Monthly Archives: september 2006

Yndlingsfilm til drengerøve

Yndlingsfilm til drengerøve

Jet Li er superstjernen i en overlegen visuel og æstetisk gennemført kampsportsfilm. Han sparker røv – i fredens navn.

Af Søren Høy

Kære Voksne Læser

Fearless er formodentlig ikke noget for dig, så lad være med at spilde den kostbare avistid på at læse denne anmeldelse. Husk, at travlhed og utålmodighed er to af de værste sygdomme i den vestlige verden, og anmeldelsen her skulle nødigt udløse nogen af dem.

Giv derfor straks avisen til den nærmeste teenager. Fearless er lavet til dem, og lur mig, om flere af dem ikke får sig en ny yndlingsfilm, efter at de har set superstjernen Jet Li’s nyeste tempo-battle royale.

Hej Teenager,

I midten af 70’erne var der et ikon, der hed Bruce Lee. Han var mester i martial arts – kampsport. Vi var vilde med ham. Han kunne det hele. Hvis du er i tvivl om, hvor hurtigt slag-maskinen Lee kunne fighte, så se engang Enter the Dragon (’73) eller Game of Death (’78). Wow! Det var dengang, et videobånd var så stort, at det skulle køres hjem på en ladvogn.

Rygtet gik, at den eneste, han ikke kunne besejre, var Chuck Norris – 80’er helten med overskæg. Se ham i Missing in Action (’84) eller Delta Force (’86), så skal I se løjer og cirkelspark. Eller The Muscels from Brussels, Jean-Claude van Damme. Da Bloodsport (’88) kom, skulle vi alle sammen gå til full contact karate. De havde det bare ikke på ungdomsskolen.

Jeres årtusindes mest spændende og dygtigste kæmper hedder Jet Li. Han er elegant, han er hurtig, og så laver han gode film. Han er stjernen over dem alle i Fjernøsten lige nu. Se hans nye film og lær lidt om, hvordan verden ser ud i Hong Kong – og nyd så de vildeste og mest intense kampscener, jeg har set i flere år.

Kære Voksne Igen,

Fearless handler om at blive et helt menneske, om imperialisme, moral, værdier, familie og ikke mindst om kultursammenstød. Bare så I ved, at de unge får lidt fast filmføde ind, mens de bliver underholdt.

Ni Liv

Kvinder fri entre, mænd begrænset adgang.

”Ni Liv” er skabt til ære for kvinden i krise, og måske til manden, der gerne vil vide mere om kvinden i krise.

Af Søren Høy

Sådan, Kvinder. Nu er der endelig en film, som I kan få for jer selv. En film, der handler om kvinder, med kvinder og for kvinder. Den eneste mand, som man bemærker i produktionen af denne film, er instruktøren Rodrigo Garcia.

”Ni Liv” er ni små skæbnefortællinger om moderne kvinder, der ikke kan finde ud af livets komplicerede puslespil – fortalt i ni lettere sammenhængende historier, der dog ikke har den store forpligtelse i forhold til hinanden. Naturligvis, som genren foreskriver, møder vi nogle af kvinderne i flere historier.

”Ni Liv” handler mest af alt om opgøret med fortiden. Kvinderne enten graver eller bliver ufrivilligt konfronteret med en fortid, som kompromitterer dem, ydmyger dem, udnytter dem.

De bor alle sammen i LA. Vi ved fra diverse film, at det er et ensomt sted at færdes. Ingen undtagelse her. Desillusionen kæmper en tung kamp med trøstesløsheden i de ni historier, og mit bud er, at man skal være ualmindelig tæt på livets krise, for at filmen får fat.

Det gode: De skønne kvinder – fra Robin Wright Penn over Holly Hunter og Amy Brenneman til Glenn Close og de nye interessante Dakota Fanning og Amanda Seyfried. De er dem, der giver hver historie en form for liv. De nyder, at de får lov til at spille igennem – de får en sjælden mulighed for at lade alle scener toppe på en følelse, og dermed slipper de for bulder, brag og action. Alting kommer indefra, og det er tydeligt, at det bekommer dem vel. For feinschmeckerne er der det elegante, at alle de ni afsluttede historier, enaktere, som man kaldte det på teateret i gamle dage, er one-takes – ingen klip, ingen smarte effekter. Intimt koreograferet og dermed rum for intenst spil fra kvinderne.

