Tag Archives: Film

Middelmådigheden i Cannes

Filmene i kamp om årets Guldpalme har indtil videre ikke overbevist. Det gjorde til gengæld festivalens officielle 60 års fødselsdagsshow. 33 film på 3 minutter lavet af tidligere vindere og andre prominente medlemmer af Cannes-familien.

Af: Søren Høy

Cannes Festivalens mangeårige overhoved, Gilles Jacob, kan godt lide at hylde den festival, som han har bygget op til at være verdens fornemmeste kunstneriske filmfestival.

I år har Jacob bedt 33 instruktører om at lave hver sin lille film. 3 minutter med titlen ”Chacun son cinéma”. ”Hver sin biograf” er den direkte oversættelse, men begrebet ”cinéma” bærer meget mere end blot ”biograf”. Det dækker hele filmverdenen. Det er et begreb. Det dækker alt, der handler om film. Indlevelse, oplevelse og hele industriens virke.

Opgaven til de 33 instruktører var simpel. Lav en film på 3 minutter, der foregår i eller rundt om en biograf.

Danmark er repræsenteret i det flotte selskab med vores to Guldpalme-vindere; Lars von Trier og Bille August.

Og hvorfor ikke springe mellemregningerne over og konstatere, at Triers var en af de tre bedste og Augusts en af tre værste.

Triers film er med ham selv i en blodig hovedrolle. Han sidder i en biograf, og ser sin egen film ”Manderlay”. Ved siden af ham sidder en

”Manderlay”

forretningsmand, der keder sig bravt. Han roterer på stolen, piller ved alt muligt, og til sidst begynder han at tale til Trier. Han fortæller, han er en succesfuld forretningsmand, og at han ejer otte biler. En til hver dag, og en til at blive begravet i. Trier er tydeligvis irriteret over kulturignoranten, der kun kan tale om materialisme, og tydeligvis ikke fatter filmen. Ignoranten spørger Trier, hvad han så laver. Til det svarer Trier ”I kill”, hvorefter han trækker en kæmpe hammer frem, og gentagne gange banker manden i hoved. Derefter sætter han sig tilbage på sin plads, og ser fornøjet filmen færdig. Bifaldet varede til efter rulleteksten.

For at bygge godt op til Augusts uheldige bidrag, er det på sin plads at se lidt på kampen om Palmerne.

Det er formodentlig en fler-mediel synd, men hvis JPs læsere nu lægger den analoge håndholdte udgave af avisen lidt til side, og klikker ind på jp.dk, så kan man finde et skema, hvor 7 danske anmeldere giver karakterer til årets film i konkurrencen. Vi er 11 film henne og dermed halvvejs. Indtil videre skiller ingen af filmene sig ud.

Fællesnævneren for de bedste film er, at de viser en foruroligende verden. Instruktørerne ser nutiden som et farlig sted, hvor anarkiet lurer.

De gamle kendinge, Joel og Ethan Coen, skuffer lidt med ”No Country for Old Men”. Det er en mærkværdig ultravoldelig historie med den kyniske morale, at alle er sig selv nærmest, og at penge er nemt at slå ihjel for. Coens publikum skal nok finde en scene eller tre, der virker, men den er ikke i nærheden af brødrenes hovedværker; ”Fargo” og Cannes-vinderen fra 1991 ”Barton Fink”. I 2003

”Barton Fink”

vandt Gus Van Sant og ”Elephant” for den foruroligende beretning om Columbine High School nedskydningerne i 1999. Han er med igen med ”Paranoid Park”. En teenager begår et mord ved et uheld. Processen i filmen er hans eget arbejde med at glemme, hvad han har gjort. Sant ser den moderne teenager, og han ser en verden, hvor skyld er en abstraktion på højde med jalousi.

”Paranoid Park”

Ulrich Seidl er en begavet østrigsk instruktør. For et par år siden fik han en fin lille-film succes i Danmark med ”Hundedage”. Hans bidrag i år hedder ”Import Export”, og følger en parallelhistorie med Olga fra Ukraine, der tager til Østrig for at tjene lidt penge – og på den anden side Pauli, der tager til Ukraine for at tjene mange penge. Olgas mission er overlevelse og flugt fra kulde og fattigdom – Paulis er at udnytte det sultne ny-kapitalistiske marked. Seidl filmer i dokumentarstil. Alle spillere er ukendte, alt er lavet ude i virkeligheden. Det giver en knugende nerve, og ophæver helt bevidstheden om, at det faktisk bare er en film.

“Hundedage”

Bille Augusts film foregår i en biograf i Humlebæk, Nordsjælland. Frank Hvam spiller en mand, der har sin første date med en iransk pige. Hun kan ikke tale dansk, så Hvams figur oversætter løbende dialogen i den danske film til engelsk. Tre danske mænd, spillet af Casper Christensen, Kristian Ibler og Joachim Knop, sidder et par rækker fremme, og er voldsomt sure over simultantolkningen. Efter et par tværkulturelle kævlerier får Hvam smidt de tre ud, og han forlader selv biografen med pigen. Han går tilbage til salen, fordi hun har glemt sin styrthjelm. Han bliver fanget af filmen, og glemmer sin ventende date. Da han kommer ud, er hun væk. Han leder, og man fornemmer, at hun har haft et fatalt møde med de tre halv-racister, der svinede hende til kort forinden. Han finder dem alle i projektørrummet, hvor de står sammen, og ser film. Alt er fryd og gammen. Moralen er vel, at filmen samler os alle på tværs af kulturer, og at filmen kan føre til en eller anden fælles forståelse.

Filmen er velmenende, men uendeligt banal og løjerligt uengageret skruet samme. Udførelsen af temaet er hverken sjovt eller spændende, og det er en mærkværdig gradbøjning af den tillidsopgave, som August har fået af festivalen. August er en mesterlig instruktør, og man burde kunne forvente langt mere fra ham. Intet bifald til den film.

