Monthly Archives: marts 2013

Kon-Tiki, instruktion: Joachim Rønning, Esben Sandberg

5 af 6 stjerner

Billedresultat for Thor HeyerdahlDen legendariske norske eventyrer Thor Heyerdahl har solgt over 50 millioner eksemplarer af sin – i litterær forstand – fantastiske beretning om sin farefulde færd på en tømmerflåde. 101 dage på tværs af Stillehavet. Bølger på højde med huse. Hajer, bombadement af flyvefisk, en besætning af godtfolk og ikke mindst med en næsten hysterisk vendetta mod den universitære videnskab, som ikke vil godkende Heyerdahls antropologiske studier, som vil bevise, at Fransk Polynesien blev befolket af sydamerikanere.

At omsætte denne kompleksitet til film har taget 65 år. I 1947 drev den norske Thor af sted. I 1951 vandt han en Oscar for sin dokumentarfilm om ekspeditionen og i 2012 lavede de to gulddrenge fra Norge, Rønning og Sandberg blockbusteren om den nationale fortælling. De har tidligere lagt Norge øde med 2. Verdenskrigs beretningen om Max Manus, der ligesom denne her film blev set i nærheden af en million mennesker i Norge.

Tiden har arbejdet med fortællingen om Kon-Tiki. Filmen kan helt simpelt sagt laves nu. Effekter, bølger, dyr og tidsrejse kan genskabes med troværdighed og stoflighed.

Heyerdahl er både det eventyriske, videnskabelige og familiære midtpunkt i filmen. Han bliver på den måde et med sin båd. Noget jeg har bidt mærke i ikke er usædvanligt for en søfarer. Pål Sverre Hagen har den store opgave at lægge ansigt til portrættet, og det klarer han trods visse genvordigheder med at holde sammen på alle de indre, ydre og vejrlige kampe, han bliver matchet op med. Mindre heldigt er fordelingen af roller i hans besætning. Det er lidt forudsigeligt, hvem der er den dumme, den kluntede, den kloge – men herregud, det er film og eftersom film skal spille på et simpelt register for at blive forstået, så giver det vel mening i den store helhed.

Visuelt og håndsværksmæssigt er Kon-Tiki uden sammenligning det mest imponerende og ambitiøse film, der er set i Skandinavien. Filmens budget på 90 millioner kroner er klogt brugt og instruktørerne har holdt overblikket og fokus på historien, selvom de panoramiske scenarier må have krævet voldsom meget opmærksomhed.

Kon-Tiki er en af sikreste biografoplevelser i dette forår.

Disneys magiske farvelade satsning

’Oz – The Great and Powerful’ åbner i dag i det meste af verden. 3D ekstravaganza for hele familien og en opdatering af et af filmhistoriens største eventyr.

Har Disney regnet succesformlen ud?

Af Søren Høy, Viasat Film

200 millioner dollars har filmen kostet. Yderligere er der brugt 135 millioner dollars til markedsføring. Tommelfingerreglen i filmens verden er, at en film ved billetlugerne skal tjene sit samlede budget tre gange, før den giver overskud til alle involverede. Fra producent til billetsælger. Med andre ord skal Disneys mega-satsning gerne indspille cirka 1 milliard dollars, for at den kan betegnes som en økonomisk succes. Det er et vildt beløb at sigte efter, og der er da heller ingen tvivl om, at det legendariske og ikoniske firma bag filmen har satset det meste af husholdningskassen på denne her film.

Disney har noget at have deres forventning i. I 2010 lancerede de en film, som på mange måder minder om den aktuelle. Legebarnet med licens til bruge alle tuscherne i penalhuset, Tim Burton, genindspillede ’Alice in Wonderland’ med den dekadente superstjerne Johnny Depp i på plakaterne, og den film ramte den magiske milliard dollars på i indtjening verdensplan. En sand triumf for Disney, der med den film dygtigt og heldigt fandt den kombination af eventyr, effekter og leg, der skal til for at ramme det brede publikum. Dengang var der en masse snak om, at Tim Burton gik og legede med tanken om at genindspille ’The Wizard of Oz’. Klassikeren som Victor Fleming instruerede i 1939, samme år som han i øvrigt lavede en af filmhistoriens største værker, ’Borte med Blæsten’.

