Tag Archives: Søren HØY

De bedste film (2010-2019)

UDENLANDSKE FILM 2010-2019
1The Tree of Life: Terrence Malick (2011)
2Amour: Michael Haneke (2012)
3Biutiful: Alejandro Iñárritu (2010)
4A Seperation: Asghar Farhadi (2011)
5Roma: Alfonso Cuarón (2018)
6Joker: Todd Philips (2019)
7Phantom Thread: Paul Thomas Anderson (2017)
8Her: Spike Jonze (2013)
9Grænse: Ali Abbasi (2017)
10Holy Motors: Leo Carax (2012)
11The Master: Paul Thomas Anderson (2012)
12Call me by your name: Luca Guadagnino (2017)
13The Square: Ruben Östlund (2017)
14Parasite: Bong Joon-ho (2019)
15Gravity: Alfonso Cuarón (2013)
16La Grande Bellezza: Paolo Sorrentino (2013)
17Oslo 31 August: Joachim Trier (2011)
18La Vie d’Adéle 1 & 2: Abdellatif Kechiche (2013)
19The Revenant: Alejandro Iñárritu (2015)
20Black Swan: Darren Aronofsky (2010)
21Deadpool: Tim Miller (2016)
22Mommy: Xavier Dolan (2014)
23Ted: Seth MacFarlane (2012)
24Pina: Wim Wenders (2011)
25The Past: Asghar Farhadi (2013)
26Marriage Story: Noah Baumbach (2019)
27The Handmaiden: Park Chan-wook (2016)
28Exit Through the Gift Shop: Banksy (2010)
29Capernaum: Nadine Labaki (2018)
30Dunkirk: Chris Nolan (2017)
31The Raid: Redemption: Gareth Evans (2011)
32Zero Dark Thirty: Kathryn Bigelow (2012)
33Django Unchained: Quentin Tarantino (2012)
34Birdman: Alejandro Iñárritu (2014)
35Son of Saul: László Nemes (2015)
36The Wolf of Wall Street: Martin Scorsese (2013)
37Boyhood: Richard Linklater (2014)
38Ida: Pawel Pawlikowski (2014)
39Blue Jasmin: Woody Allen (2013)
40Lazzaro Felice: Alice Rohrwacher (2018)
41The Meyrowich Stories: Noah Baumbach (2017)
42Después de Lucia: Michel Franco (2012)
43Shoplifters: Kore-eda Hirokazu (2018)
44Fury Road: George Miller (2015)
45Interstaller: Chris Nolan (2014)
46You Were Never Really Here: Lynne Ramsey (2017)
47Winter’s Bone: Debra Granik (2010)
4821 Jump Street: Phil Lord & Christopher Miller (2012)
49American Honey: Andrea Arnold (2016)
50Rocketman: Dexter Fletcher (2019)
51The Florida Project: Sean Baker (2017)
52Uncut Gems: Benny & Josh Safdie (2019)
53Moonrise Kingdom: Wes Anderson (2012)
54Leviathan: Andrey Zvyagintsev (2014)
55The Favourite: Yorgos Lanthimos (2018)
56Blind: Eskil Vogt (2015)
57Somewhere: Sofia Coppola (2010)
58Mother: Bong Joon-ho (2010)
59The Big Short: Adam McKay (2015)
60Carlos: Oliver Assayas (2010)
61We need to talk about Kevin: Lynne Ramsey (2011)
62Bloodlight and Bami: Sophie Fiennes (2017)
63Ad Astra: James Gray (2019)
64Cold War: Pawel Pawlikowski (2018)
65Ready Player One: Steven Spielberg (2018)
66The Other Guys: Adam McKay (2010)
67Get out: Jordan Peele (2017)
68Om Mænd og Guder: Xavier Beauvois (2010)
69The Artist: Michel Hazanavicius (2011)
70Kick Ass: Matthew Vaughn (2010)
71Restrepo: Sebastian Junger & Tim Hetherington (2010)
72Reality: Matteo Garrone (2012)
73Searching for Sugarman: Malik Bendjelleoui (2012)
74This is not a Film: Jafar Panahi & Mojtaba Mirtahmas (2011)
75Elena: Andrey Zvyagintsev (2011)
76This is the End: Seth Rogen & Evan Goldberg (2013)
77Anomalisa: Charlie Kaufman (2015)
78Omar: Hany Abu-Assad (2012)
79Footnote: Joseph Cedar (2011)
80Once Upon a Time… in Hollywood: Quentin Tarantino (2019)
81Elle: Paul Verhoven (2016)
82Star Wars: The Force Awakens (2015)
83Detroit: Kathryn Bigelow (2017)
84Taxi Teheran: Jafar Panahi (2015)
85Tangerine: Sean Baker (2015)
86Min Søns Familie: Kore-eda Hirokazu (2013)
87A Star is Born: Bradley Cooper (2018)
88The Lighthouse: Robert Eggers (2019)
89Amazing Grace: Alan Elloitt (2019)
90I, Daniel Blake: Ken Loach (2016)
91Wild Tales: Damián Szifron (2014)
92Okja: Bong Joon-ho (2017)
93The Killing of a Sacret Deer: Yorgos Lathimos (2017)
94Leave no trace: Debra Granik (2018)
95Silence: Martin Scorsese (2016)
96Dogman: Matteo Garrone (2018)
97Moonlight: Barry Jenkins (2016)
98Inception: Chris Nolan (2010)
99Sicario: Denis Villeneuve (2015)
100First Reformed: Paul Schrader (2017)

