Monthly Archives: februar 2008

Rambo vs USA

Rambo vs USA

Billedresultat for Rambo

I fredags havde den fjerde film om John Rambo premiere i de danske biografer. Serien startede i 1982 med First Blood, der betegnes som en klassiker af filmnørder – og som bonderøvenes Deer Hunter af filmeksperterne. På overfladen er filmene ren action, men nedenunder fortæller Rambo-filmene en sørgelig historie om tapper soldat, der bliver svigtet af sit fædreland.

Af: Søren Høy

Populærkulturen har taget Rambo til sig. Rambo er eponymet for aggressiv militær adfærd – uden planlægning og hensyntagen til personlig sikkerhed. ”Der gik totalt Rambo i den”. De fleste ved sikkert godt, hvad det betyder. Alternativt kan det hentyde til en persons heroiske adfærd, hvor han ene mand nedkæmper modstanden. En sportsmand kan sagtens være en ”Rambo” – det samme kunne en knægt i skolegården for 25 år siden. I dag er de hårde drenge sikkert en figur fra den forvirrende animationsserie ”Dragonball”, men i gamle dage var det sejt at være en ”Rambo”.

Rambos ikoniske status i 80’erne nåede også Det Hvide Hus. I forbindelse med ”First Blood II” fra 1985, hvor Rambo tager til Vietnam og mejer et par hundrede fjender ned, udtalte daværende præsident Ronald Reagan, at han med sikkerhed kunne lære noget om udenrigspolitik af Rambo. Det var en joke, men det siger noget om Rambos placering i det amerikanske samfund.

Historien om Rambo

Rambos status som amerikansk ikon kan undre en smule. Historien om Rambo er ikke en glorificering af USA – tværtimod. I den første film, ”First Blood” fra 1982, kommer Vietnam-veteranen John Rambo hjem til det land, som han stolt har repræsenteret i krigen. Han har svært ved at finde ind i samfundet igen. Hans venner er døde i krigen, og den verden han vender tilbage til, forstår ham ikke. Han er i deres øjne en afstumpet dræbermaskine – en mand der egentlig havde haft det bedst med at ende sine dage ude i Vietnams jungle. Rambo flakker rundt fra by til by. Ingen venner, ingen familie, ingen fremtid. Ikke ligefrem billedet på den amerikanske drøm. Nærmere det amerikanske mareridt.

I en tilfældig flække bliver han samlet op af den lokale sherif. Han kan ikke lide vagabonder. Se, pludselig er Rambos status ændret fra Grøn Beret med æresmedalje til ussel og udstødt vagabond. Selv da sheriffen og hans hillbilly kolleger finder ud af, at Rambo er en dekoreret soldat, siger han: Jeg vil sætte Rambos æres medalje fra Kongressen fast på hans lever.

Rambo 1

”First Blood” er den eneste rigtige Rambo-film. Det er en tavs film. Meget lidt dialog, tomme billeder, ensomme sjæle – et Amerika med frygt for det fremmede. Rambo bliver i den film billedet på, hvad et samfund gør, når de sender unge mænd i krig. Mændene kanoniseres, de får medaljer, de hædres – men inden i er mændene smadrede, og ude af stand til at leve efter samfundets velfunderede, rationelle normer.

Rambo 2

”First Blood II” var ren, hårdtpumpet action. Den foregår i Vietman, hvor Rambo skal ud og redde en flok amerikanere, der er taget til fange. Bare det at filmen foregår udenfor USA betyder, at den mister mening. Rambo er i opposition til USA, og i filmen hjælper han USA. Ikke at der er noget i vejen med at hjælpe sit fædreland, men det strider imod figurens oprindelige grund til overhovedet at interessere publikum.

Rambo 3

”Rambo III” fra 1988 foregår i Afghanistan, og er endnu værre end nummer 2. Her er formålet med Rambos nedslagtninger helt fjollede, og Rambo er tydeligvis blevet mere et ikon end en kriger. I filmen er modstanderen de onde sovjet-russere. Det gav mening før murens fald, og vel sagtens også i Rambos krigeriske hoved – det var jo kommunismen han kæmpede mod i Vietnam. Filmens politiske pointer er dog ikke så tydelige. Rambo med voldsomme våben og kyniske nedskydninger står tilbage som det primære minde fra filmen.

Rambo 4

Den premiereaktuelle ”Rambo” kommer 20 år efter nummer 3. Rambo bor i Thailand, hvor han lever af at fange farlige slanger til en lokal forretningsmand. Pludselig er Rambo involveret i at sejre en gruppe missionerende ny-kristne ind i Burma, hvor militærjuntaen plaffer alt og alle ned – og det minder Rambo lidt om livet i junglen for 30 år siden.

Der er ikke meget tilbage af den gamle Rambo. Han er 60 år gammel, han virker træt og desillusioneret, og i denne film kommer hans manglende tro på det amerikanske samfund igen til syne. Han siger i denne film, at der intet er for ham i moderlandet. Den moderne verden har røvrendt ham. Filmen ender som forventet. Missionærerne bliver taget til fange, og Rambo kommer ind og redder dem. I filmens slutscene bindes den første ”First Blood” sammen med den nye film. Rambo kommer gående ned af de den samme støvede vej, som han gjorde i den første film. Rambo vender hjem, og formodentlig er det Sylvester Stallones måde at afslutte en af sine mest succesfulde figurer på.

Homecoming

Figuren Rambo stammer fra David Morrells novelle ”First Blood” fra 1972. Bogen slutter med, at Rambo bliver dræbt af sin protege fra krigen, Oberst Trautman. Dermed viser det også, at resten af Rambos gøre og færden i de øvrige film, udelukkende er skabt for at underholde filmpublikummet. Historien var tænkt som en kort, afsluttet episode – en tragisk historie om en skæbne, der forsøgte at vende hjem.

Samme tema bliver behandlet i Michael Ciminos ”The Deer Hunter” fra 1978, der betegnes som den væsentligste film om temaet, og ”Deer Hunter” minder tematisk meget om ”First Blood” – dog med langt mere dybde og samfundskritik, og derfor er den altid den film, som filmhistorikere referere til, når temaet om at vende hjem skal beskrives.

”First Blood” er dog lige så stor klassiker blandt os, der voksende op med Rambo på plakaten på væggen. Ham forstod vi, da han snøvlede; ”Dey drew furst blood, suh” (They drew first blood, sir) til Trautman, da han skulle forklare, hvorfor han var i gang med at nedslagte landsbyen med det ironiske navn, Hope. Der har aldrig været meget håb for Rambo. Det har altid været ham mod systemet, det har været Rambo mod USA.

I nummer 4 forsones han med sit hjemland. Han kommer hjem, og publikum efterlades med en tro på, at han endelig får lidt ro i sit plagede sind.