Af Søren Høy, Filmjournalist, DR-TV
Danske film har aldrig været bedre end vi ser dem i disse år, og en af de vigtige årsager til den kvalitetsudvikling er uomtvisteligt at vi har fået rigtige filmstjerner. De kan bære en hovedrolle, de kan udvikle et plot, de skaber perfekte illusioner på lærredet. Vi har skuespillere, der spiller bedre end superstjernerne i hver anden Hollywoodfilm. Danmark har udviklet en hel generation af begavede og metodiske spillere, der ved hvad de gør, og de ved hvorfor. De arbejder præcist og ambitiøst, og de stiller store krav til sig selv og deres medspillere.
Og det danske publikum vil gerne se danske skuespillere. De sælger flere end Tom Cruise og Julia Roberts. Danskerne vil se Anders W. Berthelsen spille sin karrieres bedste rolle i Kongekabale, eller nyde en håndfuld af de mest markante og bedste navne i Adams Æbler. Vi er ved at gå til af grin over Nikolaj Lie Kaas i Solkongen, hvor han spiller en slapstick-rolle uden sidestykke indenfor de sidste 10 år, for slet ikke at tale om Iben Hjejle, Sidse Babett Knudsen og Birthe Neumann, der udfolder skiftevis komisk og dramatisk talent. Jeg bliver bevæget og begejstret over den dramaturgiske spændvidde som de danske filmstjerner viser.
Nærmest i trods er der er opstået en mærkværdig myte om dansk film: Dansk film er ikke andet end hverdagsdramaer, der handler om folk i 30’erne med parforholdsproblemer. De er filmet i regnvejr med håndholdt kamera, og de har Paprika Steen i hovedrollen som forstyrret socialpædagog – Mads Mikkelsen spiller hendes biseksuelle lægemand, der er psykopat i sin fritid.
Lad os kigge lidt nærmere på Paprika Steen og Mads Mikkelsen, som efter min vurdering er to af de dygtigste og mest væsentlige skuespillere vi har i Danmark.
Myten opstod efter 2002, hvor Paprika Steen var så ualmindelig næsvis at medvirke i to film. To film! Okay og Elsker dig for evigt. I Okay spiller hun hovedrollen – vel at mærke den eneste hovedrolle hun har haft i en relativt begrænset skuespillerkarriere. I Elsker dig for evigt har hun en markant birolle.
I februar 2003 vandt Paprika Steen både Bodil- og Robertpriser for de to roller. Det er aldrig set før, at en og samme skuespiller tager samtlige priser. Det er en præstation, som man kun kan have respekt for. I sin takketale til Bodilfesten fortalte hun, at hun ikke ville indspille film i to år, fordi hun skulle igang med forberedelserne til sin instruktørdebut. Efter Elsker dig for evigt så vi hende i en fem-minutters rolle i Rembrandt, og derefter først igen i foråret 2005, hvor hun havde en mindre rolle i Adams Æbler. Jeg kan altså tælle én hovedrolle og tre biroller siden 2002 – og her taler vi om en kvinde, der skal forestille at leve af sin profession. Hvis hun havde været en dundrende fiasko, og den føromtalte myte var skabt på baggrund af film, som igen gad beskæftige sig med, så havde der trods alt været noget om snakken. Men de fire film har tilsammen solgt cirka 1,4 millioner billetter. Med andre ord har Paprika Steen noget, som trækker publikum til billetlugerne.
Hvad angår de to skuespilleres samspil, så kan jeg tælle mig frem til to film – Elsker dig for evigt og Adams Æbler, der er lavet med tre års mellemrum.
Mads Mikkelsen har i øvrigt i 2003 (De Grønne Slagtere), 2004 (Pusher 2) og 2005 (Adams Æbler) medvirket i én dansk film per år. Han bliver bedre og bedre i bærende og meget forskellige roller – men han kan på ingen måde tolkes som voldsomt overrepræsenteret. Når jeg alligevel igen og igen bliver konfronteret med påstande om manglende fornyelse og evige gentagelser, så bliver jeg voldsomt indigneret på Paprika Steens og Mads Mikkelsens vegne, og desuden vred over at det næsten er ulovligt for skuespillerne at leve af deres erhverv.
Glem alle de negative myter om at alt er ens, idéforladt og mangler fornyelse – det er ulideligt og forkert. Fornyelsen kommer stille og roligt, lige som den altid har gjort. Myten er opbygget af unuanceret kritik og manglende anerkendelse af de mange dybt engagerede skuespillere og instruktører.
Søren Høy 