Monthly Archives: oktober 2014

Folkets Film

Vi skal til at lære noget nyt i Danmark.

Vi skal crowdfunde.

Crowdfunding betyder, at flokken finansierer. Og i denne sammenhæng er vi, borgerne og brugerne, flokken.

Vi skal til at investere små eller store penge i projekter, som vi interesserer os for.

Det kan være initiativer og ideer, der ligger udenfor de vanlige støttesystemer, og som ikke kan komme forbi de kræsne gatekeepers, der sidder og varetager offentlige midler eller fondenes snævre rammer og muligheder for at få finansiering til et projekt.

Den slags er aldrig nemt. Specielt ikke i et land hvor vi traditionelt ikke opfatter kunst og kultur som noget, vi ikke skal investere vores egne penge i – lige med undtagelse af udgiften til entrebilletten.

Vi har vænnet os til, at statens puljer sørger for, at vi får et konstant flow af spillefilm, Tv-produktioner og dokumentarfilm.

Crowdfunding er folkets mulighed for at være med til at præge hvad, der bliver produceret. Vi bliver medproducenter og medskabere. Vi bliver involverede i udbredelse af viden og interesser.

Sagen i Danmark er desværre den, at Tv-kanaler og diverse konsulenter generelt spiller sikkert. DE giver helst giver penge til ting, der kan blive brede succeser. Det er forståeligt, for de har et konstant publikumskrav at forholde sig til. De skal notorisk forholde sig til seertal og billetsalg. Man kan sågar argumentere, at det med den nuværende stramme økonomi er naivt, hvis de ikke forsøger at få så meget for deres støttekroner som muligt.

I lande som England og Australien bliver der crowdfunded til alle mulige projekter. Ikke kun kunst og kultur – men alt fra iværksætterprojekter over produktion til konferencer.

Et nyligt eksempel fra filmens verden er en australsk dokumentarfilm om børn, der har forældre af samme køn. Det offentlige system mente ikke, at det var en relevant historie – men det mente folket, så på kort tid havde de med donationer svarende til fra 100 til 10.000 kroner fået samlet en million, og dermed fået en film i produktion.

Mit skøn er, at vi om få år vil opfatte crowdfunding som en helt naturlig del af vores demokratiske pligt.

Vi kommer til at tage ansvar for de væsentlige historier, der bare venter på at blive fortalt, og vi bliver afgørende for at en ide bliver til realitet. Den tilfredsstillelse, det ansvar og den deltagelse, er på mange måder større end blot og bare at betale ved kassen, når vi går ind i biografens mørke.

 

 

Vi elsker krimi

545.428. Så mange har på 16 dage set ’Fasandræberne’ i de danske biografer. Den hamrer derudaf i hele landet. I 130 sale stimler vi sammen for at se Carl Mørck få bank med en jernstang, blive skudt på, kørt over psykisk og ikke mindst drive alle i sit nærvær til vanvid med sin egocentriske styring af den karriere, der styrer alt i hans liv.

Tallet 545.428 er imponerende. ’Fasandræberne’ er den film, der har solgt flest billetter på premiereweekenden, og den er nu den film, der hurtigst har nået over en halv million solgte billetter.

Billedresultat for afdeling q filmJussi Adler-Olsens serie om ’Afdeling Q’ har solgt på den pæne side af 1,7 millioner eksemplarer i Danmark og over syv millioner på verdensplan, og det gør historierne til toptunet atomdopet træk-æsel for filmene. De er allerede ved premieren sikret kendskab og forventning. Publikum kender figurer og historier, og de glæder sig tydeligvis til opleve de levende billeder, selvom de ved, at der er lavet markante ændringer i forhold til bøgerne og at film kun tillader en brøkdel af de observationer, som en bog kan fordybe sig i. Men vi er ligeglade med den slags detaljer. Vi vil underholdes, og det skal være i hyper effektivt krimi-selskab med velkendte universer.

Billedresultat for Kvinden i buretSidste år i oktober kom ’Kvinden i buret’. Den nåede at runde 728.000 solgte billetter og et markant DVD-salg, og allerede inden filmens premiere var filmholdet i fuld gang med at optage ’Fasandræberne’. Den skulle ud nøjagtig et år efter den første film, så serien holdt momentum og interesse hos publikum.