Det dårlige: Instruktøren lavede for 5 år siden en stort set identisk film med titlen ”Things You can tell just by looking at Her”. Farvel originalitet. Den var næsten lige så kedelig som ”Ni Liv”. Når film er kedelige, så kan der være nok så mange gode tanker bag dem, det går bare ikke. Publikum gider ikke kede sig i biografen.

En ny verden

Anders Matthesen debuterer som filmskuespiller i Rene Hjerter. 31 årige Matthesen spiller tossen Kriss, der er så vild med filmen Rene Hjerter, og hovedrollefiguren Linda, at han flygter fra anstalten, hvor han er spærret inde, for at finde hende ude i virkeligheden. Kriss bliver kastet ud i farlig verden – Matthesen bliver for første gang kastet ud i spændende filmverden.

Af: Søren Høy


5 gode film ifølge Matthesen:

Goodfellas (Martin Scorsese, 1990)
Groundhog Day (Harold Ramis, 1993)
Man on the Moon (Milos Forman, 1999)
City of God (Fernando Meirelles, 2002)
Eternal Sunshine in a Spotless Mind (Michel Gondry, 2004)


5 gode skuespillere ifølge Matthesen:

Robert de Niro
Troels Lyby
Adam Sandler
Brittany Murphy
Morgan Freeman


Stand-up, rap, radio, tv, Terkel i Knibe, Spies, meningsmand, talkshows, Grøn koncert, festivaler, DVD-udgivelser, teater, udsolgte shows – produktionen er forbløffende. Succesen er gennemført på tværs af medier og genrer. Komikken har været det gennemgående element. Nu er han seriøs. Anders Matthesen har den afgørende hovedrolle i Kenneth Kainz-filmen Rene Hjerter.

Du har prøvet mange ting i din karriere – hvorfor har du ikke spillet med i en film før?

Det er primært fordi, det var nogle lorteroller, jeg fik tilbudt. Jeg har dog været til casting på nogle stykker, som jeg gerne ville have, men ikke fik. Andre gange hvor det var mere sandsynligt, jeg ville få rollerne, kunne jeg mærke, at jeg skulle være det komiske sidekick, eller bare skulle stikke snotten ind og fyre en kvik bemærkning af.

Det er måske de roller, som publikum umiddelbart regner med, at jeg ville tage – og derfor har jeg ledt efter noget seriøst. Da Rene Hjerter kom, var jeg ikke i tvivl om, at den opfyldte mine forventninger til drama, historie og mine egne muligheder.

Har du haft en bevidst strategi for din filmkarriere?

Det har ikke været en helt bevidst strategi, det har mere været en fornemmelse – at jeg ikke var helt tilpas med de ting, som jeg blev tilbudt. Måske tænker jeg lidt længere, end nogle af mine kolleger gør nogle gange. Jeg siger ikke bare ja for at kunne vinkle af i karriereruden, hvor der står filmrolle.

Jeg kan huske, at da Mette Lisby spillede med i Klinkevals, stod alle klar til at bedømme hende, og dengang tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde fik chancen i en film, så skulle der være mulighed for virkelig at prøve at spille skuespil i en film med et gennemført manuskript.

Du er vant til komik og den timing, som den stil kræver – hvordan var din tilgang til dramaet?

Den genre havde jeg ikke prøvet før, og derfor fik jeg en coach, der kunne hjælpe mig med at finde det rigtige spil frem. Vi havde Sarah Boberg med, som har taget forskellige skuespiltekniske uddannelser, blandt andet i USA, og hun kunne hele tiden guide og hjælpe mig. Hun kunne pludselig sige til mig: ”Hvad tænker du på lige nu? Nu er du god, det er sådan Kriss ser ud, når der er nogen, der taler til ham.” Jeg sad sikkert bare og tænkte over, om der var kaffe på kanden. Opgaven blev så, at jeg skulle fæstne min koncentration, så det så ud som om, at jeg slet ikke var til stede i rummet. Jeg skulle egentlig ikke høre efter, hvad de andre spillere sagde til mig men alligevel svare dem distræt og verdensfjernt bagefter.

Boberg er god til at gå ind og markere, hvad der virker. Jeg var bevidst om, at det var nyt for mig, og jeg vidste, at det ville blive hårdt arbejde, og kræve så meget hjælp som jeg kunne få.

Brugte du dine kræfter på det rigtige – kunne du fokusere på spillet og figuren?

