Monthly Archives: november 2013

Balladen om Cannes-vinderen

Af Søren Høy

Det hører til sjældenhederne, at skuespillere efter en film går i flæsket på instruktøren, og anklager ham for at være en brutal bisse. Det er absolut enestående, når det handler om en Guldpalme-vinder fra Cannes. Og det gør ikke historien mindre kulørt, at filmen har dampende hede lesbiske sexscener med delikate pikanterier og positioner i de op til 10 minutter, det enkelte samleje sagtens kan sprede sig ud over i filmen. Tro mig. 10 minutters dansende bryster og vaginal synkronisitet i nærbilleder virker intimiderende lang tid på et 200 kvadratmeter lærred.

Instruktøren af ’Adèles Liv – Kapitel 1 & 2’, franske Abdellatif Kechiche, så overordentlig lykkelig ud, da han sammen med sine to smukke hovedroller Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux stod på podiet i Cannes i maj måned. De havde lavet festivalens bedste og mest besnærende film. De havde efterladt journalister og branchefolk med røde knopper på halsen og med et stort dominerende spørgsmål rumsterende: Gjorde de det rigtigt? Det ser unægtelig sådan ud.

Kort efter premieren rasede forfatteren af tegneserien, som filmen er inspireret af. Julie Maroh mente, at intimiteten var blevet til porno og at det var useriøst og urealistisk, at de to roller bliver spillet af tydeligt heteroseksuelle kvinder og instrueret af en mand, der ikke forstår sig på lesbiske følelser.

Historien bliver ikke dårligere af, at de to hovedroller har anklaget instruktøren for at være en torturende diktator. Han optog eftersigende cirka 750 timers materiale og pinte hver en dråbe ud af sine skuespillere. Det tog 10 dage at indspille en sexscene, hvor kvinderne følte sig ydmygede og prostituerede. Han beordrede dem til at slå hinanden gentagne gange under et skænderi, og han totalt manglede respekt for dem. ”Vi vil aldrig arbejde med ham igen”, fortalte de magasinet ’Daily Beast’.

Kechiche skød tilbage ved at kalde dem forkælede med en forkert opdragelse. Desuden truede han med at kalde filmen tilbage fra alle markeder, fordi de havde ødelagt publikums oplevelse af filmen med deres udlevering af hans kunstneriske proces. ”Jeg vil lige minde om, at de er de to samme skuespillere, der græd i mine arme i Cannes og takkede mig for at få muligheden for at være med i filmen,” sagde han til The Guardian i den periode, hvor han sågar overvejede at lægge sag mod dem.

Det koster at lave stor kunst. Ingen af de involverede i denne sag ser ud til at have formatet til at indse det.

Norsk filmkrise

Af Søren Høy, Viasat Film

De står og ser lidt forvirrende på hinanden i den norske filmbranche i de her dage.

Formanden for de norske filmproducenter Leif Holst Jensen, der i øvrigt havde et kort intermezzo som kulturchef på DR for 10 år siden, undrer sig. ”Regeringen holder ikke deres valgløfter,” siger han henvendt til Erna Solbergs ny indsatte ’blå’ regering, der den 16. oktober satte sig godt og tungt tilrette i det norske Storting.

Den nye norske kulturminister hedder Thorhild Widvey. Hun er 57 år gammel. Hun var tidligere Olie- og Energiminister, og havde inden da en fin karriere som statssekretær i Fiskedepartementet. Det tætteste hun kommer på en kulturel stilling er vist, da hun var næstformand i Norges Rejselivsråd tilbage i 90’erne. Tilbage til den aktuelle sag, som den nye kulturminister har trukket ind i debatten som sin første store politiske fangst.

I denne uge blev det bekendtgjort, at Widvey fjerner 32,5 millioner kroner fra puljen af penge, som Det Norske Filminstitut formidler til norsk filmproduktion. NFI sørger for, at et vist antal film hvert år får subsidier, så der kan opretholdes en konstant produktion af film. Støtten i Norge er nu på cirka 400 millioner om året. Til sammenligning får Det Danske Filminstitut cirka 500 millioner om året.

”Vi er tilbage på 2005-niveau,” beretter Leif Holst og dermed sætter han en anden markør op.

