Monthly Archives: september 2012

Ultravold underholder i biograferne

Publikum skal ikke være alt for sarte, hvis de skal se flere af de nye film, som lige nu er aktuelle. Der er skarpladte våben, macheter og savtakkede knive på plakaten.

AF SØREN HØY, Viasat Film

Blodet flyder, ligene ligger i bunker splattede ud på cementgulve. Kuglerne flyver i slowmotion, og man ser projektilet bane sig vej gennem hjernen på en bad guy.

Judge Dredd tager ingen fanger. Det gider han ikke. Han er den surmulede vogter af loven i en dystopisk fremtidsvision, hvor brutalitet og afstumpethed er på niveau med logikken i et shoot to kill computerspil.

Dredd har et herligt futuristisk våben, der har alle mulige udryddelses-funktioner, hvilket inkluderer flamme-napalm-bomber, lumske granater med dum-dum-kugler og ikke mindst mini-bomber som kan gennembore en væg. Det er også nødvendigt, for i Dredds virkelighed er et menneskeliv intet værd, og det glæder altid om at skyde først og så lave kyniske jokes bagefter. ”Dredd 3D”, der har premiere i dag, er et underholdende eksempel på en trend, som tydeligt viser sig på tværs af underholdningsindustriens visuelle platforme; ultra æstetiseret vold.

En film der er betydeligt bedre end ”Dredd 3D” både historie- og tempomæssigt er den indonesiske ”The Raid:Redemption”, som netop er udkommet på DVD. Den sætter nye standarder for højoktan underholdning med nærkampe, kvikke replikker og ikke mindst antallet af skud i et magasin. ”The Raid” er lavet for ingen penge af den amerikanske instruktør Gareth Evans, men den er alligevel pumpet op med den nyeste og mest raffinerede teknik. Her viser genren sin nye styrke, for med den enorme computerkraft, som selv en skoleelev kan mønstre, så kan man selv for små penge lave imponerende dødsscener, hvor de stakkels ofre bliver gennemhullede så overdrevet, at det nærmest bliver en parodi. I denne type film er det helt normalt, at en mand bliver skudt med et jord-til-luft missil i stedet for et haglgevær. Alt sammen for at udrense realismen og gøre det, ja, morsomt.

I flere år har genren ligget i dvale.

Brødrene Mord Quentin Tarantino og Roberto Rodriguez har holdt genren i live med flere vellykkede film gennem de sidste 20 år, og der har tydeligvis været en angst for, at alt med voldsomme våben og cheesy-jokes ville få plagiat-prædikatet, da de to cowboys flere gange har redefineret graderne for, hvor mange man kan plaffe ned med et glimt i øjet.

De nye film lægger afstand til de efterhånden halvgamle mestre ved at bruge den nævnte moderne teknik og kombinere med et højt tempo. Ikke så meget snak og forklaringer – simpelt plot og så ellers af sted ud over stepperne.

Tidligere var denne type film forbeholdt videohylderne, hvor fans fik lov til at dyrke dem hjemme på kælderværelserne. Nu kommer de stort ud med farvestrålende kampagner og rammer et bredt publikum.

Analysen af det har to retninger. Den ene handler om, at vi gennem de mange populære og drabelige computerspil har vænnet os til, at tonsvis af ophobede skurke-lig er retfærdigt. De havde fortjent det, og dermed er det ligegyldigt moralsk. Den anden retning er, at vi efterhånden ser pengemænd og instruktører i filmbranchen, som selv er vokset op med slammede action-film fra 80’erne, og selv har science-fiction eller hårdrejsende gys som deres yndlingsfilm, og de vil selvfølgelig gerne lave film, som de selv er fans af.

Læg mærke til de mange pistoler på de nye filmplakater. Vi har kun set starten på denne her tendens.

ungdomsfilm

Vi har brug for ungdomsfilm!

I dag er der premiere på Kasper Munks ungdomsfilm ”You & Me Forever”. Bag den ironiske titel gemmer sig en stærk fortælling om nutidens unge og deres kvaler med venskab, sex og forældre. Den slags har der altid været brug for.