Cannes fortsætter en lille uge endnu. Om få dage er der mere nyt fra Frankrigs Guldkyst og kampen om Den Gyldne Palme, og om få dage udkommer ”Chacun som cinéma” på DVD, og den kan anbefales varmt til filmfreaks og cineaster. Pragtfulde, indsigtsfulde bidrag fra Walter Salles (The Motorcycle Diaries), Alejandro González Iñárritu (Babel) og kinesiske Chen Kaige (Farvel min Konkubine) bekræfter Cannes betydning for verdens film. I alle filmene, fra favelaen i Brasilien til Buenos Aires og en lille landsby i Kina, ser de gamle Cannes vindere i biografen. Over alt i verden er der behov for filmkunsten, og Cannes er om noget stedet, hvor filmkunsten får lov til at leve, ånde og begejstre.

Twilight har gjort vampyrer og varulve til helte

’Twilight’ sagaen slutter med ’Breaking Dawn part 2’. Teenagerne vil strømme til biograferne som vampyrer på jagt efter friskt blod. Jeg forstår dem godt. Serien er cool, godt lavet og fremfor alt tilhører den teenagerne.

AF SØREN HØY, Viasat Film

’Breaking Dawn part 2’ udspiller den sidste kamp for de hårdtprøvede blegansigter i den lille by Forks i nærheden af Seattle på USA’s vestkyst. Finalen er naturligvis ventet med spænding af de hardcore fans, som følger figurerne over alt. I bøgerne, i filmene, på nettet, i sladderbladene. Plakaterne på værelserne, udvalget af sminke på hylden ved spejlet, tøjet i garderoben, som kunne sidde på Kristen Stewart eller Robert Pattinson, de to unge hovedroller der er blevet til ikoner for en hel generation.

For fem dage siden besluttede jeg at blive til en ægte fan. En EMO. Emotional Hardcore. Lidt som Lisbeth Salander. Med sorte, store trøjer, øjenskygge, kæder i de perfekt slidte jeans. En smule anoreksi og indkøb af barberblade, så jeg kunne skære mig lidt i armen, hvis det blev for hårdt det hele, blev også tilføjet to do-listen. Oven i det projekt gik jeg i gang med at se de fire ’Twilight’ film. Inden da havde jeg ikke set et minut af den hypede serie. Plakater og vibrationer var dog nået ind bag det 39-årige voksenpanser.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt klemt ved at gå i gang. Dels var vampyrer min største frygt som barn. De har hjemsøgt min søvn og fået mig til at cykle epo-hurtigt gennem skoven på vej hjem fra badminton.

Dels kan der vel ikke opleves noget nyt i ’Twilight’ sagaen. Alt er skrevet, alt er læst.

Carpe Mortem – af respekt for fænomenet og mit nye EMO-slæng så tog jeg turen gennem filmene og persongalleriet for at finde ud af, om der virkelig er skuespil i Robert, udvikling i Kristen og hvorfor teenagerne har gjort mine gamle, dystre mareridt til blomstrede, levende drømme.

Den første film fra 2008 tog fuldstændig røven på mig. Den er jo god! Den er rørende, den er morsom. Som da Edward (Robert) siger efter at have afsløret, at han kun drikker blod fra dyr ”det er som et menneske, der kun spiser tofu”. Filmen er en generationsfortælling, en stærk historie fortalt direkte ind i teenagerens følelseskammer. Bella (Kristen) smyger sig duknakket rundt med hænderne inde i ærmerne, skræmt af verden, i tvivl om kærlighedens konsekvenser og nysgerrig efter duften af voksenlivets muligheder.

’New Moon’ fra 2009 skuffede. Historien er nonsens, langsom og uden de ægte mennesker (!) som den første film introducerede. Barberbladene i skuffen var tæt på at komme i brug, men heldigvis var ’Eclipse’ fra 2010 opløftende. Skuespillet bedre, historien justeret til en ældre teenagers forvirrede følelsesregister. ’Breaking Dawn 1’ (2011) på fjerdedagen viste igen en helt ny film. Tampax, sex, graviditet, fødsel, søgen efter identitet i familien. Kristen er gennem serien blevet det afgørende trumfkort. Hun er i centrum af det store drama, og med hende understreger serien sin feminine grundsubstans.

Sidste og nyeste afsnit er en flot finale. En action film, et slægtsdrama, et opgør med tradition og troværdighed. Tilpas drabelig til at den konkurrerer med ’Hunger Games’ og den får pænt sløjfet de fire foregående films dilemmaer, så serien får en værdig afslutning uden mulighed for at patte mere blod ud af kadaveret.

Tilbage står en serie som teenagerne har gjort til deres egen. De har klogelig holdt os andre ude, så de selv har kunnet skabe et univers med serien af bøger og film i centrum. At målgruppen samtidig har gjort det cool og sexet at være vampyr, det er den store sensation.

Den slags har jeg respekt for. I fiktionens verden lever Bella og Edwards kærlighed for evigt, men for både skuespillere og fans er det tid til at komme videre i teksten.

Filmens magiske kontrol

De bedste film starter den dag, hvor alt ændrer sig. Den dag vi mister kontrollen. Det tidspunkt vi indser, at livet er skrøbeligt, vildt og enestående. Det øjeblik hvor det går op for os, at det hele faktisk er ret tilfældigt, og at vi skal omfavne de muligheder, der opstår.

De bedste film handler om livet og årsagen til døden. Der hvor vi lever og dør sammen med de hovedpersoner, der så generøst stiller sig til rådighed de par timer, filmen varer. Der hvor vi enten lever lidt mere eller bliver lidt mere vindende om den forestående død, der jo nok desværre indtræffer på det tidspunkt.

De bedste film stiller dilemmaer op, som vi ikke lige har manualen til. Der hvor vi pludselig indser, at der ikke er et overordnet råd, der sørger for, at alt i verden foregår i en eller anden fordragelighed. Der hvor filmen ser verden gennem et filter, vi andre ikke er i stand til at sætte op.

De bedste film er dem, der udfordrer os på alt det, vi troede var rigtigt. Der hvor vi gennem filmens magi og trolddom lokker os ind i universer, rum og sind, som vi faktisk slet ikke har lyst til at være i – lige indtil filmen har fat i os, og tager os med dybt ind i vores egen frygt, begejstring og fantasier.

