Monthly Archives: februar 2013

Det danske remake

Det er en sjældenhed, at danske film bliver lavet igen på dansk. Forklaringen er muligvis, at de danske filmskabere ikke vil kopiere andre instruktører.

Af Søren Høy

’Skytten’ af Annette K. Olesen har premiere i dag i landets biografer. På plakaten ser man kendte ansigter, der tilhører Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Kim Bodnia. Det meste af historien er dermed lagt ud til publikum. Sådan er det med moderne film. Plakaten skal fortælle, hvem der er skurk, og hvem der er helt. Nu er det imidlertid lidt en kompleks problemstilling i filmen, for måske har skurken en pointe, som politikere og journalister burde tage lidt mere alvorligt.

’Skytten’ er et såkaldt remake af filmen fra 1977, hvor Jens Okking spillede den politiske idealist, der rendte rundt på Københavns tage og plaffede folk ned for at få politisk opmærksomhed på atomkraft-problematikken, der på daværende tidspunkt fik folket på gaden og klistermærker på bagsmækken af Folkevognen.

I den nye version er den varme politiske kartoffel Grønland og de potentielt store økonomiske olie-gevinster der ligger skvulper rundt undergrunden.

Det giver mening, at opdatere et thriller-plot af den karakter. Miljøspørgsmål er på få år blevet vekslet fra forsider og topmøder til græsrods-filantropi. Samtidig er den vestlige verden inficeret af jævnlige skyderier, hvor selvtægt og vanvid kombineret med adgangen til våben giver alt for mange historier, som man vil kunne genkende i begge versioner af ’Skytten’.

Den nye version har helt i tidens ånd fået et mere kvindeligt fokus. Karriere, børn og et opgør med et patriarkalsk politisk system. Det virker fornuftigt, da filmen dermed både i den personlige og politiske historie udvikler sig markant fra den første version.

Netop aftrykket, den kunstneriske identifikation, er muligvis det, der har afholdt danske filmfolk fra at lave remakes. Vi vil helst lave vores egne ting. Fortælle vores egne historier. Skabe succeser på egne præmisser. Det siger sig selv, at remakes låner, genbruger og kopier. Ikke nødvendigvis de udsagnsord, som man helst vil have i en anmeldelse.

Undtagelsen er børnefilm hvor vi fra tid til anden ser både remakes og det relativt nye begreb ’reboots’. Man ’genstarter’ en serie eller en figur. Det sker ved at genbruge universer og figurer – men give dem nye egenskaber og historier. Serier som ’Min Søsters Børn’ og ’Far til Fire’ er eksempler på universer, hvor man genbruger familie og ramme, men det meste andet er ny-komponeret til anledningen.

Børnefilmene virker nemmere at genbruge. Filmskabernes forfængelighed bliver ikke anfægtet på samme måde, som det kan ske med en voksenfilm. Børnene er jo ligeglade, om filmen har været lavet før.

I 2009 lavede Rasmus Heide noget der mindede om en genindspilning af ’Julefrokosten’ fra 1976. Ikke meget ud over titlen og inspirationen forbinder de to film. Netop de to ting ser man i øvrigt ofte i USA, hvor man så at sige køber en kreativ rettighed mere end en decideret film.

Det er ikke så lidt af et tankespind, der skal konstrueres, hvis man skal byde på andre danske film, som vil kunne få et stort og solidt publikum i en ny fortolkning. Jeg kunne godt tænke mig at se ’Mød mig på Cassiopeia’ (1951) i en tempofyldt og fræk

Mød mig på Cassiopeia

musikalsk fortolkning. Eller måske ’Harry og Kammertjeneren’ (1961), som i dag ville være en stærk kommentar til landets sociale klasser og værdikamp.

Hvis den nye version af ’Skytten’ bliver en succes, er det muligt, at andre lader sig inspirere til at genoplive de store historier, som den danske filmkrønike trods alt rummer.

***

Danske remakes i USA og England:

Riget (serie)

Midsommer

Brødre

Pusher

Nattevagten

Klatretøsen

Den eneste ene

Kærlighed ved første hik

Klovn

Forbrydelsen (serie)

Broen (serie)

Borgen (serie)

Historisk Oscar-årgang

Historisk Oscar-årgang

De gyldne Oscar-statuetter uddeles for 85. gang natten til mandag. Det er en flok mesterlige film der konkurrerer om den flotteste filmpris i verden. Det danske bidrag ’En Kongelig Affære’ er en af dem.