Siden 2005 har norsk film været i markant udvikling. Man taler sågar om en ’NorWave’ – en norsk bølge af kvalitetsfilm.

Det kulminerede sidste år med Oscar-nomineringen og kommerciel succes for ’Kon-Tiki’, der blev set over det meste af verden.

På den kunstneriske side af hegnet er Joachim Trier den instruktør, der er tættest på at blive Cannes-vinder. Han laver film i særklasse. ’Oslo, 31. august’ kan anbefales.

Norske film har de senere år taget cirka 25% af markedet i Norge med et samlet billetsalg på over 2,5 millioner. Det er kun Danmark og Frankrig, der kan prale med tilsvarende tal.

Den aktuelle nedskæring af støtte til norsk film betyder, at den årlige produktion falder med mellem fire og syv film.

I Danmark ville en tilsvarende nedskæring være en katastrofe for den nationale produktion. For kultureksporten, for branchen og ikke mindst for publikum.

Til alt held har vi i Danmark tradition for, at de skiftende regeringer har været bekendte med filmens afgørende kulturelle betydning.

Malmros og Mig

Af Søren Høy

Man kan tale længe med Nils Malmros. Så længe samtalen handler om Nils. Malmros er dybt interesseret i sine film, sine synspunkter og sine meritter.

I 2009 gav jeg hans film ’Kærestesorger’ en middelkarakter, da jeg mente, at filmen havde forbløffende lidt på spil, hvilket ikke var den standard, Malmros havde vænnet publikum til gennem 40 år.

Kærestesorger

Hans reaktion var, at fortælle mig om alle dem, der havde givet filmen en langt bedre modtagelse. Underforstået at jeg tog fejl. Den konfrontation er der ikke mange, der tager. De accepterer nødtvunget en lunken anmeldelse, og ville aldrig løbe efter deres egen retfærdighed. Det gør Malmros.

Den århusianske auteur er enestående i dansk film. Hans gamle ven, producenten Ib Tardini (’Bænken’, ’Italiensk for begyndere’), spurgte ham engang, om han ville lave en Dogme-film. Et friskt spørgsmål til manden, hvis integritet og vilje er forbilledlig, og det blev naturligvis affejet. Malmros har aldrig leflet for noget. Malmros er ligeglad. Ligeglad med trends, tendenser og tidens tand. Malmros er dog ikke ligeglad med Malmros. Det er ham, som Malmros interesserer sig for, det er ham, hans film handler om.

En klog mand sagde engang til mig, at en god film enten handler om konsekvensen af liv eller årsagen til døden.

Det handler Malmros’ film om.

Siden 1973 har han lavet adskillige markante værker, der står tydeligt i den nationale filmhistorie. Det er svært, det er urimeligt, at fremhæve nogen for andre – de er alle sammen led i livets kæde, og det er den kæde, der forbinder Malmros’ liv. Hans liv er reflekteret i fiktionen. Hans barndom, hans ungdom, hans far, hans ægteskab, livet og døden.

Det er et imponerede livsværk, hvor Mester Malmros med styrke og præcision har styret filmene efter hukommelse og deterministisk fornemmelse for sin egen historie.

Han er den mest personlige og mest selvudleverende filmmager, vi har i Danmark.

I tiden fremhæves den norske forfatter Karl Ove Knausgaard for sit mammut-værk ’Min Kamp’, hvor han minutiøst gennemgår sit tyngede liv. I Norge er man sågar begyndt, at kalde det ’at Knause’, når man går i selvsvings-egoanalyse.

Inspireret og som en afsluttende hyldest til Nils Malmros og hans afgørende, imponerende livsværk, vil jeg gerne introducere begrebet ’at Malmrose’. Betydningen må I selv beslutte sig for, når I har set ’Sorg og Glæde’ og hans øvrige 10 spillefilm.

Rum-revolution i 3D

Af Søren Høy

’Gravity’ er årets bedste film. Og hvorfor er den så det?

Det er den fordi, at den både teknisk og historiemæssigt er dybt betagende.

Instruktøren Alfonso Cuarón, hans mesterlige fotograf Emmanuel Lubezki og ikke mindst special effects designer Tim Webber, har skabt det umulige; nemlig at konstruere en filmoptagelse, hvor begge skuespillere i stort set alle scener er i vægtløs tilstand.

