Tag Archives: Søre Høy

Vi er de bedste

Svensk 80’er punk

Af Søren Høy, Viasat Film

Bobo er en drenget-udseende 13-årig pige. Hun har klippet sit hår helt kort, med den effekt at sygekassebrillerne på sin lille næsetip fremhæves til hendes store fortrydelse. Hvis Bobo så præcis sådan ud i 2013, så ville hun være mega hip, men hendes problem er, at hun bor alene sammen med sin mandeglade mor i Stockholm i 1982. Heldigvis har hun sin gode veninde fra klassen, Klara, der har lavet en lidt slatten hanekam, som hun forsøger at stive af med håndsæbe.

De to søde tøser hører svensk punkrock på walkmanden, og bruger det meste af tiden på deres værelser, så de slipper for søskende, forældre og bedre kan fordybe sig i deres nye projekt; de vil starte et samfundskritisk punkband.

”Filmen er for alle dem, der er 13 år, alle der engang har været 13 år og alle dem der engang bliver 13 år,” fortæller filmens instruktør Lukas Moodysson.

Han er en af Skandinaviens mest interessante instruktører. Han har siden gennembruddet med ’Fucking Åmål’ (1998) bevæget sig over dystre brutaliteter i ’Lilja 4-Ever’ (2002) og mærkværdige kunstfilm som ’Et hul i mit hjerte’ (2004) og ’Container’ (2006) til en enkelt stor Hollywood-stylet produktion ’Mammut’ (2009) Ingen af de senere film har opnået de store indtjeningstal, men de har givet instruktøren et stort navn hos cineasterne, der elsker når en instruktør skider på markedskræfterne og laver sine hjerteprojekter.

Den 44-årige skånings største succeser er foruden ’Fuking Åmål’ kollektiv-filmen ’Tilsammans’ (2000), hvor han med elegant humor og legende fortælling kærligt spiddede hippie-generationens løjerligt ugennemtænkte moral og deres manglende evne til at fuldføre deres projekt om at kunne leve i samhørighed under samme tag.

’Vi är bäst!’ hedder Toronto-filmen, der blev vist foran et begejstret publikum. En proppet sal med stemmer der afslørede, at publikum fra hele verden ved, hvem Moodysson er, og at han står for unikke produktioner med sublimt skuespil og tidsportrætter. Uanset om han har bevæget sig langt ud i krogene af filmens verden, så har han en tydelig signatur.

’Vi är bäst!’ har en kærlig tone og et sympatisk generationsportræt. Ikke mindst er den et lille opråb om ikke at lade konformiteterne og reglerne overtage vores håbefulde unge. Der skal være oprør, vildskab og store drømme.

Der bør være et stort publikum, der står og venter på denne her film. Vi er jo alle sammen 13 år på en måde, som Moodysson så rigtigt påpeger det.

For meget bling der kører i ring

Af Søren Høy, Viasat Film

Billedresultat for Sofia CoppolaSofia Coppola er et hot navn i Cannes. Hun er cool, et stilikon og hun laver film, der har tidsånd. Hun portrætterer ensomhed, ligegyldighed og manglen på åndelighed og sunde værdier. Den film de fleste husker er ’Lost in Translation’ (2003). Komisk, underfundig og med præcis indsigt i kærlighedens løjerligheder – mindeværdigt spillet af Scarlett Johansson og Bill Murray som de fortabte i Tokyos kulturelle kaos.

I Venedig-vinderen ’Somewhere’ (2010) bevægende de illusionsløse figurer sig rundt i et tavst Los Angeles i en eller anden for rastløshed. Det gav et indsigtsfuldt billede af en generation, som har alt, men som ikke aner, hvad de skal gøre med de materielle statussymboler, de knapt har gjort sig fortjent til.

Billedresultat for somewhere movie

’The Bling Ring’ følger samme hedonistiske kritik. Er vi grebet så meget af nydelseskulturen, at vi kun lader os drive af lyst?

Filmen er skabt over en artikel i ’Vanity Fair’, der handler om en gruppe unge, der i 2008 kørte rundt i Hollywood, og brød ind i kendtes huse. De tog smykker, penge og tøj. De unge var hverken fattige eller materielt forsømte. De ville bare have mere. De ville have et adrenalin kick midt i deres ideologiløse hverdag med forældre, der bare arbejder eller dyrker en inferiør spirituel retning.