Den første musical/fantasy version om den 16-årige Dorothys rejse fra bøhlandet i Kansas til det magiske land Oz, var i sin tid et teknologisk og genremæssigt nybrud. Sære, syngende væsner i strålende, farverige omgivelser og i midten af det hele en bedårende Judy Garland, der helt i tidens kyske ånd repræsenterede alle unge kvinders rejse fra et stilfærdigt og tækkeligt liv på farmen ind i voksenlivets farefulde udfordringer og tiltrækkende fristelser. Man forstår lysten til at lave filmen igen. I dag vil alle fra ’Blikmanden’ over ’Fugleskræmslet’ til ’Den Bange Løve’ og selveste fupmageren fra Smaragdbyen ’Troldmanden’, kunne laves med fantasifuld sødme kombineret med en dyster baggrund, så nutidens børn ville få en relevant opdatering af den fantastiske fortælling.

I filmens verden fylder rettigheder en hel del, og dem kan man ikke bare overtage og genbruge. Selskabet Warner ejer filmrettighederne til den oprindelige historie, så hvis Disney skulle udnytte de gode erfaringer fra ’Alice in Wonderland’, så krævede det en ny historie, og derfor handler den aktuelle film om den lidt forhutlede magiker Oscar Diggs (James Franco), der ender i landet Oz efter en ballontur i en skypumpe. Med andre ord forhistorien om hvordan Troldmanden havnede på slottet som frelser af det forstyrrede rige, inden Dorothy overhovedet blev født.

Sam Raimi, manden bag ’Spider-Man’ trilogien, endte med at få ansvaret for det store projekt. Tim Burton røg ud af uvisse årsager, men det er hans farveskala og principperne fra ’Alice’, der tydeligvis er brugt i både stil og markedsføring. Der er ingen tvivl om, at Disney gerne vil ramme nøjagtig det samme publikum igen.

Spørgsmålet er nu, om Disney har regnet den rigtigt ud? Er denne historie er lige så kendt for verdens unge som ’Alice’, om folk gerne vil se den kommercielt uprøvede James Franco som Troldmanden, om 3D er lige friskt og spændende som for præcis tre år siden, hvor ’Alice’ kom ud?

Publikum har svaret.

Hvorfor ser vi ikke film med etniske danskere?

Er Danmark en alt for nationalistisk nation, når det handler om film? Noget tyder på det. Vi mangler efter 20 år med stabil, varieret filmproduktion at se en film med etnisk indhold, der fanger et stort publikum.

Af Søren Høy

I dag har ’MGP Missionen’ premiere i biografer rundt om i hele vores lille kongerige. Den handler om 12-årige Karl, der flytter til storbyen København fra den smukke jyske udørk Hvide Sande, der ligger så langt mod vest, som man kan komme i Danmark. Karl og hans mor rykker ind på det farverige Nørrebro, hvor han helt i tråd med virkelighedens realiteter møder alverdens etniciteter, religioner og medfølgende dagligdagsproblemstillinger.

Filmen har haft et lettere turbulent liv det sidste års tid. Det kom frem, at Det Danske Filminstitut (DFI) havde afvist at give den støttekroner, da de mente, at publikum ikke interesserer sig for film, der har en etnisk konflikt.

Det gav en masse polemik for filmselskabet bag produktionen følte sig bortdømt på et usagligt grundlag, og til sidst måtte daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) gå ind i sagen, for at for at få en vurdering af, om alle ansøgningsprocedurer var overholdt. Det var de, men sagen bliver med sikkerhed genåbnet i disse dage.

Nu er filmen nemlig klar til publikum, og det vil vise sig inden for de kommende 14 dage, om DFI havde ret i deres vurdering.

