Monthly Archives: november 2012

Oscar-ræset er skudt i gang.

Der er 14 uger til den gyldne dørstopper uddeles i Dolby Theater i Los Angeles. Kapløbet om verdens mest prestigefulde filmpris er dog allerede startet, for lige nu gør filmselskaberne alt, for at få deres film nomineret.

AF SØREN HØY

Det er efterhånden helt normalt, at et selskab bruger op mod $10-15 millioner på at få en film med til Oscar. Pengene bruges på annoncering, plakater, udsendelse af DVD’er til akademimedlemmer, lækre middage for udvalgte honoratiores – alle tricks gælder på filmens slagmark. Hele branchen tjener på en kampagne. Alle fra tv-kanaler til plakatophænger. I sidste ende handler det om penge. En film som ’Slumdog Millionaire’ (2009) havde indspillet $44 millioner før Oscar, og endte med en total på $377 millioner. Hele verden vil se en vinder, så derfor kan promoverings-investeringen hente sig hjem mange gange. ’Kongens Tale’ (2011) var projekteret til at lave $30 millioner, da den blev lavet. En lille håndfuld Oscars senere hentede den cirka $450 millioner. Imponerende og tankevækkende.

En film kommer med i spillet om de mange dollars ved, at selskaberne indstiller deres film i de forskellige relevante kategorier. Dernæst kan tidligere nominerende eller vindere i den enkelte kategori, for eksempel de 375 instruktører, nominere i netop instruktionskategorien, og ikke andre kategorier.

Det giver i reglen fem nominerede i hver kategori. Derefter kan alle stemme i alle kategorier. Det er ikke så kringlet, og det virker som et fair system, for det er fagfolk, der i første omgang giver bud indenfor deres respektive ekspertiser.

Der er 5783 stemmeberettigede. Skuespillerne er de mest dominerende i akademiet med 1311 medlemmer. Man kan komme med i det fornemme selskab, hvis man har vundet, været nomineret eller hvis man er blevet foreslået af et medlem, fordi man har ydet et unikt bidrag til sit fagområde.

Medlemmerne kan naturligvis manipuleres, de kan præges.

Husk at det er mennesker, der stemmer. Laves der en hype, et buzz, hvis er der en film, som alle taler om – film som kan påvirke en politisk tilstand eller som kan

Billedresultat for The Hurt Locker
The Hurt Locker

manifestere filmbranchens uafhængighed fra de kommercielle interesser. Den slags virker – som da ’The Hurt Locker’ vandt over ’Avatar’. Vinderen havde cashet $14 millioner ind. Taberen havde rundt $2,3 milliarder. Triumfen for den lille anti-krigsfilm betød i øvrigt et DVD-salg på hele $31 millioner. Uhørt for en kunstfilm, men en Oscar på coveret kan gøre underværker.

Den danske ’En Kongelig Affære’ kommer til Oscar.

Jeg er helt sikker.

Er vi heldige kommer den både med i ’Bedste ikke-engelsksprogede film’ og ’Bedste Kostume’.

Taktikken med den film har indtil videre virket. Den er blevet sluppet løs på det Nordamerikanske marked efter et par fantastiske festival-visninger. Først ved Telluride i Californien og blev dernæst ved den vigtige Toronto Festival, hvor Akademi-medlemmerne sidder bænket op for at se de bedste film fra Europa. Som kun en af tre film fik den en stående ovation, hvilket hyppigt bliver omtalt i de amerikanske medier. Hvad betyder det? At folk husker den. At den bliver i de stemmeberettigedes bevidsthed. At den har bevist sig overfor et krævende publikum.

Lige nu promoveres den heftigt af den amerikanske distributør, Magnolia Pictures, som pumper den ud til Akademi-medlemmerne. Det er interessant at følge Magnolias arbejde. Det er direkte marketing, det er kun målrettet mod dem, som kan stemme. Hvis den kommer med, hvis den vinder, så skal publikum nok finde filmen. Med cirka 40 millioner tv-seere i USA og adskillige hundrede millioner på verdensplan, findes der ikke bedre marketingsplatform end podiet til en Oscar-show.

Den 10. januar 2013 bliver nomineringerne offentliggjort – og priser uddeles den 24. februar. Lige nu foregår en benhård positionering af de film, som vi kommer til at se til uddelingen af verdens vigtigste filmpris.

Bioanmeldelser

Life of Pi, inst: Ang Lee

Utrolig film af Ang Lee baseret på bestselleren af Yann Martel. Kedelig i struktur og spil – poleret og kunstig i alt det, der er fra den nutidige verden. Langtrukken og fjollet, wannabe global uden at kunne det. Men… Men… Hjertebanken… Våde øjne… Så er der scenerne til søs, hvor knægten Pi efter et skibsforlis isoleres på en redningsbåd med en Bengalsk tiger ved navn Richard Parker. Visuelt forbløffende, overraskende, fantasifuldt, spændende. 3D som aldrig set før, beskæring og dynamik i effekter og klip er muligvis aldrig bedre udnyttet indenfor den spirituelle og magisk genre.

