Tag Archives: Søren HØY

Middelmådigheden i Cannes

Filmene i kamp om årets Guldpalme har indtil videre ikke overbevist. Det gjorde til gengæld festivalens officielle 60 års fødselsdagsshow. 33 film på 3 minutter lavet af tidligere vindere og andre prominente medlemmer af Cannes-familien.

Af: Søren Høy

Cannes Festivalens mangeårige overhoved, Gilles Jacob, kan godt lide at hylde den festival, som han har bygget op til at være verdens fornemmeste kunstneriske filmfestival.

I år har Jacob bedt 33 instruktører om at lave hver sin lille film. 3 minutter med titlen ”Chacun son cinéma”. ”Hver sin biograf” er den direkte oversættelse, men begrebet ”cinéma” bærer meget mere end blot ”biograf”. Det dækker hele filmverdenen. Det er et begreb. Det dækker alt, der handler om film. Indlevelse, oplevelse og hele industriens virke.

Opgaven til de 33 instruktører var simpel. Lav en film på 3 minutter, der foregår i eller rundt om en biograf.

Danmark er repræsenteret i det flotte selskab med vores to Guldpalme-vindere; Lars von Trier og Bille August.

Og hvorfor ikke springe mellemregningerne over og konstatere, at Triers var en af de tre bedste og Augusts en af tre værste.

Triers film er med ham selv i en blodig hovedrolle. Han sidder i en biograf, og ser sin egen film ”Manderlay”. Ved siden af ham sidder en

”Manderlay”

forretningsmand, der keder sig bravt. Han roterer på stolen, piller ved alt muligt, og til sidst begynder han at tale til Trier. Han fortæller, han er en succesfuld forretningsmand, og at han ejer otte biler. En til hver dag, og en til at blive begravet i. Trier er tydeligvis irriteret over kulturignoranten, der kun kan tale om materialisme, og tydeligvis ikke fatter filmen. Ignoranten spørger Trier, hvad han så laver. Til det svarer Trier ”I kill”, hvorefter han trækker en kæmpe hammer frem, og gentagne gange banker manden i hoved. Derefter sætter han sig tilbage på sin plads, og ser fornøjet filmen færdig. Bifaldet varede til efter rulleteksten.

For at bygge godt op til Augusts uheldige bidrag, er det på sin plads at se lidt på kampen om Palmerne.

Det er formodentlig en fler-mediel synd, men hvis JPs læsere nu lægger den analoge håndholdte udgave af avisen lidt til side, og klikker ind på jp.dk, så kan man finde et skema, hvor 7 danske anmeldere giver karakterer til årets film i konkurrencen. Vi er 11 film henne og dermed halvvejs. Indtil videre skiller ingen af filmene sig ud.

Fællesnævneren for de bedste film er, at de viser en foruroligende verden. Instruktørerne ser nutiden som et farlig sted, hvor anarkiet lurer.

De gamle kendinge, Joel og Ethan Coen, skuffer lidt med ”No Country for Old Men”. Det er en mærkværdig ultravoldelig historie med den kyniske morale, at alle er sig selv nærmest, og at penge er nemt at slå ihjel for. Coens publikum skal nok finde en scene eller tre, der virker, men den er ikke i nærheden af brødrenes hovedværker; ”Fargo” og Cannes-vinderen fra 1991 ”Barton Fink”. I 2003

”Barton Fink”

vandt Gus Van Sant og ”Elephant” for den foruroligende beretning om Columbine High School nedskydningerne i 1999. Han er med igen med ”Paranoid Park”. En teenager begår et mord ved et uheld. Processen i filmen er hans eget arbejde med at glemme, hvad han har gjort. Sant ser den moderne teenager, og han ser en verden, hvor skyld er en abstraktion på højde med jalousi.

”Paranoid Park”

Ulrich Seidl er en begavet østrigsk instruktør. For et par år siden fik han en fin lille-film succes i Danmark med ”Hundedage”. Hans bidrag i år hedder ”Import Export”, og følger en parallelhistorie med Olga fra Ukraine, der tager til Østrig for at tjene lidt penge – og på den anden side Pauli, der tager til Ukraine for at tjene mange penge. Olgas mission er overlevelse og flugt fra kulde og fattigdom – Paulis er at udnytte det sultne ny-kapitalistiske marked. Seidl filmer i dokumentarstil. Alle spillere er ukendte, alt er lavet ude i virkeligheden. Det giver en knugende nerve, og ophæver helt bevidstheden om, at det faktisk bare er en film.