Parodien på stjernernes vanvittige forbrug og eksponering virker, men det gør filmen desværre ikke som samfundskritik. Den gentager konstant sin tydelige pointe, og har ikke Coppolas ellers fine blik for popkulturen, som ellers er en af de få instruktører, der forstår sig på.

ungdomsfilm

Vi har brug for ungdomsfilm!

I dag er der premiere på Kasper Munks ungdomsfilm ”You & Me Forever”. Bag den ironiske titel gemmer sig en stærk fortælling om nutidens unge og deres kvaler med venskab, sex og forældre. Den slags har der altid været brug for.

AF SØREN HØY

Jeg får hjertebanken hver gang, at jeg ser en godt lavet ungdomsfilm. Det er som om, at der er ting fra den umulige tid, som slet ikke er faldet på plads. Teenageårene var sgu hårde. De var forvirrede. De var slet ikke præget af den glæde, som de burde være. Der var for mange ting, som ingen fortalte mig noget om. Pigerne var uregerlige, og ALT handlede om dem. Hvis jeg var sød og venlig, så ville de kun have med den arrogante bad guy at gøre, og prøvede jeg den hårde attitude, så var det eneste rigtige, at sidde og holde i hånd, og høre ”P4 i P1” og lytte til alle de andre teenagers kvaler med lorte-lærere, hyper-seksualitet og fascist-forældre.

downloadDet eneste som forklarede og hjalp var filmene. ”Zappa” (1983) af Bille August. Efterfølgeren ”Tro, håb og kærlighed” (1984). ”Den kroniske uskyld” (1985) af Edward Fleming. Pludselig var der nogen, der havde manualen til mig og mit liv. Pludselig var jeg ikke alene med den ufrivillige erektion i kondibukserne, lige når matematiklæreren kaldte mig til tavlen for at løse en umulig andengradsligning.

Filmene handlede som forældre, der ikke var til stede. Om at være tiltrukket af det farlige, alt det der skød den løftede pegefinger til helvede. I filmene turde de det hele. Drikke den grønne eliksir, som de kaldte Pisang Ambon, blandingen af slatterne fra min fars barskab. Testen af en rød Prince med tobak nok til at vælte hele fodboldholdet omkuld. I filmene ville pigerne tages på brysterne, og de spurgte selv drengene, om de ikke ville med i sommerhus en hel weekend. Holy shit, hvor ville jeg bare gerne med ind i haveskuret i fem minutter.

Billedresultat for Midt om natten (1984)Ballings ”Midt om natten” (1984) var berusende i sit storbybillede og introducerede frigørelsen og magtdistancen, for hippierne og punken nåede aldrig til de 1500 ensomme sjæle i Spentrup, før fænomenerne stort set var ovre igen.

Jeg vil opfordre alle teenagere til at se ”You & Me Forever”. Måske finder I et par af de rigtige og vigtige svar i den film.

The Kennedys

The Kennedys – USA’s royale familie

I dag er der amerikansk premiere på en kontroversiel TV-serie om Kennedy-familien. Undertitlen er power, privilegier og prestige – og der ér saftige historier i fortællingen om USA’s mest kendte familie.

AF SØREN HØY

Myten om Kennedy-familien lever i bedste velgående. På den lyse side var de statsledere, stilikoner og moderne familiemennesker. Den mørke side beretter om magtmisbrug, sexskandaler og en forbandelse, der hviler over familien. Familiesagaen har det hele. De er den mest kendte amerikanske familie, de bliver betegnet, som det tætteste USA kommer på at have en kongefamilie.

TV-serie i stormvejr

Otte aftener i træk viser den marginale betalings-kanal ReelzChannel den $30 millioner dyre serie om ”The Kennedys”. Inden premieren har serien fået voldsom kritik fra mange Kennedy-kendere, historikere og fans.

Kontrafraktionen startede allerede for et år siden, da serien var under indspilning, og de første bulletiner kom ud om seriens kritiske lys på familien.

Instruktøren Robert Greenwald lavede en webside, stopkennedymears.com, hvor seriens handling og påstande blev korrigeret og irettesat. Alt fra detaljer om indretning i den berømte families hjem til den frie fortolkning af eskapaderne i Det Hvide Hus. Målet har tydeligvis været, at ødelægge seriens troværdighed. Situationen blev ikke bedre for serien, da den anerkendte Kennedy-historiker David Talbot i New York Times gik i clinch med de rygter, der var sluppet ud om seriens kontroversielle temaer.

