Monthly Archives: november 2010

Serie A

Serie A af Søren Høy

Sportsfan, december 2005

Serie A

Billedresultat for serie a 2005Engang var den italienske Serie A den stærkeste liga i Europa. Serie A havde flere stjerner end La Primera i Spanien. Fodbolden var bedre end i Premier League i England, og tilskuerne var mere entusiastiske og farverige end i Tysklands Bundesliga. De italienske hold vandt på skift de store cup-turneringer i Europa, og med italienere i grundstammerne på ligaens store hold var Azzuri, det italienske landshold, altid favoritter i slutrunderne om verdens- og europamesterskaberne. Tilskuerne i Italien elskede lo spetaccolo – dramaet, skuespillet – som blev opført hver søndag klokken 15 på stadion. De tog af sted i god tid inden kampen startede. Der skulle snakkes, drikkes kaffe, læses sportsavis, snakkes lidt mere, kigges kampprogram og spises tørre sandwich. Kampene fra forrige runde skulle analyseres og holdet sættes til dagens kamp. Fodbold var tilskuernes sport i Italien. En kamp kunne holde interessen en hel uge, og et hold var noget, man holdt med hele livet.

Sådan er det ikke længere i støvlelandet. Magien er væk, Serie A har mistet suveræniteten på banen, stjernerne er i England og Spanien, og tilskuerne gider ikke se kampene på stadion, med mindre det er en topkamp.

Ret beset har Serie A også mistet interessen for de fleste danskere. Hvis ikke Martin Jørgensen stod sin venstre fløj i Fiorentina, eller hvis Viola, som de kaldes, ikke var et tophold, som de er i år, så var der med sikkerhed ikke mange, der gad pløje resultatsiderne og målscorerne igennem for Serie A hver mandag. Ungerne render rundt i parken med Beckham eller Ronaldinho på ryggen af kopitrøjerne. Der er ikke mange Nedved’er, Pirlo’er eller for den sags skyld Shevchenko’er eller Toni’er.

Mauro – barberen fra Firenze

Mauro har været barber i Firenze i mere end 40 år. For to år siden lukkede han biksen. Han gad ikke mere. Han har været fast mand på Stadio Artemio Franchi siden 1976. Mauro er glad for, at Viola ligger i toppen af ligaen, men alligevel er stemningen ikke som i gamle dage. Han forklarer, at det er et problem med spændingen i hver runde. Tidligere spillede alle holdene klokken 15 om søndagen. Man så en kamp live, og fulgte med i de andre på den lille medbragte radio. Nu spilles der to kampe lørdag, hhv. klokken 18 og 20.30, og en af dem er altid en topkamp. Søndag er der nu syv kampe klokken 15 og en klokken 20.30. Det er som om, der er fire runder, der kører på samme tid. Mauro får ikke noget ud af at høre kampene i radioen, når han alligevel skal vente med at få den samlede stilling – og med en liga, hvor halvdelen af holdene ligeså godt kunne spille i Serie B, som han udtrykker det, er det begrænset hvor meget spænding, der er tilbage i hver runde.

Hvem gider at se Lecce, Treviso, Cagliari, Messina, Reggina, Ascoli og Siena – eller for den sags skyld Chievo eller Lazio og Udinese, spørger han? Den eneste grund til at folk kommer til kampene mod Empoli og Livorno er, at det er lokalopgør. Det efterlader spændende kampe mod Juve, Milan og Inter – og så Roma, for dem vil alle gerne slå. Roma er et hold af tipi brutti, brutale typer – Totti, Chivu og Cassano er psykopater – og der er ballade med dem, hver gang de kommer til Firenze.

Man forstår godt Mauro. Der er noget galt.

Italienerne er ved at miste interessen for deres stolte liga. Forskellen på de store og de små er så stor, at ligaen er brækket over i tre dele. Fem tophold, der tager al opmærksomheden, fem midterhold der prøver at hænge på, og så hele 10 hold, som hverken kan prale af tilskuere, stjerner eller tv-tid.