Mit erfaringsbaserede bud og statistik viser, at DFI får ret. Filmen vil formodentlig ikke nå det publikum, som jeg af hele mit integrations-støttende hjerte ønsker, at den får.

Vi har i den grad brug for film, der binder kulturer, religion og fælles drømme sammen. Vi burde interessere os for hinanden, der burde være udsyn og indsigt nok til at film om folk med alle hudfarver kan få et publikum. Det burde handle om historiens kvalitet og ikke andet. Men det gør det bare ikke.

I Danmark har vi kun tradition for, at se danske film der handler om postkort-danskeren fra 1950’erne. Hvide, lyshårede og blåøjede.

Musikbranchen har mange etniske rollemodeller, som er fuldt accepterede både kunstnerisk og kommercielt. Vi ser langsomt flere sportsfolk, tv-værter og politikere med etnisk baggrund, så det er ikke fordi, at samfundet generelt står helt stille integrations-kulturelt, men der er intet der tyder på, at filmen kan følge med.

Svaret på det er, at filmene der er lavet hidtil, ganske enkelt ikke har været gode nok. Med undtagelse af ’Flugten’ (2009), har der ikke været en film, som kunne henvende sig til noget der bare minder om et bredere publikum. Der har ikke været identifikation og fascination. Historierne har koncentreret sig om kærlighed, familie og tradition. Muligvis emner der er slidt op af 30-års debat om integration. Desuden kan det ikke udelukkes, at publikum er trætte af at se historier om bander, kriminalitet og forhutlede flygtninge. Historier der kun understøtter et mediebillede, som mange etniske danskere med sikkerhed godt kunne undvære.

Der vil gå en generation, før vi tidligst kommer til at se et anderledes filmbillede end det eksisterende.

Det vil kræve komedier og andre typer af lettilgængelig film i et konstant mangeårigt flow, før den nuværende situation ændres. En enkelt film gør det ikke. Det kræver ligeledes etniske stjerner, som appellerer til publikum, og sidst men ikke mindst manuskriptforfattere og instruktører, der selv har etnisk baggrund. Med andre ord er løsningen ikke lige om hjørnet, og i sidste ende er det op til de etniske danskere selv at skabe den absolut nødvendige udvikling. De har selv historierne, og de er selv de rette til at fortælle dem.


Danske film med etnisk tema:

Pizza King (1999), Ole Christian Madsen 49.243 billetter
Leïla (2001), Gabriel Axel    856 billetter
Halalabad Blues, (2002), Helle Ryslinge 26.699 billetter
1:1 (2006), Annette K. Olesen 16.391 billetter
Fighter (2007), Nathasha Arthy. 53.138 billetter
Uden for Kærligheden (2007), D Espinosa  4.355 billetter
Gå med fred, Jamil (2008), Omar Shargawi 5.304 billetter
Eye for Eye (2008), Kaywan Mohsen 20.879 billetter
Flugten (2009), Kathrine Windfeld 95.260 billetter

Panikken breder sig i Cannes

Af Søren Høy

Der sker underlige ting i Cannes i de her dage. I biograferne er det helt naturligt, at vi bliver revet rundt i løjerlige virkeligheder. Alt fra rumvæsner over japanske spædbarns-forbytninger til narkobaroner i Mexico. I salenes mørke accepterer vi stor set alt. Ude i virkeligheden bliver det en smule komplekst det, når systemerne bliver udfordret.

Natten til fredag blev Chopard-smykker for 5,8 millioner kroner stjålet fra et fancy hotel i byen. Chopard er officiel sponsor for festivalen, og langt de fleste starletter bærer derfor det eksklusive mærke på den røde løber, hvor de sultne fotografer giver smykke-giganten eksponering i alverdens magasiner, websider og tv-programmer. Det nyeste er, at man mistænker en ansat på hotellet eller en fra smykke-transporten, for at have tippet røverne om smykkernes opbevaring. No shit, Sherlock. Eftersom de var godt gemt væk dybt inde i det store hotel, så ville det trods alt kræve en film-forbryder at finde dem. Røveriet betød pudsigt nok, at sikkerheden og adskillige taskecheck på festivalen fik det hele til at ligne en lufthavn. Ved alle indgange er der nu visitering og ingen tasker går igennem med lukket lynlås.