Hvad er skandalen?

Selvom mange af seriens påstande efterhånden er offentlige hemmeligheder, er karaktermord ikke velset, når det handler om statsmænd af Kennedy’ernes kaliber.

Seriens fokus er på tre mænd og en kvinde. Patriarken Joseph P. Kennedy og hans to sønner; John F. Kennedy og Robert F. Kennedy. Joe, JFK og Bobby. Kvinden er naturligvis Jacqueline Kennedy. Jackie i folkloren.

Joe portrætteres som den onde dukkefører. Alt kan erhverves for penge. Magten kan købes, et valg kan fikses, tavshed og tale – alt sammen kan veksles med kontanter i mulighedernes land. Farmand til de ambitiøse brødre fremstilles som storhedsvanviddet og manipulationen bag drengenes senere indtog i storpolitik.

JFK

JFK er naturligvis manden i centrum. Både for beundring og ballade. Han var en stjerne i sin tid. Rockstjernerne klædte sig som ham – ikke omvendt. En del af sin berømmelse brugte han på at vælte sig i kvinder. Det skal dog siges, at de fleste efterhånden ved, at JFK foretrak at dyrke alle livets glæder fremfor at nøjes med de politiske. Indtil flere dokumentarfilm har mere end antydet hans letlevende stil, hang til blondiner og skuespillerinder – med Marilyn Monroe på toppen af den misundelsesværdige liste. Ligeledes var crooneren over dem alle, Frank Sinatra, en af JFKs nære venner. Sinatra var kendt for at omgås mafiaens øverste liga, og serien slår dermed lige linjer mellem politik og underverden.

Jackie

Smukke Jackie, der blev kendt i hele verden for sin gode smag, elegance og indbegrebet af glamour, bliver fremstillet som heftig misbruger. Piller, sprøjter, alkohol. Hendes glasbillede-image bliver skamferet af neuroser og paranoia, der hele tiden forstærkes af JFKs eskapader, som han har svært ved at holde hemmeligt fra familien.

Her kommer Bobby ind. Hans mission i livet bliver at være moralsk livvagt for JFK, som konstant roder sig ud katolsk syndige forhold. Bobbys position er underhundens, og den manifesteres af far Joe, der konstant fremhæver den afdøde storebror, Joe Jr., som den ægte arvtager af familiens stolte navn.

Samlet set ligner det en demontering af den stolte historie om et nær-royalt dynasti, der i 50 år har bundet USA sammen.

Familiens forbandelse

En del af myten om familien handler om den forbandelse, som rummer tre generationer fuld af tragedier.

Da Joe døde som 81-årig, var hans total skræmmende:

Ni børn – fire dræbt (Joe Jr., JFK, Bobby og Kathleen), et barn på en sindssygeanstalt (Rosemary) og et på forsiderne for stofmisbrug (David).

Senere tog cancer et par stykker (Ted og Edward), en dødelig skiulykke (Michael), voldtægtsdom (William), morddom (en anden Michael) samt John F. Kennedy Jr. og hans kone der døde, da deres fly styrtede ned i 1999. Desuden tæller listen to døde børn, Arabelle og Patrick som JFK og Jackie fik i henholdsvis 1956 og 1963.

Politisk vendetta

Det seneste år har der løbende været historier om, at serien var ramt af Kennedy-forbandelsen. Den ville aldrig blive vist, da familiens venner i det politiske system ville sørge for, at ingen respekteret TV-kanal ville vise den. Ligeledes førte de mange smædehistorier et spin med sig, hvor forfatteren bag serien, Stephen Kronish, blev kritiseret for at lave en politiske vendetta. Sammen med produceren Joel Surnow stod han også bag den tydeligt republikansk-ideologiske serie ”24 Timer”, og eftersom begge mænd er erklærede liberale, fik det pludselig en duft af hævn. Nu skulle Kennedy’erne ned med nakken.

Den slags går ikke i Obama-tider og en efter-recessions periode, hvor nationen burde samles og mindes de gode tider. For en måned siden endte serien på den hidtil stort set ukendte betalings-kanal, ReelzChannel, og de har fået den omtale, som de havde håbet på.