China goes Hollywood.

Kina får stadig større magt i filmindustrien.

Landet har et gigantisk og attraktivt publikum, men censur og vestens generelle betænkelighed ved stormagtens økonomiske muligheder begynder at vise sig.

Af Søren Høy

I Kina beslutter China Film Group hvornår en film skal ud på markedet. Hvad der i resten af verden er en stor konkurrence orienteret kabale, er i det store land lidt mere praktisk og tilfældigt. For eksempel blev ’Skyfall’ sat til at åbne samme dag som ’Hobbitten’. Det var aldrig sket i vesten. To af årets største satsninger som man må antage henvender sig til samme målgruppe. Normalt kommercielt selvmord for producenterne men i Kina national planlægning.

En anden interessant faktor er censuren, som mange film bliver udsat for. I ’Skyfall’ dræber James Bond en kinesisk sikkerhedsvagt. Det er helt fjernet fra filmen. Der blev ændret i dialogforståelsen i filmen. Bond spørger baben Severine om hun blev tvunget til prostitution i Shanghai. Her er underteksten ifølge Internet-kilder ændret, så ordet ’prostitution’ ikke indgår. Den slags foregår ikke på kinesisk jord.

Det er ikke unormalt. Der er en berømt historie om, at Kate Winslets eller meget fyldige og flotte bryster blev fjernet, da ’Titanic 3D’ i foråret 2012 havde re-premiere i Kina – og den kommende ’Cloud Atlas’ har fået choppet hele 38 minutter. Blandet andet på grund af sexscener.

De kinesiske bloggere er over de senere år blevet langt mere åbne i deres kritik af kontrollen over den amerikanske underholdningsindustri. Dels kan man, som filmfreaken der kalder sig Kong Kong fra Shanghai skriver på sin blog, ’bare hente en 127 minutters version af ’Cloud Atlas’ online – og hvorfor fanden skulle man så gå i biografen og en se en skamklippet version’.

En anden kritiker optræder ved navn og titel. Wei Xinhong er redaktør ved Shanghai Literature and Art Publishing Bureau skrev på sin twitter-profil den 21. januar da ’’ havde premiere: Hvad er det der foregår i det her land? Vil de stadig prøve at kontrollere folks hjerner?’ Med andre ord, hvis nogen er i tvivl, så ved den oplyste del af Kinas befolkning godt, at censuren er obstruerende. Internettet har trods alt gjort, at de med få klik kan finde den sandhed, som er meget svær at skjule.

Mens censuren presser filmene på indhold og integritet, så arbejder rygtesmedjen på højtryk. Der begynder at poppe historier op om at kinesiske selskaber vil købe sig ind i det amerikanske studiesystem, hvor fem-seks selskaber sidder på stort set al magten, da det er dem, der laver de massivt store film, som alle i verden ser.

Det startede med, at den tredje største producent af fladskærme, TCL, købte navnerettigheden til det legendariske Chinese Theatre på Hollywood Boulevard, så det nu hedder TCL Chinese Theatre de næste 10 år. Vi taler her om et nationalt symbol, en institution, som jo pudsigt nok er kinesisk inspireret – men har været på amerikanske hænder siden 1927. Samme firma, TCL, har også netop tegnet en voldsom stor product placement aftale med den kommende blockbuster ’Iron Man 3’. Med andre ord er de store kinesiske firmaer ved at prøve markedet af.