Der er mange gode film, der iscenesætter det, kontrol handler om. Listen med de ti afgørende film er absolut ikke udtømmende. Der er masser af andre gode film, der rammer os med en kraft, der gør, at vores liv pludselig får et klarsyn eller perspektiv. De 10 film på denne liste er alle værker, der har haft en betydelig indflydelse på mit liv. Jeg finder ofte svarene på alle mulige kompleksiteter i kunstens verden. Kunst kan komprimere voldsomt store historier, og give publikum refleksioner til indsigter, der i bedste fald varer resten af livet. De her ti film bliver uden tvivl hos mig. De har svarene på det, det hele handler om.

Tree of life (2011): Terrence Malick

Det er en spirituel rejse, en hyldest til livet via en refleksion over døden. Naturens kræfter dækker store dele af filmen. Vulkaner, havet og fænomener som uudforskede kringlede, dybe og mystiske dale. Filmen hæver sig op i universet, ser planeterne og leder efter noget. Muligvis Gud. Lyder det absurd? Det er ekspressionisme i udsøgt niveau. Under billederne hvisker skuespillerne vers, citater, filosoferinger over livets forunderlighed. Handlingen foregår i USA i 1950’erne. Troen på fremtiden blandes med restriktionerne fra fortiden. Brad Pitt er den strege far, der opdrager sine børn, som var de atleter fra DDR. De tre drenge i familien er i centrum – rundt om dem er en tavs, hjemmegående mor, hårde den far og et samfund, som de ikke forstår. Ikke fordi verden er absurd, men fordi de er drenge. De vil slås, kaste med sten, lege med vandslangen. Men far sørger for, at barndommen pilles ud af dem, ved at målrette deres indsatser. Man skal være tough, for at komme frem i verden, som han siger. Alle er navnløse, hvilket giver en neutralisering af verdenshistoriens erindring om dem. De er bare små mennesker i en stor kompliceret livscyklus.

A Clockwork Orange (1971): Stanley Kubrick

Filmen handler blandt andet om individets mulighed for at vælge, men også om den kontekst eller ramme, som vores valg tages inden for. ’A Clockwork Orange’ fremhæver forskellige faktorer, som spiller ind på spørgsmålet om, hvorvidt folk er bestemt til deres skæbne eller om fri vilje og ydre omstændigheder kan påvirke folks liv. Der er f.eks. stor forskel på, hvordan menneskets natur opfattes af bøddel og offer i filmen. Og endelig er filmens autoriteter illustreret gennem samfundets og klassekulturens konstante negative påvirkning, rædselsscenarier og skræmmebilleder. Det er alle parametre, som gør samfundet og magthaverne til ligeværdige parter i det sikkert uendeligt vidtrækkende spørgsmål om hvad, der skaber gode og onde mennesker?

Her (2013): Spike Jonze

Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sin nye voice control, der har Scarlett Johansons lækre stemme. En syret, smuk og hipster-futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens. ’Her’ rejser stilistisk langsomt ind skyggelandet. Der hvor ensomheden bestemmer. Phoenix’ figur er tryg sammen med den computer, der styrer hans liv via en processor, der kender ham. Hans køleskab, kalender og præferencer. Derfor er fremtiden måske bare nemmere, hvis man overgiver sig til big data og kalkulerede mønstre? Filmens fantasier kulminerer, da Phoenix’ nørd gennemfører et frækt cyber-samleje med stemmen og den virtuelle krop. Dagen efter er de lidt forlegne og over-høflige overfor hinanden. Selvfølgelig. Lige som det ville være i den virkelige verden.

Breaking the Waves (1996): Lars von Trier

Der er meget få ekspressionistiske mesterværker i dansk film. Måske er Lars von Triers ’Breaking the Waves’ måske den eneste af dem, der tør overgive sig helt det uforståelige. Bess gifter sig med Jan, selvom de rettroende presbyterianere i landsbyen ikke er meget for lapsen, der arbejder på boreplatformen. Selvfølgelig er deres lyserøde sky på vej mod storm og lynild. Jan kommer dødeligt til skade på jagten efter det sorte guld i undergrunden. Bess får den noget særprægede besked fra oven, at hun skal ofre sig for Jan. Jo mere hun lader sig seksuelt udnytte af diverse mænd, jo bedre vil hendes mand få det. Trier altid leger lystigt med religion, tilfældighed og videnskab blandet med fatalisme og fantasi, så derfor bliver Jan rask, da Bess er blevet molesteret ihjel. Filmen vokser med tiden. Den er større nu, end den var i 1996, da den havde premiere. Den står nu som filmen, der forener kontrol med religion og den altdominerende styring, der kan ligge i tro.

Call me by your name (2017): Luca Guardagnino

Der er intelligentsia på spil i italienske Luca Guardagnino fremragende kærlighedsfilm baseret på André Acimans kompakte roman. Aciman er oprindeligt fra Egypten, men er nu amerikaner der har undervist på et par af de attraktive universiteter i USA. Filmatiseringer er altid lidt kompliceret terræn. Det kan sjældent betale sig, at se sin yndlingsfilm oversat til sølvlærredets manglende dybde. Guardagnino er anderledes. Hans lille genistreg er, at han markant har udeladt bogens sidste tredjedel, hvor historiens to hovedpersoner, Elio og Oliver, mødes som voksne. Elio er stadig forelsket til op over sine italienske ører, hvorimod Oliver har stiftet familie. I Guardagninos historie holdes den stramme og unge kærlighed, hvor de to unge mænd kastes ud i henholdsvis en flirt og livslang kærlighed. I sandhed en mesterlig, litterær og spirituel åben film, der tør dyrke de katolske traditioner, homosex samt sprogets, musikkens og ungdommens mangfoldighed.