Jeg synes, at jeg passede godt ind på holdet. Dagene blev afviklet med højt humør og stor koncentration. Når det blev lidt tungt, så gik jeg ind og gøglede og gjorde mit til, at det var sjovt, når alle var kørt ned og var på overarbejde.

Jeg lærte meget af at kigge på de andre skuespillere. I stedet for at have hele historien inden i hovedet og prøve at overskue hele forløbet – som jeg gør på teateret og til mine shows, hvor jeg er nødt til at økonomisere mine kræfter og tænke i to timers dramaturgi konstant – så er film én scene af gangen, og ellers være ligeglad med, hvad Kriss skulle udsættes for dagen efter. Film handler om afgrænsning. Hele tiden lede efter den lille historie i hver scene.

Oplevede du et pres på dig på settet – du optræder trods alt i stort set alle scener, og skal hver gang levere replikker, der får handlingen til at skride frem?

Der var et pres. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor dyrt det hele er. Film er dyrt. Jeg kunne høre pengene fosse ud af produktionen hver gang, at kameraet kørte. Det er ikke som tv, hvor man optager på video, som ikke koster noget særligt.

Det betød, at jeg følte en alvor hver gang kameraet kørte. Jeg følte mig ikke så afslappet, som jeg måske gerne ville. Jeg improviserede overhovedet ikke. Den skulle bare køres sikkert hjem, så jeg var sikker på, at instruktøren og hele holdet fik det, som de skulle have.

Jeg tænkte nok for meget på produktionen og på, om det hele kørte for alle. Næste gang vil det være godt for mig selv og resten af holdet, hvis jeg løsner lidt op, og lader være med at være alt for ansvarlig for folk, der ret beset ikke behøver min bekymring.

Er det vigtigt for dig, at andre skuespillere synes du er god i rollen?

Ja, det er det sgu. Det er ikke sådan at jeg forventer, at hele Danmarks skuespillerstand rejser sig op og klapper, men jeg bliver ked af det, hvis alle tænker, at det er pinligt, og at gøgleren skulle have holdt sig oppe på scenen.

Jeg ved godt, at jeg er på udebane her, og jeg skal tjene min ret til at være her. Men jeg synes, at det er et okay første forsøg.

Hvad er konklusionen på din første seriøse dramatiske optræden på film?

Jeg er nået frem til, at det her kan jeg godt – og jeg er nået frem til, at der er meget, som jeg skal blive bedre til. Jeg føler det sådan, at jeg ville være meget bedre rustet til det nu, end jeg var, da vi startede. Nu ved jeg, hvad det handler om, og hvad det kræver. På en underlig måde vil jeg gerne have mulighed for at give rollen et bud mere. Det ville blive meget mere præcist.

Jeg synes, det er lykkedes. Jeg er stolt og glad over min egen præstation og filmen, men så skal der heller ikke tærskes mere langhalm på det. Næste gang skal den have et nøk op ad.

Oliver Stones Helte

Amerikansk films store provokatør Oliver Stone har lavet sin film om den 11. september 2001. Filmens titel er World Trade Center, og den handler om to politibetjentes kamp for overlevelse i ruinerne i det første døgn efter, at tårnene styrtede sammen. Stone er kendt for sin kontroversielle politiske stil, men denne gang er der ikke et ord om terror, krig og konspiration. Stone har lavet en film om de sande helte i New Yorks gader.

World Trade Center - Plugged In

Navn: Søren Høy

Oliver Stone ligner sig selv. Godt over de 100 kilo, solbrændt af hverdagen i Los Angeles, iført maritim californisk uniform med lyseblå polo, blazer og sorte Police-solbriller. Håret er sort, lidt tyndt efterhånden, og det er vanen tro strøget tilbage med overlagt casual hånd. Stone er cool. Han ér Oliver Stone. Han omtaler sine film som ”Oliver Stone-film”, han ved, hvad der forventes af ham, han ved hvilke myter, der klæber sig til ham. Vietnamveteran, modstander af alt, USA står for og gør, alkoholiseret, potryger, charlatan, konsekvent vrede og ikke mindst en af USAs mest kontroversielle filminstruktører. Titlerne står i kø for at få opmærksomhed på mandens imponerende film-cv: Platoon, Born on the Fourth of July, Wall Street, JFK, The Doors, Nixon, Natural Born Killers, U Turn, Any given Sunday, Comandante, Alexander. Tre Oscars og masser af nomineringer. Verdensberømt for sin æstetik og sin politiske stillingtagen. Han trækker et senat af debattører rundt, overalt hvor han befinder sig. Hvor Stone er, er debatten.