Og det er der en grund til. Biografmarkedet i Kina buldrer frem. Fra 2002 til 2012 er antallet af biografsale gået fra 1.400 til 16.000. Indtægten er gået fra cirka 600 millioner til 15 milliarder kroner.

Kina har gysserne til at investere i den risikofyldte branche, hvor man aldrig kan garantere en succes, for penge er tydeligvis ikke et problem for de kinesiske investorer. Og eftersom filmbranchen er presset på økonomien, så er de til at tale med. Samtidig har Kina en befolkning, der gerne til se film – så hvis vi ikke var så bange for den østlige kapital og medfølgende censur, så ligner et samarbejde ellers en forretningsmodel med fremtid.

30 film i 2014

Noah: Darren Aronofsky

Mega-storfilm af Darren Aronofsky med Russell Crowe i titelrollen. Aronofsky er en stor kunstner, og det bliver spændende at se hans indgang til den historiske, mytiske og religiøse fortælling.

Fury: David Ayer

David Ayer er en interessant instruktør, som jeg forventer mig meget af. Ham med ’End of Watch’.

Brad Pitt og Shia LaBoeuf spiller hovedrollerne i en historie om de døende dage af 2. Verdenskrig 

22 Jump Street: Phil Lord & Chris Miller

21 Jump Street var en af sidste års bedste komedier. Jonah Hill og Channing Tatum var et sublimt, gakket makkerpar, som jeg glæder mig til møde igen.

Interstellar: Chris Nolan

Chris Nolan karriere er suveræn, for han laver anarkistiske kunstfilm i blockbusterformat. Denne gang er en flok forskere på vej ind i et ormehul i det ydre rum. Lyder fantastisk.

Sin City 2: Robert Rodriguez

Sin City 1 var en åbenbaring. Sort, brutal og degraderende, pervers lækker. Djævelsk og sort morsom.

Robert Rodriguez er en latino cowboy, frygtløs og en af de få, der fastholder kærligheden til trash og exploitation. 

The Monuments Men: George Clooney

George Clooney er en god instruktør. Et stor menneske. Hans film er (som oftest) politiske og begavede. Denne gang er det (endnu engang) 2. Verdenskrig og kampen mod de onde nazister – en fortælling om kunst og retfærdighed. Spændende combo.

Gone Girl: David Fincher

David Fincher må man følge, hvis man er cineast, filmnørd eller filmmager. Han har et godt greb om sine historier, der cirkler om dæmonien i mennesket.

Her er det en filmatisering af en roman om en kvinde, der forsvinder på sin bryllupsdag.

The Raid 2: Gareth Evans

Der er flere 2’ere på min liste, løjerligt nok, for jeg er egentlig ikke vanvittig vild med 2’eren. 1’eren var så mageløst brutal og enkel, at konceptet klart kan bruges igen. 2’eren starter et par timer efter, at 1’eren sluttede. Fedt koncept.

Inherent Vice: Paul Thomas Anderson

Paul Thomas Anderson er på min yndlings-instruktør top 3.

Los Angeles 1971, en detektiv er på jagt efter sin forsvundne kæreste. Fed setting i en historie af mesterforfatteren Thomas Pynchon.

A most wanted man: Anton Corbijn

Politisk thriller af Anton Corbijn med Philip Seymour Hoffman. En muslim kommer til tyskland, og befinder sig pludselig midt i en international terror-sag.

A million ways to die in the west: Seth McFarlane

Seth McFarlane overraskede mig meget positivt med Ted, der uden tvivl var den bedste komedie i 2012.

En western fra hans hånd kan kun blive sjovt og grænsesøgende. En farmer får hjælp af en gunslinger, for at få sin kæreste tilbage.

The Homesman: Tommy Lee Jones

Tommy Lee Jones i 1860-setting – med Hillary Swank og Sonja Richter på hovedrolle-listen. Tommy Lee laver generelt gode film, og han har et godt blik for ‘bæstets mave’ – USAs sjæl.

Far from the madding crowd: Thomas Vinterberg

Thomas Vinterbergs første internationale film, optaget i England med et flot cast. En ung kvinde forelsker sig i tre meget forskellige mænd. Carey Mulligan, skønne Juno Temple og Martin Sheen står øverst på rollelisten.

Kapgang: Niels Arden Oplev

Niels Arden Oplev er for et kort bemærkning tilbage i dansk film. Rygterne taler om et lille, storværk. Oplev er en meget dygtig instruktør og på solid hjemmebane kan han lave årets film, hvis han rammer tonen rent.

