Filmens magiske kontrol

De bedste film starter den dag, hvor alt ændrer sig. Den dag vi mister kontrollen. Det tidspunkt vi indser, at livet er skrøbeligt, vildt og enestående. Det øjeblik hvor det går op for os, at det hele faktisk er ret tilfældigt, og at vi skal omfavne de muligheder, der opstår.

De bedste film handler om livet og årsagen til døden. Der hvor vi lever og dør sammen med de hovedpersoner, der så generøst stiller sig til rådighed de par timer, filmen varer. Der hvor vi enten lever lidt mere eller bliver lidt mere vindende om den forestående død, der jo nok desværre indtræffer på det tidspunkt.

De bedste film stiller dilemmaer op, som vi ikke lige har manualen til. Der hvor vi pludselig indser, at der ikke er et overordnet råd, der sørger for, at alt i verden foregår i en eller anden fordragelighed. Der hvor filmen ser verden gennem et filter, vi andre ikke er i stand til at sætte op.

De bedste film er dem, der udfordrer os på alt det, vi troede var rigtigt. Der hvor vi gennem filmens magi og trolddom lokker os ind i universer, rum og sind, som vi faktisk slet ikke har lyst til at være i – lige indtil filmen har fat i os, og tager os med dybt ind i vores egen frygt, begejstring og fantasier.

Der er mange gode film, der iscenesætter det, kontrol handler om. Listen med de ti afgørende film er absolut ikke udtømmende. Der er masser af andre gode film, der rammer os med en kraft, der gør, at vores liv pludselig får et klarsyn eller perspektiv. De 10 film på denne liste er alle værker, der har haft en betydelig indflydelse på mit liv. Jeg finder ofte svarene på alle mulige kompleksiteter i kunstens verden. Kunst kan komprimere voldsomt store historier, og give publikum refleksioner til indsigter, der i bedste fald varer resten af livet. De her ti film bliver uden tvivl hos mig. De har svarene på det, det hele handler om.

Tree of life (2011): Terrence Malick

Det er en spirituel rejse, en hyldest til livet via en refleksion over døden. Naturens kræfter dækker store dele af filmen. Vulkaner, havet og fænomener som uudforskede kringlede, dybe og mystiske dale. Filmen hæver sig op i universet, ser planeterne og leder efter noget. Muligvis Gud. Lyder det absurd? Det er ekspressionisme i udsøgt niveau. Under billederne hvisker skuespillerne vers, citater, filosoferinger over livets forunderlighed. Handlingen foregår i USA i 1950’erne. Troen på fremtiden blandes med restriktionerne fra fortiden. Brad Pitt er den strege far, der opdrager sine børn, som var de atleter fra DDR. De tre drenge i familien er i centrum – rundt om dem er en tavs, hjemmegående mor, hårde den far og et samfund, som de ikke forstår. Ikke fordi verden er absurd, men fordi de er drenge. De vil slås, kaste med sten, lege med vandslangen. Men far sørger for, at barndommen pilles ud af dem, ved at målrette deres indsatser. Man skal være tough, for at komme frem i verden, som han siger. Alle er navnløse, hvilket giver en neutralisering af verdenshistoriens erindring om dem. De er bare små mennesker i en stor kompliceret livscyklus.

A Clockwork Orange (1971): Stanley Kubrick

Filmen handler blandt andet om individets mulighed for at vælge, men også om den kontekst eller ramme, som vores valg tages inden for. ’A Clockwork Orange’ fremhæver forskellige faktorer, som spiller ind på spørgsmålet om, hvorvidt folk er bestemt til deres skæbne eller om fri vilje og ydre omstændigheder kan påvirke folks liv. Der er f.eks. stor forskel på, hvordan menneskets natur opfattes af bøddel og offer i filmen. Og endelig er filmens autoriteter illustreret gennem samfundets og klassekulturens konstante negative påvirkning, rædselsscenarier og skræmmebilleder. Det er alle parametre, som gør samfundet og magthaverne til ligeværdige parter i det sikkert uendeligt vidtrækkende spørgsmål om hvad, der skaber gode og onde mennesker?

Her (2013): Spike Jonze

Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sin nye voice control, der har Scarlett Johansons lækre stemme. En syret, smuk og hipster-futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens. ’Her’ rejser stilistisk langsomt ind skyggelandet. Der hvor ensomheden bestemmer. Phoenix’ figur er tryg sammen med den computer, der styrer hans liv via en processor, der kender ham. Hans køleskab, kalender og præferencer. Derfor er fremtiden måske bare nemmere, hvis man overgiver sig til big data og kalkulerede mønstre? Filmens fantasier kulminerer, da Phoenix’ nørd gennemfører et frækt cyber-samleje med stemmen og den virtuelle krop. Dagen efter er de lidt forlegne og over-høflige overfor hinanden. Selvfølgelig. Lige som det ville være i den virkelige verden.