Goddag, siger han. Danmark. Glimrende. Jeg ved, I har en levende debat-kultur. Det kan man ikke sige om USA. Men ved I, hvad I bruger den debatkultur til – eller taler I bare til hinanden uden at lytte? Stone er hurtig. Quick. Han kan alle de journalistiske tricks. Alle genveje. Alle omveje. Han har lavet dokumentarfilm med propagandistiske overtoner om Castro, om Arafat – han ved, at hvis hans pointer skal have pondus og fremtvinge respekt, så skal han sætte sig selv i scene – han sørger for, at intervieweren lige bliver mindet om, hvem der har overblikket – hvem af os to, der er debattøren, demokraten – hvem af os to, der har magten lige her og nu. Jeg er håndlager for den forudindtagede læser, han er massiv virkelighed, som med muskuløs retorik skal have sit budskab ned i spalterne.

Hvor var du den 11. september 2001 klokken 8.45, New York-tid?

Jeg var i Los Angeles den dag, det skete. Jeg sov. Min kone vækkede mig og fortalte, at New York var ved at eksplodere. Hun vidste på det tidspunkt heller ikke, hvad der skete. Der skete ikke noget specielt for mig den dag. Jeg sad hele dagen og kiggede på fjernsynet.

Besluttede du allerede den dag, at du ville lave en film om det store drama, du oplevede på tv?

Ikke lige da det var sket. Folk gik i de dage og sagde, at det lignede en katastrofefilm. Den genre har aldrig interesseret mig, så det var ikke det, jeg først tænkte på. Jeg tænkte på familierne, på dem der arbejdede i gaderne, og på hvem der stod bag. Det samme som alle andre almindelige amerikanere går jeg ud fra.

Jeg overvejede ikke at lave en 9.11-film, før jeg læste manuskriptet i 2005.

Hvordan reagerede du på terrorhandlingen?

Jeg var vred den dag. Jeg ville have hævn. Det tror jeg, mange amerikanere gerne ville. Da jeg hørte at Al-Queda stod bag, så ville jeg have fat i dem lige så meget som alle andre. Interventionen i Afghanistan var i orden, det synes jeg stadig i dag. Vi gjorde det godt, verden var med os. Men hvordan retfærdiggjorde det, at USA senere gik ind i Irak? Det fordømmer jeg, og det har jeg en masse ballade over i USA. 9.11 blev politiseret af George Bush, og det kan der sagtens laves en anden film om en dag. Den bør laves.

World Trade Center handler om de to betjente, John McLoughlin og Will Jimenos. Filmen starter den 11. september 2001 klokken 06.00 om morgenen. De to betjente er på vej på arbejde. John har en 1½ times køretur fra New Jersey, kone og fire børn til Manhattan. Han er en rutineret cop. Han var med, da World Trade Center var udsat for et terrorangreb i 1993. Han er tillidsvækkende – han er rygraden i et ranglet land. Will er den unge hispanic. Ambitiøs og jokende. Far til en lille pige og en mere på vej. Hele USA trukket ind i to sjæle, der med pressefolder i politibukserne mønstrer på stationen ved Port Authority-politiet.

De næste timer er CNN-versionen af dramaet, indtil de to ligger begravet i ruinerne i 5. sals højde. De kan ikke se hinanden, de kan høre hinanden – de kan tale sammen, men ingen af dem kan røre mere end en arm.

Betjentene, der var på arbejde den dag, vidste ikke hvad det var, de var med til. Som formiddagen gik, skete der hele tiden nye vanvittige ting. Hele tiden blev deres opmærksomhed fjernet fra det, som de egentlig skulle – hele tiden kom der nye ordrer, nye informationer om hvorfor de to bygninger stod i flammer. Mange af dem anede ikke, hvad der skete, da de løb ind i bygningerne.

Først troede redningsfolkene, at det var en begrænset katastrofe, hvis man kan kalde noget det. Folk skulle bare ud af bygningerne i en fart, og der ville formodentlig være begrænsede tab.

Men det blev værre og værre, og de blev fanget i ruinerne uden at ane, hvad der egentlig var sket. Flere af redningsfolkene forstod først sammenhængen, da de blev reddet ud efter et døgn. Jeg er fascineret af deres kamp for at overleve og deres utrolige held i situationen. Psykologisk tror jeg, at det for spændingens skyld var vigtigt at gå helt ind i personerne. Finde ud af, hvad de tænker og føler, og hvad de så, da det hele pludselig røg ned om ørerne på dem.