Når dyret vågner: Jonas Alexander Arnby

En spændende debutant, Jonas Alexander Arnby, har lavet en film, der foregår langt ude i Nordvestjylland, hvor blæsten og stilheden kun overdøves af ensomheden. En 16-årig piges familie gemmer på en vild, brutal hemmelighed. Denne her film kan blive et solidt ungdomshit.

The Salvation: Kristian Levring

En dansk western af Kristian Levring med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Levring laver normalt smalle film med et meget begrænset publikum. Denne gang er det en sag til 70 millioner kroner i en af mine absolutte favoritgenrer.

Fasandræberne: Mikkel Nørgaard

Efterfølgeren til årets mest sete danske film, bliver med sikkerhed et kæmpe hit. Nikolaj Kaas og Fares Fares er et godt makkerpar – denne gang har de Pilou Asbæk og David Dencik med sig som et par godt castede bas guys.

Idealisten: Christina Rosendhal

Christina Rosendal hare været en central del af dansk film i mange år – og man glemmer, at dette kun er hendes anden spillefilm efter ‘Supervoksen’.

Rosendal sætter tiden tilbage til 1968 hvor den kolde krig buldrer. Et amerikansk B-52 bombefly styrter med nær Thule-basen med fire højeksplosive brintbomber. Lyder som en fed, spændende, politisk og yderst relevant historie.

The Wolf of Wall street: Martin Scorsese

Martin Scorseses 3-timers take på finans-sektoren og big time brokerne på verdens største marked.

Oliver Stone har været der før, men Scorsese er en bedre instruktør, så det kan blive Oscar-stort det her. Leonardo DiCaprio og Jonah Hill i hovedrollerne.

American Hustle: David O. Russell

David O. Russell har udviklet sig til noget der minder om en socialrealist i Hollywood. Hans seneste Silver Linings Playbook var en befriende, moderne fortælling. Hans nye film har en massiv cast med Jennifer Lawrence, Bradley Cooper, Jeremy Renner og ikke mindst fantastiske Amy Adams. Hvis de funkler, så er der Oscars til denne her film.

12 Years A Slave: Steve McQueen

Steve McQueens film er den store Oscar-favorit, og hans film om en fri, sort mand, der i 1841 bliver kidnappet og derefter i 12 år oplever en brutal verden, som han kun havde hørt om.

En stærk film med tydelige analogier til nutidens politiske flygtninge.

En duva satt på en gren och funderade på tillvaron: Roy Andersson

Den svenske mester-auteur Roy Andersson vinder i Cannes. Det har han selv fortalt mig. Han har lavet en filosofisk og morsom film om livet og det svenske folk, han poetisk og morbidt morsomt portrætterer i sine film.

Turist: Ruben Östlund

Den super spændende svensker har lavet en film om en mands virkelig stride og hårde dilemma. I startscenen vælter en lavine ned mod en familie på fire. Farmand smutter og efterlader de andre. Lavinen smutter udenom de tre tilbageværende, og derefter er situationen en smule prekær for farmand.

Fruitvale Station: Ryan Coogler

De sidste dage af en 22-årig mands liv. Sublim, stærk, brutal og mega street.

Anchorman 2

The Legend of Ron Burgundy er en af de sidste 10 års sjoveste og mest mindeværdige halv-spoofs med Will Ferrell, der siden har udviklet sig til en af genrens sjoveste. Det her bliver sublimt morsomt.

Monica Z

Per Fly har lavet en spændende film om Monica Zetterlund, der i sin tid var stjernen over dem alle. Smuk og talentfuld. Musikalsk og enemor. Årets mest sete film i Sverige.

Nebraska

Den sympatiske mand bag ’Sideways’ og ’About Schmidt’, Alexander Payne, har lavet en fin, lille og sort/hvid film om en søn, der tager på en sidste tur med sin far for at hente en lottogevinst, som der står lidt tvivl om ægtheden i.

En film for de få, til gengæld er der rigeligt for dem, der får den at se.

Birdman

Som stor fan af Alejandro González Iñárritu, ham med ’Babel’ og ’Buitiful’ bliver det interessant at se hans første komedie. Nogen om en skuespiller, der spiller en superhelt på teateret.

Her

Spike Jonze har en krøllet hjerne, og det plejer at være fabelagtigt. Joaquin Phoenix spiller en mand, der forelsker sig i en computer (med Scarlett Johanssons stemme). Det minder om Pinocchio og Kubrick på en cool måde.

Inside Llewyn Davis: Coen-bros

Super hyggelig og meget musikalsk, indsigtsfuld film om en mand, der prøver at slå igennem med sine tunge folk sange – desværre et par år før verden var klar til Bob Dylan og den slags. Som altid kan Coen-brødrene deres sanghæfte udenad.