Breaking the Waves (1996): Lars von Trier

Der er meget få ekspressionistiske mesterværker i dansk film. Måske er Lars von Triers ’Breaking the Waves’ måske den eneste af dem, der tør overgive sig helt det uforståelige. Bess gifter sig med Jan, selvom de rettroende presbyterianere i landsbyen ikke er meget for lapsen, der arbejder på boreplatformen. Selvfølgelig er deres lyserøde sky på vej mod storm og lynild. Jan kommer dødeligt til skade på jagten efter det sorte guld i undergrunden. Bess får den noget særprægede besked fra oven, at hun skal ofre sig for Jan. Jo mere hun lader sig seksuelt udnytte af diverse mænd, jo bedre vil hendes mand få det. Trier altid leger lystigt med religion, tilfældighed og videnskab blandet med fatalisme og fantasi, så derfor bliver Jan rask, da Bess er blevet molesteret ihjel. Filmen vokser med tiden. Den er større nu, end den var i 1996, da den havde premiere. Den står nu som filmen, der forener kontrol med religion og den altdominerende styring, der kan ligge i tro.

Call me by your name (2017): Luca Guardagnino

Der er intelligentsia på spil i italienske Luca Guardagnino fremragende kærlighedsfilm baseret på André Acimans kompakte roman. Aciman er oprindeligt fra Egypten, men er nu amerikaner der har undervist på et par af de attraktive universiteter i USA. Filmatiseringer er altid lidt kompliceret terræn. Det kan sjældent betale sig, at se sin yndlingsfilm oversat til sølvlærredets manglende dybde. Guardagnino er anderledes. Hans lille genistreg er, at han markant har udeladt bogens sidste tredjedel, hvor historiens to hovedpersoner, Elio og Oliver, mødes som voksne. Elio er stadig forelsket til op over sine italienske ører, hvorimod Oliver har stiftet familie. I Guardagninos historie holdes den stramme og unge kærlighed, hvor de to unge mænd kastes ud i henholdsvis en flirt og livslang kærlighed. I sandhed en mesterlig, litterær og spirituel åben film, der tør dyrke de katolske traditioner, homosex samt sprogets, musikkens og ungdommens mangfoldighed.

Das Weisse Band (2009): Michael Haneke

Michael Haneke er uforudsigelig som få. Han er totalt kompromisløs i sin fortællestil. ’Das Weisse Band’ er en klaustrofobisk fortælling om fascismens piblen frem i Tyskland i årene inden 1. Verdenskrig. Et lille samfund i Nord-tyskland skildres i sort/hvide billeder. Ingen farve, intet håb. Hierarkiet i byen styres af præsten, lægen og baronen. De uddannede. De udfordres af den unge lærer, der kommer til med nye tanker, pædagogik og syn for de mange børn i byen. Filmen bevæger sig aldrig udenfor bymuren. Den fortæller om incest og samfunds deformitet, uden at blive sentimental og uden at opklare verdens mysterier for publikum. Hanekes film er yderst politisk – uden at vi på noget tidspunkt bliver ført udenfor bymuren. Den østrigske auteur forstår at fortæller den store historie ud fra den lille historie. Det principielle i en uoverskuelig kompleksitet. Det er kun de store mestre, der kan det.

There will be blood (2007): Paul Thomas Anderson

Andersons film bliver betegnet som en af de bedste film nogensinde – og er netop kåret af danske filmfolk som den bedste film de sidste 20 år. Hvad er det, der gør, at en film kan løftes helt op på øverste hylde? Der er trods alt få titler, der når den højde. I 1898 ser Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) en mulighed. Olie! Det klistrede sorte guld vælter op i sydstaterne, og Plainview køber bondesmart og koldblodigt land fra de naive troende farmere, der stoler på den præstelignende figur. Ingen vil da snyde en trosfælle, der sværger ved deres fælles Gud! Brutaliteten i filmen understreges af triumviratet mellem Gud, penge og blod. Pointen er vel, at det er hvad USA er bygget på. I filmens slutscene dykker vi sammen ind i the belly of the beast. Plainview giver præsten Eli et tilbud. Han vil købe præstens olierige jord, hvis Eli frasværger sig sin tro. Overvej selv hvad Eli svarer…

Eternal sunshine in spotless mind (2004): Michel Gondry

Mind fucking er klart en af de subgenrer, der er vokset ud af den digitale tidsalder, hvor alt efterhånden er kortlagt, dækket og mangfoldiggjort. Vi er vel et sted, hvor de store fortællinger skal genetableres, hvis vi ikke alle sammen får tinnitus, migræne og åndenød af al den støj, der forurener vores hjerner. Film kan om noget obstruere vores virkelighedsfornemmelse. Michel Gondry instruerede et mesterligt Charlie Kaufman-manuskript med Jim Carrey og Kate Winslet i uforglemmelige roller som parret, der har fået slettet deres hukommelse, og indleder for anden gang et forhold til hinanden. Filmen er en ultimativ hyldest til kærlighedens og mindets kraft. Den giver muligheden for, at genskabe en kærlighed der ellers er korrumperet af det moderne livs fristelser og endeløse muligheder.