AF SØREN HØY

Jeg får hjertebanken hver gang, at jeg ser en godt lavet ungdomsfilm. Det er som om, at der er ting fra den umulige tid, som slet ikke er faldet på plads. Teenageårene var sgu hårde. De var forvirrede. De var slet ikke præget af den glæde, som de burde være. Der var for mange ting, som ingen fortalte mig noget om. Pigerne var uregerlige, og ALT handlede om dem. Hvis jeg var sød og venlig, så ville de kun have med den arrogante bad guy at gøre, og prøvede jeg den hårde attitude, så var det eneste rigtige, at sidde og holde i hånd, og høre ”P4 i P1” og lytte til alle de andre teenagers kvaler med lorte-lærere, hyper-seksualitet og fascist-forældre.

downloadDet eneste som forklarede og hjalp var filmene. ”Zappa” (1983) af Bille August. Efterfølgeren ”Tro, håb og kærlighed” (1984). ”Den kroniske uskyld” (1985) af Edward Fleming. Pludselig var der nogen, der havde manualen til mig og mit liv. Pludselig var jeg ikke alene med den ufrivillige erektion i kondibukserne, lige når matematiklæreren kaldte mig til tavlen for at løse en umulig andengradsligning.

Filmene handlede som forældre, der ikke var til stede. Om at være tiltrukket af det farlige, alt det der skød den løftede pegefinger til helvede. I filmene turde de det hele. Drikke den grønne eliksir, som de kaldte Pisang Ambon, blandingen af slatterne fra min fars barskab. Testen af en rød Prince med tobak nok til at vælte hele fodboldholdet omkuld. I filmene ville pigerne tages på brysterne, og de spurgte selv drengene, om de ikke ville med i sommerhus en hel weekend. Holy shit, hvor ville jeg bare gerne med ind i haveskuret i fem minutter.

Billedresultat for Midt om natten (1984)Ballings ”Midt om natten” (1984) var berusende i sit storbybillede og introducerede frigørelsen og magtdistancen, for hippierne og punken nåede aldrig til de 1500 ensomme sjæle i Spentrup, før fænomenerne stort set var ovre igen.

Jeg vil opfordre alle teenagere til at se ”You & Me Forever”. Måske finder I et par af de rigtige og vigtige svar i den film.

Guldløven til ligegyldig Sydkoreansk film

Guldløven til ligegyldig Sydkoreansk film

Kim Ki-duk vandt i Venedig med filmen ”Pieta” – storfavoritten ”The Master” blev spist af med andenpladsen.

AF SØREN HØY

Uretfærdigheden vandt desværre, da Michael Manns jury skulle uddele priserne til årets film i Venedig. Den Sydkoreanske mor-søn skildring ”Pieta” vandt over den store, afgørende fortælling ”The Master”. Ifølge det The Hollywood Reporters hjemmeside, berettede kilder tæt på juryen umiddelbart efter det overraskende valg lørdag aften, at juryen faktisk havde besluttet, at ”The Master” skulle have førsteprisen og samtidig have bedste skuespiller, som skulle deles mellem Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hofmann, der begge er aldeles fremragende i de bærende roller i ”The Master”. Midt i processen med fordelingen af priserne viser det sig, at en ny festivalregel siger, at vinderfilmen kun må modtage en pris – og derfor må juryen ændre beslutning. En ophedet og langtrukken debat førte til, at Guldløven gik til en anden film, og skuespillerne beholdt deres anerkendelse. Desuden ville juryen have, at Paul Thomas Anderson fik instruktørprisen, og pludselig blev filmen snydt for sidste trin på podiet. Kontroversielt, må man sige. Jurypræsident Mann ville efterfølgende ikke udtale sig om den endelige beslutning, men benægtede ikke, at der havde været kontrovers i kulissen. ”Det er nogle meget specifikke regler, som vi måtte forholde os til sent i processen,” sagde han – og det kan sagtens analyseres som kilderne bag de ellers klausulerede beretninger fortæller.

Om det danske publikum får årets vinder ”Pieta” at se i biograferne er tvivlsomt – men sikkert er det, at ”The Master” rammer Danmark til januar.

The Master ligner en Guldløve-vinder

Venedig Festivalen nærmer sig sin afslutning. Søndag aften uddeler juryen årets priser, og der tegner sig et billede af de mulige prisvindere.

AS SØREN HØY

Lad det endelig være sagt med det samme. Festivalernes priser uddeles af en jury. Ikke af publikum, ikke af kritikerne. Med andre ord kan vi kun gætte, analysere og gisne om udfaldet. Jeg har før været på festivaler, hvor der var det ene mesterværk efter det andet, og alligevel løb en totalt ukendt, minimalistisk og uforståelig film med den store pris. Grunden til at det sker er nok, at alle juryer forsøger, at sætte et unikt aftryk på deres beslutning. De vil gerne huskes som dem, der gik imod strømmen, som valgte den film, der brød grænser, overraskede de bedrevidende kritikere og som måske ikke har en jordisk chance for at vinde et stort publikum. Blot for at fortælle, at filmens verden er større end blockbusteren nede i den lokale biograf. Motiverne og bevæggrundene er mange, og der ligger et stor pres på de ni jurymedlemmer, under ledelse af amerikanske Michael Mann, der som instruktør har lavet stærke film som ”Heat” og ”The Insider”. Men lad os nu se, man kan håbe, at der er en vis retfærdighed, så to gode, afgørende film i det mindste får et eller andet med hjem.

