Monthly Archives: december 2014

Filmåret 2014

Foran os venter et nyt, sprudlende filmår. Vi kan forvente i nærheden af 250 premierer i biograferne og det ser ud til, at 20-22 bliver danske. Det er absolut lovende.

En stor del af filmene ligner noget, vi allerede kender.

Action-porno, som man passende kalder de film, hvor action-sekvenserne fortsætter i halve timer og hvor hele byer smadres – hver gang efter samme larmende formular, og de såkaldte sequels, hvor vi får endnu et afsnit af en populær serie. I den kategori lyser ’Hunger Games 3’ og ’Hobbitten 3’ op for det yngre publikum. ’Sin City 2’ og ’The Raid 2’ er allerede markerede af undergrunden. ’Amazing Spiderman 2’, ’X-Men 4’, ’Transformers 4’ og ’Godzilla 3D’ vil tilbyde en tur i rutsjebanen for adrenalin-junkierne samt absolut ikke mindst er der Jussi Adler-Olsens ’Fasandræberne’ for det store, brede publikum, der elsker krimi med relevant kant. Publikum elsker fortsættelser og serier, hvor deres helte kan udfolde sig, og hvor universet er genkendeligt.

Billedresultat for Fasandræberne
Fasandræberne

Jeg har set på 10 film, der med sikkerhed kommer til at tilbyde originalitet og overraskelser.

Noah (3.4, UIP)

Mega-storfilm af Darren Aronofsky med Russell Crowe i titelrollen. Aronofsky er en stor kunstner, og det bliver spændende at se hans indgang til den historiske, mytiske og religiøse fortælling.

The Salvation (2.10, Zentropa)

En dansk western af Kristian Levring med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Levring laver normalt smalle film med et meget begrænset publikum. Denne gang er det en sag til 70 millioner kroner i en af mine absolutte favoritgenrer.

Far From The Madding Crowd (ingen dato)

Thomas Vinterbergs første internationale film, optaget i England med et flot cast. En ung kvinde forelsker sig i tre meget forskellige mænd. Carey Mulligan, skønne Juno Temple og Martin Sheen står øverst på rollelisten.

Inherent Vice (ingen dato)

Paul Thomas Anderson er på min yndlings-instruktør top 3.

Los Angeles 1971, en detektiv er på jagt efter sin forsvundne kæreste. Fed setting i en historie af mesterforfatteren Thomas Pynchon.

Interstellar (6.11, Warner)

Chris Nolan karriere er suveræn, for han laver anarkistiske kunstfilm i blockbusterformat. Denne gang er en flok forskere på vej ind i et ormehul i det ydre rum. Lyder fantastisk.

En duva satt på en gren och funderade på tillvaron (ingen dato)

Den svenske mester-auteur Roy Andersson vinder i Cannes. Det har han selv fortalt mig. Han har lavet endnu en filosofisk og morsom film om livets løjerligheder.

12 Years A Slave (20.2, SF Film)

Steve McQueens film er den store Oscar-favorit. En fri, sort mand bliver i 1841 kidnappet oplever et brutalt slaveri. En stærk film med tydelige analogier til nutidens politiske flygtninge.

American Hustle (23.1, UIP)

David O. Russell har udviklet sig til noget der minder om en socialrealist i Hollywood. Hans nye film har en massiv cast med Jennifer Lawrence, Bradley Cooper og fantastiske Amy Adams. Hvis de funkler, så er der Oscars til denne her film.

Idealisten (28.8, SF Film)

Christina Rosendal sætter tiden tilbage til 1968 hvor den kolde krig buldrer. Et amerikansk B-52 bombefly styrter med nær Thule-basen med fire højeksplosive brintbomber. Lyder som en fed, spændende, politisk og yderst relevant historie.

Her (27.2, UIP)

Spike Jonze har en krøllet hjerne, og det plejer at være fabelagtigt. Joaquin Phoenix spiller en mand, der forelsker sig i en computer (med Scarlett Johanssons stemme). Det minder om Pinocchio og Kubrick på en cool måde.

Allerede på torsdag har Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ premiere. Der er ingen grund til at holde sig tilbage fra denne visuelle buffet.

2015 bliver filmens år

Hvad kan vi glæde os til i 2015, og hvilke film kan vi trygt notere os i det kommende filmår, hvor den ene markante kvalitets-blockbuster bliver afløst af den anden kunstneriske perle?