Forsvaret for geniet

Af Søren Høy

Hver eneste gang Lars von Trier laver en ny film, kommer dansken frem fra gemmestedet bag ligusterhækken.

Det er tydeligt, at Trier vækker en vrede. En stor del af danskerne forstår ham ikke. Han er underlig, synes de.

Han er brutal, gemen, ondskabsfuld, udspekuleret og afstumpet med storhedsvanvid i en vanvittig depressiv kunstnerkrop – og i øvrigt er han en selvcentreret provokatør, der suger urimeligt på borgernes skattepenge.

Hvorfor kalder Trier den vrede frem?

Hvad er det, han gør, som film efter film fremkalder reaktioner, ingen anden kunstner i dette til tider åndsforladte land skal stå model til?

Forklaringen skal findes i nogle komponenter, der i sidste ende peger tilbage på en nation, hvor der ganske enkelt har været så få afgørende mennesker, at vi ikke aner, hvordan vi skal håndtere dem – endsige hvordan vi skal prædikere deres geni.

Havde Trier været videnskabsmand med en række målbare og valide formler og figurer, havde det været lettere.

Nu handler det om kunst, og så er det straks en anden sag, for her spiller folks smag ind. Hvis man ikke kan lide ham eller hans film, føler man sig i sin gode ret til at anklage for elitær snobberi med referencer til eventyret om Kejserens nye klæder.

Trier udvider filmsproget, han skaber nye fortællinger og stilarter. Han skriver figurer og historier med temaer, som ingen andre. Mange af de største instruktører i verden identificerer Trier som en af de største nogensinde. Hele verden kigger på Trier, og det er fordi han skriver et nyt kapitel i filmhistorien, hver gang han laver en ny film.

Trier laver ikke kunst for alle. Han er ekspressionisten, der laver film, som han mener, de skal laves. Han tænker ikke på publikum, og det provokerer tydeligvis i en tid, hvor kunden altid har ret og hvor vi alle ved bedst.

I Triers film er der ingen nemme løsninger, ingen manualer og ingen leflen for trends og tidstypiske identifikationspunkter. Man er på egen hånd, når man ser en Trier-film.

Det sjove er, at han sikkert ville give sine kritikere ret i det hele, hvilket blot og bare ville gøre dem endnu mere spruttende og forvirrede.

Men der er heller ingen tvivl om, at Trier gerne vil anerkendes som vores tids største danske kunstner.

Det burde vi være enige om at gøre. Bagefter kan vi så bruge resten af tiden på at diskutere filmene.

Det ville klæde os som nation.

Jul i kommercielt eventyrland

Af Søren Høy

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’. Det er den lidet mundrette titel på årets store december-film. For alle os dødelige, der ikke gakker helt ud over fantasy, elver og dværge med kæmpe våben, er det en kodet titel med så mange rollespils-referencer, at vi må nøjes med at kalde den ’Hobbitten 2’.

’Hobbitten’ bliver til tre film med en samlet spilletid på lige under 10 timer. Den første kom sidste år – den sidste kommer om et år.

I øvrigt er de tre film forløbere historiemæssigt til de tre ’Ringenes Herre’-film, der kom årligt i december mellem 2001 og 2003. De tre film havde i øvrigt en samlet spilletid i den seneste Blu-ray udgave på hele 726 minutter og altså cirka 12 timer.

Peter Jackson

Peter Jackson, der er instruktøren bag alle filmene, har lavet en økonomisk succes, der formodentlig vil gå hen og gøre den til den bedst indtjenende serie i filmhistorien. De tre ’Ringenes Herre’ film har til dato indtjent imponerende 18 milliarder kroner i verdens biografer. De er udkommet i adskillige DVD og Blu-ray bokse i forskellige samler-udgaver med figurer, kort og hemmelige dimser, som man sikkert kan aftvinge respekt med på en af de mange konventioner, der bliver afholdt rundt om i verden, hvor de mest inkarnerede fans viser deres trofæer frem. På DVD har de tre første film på verdensplan omsat for cirka to milliarder kroner. Oven i det er der LEGO, computerspil og sengetøj – og alt muligt andet merchandise, som ingen tør give et realistisk nyt omsætningsbud på. Tilbage i 2004, efter den tredje films 11 Oscars, mente markedsanalytikere, at der var omsat for cirka 7 milliarder kroner i merchandise.