“Hundedage”

Bille Augusts film foregår i en biograf i Humlebæk, Nordsjælland. Frank Hvam spiller en mand, der har sin første date med en iransk pige. Hun kan ikke tale dansk, så Hvams figur oversætter løbende dialogen i den danske film til engelsk. Tre danske mænd, spillet af Casper Christensen, Kristian Ibler og Joachim Knop, sidder et par rækker fremme, og er voldsomt sure over simultantolkningen. Efter et par tværkulturelle kævlerier får Hvam smidt de tre ud, og han forlader selv biografen med pigen. Han går tilbage til salen, fordi hun har glemt sin styrthjelm. Han bliver fanget af filmen, og glemmer sin ventende date. Da han kommer ud, er hun væk. Han leder, og man fornemmer, at hun har haft et fatalt møde med de tre halv-racister, der svinede hende til kort forinden. Han finder dem alle i projektørrummet, hvor de står sammen, og ser film. Alt er fryd og gammen. Moralen er vel, at filmen samler os alle på tværs af kulturer, og at filmen kan føre til en eller anden fælles forståelse.

Filmen er velmenende, men uendeligt banal og løjerligt uengageret skruet samme. Udførelsen af temaet er hverken sjovt eller spændende, og det er en mærkværdig gradbøjning af den tillidsopgave, som August har fået af festivalen. August er en mesterlig instruktør, og man burde kunne forvente langt mere fra ham. Intet bifald til den film.

Cannes fortsætter en lille uge endnu. Om få dage er der mere nyt fra Frankrigs Guldkyst og kampen om Den Gyldne Palme, og om få dage udkommer ”Chacun som cinéma” på DVD, og den kan anbefales varmt til filmfreaks og cineaster. Pragtfulde, indsigtsfulde bidrag fra Walter Salles (The Motorcycle Diaries), Alejandro González Iñárritu (Babel) og kinesiske Chen Kaige (Farvel min Konkubine) bekræfter Cannes betydning for verdens film. I alle filmene, fra favelaen i Brasilien til Buenos Aires og en lille landsby i Kina, ser de gamle Cannes vindere i biografen. Over alt i verden er der behov for filmkunsten, og Cannes er om noget stedet, hvor filmkunsten får lov til at leve, ånde og begejstre.

30 film i 2014

Noah: Darren Aronofsky

Mega-storfilm af Darren Aronofsky med Russell Crowe i titelrollen. Aronofsky er en stor kunstner, og det bliver spændende at se hans indgang til den historiske, mytiske og religiøse fortælling.

Fury: David Ayer

David Ayer er en interessant instruktør, som jeg forventer mig meget af. Ham med ’End of Watch’.

Brad Pitt og Shia LaBoeuf spiller hovedrollerne i en historie om de døende dage af 2. Verdenskrig 

22 Jump Street: Phil Lord & Chris Miller

21 Jump Street var en af sidste års bedste komedier. Jonah Hill og Channing Tatum var et sublimt, gakket makkerpar, som jeg glæder mig til møde igen.

Interstellar: Chris Nolan

Chris Nolan karriere er suveræn, for han laver anarkistiske kunstfilm i blockbusterformat. Denne gang er en flok forskere på vej ind i et ormehul i det ydre rum. Lyder fantastisk.

Sin City 2: Robert Rodriguez

Sin City 1 var en åbenbaring. Sort, brutal og degraderende, pervers lækker. Djævelsk og sort morsom.

Robert Rodriguez er en latino cowboy, frygtløs og en af de få, der fastholder kærligheden til trash og exploitation. 

The Monuments Men: George Clooney

George Clooney er en god instruktør. Et stor menneske. Hans film er (som oftest) politiske og begavede. Denne gang er det (endnu engang) 2. Verdenskrig og kampen mod de onde nazister – en fortælling om kunst og retfærdighed. Spændende combo.

Gone Girl: David Fincher

David Fincher må man følge, hvis man er cineast, filmnørd eller filmmager. Han har et godt greb om sine historier, der cirkler om dæmonien i mennesket.

Her er det en filmatisering af en roman om en kvinde, der forsvinder på sin bryllupsdag.

The Raid 2: Gareth Evans

Der er flere 2’ere på min liste, løjerligt nok, for jeg er egentlig ikke vanvittig vild med 2’eren. 1’eren var så mageløst brutal og enkel, at konceptet klart kan bruges igen. 2’eren starter et par timer efter, at 1’eren sluttede. Fedt koncept.

Inherent Vice: Paul Thomas Anderson

Paul Thomas Anderson er på min yndlings-instruktør top 3.