Action-junkies og fantasy-freaks får travlt. I første halvdel af året kommer ’The Avengers: Age of Ultron’. Den første film om Marvels-superhelte-kollektiv fra 2012 er den tredje mest indtjenende film i historien efter ’Avatar’ og ’Titanic’. ’Jurassic World’ er den fjerde dino-apokalypse i serien, der startede for 22 år siden med Steven Spielbergs teknisk banebrydende klassiker.

I samme tradition slutter året med ’Star Wars: The Force Awakens’. Den saga er min generations fortælling. Jeg kommer til at sidde på forreste række uden at blinke i to timer.

Feinsmækkerne har et tilsvarende jubel-program. En af mine yndlingsinstruktører er mexicanske Alejandro González Iñárritu – ham med ’Babel’ og ’Biutiful’. Hans nyeste hedder ’Birdman’. Den har ex-Batman Michael Keaton i hovedrollen som en ex-superhelt, der døjer voldsomt med konsekvenserne af karrierens frie fald.

Forhåbentlig når Quentin Tarantino at blive klar med ’The Hateful Eight’. Endnu en western fra den amerikanske auteur. Uanset hvad han laver – uden hensyn til handling og andre bagateller, ser jeg alle Tarantinos film mindst tre gange. Hans filmsyn og produktion er unik.

Det samme er Roy Andersson. Den svenske mester kommer med den filosofiske fabel ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’. Han har et sjældent klogt blik på livet og det svenske folk, som han poetisk, morbidt og morsomt portrætterer i sine film.

I Danmark står der 20 spændende titler i kø, for at komme ud til folket. I den stærkt underholdende ende er Anders Thomas Jensens ’Mænd og Høns’ en absurd, indsigtsfuld og tiltrængt syret og uforudsigelig hyldest til familien. Thomas Vinterberg reflekterer over samme tema i ’Kollektivet’, hvor vi forhåbentlig endelig får taget opgøret med frit-flydende familie-opfattelser og fritsvævende genitalier.

’Klovn 2’ kommer til at vælte biograferne. Bulletinerne fra de netop afsluttede optagelser giver grund til forventning. Frank kommer grundigt på skideren, kan jeg godt love.

I den alvorlige ende af de danske premierer står ’9. April’ og ’Krigen’ stærkest. Pilou Asbæk har hovedrollen i begge film, der i hver sin historiske periode fortæller om vores lille nations involvering i definerende slag.

Glæd jer. 2015 bliver et historisk flot filmår.

 

 

De danske stjerner

Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Connie Nielsen, Nikolaj Lie Kaas, Jesper Christensen, Sidse Babett Knudsen, Thure Lindhart, Ulrich Thomsen, Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Allan Hyde, Dar Salim og Pilou Asbæk.

Det er en imponerende liste med danske skuespillere, der konstant får flere, bedre og større roller i amerikanske film og højt profilerede Tv-serier.

Udviklingen er kommet gradvist siden dansk film for alvor bragede ind den internationale bevidsthed efter de glade Dogme-dage i slutningen af 90’erne.

Billedresultat for ’Festen’ af Thomas Vinterberg’Festen’ af Thomas Vinterberg har en afgørende betydning. Den vandt en stor pris i Cannes, den blev set af alle markante personligheder fra Steven Spielberg over Oprah Winfrey til George Clooney og fik skabt en hype, flere af skuespillerne instant kunne kapitalisere på. Ulrich Thomsen var den første, der med ’Festen’ under armen fik adgang til agenter i USA.

Billedresultat for Nikolaj Coster-WaldauPå samme tidspunkt var Nikolaj Coster-Waldau i gang med sine første store film. Han arbejdede med legender som Ridley Scott, og han har stabilt og konsekvent bygget på til den nuværende position, som den mest kendte danske skuespiller på grund af den globale succes, som ’Game of Thrones’ har.

Et andet afgørende element er de danske instruktører. Susanne Bier, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Bille August, Nicolas Winding Refn, Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev, Nikolaj Arcel har alle efterhånden så respekterede navne, at casterne ser nøje på deres film, og dermed opdager talenter og ansigter, der er mere interessante end gennemsnittet. De danske Tv-serier er ligeledes blevet et attraktivt udstillingsvindue de senere år.