Af Søren Høy, Viasat Film

Oscar 2013 vil blive husket. Aldrig før har så mange spektakulære og debatskabende film været samlet i hovedkategorien. Aldrig før har eksperter, sandsigersker og bookmakere været så uenige om udfaldet af afstemningen blandt de cirka 5800 medlemmer af det Amerikanske Filmakademi. Og lad os starte med dem. De mange branchefolk, der vælger de 24 vindere, der mandag morgen har skrevet sig ind i filmhistorien.

Alder er en væsentlig faktor i Oscar-ræset. Modsat resten af verden hvor der er en stærk ungdomsfiksering, så er Oscar på vej på alderdomshjem. Gennemsnitalderen er 62 år, 77% er mænd og 94% er hvide. Kun 2,5% er sorte, 2% er af latinsk afstamning og 1% er asiater.

Det er kun 14%, der er under 50 år gamle. Statisktik – korrekt. Men alder betyder noget i det her spil. De gamle kan jo de facto lide andre film end de yngre. Mange medlemmer har ikke arbejdet i branchen i årtier. En er sågar nonne i dag. En anden er boghandler. På en løjerlig facon bliver Oscar-ræset afgjort af et fælles-amerikansk panel af godtfolk med meget forskellige interesser. Det forklarer også hvorfor, at nogle mener, at vinderfilmen ofte er lidt konservativ i sit udtryk.

De gamle hvide mænd i akademiet har en stor opgave foran sig i år, for der er alt for mange film, som appellerer direkte til dem. Normalt kan man skære det ned til en eller to, men i år taler man om fem film, der alle har en fair chance for at tage store priser.

Tilbage i september lignede ’Argo’ en sikker vinder. Filmen om CIAs mesterlige og komiske stunt for at hente en flok gidsler ud af Teheran i 1980, er både politisk, rørende og nervepirrende samt ikke mindst en pudsig analogi over filmbranchen. Den slags får det til at kilde i et Oscar-medlem.

Det samme gør en hyper-aktuel og stærkt kontroversiel film om jagten på USA’s største fjende i 10 år; Osama Bin Landen. ’Zero Dark Thirty’ lignede hen over november en vinder. Autentisk og stærk i sin samtidsreflekterende historie. Den film rammer som et missil ned i nationalfølelsen.

Det samme kan man sige om den tredje storfilm, der hen over december blev udråbt som favorit. ’Lincoln’, der handler om den måske største amerikanske præsident af dem alle. Manden der samlede nationen efter borgerkrigen og ophævede slaveriet. En film med en af de senere års mest bemærkelsesværdige skuespilpræstationer af Daniel Day-Lewis i titelrollen.

Det samme kan man sige om skuespillet i østrigske ’Amour’, der har sneget sig ind som en fortjent konkurrent til primært den kvindelige hovedrolle pris. I filmen overlegent naturalistisk spillet af Emmanuelle Riva, der inkarnerer livslang kærlighed og livets lunefulde drejninger, hvor alt med et knips kan ændres for evigt.

Ingen af de ovenstående kvaliteter kan prædikeres på ’Life of Pi’, men til gengæld har den en virtuos teknisk side, som vil appellere stærkt til de cirka 1500 medlemmer, der som håndværkere i enten præ- eller postproduktionen arbejder langt fra stjernelønninger og fascination for superstjerner. De vil gå efter en film, der sætter nye tekniske standarder.

Her et par dage inden festivitassen er det igen ’Argo’ der har favoritrollen. Den har vundet masser af priser på vejen mod Oscar, og noget tyder på, at den med en flot afsluttende kampagne og medvind i medierne har overhalet de andre, yderst kapable konkurrenter.

På siden af de store navne står Nikolaj Arcel og ’En Kongelig Affære’. Det vil været et mirakel, hvis den vinder. ’Amour’ er nattens største favorit, og jeg tror, at vi skal være heldige, hvis vi bare får et glimt af det danske hold inde fra det historiske show, som for første gang i mange år er decideret spændende og uforudsigeligt.

Søren Høys favoritter:

Bedste film: Argo

Ben Afflecks film om CIAs mesterlige og komiske stunt for at hente en flok gidsler ud af Teheran i 1980, er både politisk, rørende og nervepirrende samt ikke mindst en pudsig analogi over filmbranchen. Den slags får det til at kilde i et Oscar-medlem.