Modtagelsen

Seriens første afsnit blev vist i tirsdags i en biograf i Los Angeles. Kritikken var der sammen med både Tom Cruise og Beckham-familien, som måske kandiderer til en tilsvarende serie om nogle år. Noget tyder på at der enten er Kennedy-fans blandt anmelderne, eller at serien simpelthen er for snasket og uden syn for den politiske betydning specielt JFK og Bobby havde. Under overskriften ”Kedelig, gumpetung, klumpet kaos” smadrer Tom Goodman fra Hollywood Reporter serien, som han foreslår skal blive til et drikkespil. Man skal bunde hver gang, hovedfigurerne gør noget dumt. Eftersigende vil alle være fulde efter 15 minutter.

Serien er ikke købt endnu til dansk TV, men vises på Sveriges SVT allerede fra 9. april. Der er tydeligvis noget at glæde sig til.

Box:

The Kennedys

TV-serie i otte afsnit.

Instruktør: Jon Cassar

Manuskript: Stephen Kronish

Hovedpersoner:

John F. Kennedy spilles af Greg Kinnear.

JFK blev født i 1917 og døde 22. november 1963, hvor han blev skudt af Lee Harvey Oswald i Dallas.

Han var præsident fra 1960 til 1963.

Jacqueline Kennedy spilles af Katie Holmes.

Jackie levede fra 1929 til 1994.

Efter JFKs død giftede hun sig med den græske skibsredder Aristotle Onassis.

Robert F. Kennedy spilles af Barry Pepper.

Bobby blev født i 1925 og døde 6. juni 1968, hvor han blev skudt af Sirhan Sirhan i Los Angeles.

Bobby var midt i sin præsident-kampagne, da han blev skudt.

Joseph P. Kennedy, Sr. spilles af Tom Wilkinson.

Joe blev født i 1988 og døde i 1969. Han var forretningsmand og politiker.

The Danish Dream

Ten years ago is was almost impossible to imagine that a Danish film would be remade in Hollywood. In 2009, several Danish directors are on the verge of reshooting their film—but this time with ten times the budget and stars attached. The dream for most of the filmmakers is to make a film with the biggest stars, the best craftsmen and producers that the business has to offer.

“I can tell that Hollywood producers are used to negotiate with desperate Europeans, who will do anything to get their film made. I think they get really surprised when a Dane tells them that he doesn’t want to remake his film if it doesn’t get bigger than the original film,” says Nikolaj Arcel.

Billedresultat for Nikolaj Arcel

Arcel is one of the new blockbuster directors in Denmark. His two first films did well at the box office and both gained critical acclaim. The political thriller King’s Game (2004) took home $6 million—very impressive by Danish standards—and his second feature film; the action adventure Island of Lost Souls (2007) grossed nearly $3 million. Arcel is connected to the US production outfit Strike Entertainment and they are currently negotiating with Universal about remaking Island of Lost Souls. The film is currently set to go into production in 2010.

One of last year’s most successful Danish films Terribly Happy (2008), by experienced helmer Henrik Ruben Genz, is likewise close to being greenlit. “The new thing for me is” tells Genz in Copenhagen, “that they are the ones who call me in order to arrange meetings. Normally my producer and I have to beg to get one—it seems like they really want to make this film.” Terribly Happy can best be described as the Coen brothers meet U-Turn. After a nervous breakdown a Copenhagen police officer is being transferred against his will to the outskirts of nowhere, and before he knows it, he’s got himself into a terrible scrape and he is all of a sudden living in Hotel California.

Bier and VON Trier

In spring 2009 the American version of Susanne Bier’s massive 2004 hit Brothers will premiere. The remake is directed by Oscar®-winner Jim Sheridan (In America, My Left Foot) and stars teen-idols Toby Maguire (Spiderman), Jake Gyllenhaal (Brokeback Mountain) and Natalie Portman (Star Wars).

The original film made quite an impact when it opened in Denmark as we had just entered the war in Afghanistan. The film deals with the problematic reality when soldiers return home from war—a subject still as present today as then.

Bier has turned out to be good business for Danish outfit Zentropa. Since she made her Hollywood debut Things We Lost in The Fire (2007), her earlier films have been in much demand. Her three latest Danish films Open Hearts (2003), Brothers and the Oscar® nominated After the Wedding (2006) grossed $15 million domestically—a rare average by Danish standards. “The Americans want her films,” explains production lawyer Anders Kjærhauge from Zentropa, “they are very interested in her early Danish films, and there is no doubt that her next one will get a lot of attention from the US. She is a modern filmmaker who makes films about modern society and modern people. Put that in a good film, and everybody are interested.”