A Separation (2011): Asghar Farhadi

De store gevinster findes ikke underligt i film, der ligger langt fra vores vanlige territorier, nationale identitet og lokale gangstier. Den iranske mesterinstruktør Asghar Farhadi mestrer om nogen, at finde dilemmaner, der rejser langt ud over hans eget lands grænser. Hans Oscar-vinder om det nutidige Teheranske-kosmopolitiske par Nader og Simin, der skal skilles, er et stilstudie i reverserede kønsroller og den enkelte persons forpligtelse overfor forældre og fortiden overfor børn og fremtiden. Den fortæller, at vi trods stor ægteskabelig samhørighed ikke aner, hvad der venter rundt om livets hjørne. Filmen er så pumpet op på moralske dilemmaer, at det efterlader publikum totalt smadrede af alt det, historien sætter i gang. Hvad gør du med dit eget liv, når andre kræver alt af dig? Hvor langt vil du gå for din familie? Hvem er din familie? Er det dine forældre eller din ægtefælle og dine børn – hvis du nu skal vælge, for du kan ikke få det hele?

Ordet (1955): Carl Th. Dreyer

Hver scene i ’Ordet’ har betydning. Hvert ord peger hen mod den uforudsigelige slutning. Hver figur i filmen er som mejslet ud af alt det, der var Danmark, før vi vidste bedre. Dengang det underlige kastesystem, den kuede kvinderolle og slægtens stolthed var det vigtigste i livet. Det er den mest alvorlige film, der er lavet i Danmark. Baseret på Kaj Munks vestjyske sædeskildring har Dreyer skabt et værk, der sætter videnskaben, (over)troen og mystikken ind i samme ligning. En tilsyneladende retarderet bror i familien går rundt og siger, han er Jesus. Er han mon det? I en smuk og poetisk scene tilkalder han Gud, hvorefter hans nyligt døde svigerinde genopstår. Der er ingen forklaringer. Kun tro og kærlighed.

Kina er den nye filmstormagt

 

I 2018 er Kina det største filmland i verden målt på omsætning. Det giver en forskydning i magtbalancen hvor USA’s selvforståelse bliver maksimalt udfordret.

af Søren Høy, direktør i konsulentbureauet Werksted

Den globale filmscene er under stor forandring. Kina er på få år blevet en afgørende magtfaktor. Tidligere tog vesterlændinge orientekspressen for at nå frem til østens mystik – nu hamrer der et lyntog den anden vej. Kineserne vil have amerikansk kultur, de vil se film, og de vil investere i underholdning.

Kina overhaler USA

I Kina pibler det frem med biografer. Antallet er vokset med 30% i 2015, og estimatet er, at Kina har lige så mange lærreder som USA i 2017.

Alene i 2015 åbnede der 7500 top moderne biografsale i Kina. Tallene for 2016 er endnu ikke offentliggjort, men der er intet, der tyder på, at kadencen fra 2015 er faldet. I Nordamerika er der lige nu 42.000 biografsale. Hvis Kina fortsætter den nuværende udvikling, så har de 1,3 milliarder kinesere potentialet til at have 70.000 sale.

Kina vil have amerikanske film

Det er på en måde paradoksalt, at Kinas vej til den dominerende position netop er Hollywood, for shownumrene fra den ikoniske filmhovedstad, er den store maskine i udviklingen.

Indtjeningen i Kina på amerikanske film steg med 32% fra 2014 til 2015. Der forventes dog en lidt fladere kurve for indeværende år.

Et tydeligt eksempel på udviklingen er ’Transformers 4’ fra 2014, der indspillede 300 mio. dollars i Kina – hvilket svarer til cirka en tredjedel af filmens indtjening på verdensplan. Det er første gang, at en massiv Hollywood blockbuster indtjener mere i Kina end i USA. Siden er det sket flere gange. Der er sågar mange film, der finansielt er blevet reddet af det kinesiske marked.

Vin Diesel er lig succes

Den store helt (eller skurk afhængigt af hvor man ser sagen fra) i den sammenhæng den ærkeamerikanske skuespiller Vin Diesel. Hvis I ikke ved, hvem han er, så forestil jer et skaldet testosteron muskelbundt på 120 kilo med replikker, der er lige så kvikke som hans trigger-fingre på de gigantiske håndvåben, han slæber rundt på. Hans skuespiltalent kan bedst beskrives med en spændt, tatoveret overarm. Det er på en måde fascinerende, at så begrænset et register kan blive så populært. Vin Diesels lettere komiske macho-høj-oktan actionfilm som ’Fast and Furious 7’ og ’The Last Witch Hunter’ er blevet markant større succeser i Kina end alle andre steder, og det kinesiske publikums omfavnelse har betydet, at de nævnte film på premiereåret var blandt de mest sete i verden.