Kritikernes favorit er Paul Thomas Andersons ”The Master”. Det er en stor film, som sidder fast i systemet, længe efter, at man har set den. Filmens refleksion over religionens påvirkning og søgen efter den identitet, som et religiøst fællesskab kan give. Linjerne er tydelige til diverse populære sekter, ideologier og det moderne menneskes brug for at finde retningslinjer i det her løjerlige liv. ”The Master” er klasser over alt andet, som der er blevet vist i år, så den bør tage første pladsen.

Franske Olivier Assays har udviklet sig til at være en pålidelig instruktør. Han var manden bag forrige års perspektivrige politiske krønike om den legendariske terrorist Carlos. En gigantisk serie på seks timer, der som vores egen ”Blekingegadebanden” slog direkte historiske streger mellem den kolde krig, konflikten i Mellemøsten og aktivistbevægelserne i Europa. Assayas’ nye film hedder ”Aprés Mai”, og delvist selvbiografisk handler den om samme periode i 70’erne som ”Carlos”. Den nye verden kom drønende, frihedstankerne og kunsten satte sig fast i storbyerne, kærligheden blomstrede og fundamentet blev støbt til den selvrealiserende og forvirrede generation, som i dag sidder på magten.

En væsentlig film for vores europæiske selvforståelse.

Om et par dage er vi alle meget klogere.

Americas sweethearts going to hell

Fire af USA’s mest nuttede teenage-stjerner tager den store forårsudflugt med stoffer, sex og skarpladte automatvåben i Harmony Korines ”Spring Break”.

AF SØREN HØY

”Hvordan har du det med, at have pool-sex med to af USA’s teenage-idoler,” spurgte min norske kollega James Franco umiddelbart efter, at filmen ”Spring Breakers” havde haft sin kontroversielt hypede premiere i Venedig. ”Meget godt, faktisk utrolig godt,” grinede den tilbagelænede stjerne med et glimt i øjet.

Dansende bryster

Filmens første billeder ligner enhver teenagers vådeste og vildeste drøm. Man ser slow motion billeder fra Miami Beach, hvor lækre unge mennesker fyrer den for vildt af. Pigerne smider toppen, og får sprøjtet dåsebajer ud over de dansende bryster. Der zoomes ind på de slanke, brune ben, og kameraet dvæler ved hemmelighederne bag de neonfarvede, tætsiddende minitrusser. Drengene er pumpede, dansende og over-gejlede mens de ser pigerne ligge i sandet og kysse hinanden, alt mens der bælles vodka fra en slange med tragt på toppen. Scenen er sat. Provokatøren Harmony Korine er taget direkte ind i enhver forældres mareridt og sikkert mange teenagers drøm.

Maimi kalder

Fire college-piger er ved at gå til over, at de ikke har pengene til at tage til Miami. De vil have mænd, sprut og kokain. Rækkefølgen er tydeligvis ligegyldig. Til lyden af tung techno røver de den lokale diner bevæbnet med en vandpistol og en gummihammer, de stjæler en bil – og så går turen til stranden, hvor der skal køres topløs på scooter og danses tæt med de tatoverede, coole fyre.

Pigerne spilles af et firekløver af pinups, som normalt gør sig i polerede tv-serier. Selena Gomez (High School Musical), Vanessa Hudgens (Glee) og Ashley Benson (Pretty Little Liars) samt den måske knapt så kendte Rachel Korine, der er instruktørens kone. Kort efter ankomsten møder de narko-baronen Alien (Franco), og historien eksploderer i sex, stoffer og gangster-opgør akkompagneret af toner fra Britney Spears og Beyonce.

”Spring Breakers” er en ny, vovet generationsfilm, som trods en egentlig tydelige pointe uden den mindste skygge af tvivl vil hamre direkte ind i sin målgruppe.

Gå offline og få livet tilbage

En interessante film i Venedig tager hårdt fat i tidens moralske forfald og familiens kamp med fællesskabet. Det er nødvendigt med gode film, for filmstjerner ser man ikke mange af på Lidoen.

AF SØREN HØY

”Disconnect” af Henry-Alex Rubin er den største overraskelse i Venedig efter otte dage med svingende kvalitet, meget få superstjerner og et vejr som skifter fra bragende sol til styrtende regn på få timer.