Bier is a good case in point, but there are not a golden fortune hidden in selling the remake rights. “In average we get around $100.000 for the rights,” Kjærhauge tells. “We also get a percentage of the box office earnings, which gives us more than previously when we were supposed to get a percentage of the producers profits. Strangely enough they never had any profit when all the bills were paid,” he laughs and tells that Danish auteur Lars von Trier landed one of the best deals for his own company, Zentropa. His TV mini-series The Kingdom (1994) was sold to Touchstone Pictures, and was rewritten by horror guru Stephen King, later titled Kingdom Hospital (2004). “They paid us on the good side of $500.000 for the remake rights, and considering we had already sold the original series to most of the world, it turned out to be a pretty good deal.”

The Danish remakes

Danish films have been a remarkable good export since the happy Dogme days when Thomas Vinterberg’s The Celebration (1998) triumphed at the Cannes Film Festival. It was at that time the remake offers began to reach the Danish producers.

The most remarkable one was Ole Bornedal’s creepy Nightwatch (1994). A domestic success with a +$5 million gross, it established that the Danes could make films with the same efficiency and pace as the major film countries. Bornedal remade the film under the gentle protection of Bob and Harvey Weinstein at Miramax. The 1997 remake starred Ewan McGregor, Josh Brolin, Nick Nolte and Patricia Arquette. Also worth noticing is that Steven Soderbergh worked with Bornedal on the script. Despite the talent involved the film flopped big time, grossing a poor $1.2 million.

In the more curious department, back in 2000 helmer Lasse Spang Olsen worked on a remake of his shoot-to-kill comedy In China They Eat Dogs with Harvey Keitel and Christian Slater attached. It fell through and instead the film ended up being remade in Holland with the title Vet hard (2005). No wonder no one ever heard about that film!

Carsten Myllerup’s Midsummer (2003) was remade by the man behind cult hit The Blair Witch Project, Daniel Myrick. The horror film was named Soltice (2008) and went straight to DVD. Perhaps one film was enough…

Hans Fabian Wullenweber’s Catch that Girl (2002) was a solid action adventure film for kids. Bart Freundlich’s 2004 remake Catch that Kid grossed nearly $17 million and made it the best performing Danish remake at the US box office to date.

Made originally by Bent Christensen in 1961, Harry and the Butler has for a long time been circulating the gossip sites. Supposedly it is still in development with Morgan Freeman and Anthony Hopkins attached. The story of an old poor man who all of a sudden gets rich, and decides to get a butler, could turn out to be a sweet old-timer charmer.

Waiting time

“It can easily take two years before development, casting and the financing is in place,” says director Nikolaj Arcel just returning from Los Angeles after another meeting regarding his remake of Island of Lost Souls. “It’s a mighty long time, since I’ve already spend over two years on the film when I made it the first time—maybe that’s the reason why I only want to make it again if it’s going to be different.”

Island of Lost Souls will get a +$40 million budget, pretty good compared to the domestic budget of only $7 million. “We have a talented scriptwriter attached… Jennifer O’Kieffe previously worked with Ridley Scott and John Madden, so I think the film is in good hands. She has presented us with a solid first draft, so hopefully we can soon progress to the next stage,” says Arcel.

“I’ve decided that I will spend six months on this to begin with,” says Henrik Ruben Genz who has weekly phone meetings concerning the potential remake of Terribly Happy. “Two things can happen: either they want to change everything, or I get to make the film I want to make. If I can’t keep the original plot, I probably wont make the film again myself. I really want to make it better than the first time, so it’s evident that I get the chance to develop and correct the few things from the original that could have been better.”

Genz is working with the production company Stillking Films, who worked on blockbusters Wanted and Casino Royale. “They want a major star for the lead. They know that it will attract the major players. It’s obvious that you have to think big—you simply can’t use your Danish humbleness in this game!”

It seems like the Danes do not need humbleness on the remake marked at the moment. Impressing 6 films are in development. Martin Barnewitz is well on his way with teen-horror Room 205 and Ole Bornedal returns to the States with two features; The Substitute and Just Another Love Story – all three competing to be the first Danish remake to break through to the American audience and thereby completing the Danish dream of conquering America.

The Black Dahlia

Filmnoir, der ikke er helt sort nok.

Brian De Palmas filmatisering af James Ellroys noirklassiker, The Black Dahlia, er næsten rigtig god. Også kun næsten.