Den dag balancen tippede

I april 2015 skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt. Selvforståelsen kom under angreb. Amerikanerne er dog ved at vænne sig til tanken. De har fundet ud af, det kan betale sig, at bruge kinesiske skuespillere. Det betyder, kineserne (sandsynligvis) vil flokkes om filmene, da filmens marketing kan målrettes med de nationale stjerner i centrum. Senest havde den nyeste Star Wars-relaterede film ’Rouge One’ hele to kinesiske stjerner på rollelisten. Donnie Yen og Wen Jiang er fænomener i kinesisk underholdning, og det har betydet, at filmen nu har rundet en samlet omsætning på en mia. dollars på verdensplan – godt hjulpet af en lang kø udenfor de kinesiske billetluger.

Censur for middelklassen

Den stærkt voksende middelklasse i Kina har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Det kinesiske markedet er så afgørende for Hollywood, at de er nødt til at indrette deres film efter den østlige censur og kulturelle koder. Det er efterhånden normalt, at der bliver fjernet bryster og frække ord, som ikke passer til det magtfulde organ ’China Film Group’, der både står for censur, og hvornår en film skal ud på markedet i Kina.

Deres filmplan betyder, at det sædvanligvis stærke amerikanske marketingapparat ikke kan udfoldes. Hvis det passer ’China Film Group’, sætter de to store amerikanske film op samtidig. Det ville aldrig ske i vesten. Her vil filmselskaberne sørge for, at filmene bliver drysset ud over kalenderåret, så publikum får en fair chance for at se filmene, og selskabernes mulighed for at tappe ind i folks lommepenge er større.

Kompleksiteten mellem markederne

Der er i det hele taget mange kompleksiteter, som markederne i Kina og USA henholdsvis skal finde ud af.

Den amerikanske filmindustri vil forsøge, at sprede filmene ud, så de ikke kannibaliserer hinanden. Det handler om penge i den verden. På den anden side står Kina lige om lidt med et andet problem. De giver for nuværende kun adgang for 34 ikke-kinesiske film om året. Den kvote udfyldes nemt af amerikansk mainstream. Der er ikke plads til filmkunst og samfundskritik. Det er larmende action, ufarlig underholdning og en sjælden gang en Oscar-film.

Hvis ’China Film Group’ skal holde gang i de mange biografsale og en stadig økonomisk udvikling på biografmarkedet, skal der flere amerikanske film ud til publikum. Kvoten skal sættes op, hvis de børsnoterede selskaber, som Wanda Film Group der ejer majoriteten af biograferne, fortsat skal gøre sig godt blandt den monetære elite. I 2016 steg antallet af solgte billetter kun med 3,6% når alle film fra alle lande tælles med, hvilket er noget mindre, end de meget kapitalistisk orienterede kinesere har vænnet sig til. Det betyder, at der må ske noget. Kvoten udvides med sikkerhed – og dermed ser amerikanerne øgede muligheder for at hoppe over den kinesiske mur, hvis de laver film, der appellerer til middelklassen. Mit bedste bud er, at det kommer til at betyde mere wam-bam-boogie action – ofte med en kineser i en bærende birolle.

Pengene tjenes i biograferne

Udviklingen på det kinesiske marked er fuld af ting, som vesten skal vænne sig til. En ting er censur, en anden er kvoter, en tredje er, at 99% af indkomsten kommer fra biograferne. Der findes ikke penge i DVD, betalings-tv og andre hjemmeorienterede formater. Det illegale marked styrer alt udenfor biograferne. Den slags er vi i den vestlige verden ikke begejstrede for, da vi er vant til at styre alt i hele filmens levetid. Fra den kommer ud i biograferne til den bliver solgt på loppemarkedet for en 5’er.

De store spillere

Internet-giganten Alibaba med kinesiske Jack Ma i hovedrollen er natten over blevet en massiv spiller på markedet. En børsintroduktion gav ham cirka 800 milliarder dollars. Et par af dem skal bruges på underholdning, og Ma har besluttet, at film er afgørende for hans forretningsudvikling. Han har investeret 7,2 mia. dollars over tre år i at få gang i produktion og distribution. Et af projekterne er Steven Spielbergs ’Amblin Partners’, der får massiv støtte, så de kan komme ind på det kinesiske marked.

En ny verdensorden

Der er en ny verdensorden i filmhierarkiet. Nye alliancer bliver dominerende de kommende år. Ingen har dog nogen klar fornemmelse om, hvad udviklingen præcist kommer til at betyde for filmmarkedet. Men hvis jeg var producent, skuespiller eller instruktør ville jeg dog nok tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

Gå aldrig tilbage til en dino

 

Af Søren Høy

’Jurassic World’ tager ikke hensyn til, at der blev lavet to mindre gode efterfølgere til den banebrydende ’Jurassic Park’, der kom i 1993. Den starter stort set, hvor den første film i serien sluttede.

’The Lost World’ (1997) og ’Jurassic Park III’ (2001) var udtrampede versioner af 1’eren. De kæmpede med kedelige historier, der virkede som filmede computerspil.