Los Angeles 1971, en detektiv er på jagt efter sin forsvundne kæreste. Fed setting i en historie af mesterforfatteren Thomas Pynchon.

A most wanted man: Anton Corbijn

Politisk thriller af Anton Corbijn med Philip Seymour Hoffman. En muslim kommer til tyskland, og befinder sig pludselig midt i en international terror-sag.

A million ways to die in the west: Seth McFarlane

Seth McFarlane overraskede mig meget positivt med Ted, der uden tvivl var den bedste komedie i 2012.

En western fra hans hånd kan kun blive sjovt og grænsesøgende. En farmer får hjælp af en gunslinger, for at få sin kæreste tilbage.

The Homesman: Tommy Lee Jones

Tommy Lee Jones i 1860-setting – med Hillary Swank og Sonja Richter på hovedrolle-listen. Tommy Lee laver generelt gode film, og han har et godt blik for ‘bæstets mave’ – USAs sjæl.

Far from the madding crowd: Thomas Vinterberg

Thomas Vinterbergs første internationale film, optaget i England med et flot cast. En ung kvinde forelsker sig i tre meget forskellige mænd. Carey Mulligan, skønne Juno Temple og Martin Sheen står øverst på rollelisten.

Kapgang: Niels Arden Oplev

Niels Arden Oplev er for et kort bemærkning tilbage i dansk film. Rygterne taler om et lille, storværk. Oplev er en meget dygtig instruktør og på solid hjemmebane kan han lave årets film, hvis han rammer tonen rent.

Når dyret vågner: Jonas Alexander Arnby

En spændende debutant, Jonas Alexander Arnby, har lavet en film, der foregår langt ude i Nordvestjylland, hvor blæsten og stilheden kun overdøves af ensomheden. En 16-årig piges familie gemmer på en vild, brutal hemmelighed. Denne her film kan blive et solidt ungdomshit.

The Salvation: Kristian Levring

En dansk western af Kristian Levring med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Levring laver normalt smalle film med et meget begrænset publikum. Denne gang er det en sag til 70 millioner kroner i en af mine absolutte favoritgenrer.

Fasandræberne: Mikkel Nørgaard

Efterfølgeren til årets mest sete danske film, bliver med sikkerhed et kæmpe hit. Nikolaj Kaas og Fares Fares er et godt makkerpar – denne gang har de Pilou Asbæk og David Dencik med sig som et par godt castede bas guys.

Idealisten: Christina Rosendhal

Christina Rosendal hare været en central del af dansk film i mange år – og man glemmer, at dette kun er hendes anden spillefilm efter ‘Supervoksen’.

Rosendal sætter tiden tilbage til 1968 hvor den kolde krig buldrer. Et amerikansk B-52 bombefly styrter med nær Thule-basen med fire højeksplosive brintbomber. Lyder som en fed, spændende, politisk og yderst relevant historie.

The Wolf of Wall street: Martin Scorsese

Martin Scorseses 3-timers take på finans-sektoren og big time brokerne på verdens største marked.

Oliver Stone har været der før, men Scorsese er en bedre instruktør, så det kan blive Oscar-stort det her. Leonardo DiCaprio og Jonah Hill i hovedrollerne.

American Hustle: David O. Russell

David O. Russell har udviklet sig til noget der minder om en socialrealist i Hollywood. Hans seneste Silver Linings Playbook var en befriende, moderne fortælling. Hans nye film har en massiv cast med Jennifer Lawrence, Bradley Cooper, Jeremy Renner og ikke mindst fantastiske Amy Adams. Hvis de funkler, så er der Oscars til denne her film.

12 Years A Slave: Steve McQueen

Steve McQueens film er den store Oscar-favorit, og hans film om en fri, sort mand, der i 1841 bliver kidnappet og derefter i 12 år oplever en brutal verden, som han kun havde hørt om.

En stærk film med tydelige analogier til nutidens politiske flygtninge.

En duva satt på en gren och funderade på tillvaron: Roy Andersson

Den svenske mester-auteur Roy Andersson vinder i Cannes. Det har han selv fortalt mig. Han har lavet en filosofisk og morsom film om livet og det svenske folk, han poetisk og morbidt morsomt portrætterer i sine film.

Turist: Ruben Östlund

Den super spændende svensker har lavet en film om en mands virkelig stride og hårde dilemma. I startscenen vælter en lavine ned mod en familie på fire. Farmand smutter og efterlader de andre. Lavinen smutter udenom de tre tilbageværende, og derefter er situationen en smule prekær for farmand.