For nuværende er der ikke seriøst nogen konkurrenter til Carl Mørcks drabelige løjer. Landets filmselskaber er enten ikke lykkedes med at købe de rette filmatiseringsrettigheder fra landets spændingsforfattere.

Det virker oplagt at kaste sig over Jesper Steins Nørrebro-trilogi om den hærgede cop Axel Steen, Sara Blædels udspekulerede feminine universer eller Lars Kjædegaards provins-noir.

Jussi Adler-filmatiseringerne bekræfter, at succes på lærredet ikke handler om højlitterære kvaliteter. Det handler om fascination og spænding. To meget stærke og afgørende argumenter indenfor den underholdende genre.

Den gode krimi har alle muligheder for at blive den næste samlende faktor i dansk film. Publikum prøver i alle tilfælde meget tydeligt at fortælle filmbranchen, at de er klar til mere.

Danmarkshistorien i dramatisk fremstilling

Debatten om ’1864’ er stort set lige så underholdende som serien. Jeg kan dog forestille mig, at meningerne blandt politikere og andet godtfolk har den modsatte dramaturgi end de otte afsnit. Hvor serien formodentlig topper i slutningen af afsnit syv med en voldsom cliffhanger til otteren, vil debatten sikkert toppe lige rundt andet afsnit, hvor vi for alvor bliver konfronterede med nationalisme, sigøjnere og ikke mindst åndsaristokratiets og politikernes drømme om storhed på nationens vegne.

Hver gang en instruktør forsøger at dramatisere historiske begivenheder, giver det god grund til få vendt bunken af fortolkninger, forskning og folklore.

Vi ved kollektivt en masse om vores fælles historie. Det betyder selvsagt, at der findes voldsomt mange indholdseksperter.

Ud over de certificerede eksperter er vi, publikum, som oftest ret vidende om historieske emner. Det interesserer os.

Hvis man nu som instruktør vil dæmme op for akkuratessens kritik er det klart det nemmeste, at vælge et emne, der ikke lægger sig tæt op af historier, der har sit udgangspunkt i en historisk veldokumenteret begivenhed.

’Matador’, ’Krøniken’ og ’Borgen’ er nyere tids bedste eksempler på serier, hvor de politiske budskaber ligger i analysen og fortolkningen. De er inspirerede af vores fælles historie, men kan ikke klandres for at være upræcise, lemfældige eller tilfældige. Hvis de nævnte serier ellers holder sig til mærkedatoer i Danmarkshistorien, så tilgiver vi resten.

Billedresultat for Hvidsten Gruppen filmFor to år siden havde ’Hvidsten Gruppen’ premiere. Den solgte cirka 765.000 biografbilletter, og blev en af de senere års største succeser. Kritikerne kaldte fortællingen for nationalistisk og patriotisk. Andre hyldende den for ramme tidens ånd og indramme krigens gennemsyrende indvirkning på de danske familier.

I 2. Verdenskrigsfilm er enige om, hvem fjenden er. Klask et hagekors ind, og vi har en klar ide om, hvem vi skal holde med.

’1864’ bærer det nationale skurke-dilemma, at pilen peger på os selv. Det kræver selvindsigt og selvransagelse at se dramatiseringer af historien, hvor vi selv bliver stillet til ansvar.

Mit bedste bud er, at vi skal igennem en tilsvarende omgang historisk bezzerwizzer, når der til marts er premiere på ’9. april’, der handler om dagen i 1940, hvor tyskerne besatte Danmark.

Skyld, ansvar og nationalidentitet vil præge debatten hver gang, at vi dramatiserer vores lille lands store historier.

Det blodrøde Melodi Grand Prix

334 millioner kroner. Det er den endelige bon, for at København i maj måned kunne afholde ‘Eurovision Song Contest’. Begivenheden er bedre kendt som Melodi Grand Prix. Et folkeligt paradenummer der efter planen skulle profilere København til millioner af TV-seere. En uge med glimmer, kostumer og shows, der var budgetteret officielt til 33 millioner kroner. Selskabet bag eventen er Wonderful Copenhagen. En organisation der har til formål at promovere hovedstaden og tiltrække store events til byen.