Eneste konkurrent er vel ’Lincoln’ selvom ’Zero Dark Thirty’ i mange henseender er en bedre film.

Kvindelig hovedrolle: Jennifer Lawrence, Silver Linings Playbook

Man er lige dele fascineret af Jennifer Lawrences skuespil, udseende, naturlighed og skarpe tunge. Hendes sørgmodige, moderne portræt af tiden kvinde er en suveræn præstation.

Emmanuelle Riva fra ’Amour’ kan nemt snuppe prisen. Det vil være fortjent da man kan argumentere, at Rivas spil er mere krævende og langt mere teknisk krævende.

Mandelig hovedrolle: Daniel Day-Lewis: Lincoln

Dette her er en af bedste, mest troværdige og samtidig underspillede præstationer i mange år. Den mest sikre af alle Oscars. Ingen konkurrenter, ingen grund til det. Lewis er Lincoln. Med åndelighed, udmattet og politiker ind ind i den benede sjæl.

Kvindelig birolle: Anne Hathaway, Les Miserables

Fuldstændig ligegyldig film og Hathaways Oscar er lige så meget et kompromis som den er fortjent. Det burde være Amy Adams fra ’The Master’ men den film er black listet fra podiet, og pludselig havner prisen hos de syngende dådyrøjne.

Mandelig birolle: Christoph Waltz, Django Unchained

Waltz præstation er fuldstændig forrygende morsom og virtuos sproglig rolle, men samtidig ligner den måske lidt for meget hans Oscar-rolle fra ’Inglorious Basterds’. Eneste konkurrent er vel Tommy Lee Jones i ’Lincoln’. En kedelig rolle. Philip Seymour Hoffman burde få den for ’The Master’

Instruktør: Steven Spielberg, Lincoln

Han er jo samtidens største instruktør, så der er ikke meget at sige til, at han har fortjent den. Men sandheden er, at det udelukkende er på grund af den uforståelige ekskludering af Ben Affleck, at Spielberg ser ud til at løbe med statuetten. Eneste konkurrent er Ang Lee, som med ’Life of Pi’ har fat i mange nørder i akademiet.

Adapterede manuskript: Argo

Som en form for kompensation for den manglende instruktions-nominering og at ingen skuespillere rigtig har fundet vej til akademiets hjerter, så får ’Argo’ sikkert manus-prisen. Konkurrenten er som med hovedprisen ’Lincoln’.

Originale manuskript: Django Unchained

Tarantino skriver bedre end nogen andre. Hans signatur står ud over alle siderne. Hans monologer, dialoger, provokationer, referencer og sans for historiens komik er enestående. Konkurrenten er ’Zero Dark Thirty’, som ellers ser ud til, desværre, ikke at få noget. For det er en fantastisk spændende, politisk og en film med helt utrolig tidsånd.

Animerede film: Wreck-it Ralph

Der er ingen af de store priser, som siger mig så lidt som den animerede film. Totalt ligeglad. Men Ralph er da god, den kan ses af alle og er vel et godt bud på årets tur i legetøjs-kategorien. Konkurrenten er den opblæste ’Brave’ som er endnu et eksempel på, at man tager det, der bliver serveret for en, i stedet for at være kritisk.

Dokumentar: Searching for Sugar Man

Svenske ’Sugar Man’ er en rørende og globaliseret verdensfortælling. At det knapt er en dokumentar, er en anden sag. Det er nærmest fiktion med kranture og utrolig tilrettelagt narrativ og handling. Men god er den, flot og musiklaks ind i sjælen.

Udenlandskske film: Amour

Alt mens vi hepper på ’En Kongelig Affære’, så tror jeg sgu, at ’Kon-Tiki’ har overhalet den danske, og lige nu er den største trussel til favoritten fra Østrig.

Når man stemmer i denne kategori, så skal man have set alle fem mulige film. Og eftersom det kun er de gamle i akademiet, der gider det, så kan det være, at de ikke gider se en trist film om gamle mennesker – og at det danske bidrag ligner noget, de har set før. Og så ender de på den norske. Vi får se. Håber stadig på den danske. Det er sgu en flot film med langt bedre skuespil end i den norske samt at den er langt mere modig i udfoldelsen af historien.