Fruitvale Station: Ryan Coogler

De sidste dage af en 22-årig mands liv. Sublim, stærk, brutal og mega street.

Anchorman 2

The Legend of Ron Burgundy er en af de sidste 10 års sjoveste og mest mindeværdige halv-spoofs med Will Ferrell, der siden har udviklet sig til en af genrens sjoveste. Det her bliver sublimt morsomt.

Monica Z

Per Fly har lavet en spændende film om Monica Zetterlund, der i sin tid var stjernen over dem alle. Smuk og talentfuld. Musikalsk og enemor. Årets mest sete film i Sverige.

Nebraska

Den sympatiske mand bag ’Sideways’ og ’About Schmidt’, Alexander Payne, har lavet en fin, lille og sort/hvid film om en søn, der tager på en sidste tur med sin far for at hente en lottogevinst, som der står lidt tvivl om ægtheden i.

En film for de få, til gengæld er der rigeligt for dem, der får den at se.

Birdman

Som stor fan af Alejandro González Iñárritu, ham med ’Babel’ og ’Buitiful’ bliver det interessant at se hans første komedie. Nogen om en skuespiller, der spiller en superhelt på teateret.

Her

Spike Jonze har en krøllet hjerne, og det plejer at være fabelagtigt. Joaquin Phoenix spiller en mand, der forelsker sig i en computer (med Scarlett Johanssons stemme). Det minder om Pinocchio og Kubrick på en cool måde.

Inside Llewyn Davis: Coen-bros

Super hyggelig og meget musikalsk, indsigtsfuld film om en mand, der prøver at slå igennem med sine tunge folk sange – desværre et par år før verden var klar til Bob Dylan og den slags. Som altid kan Coen-brødrene deres sanghæfte udenad.

Forsvaret for geniet

Af Søren Høy

Hver eneste gang Lars von Trier laver en ny film, kommer dansken frem fra gemmestedet bag ligusterhækken.

Det er tydeligt, at Trier vækker en vrede. En stor del af danskerne forstår ham ikke. Han er underlig, synes de.

Han er brutal, gemen, ondskabsfuld, udspekuleret og afstumpet med storhedsvanvid i en vanvittig depressiv kunstnerkrop – og i øvrigt er han en selvcentreret provokatør, der suger urimeligt på borgernes skattepenge.

Hvorfor kalder Trier den vrede frem?

Hvad er det, han gør, som film efter film fremkalder reaktioner, ingen anden kunstner i dette til tider åndsforladte land skal stå model til?

Forklaringen skal findes i nogle komponenter, der i sidste ende peger tilbage på en nation, hvor der ganske enkelt har været så få afgørende mennesker, at vi ikke aner, hvordan vi skal håndtere dem – endsige hvordan vi skal prædikere deres geni.

Havde Trier været videnskabsmand med en række målbare og valide formler og figurer, havde det været lettere.

Nu handler det om kunst, og så er det straks en anden sag, for her spiller folks smag ind. Hvis man ikke kan lide ham eller hans film, føler man sig i sin gode ret til at anklage for elitær snobberi med referencer til eventyret om Kejserens nye klæder.

Trier udvider filmsproget, han skaber nye fortællinger og stilarter. Han skriver figurer og historier med temaer, som ingen andre. Mange af de største instruktører i verden identificerer Trier som en af de største nogensinde. Hele verden kigger på Trier, og det er fordi han skriver et nyt kapitel i filmhistorien, hver gang han laver en ny film.

Trier laver ikke kunst for alle. Han er ekspressionisten, der laver film, som han mener, de skal laves. Han tænker ikke på publikum, og det provokerer tydeligvis i en tid, hvor kunden altid har ret og hvor vi alle ved bedst.

I Triers film er der ingen nemme løsninger, ingen manualer og ingen leflen for trends og tidstypiske identifikationspunkter. Man er på egen hånd, når man ser en Trier-film.

Det sjove er, at han sikkert ville give sine kritikere ret i det hele, hvilket blot og bare ville gøre dem endnu mere spruttende og forvirrede.

Men der er heller ingen tvivl om, at Trier gerne vil anerkendes som vores tids største danske kunstner.

Det burde vi være enige om at gøre. Bagefter kan vi så bruge resten af tiden på at diskutere filmene.

Det ville klæde os som nation.

Jul i kommercielt eventyrland

Af Søren Høy

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’. Det er den lidet mundrette titel på årets store december-film. For alle os dødelige, der ikke gakker helt ud over fantasy, elver og dværge med kæmpe våben, er det en kodet titel med så mange rollespils-referencer, at vi må nøjes med at kalde den ’Hobbitten 2’.

