Den amerikanske legende

Clint Eastwood har instrueret endnu en stærk film. Den 84-årige legende er viril i sin filmiske stil. Hans kameraarbejde, spændingsopbyggende musik og en respektindgydende evne til at finde kernen i de historier, som han med omhu vælger at filmatisere.

’American Sniper’ er en succes. Publikum står i kø rundt om hjørnet, for at se filmen om Chris Kyle i USA. Kyle er den amerikanske soldat med flest confirmed kills. 255 er hans total opgjort til. Langt de fleste spottede Kyles falkeblik gennem sit kikkertsigte. Han var sniper. Lidt forfladiget oversat til snigskytte. Op mod 1,8 kilometer kunne han med millimeter præcision sende sit projektil af sted og ramme en fjende med et dødbringende skud. Kyle blev en myte, en legende i den militære verden. De fleste soldater, der har været i de krige, ved, hvem legenden Chris Kyle er. Og efter filmens massive succes, der inkluderer seks Oscar-nomineringer, vil de fleste udenfor militæret, kende Kyles vilde historie.

Det paradoksale ved Chris Kyles skæbne er, at han overlevede kugler og bomber på sine fire lange missioner. Han vendte hjem med post traumatisk stress syndrom, han kæmpede sig ud af de dystre erindringer om venner, kolleger og ofre, der døde i krigen – og nærmest det øjeblik, han var i stand til at se livets muligheder, blev han skudt af en ex-marinesoldat, han prøvede at hjælpe ud af et tilsvarende efter krigs-traume. Den sidste del af fortællingen er kendt for dem, der har fulgt historierne om Kyle siden februar 2013, hvor han blev dræbt.

I USA har filmen om legenden Kyle, lavet af legenden Eastwood, været centrum for en interessant debat.

I første omgang handlede den om man overhovedet kunne lave filmen. Kyle blev dræbt mens manuskriptet, der bygger på Kyles bestseller biografi, var i fuld gang med at blive lavet færdig, og filmens skuespillere var på plads. Med andre ord skulle den suverænt spillende stjerne, Bradley Cooper, forholde sig til, at han fra at spille en levende legende nu skulle spille en død legende. Det er unægtelig et noget andet afsæt for at gå ind i en filmproduktion. Både moralsk og professionelt.

I de her dage diskuteres det, om Kyles drabsmand overhovedet har en mulighed for en fair retssag, der starter inden længe. Folkedomstolen har med sikkerhed valgt side.

For det danske publikum venter en fremragende film. Den er sprængfyldt med moralske dilemmaer, som ovenstående kun er en lille del af. En film der kræver at blive analyseret og debatteret.

Oscar-ræset starter i dag

I dag klokken 14.30 annoncerer de to instruktører Alfonso Cuaron (’Gravity’) og JJ Abrams (’Star Wars’) årets nominerende Oscar-film, og dermed starter det årlige ræs i Hollywood og omegn.

Hvad kan vi filmelskere forvente af årets Oscar-felt?

Golden Globe blev uddelt i søndags af den internationale filmpresse i Los Angeles, og traditionelt giver den uddeling et par hints til hvilke film, der kommer i bruttotruppen til Oscar, der uddeles den 22. februar.

Der er ingen danskere med, desværre. Det behøver der nu heller ikke at være hvert år, men vi har vænnet os til, at være repræsenterede i enten kortfilm eller den globaliserede kategori med film, der ikke er på engelsk.

Skandinavien kan dog regne med nomineringer og ganske tænkeligt en senere vinder. Svenske Ruben Östlund har lavet den mesterlige ’Force Majeure’. Den kommer med, men taber sikkert til russiske ’Leviathan’. Begge film kører i de danske biografer, og er vel de to film, man bør se, hvis modet og tiden er til andet end amerikanske brain candy.

Den slags står norske Morten Tyldum for. Hans 2. Verdenskrig thriller ’The Imitation Game’ om teknik-geniet og computer-pioneren Alan Turing, bliver sikkert massivt repræsenteret i flere kategorier. Dog uden de store chancer for at tage afgørende priser.

Islandske Jóhann Jóhannsson vandt en Golden Globe for sin musik til ’The Theory of Everything’. Han har boet i Danmark i mange år, og komponeret sine dybe, psykologiske toner til adskillige danske og islandske film. Han er en kunstner af en sjælden kaliber, og det er inspirerende, at hans talent rækker til øverste niveau. Instruktøren bag samme film, James Marsh (Oscar for ’Man on a Wire’), har også haft adresse i København, så lad os bare tage den smule genskin fra statuetten, vi kan.

Bedste film kommer til at stå mellem ’Birdman’ og ’Boyhood’. I kommerciel forstand er det relativt små film med stor kunstnerisk værdi og holdbarhed.

Hvert år er der en film, som alle kan lide, men som ikke kommer til at vinde noget særligt trods mange nomineringer. I år rimer det prædikat på ’The Grand Budapest Hotel’. En sympatisk og legesyg fantasi uden den store pondus.

Favoritterne viser, at feltet er en sejr for filmkunsten og endnu et bevis på, at Oscar ikke kun er et Hollywood-shownummer, men stadig verdens fornemmeste og vigtigste filmpris.

Respekt til Angelina Jolie!

I denne uge er der premiere på ’Unbroken’. En 2. Verdenskrigsfilm med et budget på cirka 400 millioner kroner instrueret af ingen ringere end superstjernen Angelina Jolie.