Das Weisse Band (2009): Michael Haneke

Michael Haneke er uforudsigelig som få. Han er totalt kompromisløs i sin fortællestil. ’Das Weisse Band’ er en klaustrofobisk fortælling om fascismens piblen frem i Tyskland i årene inden 1. Verdenskrig. Et lille samfund i Nord-tyskland skildres i sort/hvide billeder. Ingen farve, intet håb. Hierarkiet i byen styres af præsten, lægen og baronen. De uddannede. De udfordres af den unge lærer, der kommer til med nye tanker, pædagogik og syn for de mange børn i byen. Filmen bevæger sig aldrig udenfor bymuren. Den fortæller om incest og samfunds deformitet, uden at blive sentimental og uden at opklare verdens mysterier for publikum. Hanekes film er yderst politisk – uden at vi på noget tidspunkt bliver ført udenfor bymuren. Den østrigske auteur forstår at fortæller den store historie ud fra den lille historie. Det principielle i en uoverskuelig kompleksitet. Det er kun de store mestre, der kan det.

There will be blood (2007): Paul Thomas Anderson

Andersons film bliver betegnet som en af de bedste film nogensinde – og er netop kåret af danske filmfolk som den bedste film de sidste 20 år. Hvad er det, der gør, at en film kan løftes helt op på øverste hylde? Der er trods alt få titler, der når den højde. I 1898 ser Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) en mulighed. Olie! Det klistrede sorte guld vælter op i sydstaterne, og Plainview køber bondesmart og koldblodigt land fra de naive troende farmere, der stoler på den præstelignende figur. Ingen vil da snyde en trosfælle, der sværger ved deres fælles Gud! Brutaliteten i filmen understreges af triumviratet mellem Gud, penge og blod. Pointen er vel, at det er hvad USA er bygget på. I filmens slutscene dykker vi sammen ind i the belly of the beast. Plainview giver præsten Eli et tilbud. Han vil købe præstens olierige jord, hvis Eli frasværger sig sin tro. Overvej selv hvad Eli svarer…

Eternal sunshine in spotless mind (2004): Michel Gondry

Mind fucking er klart en af de subgenrer, der er vokset ud af den digitale tidsalder, hvor alt efterhånden er kortlagt, dækket og mangfoldiggjort. Vi er vel et sted, hvor de store fortællinger skal genetableres, hvis vi ikke alle sammen får tinnitus, migræne og åndenød af al den støj, der forurener vores hjerner. Film kan om noget obstruere vores virkelighedsfornemmelse. Michel Gondry instruerede et mesterligt Charlie Kaufman-manuskript med Jim Carrey og Kate Winslet i uforglemmelige roller som parret, der har fået slettet deres hukommelse, og indleder for anden gang et forhold til hinanden. Filmen er en ultimativ hyldest til kærlighedens og mindets kraft. Den giver muligheden for, at genskabe en kærlighed der ellers er korrumperet af det moderne livs fristelser og endeløse muligheder.

A Separation (2011): Asghar Farhadi

De store gevinster findes ikke underligt i film, der ligger langt fra vores vanlige territorier, nationale identitet og lokale gangstier. Den iranske mesterinstruktør Asghar Farhadi mestrer om nogen, at finde dilemmaner, der rejser langt ud over hans eget lands grænser. Hans Oscar-vinder om det nutidige Teheranske-kosmopolitiske par Nader og Simin, der skal skilles, er et stilstudie i reverserede kønsroller og den enkelte persons forpligtelse overfor forældre og fortiden overfor børn og fremtiden. Den fortæller, at vi trods stor ægteskabelig samhørighed ikke aner, hvad der venter rundt om livets hjørne. Filmen er så pumpet op på moralske dilemmaer, at det efterlader publikum totalt smadrede af alt det, historien sætter i gang. Hvad gør du med dit eget liv, når andre kræver alt af dig? Hvor langt vil du gå for din familie? Hvem er din familie? Er det dine forældre eller din ægtefælle og dine børn – hvis du nu skal vælge, for du kan ikke få det hele?

Ordet (1955): Carl Th. Dreyer

Hver scene i ’Ordet’ har betydning. Hvert ord peger hen mod den uforudsigelige slutning. Hver figur i filmen er som mejslet ud af alt det, der var Danmark, før vi vidste bedre. Dengang det underlige kastesystem, den kuede kvinderolle og slægtens stolthed var det vigtigste i livet. Det er den mest alvorlige film, der er lavet i Danmark. Baseret på Kaj Munks vestjyske sædeskildring har Dreyer skabt et værk, der sætter videnskaben, (over)troen og mystikken ind i samme ligning. En tilsyneladende retarderet bror i familien går rundt og siger, han er Jesus. Er han mon det? I en smuk og poetisk scene tilkalder han Gud, hvorefter hans nyligt døde svigerinde genopstår. Der er ingen forklaringer. Kun tro og kærlighed.

Kina er den nye filmstormagt

 

I 2018 er Kina det største filmland i verden målt på omsætning. Det giver en forskydning i magtbalancen hvor USA’s selvforståelse bliver maksimalt udfordret.

af Søren Høy, direktør i konsulentbureauet Werksted

Den globale filmscene er under stor forandring. Kina er på få år blevet en afgørende magtfaktor. Tidligere tog vesterlændinge orientekspressen for at nå frem til østens mystik – nu hamrer der et lyntog den anden vej. Kineserne vil have amerikansk kultur, de vil se film, og de vil investere i underholdning.

Kina overhaler USA

I Kina pibler det frem med biografer. Antallet er vokset med 30% i 2015, og estimatet er, at Kina har lige så mange lærreder som USA i 2017.

Alene i 2015 åbnede der 7500 top moderne biografsale i Kina. Tallene for 2016 er endnu ikke offentliggjort, men der er intet, der tyder på, at kadencen fra 2015 er faldet. I Nordamerika er der lige nu 42.000 biografsale. Hvis Kina fortsætter den nuværende udvikling, så har de 1,3 milliarder kinesere potentialet til at have 70.000 sale.

Kina vil have amerikanske film

Det er på en måde paradoksalt, at Kinas vej til den dominerende position netop er Hollywood, for shownumrene fra den ikoniske filmhovedstad, er den store maskine i udviklingen.

Indtjeningen i Kina på amerikanske film steg med 32% fra 2014 til 2015. Der forventes dog en lidt fladere kurve for indeværende år.