Den amerikanske ”Disconnect” handler om digitaliseringens forbandelse, hvor alle i familien altid er online, hvor der bliver skudt sms’er af sted under spisebordet af teenagerne, og hvor forældrene i deres ensomhed dyrker porno-chat og gambler med husholdningspengene på poker-sider.

De flettede handlinger

Filmen har en mange hovedroller og handlinger, for den bruger den svære struktur, hvor der er fire handlingsforløb, hvor de forskellige hovedpersoners liv krydser hinanden. Det er ikke set bedre end den moderne klassiker ”Short Cuts” fra 1993.

Personligt har jeg ventet i de snart 20 år på en opdatering af den afdøde mester Robert Altmans redefinerende fortællingen. Denne gang fortalt om livet set både fra de unge, som i mangel på sociale egenskaber og fællesskab, finder ro og tryghed på nettet, hvor man aldrig behøver at konfrontere andre med ægte udtrykt kærlighed.

Samtidig viser den dystre film en voksen generation, der er fortabt i arbejde og materialisme og fuldstændig har glemt at spørge deres børn og sig selv om, hvordan de har det. Et yderligere handlingsspor fletter cyber-kriminalitet og en nævenyttig journalists lyst til at optrevle et netværk med unge mænd, der tjener penge på at web-chatte med liderlige kunder.

Filmens instruktør fortalte efter filmen, at han klart mener, at den digitale verden har været god for nyheder og kommunikation, men at vi er nødt til at lære at tøjle det og begrænse brugen af virtuel virkelighed – ellers mister vi overblikket. Jeg kan mærke inden i min lille faderlige sjæl, at jeg vil hjem og ændre mine egne vaner.

Hvor er stjernerne?

Venedig lider i år. Stjernerne kommer ikke. Vi har ventet forgæves på Alexander Skarsgård, Ben Affleck, Javier Bardem og Rachel Adams samt Jason Bateman. Manglende stjerner betyder færre journalister, som så skriver færre artikler, som så aldrig når ud til læserne. En festival af denne her kaliber har brug for glamour og star power, hvis den skal holde trit med Cannes og tiltrække den nødvendige opmærksomhed. Det virker desuden som manglende respekt overfor festivalen, at de ikke prioriterer at komme. En festival skal både kunne tilbyde

Den Skaldede Frisør i blitzlys

Susanne Bier er en stjerne i Venedig, og hun har lavet en film, som bliver rost af de toneangivende anmeldere. Hendes første tur til Lidoen har været en succes.

AF SØREN HØY

Alle film i Venedig får sin egen pressekonference. 30 minutter hvor alle interesserede med adgangskort kan møde filmens instruktør, skuespillere og producenter. Salen hvor pressekonferencerne holdes har 300 stole og plads til 20 kameraer, som står bagerst i lokalet. Udenfor salen kan man få et sæt hørerbøffer, så man kan holde styr på alle de sprog, som der tales, for man møder både italiensk, engelsk, tysk og fransk fra de spørgende, og derfor er det et værre hyr for filmmagerne på podiet, at de hele tiden skal tage bøfferne af og på, for skiftevis at få oversættelser og derefter ikke lytte til simultantolken som konstant knevrer løs. Man kan ofte måle en films succes og stjernefaktor ved at se på fremmødet til pressemødet. Det er her, at man kommer helt tæt på stjernerne, og er man heldig, så kan der godt falde en autograf af. Personligt er min eneste signatur på et kaffeplettet papir fra mesteren Jack Nicholson – men andre holder sig ikke tilbage. De bestormer podiet med kameraer og blokke, for at få et minde med hjem.

Til pressemøde

”Den Skaldede Frisør” og Susanne Biers øvrige entourage fik salen til at svømme over. Der var cirka 500 mennesker i salen at bedømme ud fra optagede stole og kødranden der stimlede sammen – samt ikke færre end 44 kameraer. Der blev kæmpet om pladserne med både skulderskub og heftige bandeord inden der blev kaldt til orden. Det var som at være til pressemøde med en flok verdensstjerner. Måske var vi det faktisk. Der blev filmet, twittet og opdateret Facebook-status konstant. Der var kommet stjerner til byen. Spørgsmålene ved de her sessioner grænser sig til det fjollede. Som oftest er det en løjerlig blanding mellem, at journalisterne stiller ualmindeligt ligegyldige spørgsmål, og at filmmagerne virker underligt uforberedte og ude af stand til at svare reflekteret på de få gode spørgsmål, som de får. Jeg undrer mig over, filmmagerne ikke har lagt en plan for, hvad de gerne vil sige – at de ikke ved, at hver gang de svarer noget sjovt, begavet eller provokerende, er de i stand til at trække overskrifter i aviser og magasiner og dermed hos publikum. Det er derfor, at Lars von Trier var så populær i de her forsamlinger. Hos ham kunne man i det mindste få et originalt citat, uanset om det holdt kammertone og moralske koder. Men nu gider han ikke pressemøder mere, så nu er kun almindeligheder og fjanterier tilbage, hvor journalisterne kun vil vide, om Brosnan er en god kysser – og tilsvarende surfer filmmagerne på en bølge af klicheer, sikkert for at undgå, at lave en såkaldt ”von Trier”.