De danske skuespillere begyndte for små 10 år siden at få agenter. De varetager kontrakter, karriereplanlægning og internationalt netværk. Den slags er nødvendigt, hvis man vil danse med de store. I USA er film stor forretning, og der er en vis kynisme og brutalitet i forhandlingerne. Agenterne er et tegn på professionalisme og dermed seriøsitet. Det tog de danske spillere nogle år at forstå de mekanismer, men nu kører det, og der i høj grad medvirkende til den nuværende høje repræsentation.

Danskerne kommer med stor disciplin, grundig uddannelse og masser af film- og Tv-minutter under erfarings-bæltet. Desuden bliver vi, tro det eller ej, betegnet som ’smukke, høje, høflige og professionelle’ de fleste steder i branchen. Det er trods alt ikke de værste prædikater at rejse over Atlanten med.

 

Årets film 2014

2014 har desværre ikke været det store mindeværdige filmår. De første måneder tegne lovende. Siden stod det stille. Der kom knapt en dansk film, der bliver husket. De udenlandske var ikke bedre. Sommeren var den mest kedelig filmperiode i årevis. Heldigvis kom der sidst på året et par titler, som både publikum og kritikkere har taget til sig.

Mine favoritter på årets liste er opdelt efter kategorier, der tilgodeser håndværket, kunsten og ikke mindst underholdningen.

Årets blockbuster

Uden konkurrence Mikkel Nørgaards ’Fasandræberne’. 760.000 stod i kø ved lugerne, og langede rekorden på over 66 millioner kroner i entreindtægter over disken. Jeg har dyb respekt for den præstation med en film, der er modig, skræmmende og loyal overfor krimifans.

Den store overraskelse

Billedresultat for Guardians of the Galaxy 2014’Guardians of the Galaxy’ af James Gunn. Hvem havde troet, at en superheltefilm kan overraske? Normalt er det en larmende formel, der ikke gør meget andet end at underholde. ’Guardians’ var charmerende, morsom og eftertænksom.

Yndlingsfilmen

’Hende’ af Spike Jonze. Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sin nye computer, der har Scarlett Johansons lækre stemme. En syret, smuk og hipster-futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens.

Den kunstneriske magtdemonstration

Billedresultat for Nymphomaniac 2014’Nymphomaniac’ af Lars von Trier. 5½ times brændende vulva, en forstyrrende og dragende rejse gennem en kvindes seksualitet. Der bliver aldrig lavet en film som den.

Filmen alle bør se

Sniger-prisen går til svenske Ruben Östlunds ’Force Majeure’. En sjælden indsigt og genkendelighed kombineret med humor og ikke mindst sørgelig erkendelse vores utilstrækkelighed.

Årets film

’Boyhood’ af Richard Linklater. 12 år tog det at lave filmen, der med stor sandsynlighed kommer til at tage Oscar-statuetten for bedste film, når priserne uddeles den 22. februar 2015. Filmens skuespil er enestående. Samtlige figurer er dybt troværdige over den sjældent lange produktionsperiode, hvor de medvirkende bliver ældre med de berigelser og forbandelser, den slags medfører.

Publikum kan genkende sig selv. Både børn og forældre finder identifikation. For os der har fået børn over de seneste 12 år, rammer filmen som en præcis analyse af tidsånd og samfund.

2015 er lige om hjørnet. Jeg ønsker mig et år med gode film.

Megafilm kræver ny karakterskala

’Hobbitten: Femhæreslaget’ hamrer i de her dage ud i 100 danske biografer. Om få dage rammer den i nærheden af 5000 sale i USA – og filmen vil sprede sig over verden de kommende uger. Inden jul kan filmen ses i den primære del af verdens 135.000 biografsale. Megafilmen beskrives som et ’episk fantasy eventyr’. Intet mindre.

Peter Jacksons seks-film-serie om hobbitter, elver og trolde har hver ramt i nærheden af en milliard dollars i omsætning ved billetlugerne. Dertil kommer DVD’er, spil, figurer og andet uundværligt merchandise, rettighedshaverne spytter ud på markedet. Serien er med andre ord ikke længere en række film – men i stedet en event, hvor det handler om andet end filmene rent faktisk har kvalitet. Samtidig er de her episke fantasi eventyr så teknisk ekstravagante, at de nærmer sig det, vi i gamle dage kaldte computerspil. Alt er muligt. Alt er tilladt. Tyngdekraft og fysiske begrænsninger ophæves af de i alle henseende fantastiske figurer.