’Hobbitten’ bliver til tre film med en samlet spilletid på lige under 10 timer. Den første kom sidste år – den sidste kommer om et år.

I øvrigt er de tre film forløbere historiemæssigt til de tre ’Ringenes Herre’-film, der kom årligt i december mellem 2001 og 2003. De tre film havde i øvrigt en samlet spilletid i den seneste Blu-ray udgave på hele 726 minutter og altså cirka 12 timer.

Peter Jackson

Peter Jackson, der er instruktøren bag alle filmene, har lavet en økonomisk succes, der formodentlig vil gå hen og gøre den til den bedst indtjenende serie i filmhistorien. De tre ’Ringenes Herre’ film har til dato indtjent imponerende 18 milliarder kroner i verdens biografer. De er udkommet i adskillige DVD og Blu-ray bokse i forskellige samler-udgaver med figurer, kort og hemmelige dimser, som man sikkert kan aftvinge respekt med på en af de mange konventioner, der bliver afholdt rundt om i verden, hvor de mest inkarnerede fans viser deres trofæer frem. På DVD har de tre første film på verdensplan omsat for cirka to milliarder kroner. Oven i det er der LEGO, computerspil og sengetøj – og alt muligt andet merchandise, som ingen tør give et realistisk nyt omsætningsbud på. Tilbage i 2004, efter den tredje films 11 Oscars, mente markedsanalytikere, at der var omsat for cirka 7 milliarder kroner i merchandise.

’Hobbitten: En uventet rejse’ fra 2012 fik ikke prangende anmeldelser og mange fans brokkede sig lidt over frihederne som Jacksons team havde taget sig. Mange figurer var frit fantaseret frem til lejligheden, og filmen døjede med et uprøvet 48-billeder-per-sekund-format, der gav lidt søsyge da billedet pludselig havde niveauer og dybder, som publikum havde svært ved at holde styr på. Den indspillede alligevel imponerende seks milliarder kroner i biograferne og cirka en halv milliard på DVD.

Der er to film tilbage. Mon ikke de når tilsvarende tal? Det er blevet en lille tradition, at de se her eventyrlige film ved juletid, og de har stadig den der odeur af jovialt eventyr, hvor man helt glemmer, at der er tale om en gigantisk og historisk pengemaskine.

Dansk film 2013

Af Søren Høy

Dansk film ser godt ud, hvis man står på det øverste trin, badet i blitzlys, foran det imponerende festivalpalæ i Cannes – eller hvis man nu er så heldig, at få en eksklusiv invitation til Oscar-festen i Los Angeles.

Ligeledes er der grund til at hive proppen af den dyre champagne, hvis man ser på det konstante, samlede billetsalg til danske film i biograferne. Vi ligger godt og stabilt på cirka 2½-3 millioner danske billetter og 20-25% markedsandel. Det er præcis, som det skal være.

Problemerne opstår, når man begynder at kigge bagved de flotte tal. Traditionelt er netop det ikke en sag for publikum. De skal jo bare nyde filmene og ikke bekymre sig voldsomt om branchens balancer og producenternes økonomi. Publikum har det formodentlig bedst med at dyrke stjerner, filmens magi og sublime underholdningskraft.

Det Danske Filminstitut offentliggjorde i denne uge en rapport, som deres trofaste revisions- og rådgivningsfirma Deloitte har udarbejdet. Titlen er ’Sundhedstilstanden i dansk spillefilmsproduktion 2003-2011’. Det er spændende læsning for det økonomisk-interesserede øje, for signalet er gået fra grønt i starten af 00’erne til gult i slutningen af 00’erne til rødt i starten af det nye årti. Disse skumle udsigter har de senere år formørket branchen. Producenterne kan ikke få forretningen til at hænge sammen.

Den 55-sider interessante rapport konkluderer, at indtægterne er faldet så drastisk, at det er til stor fare for de mellemstore og små producenter. I princippet efterlader det kun Zentropa og Nordisk Film i god afstand fra kanten. DVD-salget til de danske titler er stærkt faldende. Pirateri og streaming er rapportens forklaring – ændrede hjemme-vaner med TV-serier i lækre bokssæt er en supplerende valid forklaring samt at en ny globaliseret generation interesserer sig bredere end hvad danske DVD’er kan tilbyde.

Med andre ord er den succesfulde ’danske filmmodel’ under et voldsomt pres.

Rapporten slutter sit statistiske arbejde i 2011. Branchen talte allerede dengang om de tilspidsede økonomiske forhold, og intet tyder på, at situationen er forbedret siden. Tværtom er den tydeligvis forværret.