4


Hobbitten – en uventet rejse, inst: Peter Jackson

Det giver knapt mening, at anmelde første del af trilogien om den lille Hobbit, Bilbo Sækker, der drager med dværgene for at tilbageerobre en bord, som en drage i fordums tid har tiltvunget sig. Hmm. Der er gået stort eventyr i den, og det garneres med sange og referencer til den serie, som vi allerede kender med Frodo.

Der er ikke styr og interesse for historien i filmen, men teknikken og rutsjebaneturen sammen med den komiske flok er kræs for kendere – og henvender sig vel mest af alt til dem, der savner fornemmelsen og stemningen fra Ringenes Herre-trilogien. Jeg er ikke en af dem, og havde tre ret hårde timer, dog med undtagelse af et par drabelig slag, hvor både 3D og 48-billeder-per-sekund-sensationen virkede efter hidsig hensigt.

Den kan nok kun sammenlignes med de tre tidligere film fra Midgård – og i den sammenhæng står den svagt.

4


Killing Them Softly, inst: Andrew Dominik

Brad Pitt i en sønderlemmende kritik af USA. Med valget mellem McCain og Obama som bagtæppe møder vi et sort gangster-univers, den dyrker Pitts forestilling om USA. Alle lover ændringer, men gangsterne på gaden ved, at de er sig selv nærmest. Ingen hjælper dem når lokummet brænder. Det er hans indstik i debatten om ansvarlig økonomisk drift af det store land. ”USA er en stor forretning, så giv mig mine penge,” siger hans figur i filmen.

5


End of Watch, inst: David Ayer

Moderne, realistisk og minimalistisk cop-film om herlighederne i Los Angeles – narko-karteller, traffiking og lidt drab hist og her. Filmen er ledsaget af en teknisk side, hvor betjentene filmer sig selv om hinanden. Det forvirrer mere end det gavner – og snupper desværre en stjerne fra en ellers spændende film.

4


Room 237, inst: Rodney Ascher

Konspiratorisk og forvrøvlet analyse af Stanley Kubricks ’The Shining’, hvor alt fra Holocaust og månelandingen til udryddelsen af den oprindelige amerikanske befolkning flettes ind. Underholdende på galimatias-niveau – men ikke en dokumentar, som man bør tage for alvorligt.

2


Operation Argo, inst: Ben Affleck

En af årets film – uden tvivl. En fantastisk historie med humor, politisk undertekst og et tidsbillede fra 1980, der interessant nok minder om verden i dag.

Ben Affleck har udviklet sig til en præcis instruktør med dramaturgisk timing og stor fortælleevne.

5


Skyfall, inst: Sam Mendes

Skarp politisk Bond uden så mange tekniske og romantiske sidespring. Den bedste Bond i 40 år.

5


The Act of Killing, inst: Joshua Oppenheimer

Manipulerende og tankevækkende dokumentar hvor bødlerne for tusindvis af politiske drab rekonstruerer fortidens synder.

5


Searching for Sugar Man, inst: Malik Bendjelloul

Rørende portræt af en verden i forandring – fortalt gennem jagten på den mytiske visesanger, Sugar Man.

5


Viceværten, inst: Katrine Wiedemann

Spirituel og religiøs fabel fortalt fra Danmarks beton-baggård. Lars Mikkelsen er hele filmen værd.

4


Talenttyven, inst: Jonathan Spang

Sjovt set-up med mange gode figurer giver aldrig rigtig mening.

2


Sover Dolly på ryggen, inst: Hella Joof

Der var intet for mig i denne her film – men humor er jo individuelt. Nikolaj Lie Kaas redder, hvad reddes kan.

2


Lawless, inst: John Hillcoat

Super cool og maskulin historie fra dengang, hvor verden var brutal og fællesskabet blev afgjort over en flaske hjemmebrænd og et skarpladt gevær.

5


Palme, inst: Kristine Lindström og Maud Nycander

Stærk dokumentar om tabet af den skandinaviske uskyld og drabet på et politisk ikon, som stadig er indhyllet i mystik. En absolut film for alle med mening.

5


Ted, inst: Seth MacFarlane

Årets sjoveste komedie. En total syret og barnlig, ubehøvlet og vulgær herlighed. Bedre fås det næsten ikke.

5


Kapringen, inst: Tobias Lindholm

Globaliseret, aktuel og hamrende troværdig skildring af en kapring og en forhandling. Modigt fortalt og konsekvent formidlet med fornemmelse for både følelse og detonerklar spænding.

5


Far Til Fire til Søs, inst: Claus Bjerre

Lulu 8 år: Den er bedre end anmelderne synes. Og næsten lige så god som ”Far til Fire på Japansk”.

4


Looper, inst:

Fyret ud på markedet som en ny Matrix. Det er den desværre ikke – men et par gode ideer henter en hæderlig og underholdende actionfilm hjem.

4


Savages, inst: Oliver Stone

Stone på høj oktan med stoffer, sex og store guns. Lækker stil men ikke det store indhold.