Filmfotografering: Life of Pi

Klip: Argo

Lyd klip: Zero Dark Thirty

Lyd Mix: Les Miserables

Visuelle effekter: Life of Pi

Kostumer: Anna Karenina

Make up: Hobbitten

Produktions design: Anna Karenina

Score: Life of Pi

Sang: Skyfall

Kortfilm: Curfew

Korte dokumentar: Open Heart

Animerede kortfilm: Paperman

Historisk Oscar-årgang

De gyldne Oscar-statuetter uddeles for 85. gang natten til mandag. Det er en flok mesterlige film der konkurrerer om den flotteste filmpris i verden. Det danske bidrag ’En Kongelig Affære’ er en af dem.

Af Søren Høy

Oscar 2013 vil blive husket. Aldrig før har så mange spektakulære og debatskabende film været samlet i hovedkategorien. Aldrig før har eksperter, sandsigersker og bookmakere været så uenige om udfaldet af afstemningen blandt de cirka 5800 medlemmer af det Amerikanske Filmakademi. Og lad os starte med dem. De mange branchefolk, der vælger de 24 vindere, der mandag morgen har skrevet sig ind i filmhistorien.

Alder er en væsentlig faktor i Oscar-ræset. Modsat resten af verden hvor der er en stærk ungdomsfiksering, så er Oscar på vej på alderdomshjem. Gennemsnitalderen er 62 år, 77% er mænd og 94% er hvide. Kun 2,5% er sorte, 2% er af latinsk afstamning og 1% er asiater.

Det er kun 14%, der er under 50 år gamle. Statisktik – korrekt. Men alder betyder noget i det her spil. De gamle kan jo de facto lide andre film end de yngre. Mange medlemmer har ikke arbejdet i branchen i årtier. En er sågar nonne i dag. En anden er boghandler. På en løjerlig facon bliver Oscar-ræset afgjort af et fælles-amerikansk panel af godtfolk med meget forskellige interesser. Det forklarer også hvorfor, at nogle mener, at vinderfilmen ofte er lidt konservativ i sit udtryk.

De gamle hvide mænd i akademiet har en stor opgave foran sig i år, for der er alt for mange film, som appellerer direkte til dem. Normalt kan man skære det ned til en eller to, men i år taler man om fem film, der alle har en fair chance for at tage store priser.

Tilbage i september lignede ’Argo’ en sikker vinder. Filmen om CIAs mesterlige og komiske stunt for at hente en flok gidsler ud af Teheran i 1980, er både politisk, rørende og nervepirrende samt ikke mindst en pudsig analogi over filmbranchen. Den slags får det til at kilde i et Oscar-medlem.

Det samme gør en hyper-aktuel og stærkt kontroversiel film om jagten på USA’s største fjende i 10 år; Osama Bin Landen. ’Zero Dark Thirty’ lignede hen over november en vinder. Autentisk og stærk i sin samtidsreflekterende historie. Den film rammer som et missil ned i nationalfølelsen.

Det samme kan man sige om den tredje storfilm, der hen over december blev udråbt som favorit. ’Lincoln’, der handler om den måske største amerikanske præsident af dem alle. Manden der samlede nationen efter borgerkrigen og ophævede slaveriet. En film med en af de senere års mest bemærkelsesværdige skuespilpræstationer af Daniel Day-Lewis i titelrollen.

Det samme kan man sige om skuespillet i østrigske ’Amour’, der har sneget sig ind som en fortjent konkurrent til primært den kvindelige hovedrolle pris. I filmen overlegent naturalistisk spillet af Emmanuelle Riva, der inkarnerer livslang kærlighed og livets lunefulde drejninger, hvor alt med et knips kan ændres for evigt.

Ingen af de ovenstående kvaliteter kan prædikeres på ’Life of Pi’, men til gengæld har den en virtuos teknisk side, som vil appellere stærkt til de cirka 1500 medlemmer, der som håndværkere i enten præ- eller postproduktionen arbejder langt fra stjernelønninger og fascination for superstjerner. De vil gå efter en film, der sætter nye tekniske standarder.

Her et par dage inden festivitassen er det igen ’Argo’ der har favoritrollen. Den har vundet masser af priser på vejen mod Oscar, og noget tyder på, at den med en flot afsluttende kampagne og medvind i medierne har overhalet de andre, yderst kapable konkurrenter.

På siden af de store navne står Nikolaj Arcel og ’En Kongelig Affære’. Det vil været et mirakel, hvis den vinder. ’Amour’ er nattens største favorit, og jeg tror, at vi skal være heldige, hvis vi bare får et glimt af det danske hold inde fra det historiske show, som for første gang i mange år er decideret spændende og uforudsigeligt.