Af Søren Høy

The Black Dahlia

USA, 2006

Instruktion: Brian De Palma

121 minutter

4 stjerner

Los Angeles er filmens filmiske by. Tag hvilken som helst tidsperiode siden år 1900, og LA har myterne og dramaet, der skaber gode historier. Forfatteren James Ellroy har fat i LA. Hans historier vrider ondskaben ud og hans personskildringer reflekterer tidsånden. Referencerne er mange – film, sport, race- og klasseproblematikker. Bag det åbenlyse drama gemmer sig en stillingtagen, kritik og brutal kommentering af samfundet. Det er det sidste, der gør hans bøger svære at filmatisere. Curtis Hanson lykkedes fortræffeligt med ”L.A Confidential” (1997).

Den gamle sure filmræv, Brian De Palma, varslede sin version af mordet på den unge wannabe skuespillerinde Elizabeth ”Betty” Short (aka The Black Dahlia) for flere år siden. De Palma kan godt lide den sorte sjæl. Medaljens bagside.

Betty blev fundet i en vejkant i januar 1947, drænet for blod, tømt for indvolde – og kroppen nøjsomt skilt i adskillige dele. Se, det er virkeligheden, men det er ikke helt det, som De Palmas film handler om.

Filmen handler om to boksende cops fra drabsafdelingen, spillet af Aaron Eckhardt og Josh Hartnett. De møder hinanden i ringen, og bliver derefter partnere. Eckhardts figur har ikke bare et lig, men et folkemord i lasten. Han trækker sin unge kollega ind i sit syge liv, samtidig med at han fortrylles af det bestialske mord. Mellem betjentene er selvfølgelig en smuk kvinde, spillet af Hollywoods største talent, Scarlett Johansson, der på vaginal vis binder historien sammen. Desværre har hun fået tildelt filmens svageste figur, og forsvinder derfor ud af filmens dystre plot.

De Palma har lavet et godt stykke håndværk. Smukke scener, betagende scenografi, flot tidsbillede. Men filmen mangler det ekstra niveau, som Ellroy bøger behersker – der hvor historien træder ud i virkeligheden.

Se den alligevel. Den kan mere end de fleste mordgåder og politifilm.

The Messengers

Tror du på spøgelser?

”The Messengers” er et godt gys med masser af bøh-effekter. Filmen er designet til de ældste teenagere, der er trætte af Harry Potters briller og flyvende kosteskaft.

Af Søren Høy

The Messengers

USA, 2007

Instruktion: Oxide Pang og Danny Pang

84 minutter

Premiere i Palads (Kbh) og BioCity (Århus)

4 stjerner

Hvad gør dig bange, kære læser? Altså på film. Er det en lædermaske-psykopat med en motorsav? Eller er det Jack Nicholson med en økse på et øde hotel? Er det måske noget med Djævlen himself, der kigger ud gennem en lille piges gule øjne?

Det kunne måske også være spøgelser? Der er et eller andet med de spøgelser, er der ikke? Det er svært helt at afvise dem, selv med sund fornuft og rationelle forklaringer på det meste, der foregår.

Asiatiske filmmagere er begejstrede for spøgelseshistorier, og de har fundet en form på de psykologiske gys som absolut virker. Asiaterne skaber genkendelige universer, hvor de præsenterer os for en virkelighed og en frygt, som vi kender. Familie, hverdag og ikke mindst børn. Det er børnene, der oplever de horrible scener, og de voksne står magtesløse, uden mulighed for at beskytte børnene fra den truende parallelverden.

Hong Kong-brødrene Pang brød igennem i 2002 med ”The Eye”. En blind pige får lavet en øjenoperation, og hun får en lille ekstra skræmmende overraskelse, da hun kan se igen. Hendes nye øjne tilhørte en pige, der blev dræbt – og nu ser vores lille pige alt det, som den dræbte pige så. Enkelt og hårrejsende.

Samme enkle set-up bruger Pang-brødrene i ”The Messengers”. De er taget til USA med en historie, der udspiller sig derude, hvor drømmen om et godt liv minder mere om et mareridt.

En familie flytter ind på et udpint og forladt landsted. Farmand har en landmandsdrøm, mor vil have tryghed, teenage-datteren vil hjem til byen, og den lille dreng ser vansirede spøgelser kravle ind og ud af væggene. Der er foregået ting i det hus, som effektfuldt opklares for os med hårrejsende scener.

