Monthly Archives: august 2008

 James, John og Jason – de moderne filmhelte

Uden hukommelse, Jason Bourne. Han repræsenterer en helt ny type helt, som biografgængerne har set flere gange det seneste år på det store lærred. Sammen med den nye James Bond og den gamle John McClane fra Die Hard 4 lever Bourne et liv, som på ingen måde er ønskværdigt.

Navn: Søren Høy

Jason Bourne er en ulykkelig agent uden hukommelse. Han blev plaffet ned bagfra, og blev smidt ud på åbent hav midt ude i Middelhavet. Siden da har han ledt efter bagmændene, der ville dræbe ham. Bourne er konstant på jagt samtidig med at han konstant er jaget. I tre film har han haft samme mission: overleve til han kender sandheden om sig selv. Bourne er cool og præcist spillet af Matt Damon, der med tristesse og weltschmerz portrætterer en mand på randen af selvdestruktion.

James Bond er inde bag det skæve smil og pressefolderne en dybt ulykkelig agent. Han flygter fra sin egen fortid og sin egen alder ved konstant at forsøge sig med forældede scorereplikker på langt yngre modeller. Bond var godt og vel begravet som helt, da han blev revitaliseret af Daniel Craig i Casino Royale. Craig drejede portrættet af den gammelkendte agent fra dandy med podagra til viril, kynisk dræber-djævel. Fra usårlig til blødende – fra fortiden til nutiden.

John McClane er en gammel cop. Strømer på gaden. Uden uniform og med pistolen siddende i bukselinningen. McClane er en ulykkelig politimand. Uanset hvad han gør, så vil hans kone ikke kendes ved ham. Han arbejder for meget, og prioriterer ikke sin familie nok, siger hun. Han har en ubehagelig tendens til at rage sig ud i nationstruende problemer. Terrorister kommer altid lige på tværs, når han er på vej hjem for at spise foran fjernsynet. McClane er spillet af Bruce Willis. Willis er god som folkets mand, er aldrig har fået en rigtig chance for at vise, hvad han kan. McClane i Willis fortolkning er hverdagens anonyme helt, der kun vil en ting; nemlig accepteres af sin kone, og det lykkes selvfølgelig aldrig.

Det der binder de tre populære helte sammen, er ensomheden inde bag den skudsikre vest. De er anti-system, anarkistiske individualister, og på den måde modstandere af det etablerede organiserede samfund, hvor man retter sig efter regler, og hvad chefen siger. De er så gode til det de gør, at de på en eller anden forunderlig facon får lov til at gøre præcist som det passer dem. Der er et eller andet fascinerende ved dem, der bryder reglerne – dem, der skider højt og flot på moral og fornuft, og samtidig kan håndtere samtlige kendte og ukendte håndvåben, navigere alle tilgængelige og utilgængelige fartøjer og ikke mindst behersker de vel i omegnen af alle nærkampsteknikker som findes tilgængelige på fjernkursus.

De nærer og bærer alle sammen et death wish, et ønske om at dø – som samtidig er deres stærkeste argument for at overleve.

Bourne er en begavet amerikaner. Han taler seks sprog, menneskekender og en taktisk smart agent – typen der har som varemærke at bevæge sig under radaren og at være undercover for alle andre end en håndfuld CIA topfolk, der ikke engang har et opdateret foto af manden. Bourne er en mand med mange identiterer. Han er inspireret af den mytiske terrorist Carlos, der hærgede i 1970’erne. Ingen vidste med sikkerhed hvordan Carlos så ud – Bourne har samme elegante inkognito, når han går lige forbi sin værste fjende og placerer en mikrofon eller en lille bombe i deres inderlomme.

Bourne er den tavse helt. Der kommer ingen smarte one liners fra ham. Det er personerne rundt om Bourne, der taler og faktisk leverer historien. Bourne undrer sig konstant over sine egne dræber-evner, for eftersom han intet kan huske, er han ligesom genfødt med en ren sjæl og et stort hjerte. Han dræber kun dem, der truer ham. I Ultimatum dræber Bourne med en beskidt vaskeklud. Han strangulerer en anden lejemorder på et badeværelse. Det er overleverens instinktive stil. Han har ikke brug for et smart designer våben, han klarer sig med næver og forhåndenværende materialer.

Matt Damon er en begavet stjerne. Han er en af de få Hollywood-stjener, der behersker både den politiske diskussion, underholdningen og håndværket. Han er god som Bourne, og det virker som om, at rollen er skrevet til ham. Det er den nu ikke – bøgerne om Bourne er skrevet i 70’erne af Robert Ludlum, hvor Damon stadig vraltede rundt med tung ble.

Bruce Willis’ helt John McClane er ingen ny opfindelse. Willis ville tilbage i 1988 skabe en ny type helt. En benhård, følsom familiemand med kvikke replikker der ikke var bange for at blive totalt smadret. Det er blevet hans varemærke, at han skal udsættes for alle mulige pinsler og ende filmen med drop, nakkestøtte og smertestillede i spandevis. Dengang i 80’erne var det på mode, at heltene ikke fik en plet på tøjet mens de klarede action-ærterne. Willis kunne opfylde alle kriterier. Han kunne beholde glimtet i øjet, mens han trak glasskår ud af fødderne, og han kunne charmere det kvindelige publikum med det skæve smil og sin ubrydelige kærlighed til konen Holly. En følsom cowboy – en moderne anti-yuppie-helt. Det pudsige er, at den heltetype forsvandt for 10-12 år siden, og er nu på mode igen, og med perfekt timing har Willis fået liv i den gamle swinger i en tid, hvor alt andet end blankpolerede laksko og frisk bundet butterfly er in.