I nærdødsoplevelser handler det ofte om centimeter. Jeg har resterne af en kugle i nakken. Hvis den havde siddet en centimeter til højre, så havde jeg været lammet i hele kroppen.

Stone spørger, om jeg vil røre ved kuglen. Der sidder en stump i nakken på ham. Det er ikke rart at røre ved folk, som man ikke kender. Der går en intimitetsgrænse lige der, hvor to højrehænder mødes til et kort tryk. Selv et tryk, der varer fem sekunder længere end forventet, kan føles som en overskridelse af grænsen. Det dobbelte håndtryk er langt over stregen. Berøring af kugle i nakke er ubehageligt. Skal, skal ikke?

Den føles underligt blød. Det må være arret og arvævet, der gør det. Men der er et eller andet derinde bagved. Stone ved godt, at det her kommer med i artiklen. Han ved godt, at følelser er stærke, han ved godt, at den eneste måde han kunne udmanøvrere sine politiske kritikere på, var ved at trække følelsessymfoniorkesteret ud på Ground Zero, og så ellers lade dem spille helt igennem. Alt det her er efterrationaliseringer – Stone er allerede videre i teksten.

Will og John i filmen var centimeter fra at dø. Var de ikke nået til elevatorskakten, hvor de kastede sig ind, så var de med sikkerhed blevet mast.

Det, som egentlig er interessant ved denne her historie, er, hvad der holder de her folk i live. Er det religionen? Er det de familiære bånd?

Det er en historie om død, det er en historie om, hvad der holder os i live. Hvilken rolle spiller håb i livet? Hvilken rolle spiller frygt? Hvad er kærlighed, og hvad kan vi overleve for kærligheden? Det er de ting, som jeg savner svar på, det er de ting, som mange i hele verden savner svar på. Derfor har jeg gjort det til en kærlighedshistorie mellem betjentene og deres familier.

Handler filmen ikke om 9.11?

Jo, den handler om noget, der skete den dag. Det er et mikrokosmos fra og om 9.11. Når man portrætterer personer, der intet har med amerikansk udenrigspolitik eller terroristerne at gøre, så kunne denne film handle om dem, der blev fanget i Tsunamien i Asien, den kunne handle om en familie fra Tyrkiet eller Iran, der er fanget i et jordskælv. Det er den samme lyst til overlevelse, det er de samme psykologiske mekanismer.

Bakker du ikke ud af, hvad 9.11-konflikten egentlig handler om: kultursammenstød, religion, terror, frygt, krig?

Jeg har meget stærke holdninger til 9.11. Det har jeg sagt mange gange, og jeg er blevet hængt ud for mine holdninger i mit eget land. Jeg ville ikke have, at mine politiske standpunkter kom imellem mig, filmen og publikum – de overlevende og deres familier. Jeg ville ære dem. Jeg havde ikke brug for politisk ståsted i filmen.

Oliver Stone har gennem sin karriere konsekvent drillet det konservative USA. Den nyttesløse krig i Vietnam i Platoon og veteranerne, der er blevet svigtet i Born on the Fourth of July, pengenes magt over individet i Wall Street, konspirationer mod præsidenter i JFK, og det amerikanske samfunds forfald og idoldyrkelsen af massemordere i Natural Born Killers. For slet ikke at tale om hans direkte provokation i propagandafilmene om Fidel Castros regime og Yasser Arafats PLO.

World Trade Center har vendt debatbordet 180 grader. Der er sket noget underligt. Nu bliver Stone hyldet for sit ’Masterpiece’ af det republikanske USA. I New York Times den 27. juli roser adskillige fremtrædende republikanere Stone for at have lavet ”en af de mest pro-amerikanske film nogensinde.” Efterfulgt af ”Gud bevare Oliver Stone”.

De venstreorienterede anmeldere skoser Stone for at svigte sit trofaste publikum, som forventer politik, debat og den anti-autoritære version af 9.11 – de forventer Oliver Stone-stilen – ikke patriotisme for fuld volumen.

Denne film er ikke politisk. Den er ikke højreorienteret, den er ikke venstreorienteret.

Jeg mener selvfølgelig, at denne her film er lige så kraftfuld som mine øvrige film. Folk græder, når de ser den. På den måde er der ikke ændret noget. Jeg føler lige så stærkt med personerne i denne film, som jeg gør med personerne i mine andre film. Politik taler også til hjertet. Som John Kennedy sagde i 1963: Vi indånder alle sammen det samme luft, vi lever alle sammen under den samme sol.