Et tydeligt eksempel på udviklingen er ’Transformers 4’ fra 2014, der indspillede 300 mio. dollars i Kina – hvilket svarer til cirka en tredjedel af filmens indtjening på verdensplan. Det er første gang, at en massiv Hollywood blockbuster indtjener mere i Kina end i USA. Siden er det sket flere gange. Der er sågar mange film, der finansielt er blevet reddet af det kinesiske marked.

Vin Diesel er lig succes

Den store helt (eller skurk afhængigt af hvor man ser sagen fra) i den sammenhæng den ærkeamerikanske skuespiller Vin Diesel. Hvis I ikke ved, hvem han er, så forestil jer et skaldet testosteron muskelbundt på 120 kilo med replikker, der er lige så kvikke som hans trigger-fingre på de gigantiske håndvåben, han slæber rundt på. Hans skuespiltalent kan bedst beskrives med en spændt, tatoveret overarm. Det er på en måde fascinerende, at så begrænset et register kan blive så populært. Vin Diesels lettere komiske macho-høj-oktan actionfilm som ’Fast and Furious 7’ og ’The Last Witch Hunter’ er blevet markant større succeser i Kina end alle andre steder, og det kinesiske publikums omfavnelse har betydet, at de nævnte film på premiereåret var blandt de mest sete i verden.

Den dag balancen tippede

I april 2015 skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt. Selvforståelsen kom under angreb. Amerikanerne er dog ved at vænne sig til tanken. De har fundet ud af, det kan betale sig, at bruge kinesiske skuespillere. Det betyder, kineserne (sandsynligvis) vil flokkes om filmene, da filmens marketing kan målrettes med de nationale stjerner i centrum. Senest havde den nyeste Star Wars-relaterede film ’Rouge One’ hele to kinesiske stjerner på rollelisten. Donnie Yen og Wen Jiang er fænomener i kinesisk underholdning, og det har betydet, at filmen nu har rundet en samlet omsætning på en mia. dollars på verdensplan – godt hjulpet af en lang kø udenfor de kinesiske billetluger.

Censur for middelklassen

Den stærkt voksende middelklasse i Kina har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Det kinesiske markedet er så afgørende for Hollywood, at de er nødt til at indrette deres film efter den østlige censur og kulturelle koder. Det er efterhånden normalt, at der bliver fjernet bryster og frække ord, som ikke passer til det magtfulde organ ’China Film Group’, der både står for censur, og hvornår en film skal ud på markedet i Kina.

Deres filmplan betyder, at det sædvanligvis stærke amerikanske marketingapparat ikke kan udfoldes. Hvis det passer ’China Film Group’, sætter de to store amerikanske film op samtidig. Det ville aldrig ske i vesten. Her vil filmselskaberne sørge for, at filmene bliver drysset ud over kalenderåret, så publikum får en fair chance for at se filmene, og selskabernes mulighed for at tappe ind i folks lommepenge er større.

Kompleksiteten mellem markederne

Der er i det hele taget mange kompleksiteter, som markederne i Kina og USA henholdsvis skal finde ud af.

Den amerikanske filmindustri vil forsøge, at sprede filmene ud, så de ikke kannibaliserer hinanden. Det handler om penge i den verden. På den anden side står Kina lige om lidt med et andet problem. De giver for nuværende kun adgang for 34 ikke-kinesiske film om året. Den kvote udfyldes nemt af amerikansk mainstream. Der er ikke plads til filmkunst og samfundskritik. Det er larmende action, ufarlig underholdning og en sjælden gang en Oscar-film.

Hvis ’China Film Group’ skal holde gang i de mange biografsale og en stadig økonomisk udvikling på biografmarkedet, skal der flere amerikanske film ud til publikum. Kvoten skal sættes op, hvis de børsnoterede selskaber, som Wanda Film Group der ejer majoriteten af biograferne, fortsat skal gøre sig godt blandt den monetære elite. I 2016 steg antallet af solgte billetter kun med 3,6% når alle film fra alle lande tælles med, hvilket er noget mindre, end de meget kapitalistisk orienterede kinesere har vænnet sig til. Det betyder, at der må ske noget. Kvoten udvides med sikkerhed – og dermed ser amerikanerne øgede muligheder for at hoppe over den kinesiske mur, hvis de laver film, der appellerer til middelklassen. Mit bedste bud er, at det kommer til at betyde mere wam-bam-boogie action – ofte med en kineser i en bærende birolle.

Pengene tjenes i biograferne

Udviklingen på det kinesiske marked er fuld af ting, som vesten skal vænne sig til. En ting er censur, en anden er kvoter, en tredje er, at 99% af indkomsten kommer fra biograferne. Der findes ikke penge i DVD, betalings-tv og andre hjemmeorienterede formater. Det illegale marked styrer alt udenfor biograferne. Den slags er vi i den vestlige verden ikke begejstrede for, da vi er vant til at styre alt i hele filmens levetid. Fra den kommer ud i biograferne til den bliver solgt på loppemarkedet for en 5’er.

De store spillere

Internet-giganten Alibaba med kinesiske Jack Ma i hovedrollen er natten over blevet en massiv spiller på markedet. En børsintroduktion gav ham cirka 800 milliarder dollars. Et par af dem skal bruges på underholdning, og Ma har besluttet, at film er afgørende for hans forretningsudvikling. Han har investeret 7,2 mia. dollars over tre år i at få gang i produktion og distribution. Et af projekterne er Steven Spielbergs ’Amblin Partners’, der får massiv støtte, så de kan komme ind på det kinesiske marked.

En ny verdensorden

Der er en ny verdensorden i filmhierarkiet. Nye alliancer bliver dominerende de kommende år. Ingen har dog nogen klar fornemmelse om, hvad udviklingen præcist kommer til at betyde for filmmarkedet. Men hvis jeg var producent, skuespiller eller instruktør ville jeg dog nok tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

DFI årets film 2015.

 

2015 har været et løjerligt filmår.

Kommercielt ser det statistisk yderst fornuftigt ud.

Vi ender i nærheden af fire millioner solgte danske billetter, hvilket placerer de nationale produktioner, hvor de skal være i forhold til politiske forventninger og udbredelse hos publikum.