Det er en genre-film det her. Det er gys for gysets skyld. Så hvis nu læserne er lidt bange for spøgelser i forvejen – hvis nu læserne skal på sommerferie i ødemarken, hvor kragerne vejer 20 kilo og gør af en – så kan ”The Messengers” med sikkerhed sørge for, at man lytter lidt mere efter stemmer fra kælderen og kravlen på loftet.

The Hitcher

Gi’r du et lift?

”The Hitcher” er et remake af en film fra 1986. Den slags projekter ender sjældent alt for godt. Dette her er ingen undtagelse.

Af Søren Høy

The Hitcher

USA, 2007

Instruktion: Dave Meyers

83 minutter

2 stjerner

Hvorfor ikke for en gang skyld starte med konklusionen? Så er det frit valg, om man vil læse videre. ”The Hitcher” er lavet for at lokke teenagere i biografen. Den er for dem, der er vilde med ”Saw”, ”Hostel” og den nye latterlige udgave af ”The Texas Chainsaw Massacre”. Slasher-film kalder man dem. Eller ”Døde-Teenager-Film”. Splat og blod, masser af hvineri på grund af en psykopatisk, degenereret morder, der af en eller anden grund altid ser sig sur på en flok teenagere. Tænder man på det og de førnævnte film, så er ”The Hitcher” perfekt. Den er præcis så simpel, som genren foreskriver. Den er nøjagtig så hjernedød, at den på en absurd måde giver mening for fans af genren.

I 1986 kom den første ”The Hitcher”. Dengang gav man film løjerlige danske titler, ellers forstod vi det ikke ude i provinsen. ”På stop med en dræber” hed den. Vi var totalt eksede. Den var SÅ vild. Ung mand skal køre en bil fra Chicago til San Diego. Han tager en blaffer op, som viser sig at være en galning af en anden verden. Rutger Hauer var djævelsk i rollen som blafferen fra Helvede, der uden grund myrdede alle han mødte. John Ryder hed han. Glemmer det aldrig. Vi følte, at det kunne ha’ været os. Vi var unge, vi ville gerne køre tværs over USA – men efter den film var det slut med at tage folk op, der stod med strittende tommelfinger i vejkanten. Den var så effektiv, fordi vi så filmen gennem den unge mands øjne. Vi oplevede det, som han oplevede. Skræmmende effekt.

Nu er psyko-blafferen John Ryder så tilbage i en 2007-version. Sean Bean (Boromir i ”Ringenes Herre”) er trukket i Hauers lange oilskindsjakke, og er indledningsvis god, men når ellers ikke Hauer til sokkeholderne, hvis Hauer ellers gik med den slags. De første 20 minutter giver et par gode forskrækkelser, men ellers husker man bedst et par grinagtige, dårlige specialeffektscener og et inderligt ønske om at være 14 år igen, og se den gamle film for første gang.

Dengang var det uhyggeligt. Nu er det bare ligegyldigt.

Ninja Nonsens

14 år efter den sidste film er de fire vittige, muterende ninjaskildpadder tilbage. De kunne nu lige så godt være blevet nede i kloakken, hvor de hører til.

Af Søren Høy

Teenage Mutant Ninja Turtles

USA, 2007

Instruktion: Kevin Munroe

87 minutter

Premiere over hele landet.

1 stjerne

I 1990 kom den første film om de fire skøre padder; Rafael, Donatello, Michelangelo og Leonardo. Det er i sig selv latterligt at opkalde fire skildpadder med Finn Nørbygård-humor efter store renæssancekunstnere. Det var pinligt grinagtigt dengang. Filmen mindede om et atomholocaustmareridt, hvor alle i universet var udslettede – lige på nær en flok ninjagalninge med rygskjold og øjnmasker, der lignede Dick Turpins aflagte.

Dengang blev den forvirrende handling kombineret med en spirende skaterkultur. De talende padder skatede og hørte rap-musik og var på en løjerlig måde billeder på en nye type unge. De kom fra subkulturen – i paddernes tilfælde kloakkerne – de trodsede samfundets normer og kæmpede for retten til at være anderledes. Det gik altså lige. Ikke meget mening, men lige akkurat nok.