Den nye film kommer 22 år efter Steven Spielbergs klassiker, der som den første film indtjente mere end 1 milliard dollars i biograferne verden over. Den flåede den markedsmæssige milepæl op af jorden, og talte til en generation af videnskabs-nørder, filmgeeks og tempo-junkier med sådan et eftertryk, at alle andre også var nødt til at se den betagende historie om kæmpe-dyrene. Det var før Internet og sociale medier. Alle detaljer om ”tilsyneladende levende kæmpeøgler” og deres smidige, graciøse bevægelser blev genfortalt til kolleger og venner med en forbløffelse og betagelse. Filmen var et forvarsel og et signal om at nu kunne filmindustrien genskabe alt.

Teknologisk var ’Jurassic Park’ revolutionerende. En af mine veninder, Victoria Livingstone, arbejdede på filmen. Hun var med til at skabe en scene, der er gået over i filmhistorien. Hun har fortalt, at deres store problem var, at de ikke kunne finde ud af, hvilken type bule en bil får, når den får et skulderskub af en dinosaurus. I filmen kører en film med fuld fart, hvorefter den bliver løbet op af en meget adræt øgle, der, som i et stock car ræs, forsøger at skubbe bilen omkuld. Det hele foregår i rasende tempo, og scenen skal både indeholde forskrækkede skuespillere, en arrig dino og en bil, der gradvist bliver smadret.

De fandt programmerings-formlen ved at løbe ned af gangene på produktionskontoret og hoppe ind i dørene. Hver gang dinoen rammer bilen, vakler den lidt og er lidt forvirret – som et menneske, der løber med fuld fart og giver skulderskub til noget hårdt undervejs. Så manuelt og fysisk var udviklingen af en scene, der kom til at definere action-sekvenserne fra den dag af. Alle store action-scener hvor noget computerskabt rammer noget fysisk, er i princippet lavet på samme måde.

Jeg håber, at ’Jurassic World’ byder på teknologiske overraskelser og gerne nyskabelser.

Ellers kan vi ligeså godt se 1993-versionen, der fuldt fortjent står som en filmteknologisk klassiker.

Når en blockbuster flopper

Den store film i biograferne lige nu er ’Tomorrowland’ med George Clooney i en af de store roller.

Af Søren Høy

Ham vender jeg tilbage til.

Hvis I stikker hovedet ud af vinduet, vil I sikkert få øje på plakaten fra filmen. Den har et par forskrækkede skuespillere i forgrunden og Eiffeltårnet i baggrunden. Op af det ikoniske og retro-futuristiske tårn kommer der en raket, der passende ligner et design fra Jules Vernes tid.

Den plakat kommer jeg også tilbage til.

Efter at jeg havde set filmen, mødte jeg en af mine venner, der har arbejdet på adskillige af de store danske film. Han spurgte mig, hvad ’Tomorrowland’ går ud på? Efter nogen nølen nåede jeg frem til, at jeg faktisk ikke aner, hvad den handler om.

Det løjerlige faktum er den tredje cliffhanger.

’Tomorrowland’ havde premiere i USA samtidig med Danmark. Den type storfilm åbner gerne over det meste af verden samtidig. Man kalder de store film for ’tentpole movies’. Det er teltpælen, der holder et hjørne i det filmselskab, der producerer den. Sådan en koster gerne i nærheden af $200-300 millioner at lave. Det er hyper vigtigt for selskaberne, at de bliver set og tjener penge. De holder, som navnet antyder, firmaet oprejst.

Derfor er det et problem, når de flopper.

Den aktuelle film tjente kun $44 millioner i USA i den forlængede weekend. Det er under halvdelen af der forventes af de store film på Memorial Day.

Hvorfor gik det galt for Brad Birds science-fiction-action-med-et-øko-twist-børnefilm?

George Clooney er ikke en blockbuster-skuespiller. Han er en stjerne, korrekt, men han er større i sladderbladene end i biograferne. Med undtagelse af ’Oceans 11, 12 & 13’ har han ingen massive kommercielle succeser på kontoen.

Plakaten med Eiffeltårnet er en total spoiler. Den afslører filmens klimaks, og når den slags først rygtes, spreder der sig hurtigt en vis afmagt. Er filmen ikke bedre, end at den fedeste scene skal på plakaten?

Instruktøren Brad Bird laver normalt animationsfilm. I den genre er der ingen grænser for fantasien – hvilket giver lyst til hele tiden at lave actionscener. Det er sjovt, det virker, så hvorfor ikke lave en masse af dem? I animation kan alle jo flyve, trylle eller blive usynlige. Den grænseløshed er svær at overføre til levende film. Den legende indgang har det med at overse historien i filmen.

Konklusionen er, at det ikke er så nemt, at lave en succes, man måske går og tror. Selv med Clooney og Eiffeltårnet på plakaten.