Historien bag filmen er ret så fantastisk.

Den handler om amerikanske Louis Zamperini. Han var olympisk deltager på 5000 meter distancen i 1936 i Berlin, hvor han eftersigende trykkede hånd med Adolf Hitler. I 1943 blev hans fly skudt ned af japanske styrker, han overlevede et hajangreb midt på det åbne ocean i sit sønderskudte bombefly, og var derefter krigsfange i to år indtil krigen sluttede.

Det er noget af en opgave at gå i gang med for et filmhold. Skiftende instruktører har gennem 55 år forsøgt at filmatisere Zamperinis historie. Første gang projektet blev pitchet i Hollywood var det meningen, at Tony Curtis skulle spille rollen som den atletiske krigshelt. Ingen er lykkedes med projektet, før Jolie kom om bord.

Angelina Jolie i 1998

Angelina Jolie har gennemgået en voldsom udvikling, siden jeg mødte hende for første gang i 1998. Dengang var hun vild. Tatoveringerne piplede frem overalt på hende. Hun talte om sin fascination for knive og blod. Hun berettede om sin biseksualitet. Hun var vred på sin far, skuespilleren Jon Voigt. Hun var en syret, ung kvinde, der med sit gennemborende, dybe blik kunne hypnotisere selv en aggressiv slange.

Et af vendepunkterne i hendes liv er klart ægteskabet med Brad Pitt. De har haft en sund indflydelse på hinanden. Begge er de gået fra at være attraktive skuespillere til at være afgørende figurer i filmverdenen. De producerer, skriver og instruerer væsentlige film. De er politisk aktive, støtter mærkesager og har en begavet åbenhed, der klæder en moderne filmverden, hvor stjernerne beskyttes voldsomt meget mod alt og alle, og derfor opfattes som skrøbelige.

I 2014 havde Jolie hovedrollen i eventyret ’Maleficient’, der endte med indtjene cirka fem milliarder kroner på verdensplan. En kæmpe succes der kom lidt uventet, og som placerede Jolie tilbage på toppen af stjernebarometeret.

Angelina Jolie er tydeligt en dygtig instruktør. Hun er frygtløs som i de tidlige karriere-år, men nu omsætter hun sin begavelse til ambitiøse film, hvor hun selv bærer det afgørende ansvar.

Jeg har stor respekt for Jolies valg, hendes stærke vilje og den sjældne evne til at veksle mellem store præstationer på lærredet og bag kameraet.

Hun vinder en Oscar en dag, og hun har allerede skrevet sig ind i historien, som en af sin generations største personligheder.

Balladen om ’The Interview’

Der er muligvis en læser eller to, der har hæftet sig ved en af de største, underligste og mest kringlede filmhistorier i 2014.

Sagen om ’The Interview’.

Komedien om de to journalister, der tager til Nordkorea for at lave et interview med supreme leader Kim Jong-un. Inden de tager af sted bliver de kontaktet af CIA, der beder om dem om at myrde den rundkindende diktator, da han efterhånden har fået sine pølsefingre lidt for tæt på den røde a-bombe-knap.

Spørgsmålet må have strejfet et par danskere undervejs, om nu filmen egentlig er alt balladen værd?

Selskabet bag filmen, Sony, fik hacket deres system og snart flød Internettet over med lønninger, stjernernes dæknavne i offentligheden (Tom Hanks har hidtil kaldt sig Harry Lauder) og seneste James Bond-manus. De lækkede data blev toppet op mod filmens premieredato den 25.12, da hackerne truede med voldsomme konsekvenser på ’9/11’-niveau, hvis filmen kom ud i USA’s biografer. Sony pillede den først af, men efter pres fra Barack Obama, ytringsfriheden og folkets nysgerrighed, kom den ud i cirka 300 biografer og var samtidig tilgængelig på diverse betalings-sider, hvor alle med en amerikansk konto kan se filmen.

Først var det altså et pop-kulturelt og lidt nørdet modtræk fra hackerne, der kalder sig ’Guardians of Peace’. De bekæmpede Sony med Sonys egne hemmelige oplysninger. Senere blev de storpolitik, og historien bredte sig fra en relativt lille filmkreds til en verdensnyhed. USA vs. Nordkorea er trods alt værd at følge med i.

På en kvik-juletur over Atlanten fik jeg set filmen. Jeg er i forvejen stor fan af Seth Rogen og Evan Goldberg, der har lavet filmen. Deres grænseløse komik matcher perfekt med min smag. Som eksempel deres kulturelle referencer til et uvidende og dumt Amerika, deres totale udstilling af hjernedøde Tv-personligheder og ironisering over ligegyldige pophits, der bliver blæst op til moderne lyrik. De kan som få lave komedier, der på overfladen ligner en trutmunds-selfie, men som faktisk er et nuanceret og spidende portræt af USA.

’The Interview’ er på ingen måder en hyldest af Nordkorea, der bliver mobbet for barnagtig naivitet – men det samme gør USA, hvor instruktørerne tydeligt fortæller, at hjernevasken bare kommer fra en udhulet talentløshed – repræsenteret ved Tv’s manipulative egenskaber.

’The Interview’ vil blive husket for alt andet end sine kvaliteter. Det er lidt synd, for det er faktisk en af mere opfindsomme, modige og præcise samfundskomedier i flere år.