Priser og billetsalg snyder, for dansk film er ikke en sund forretning. Der kræves nye modeller, andre indtægtskilder og fordelingsnøgler. Hvis der ikke er penge, er der ikke film, og så bliver der desværre ikke meget at klappe af i den nære fremtid.

Balladen om Cannes-vinderen

Af Søren Høy

Det hører til sjældenhederne, at skuespillere efter en film går i flæsket på instruktøren, og anklager ham for at være en brutal bisse. Det er absolut enestående, når det handler om en Guldpalme-vinder fra Cannes. Og det gør ikke historien mindre kulørt, at filmen har dampende hede lesbiske sexscener med delikate pikanterier og positioner i de op til 10 minutter, det enkelte samleje sagtens kan sprede sig ud over i filmen. Tro mig. 10 minutters dansende bryster og vaginal synkronisitet i nærbilleder virker intimiderende lang tid på et 200 kvadratmeter lærred.

Instruktøren af ’Adèles Liv – Kapitel 1 & 2’, franske Abdellatif Kechiche, så overordentlig lykkelig ud, da han sammen med sine to smukke hovedroller Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux stod på podiet i Cannes i maj måned. De havde lavet festivalens bedste og mest besnærende film. De havde efterladt journalister og branchefolk med røde knopper på halsen og med et stort dominerende spørgsmål rumsterende: Gjorde de det rigtigt? Det ser unægtelig sådan ud.

Kort efter premieren rasede forfatteren af tegneserien, som filmen er inspireret af. Julie Maroh mente, at intimiteten var blevet til porno og at det var useriøst og urealistisk, at de to roller bliver spillet af tydeligt heteroseksuelle kvinder og instrueret af en mand, der ikke forstår sig på lesbiske følelser.

Historien bliver ikke dårligere af, at de to hovedroller har anklaget instruktøren for at være en torturende diktator. Han optog eftersigende cirka 750 timers materiale og pinte hver en dråbe ud af sine skuespillere. Det tog 10 dage at indspille en sexscene, hvor kvinderne følte sig ydmygede og prostituerede. Han beordrede dem til at slå hinanden gentagne gange under et skænderi, og han totalt manglede respekt for dem. ”Vi vil aldrig arbejde med ham igen”, fortalte de magasinet ’Daily Beast’.

Kechiche skød tilbage ved at kalde dem forkælede med en forkert opdragelse. Desuden truede han med at kalde filmen tilbage fra alle markeder, fordi de havde ødelagt publikums oplevelse af filmen med deres udlevering af hans kunstneriske proces. ”Jeg vil lige minde om, at de er de to samme skuespillere, der græd i mine arme i Cannes og takkede mig for at få muligheden for at være med i filmen,” sagde han til The Guardian i den periode, hvor han sågar overvejede at lægge sag mod dem.

Det koster at lave stor kunst. Ingen af de involverede i denne sag ser ud til at have formatet til at indse det.

Rum-revolution i 3D

Af Søren Høy

’Gravity’ er årets bedste film. Og hvorfor er den så det?

Det er den fordi, at den både teknisk og historiemæssigt er dybt betagende.

Instruktøren Alfonso Cuarón, hans mesterlige fotograf Emmanuel Lubezki og ikke mindst special effects designer Tim Webber, har skabt det umulige; nemlig at konstruere en filmoptagelse, hvor begge skuespillere i stort set alle scener er i vægtløs tilstand.

Teknisk er filmen en revolution. Aldrig før har 3D-mediet tilført en film samme mulighed. Her er vi inde bag hjelmen og dragten sammen med Bullock i hendes tumultariske rum-mareridt, hvor publikum konstant overraskes og udfordres. Både handlingsmæssigt og eksistentialistisk. Hvad tror man på, når man ser Jorden fra rummet?

Lubezkis overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviser, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen dybe lag.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

teknisk revolution, en spirituel, enkel historie med dybder og fortolkningsmuligheder.

Andre instruktører har brugt teknikken til at udvide filmens historie, skuespil og ikke kun styrket oplevelsespotentialet. Bedste eksempel er Martin Scorsese med ’Hugo’. Scorsese er normalt til gangstere og brutalitet, men denne gang ramte han eventyret og magien.

Scorseses overlegne brug af farver, dybdeskarphed og kamerabevægelser udmanøvrerede alle tidligere bud indenfor kvalitetsfilmens brug af 3D. Han beviste, at formatet kan andet end effektmageri – der gemmer sig nye billedoplevelser, som tilfører fortællingen flere lag.