’Hobbitten: En uventet rejse’ fra 2012 fik ikke prangende anmeldelser og mange fans brokkede sig lidt over frihederne som Jacksons team havde taget sig. Mange figurer var frit fantaseret frem til lejligheden, og filmen døjede med et uprøvet 48-billeder-per-sekund-format, der gav lidt søsyge da billedet pludselig havde niveauer og dybder, som publikum havde svært ved at holde styr på. Den indspillede alligevel imponerende seks milliarder kroner i biograferne og cirka en halv milliard på DVD.

Der er to film tilbage. Mon ikke de når tilsvarende tal? Det er blevet en lille tradition, at de se her eventyrlige film ved juletid, og de har stadig den der odeur af jovialt eventyr, hvor man helt glemmer, at der er tale om en gigantisk og historisk pengemaskine.

Jul i kommercielt eventyrland

Af Søren Høy, Viasat Film

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’. Det er den lidet mundrette titel på årets store december-film. For alle os dødelige, der ikke gakker helt ud over fantasy, elver og dværge med kæmpe våben, er det en kodet titel med så mange rollespils-referencer, at vi må nøjes med at kalde den ’Hobbitten 2’.

’Hobbitten’ bliver til tre film med en samlet spilletid på lige under 10 timer. Den første kom sidste år – den sidste kommer om et år.

I øvrigt er de tre film forløbere historiemæssigt til de tre ’Ringenes Herre’-film, der kom årligt i december mellem 2001 og 2003. De tre film havde i øvrigt en samlet spilletid i den seneste Blu-ray udgave på hele 726 minutter og altså cirka 12 timer.

Peter Jackson, der er instruktøren bag alle filmene, har lavet en økonomisk succes, der formodentlig vil gå hen og gøre den til den bedst indtjenende serie i filmhistorien. De tre ’Ringenes Herre’ film har til dato indtjent imponerende 18 milliarder kroner i verdens biografer. De er udkommet i adskillige DVD og Blu-ray bokse i forskellige samler-udgaver med figurer, kort og hemmelige dimser, som man sikkert kan aftvinge respekt med på en af de mange konventioner, der bliver afholdt rundt om i verden, hvor de mest inkarnerede fans viser deres trofæer frem. På DVD har de tre første film på verdensplan omsat for cirka to milliarder kroner. Oven i det er der LEGO, computerspil og sengetøj – og alt muligt andet merchandise, som ingen tør give et realistisk nyt omsætningsbud på. Tilbage i 2004, efter den tredje films 11 Oscars, mente markedsanalytikere, at der var omsat for cirka 7 milliarder kroner i merchandise.

’Hobbitten: En uventet rejse’ fra 2012 fik ikke prangende anmeldelser og mange fans brokkede sig lidt over frihederne som Jacksons team havde taget sig. Mange figurer var frit fantaseret frem til lejligheden, og filmen døjede med et uprøvet 48-billeder-per-sekund-format, der gav lidt søsyge da billedet pludselig havde niveauer og dybder, som publikum havde svært ved at holde styr på. Den indspillede alligevel imponerende seks milliarder kroner i biograferne og cirka en halv milliard på DVD.

Der er to film tilbage. Mon ikke de når tilsvarende tal? Det er blevet en lille tradition, at de se her eventyrlige film ved juletid, og de har stadig den der odeur af jovialt eventyr, hvor man helt glemmer, at der er tale om en gigantisk og historisk pengemaskine.

Dansk film 2013

Af Søren Høy

Dansk film ser godt ud, hvis man står på det øverste trin, badet i blitzlys, foran det imponerende festivalpalæ i Cannes – eller hvis man nu er så heldig, at få en eksklusiv invitation til Oscar-festen i Los Angeles.

Ligeledes er der grund til at hive proppen af den dyre champagne, hvis man ser på det konstante, samlede billetsalg til danske film i biograferne. Vi ligger godt og stabilt på cirka 2½-3 millioner danske billetter og 20-25% markedsandel. Det er præcis, som det skal være.

Problemerne opstår, når man begynder at kigge bagved de flotte tal. Traditionelt er netop det ikke en sag for publikum. De skal jo bare nyde filmene og ikke bekymre sig voldsomt om branchens balancer og producenternes økonomi. Publikum har det formodentlig bedst med at dyrke stjerner, filmens magi og sublime underholdningskraft.