Søren Høys favoritter:

Bedste film: Argo

Ben Afflecks film om CIAs mesterlige og komiske stunt for at hente en flok gidsler ud af Teheran i 1980, er både politisk, rørende og nervepirrende samt ikke mindst en pudsig analogi over filmbranchen. Den slags får det til at kilde i et Oscar-medlem.

Eneste konkurrent er vel ’Lincoln’ selvom ’Zero Dark Thirty’ i mange henseender er en bedre film.

Kvindelig hovedrolle: Jennifer Lawrence, Silver Linings Playbook

Man er lige dele fascineret af Jennifer Lawrences skuespil, udseende, naturlighed og skarpe tunge. Hendes sørgmodige, moderne portræt af tiden kvinde er en suveræn præstation.

Emmanuelle Riva fra ’Amour’ kan nemt snuppe prisen. Det vil være fortjent da man kan argumentere, at Rivas spil er mere krævende og langt mere teknisk krævende.

Mandelig hovedrolle: Daniel Day-Lewis: Lincoln

Dette her er en af bedste, mest troværdige og samtidig underspillede præstationer i mange år. Den mest sikre af alle Oscars. Ingen konkurrenter, ingen grund til det. Lewis er Lincoln. Med åndelighed, udmattet og politiker ind ind i den benede sjæl.

Kvindelig birolle: Anne Hathaway, Les Miserables

Fuldstændig ligegyldig film og Hathaways Oscar er lige så meget et kompromis som den er fortjent. Det burde være Amy Adams fra ’The Master’ men den film er black listet fra podiet, og pludselig havner prisen hos de syngende dådyrøjne.

Mandelig birolle: Christoph Waltz, Django Unchained

Waltz præstation er fuldstændig forrygende morsom og virtuos sproglig rolle, men samtidig ligner den måske lidt for meget hans Oscar-rolle fra ’Inglorious Basterds’. Eneste konkurrent er vel Tommy Lee Jones i ’Lincoln’. En kedelig rolle. Philip Seymour Hoffman burde få den for ’The Master’

Instruktør: Steven Spielberg, Lincoln

Han er jo samtidens største instruktør, så der er ikke meget at sige til, at han har fortjent den. Men sandheden er, at det udelukkende er på grund af den uforståelige ekskludering af Ben Affleck, at Spielberg ser ud til at løbe med statuetten. Eneste konkurrent er Ang Lee, som med ’Life of Pi’ har fat i mange nørder i akademiet.

Adapterede manuskript: Argo

Som en form for kompensation for den manglende instruktions-nominering og at ingen skuespillere rigtig har fundet vej til akademiets hjerter, så får ’Argo’ sikkert manus-prisen. Konkurrenten er som med hovedprisen ’Lincoln’.

Originale manuskript: Django Unchained

Tarantino skriver bedre end nogen andre. Hans signatur står ud over alle siderne. Hans monologer, dialoger, provokationer, referencer og sans for historiens komik er enestående. Konkurrenten er ’Zero Dark Thirty’, som ellers ser ud til, desværre, ikke at få noget. For det er en fantastisk spændende, politisk og en film med helt utrolig tidsånd.

Animerede film: Wreck-it Ralph

Der er ingen af de store priser, som siger mig så lidt som den animerede film. Totalt ligeglad. Men Ralph er da god, den kan ses af alle og er vel et godt bud på årets tur i legetøjs-kategorien. Konkurrenten er den opblæste ’Brave’ som er endnu et eksempel på, at man tager det, der bliver serveret for en, i stedet for at være kritisk.

Dokumentar: Searching for Sugar Man

Svenske ’Sugar Man’ er en rørende og globaliseret verdensfortælling. At det knapt er en dokumentar, er en anden sag. Det er nærmest fiktion med kranture og utrolig tilrettelagt narrativ og handling. Men god er den, flot og musiklaks ind i sjælen.

 

Udenlandskske film: Amour

Alt mens vi hepper på ’En Kongelig Affære’, så tror jeg sgu, at ’Kon-Tiki’ har overhalet den danske, og lige nu er den største trussel til favoritten fra Østrig.