La Domenica Sportiva

Hver søndag aften fra 22.35 til 01.00 sender Rai Due programmet La Domenica Sportiva. Otte-ti gæster, en masse snak og hyperhurtige reportager fra rundens kampe. Det er næsten, som det plejer at være, bortset fra at de på grund af den underligt uspændende liga bruger mere end en time i programmets start på ugens storkamp. Det er dén kamp, gæsterne snakker om, og det er dé spillere, der er med på livelinks, gerne fra klubrestauranter, hvor spillere og trænere sidder og spiser, mens de bliver interviewet – typisk italiensk. Hver detalje i storkampen analyseres. Var der hjørnespark eller målspark, da Abbiati ramlede sammen med Gilardino? Det er store ting, som eksperter fra hele landet bliver hidkaldt for at kommentere. Når programmets speedede kvindelige vært når til de mindre kampe, som for eksempel Empoli-Reggina, Ascoli-Livorno og Sampdoria-Chievo, så kommer referaterne i små blokke, hvor vi kun bliver præsenteret for målene i lyntempo. Aldrig en slow der viser, hvor højt oppe i krogen bolden blev placeret, aldrig en kommentar fra keeperen der klarede et straffe. De små hold er ikke interessante for tv-seerne, så derfor bruges der ikke tid på dem.

Hvad er historien så, nu når ligaen ikke er så interessant?

Et bud kunne være to af Serie A’s største og mest kontroversielle stjerner, som spiller i Juventus.

Alex Del Piero, der efterhånden er blevet 31 år gammel, er dagligt en del af de fire store sportsavisers lovprisning og sladder. Der har været meget snak om hans betændte forhold til træner Fabio Capello. Del Piero siger ikke meget selv. Hverken om han vil blive, eller om han vil væk. Han ved godt, at Capello bliver betegnet som verdens bedste træner, og derfor skal der mere end holdets mest scorende spiller og anfører til at ændre på idealopstillingen. Del Piero sidder på bænken og kommer ind efter cirka 60 minutter, det er efterhånden reglen på et Juventus-hold, der ikke har været stærkere siden Zinedine Zidane forlod holdet i 2001. Med Emerson, Nedved, Camoranesi og Patrick Viera på midtbanen, en backkæde med landsholdsanfører Cannevaro, Zambrotta, Lilian Thuram og skiftevis Blasi og Pessotto på højre backen samt et angreb med Trezegeut og Zlatan Ibrahimovic – og med folk som Del Piero, Adrian Mutu og det evige talent Giannichedda siddende udenfor, så virker Juve så stærke, at der skal et månedlangt blackout til, før de sætter suveræn stil og forspring over styr. Inden sæsonstart var Del Piero ni mål fra at blive den mest scorende spiller i klubbens historie. Tilhængerne kunne næsten ikke klare tanken om, at han skulle sælges så få mål før rekorden, der stadig indehaves den nu 77-årige Giampiero Boniperti. Del Piero er i skrivende stund – med 180 scoringer – tre mål fra at være alene på toppen af listen.

Det andet fænomen, man som skandinav straks bemærker, er vores svenske ven, Zlatan Ibrahimovic. Ibra, som han kaldes, er godt på vej til at blive Juves største stjerne. Han begejstrer uge efter uge. Han laver detaljer, der langt mere ligner dem fra ligaens sydamerikanske troldmænd end noget fra en uvorn knægt fra Malmø, som han faktisk er. Det ene øjeblik spiller han gris med forsvarspillerne, og det næste slår, sparker og provokerer han modspillerne. I vores del af Europa ville den slags give store problemer, men klubpræsident Moggi konstaterer blot, at Ibra er på højde med Platini og Baggio – og Capello siger roligt, at Ibra bare skal finde balancen mellem genialiteterne på banen og sit temperament.

Luca Toni

En spiller, der har fundet en sublim balance, er Fiorentinas superangriber Luca Toni. Han hamrer stort set alt ind, der falder ned for fødderne af ham.

Selvfølgelig er det stort for Firenze, at de har il capocannoniere topscoreren – iblandt dem. Men han repræsenterer også et samlet håb for hele Italien: Hvis man har manden, der kan lave flere mål end Adriano, Shevchenko og Trezeguet – så har man måske manden, der endelig kan sparke VM tilbage til Italien.

Sammen med den ustabile Alberto Gilardino, der efter to målrige år i Parma skiftede til Milan inden sæsonstarten, er det faktisk muligt, at Italien endelig har fundet et makkerpar, der har potentialet og den fælles målfarlighed der skal til. Christian Vieri og Iaquinta fra Udinese har rodet rundt på skift sammen med Toni og Gilardino, og landstræner Marcelo Lippi har tydeligvis haft svært ved at finde en kombination, der holder den nødvendige målkvote. Problemet er, at selv om de hver især har lavet bunker af mål for deres klubhold, og alle sammen har evnerne til at score internationalt for klubberne, så kan de bare ikke finde ud af at gøre det sammen på landsholdet.