Samtidig kan jeg dog se, at stort set alle danske film mangler billetter i forhold til den enkelte films potentiale og forventninger. Med andre ord er der kæmpe forskel på small data og big data.

’Mennesker bliver spist’ og ’Sommeren 92’ er vel de eneste, der er ubetingede kommercielle succeser. Uden hjælp fra biografklubber, uden pres fra tunge budgetter og uden stor forventning om kunstneriske landvindinger.

I øvrigt sammen med ’All Inclusive’ fra 2014 som solgte 2/3 af sine billetter i 2015. Rigtig mange film mangler mellem 50.000 og 200.000 for at producenterne kan være tilfredse.

Kunstnerisk har der ikke været meget at savle over. Filmene har været ujævne. De har manglet den ekstra dimension, der får dem til at løfte sig ud af det forventelige. Har der været en scene i år, der går over i den danske film-folklore? Er der et tema, en figur eller en præstation, vi kommer til at vende tilbage til og lade os inspirere af?

Håndværket i årets portefølje har været anderledes opløftende. Jeg har set scenografi, der løfter dansk film ind i en ny dimension. Kameraarbejde der har lært af mestrene og dyrker kunstformens unikke muligheder.

Jeg har hørt lyddesign med legendernes forfinede signatur og set frækt og dynamisk klip, der fletter historie, billede og lyd sammen.

2016 må gerne vise et par film, der ultimativt viser, hvad dansk film kan.

Søren Høy

Nøgle hus spejl

Michael Noers film vil mig noget. Som 42-årig med 70-årige forældre og døende, ældgamle bedsteforældre.

Hvad vil vi med vores familier? Lever vi i en kultur, hvor de gamle forældres bugseres over i hjørnet med et holdkæft-bolsje og en forventning om, at de naturligvis klarer sig selv?

Noer mangler desværre en tak til Michael Haneke i rulleteksten. Uden ’Amour’ havde han næppe lavet denne her lille film om nogle af livets store spørgsmål.

Mænd og Høns

’Hvad dælan handlede den om?” tænkte jeg, da jeg havde set Anders Thomas Jensens første instruktion i 10 år. Den groteske cirkusforestilling om en flok mænd, der alle er klonede med dyr, omfavner det aparte, det degenererede og beder os holde øjne, ører og fornuft åbn for alt det, der ikke opfattes som normalt. Jeg ved stadig ikke, hvad ’Mænd og Høns’ handler om. Og det er en god ting, tænker jeg. For den dag vi ved det hele, holder vi op med at stille spørgsmål.

Under Sandet

En film om unge tyske mænd der bliver sprunget i luften, mens de kravler rundt og leder efter miner på stranden ved Vesterhavet. Jeg kan lige høre mig selv pitche den ind til en date med min kone. Djævelsk lunefulde, tikkende detonerbare bomber er svære at sælge.

Martin Zandvliets bombe-film kan dog vise sig at være en god investering. Den er mere vellykket som visitkort til en karriere i udlandet, end som refleksion over Danmarks hævngerrighed efter tyskernes besættelse.

Krigen

’Krigen’ spørger sit publikum om følgende: Er det tilladt at redde 10-12 af dine egne folk ved at slå 10-12 af de andre ihjel? Tobias Lindholm er god til tidsånd og autenticitet (et ord der paradoksalt nok udtales forkert to gang i filmen), men alligevel er ’Krigen’ i sin udfoldelse ikke skarp nok i sit føromtalte dilemma. De egentlige spørgsmål burde være: Ved vi overhovedet, hvad det vil sige, at være en krigsførende nation – og er vi klar til de konsekvenser, det medfører?

  1. april

Kampvognene komme rullende, mens de unge danske mænd stod magtesløse, uvidende og skræmte med deres cykler og bajonetter, der virkede latterlige overfor den tyske krigsmaskine. Veteranen Anders Justesen fortalte mig, at skammen over ydmygelsen og vreden over de venner, der blev dræbt uden grund, stadig kan mærkes i det 95-årige sind. Det er uforståeligt, at vi som nation i dag begår samme fejl overfor vores soldater. ’9. april’ viste, at vi intet har lært af historiens fejltagelser.

Bridgend

Jeg frygtede Jeppe Røndes film. Teenagere der begår selvmord. Det var utrolig hårdt at komme gennem filmen. Den destruktive kraft gennemsyrer billeder, lyd og musik. Opgøret med religion og tro på fremtiden. Det er brutale størrelser, der har sneget sig ind i min underbevidsthed – ind gennem et panser af kynisme, der er bygget op efter mange film om mange af livets uretfærdigheder. Denne her sidder fast som et dystert minde. Lidt som jeg frygtede.

The Man Who Saved the World

Den kolde krig er godt materiale. Skyggerne fra 2. Verdenskrig og atomkapløbet kombineret med skæbnerne på begge sider af jerntæppet. Stanislav Petrov er den ukendte helt, hvis koldblodige beslutning i 1983 afværgede en atomkrig. I modige rekonstruktioner, med kendte klip fra datidens propagandafilm og en proces der involverer Kevin Costner og Petrovs mor, flettes hovedpersonens personlige tragedie sammen med østblokkens opløsning.

 

Gå aldrig tilbage til en dino

 

Af Søren Høy

’Jurassic World’ tager ikke hensyn til, at der blev lavet to mindre gode efterfølgere til den banebrydende ’Jurassic Park’, der kom i 1993. Den starter stort set, hvor den første film i serien sluttede.

’The Lost World’ (1997) og ’Jurassic Park III’ (2001) var udtrampede versioner af 1’eren. De kæmpede med kedelige historier, der virkede som filmede computerspil.

Den nye film kommer 22 år efter Steven Spielbergs klassiker, der som den første film indtjente mere end 1 milliard dollars i biograferne verden over. Den flåede den markedsmæssige milepæl op af jorden, og talte til en generation af videnskabs-nørder, filmgeeks og tempo-junkier med sådan et eftertryk, at alle andre også var nødt til at se den betagende historie om kæmpe-dyrene. Det var før Internet og sociale medier. Alle detaljer om ”tilsyneladende levende kæmpeøgler” og deres smidige, graciøse bevægelser blev genfortalt til kolleger og venner med en forbløffelse og betagelse. Filmen var et forvarsel og et signal om at nu kunne filmindustrien genskabe alt.