Når man stemmer i denne kategori, så skal man have set alle fem mulige film. Og eftersom det kun er de gamle i akademiet, der gider det, så kan det være, at de ikke gider se en trist film om gamle mennesker – og at det danske bidrag ligner noget, de har set før. Og så ender de på den norske. Vi får se. Håber stadig på den danske. Det er sgu en flot film med langt bedre skuespil end i den norske samt at den er langt mere modig i udfoldelsen af historien.

Filmfotografering: Life of Pi

Klip: Argo

Lyd klip: Zero Dark Thirty

Lyd Mix: Les Miserables

Visuelle effekter: Life of Pi

Kostumer: Anna Karenina

Make up: Hobbitten

Produktions design: Anna Karenina

Score: Life of Pi

Sang: Skyfall

Kortfilm: Curfew

Korte dokumentar: Open Heart

Animerede kortfilm: Paperman

De gamle mænds sidste omgang

80’er action-ikonerne er ved at have brugt de sidste kugler. De forsøger at smide de sidste filmhit ud på markedet, men den nye tid er brutal ved de gamle mænd, som har svært ved at regne succesformularen ud.

Af Søren Høy

John McClane sidder på bagsædet af en taxa i Moskva. Selvironisk sidder han med ’En idiots guide til Moskva’. Den gamle cop skal hjælpe sin søn, der er kommet i problemer med den russiske efterretningstjeneste. Det lyder som et plot fra da McClane startede sin filmkarriere i 1988, hvor man stadig rystede i bukserne, når man så emblemet med hammer og sejl på pelshuen.

57-årige Bruce Willis er tilbage for femte gang som den frygtløse ægtemand og familiefar.

Om tre uger kommer ’The Last Stand’ med den efterhånden 65-årige Arnold Schwarzenegger. Han er tilbage i sin første

Arnold Schwarzenegger

hovedrolle efter at han fra 2003 til 2011 var guvernør i Californien. I Arnolds nye film er han en sherif i en lille by, der er i krig med narko-baroner fra Mexico. På plakaten ser man en Arnie, som vi kender ham fra storhedstiden. Med et maskingevær på størrelse med en telefonpæl. Mon ikke Arnold havde troet, at det billede ville give ham en tiltrængt succes? I gamle dage bonnede han gerne 20 millioner dollars for en hovedrolle. Hans nye har kun indspillet 11 millioner dollars på 20 dage, og er dermed udspillet i USA. En vaskeægte fiasko. Da ’Terminator’ var the shit så publikum alt med Arnold, uanset hvad det var. Det er tydeligvis ikke sagen længere.

Bullet to the Head

Ugen efter Arnold har Sylvester Stallone premiere på ’Bullet to the Head’. En filmatisering af en fransk tegneserie. Sly taler stadig som om, at han lige har drukket en halv liter flydende asfalt, og han udfylder uden problemer rollen som den aldrende hitman, der skal nakke en korrupt politimand. Desværre for den 66-årige Italian Stallion, er publikum ligeglade med, hvor populær han var tidligere. Ingen har set filmen den første uge, og det ligner unægtelig en bommert.

Sly havde sikkert troet, at hans hærgede ansigt var nok. Efter to massive succeser med ’The Expendables 1 & 2’ som begge indspillede imponerende 300 millioner dollars, var der grund til at tro, at publikum havde savnet den aldrende helt. Men filmbranchen er lunefuld. Den ene dag står folk i kø til din film – de står også i kø dagen efter, bare ikke til din film.

Hvorfor bliver de gamle gutter ved med at spytte film ud, kunne man passende spørge?

Der er flere årsager.

Penge er naturligvis væsentligt. I Willis’ tilfælde indspillede

Die Hard 4

’Die Hard 4’ fra 2007 hele 500 millioner dollars på verdensplan inklusiv et imponerende DVD-salg. Figuren John McClane er der muligvis stadig salg i.

Det samme ville der formodentlig være i en ny ’Terminator’ film for Schwarzenegger, der eftersigende er i planlægningsfasen med. Den femte i serien.

Stallone giver i øvrigt sin ikoniske figur Rambo et femte skud. Han har netop proklameret, at den gamle kriger skal i ilden igen indenfor det kommende år.

Pladsen i filmhistorien er den næste grund. Netop de tre figurer bliver dem, der kommer til at stå tilbage, når de tre mænd indenfor en overskuelig årrække trækker sig tilbage og helliger sig velgørenhed og kendis-golf. Willis fortalte mig i forbindelse med den forrige ’Die Hard’ film, at han godt selv ved, at uanset hvad han ellers har lavet, så er det den urbane cowboy McClane, han bliver husket for.