Denmark_Eurovison_S_882078yhttp://politiken.dk/kultur/medier/ECE2417699/eurovision-kostede-334-millioner-kroner/

Regnskabet og fyringerne

I starten af august fremlagde Wonderful Copenhagen regnskabet for disko-festen, der blev afholdt i de ombyggede B&W-haller på Refshaleøen i København.  På sidste side fremgår det, at det i stedet for de budgetterede 33 millioner kostede 117 millioner kroner.

Konsekvensen blev en ydmygelse af turistorganisationen, der både fremstod amatøristiske i deres projektledelse og økonomistyring. Eksempelvis var der i budgettet kun afsat 400.000 kroner til varme og aircondition under afholdelsen i B&W-hallerne, men regningen er endt på omkring 10 millioner kroner. Det fremgår af regnskabet, der blev offentliggjort af Region Hovedstaden

B&W  B&W hallerne

http://www.regionh.dk/topmenu/Nyt_Presse/Nyheder/Arkiv/Regionspolitikere+skuffet+over+nyt+regnskab+for+Eurovision+Song+Contest.htm 

Konsekvensen for organisationen bag blev, at direktør i Wonderful Copenhagen, Martin Bender, blev ofret af sin egen organisation. Hverken økonomidirektør Trine Ryberg Fromberg eller den overordnede direktør  Lars Bernhard Jørgensen fik yderligere påtale. De lod Bender om skylden. I alle tilfælde lige indtil denne uge, hvor der kom nye sandheder frem.

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Medier/2014/10/03/084944.htm 

Scene
Danmarks dyreste scene

DRs rolle

DR producerede og sendte showet. Deres udgift endte med at blive cirka 190 millioner kroner. Det kom først frem i denne uge, hvor DR efter politisk pression blev nødt til at fremlægge regnskabet for festivitassen, som Wonderful Copenhagen indtil da havde taget the heat for. DR havde fremstået udelukkende som indholdsleverandører og tilrettelæggere af det store kolorerede sangevent. Løjerligt nok havde ingen indtil da interesseret sig for DRs rolle, deres brug af licensmidler og ikke mindst deres dominerende position i forhold til Wonderful Copenhagen.

http://politiken.dk/kultur/medier/ECE2416366/politisk-flertal-kraever-eurovision-dokumenter-udleveret-af-dr/

Lige så løjerligt ville DR i første omgang ikke udlevere tallene af konkurrencehensyn. Det stank af konspiration og forputtelse af sandheder. Det undrer, at DR ikke i efter-matematikken ikke havde format og taktisk evne til, at offentliggøre deres tal, nu da Wonderful Copenhagen allerede var afslørede i lemfældig omgang med offentlige midler.

Det ukendte lån

I DRs dokumenter fremgår det, at Wonderful Copenhagen havde lånt cirka 33 millioner af DR i ugerne op til afviklingen. Lånene var optaget uden bestyrelsens vidende. Bag aftalerne var direktør Lars Bernhard Jørgensen og nu afgåede bestyrelsesformand Michael Metz Mørk. For de uindviede er de meget magtfulde i det danske kulturliv. Mørk er formand for adskillige bestyrelser, blandt andre Bikuben Fonden, og Jørgensen har efter 20 år for bordenden i Wonderful Copenhagen overlevet fem regeringer, kriser, opture og Københavns udvikling fra smørrebrøds-provins til Scandi-cool metropol.

Lars Bernhard Jørgensen
Lars Bernhard Jørgensen

http://politiken.dk/kultur/filmogtv/mgp/ECE2418008/eurovision-bestyrelse-kendte-intet-til-dr-laan/

DR vasker hænder

Politikerne kræver flere fyringer i turistorganisationen. Pilen peger på Jørgensen og et efterspil for Mørk, der sad med fyldepennen, da lånet fra DR skulle signeres. Samtidig mener DR ikke, at de har lavet fejl. De anerkender ikke, at de har lagt betydeligt pres på Wonderful Copenhagen i konstruktionen af showet i hallerne, der ikke er bygget, beregnet eller designet til et TV-show med mere end 50 kameraer, drejescene og fyrværkeri.