Teknologisk var ’Jurassic Park’ revolutionerende. En af mine veninder, Victoria Livingstone, arbejdede på filmen. Hun var med til at skabe en scene, der er gået over i filmhistorien. Hun har fortalt, at deres store problem var, at de ikke kunne finde ud af, hvilken type bule en bil får, når den får et skulderskub af en dinosaurus. I filmen kører en film med fuld fart, hvorefter den bliver løbet op af en meget adræt øgle, der, som i et stock car ræs, forsøger at skubbe bilen omkuld. Det hele foregår i rasende tempo, og scenen skal både indeholde forskrækkede skuespillere, en arrig dino og en bil, der gradvist bliver smadret.

De fandt programmerings-formlen ved at løbe ned af gangene på produktionskontoret og hoppe ind i dørene. Hver gang dinoen rammer bilen, vakler den lidt og er lidt forvirret – som et menneske, der løber med fuld fart og giver skulderskub til noget hårdt undervejs. Så manuelt og fysisk var udviklingen af en scene, der kom til at definere action-sekvenserne fra den dag af. Alle store action-scener hvor noget computerskabt rammer noget fysisk, er i princippet lavet på samme måde.

Jeg håber, at ’Jurassic World’ byder på teknologiske overraskelser og gerne nyskabelser.

Ellers kan vi ligeså godt se 1993-versionen, der fuldt fortjent står som en filmteknologisk klassiker.

Når en blockbuster flopper

Den store film i biograferne lige nu er ’Tomorrowland’ med George Clooney i en af de store roller.

Ham vender jeg tilbage til.

Hvis I stikker hovedet ud af vinduet, vil I sikkert få øje på plakaten fra filmen. Den har et par forskrækkede skuespillere i forgrunden og Eiffeltårnet i baggrunden. Op af det ikoniske og retro-futuristiske tårn kommer der en raket, der passende ligner et design fra Jules Vernes tid.

Den plakat kommer jeg også tilbage til.

Efter at jeg havde set filmen, mødte jeg en af mine venner, der har arbejdet på adskillige af de store danske film. Han spurgte mig, hvad ’Tomorrowland’ går ud på? Efter nogen nølen nåede jeg frem til, at jeg faktisk ikke aner, hvad den handler om.

Det løjerlige faktum er den tredje cliffhanger.

’Tomorrowland’ havde premiere i USA samtidig med Danmark. Den type storfilm åbner gerne over det meste af verden samtidig. Man kalder de store film for ’tentpole movies’. Det er teltpælen, der holder et hjørne i det filmselskab, der producerer den. Sådan en koster gerne i nærheden af $200-300 millioner at lave. Det er hyper vigtigt for selskaberne, at de bliver set og tjener penge. De holder, som navnet antyder, firmaet oprejst.

Derfor er det et problem, når de flopper.

Den aktuelle film tjente kun $44 millioner i USA i den forlængede weekend. Det er under halvdelen af der forventes af de store film på Memorial Day.

Hvorfor gik det galt for Brad Birds science-fiction-action-med-et-øko-twist-børnefilm?

George Clooney er ikke en blockbuster-skuespiller. Han er en stjerne, korrekt, men han er større i sladderbladene end i biograferne. Med undtagelse af ’Oceans 11, 12 & 13’ har han ingen massive kommercielle succeser på kontoen.

Plakaten med Eiffeltårnet er en total spoiler. Den afslører filmens klimaks, og når den slags først rygtes, spreder der sig hurtigt en vis afmagt. Er filmen ikke bedre, end at den fedeste scene skal på plakaten?

Instruktøren Brad Bird laver normalt animationsfilm. I den genre er der ingen grænser for fantasien – hvilket giver lyst til hele tiden at lave actionscener. Det er sjovt, det virker, så hvorfor ikke lave en masse af dem? I animation kan alle jo flyve, trylle eller blive usynlige. Den grænseløshed er svær at overføre til levende film. Den legende indgang har det med at overse historien i filmen.

Konklusionen er, at det ikke er så nemt, at lave en succes, man måske går og tror. Selv med Clooney og Eiffeltårnet på plakaten.

Af Søren Høy

Stillet-revolution i Cannes

Cannes Festivalen er kendt for den røde løber, der går op til indgangen i Lumière-biografen, hvor gallaforestillingerne bliver vist for filmstjerner, topmodeller og Formel 1-kørere.

Af Søren Høy

Det er høj prestige, at tage turen op gennem blitzlyset fra de cirka 500 fotografer, der står langs løberen. Missionen er først fuldendt for aftenens smukkeste kvinde, hvis hun ender på forsiderne dagen efter. Samtidig er stjernerne blevet varemærker. De har millioner af følgere på sociale medier, og honoreres godt for at have mærkevare på kroppen.

Reglerne og koden på den røde løber har i mands minde været kjole til kvinderne og smoking til mændene. Kvinder i høje hæle og mænd i lædersko. Flade gummisko giver kun et spark bag i. Har mændene glemt slipset, må de håbe på, at de kan købe et til overpris blandt publikum.

I 2015 er Cannes’ til tider arrogante traditioner udfordrede. Det startede med, at Cannes forbød stjerne at tage selfies på den røde løber. Pointen er, at de skal nyde momentet og ikke tænke på deres Instagram-profil. Det giver mening. Det er et specielt øjeblik med opmærksomheden fra folk, fotografer og filmverdenen, og det skal selvfølgelig nydes uden selvportræt med trutmund.

Cannes har dog forregnet sig, når det handler om de magtfulde kvinders fodtøj. I år er et par markante kvinder blevet bortvist for at have flade sko på. Cannes tydeligvis glemt, at vi er midt i en tid, hvor kvinder ikke gider se sig fremstillede som pyntedukker med doktriner og regler for påklædning. I øvrigt vil de kyndige sikkert argumentere, at hælhøjde-moden varierer mere end Cannes’ gammeldags dresskode-system. Enhver med ergonomisk indsigt ville sikkert heller ikke anbefale 10-12 cm sylespidse hæle til en seance på flere timer.