Den sidste grund er ren og skær forfængelighed. Alle stjerner elsker at blive set, lave hits og dermed opretholde den status, som succes giver i Hollywood.

Lige nu kan man kun håbe på, at de alle tre pakker kostumet ned, mens det går godt. De fortjener en exit med værdighed. De har trods alt underholdt os i snart en menneskealder.

Zero Dark Thirty og hadekampagnen

Årets mest kontroversielle film i USA i 2012 har dansk premiere i dag. ’Zero Dark Thirty’ har et par torturscener, som har fået debatsiderne til at gløde.

Bag nyhedshistorien gemmer sig en effektiv hadekampagne mod filmen.

Af Søren Høy, Viasat Film

Kathryn Bigelows film er ikke mange minutter gammel, før løjerne starter. I et amerikansk fangehul hænger en al-Qaeda-soldat i lænker. Han er slemt medtaget. Gennembanket. Skræmt og tydeligvis ved han godt, at når døren går op, så betyder det smerte. Højtalere brøler dødsmetal ind i hovedet på ham. Der kommer kun lys ind af skudhuller i skuret, hvor der er 100 grader varmt.

Heldigvis taler den unge fange engelsk. Det gør det lidt nemmere for Dan, den efterhånden erfarne forhørsleder, der skal have sandhederne ud af den sårede kriger. Sekunder efter er fangen smidt ned på gulvet. Han får et håndklæde over ansigtet, et knæ i brystet og Dan begynder at water boarde ham. En simulereret drukning.

Bang! ’Zero Dark Thirty’ skød sig direkte ind i debatten og det medførte en velkommen mulighed i filmindustrien for, at filmen skulle køres ud på et sidespor inden Oscar-nomineringerne.

Eftersom filmen har en autentisk baggrund, er det nærliggende at tro, at Bigelow og hendes dygtige manuskriptforfatter Mark Boal havde haft fat i CIAs forhørsledere, så både metode og mål var lig med den brutale situation i Afghanistan og Irak. Et tegn på mistillid til det system, der havde dræbt Bin Laden og var ved at trække sig ud af krigszonen.

Man vendte tilbage til et interview med præsident Obama fra 2008, hvor han i ’60 Minutes’ forsikrede, at USA ikke brugte tortur og han ville sørge for, at det ikke ville ske. Filmen satte med andre ord spørgsmålstegn ved Obamas troværdighed. Den slags gør man ikke ustraffet i et meget demokratisk Hollywood.

Der var påfaldende mange negative historier om ’Zero Dark Thirty’. Filmen var blevet udsat for en hadekampagne. Det kan betale sig, at sprede historier så akademimedlemmerne begynder at se skævt til en film. Husk at de 6000 stemmeberettigede kun er mennesker. De læser aviser som alle andre. De lader sig påvirke. Og hvis de læser, at deres elskede præsident bliver sværtet til, så stemmer de ikke på filmen. Og hvis de ser for sig hvad der sker hvis en torturfilm får en vigtig pris, så vil de hellere lade spotlightet være på en film fremfor debatten om filmen.

Set med neutrale europæiske filmbriller er filmen ikke voldsomt kontroversiel. Torturscenerne er hverken udmalede eller uvæsentlige for handlingen, som det i øvrigt tydeligt understreges er en fiktion. Scenerne viser, at tortur er en del af krigens gru. Det bør de fleste efterhånden vide.

Hvem placerer de her hadekampagner de strategisk gode steder? Det er svært at sige, for den slags er i den grad uigennemskueligt.

I USA er film big business, og der er millioner af dollars at hente på en Oscar-nominering. Derfor er der solide rygter om, at de store selskaber hyrer bureauer til at sværte de andres film til, og placere historier i medierne.

Resultatet af den effektive og veltilrettelagte kampagne mod ’Zero Dark Thirty’ blev, at den på få uger gik fra at være favorit til at være helt ude at spillet om en Oscar.

Den har ikke en chance, og det blev understreget, da Bigelow end ikke blev nomineret for sin instruktion, hvilket er uforståeligt.

’Zero Dark Thirty’ har kvaliteterne til at gå hele vejen, men der var stærke kræfter, der ville det anderledes.

Film i USA er politik og penge. Derfor gælder krigens regler, når der skal kæmpes om pladserne på den røde løber.