USA er et anderledes land. Vi vokser op som krigere. Vi bruger krigsmetaforikken om alt. Vi har krig mod fattigdom, krig mod cancer, krig mod stoffer og terror. Det er en evig krig. Vi bruger måske ordet forkert. Men samtidig er vi ofte i krig. Alle generationer har været det de sidste 100 år. Derfor tænker vi til tider, set med europæisk optik, som patrioter alle sammen.

Hvorfor valgte du denne vinkel på 9.11 og ikke terror- eller religionsvinklen?

Det er fordi, dette er en mirakuløs historie. Det er et mirakel, at de overlevede – og derfor skal folk kende denne her historie.

Jeg kan sagtens holde min personlige stillingtagen til den samlede konflikt ude af den historie, som jeg gerne ville fortælle i denne film. Det er for mig to vidt forskellige ting. Dette er filmen om helte. Det er ikke filmen om politikere, der lyver for befolkningen – eller om befolkningen, der lader sig narre.

Du fortalte mig i 1999, at alle dine film er USA her og nu. Din fornemmelse for USA, dit syn på USA. Er World Trade Center USA her og nu?

Nej, det er det faktisk ikke. Det her er historien om et ideelt USA. Et land, hvor man ofrer sig for hinanden, et land, hvor man hjælper hinanden og holder sammen. I de dage følte USA og specielt New York en forbindelse til resten af verden, som var unik og utrolig. Folk gav blod, de kom rejsende for at hjælpe, alle bakkede op om de efterladte, alle ville gøre noget for andre. Det er det USA, som jeg gerne vil leve i.

Hvis du laver en 9.11-film mere – hvad skal den så handle om?

Jeg lavede tre film om Vietnam. Måske skal jeg lave tre film om 9.11? Der er historier nok at tage af.

Måske er efterdønningerne slet ikke ovre endnu, måske er der en masse historier, som vi slet ikke har set udfolde sig. Måske skal jeg vente nogle år, til vi kan se, hvilke ting 9.11 egentlig har betydet for verden.

Jeg vil ikke komme med konklusioner på terror-krigen – det tror jeg ikke, at der er nogen, der vil. Men på et tidspunkt kunne det være interessant at arbejde med en helt anden type storpolitisk vinkel på 9.11.


9.11-film:

9/11 (dokumentar, 2002): Jules og Gédéon Naudet.
11’09’’01-September 11. (spillefilm, 2002): 11 instruktører, 1 film.
Army of One (dokumentar, 2003): Sarah Goodman.
Persons of Interest (dokumentar, 2004): Alison Maclean og Tobias Perse.
Fahrenheit 9/11 (dokumentar, 2004): Michael Moore.
United 93 (spillefilm, 2006): Paul Greengrass.
On Native Soil (dokumentar, 2006): Linda Ellman.
World Trade Center (spillefilm, 2006): Oliver Stone.


Oliver Stone (Født 15.9.1946 i New York):

World Trade Center (2006)
Alexander (2004)
Looking for Fidel (2004)
Persona Non Grata (2003)
Comandante (2003)
Any Given Sunday (1999)
U Turn (1997)
Nixon (1995)
Natural Born Killers (1994)
Heaven & Earth (1993)
JFK (1991)
The Doors (1991)
Born on the Fourth of July (1989)
Wall Street (1987)
Platoon (1986)
Salvador (1986)


 World Trade Center

Instruktør: Oliver Stone
Manuskript: Andrea Berloff, baseret på politimændene John McLoughlin og Will Jimenos oplevelser.
Medvirkende: Nicolas Cage, Maria Bello, Michael Peña, Maggie Gyllenhaal m.fl
Dansk premiere: 25. september 2006
Budget: 63 mio dollars
Indtjening i USA: 56 mio dollars
Handling: 11. september 2001 møder to betjente på arbejde ved politiet på Manhattan i New York. 1½ time senere smadrer to fly ind i World Trade Center. De to betjente bliver sammen med tre kolleger sendt ind i den ene bygning for at få folk ud. Minutter senere kollapser tårnet, og de to betjente bliver fanget i ruinerne. Publikum følger de to mænds familier, deres frygt og bekymring, samtidig med at redningsfolkene søger efter overlevende i ruinerne af World Trade Center.