Palermo

Luca Toni skiftede til Fiorentina fra Palermo inden sæsonstarten. I Palermo havde han lavet 50 mål på to sæsoner. 30 i Serie B og 20 i den første sæson i Serie A, hvor Palermo efter en flot afslutning spillede sig op på en UEFA-cupplads – hvor de, som det sikkert er læserne bekendt, er havnet i gruppespil med Brøndby. Palermo kommer ikke kun fra byen med de brutale og mytiske mafiatraditioner, de har formået at spille et hold sammen, der bygger på nogle af de samme tillidsprincipper som Cosa Nostra-mafiaen. Holdet har 10 italienere i udgangsopstillingen. Kun den nigerianske angriber Stephen Makinwa, der afløste Luca Toni, blander sig i den italienske dominans. Palermo er et fantastisk hold at følge. De har taget det meste af Italien med storm. Deres holdånd er sjælden i et land, hvor spillerne er kendte for mest at spille for sig selv. Det er ikke tilfældigt, at Palermo havde hele fire spillere på banen, da Italien spillede opvarmningskamp mod Irland i august 2005. Grosso på venstre back, Zaccardo på højre back, Barzagli i centerforsvaret og Barone på midten. Målmanden Guardalben var udtaget, men blev skadet. Træneren bag Palermo hedder Luigi Del Neri, og han har lavet det samme trick før med Chievo i Verona. Dengang havde han en anfører ved navn  HYPERLINK “http://www.ilpalermocalcio.it/it/prima/scheda.jsp?id=648” Eugenio Corini, og det har han stadig. Del Neri tog bindeleddet på banen fra Chievo med til Palermo, og den 35-årige midtbanekreatør ligger stille og roligt og styrer kampene. Kun overfor typer som Viera, Emerson og Gattuso virker han gammel og slidt – i resten af kampene er han en fornøjelse at se på. Palermo er et hold, der er bygget op om klassiske dyder som fælles tillid og stram disciplin. Holdet har på én sæson etableret sig i Serie A. Det er sjældent det sker i en liga, hvor der ofte er kaos i oprykkerklubberne, som slet ikke er gearede til livet i den bedste række, fordi presset og økonomien er fem gange så stor som i rækken nedenunder – der knap nok er kendt blandt de fodboldsøgende italienere. Alt, hvad der tæller, er Serie A, og det bliver tydeligt når man kigger på to hold, der kunne have spillet i den bedste række i år.

Sæsonen startede i kaos

To af oprykkerne var to af de mest traditionsrige klubber i Italien – Genoa og Torino. Begge klubber skulle bidrage med det, ligaen mangler. Lokalopgør, levende tilskuere, der gerne vil se fodbold, selvom det regner. Genoa, der deler hjemby med Sampdoria, har yderst aktive tifosi. Fra det øjeblik man kommer ind i byen, ser man flag og bannere fra havnebyens vinduer. Bilerne har vimpler i ruderne, teenagerne bærer de rød-blå trøjer, og der er ingen tvivl om, at selv om Sampdoria har et mesterskab og et par flotte europacup-sæsoner fra starten af 90’erne med Vialli, Lombardo og Mancini på holdet, så er det Genoa, der er byens hold. Holdet nåede ikke at spille i Serie A i år. Allerede inden første fløjt blev en bestikkelsesskandale rullet op. Genoa havde bestukket Venezia i den sidste Serie B-kamp, der skulle vindes, for at holdet kunne rykke op. Genoa vandt 3-2, men endte med at miste en træner og et halvt hold. Det eneste de vandt, var en degradering til Serie C, og her måtte de starte sæsonen med minus tre point. De fører suverænt Serie C efter en svær start, og det skal gå helt galt, hvis Genoa ikke er i Serie B til næste år.