Ringenes Herre- og Hobbitten-trilogierne strækker sig fra 2001 til 2014. Filmene er blevet et eventyrligt holdepunkt for en hel generation, der har haft serien kontinuerligt i deres liv i den nævnte periode.

Min fornemmelse er, at kernepublikummet er ret ligeglade med, om fortællingen og logikken i filmene er til stede. De vil have deres generations-eventyr uden for meget kritisk tilgang.

’Hobbitten: Femhæreslaget’ får anmeldelser, naturligvis. De vil med sikkerhed ikke vil påvirke filmens indtjening, da fans vil se sidste afsnit af serien uanset hvad, en anmelder mener. Og det er tydeligt at se, at anmelderne er i problemer med deres egen bedømmelsesskala, når en megafilm som den aktuelle skal bedømmes.

Handlingen og instruktionen er mildest talt elendig. Filmens logik og figurernes motivationer er banale og underfortalte. Skuespillet taber kampen mod effekter. Jackson er ikke specielt loyal overfor det litterære forlæg. Det hele er blevet for stort, larmende og rodet. Men så alligevel er der noget, der drager.

Det er svært at underkende storheden og den spektakulære visuelle opfindsomhed, der giver fornemmelsen af at sidde i verdens største rutsjebane. Med andre ord vil vi alle gerne lege med, selvom vi ikke helt kender legens regler.

De her mega-film bør have deres helt egen karakterskala, hvor alle vanlige vurderingsparametre er sat ud af kraft.

DF vandt slaget om ’1864’

I historiebøgerne vandt tyskerne krigen i 1864. I DRs Tv-serie ’1864’ vandt Peter livet i kampen mod den ellers så sikre død, og den unge Claudia vandt en fortid og dermed måske en fremtid.

I virkelighedens verden – udenfor historiebøger og fiktionsramme – er Dansk Folkeparti vinderen af kampen om ’1864’.

Meget tidligt i seriens liv var værdiordfører Pia Kjærsgaard på krigsstien. Uden at kommentere hverken hendes kritikpunkter eller legitimiteten af samme, så satte hun en dagsorden. Hun var alle steder. Aviserne havde citater, Tv var hjemme i privaten og i diverse livedebatter lykkedes det Kjærsgaard at sætte en standard for den retorik, der fortsatte sideløbende med seriens nedslagtninger ved fronten i Sønderjylland.

Inden længe fulgte Søren Espersen efter. Sammen satte de sig effektivt og gennemtrængende på debatten uden tydelige modtræk fra DR, parnas eller politiske modstandere.

Instruktøren Ole Bornedal forholdt sig i starten til DFs kritik. I et interview kaldte han det ”noget sædvanligt DF-lort”. Senere i forløbet afviste Bornedal at stille op i en live-debat, der blev sendt lige efter seriens sidste afsnit. Jeg deltog selv sammen med blandt andre Søren Espersen. Bornedal ville ikke være med, da han følte sig spændt for DFs politiske-vogn. Måske forståeligt umiddelbart – men så alligevel ikke. For sagen er vel, at når har Bornedal lavet en serie, der kan skabe debat – har han så ikke en forpligtelse til at tage debatten? Kan det virkelig passe, at han kun vil tage debatter, hvor emnerne er skræddersyede efter instruktørens skabelon?

Hvis Bornedal mener, at DFs kritik er noget lort, så er det op til ham selv, at gøre det klart for seerne og DF.

Gennem debatten tegnede der sig et nyt billede. Hvis man var kritisk overfor serien, så gik man DFs erindre. Interessant og igen et eksempel på, at DF med konstant tilstedeværelse havde sat standarderne i den værdikamp, der opstod rundt om historisk fakta, seriens budget og politiske referencer.

’1864’ vil blive husket for værdikampen. På grund af debattens natur og indhold, er det tvivlsomt om Folketinget igen til bevilge et tilsvarende beløb en anden gang – og det er tvivlsomt, om nogen instruktører overhovedet vil tage mod pengene.

Jeg må komplimentere DF for en perfekt udført positionering i slaget om ’1864’, hvor populærkultur igen blev brugt som afsæt.