Som om det ikke er nok, så blev den lettere opskruede stemning yderligere forstyrret fredag eftermiddag, hvor der pludselig var svært bevæbnet politi og blinkende salatfade på Croisetten. Rygterne buldrede allerede. Der var affyret pistolskud udenfor den Le Grand Journals tv-studie, hvor de hele dagen sender live fra festivalen. Jurymedlemmerne Christoph Waltz og franske Daniel Auteil, begge skuespillere, var midt i et interview, da bragene lød. Waltz blev under turmulten eskorteret ud med sikkerhedsvagter som levende skjold. Da krudtrøgen havde lagt sig viste det sig, at en eller anden sjover havde fyret fyrværkeri af for at lave sin egen lille happening.

Den onde gerningsmand blev overmandet og sidder nu i brummen indtil man finder ud af, hvad straffen er for at tænde kanonslag, når der er stjerner i nærheden.

Regnen siler ned og det sætter en dæmper på oprøret, der muligvis ligger og rumler under festivalens filmiske dramaer.

Når film bliver storpolitik

Af Søren Høy

To højtprofilerede filmprojekter om Hillary Clinton er i denne uge blevet skrinlagt. Grunden er enkel. Hun er demokraternes bedste og mest sikre bud på en amerikansk præsident i 2016. Den slags kan ikke tåle filmens kritiske og dramatiske behandling af skandaler og nedture.

Det startede med, at den Oscar-vindende dokumentarist Charles H. Ferguson (Inside Job) med CNN i ryggen droppede sin planlagte dokumentarfilm om Hillary Clinton.

I sin klumme i Huffington Post skrev Ferguson, at ingen ville bidrage med informationer om de magtfulde Clinton’s. ”Ingen demokrater, ingen republikanere, ingen der arbejder med familien, ingen der ønsker adgang til Clinton eller dem, der drømmer om at få en plads i Hillarys administration. Ikke engang journalister der frygter, at deres adgang til hende bliver taget fra dem.”

Kort efter droppede det store NBC-network deres planlagte miniserie om Hillary. Allerede efter to måneders arbejde var serien blevet et mareridt for stationen, hvor den fiktionaliserede serie var ved at ødelægge nyhedsdivisionens forhold til Clintons bagland.

Republikanerne stemte nemlig tidligere på sommeren imod, at CNN og NBC måtte dække de første debatter op til 2016-valget, da de mente, at de to broadcastere med hver sit Hillary-projekt ville fordreje dækningen ved at beskytte deres hovedperson, og kun vise hendes version af debatten. ”Når et network bruger millioner af dollars på at fremhæve Hillary, så vil de med sikkerhed være på hendes side,” sagde formanden for Republikanernes Nationale Komite, Reince Priebus.

”Ud af de over 100 personer, som jeg har talt med, der nogensinde har haft med Fru Clinton at gøre, ville kun to medvirke med kamera på, og min fornemmelse var, at de ville trække deres udtalelser på et senere tidspunkt.” skriver Ferguson i sin klumme.

Ingen ville have filmen lavet. Stille, roligt men bestemt fik de dominerende demokrater gjort CNN og Ferguson opmærksomme på, at det ville være bedst, hvis filmen ikke blev lavet.

Det er, som Ferguson konkluderer, ”en sejr for The Clintons – men ikke en sejr for medierne eller for det amerikanske folk.”

Det lykkedes ikke på noget tidspunkt hverken Ferguson eller forfatteren bag mini-serien at få adgang til Hillary herself.

Moralen er, kunsten intet kan stille op, når det storpolitiske artilleri rynker brynene og derefter spænder musklerne.

Det er yderst interessant, at der ikke for nuværende er politisk råd til et kritisk portræt eller serie om en så markant kvinde i moderne historie.