Bond har indtil Craigs indtog været den distingverede europæer, hvor det til stadighed undrer, at han kan forblive ukendt i den internationale underverden. Efter alle de år i agentbranchen, hvor man må antage, at kredsen af superforbrydere er på størrelse med antallet af elever i en nystartet 1. klasse, så er det forunderligt, at Bond stadig kan bevæge sig ukendt og ubemærket rundt. Men det gør han altså, og eftersom der ikke er meget virkelighed over det her, så lader vi tvivlen komme den gode Bond til gode.

Med Casino Royale skriver Bond sig ind sammen med de to andre som meget fysiske film. Der bliver blødt igennem, der bliver tævet til døde, og der bliver frem for alt jagtet rundt. Det er tidens actiongreb. Jagten giver tempo og dermed spænding. Dramaet ligger ikke primært på det psykologiske plan, men i en konstant rutschende tilstand, hvor publikum hele tiden udfordres af de ene mere vilde bil-båd-fly-løbe jagt efter den anden. Netop det element er imponerende tilrettelagt i Bourne-filmen, der har tilført jagt-scener nye elementer.

Instruktøren Paul Greengrass er den eneste på den populære filmscene, der har forstået en effektiv brug af det håndholdte kamera. Vi er med hele vejen sammen med Bourne, og det er med til at give den stoflighed og det dramatiske nærværd som actionfilm har en tendens til at mangle.

Tidligere var Bond et teknologisk udstyrsstykke, og det var en stor del af seriens attraktion. Vi glædede os til, at Agent Q skulle vise de nyeste dimser frem, hvor Bond-bilen og et ur med indbygget raketlauncher var standard.

I Casino Royale er det tydeligt, at de vil nærme sig Bourne-stilen – altså så få hjælpemidler som muligt. Bond er i den film stort set alene med sig selv og sine dræber-evner. Det giver et helt andet og mere nærværende drama, og ligger helt i tråd med Bruce Willis’ ønsker for den fjerde Die Hard film. Han ville have den så rå som muligt, og så få special effects som muligt. For Willis’ figur er det ikke noget nyt. Sådan er McClane også tænkt og udført i de andre film.

Det pudsige er, at jo mere teknologisk verden generelt bliver, jo mere vi er afhængige af bits og båndbredde, jo mere antiteknologiske bliver heltene på lærrederne. Modreaktionen giver filmene en holdbarhed. Stofligheden og de ikke-effekt bårne plot betyder, at heltene hverken nu eller i fremtiden kommer til at virke som produkter af popkulturen, som for eksempel Spiderman og andre film der lever på teknologisk fascination.

Hvis man nu skulle danse lidt hen af den tynde psykoanalytiske line, så er Bourne et billedet på tidens store tendens blandt de mange søgende sjæle; jagten efter identitet. Hvem er jeg, hvor er jeg fra, hvorfor er jeg, som jeg er? Mange kan med sikkerhed genkende det billede fra et psykologbesøg.

Bond repræsenterer en drengedrøm om lækre biler, en teenagedrøm om lækre damer og en mandedrøm om både lækre damer og biler. Bond søger ikke efter sit eget jeg, han flygter fra det. Han er konstant i midtvejskrise og erstatter åndelighed og refleksion med sex, cylindre og sjusser. McClane er som folket er flest. Han vil så gerne alting, men han kan ingenting. Han har så mange drømme, men de bliver alle sammen til mareridt. Han har spildt sit liv med de forkerte venner, hysteriske kvinder og alt for mange forbrydere.

Hvorfor er vi så vilde med dem? Hvad er det der gør, at vi vælter i biograferne for at se de her lidt sørgelige mandslinger. Well. Fordi de er seje, de er coole, de er alt det, som man ikke kan tillade sig at være i de helt almindelige liv, som de fleste af os trods alt lever. Og fordi de trods evner med våben og håndkantsslag stadig er mennesker – mennesker med de samme problemer som alle os andre.


Bourne-serien med Matt Damon:

2002: Bourne Identity
2004: Bourne Supremacy
2007: Bourne Ultimatum

Damon sagde i Cannes 2007, at han ikke ville lave flere Bourne-film. Han synes, at produktet er blevet for stort og kommercielt, og at det var tænkt som en genskabelse af de gode agent film fra 70’erne – med French Connection som forbillede. Det har serien opnået, og dermed nok for Damon.


Die Hard med Bruce Willis

1988: Die Hard 1
1989: Die Harder
1995: Die Hard With a Vengance
2007: Live free or Die Hard

Willis vil gerne lave en film mere. Hans udfordring er historien. Han lider under manuskripter, der ikke rigtig hænger sammen. Willis er eftersigende i gang med forberedelserne til den femte film med den uheldige, seje urbane cowboy.


James Bond med Daniel Craig

2006: Casino Royale

Craig har udtalt, at han kun laver en Bond mere. Klogt umiddelbart. Stort set alle andre har fået deres karriere ødelagt af Bond-figuren. Craig mener, at han med sin nye fortolkning af den 43 år gamle filmagent, har gjort sit for serien, der med den nye profil nok skal overleve en generation mere.