Monthly Archives: juni 2013

Har Shyamalan mistet evnen?

Af Søren Høy, Viasat Film

Night Shyamalan. Den 42-årig filminstruktør er født i hinduistiske Indien, opvokset i overklasse Philadelphia med en hverdag på en streng katolsk skole. De tre komponenter forklarer Shyamalans foretrukne filmiske temaer, der cirkler om det uforklarlige spænd mellem religion og økologisk spiritualitet samt en konstant tilbagevenden til barnets opgør med voksenlivets etablerede autoriteter.

Han fik et monster-gennembrud i 1999 med ’Den 6. Sans’, der

indspillede cirka fire milliarder kroner på verdensplan. Filmen gav han prædikatet som den nye Spielberg af filmfreaks og den nye Hitchcock af kritikkerne, der langt om længe kunne opleve en ny, stærk visuel fortæller med evne til at twiste sin historie, så han på hypnotisk vis fik selv det mest umulige plot til at give mening.

Fascinationen holdt ikke længe, og i dag kan man med en vis ret hævde, at Shyamalan er en one trick pony. ’Den 6. Sans’ var filmen. Hans eneste film. Siden da har han gang på gang skuffet med storladne, pointesvage og decideret kedelige og prætentiøse film. ’The Village’, ’The Lady in the Water’, ’The Happening’ og nu ’After Earth’. Listen af kunstneriske og kommercielle skuffelser er efterhånden lang. Ind mellem de mislykkede film kiler ’Unbreakable’ og ’Signs’ sig ind. Begge film der med et vist held forsøger at forklare det overnaturlige og forestillinger om guddommelig indgriben.

After Earth

På mirakuløs vis har Shyamalan formået at caste megastjener til sine film gennem årerne. Han er ret vild med udtryksløse mænd, der tavst observerer en verden, de ikke forstår. De opfører sig lidt som jeg gør, når jeg ser hans film. Dybt mystificeret over hvad han vil med historierne. Han er stadig ung, så der er vel håb for, at han kan genfinde magien og fascinationen i sine film.

Bromance – den maskuline kærlighed

Af Søren Høy

Rasmus Bjerg kommer grædende imod Casper Christensen og giver ham et langt, ømt kram. Casper klemmer Rasmus på måsen og siger til ham, at han har en lækker røv.

Den scene kunne sagtens være i ’Player’, der har premiere i dag. En munter sag om kærligheden mellem mænd, hvor Christensen og Bjerg indgår en speciel, kærlig og livsændrende kontrakt.

Hvis de vil overleve, må de hjælpe hinanden.

De starter en bromance. Et ikke-seksuelt forhold med masser af homo-social intimitet, respekt og fascination.

Bromancen, en sammentrækning af brother og romance, har sneget sig ind på os de senere år.

Vi mænd går på mande dates. Man prøver sig lidt frem med nye, spændende mandevenner, inden de skal præsenteres for konen og børnene. Det tager tid den slags, så et par middage, en fodboldkamp – nogle aften-sms’er, og er kemien der stadig, kan man vælge, at man tage det til næste niveau.

Det er en opløftende ting, at få sig en mande date. Som at møde den bror, man aldrig har haft.

Det herlige fænomen er efterhånden godt gennemarbejdet i masser af gode film. De senere år er der kommet en hel serie om mænd, der er nyder og dyrker andre mænds selskab. Og det er faktisk mænd, som man vildt gerne vil hænge ud med.

Slænget involverer mændene, der er med i film som ’Superbad’ (2007), ’I Love You, Man’ (2009) og ’21 Jump Street’ (2012). Typer som Jonah Hill, Seth Rogen, Paul Rudd og Jason Segel. Sjove mænd der ser ud til at hygge sig hele tiden. Engang kaldte man dem nok drengerøve, men eftersom ingen rigtig længere laver drengestreger, men i stedet spiller brætspil og laver fusions-mad, så er det tydeligt, at der er brug for en ny og mere kærlig betegnelse.

Hvor man tidligere var i tvivl om de homoseksuelle undertoner i buddy-film som ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ (1969), er den slags i dagens über-metro-hipster-seksuelle verden slet ikke et tema.