Den tyske mesterinstruktør Wim Wenders gik nye veje, da han forrige år lavede dansedokumentaren ’Pina’ om en legendarisk tysk performancekunstner. Hun reformerede dansen, og Wenders gjorde det samme for dokumentarfilmen med sit eksperiment, som ramte en målgruppe, der normalt bevæger sig langt væk fra multiplex-biografernes popcorn-skyer. De modne biografgængere tog letvægtsbrillerne på, og blev udsat for ro, refleksion og dans. Pludselig kunne det segment ikke påberåbe sig, at 3D kun er for de unge.

I 3D bliver filmene større end livet, og netop det er i høj grad, hvad film handler om. At kunne vise en verden, som vi ellers aldrig vil kunne få at se.

Det samme gjald Ang Lees Oscar-vinder ’Life of Pi’. Filmens centrale handling foregår på en redningsbåd, hvor en ung inder er havnet sammen med en bengalsk tiger.

Det giver muligheden for at lege med virkeligheder og naturens overraskende, spirituelle og lunefulde væsen.

Børnenes biografferie

Af Søren Høy

Efterårsferien tilhører børnene. Som aflad for hverdagens manglende opmærksomhed får de lov til at bestemme. Nu er det dem, der skal designe dagene i det omskiftelige vejr, hvor det virker oplagt, at lave ting der foregår indendørs – og det er her, at biograferne kommer ind i billedet.

Biograferne har traditionelt ultimativ højsæson i efterårsferien på grund af børnene. Der er vanligt tre-fire film, der er designede til de yngste i familien. I år er det børnesuperhelten ’Antboy’, de animerede danske antihelte i ’Olsenbanden på dybt vand’ og amerikansk metervare med enkle, fordøjelige titler ’Turbo’ og ’Planes’. Begge amerikanske film handler om dyr og talende mekanik. I sig selv eventyrligt men også en form, der for længst har nået et mætningspunkt.

“Turbo”

Netop animationsfilmene er blevet et problem. I mange år gav de nye filmoplevelser. De var lavet med finesse. Legen og fantasien kombineret med udsøgt medmenneskelighed gav dramaer, der var lige så gyldige for en ny generation, som Chaplin, ’ET’ og ’Gummi Tarzan’ havde for dem, der nu har rynker om øjnene.

De nye animationsfilm fjerner børnene fra virkeligheden. Der er ingen budskaber, der er ingen udfordringer. Det eneste der står tilbage er koloreret brain candy. Børnene husker ikke filmene, de lærer intet af dem, og i et voldsomt øjeblik kan man hævde, at de bliver en smule dummere af at se dem.

Det gør ondt på både min filmiske sjæl og åndelige opdragelse, når jeg ser, at en udvanding af nationalt arvegods i ’Olsenbanden’ udmanøvrerer nyskabelsen i ’Antboy’. Jeg får ondt i troen på fremtiden, når jeg ser lallende, pleasende forældre i kø til et ligegyldig amerikansk farveladeshow, hvor børnene er blevet programmerede af en mega-kampagne, så de faktisk står i køen og tror, at skal se en interessant film.

Børnene har selvfølgelig ikke skylden. De er bare børn, og vil til enhver tid vælge vingummi fremfor rugbrød.

Vi voksne er derimod synderne.

Hvem af jer forældre har sidst set en børnefilm, der gav lyst og mulighed for diskussion og refleksion med børnene efterfølgende?

Bruger I tid på at overveje, at filmene skal kunne mere end udfylde 90 minutters grå efterårsferie?

Har vi mistet kvalitetssansen på børnenes vegne?

Har vi selv smidt fornuften og lysten til udfordring ud i børnenes kulturelle opdragelse udelukkende for at underholde dem?

Noget tyder på det, og det er skræmmende.

Svensk inspiration

Af Søren Høy

Svenskerne er foran danskerne, når det gælder kulturel udvikling og kapitalstærke kunstneriske tiltag.

I 1970’erne og 80’erne var det indenfor popmusikken, at vores naboer i det uhyrligt langstrakte land gav os en kommerciel lektion, som vi vel aldrig helt er kommet os over. De hamrede hits ud på alverdens toplister, og de smilende omkvæds-snedkere blev stjerner i en branche, hvor en døgnflue knapt overlever nattens udskejelser.

Svenskerne har skabt spændingsplot, før vi forstod, at krimier er alt, folket vil have.

Alt fra Jan Guillous ’Hamilton’ over Sjöwall og Wahlöös ’Beck’ til Stieg Larssons ’Millennium’-fænomen var kæmpe succeser, før det gik op for os, at vi selv havde tilsvarende evner og historier.