Stillet-revolution i Cannes

Cannes Festivalen er kendt for den røde løber, der går op til indgangen i Lumière-biografen, hvor gallaforestillingerne bliver vist for filmstjerner, topmodeller og Formel 1-kørere.

Af Søren Høy

Det er høj prestige, at tage turen op gennem blitzlyset fra de cirka 500 fotografer, der står langs løberen. Missionen er først fuldendt for aftenens smukkeste kvinde, hvis hun ender på forsiderne dagen efter. Samtidig er stjernerne blevet varemærker. De har millioner af følgere på sociale medier, og honoreres godt for at have mærkevare på kroppen.

Reglerne og koden på den røde løber har i mands minde været kjole til kvinderne og smoking til mændene. Kvinder i høje hæle og mænd i lædersko. Flade gummisko giver kun et spark bag i. Har mændene glemt slipset, må de håbe på, at de kan købe et til overpris blandt publikum.

I 2015 er Cannes’ til tider arrogante traditioner udfordrede. Det startede med, at Cannes forbød stjerne at tage selfies på den røde løber. Pointen er, at de skal nyde momentet og ikke tænke på deres Instagram-profil. Det giver mening. Det er et specielt øjeblik med opmærksomheden fra folk, fotografer og filmverdenen, og det skal selvfølgelig nydes uden selvportræt med trutmund.

Cannes har dog forregnet sig, når det handler om de magtfulde kvinders fodtøj. I år er et par markante kvinder blevet bortvist for at have flade sko på. Cannes tydeligvis glemt, at vi er midt i en tid, hvor kvinder ikke gider se sig fremstillede som pyntedukker med doktriner og regler for påklædning. I øvrigt vil de kyndige sikkert argumentere, at hælhøjde-moden varierer mere end Cannes’ gammeldags dresskode-system. Enhver med ergonomisk indsigt ville sikkert heller ikke anbefale 10-12 cm sylespidse hæle til en seance på flere timer.

Historien breder sig ud i verdens medier, og Cannes kommer nemt til at se lidt umoderne ud, når store stjerner opfordrer ALLE til at tage flade sko på.

En alternativ maskulin reaktion kommer der fra stjernerne Benicio Del Toro og Josh Brolin, der i sympati med de hæl-lidende kvinder vil tage stilletter på, når de skal op ad løberen.

Selfie- og stillet-revolutionen har bredt sig.

Normalt retter folket ind efter Cannes’ konservative system. No-Selfie har der været forståelse for – men med ’flatgate’, skoproblemet, tror jeg, at trykket fra sociale medier og stjerner betyder, at der for første gang i festivalens historie snart bliver dømt ’fri sko’ på den røde løber.

 

 

En succes gentages

Af Søren Høy

Kan I huske dengang for 20 år siden, hvor en computer fyldte det meste af en 1-værelses lejlighed. Det tog så lang tid, at starte den op, at man kunne nå at brygge kaffe og tage et bad. Den pattede så meget strøm, at lysstyrken gik på halvt blus, og det krævede store overvejelser, om den skulle stå tændt, hvis nu man lige skulle ned i kiosken efter cigaretter. Og det forbandende var, hvis den store maskine skulle ’rebootes’. Genstartes. Puha. Det gav nervøse trækninger, når menuen anbefalede en ’reboot’. Var informationer, store tanker og potentielt videnskabelige gennembrud gået tabt?

Jeg har samme frygt, når jeg finder ud af, at en legendarisk filmserie skal ’rebootes’. Det samme, gamle computoriske begreb bruges, når filmbranchen graver en bedaget succes frem, og håber, at det gamle publikum glæder sig, og det nye publikum bare tager filmen til sig, som om det var deres egen.

’Mad Max: Fury Road’ er nyeste ’reboot’. På 30-året for den tredje film med Mel Gibson i rollen som Max, har den nu 70-årige australske instruktør George Miller, banket sandet af de hysteriske potente ørken-biler og genoplivet den post-apokalypse, der var på mode i starten af 80’erne.

Dengang var Mad Max frihedskæmperen, der tavst troede på en bedre verden efter den atomkrig, der både havde udslettet retfærdighed og menneskelighed. Han var på en måde den sidste overlevende fra tiden inden apokalypsen.

Dengang var Mad Max sammen med film som ’Aliens’ og ’Blade Runner’ stærke antikapitalistiske film om en verden, som vi var fascinerede af og samtidig skrækslagne for. Det var science-fiction om vores potentielle selvudslettelse.

’Robocop’ fejlede big time, da den sidste år forsøgte med endnu en tur i ringen. Sagen er nok, at vi i en tid med droner og robotisk angst, ikke har brug for den slags. Da den første kom i 1987, var det cyperpunk og opgør med kold krig.

’Mad Max’-serien får eftersigende yderligere to-tre film.

Tom Hardy er en stærk moderne version af Gibsons Max. Charlize Theron er betagende som Max’ kvindelige spejlbillede.

Spørgsmålet er nok nærmere, om det nye publikum har lyst til endnu en genstartet serie som deres forældre forbinder med en tid, hvor verden – og dermed kompleksitet og problemer – var mindre end i dag.

