Svensk 80’er punk
Af Søren Høy, Viasat Film
Bobo er en drenget-udseende 13-årig pige. Hun har klippet sit hår helt kort, med den effekt at sygekassebrillerne på sin lille næsetip fremhæves til hendes store fortrydelse. Hvis Bobo så præcis sådan ud i 2013, så ville hun være mega hip, men hendes problem er, at hun bor alene sammen med sin mandeglade mor i Stockholm i 1982. Heldigvis har hun sin gode veninde fra klassen, Klara, der har lavet en lidt slatten hanekam, som hun forsøger at stive af med håndsæbe.
De to søde tøser hører svensk punkrock på walkmanden, og bruger det meste af tiden på deres værelser, så de slipper for søskende, forældre og bedre kan fordybe sig i deres nye projekt; de vil starte et samfundskritisk punkband.
”Filmen er for alle dem, der er 13 år, alle der engang har været 13 år og alle dem der engang bliver 13 år,” fortæller filmens instruktør Lukas Moodysson.
Han er en af Skandinaviens mest interessante instruktører. Han har siden gennembruddet med ’Fucking Åmål’ (1998) bevæget sig over dystre brutaliteter i ’Lilja 4-Ever’ (2002) og mærkværdige kunstfilm som ’Et hul i mit hjerte’ (2004) og ’Container’ (2006) til en enkelt stor Hollywood-stylet produktion ’Mammut’ (2009) Ingen af de senere film har opnået de store indtjeningstal, men de har givet instruktøren et stort navn hos cineasterne, der elsker når en instruktør skider på markedskræfterne og laver sine hjerteprojekter.
Den 44-årige skånings største succeser er foruden ’Fuking Åmål’ kollektiv-filmen ’Tilsammans’ (2000), hvor han med elegant humor og legende fortælling kærligt spiddede hippie-generationens løjerligt ugennemtænkte moral og deres manglende evne til at fuldføre deres projekt om at kunne leve i samhørighed under samme tag.
’Vi är bäst!’ hedder Toronto-filmen, der blev vist foran et begejstret publikum. En proppet sal med stemmer der afslørede, at publikum fra hele verden ved, hvem Moodysson er, og at han står for unikke produktioner med sublimt skuespil og tidsportrætter. Uanset om han har bevæget sig langt ud i krogene af filmens verden, så har han en tydelig signatur.
’Vi är bäst!’ har en kærlig tone og et sympatisk generationsportræt. Ikke mindst er den et lille opråb om ikke at lade konformiteterne og reglerne overtage vores håbefulde unge. Der skal være oprør, vildskab og store drømme.
Der bør være et stort publikum, der står og venter på denne her film. Vi er jo alle sammen 13 år på en måde, som Moodysson så rigtigt påpeger det.
Sofia Coppola er et hot navn i Cannes. Hun er cool, et stilikon og hun laver film, der har tidsånd. Hun portrætterer ensomhed, ligegyldighed og manglen på åndelighed og sunde værdier. Den film de fleste husker er ’Lost in Translation’ (2003). Komisk, underfundig og med præcis indsigt i kærlighedens løjerligheder – mindeværdigt spillet af Scarlett Johansson og Bill Murray som de fortabte i Tokyos kulturelle kaos.
Det eneste som forklarede og hjalp var filmene. ”Zappa” (1983) af Bille August. Efterfølgeren ”Tro, håb og kærlighed” (1984). ”Den kroniske uskyld” (1985) af Edward Fleming. Pludselig var der nogen, der havde manualen til mig og mit liv. Pludselig var jeg ikke alene med den ufrivillige erektion i kondibukserne, lige når matematiklæreren kaldte mig til tavlen for at løse en umulig andengradsligning.
Ballings ”Midt om natten” (1984) var berusende i sit storbybillede og introducerede frigørelsen og magtdistancen, for hippierne og punken nåede aldrig til de 1500 ensomme sjæle i Spentrup, før fænomenerne stort set var ovre igen.
Søren Høy 