3


Taken 2, inst: Olivier Megaton

Liam Neeson som aldrende agent er god, men resten er gentagelse af 1’ere og kun spændt op af herlig fysisk action.

3


Den Skaldede Frisør, inst: Susanne Bier

Man hygger sig fint i selskab med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan, men resten af filmen er en løjerlig fisk, som ikke smager specielt spændende.

3


The Bourne Legacy, inst: Tony Gilroy

Sjovt at Jeremy Renner spiller rollen som superagent med homo-undertoner. Det er nyt! Ellers minder den om de andre Bourne-film bare uden Matt Damon og den energi, som den tidligere instruktør, Paul Greengrass, er mester i.

4


You & Me Forever, inst: Kasper Munk

Reflekteret og modigt billede af de unge teenage-pigers famlen rundt med de forbandede følelser. En film man bør se, hvis hormonerne drøner rundt som om, man er fanget i den ondeste karrusel, der er gået i flerårig selvsving.

4


Obamas Hollywood

Støvet fra valget i USA er ved at lægge sig over prærien, og Barack Obamas støtter i den magtfulde filmindustri ånder lettet op. Obamas stjerner laver de afgørende film og vinder de store priser i de her år.

AF SØREN HØY

Ben Afflecks film ’Operation Argo’ får premiere i dag i de danske biografer. Den ser lige nu ud til at være favorit til at vinde en Oscar for bedste film, når den prestigefulde pris bliver uddelt den 24. februar 2013 i Dolby Theater i Los Angeles.

Affleck er en væsentlig person i den nye meningsgeneration, som er trådt frem på scenen indenfor de senere år. Fælles for de politisk aktive stjerner er, at de coole, de er lækre, de skaber de nye, afgørende film og de tør eksponere deres holdninger – noget der for få år siden var lig med udslettelse i Hollywood.

Siden slut-70’erne har doktrinen i den store filmby været, at man absolut ikke skulle mene noget om politik. Det ville, sagde man, ødelægge forholdet til publikum, som ville afskrive en stjerne med den forkerte holdning.

Hollywood blev langsomt apolitisk. Filmene manglede kant, kommentering og vilje til at ændre og påvirke sit publikum. Skal en film det, kan man passende spørge? Det skal den naturligvis. Filmen er en massiv og stærk kommunikationsform, og den ægte filmskaber har muligheden for at bruge sin kunstform til at fortælle historier, der rækker langt ud over lærredet. Film der lærer os noget om det samfund, vi lever i – film der ændrer vores syn på verden. Det er absolut de film, der kommer til at bestå.

Den apatiske stemning i Hollywood ændrede sig, da George W. Bush fik pladsen for bordenden i Det Ovale Kontor i januar 2001. USA blev samme år terror-angrebet den 11. september, og kort efter gik landet i krig. Med andre ord var der skabt en ny fjende og nationen ændrede sig. Mange kunstnere mente, at stemningen mindede om 1950’erne, hvor den berygtede senator Joseph McCarthy jagtede kommunister i Hollywood og spredte rædsel med sine inkvisitoriske høringer, hvor udleveringerne smadrede karrierer for dem, der blev udpegede som rødlige i den politiske kant.

I 2001 blev virkeligheden, at hvis man forsøgte at tale fornuft, så var man ikke patriot, der ville have hævn over alle med turban.

Superstjernen og stilikonet George Clooney reagerede kraftigt på situationen i USA. Han instruerede og betalte for den lille film ’Good Night and Good Luck’, der lavede en direkte analogi mellem McCarthyismen i 50’erne til Bush’s nationalistiske retorik i det nye årtusinde.

Clooney blev nomineret til adskillige Oscars, budskabet kom ud og på samme tidspunkt opstod der en gruppe af nye meningsdannere.

Velklingende navne som Leonardo DiCaprio, Matt Damon, Scarlett Johanson og Brad Pitt blev bakket op af de solide Steven Spielberg, Jack Nicholson, Sean Penn, Tom Hanks og Meryl Streep. Pludselig stod eliten med det trumfkort, at de kunne tale direkte til både unge og gamle amerikanere. De sociale medier og et meget proaktivt produktionsmiljø i Hollywood gjorde, at både instante meninger og politiske film med store stjerner på plakaten piblede frem. Alt sammen som en direkte reaktion på et politisk ledelse, som underkendte meningsudvekslingen og den sunde debat.

Derfor var det yderst nødvendigt for denne gruppe af stjerner, at Obama blev valgt. Det handler om den identitet, de har bygget op over 10 år som meningsdannere. De vil gøre en forskel, og de vil høres.

Stjernerne har samlet millioner af dollars til Obamas kampagne, de udtaler sig kontant om hans indvirkning på landets udvikling. De tager et ansvar for den position, som de har via deres stjernestatus.

Mon ikke Obama får en tak eller to fra podiet til Oscar-festen om 3½ måned? Det er hans markante støtter, der bliver nominerede til de vigtigste priser – med Ben Affleck i spidsen.