Siden kom en 2’er i 1991 og en 3’er i 1993. Den sidste var så vederstyggelig, at den i flere år figurerede på uofficielle lister over historiens ringeste film. I de 14 år der er gået, er Ninja Turtles blevet et fænomen, og de har fået en trofast fanskare. Dermed er der sket det pudsige, at kvaliteten er blevet sat ud af kraft. Så længe det er noget med ninjapadderne, så er det godt. Basta. Der blev lavet en elendig og muteret tv-serie, som stik mod sund fornuft og uden for pædagogisk rækkevidde blev en succes i det meste af verden. Derfor måtte der komme en 4’er på et tidspunkt. Historien er det rene nonsens. Noget med nogle portaler til fortiden, hvor ud af der kommer 13 monstre og udødelige stenkrigere. Animationen er ret kedelig og uden den stoflighed, som vi efterhånden ved, at teknologien giver mulighed for. Padderne er lige så fjollede, pizzaspisende og spejderagtige som de var dengang for 14 år siden. Måske sidder man lidt og håber, at de bliver smidt ind i den der portal til fortiden, og nogen så slukker på portal-kontakten, så vi slipper for dem en gang for alle.

The number 23

23 grunde til (ikke) at se ”The Number 23” 23 gange.

Jim Carrey er en fabelagtig skuespiller. Instruktøren Joel Schumacher ødelægger konsekvent alt, han rører ved.

Tilbage er en paranoid og usammenhængende thriller om tallet 23.

Af Søren Høy

The Number 23

USA, 2007

Instruktion: Joel Schumacher

95 minutter

2 stjerner

1. 23. Hmm. Der ER noget med det tal. Alt er 23. Alt giver 23.

2. ”The Number 23” har premiere den 23.

3. Jeg er 34 år gammel. Mine 2 børn er tilsammen 9 år.

34-9-2=23

4. Det er fascinerende. Jim Carrey er i virkeligheden til numerologi. Hans produktionsselskab hedder JC23.

5. Jeg boede som barn i nr. 39. Som voksen har jeg to gange boet i nr. 6. 39-6-6-1=23

6. Carrey spiller både hundefager Walter Sparrow og detektiven Fingerling. De to navne har tilsammen 23 bogstaver.

7. Jeg mødte min kone, da jeg var 23.

8. Jim Carrey spiller sammen med Virginia Madsen. De to navne har tilsammen 23 bogstaver.

9. Jeg spillede fodbold i 23 år, så brækkede jeg benet.

10. Agathe (Madsen) køber en bog til Walter med titlen ”The Number 23”. Der er noget lusket ved den bog. Det er som om, at alt i bogen passer på Walter liv.

11. Jeg er født den 22. kl. 1 om natten. 22+1=23.

12. Bogen handler om en detektivs besættelse af tallet 23. Gæt selv hvad Walter bliver besat af. Nemlig. 23!

13. Min far var 32, da jeg blev født. Byt rundt på tallene, så har du 23.

14. Alt giver 23 for Walter. Hvis han ganger 23 med antallet af tænder på en labrador, minusser det med rosiner i myslien, og dividerer det med cylinderne på en Ferguson traktor – så giver det 666. Ikke et rart regnestykke for en paranoid, psykotisk og overtroisk mand i midtvejskrise.

15. Der er 8 bogstaver i mit navn. Der er 3 i Danmark, der hedder Søren Høy ud over mig. 8×3-1=23

16. Instruktøren Joel Schumacher er berømt og berygtet for at have ødelagt de fleste af de 23 film, han har instrueret. ”Batman Forever” og ”Batman & Robin” får tæerne til krumme sig hele vejen om bag ved hælen – ”Phantom of the Opera” gav bare kvalme.

17. Jeg har lige genset 1. sæson af ”24 Timer”. 24-1=23

18. Der er 2 til 3 (2og3=23) forsonende elementer i filmen: Der er et parallelt mareridtsunivers, hvor Carrey er detektiv Fingerling. Det er sexet, farligt og sort. Carrey er god til at spille paranoid. Han behersker den fine linje mellem sødme og vanvid.

19. David Beckham spiller med nr. 23 i Real Madrid.

20. Måske rammer ”23” en ting i tiden, hvor de store religioner bliver afløst af personlige religioner. Hvor tal og tro giver fælles mening, og hvor videnskaberne blandes sammen, så individet får styr på personligt kaos.

21. Det her er film nr. 23, jeg anmelder for Jyllands-Posten.

22. Det er dårlig stil at afsløre slutningen i ”23”, men jeg lover jer – den stinker.

23. Jeg ser 23 over alt. Hvalsø Kommune har 46464646. Det dobbelte af 23. Ring efter den blå vogn.