Lidt ligesom de formodentlig ikke gider have vores computere fra dengang.

Komedien kommer

Jeg elsker komedier. Den lette stemning i det dybe plot. Det opløftende i grineflippet midt i biografsalen. Herlige pinlige scener der bekræfter mine egne mest nederdrægtige øjeblikke.

Af Søren Høy

Amerikanerne er de bedste til genren. Der er ingen, der kan lave overspillede, overgearede, fjollede og fabelagtige komedier som amerikanerne. De har evnen og traditionen for at vride handling og figurer meget længere, end vi på vores filmiske breddegrader har talent og fantasi til.

Heldigvis kan vi noget andet i Europa.

Med lidt held dukker der fra tid til anden en italiensk eller fransk komedie op, der kan konkurrere med de amerikanske. Franske ’De Urørlige’ fra 2011 rørte et helt usædvanligt stort publikum verden over. I Danmark klappede over 500.000 af filmen om den sorte mand fra ghettoen, der bringer liv og fantasi ind i en paralyseret rig, hvid mands kedelige liv. Samfundskommentaren var præcist placeret i et skrøbeligt Europa, hvor tolerancen er udfordret af globalisering, flygtninge og samfundsskel.

Italienske ’Den Store Skønhed’ fra 2013 vandt en Oscar, og ramte et storbypublikum på forfængeligheden. Filmens ironiske kunstkommentar formidlet gennem en charlatan, der ser tilbage på sit umiddelbart indholdsløse liv, havde direkte linjer til Italiens lemfældige og skødeløse politiske styre, hvor mediemoguler og komikere på skift driver landet til randen af kollaps.

Den danske komedie ’Lang historie kort’ har premiere i dag i landets biografer. May el-Toukhys film om venner og kærlighed er bygget op om vores mange ritualer som for eksempel nytårsaften, bryllup, fødselsdage og sommerferier. Med en præcis skrevet og stadig let leveret dialog får filmen løftet låget af den opløsning, som mange af os gennemgår i tiden. Filmen vil under sit solrige portræt af en gruppe venner fortælle os, at vi i vores forvirrede og selvoptagede liv ikke ser glæderne, der med stor sandsynlighed udspiller sig lige foran os.

Til august kommer Natasha Arthys ’Comeback’ med Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Han har de senere år udviklet sit store komiske talent i ’Klassefesten’-filmene, og har både charmen og selvironien til at bære den svære genre.

Sidst i september kommer ’Klovn Forever’ af Mikkel Nørgaard, der med sikkerhed bliver årets mest sete film. Mit klare indtryk er, at publikum glæder sig til Casper og Franks univers.

Det er gode tider for os komedie-folk.

 

De menneskelige ekstremister

En scene fra filmen ’Timbuktu’:

To jihadister besøger en smuk kvinde og hendes datter mens familiens mand og far er ude af byen. De to islamiske ekstremister er henholdsvis lokal og udlænding.

Vi er i det nordlige Mali i 2012, hvor stedets naturlige skønhed brydes af geværerne over de unge jihadist-mænds skuldre og deres bistre attituder. Kvinden nægter at tage sit tørklæde over håret, og hun siger til de to mænd, at hvis de ikke kan lide at se hendes hår, må de se den anden vej.

Scenen drejer ned af den humoristisk vej, da den lokale jihadist skal oversætte kvindes lille oprør overfor den udenlandske mand, som tydeligvis havde forventet, at kvinden både vil adlyde og måske er lidt bange.

Terrorens væsen er portrætteret både morsomt, underligt og menneskeligt i ’Timbuktu’. Filmen af den mauriske instruktør Abderrahmane Sissako har siden sin premiere ved sidste års Cannes festival suget kontroversiel opmærksomhed til sig. Filmens terrortema bliver tydeligt og uhyggeligt understøttet af virkeligheden – og eftersom filmen viser menneskerne bag religiøs fundamentalisme, er det klart, den skaber debat.

Kort efter januars brutale nedskydning af tegnere og journalister på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, blev visninger af filmen aflyst i Paris. Kritikere af filmen mente, at den underskylder terror med sociale forklaringer på ekstremisternes bevæggrunde. Senere skete det samme i flere afrikanske stater, da Boko Harams nedslagtninger eskalerede.

’Timbuktu’ viser en detaljeindsigt og hverdags-overvejelserne for en gruppe terrorister. De taler i smug om deres favoritfodboldhold, selvom sport er forbudt. En anden kæmper hårdt med sit rygestop. En tredje er lidt i tvivl om hvor hårdt doktrinen om musikforbud skal håndhæves, nu da de unge hører musik der lovpriser Allah.

Filmens pointer rækker ind nyhedernes dækning af fundamentalisme. Den kan ses som en visuelt koreograferet dokumentarfilm. Den adskiller sig ved, at den taler til publikum inde fra bæstets mave.

