo Arriaga