Filmproduktion er ingen undtagelse. Film i Väst i Västra Götaland tiltrækker ekstraordinære produktioner til den grå betonby Trollhättan. Mod signifikant kontant indskud og med stor produktionserfaring har de fået fingrene i majoriteten af de væsentligste film, der er lavet i Skandinavien de seneste 15 år samt efterhånden en imponerende række af internationale produktioner.

I 2013 er vi i gang med at forsøge med en tilsvarende filmfond i København.

TV-serier er tidens absolut bedste samtaleemne. Det vælter ud med kvalitet i et så hysterisk tempo, at man er nødt til at tage et par års orlov, hvis man skal have samlet op.

Også her er de blå/gule ikke overraskende en generation foran os. I 2005 skabte de en kæmpe succes med ’Wallander’, der senere blev indspillet på engelsk og tysk og dermed pludselig henvender sig til et markant større marked. Fremsynet og internationalt tænkt.

Flere år senere fandt vi på ’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og ’Broen’.

Seneste ide, som vi burde kigge nøje efter, er, at Svensk TV4 netop har lavet deres første amerikanske sit-com. ’Welcome to Sweden’ mønstrer imponerende et par af tidens førende komikere i Amy Poehler og Will Ferrell, der begge garanterer et publikum og en kvalitet, der er uhørt for en skandinavisk produktion.

Serien handler om en New Yorker-fyr, der flytter til Sverige sammen med sin svenske kæreste. Serien er netop blevet købt af det store amerikanske network NBC, der i øvrigt også sender kannibal-krimien ’Hannibal’ med Mads Mikkelsen i titelrollen.

Det er svært ikke at være voldsomt imponeret over svenskernes evne til at skabe rammer for kreativ udvikling af nytænke formater og ideer.

Vi behøver ikke se forfærdelig langt, for at få inspirationen til den næste danske succes.

Biografisk filmstorm

Af Søren Høy

I skrivende stund har ’Spies & Glistrup’ rundet 230.000 solgte billetter i de danske biografer. Filmen om de to excentriske venner, der i 1970’erne eksperimenterede med henholdsvis stoffer og skatteregler, er populær. Den skal nok ramme 400.000 inden den bliver pillet af fremviserne.

Filmen er en sjælden biografisk succes i 2013, hvor det vælter ud med film om politikere, kongelige og fænomener fra de sidste 50 år.

De portrætterede hovedpersoner er som oftest figurer, vi har et nært forhold til, og som minder os om tragedier, triumfer og milepæle i familie- og arbejdslivet. Når filmene er bedst, giver de refleksion og lyst til fordybelse og forståelse af vores egen historie.

De seneste uger er filmene om Apple-maestro Steve Jobs (’Jobs’) og Formel 1-legende Niki Lauda (’Rush’) åbnet i Danmark. I dag premierer historien om ’The Butler’, der tjente under hele otte præsidenter i Det Hvide Hus.

I næste uge kan biografgængerne møde Prinsesse Diana, senere på året ’Grace of Monaco’ med Nicole Kidman, Julian Assange fra WikiLeaks, klaver-virtuosen Liberace, travhesten Tarok og den svenske jazz-stjerne Monica Zetterlund. En imponerende combo af divaer, ikoner og en enkelt hingst.

Publikumstilstrømningen til de biografiske film er stærkt varierende. Pudsigt nok betyder hovedpersonens fanskare ikke noget for, hvor mange der indløser billet i biografen.

’Jobs’ er eksempelvis en fiasko i USA, hvor den kun har indspillet 15 millioner dollars – tre millioner mindre end den har kostet at lave.

Måske havde producerne regnet med, at alle der har købt Jobs’ biografi eller et Apple-aggregat ville se filmen.

En film kræver en tydelig konflikt, og da den konflikt ofte er hovedpersonens spaltede personlighed, har filmen nemt ved at støde fans fra sig. Analysen er, at publikum ikke har lyst til at se en alt for kritisk gennemgang af de mennesker, som de dybest set ønsker at beundre. Det samme kan man frygte på flere af de kommende films vegne.

I dansk regi savner jeg den politiske, kritiske og samfundsperspektiverende film om Jens Otto Krag. Han har formatet til en film, der både kan tage et fingeraftryk af velfærds-Danmark og forhåbentlig give nye generationer indsigtsrige detaljer om alt fra magtspil til tabloidsensationer. Lidt det samme som ’Spies & Glistrup’ begejstrer med i de her dage.