Bodil – pirat eller kongelig

På lørdag uddeles Danmarks ældste og mest prestigefulde filmpris. Bodil fylder 65 år, og de cirka 40 medlemmer af Bodil Komiteen skal vælge mellem pirater i nutiden eller demokratiets fødsel i 1770.

Af Søren Høy

Der er vel reelt kun to film, der kan finde prisen for årets film, når hele den danske filmbranche mødes på lørdag, for at uddele priser til de film, der havde premiere i 2012.

De to film repræsenterer de to absolutte styrker ved dansk film lige nu. Refleksion over nutiden og genskabelse af fortiden. På hver sin måde inkarnerer de mentaliteten og ambitionen.

’Kapringen’ af Tobias Lindholm er interessant nok favorit efter sin sejr ved Robert Uddelingen for to uger siden. Dengang gav de cirka 1200 medlemmer af Det Danske Filmakademi sit mandat til filmen, der foregår på en kapret båd ud for Somalias og Kenyas kyst samtidig med at vi følger man det politiske, menneskelige og økonomiske hasardspil i et forhandlingslokale i Danmark. Filmen rammer direkte ned i en international nyhedsstrøm, et valg i Kenya og ikke mindst det paradoksale i, at det vi opfatter som en form for terror, i Somalia er en forretningsmodel for de udpinte og forarmede lokale amatør-pirater.

Overfor det samtidspolitiske og globaliserede drama står en af de flotteste danske film, der nogensinde er lavet. Det er vel kun Bille Augusts Oscar-vinder fra 1988, klassikeren ’Pelle Erobreren’, der kan konkurrere med ’En Kongelig Affære’ i visuel og scenografisk ambition. Nikolaj Arcels Oscar-kandiderende kærlighedshistorie med Dronning Caroline Mathilde og Hoflæge Struensee i front, indeholder moderne temaer som demokrati, ytringsfrihed og social mobilitet – i den grad genkendelige problematikker i nutidens verdensbillede.

Begge film har tidens varme stjerner i hovedrollerne. Hvor ’Kapringen’ med Søren Malling og Pilou Asbæk bruger ansigter, der for den brede befolkning nok er mest kendte fra DRs søndagsserier, så viser ’En Kongelig Affære’ både Danmarks absolut største stjerne, Mads Mikkelsen, og et af de største talenter, Mikkel Boe Følsgaard.

’Kapringen’ har en fordel i sin realisme og hvad man i analysens sproglige mangelfuldhed kalder ’nøgenhed’. Den er strippet for smarte visuelle detaljer og går direkte efter historien og det brutale skuespil hos Malling og Asbæk. Den slags kan de danske anmeldere godt lide. Den type film vinder priser. Argumentet er ofte, at det realistiske er det sværeste. At det der virker ægte er tættere på virkeligheden – og at man dermed som publikum bliver mere følelsesmæssigt involveret end for eksempel i et historisk drama, hvor man er oplever og beskuer til en verden, der for længst er afløst af moderne problemstillinger som pasningsgaranti og arbejdstidsregler.

Måske er de danske anmeldere lidt bange for den storhed og ambition, som det største danske kongelige kærlighedsdrama indeholder. Er den for vulgær, er den for storladen? Desuden er der den faktor, at vi jo kender livlægens historie fra litteraturen og undervisning, og derfor vil den virke som en farvelægning af vores fælles historiske kulturarv.

Apropos national historie så står der en film udenfor det fine selskab, som fortjener mere opmærksomhed, end den har fået fra de 40 københavnske filmmedarbejdere og anmeldere, der udgør Bodil Komiteen. ’Hvidsten Gruppen’ blev årets mest sete danske film med cirka 765.000 solgte billetter, men trods det er den kun at finde i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle. Rygterne siger, at københavnerne ikke kan lide filmen, og at den primært har fat i os jyder. Måske er der noget om snakken. I alle tilfælde virker det decideret løjerligt, at der er ikke er fundet plads til så stærk film om så væsentlig en historisk begivenhed med så professionelt håndværk og solidt skuespil.