Cannes har brug for Lars von Trier

Cannes Festivalen bekendtgjorde i denne uge, at Trier igen er velkommen på Croisetten. Smart gjort for festivalen har brug for den danske mesterinstruktør.

Af Søren Høy, Viasat Film

I 2011 skrev Lars von Trier filmhistorie endnu en gang. Han blev som den første nogensinde erklæret uønsket på Cannes Festivalen. Persona non grata som det så fint kaldes. En politisk term for den skammekrog, som Trier blev placeret i efter sit efterhånden velkendte og –dokumenterede nazi-stunt til et pressemøde.

Historien løb så hurtigt verden rundt, at selv Usain Bolt må ha’ været imponeret. Inden dagen var gået, havde Trier skabt den mest citerede danske nyhed i alverdens medier i flere år. Trier markerede sin udbredelse og position gennem sin aparte, og i øvrigt temmelig misforståede, optræden. Som en af de få kunstnere i verden kan han rydde forsider og skabe vild debat.

Det tog ham 10 minutter foran verdenspressen, at rykke hele festivalens øvrige program fra hinanden og sætte den traditionsrige filmfejring skatmat.

Alt handlede fra det tidspunkt om Trier.

Siden har historien ligget og ulmet som en kunstnerisk vulkan. Hvad ville der ske, når Trier igen havde en film klar?

Konfrontationen blev i første gang ikke aktuel. Triers storværk over to spillefilm, ’Nymphomaniac’, er ikke færdig. Den kommer først til november, og derfor var det gratis for Cannes, at ophæve Triers eftersidning.

Alle i Cannes ved jo, at han er en af de største filmkunstnere nogensinde, og naturligvis vil de gerne kunne præsentere de navne, der understreger festivalens position som det sted, hvor filmkunsten defineres.

Cannes lever af sine instruktører, og derfor har Cannes brug for Trier.

Måske endda mere end Trier har brug for Cannes.

Les Misérables

’Les Misérables’ er en svær omgang, at komme igennem. Der er ikke en scene i filmen, som jeg tilnærmelsesværdigt kan holde ud. Dette her er en af de mest vulgære og ødelæggende versioner af det store frihedsdrama, jeg har set. Ikke at jeg nogensinde har været den store fan af filmene, der tager udgangspunkt i Victor Hugos roman fra 1862. Det hårde er, at figurerne synger alle replikker. Den slags er så fremmedgørende, at jeg ikke kan lade være med grine højlydt under filmen. Det udstiller i den grad skuespillerne, som intet kan stille op i en fjollet en ramme. Filmen er pumpet op med voldsomme bag-projektioner og masser af effekter. Det ser meget godt ud, og er godt håndværk, og dermed er der nyheder i fortolkningen af den gamle traver. Jeg havde lyst til at holde mig for ørerne, så jeg kunne nyde billederne i fred.

Identity Thief, instruktion Seth Green

En grænseoverskridende og tæer krummende komedie? Ja tak, meget gerne. Jeg er vild med den slags. Det er ikke nødvendigt med den store handling, bare der lige er kit nok til at holde skidtet sammen. Og det er der i ’Identity Thief’, hvor den stærke Jason Bateman som altid er præcis i komikkens følsomme væsen og timing – og overfor ham den brutale, originale og totalt uforfængelige Melissa McCarthy.

Hun stjæler hans identitet, det vil sige kreditkort og lignende, og ikke som i en sci-fi-film hans sjæl og ansigt. Det sjove er, at han hedder Sandy, normalt et pigenavn, og det kommer der adskillige gakkede scener ud af.

Filmen er i familie med den skønne ’Planes, Trains & Automobiles’ med Steve Martin fra 80’erne, hvor ensomhed, idealer og ansvar ligger lige under den tossede overflade. Jeg har top underholdt i et par timer, og et par af de hysteriske scener sidder stadig fast.

MGP Mission, instruktion Martin Miehe-Renard

En knægt fra Hvide Sande og en tøs fra Nørrebro hooker op. De vil til MGP i Herning. Mon de klarer den, mon de vinder, mon det hele går godt til sidst?

Det er store, små spørgsmål, der er på spil i MGP Missionen, som måske nok afslører det meste af sin handling i dels titlen og dels det pressebillede, som er trykt over alt, hvor pigen i hovedrollen som en anden bokser får løftet sin højre arm i luften af Jacob Riising.

Well, well. Mine børn var fint underholdt og grinede høfligt af alle jyde vs cph jokes, men desværre faldt fascinationen, da filmen konflikt blev løst alt for gelinde og gemacht. Den slags lurer ungerne hurtigt.

Som positivt indstillet voksen kan det undre, at stort set alle filmens to-kulturelle figurer er så arketypiske, at filmen ikke rykker synderligt ved det eksisterende billede, som jeg allerede havde af de udfordringer som en ung muslim står overfor.

Til alt held bliver man ikke dummere, af at se filmen – som jeg til tider har det med børnefilm fra USA, og den har da med sikkerhed et par gode opbyggelige pointer, som ungerne ikke kan få banket ind for ofte; at samhørighed, venskab, forståelse og tilgivelse er fundamentet for opdragelse og stor-kulturel fremtid.