’Player’ er et hæderligt bud på en bromance-film. Jeg gider godt have en med både Casper og Rasmus. Bare slå på tråden, drenge.

Mørkemænd i biograferne

Af Søren Høy

Superman er en bekymret knægt. Han har voldsomt mange superheltekræfter og det giver problemer, når han redder alle ungerne i skolebussen fra at drukne i en buldrende flod. De andre forstår ikke helt, hvordan en 8-årig fyr kan løfte en bus. Det gør han heller ikke selv, og hans lille sind er forstyrret af telepatiske evner, der gør ham noget anderledes end resten af de blege, apatiske mennesker i Zack Snyders ’Man of Steel’.

Snyder har valgt, at han vil genstarte Superman. Han fortæller historien fra begyndelsen. Ikke noget med at springe ind, hvor Clark Kent skifter fra nørde-uniform til stram latex i en telefonboks. Det er beretningen om fødslen, barndommen, traumerne og om at være fremmed, der interesserer instruktøren.

Dermed placerer han den nye Superman i lige linje med den yderst velfortjente succes, som Batman har nydt, efter at flagermusemanden blev hevet ud af den ironiske og fjollede stil. Publikum var vilde med de tre nyeste og dystre Batman-film, der handler langt mere om indre dæmoner og anarki end om tosset teknik og tegneserie-stil.

Ironman har fået sig tre globale mega hits efter samme formel. Han viser os skrøbeligheden, der er inde bag det armerede panser. Sågar endda kærligheden. Det er et stærkt følelsesmæssigt greb, der giver Tony Stark en indre styrke og menneskelighed, som vi mænd elsker at spejle os i.

Det er tankevækkende, at de største actionman-succeser i biograferne lige nu, handler om skrøbelige, følsomme mørkemænd, hvor truslen kommer indefra sindets sorte kroge og knapt så meget fra en skurk, som vi alligevel ved, at helten nok skal få skovlen under til sidst. Uanset hvor mange skurke der bliver tilintetgjort, lever tvivlen videre. Nøjagtig som for alle os andre. Superheltene er blevet moderne mænd, og det klæder dem.

Blockbuster sommer

Af Søren Høy, Viasat Film

Sommeren har de senere år været den absolutte højsæson for de store amerikanske blockbustere. De største satsninger, de vildeste historier med gigantiske budgetter. Det er en interessant udvikling, at filmstudierne lægger filmene så tæt, at der hver uge er et spektakulært actionbrag.

I denne sommer kommer titler som Superman-rebooten ’Man of Steel’, ’After Earth’ med Will Smith, Johnny Depps western ’The Lone Ranger’ samt ikke mindst Brad Pitts zombie holocaust ’World War Z’ og endnu et kapitel i den udvandende serie om ulvemanden ’Wolverine: Immortal’. For slet ikke at tale om animationsfilmene ’Despicable Me 2’ og ’Monsters University’.

Alle film med et betragteligt publikumspotentiale, der tilbyder en nemt fordøjelig omgang brain candy, der passer perfekt til en lun sommeraften.

Det tætte program kan mærkes i de danske biografer, hvor filmene får premiere på stort set samme tidspunkt, som de gør i USA. Det er der mange fordele ved for filmselskaberne, da de dermed kan udrulle globale kampagner for filmene.

Vi kommer til at se en sommer, hvor vi bliver bombarderet med avisannoncer, reklamer i gadebilledet og diverse smarte digitale kampagner, for det er fra midten af juni og seks uger frem, at alle de nævnte titler bliver fyret af.

Studierne investerer gerne op mod 200-300 millioner dollars i denne type film, og forventningen er, at de henter op mod en milliard dollars hjem ved billedlugerne.

De store film bliver kaldt ’tentpole films’. Teltpæle der skal holde taget over filmstudierne – underforstået, at det er de film, der finansielt skal holde forretningen kørende.

Spørgsmålet er, om filmene kannibaliserer hinanden.

Gider publikum se så mange film?

Det vil vise sig. Der bliver i alle tilfælde nok at vælge imellem.