Historien breder sig ud i verdens medier, og Cannes kommer nemt til at se lidt umoderne ud, når store stjerner opfordrer ALLE til at tage flade sko på.

En alternativ maskulin reaktion kommer der fra stjernerne Benicio Del Toro og Josh Brolin, der i sympati med de hæl-lidende kvinder vil tage stilletter på, når de skal op ad løberen.

Selfie- og stillet-revolutionen har bredt sig.

Normalt retter folket ind efter Cannes’ konservative system. No-Selfie har der været forståelse for – men med ’flatgate’, skoproblemet, tror jeg, at trykket fra sociale medier og stjerner betyder, at der for første gang i festivalens historie snart bliver dømt ’fri sko’ på den røde løber.

 

 

En succes gentages

Af Søren Høy

Kan I huske dengang for 20 år siden, hvor en computer fyldte det meste af en 1-værelses lejlighed. Det tog så lang tid, at starte den op, at man kunne nå at brygge kaffe og tage et bad. Den pattede så meget strøm, at lysstyrken gik på halvt blus, og det krævede store overvejelser, om den skulle stå tændt, hvis nu man lige skulle ned i kiosken efter cigaretter. Og det forbandende var, hvis den store maskine skulle ’rebootes’. Genstartes. Puha. Det gav nervøse trækninger, når menuen anbefalede en ’reboot’. Var informationer, store tanker og potentielt videnskabelige gennembrud gået tabt?

Jeg har samme frygt, når jeg finder ud af, at en legendarisk filmserie skal ’rebootes’. Det samme, gamle computoriske begreb bruges, når filmbranchen graver en bedaget succes frem, og håber, at det gamle publikum glæder sig, og det nye publikum bare tager filmen til sig, som om det var deres egen.

’Mad Max: Fury Road’ er nyeste ’reboot’. På 30-året for den tredje film med Mel Gibson i rollen som Max, har den nu 70-årige australske instruktør George Miller, banket sandet af de hysteriske potente ørken-biler og genoplivet den post-apokalypse, der var på mode i starten af 80’erne.

Dengang var Mad Max frihedskæmperen, der tavst troede på en bedre verden efter den atomkrig, der både havde udslettet retfærdighed og menneskelighed. Han var på en måde den sidste overlevende fra tiden inden apokalypsen.

Dengang var Mad Max sammen med film som ’Aliens’ og ’Blade Runner’ stærke antikapitalistiske film om en verden, som vi var fascinerede af og samtidig skrækslagne for. Det var science-fiction om vores potentielle selvudslettelse.

Billedresultat for ’Robocop’’Robocop’ fejlede big time, da den sidste år forsøgte med endnu en tur i ringen. Sagen er nok, at vi i en tid med droner og robotisk angst, ikke har brug for den slags. Da den første kom i 1987, var det cyperpunk og opgør med kold krig.

’Mad Max’-serien får eftersigende yderligere to-tre film.

Tom Hardy er en stærk moderne version af Gibsons Max. Charlize Theron er betagende som Max’ kvindelige spejlbillede.

Spørgsmålet er nok nærmere, om det nye publikum har lyst til endnu en genstartet serie som deres forældre forbinder med en tid, hvor verden – og dermed kompleksitet og problemer – var mindre end i dag.

Lidt ligesom de formodentlig ikke gider have vores computere fra dengang.

Af Søren Høy

Komedien kommer

Jeg elsker komedier. Den lette stemning i det dybe plot. Det opløftende i grineflippet midt i biografsalen. Herlige pinlige scener der bekræfter mine egne mest nederdrægtige øjeblikke.

Af Søren Høy

Amerikanerne er de bedste til genren. Der er ingen, der kan lave overspillede, overgearede, fjollede og fabelagtige komedier som amerikanerne. De har evnen og traditionen for at vride handling og figurer meget længere, end vi på vores filmiske breddegrader har talent og fantasi til.

Heldigvis kan vi noget andet i Europa.

Med lidt held dukker der fra tid til anden en italiensk eller fransk komedie op, der kan konkurrere med de amerikanske. Franske ’De Urørlige’ fra 2011 rørte et helt usædvanligt stort publikum verden over. I Danmark klappede over 500.000 af filmen om den sorte mand fra ghettoen, der bringer liv og fantasi ind i en paralyseret rig, hvid mands kedelige liv. Samfundskommentaren var præcist placeret i et skrøbeligt Europa, hvor tolerancen er udfordret af globalisering, flygtninge og samfundsskel.

Billedresultat for de urørlige

Italienske ’Den Store Skønhed’ fra 2013 vandt en Oscar, og ramte et storbypublikum på forfængeligheden. Filmens ironiske kunstkommentar formidlet gennem en charlatan, der ser tilbage på sit umiddelbart indholdsløse liv, havde direkte linjer til Italiens lemfældige og skødeløse politiske styre, hvor mediemoguler og komikere på skift driver landet til randen af kollaps.

Den danske komedie ’Lang historie kort’ har premiere i dag i landets biografer. May el-Toukhys film om venner og kærlighed er bygget op om vores mange ritualer som for eksempel nytårsaften, bryllup, fødselsdage og sommerferier. Med en præcis skrevet og stadig let leveret dialog får filmen løftet låget af den opløsning, som mange af os gennemgår i tiden. Filmen vil under sit solrige portræt af en gruppe venner fortælle os, at vi i vores forvirrede og selvoptagede liv ikke ser glæderne, der med stor sandsynlighed udspiller sig lige foran os.

Til august kommer Natasha Arthys ’Comeback’ med Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Han har de senere år udviklet sit store komiske talent i ’Klassefesten’-filmene, og har både charmen og selvironien til at bære den svære genre.

Billedresultat for klovn forever

Sidst i september kommer ’Klovn Forever’ af Mikkel Nørgaard, der med sikkerhed bliver årets mest sete film. Mit klare indtryk er, at publikum glæder sig til Casper og Franks univers.

Det er gode tider for os komedie-folk.