’Timbuktu’ er en del af manualen til forståelse af verden. Jeg er spændt på at se, om filmen skaber debat i Danmark. Er vi interesserede i at lære ekstremismen at kende gennem fiktion? Hvordan bliver den læst og analyseret? Provokerer den os, eller er vi for langt fra Afrika til at kunne oversætte den til trods for, at filmen har en klar global agenda?

Af Søren Høy

Kina tager magten i biografen

’The Avengers: Age of Ultron’ bliver med overhængende sandsynlighed årets mest sete film på verdensplan.

Filmen kommer med en usædvanlig potent forhistorie.

De mange superhelte i filmen har hver sin succesfulde franchise, hvor de snildt trækker mellem 750 millioner og 1 milliard dollars ind ved billetlugerne.

Den første ’The Avengers’-film fra 2012 figurerer i dag som den tredje mest indtjenende film i historien, hvis der ikke korrigeres for inflation. Den samlede imponerende 1,5 mio. dollars hjem til Disney, inden den senere solgte for 225 mio. dollars på DVD og Blue-Ray. ’Avengers’-serien udmærker sig ved at være langt mere munter end de øvrige superhelte-serier. Den dyrker ikke de muterede kraftkarles dunkle fortid, men hæfter sig i stedet ved deres sammenarbejde, for at holde ondskaben ude af vores galakse.

Siden sidst heltene i meget stramt outfit skulle redde universet, er der sket en del i den virkelige biografverden. Den nye mega-spiller på markedet, er Kina.

For tre uger siden skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt.

Selvforståelsen er under angreb.

I Kina pibler det frem med biografer. I 2014 var der 24.000 lærreder i Kina. Det er næsten en fordobling siden 2012, hvor den seneste ’Avengers’-film kom ud.

I USA er der cirka 40.000 lærreder for nuværende. I Kina er potentialet 70.000 lærreder. Den stærkt voksende middelklasse har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Med andre ord er ’Age of Ultron’ på vej til at blive markant større i Kina end i USA. Indtil nu er det kun ’Transformers 4’, der kan prale af den slags.

For filmproduktionen betyder det nye ’leading market’, at indhold, kampagner og produktion langsomt vil få et tættere forhold til Kina og den store nations smag. Alt andet vil være dumt, nu da det er der, publikum står i kø for at se de store actionbrag.

Hvis jeg var amerikansk producent, ville jeg tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

700.000 billetter savnes

Vi er midt i et ekstraordinært filmforår. Ni danske film har allerede fået premiere i biograferne. Det store antal film har betydet, at dansk film har en markedsandel på hele 43% i årets første 4½ måned. I alt er der solgt cirka 2 mio. billetter til dansk film. Det tal inkluderer salg fra to film, der fik premiere i juledagene i 2014, og derfor har haft deres primære salg i 2015. Til sammenligning blev der solgt 3.35 mio. billetter til danske film i hele 2014.

Det er imponerende tal. Uden tvivl. Den slags giver et overordnet statistisk argument for dansk films succes.

Hvis vi kigger lidt dybere ned i statistikken, er der dog lidt en anden historie, vi er nødt til at forholde os til.

 

Susanne Biers ’En Chance Til’ endte på 215.613. Bier er normalt godt for +500.000 – men lad os bare konservativt sige, at 300.000 havde været godkendt for denne her film. 75.000 på den gale side.

 

’Min Søsters Børn og Guldgraverne’ nåede 310.838. De tidligere installationer i serien har nemt nået 400.000, så her mangler der 90.000.

’Mænd og Høns’ er årets topscorer med 357.093. En Anders Thomas Jensen film med masser af stjerner burde kunne sælge 400.000. Cirka 40.000 under forventning.

’Steppeulven’ viste sig at misse sit det brede publikum. 40.000 købte billet. Et estimat på 150.000 inden premieren kunne ikke have skræmt nogen. 110.000 bagud.

’Albert’ har solgt 108.881 til dato. For en Ole Lund Kierkegaard-filmatisering med klassiker status er en forventning på 250.000 på sin plads. 140.000 fra den vurdering.

Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ med 225.706 er mere end godkendt.

’9. April’ er stadig aktiv i markedet – for nu med 201.807 billetter. Den burde have cirka 50.000 mere i sig, for at nå sit potentiale.

’Skammerens Datter’ står lige nu på 155.356. Den mangler vel cirka 150.000 for at være den succes, som det litterære forlæg og filmens kvalitet berettiger til.

’Idealisten’ åbnede i weekenden med cirka 18.000. Det ligner dermed et salgstal på 50-60.000. Halvdelen af et konservativt estimat.

Tre af filmene har stadig en chance for at forbedre resultatet.

Pointen er, at statistikken er pæn, men at med så mange danske film på kort tid, mangler stort set alle film en pæn sjat billetter, for at være den forventede forretning.

Hvad der for den samlede danske filmbranche ligner en god historie, er for den enkelte producent i flere tilfælde en mindre katastrofe.