Det Danske Filminstitut offentliggjorde i denne uge en rapport, som deres trofaste revisions- og rådgivningsfirma Deloitte har udarbejdet. Titlen er ’Sundhedstilstanden i dansk spillefilmsproduktion 2003-2011’. Det er spændende læsning for det økonomisk-interesserede øje, for signalet er gået fra grønt i starten af 00’erne til gult i slutningen af 00’erne til rødt i starten af det nye årti. Disse skumle udsigter har de senere år formørket branchen. Producenterne kan ikke få forretningen til at hænge sammen.

Den 55-sider interessante rapport konkluderer, at indtægterne er faldet så drastisk, at det er til stor fare for de mellemstore og små producenter. I princippet efterlader det kun Zentropa og Nordisk Film i god afstand fra kanten. DVD-salget til de danske titler er stærkt faldende. Pirateri og streaming er rapportens forklaring – ændrede hjemme-vaner med TV-serier i lækre bokssæt er en supplerende valid forklaring samt at en ny globaliseret generation interesserer sig bredere end hvad danske DVD’er kan tilbyde.

Med andre ord er den succesfulde ’danske filmmodel’ under et voldsomt pres.

Rapporten slutter sit statistiske arbejde i 2011. Branchen talte allerede dengang om de tilspidsede økonomiske forhold, og intet tyder på, at situationen er forbedret siden. Tværtom er den tydeligvis forværret.

Priser og billetsalg snyder, for dansk film er ikke en sund forretning. Der kræves nye modeller, andre indtægtskilder og fordelingsnøgler. Hvis der ikke er penge, er der ikke film, og så bliver der desværre ikke meget at klappe af i den nære fremtid.

Balladen om Cannes-vinderen

Af Søren Høy

Det hører til sjældenhederne, at skuespillere efter en film går i flæsket på instruktøren, og anklager ham for at være en brutal bisse. Det er absolut enestående, når det handler om en Guldpalme-vinder fra Cannes. Og det gør ikke historien mindre kulørt, at filmen har dampende hede lesbiske sexscener med delikate pikanterier og positioner i de op til 10 minutter, det enkelte samleje sagtens kan sprede sig ud over i filmen. Tro mig. 10 minutters dansende bryster og vaginal synkronisitet i nærbilleder virker intimiderende lang tid på et 200 kvadratmeter lærred.

Instruktøren af ’Adèles Liv – Kapitel 1 & 2’, franske Abdellatif Kechiche, så overordentlig lykkelig ud, da han sammen med sine to smukke hovedroller Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux stod på podiet i Cannes i maj måned. De havde lavet festivalens bedste og mest besnærende film. De havde efterladt journalister og branchefolk med røde knopper på halsen og med et stort dominerende spørgsmål rumsterende: Gjorde de det rigtigt? Det ser unægtelig sådan ud.

Kort efter premieren rasede forfatteren af tegneserien, som filmen er inspireret af. Julie Maroh mente, at intimiteten var blevet til porno og at det var useriøst og urealistisk, at de to roller bliver spillet af tydeligt heteroseksuelle kvinder og instrueret af en mand, der ikke forstår sig på lesbiske følelser.

Historien bliver ikke dårligere af, at de to hovedroller har anklaget instruktøren for at være en torturende diktator. Han optog eftersigende cirka 750 timers materiale og pinte hver en dråbe ud af sine skuespillere. Det tog 10 dage at indspille en sexscene, hvor kvinderne følte sig ydmygede og prostituerede. Han beordrede dem til at slå hinanden gentagne gange under et skænderi, og han totalt manglede respekt for dem. ”Vi vil aldrig arbejde med ham igen”, fortalte de magasinet ’Daily Beast’.

Kechiche skød tilbage ved at kalde dem forkælede med en forkert opdragelse. Desuden truede han med at kalde filmen tilbage fra alle markeder, fordi de havde ødelagt publikums oplevelse af filmen med deres udlevering af hans kunstneriske proces. ”Jeg vil lige minde om, at de er de to samme skuespillere, der græd i mine arme i Cannes og takkede mig for at få muligheden for at være med i filmen,” sagde han til The Guardian i den periode, hvor han sågar overvejede at lægge sag mod dem.

Det koster at lave stor kunst. Ingen af de involverede i denne sag ser ud til at have formatet til at indse det.

Malmros og Mig

Af Søren Høy

Man kan tale længe med Nils Malmros. Så længe samtalen handler om Nils. Malmros er dybt interesseret i sine film, sine synspunkter og sine meritter.

I 2009 gav jeg hans film ’Kærestesorger’ en middelkarakter, da jeg mente, at filmen havde forbløffende lidt på spil, hvilket ikke var den standard, Malmros havde vænnet publikum til gennem 40 år.