Det har selvsagt provokeret i krateret hos Wonderful Copenhagen, hvor man mener, at man har taget rigeligt med kuglerne fra pressen, politikere og hovedstadens befolkning, der de kommende fem år vil lide tydeligt på grund af underskuddet. Samtlige penge fra udviklingspuljerne til Københavns kulturliv er inddragede til at dække hullet i regnskabet.

http://politiken.dk/kultur/filmogtv/mgp/ECE2418655/wonderful-copenhagen-paa-bagbenene-dr-skal-offentliggoere-alle-dokumenter/

Blod på dansegulvet

Michael Metz Mørk
Michael Metz Mørk

Vi har ikke set de sidste fyringer i denne her spegede sag. Flere af de senere års mest markante kulturaktører får revet et par ordner af skuldrene, DRs chefer får en eftersidning hos Kulturministeren og de stakkels medarbejdere hos Wonderful Copenhagen og DR kan se frem til flere fyringer, nedskæringer og generel afstraffelse på grund af lemfældig ledelse og manglende overblik over en begivenhed, der er glemt af alle – måske lige med undtagelse af den skæggede dame, der vandt et 334 millioner kroners Melodi Grand Prix.

Det danske gys

’Dannys Dommedag’ indskriver sig ved dagens premiere ind på en den relativt korte liste med danske gyserfilm. Det er ikke en genre, som vi traditionelt er særligt gode til, og det er lige så sjældent, at publikum honorerer de danske gyserfilm med hysterisk opmærksomhed.

Martin Barnewitz, der har instrueret ’Dannys Dommedag’, har før hjemsøgt publikums frygt med genkendelig uhygge. ’Kollegiet’ fra 2007 blev en sjælden lille succes med cirka 76.000 solgte billetter. Anmeldelserne var middelmådige, men den ramte teenagerne, der ellers normalt må nøjes med billige effekter og bikini-piger med blodet løbende ned af kroppen i amerikanske horror-film.

Filmhistorisk skiller tre film sig ud.

Carl Th. Dreyers ’Vampyr’ fra 1932 er stadig en film, alle fans af genren bør gennemgå billede for billede. Bedre psykologisk studie af den mytologiske, klassiske vampyr findes ikke.

Billedresultat for NattevagtenOle Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994 står stadig i dag som den eneste egentlige danske mainstream gyser-succes. Den solgte 465.000 billetter, og var i høj grad medvirkende til kickstarte dansk films succes op gennem 90’erne.

Seneste vellykkede, hårrejsende og koldt-rislende nationale gys var Lars von Triers ’Antichrist’ fra 2009. De 82.000 solgte billetter viser med tydelighed, hvor svært det er, at få genren ud til et publikum, som vi ellers antager, går, og venter på at blive udfordrede.

I 00’erne var det japanske gys banebrydende og det foretrukne blandt fans. De lykkedes med at lave enkle historier med hverdagens genkendelighed, der blev forbandende af gespenster, genfærd og monstre. Vi fik også vores bud på den japanske stil og form i Fabian Wullenwebers ’Cecilie’ fra 2007. En vellykket film der trods tidsånd og coolness kun trak 64.000 i biograferne.

Tidligere i år floppede varulve-gyset ’Når dyrene drømmer’ ved lugerne med 3.500 solgte billetter. Den havde ideerne og figurerne – men manglede elementær dramaturgi og frygtløshed i udførelsen.

Gyset må ikke spille sikkert. Det skal overraske, overrumple og give de scener, publikum aldrig glemmer.

’Dannys Dommedag’ sætter sig til rette på monster-hylden sammen med kult- og B-film-klassikeren ’Reptilicus’ fra 1961. Sidney Pinks atom-apokalypse får en fin hilsen i dagens premiere. Lige da verden går (næsten) under ser en af hovedpersonerne den legendariske film på TV.

Dagens anmeldelser bliver et problem for filmen. De toneangivende medier på den front er hårde ved filmen. 2 stjerner bliver det til i runde tal. Alle hæfter sig ved, at de gerne til støtte, de gik ind med sympati – men blev efterladte af en række plothuller, som er svære at glemme, da filmen ret beset ikke er spændende nok. Meget forsvinder i adrenalin og chok-effekter i en bedre gyser-monster film, er pointen.

Løjerligt nok er der tilsvarende en konklusion, der skyder skyldspilen efter det sikkert lave budget, hvilket så nok har begrænset effekter og monster-tilstedeværelse. Psykologisk spænding og indre gru koster ikke meget at lave. Det er håndværk, stemning og viden om hvad, der gør os bange.

Publikum bestemmer over de kommende uger, om ’Dannys Dommedag’ bliver en succes, og om det danske gys får et tiltrængt comeback.