Torino betragtes også som en af de mest traditionsrige klubber. De seneste mange år har de penduleret op og ned mellem Serie A og B. Oprykningen i år blev fulgt op med købet af danske Christian Keller, der dog som resten af holdet ikke kom på banen i Serie A. Torino havde så meget rod i økonomien, at de blev smidt tilbage hvor de kom fra. Som Genoa ligger de i toppen af deres række, og meget tyder på, at de igen er på vej mod Serie A. Torino gjorde et par fornuftige indkøb i starten af sæsonen. I Italien ved man godt, at Serie B er et andet spil. Det er hårdt, det er fysisk, det er fight. Der er spillere, der aldrig når længere end Serie B. Hvis deres klub rykker op, så skifter de til en anden Serie B klub. De ved, at deres spil og evner passer til Serie B. Torino fik dog fat i den afdankede tank-forward Roberto Muzzi, som efter et par kedelige sæsoner i Lazio har fundet sig godt til rette i det lidt tilfældige spil med en masse løse bolde i feltet. Torinos storhed manifesteres af, at Rai Uno i anledning af klubbens 100 års fødselsdag i efteråret 2005, sendte en tv-serie i to episoder om klubbens første år. Torino er en vigtig del af hele den moderne fodboldnations opståen, og sådan en klub bør ifølge italienerne spille i landets bedste række.

Afløserne for de to tvangsnedrykkere var Treviso og Ascoli. Det er næsten umulige odds for to små klubber. Treviso, der ligger lige nord for Venedig, har aldrig før været i Serie A, og de har da også haft det svært. De eneste spillere på holdet med erfaring fra den øverste række er de to enæggede tvillinger Antonio og Emanuele Fillipini, der kom fra Lazio, og så Dino Fava der spillede en håndfuld gode kampe for Udinese for to sæsoner siden. Treviso prøver virkelig at spille fodbold, men det lykkes ikke rigtig for dem. Deres bane ligger inden midt i byen og er omkranset af højhuse – den var næsten uden en græstørv, da sæsonen startede, og oven i det har de umådelig svært ved at samle byens gode borgere på stadion. 5000-6000 tilskuere er ikke unormalt i Treviso.

Ascoli har gjort det noget bedre. De samler 8-10.000 på tribunerne og har fattet, at de er nødt til at overføre den fight og ånd, der gav dem en god sæson sidste år i Serie B. De skal nok klare den. I årets første kamp mod Milan lignede banen et vandland, og det forstod spillerne at bruge til noget. De tacklede sig glidende gennem de 90 minutter, og da der til slut stod 1-1 på tavlen, vidste Milans stjerner ikke, hvor de skulle kigge hen. De var blevet overrumplet af spillets ældste trick: fight som sindssyge, og håb på at modstanderne ikke ved, hvad de skal gøre ved det, før det er for sent!

Tilbage på stadion i Firenze hvor topscorer Luca Toni lige har hugget mål nummer 15 i kassen. Han fejrer altid sine scoringer med at dreje højre hånd frem og tilbage foran øret, som om han skruer sit øre på. Han har forklaret, at det ikke betyder noget – det er bare et ritual som han begyndte at bruge engang, og nu kan han ikke lade være. Tonis fysiske centerforwardspil giver den gamle barber Mauro dejlige minder tilbage til midten af 90’erne, hvor den legendariske Gabriel Batistuta var helten i Firenze. Han lavede 180 mål i kun 291 kampe for klubben. Men holdet er bedre end dengang, fortæller han. Prandelli, den nye træner, har fået styr på holdet. Forsvaret tackler så smukt, at det begynder at synge i fundamentet under Curva Sud – her står de mest fanatiske tifosi. Midtbanen er styret af Brocchi og Fiore med den unge Donadel i en funktion, der minder om argentineren Fernando Redondo i velmagtsdagene. Martin Jørgensen spiller med konstant høj kvalitet på venstrekanten, og han har efter otte år i Italien manifesteret sig som en af de spillere i ligaen, som man forventer sig noget af. Som der stod på midtersiden i den lyserøde sportsavis La Gazzetta dello Sport i optakten til sæsonen: Missione danese: servizie Toni – Den danske mission: at servere for Toni. Og det gør han. Jørgensen er næstsidste mand på bolden oftere end nogen anden spiller på holdet. Landsholdsaspiranten Stefano Fiore udtaler i kampprogrammet, at Jørgensen er en af de tre bedste kantspillere i Serie A. Luis Figo og Zambrotta er de andre.

Mauro er dog lidt træt af ”Jorge’sen”, som han kalder ham. Han er for ustabil, og han er ikke hurtig nok længere. Jeg vil hellere se Pazzani eller Bojinov – det er unge spillere med fart i støvlerne, siger barberen, der ligesom det meste af fodbold-Italien længes tilbage til dengang, hvor der var topkampe på stadion hver uge og hvor totocalcio, turneringen, var vigtigere end resten af livet tilsammen.