Kærestesorger

Hans reaktion var, at fortælle mig om alle dem, der havde givet filmen en langt bedre modtagelse. Underforstået at jeg tog fejl. Den konfrontation er der ikke mange, der tager. De accepterer nødtvunget en lunken anmeldelse, og ville aldrig løbe efter deres egen retfærdighed. Det gør Malmros.

Den århusianske auteur er enestående i dansk film. Hans gamle ven, producenten Ib Tardini (’Bænken’, ’Italiensk for begyndere’), spurgte ham engang, om han ville lave en Dogme-film. Et friskt spørgsmål til manden, hvis integritet og vilje er forbilledlig, og det blev naturligvis affejet. Malmros har aldrig leflet for noget. Malmros er ligeglad. Ligeglad med trends, tendenser og tidens tand. Malmros er dog ikke ligeglad med Malmros. Det er ham, som Malmros interesserer sig for, det er ham, hans film handler om.

En klog mand sagde engang til mig, at en god film enten handler om konsekvensen af liv eller årsagen til døden.

Det handler Malmros’ film om.

Siden 1973 har han lavet adskillige markante værker, der står tydeligt i den nationale filmhistorie. Det er svært, det er urimeligt, at fremhæve nogen for andre – de er alle sammen led i livets kæde, og det er den kæde, der forbinder Malmros’ liv. Hans liv er reflekteret i fiktionen. Hans barndom, hans ungdom, hans far, hans ægteskab, livet og døden.

Det er et imponerede livsværk, hvor Mester Malmros med styrke og præcision har styret filmene efter hukommelse og deterministisk fornemmelse for sin egen historie.

Han er den mest personlige og mest selvudleverende filmmager, vi har i Danmark.

I tiden fremhæves den norske forfatter Karl Ove Knausgaard for sit mammut-værk ’Min Kamp’, hvor han minutiøst gennemgår sit tyngede liv. I Norge er man sågar begyndt, at kalde det ’at Knause’, når man går i selvsvings-egoanalyse.

Inspireret og som en afsluttende hyldest til Nils Malmros og hans afgørende, imponerende livsværk, vil jeg gerne introducere begrebet ’at Malmrose’. Betydningen må I selv beslutte sig for, når I har set ’Sorg og Glæde’ og hans øvrige 10 spillefilm.

Rum-revolution i 3D

Af Søren Høy

’Gravity’ er årets bedste film. Og hvorfor er den så det?

Det er den fordi, at den både teknisk og historiemæssigt er dybt betagende.

Instruktøren Alfonso Cuarón, hans mesterlige fotograf Emmanuel Lubezki og ikke mindst special effects designer Tim Webber, har skabt det umulige; nemlig at konstruere en filmoptagelse, hvor begge skuespillere i stort set alle scener er i vægtløs tilstand.

Teknisk er filmen en revolution. Aldrig før har 3D-mediet tilført en film samme mulighed. Her er vi inde bag hjelmen og dragten sammen med Bullock i hendes tumultariske rum-mareridt, hvor publikum konstant overraskes og udfordres. Både handlingsmæssigt og eksistentialistisk. Hvad tror man på, når man ser Jorden fra rummet?

Lubezkis overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviser, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen dybe lag.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

teknisk revolution, en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

Andre instruktører har brugt teknikken til at udvide filmens historie, skuespil og ikke kun styrket oplevelsespotentialet. Bedste eksempel er Martin Scorsese med ’Hugo’. Scorsese er normalt til gangstere og brutalitet, men denne gang ramte han eventyret og magien.

Scorseses overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviste, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen flere lag.

Den tyske mesterinstruktør Wim Wenders gik nye veje, da han forrige år lavede dansedokumentaren ’Pina’ om en legendarisk tysk performancekunstner. Hun reformerede dansen, og Wenders gjorde det samme for dokumentarfilmen med sit eksperiment, som ramte en målgruppe, der normalt bevæger sig langt væk fra multiplex-biografernes popcorn-skyer. De modne biografgængere tog letvægtsbrillerne på, og blev udsat for ro, refleksion og dans. Pludselig kunne det segment ikke påberåbe sig, at 3D kun er for de unge.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

Det samme gjald Ang Lees Oscar-vinder ’Life of Pi’. Filmens centrale handling foregår på en redningsbåd, hvor en ung inder er havnet sammen med en bengalsk tiger.

Det giver muligheden for at lege med virkeligheder og naturens overraskende, spirituelle og lunefulde væsen.