Teknisk er filmen en revolution. Aldrig før har 3D-mediet tilført en film samme mulighed. Her er vi inde bag hjelmen og dragten sammen med Bullock i hendes tumultariske rum-mareridt, hvor publikum konstant overraskes og udfordres. Både handlingsmæssigt og eksistentialistisk. Hvad tror man på, når man ser Jorden fra rummet?

Lubezkis overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviser, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen dybe lag.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

teknisk revolution, en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

Andre instruktører har brugt teknikken til at udvide filmens historie, skuespil og ikke kun styrket oplevelsespotentialet. Bedste eksempel er Martin Scorsese med ’Hugo’. Scorsese er normalt til gangstere og brutalitet, men denne gang ramte han eventyret og magien.

Scorseses overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviste, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen flere lag.

Den tyske mesterinstruktør Wim Wenders gik nye veje, da han forrige år lavede dansedokumentaren ’Pina’ om en legendarisk tysk performancekunstner. Hun reformerede dansen, og Wenders gjorde det samme for dokumentarfilmen med sit eksperiment, som ramte en målgruppe, der normalt bevæger sig langt væk fra multiplex-biografernes popcorn-skyer. De modne biografgængere tog letvægtsbrillerne på, og blev udsat for ro, refleksion og dans. Pludselig kunne det segment ikke påberåbe sig, at 3D kun er for de unge.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

Det samme gjald Ang Lees Oscar-vinder ’Life of Pi’. Filmens centrale handling foregår på en redningsbåd, hvor en ung inder er havnet sammen med en bengalsk tiger.

Det giver muligheden for at lege med virkeligheder og naturens overraskende, spirituelle og lunefulde væsen.

Tarok i dødssporet

’Tarok’ åbnede med 23.000 solgte billetter i weekenden. Oven i det skal der adderes 18.000 billetter i forpremierer, der er blevet afholdt op til premieren.

De 23.000 er de interessante. Filmen er blevet vist i 112 biografer i fire dage – hvis man regner med 3-4 visninger per dag per biograf, så svarer det til, at filmen er blevet vist cirka 400 gange siden torsdag morgen.

Det giver et gennemsnit på 55 gæster per visning.

Forpremiererne er et godt sted, at hente et pænt publikum. Dels krydres forestillingerne gerne med instruktører eller skuespillere, så der er lidt ekstra på billetten. Tallet der kommer ud af det, skal ses i lyset af, at der endnu ikke er kommet anmeldelser eller meget foromtale ud endnu.

Tarok ser ud til at få det svært.

Åbningsweekenden betyder mere og mere. H

vis en film ikke rammer publikum rent, får den svært ved at hente det ind senere.

Sagen er kort den, at hvis få har set den, er der igen få, der kan promovere den via anbefalinger til venner eller via sociale medier.

Dernæst er konkurrencen så hård, at der allerede på torsdag kommer et kuld nye, gode film, der kommer til at overtage de gode sale i landets biografer. I denne uge er det ’Gravity’ – en af årets bedste film – og ’The 5th Estate’ om WikiLeaks. Specielt førstnævnte bliver svær at konkurrere med.

’Tarok’ er løbet (det er svært at holde sig fra diverse heste/trav metaforikker) ind i fem store problemer:

– Den fik generelt en skidt modtagelse i torsdags.

– Dens markedsføring har været pauver.

– Kvinden i buret sælger helt vanvittigt.

– Den har ikke en tydelig målgruppe.

Og sidst men måske vigtigst:

– Filmen er forsøgt solgt på, at ’Tarok’ gav nationen håb og fællesskab.

Det er mega svært, at sælge noget på et følelse, der ikke længere eksisterer. Dels er hesten død og dels var det dengang, at den gav et fællesskab.

Hvis den slags skal findes frem igen mange år senere, skal det være tydeligt personificeret og genkendeligt (Dirch, Hvidsten Gruppen, Spies & Glistrup). Og med al respekt for Taroks store hestebegavelse, så mangler netop det element.

Med en åbning på 23.000 ligner det et billetsalg på cirka 150.000 (hvilket heller ikke er skidt i disse tider) med mindre der sker et lille mirakel med en slutspurt ude fra dødssporet.