Flot modtagelse

Susanne Biers film blev flot modtaget af den internationale, toneangivende presse. The Hollywood Reporter, som bliver læst hver dag af alle de store film-bosser og fodtusser i branchen, gav filmen en imponerende flot kritik. Filmen roses for sin modne kærlighedshistorie og specielt får Trine Dyrholm kredit for sit spil som den både cancer- og kærlighedsramte frisør. Et par af filmens biroller får en reminder om, at selv de skal have dybde og funktion, men konklusionen kan holdet bag filmen kun være stolte af: ”Publikum som nyder Biers melodramaer, vil måske finde filmen en smule banal. Men den flotte, uantropologiske kommercielle film har sødme, charme og en generøs ånd som vil finde et stort publikum.”

Succestur i gondolen

Biers officielle dag sluttede sent søndag aften med en galla-visning, hvor alle honoratiores, modeller og sportsstjerner stimlede sammen, for at få et glimt af den danske Oscar-vinder og hendes nye film. På den røde løber fyres blitz af, så det ligner en science fiction krydsild. Trine Dyrholm tog det meste af fotografernes tid i sin flotte, lange hvide kjole og trendy opsatte hår. Alle rykkede konstant i Bier for at tage billeder, lave begejstrede interview og ryste hænder med byens og festivalens spidser alt mens tilskuerne råber efter hende, for at få et billede til instant distribution. Intet under af hun lignede en groggy bokser, da hun efter 10 tumultariske minutter blev gennet ind i biografen til et bifald fra de festklædte gallagæster.

Biers, Dyrholms og Brosnans tur til Venedig kan vist bedst betegnes som en strømlinet, uprovokerende succes.

Biers lette sommerbrise over Venedig

Susanne Bier og Tobias Lindholm får kamp om opmærksomheden på årets Venedig Film Festival. De to danske bidrag til festlighederne overskygges af to mesterlige instruktørers dystre og stjernebesatte værker.

AF SØREN HØY, VIASAT FILM OG METROEXPRESS’ UDSENDTE MEDARBEDJER I VENEDIG

Susanne Bier er for første gang udtaget til en af Europas store festivaler. ”Det er en lille smule pudsigt,” fortæller hun kort før premieren, ”for efter at have lavet samfundskommenterende dramaer og vundet en Oscar, er det med en meget romantisk film, jeg endelig får lov til at komme indenfor på de lidt åndssnobbede festivaler.” Og hun har jo ret, kvinden bag ”Hævnen” og ”Efter

Billedresultat for Efter Brylluppet
“Efter Brylluppet”

Brylluppet”, som begge nåede et stort publikum og gav hende to ture op af den røde løber til Oscar showet. ”Den Skaldede Frisør” handler om moden forelskelse, når man mindst venter det, og ungdommens forvirrede forbandelse ud i kærlighedens løjerlige kompleksiteter. Trine Dyrholm er den cancer-ramte frisør som betager den følelseskolde forretningsmand, spillet med britisk karakter af Pierce Brosnan. ”Jeg ville have James Bond til at spille rollen,” kommenterer Bier. ”Hvem andre end ham er den ultimative, maskuline kvindebedårer?” Det er svært at modsige Bier, for Brosnan vandrer med sin erfaring og star power direkte ind i en ellers meget dansk ramme, hvor hverdagen med brun sovs og kartofler unægtelig er langt fra Bond-babes, Rolex-ure og sportsvogne med indbyggede maskingeværer. Hvorfor er filmen så i Venedig? Sikkert en kombination af, at filmen primært er optaget i Italien, hvilket de godt kan lide hernede, samt at Bier har skabt sig så stort et internationalt navn, at hun ligger i toppen af europæiske rangliste. Biers film er en let sommerbrise, og den står i absolut kontrast til den anden danske film, Kapringen, som mere er en samfundspolitisk storm.

Rå film

”Kapringen” er en rå fortælling af Tobias Lindholm om et dansk skib, der

Billedresultat for Kapringen
“Kapringen”

udenfor Somalias kyst bliver kapret af en flok lokale pirater. Lykkejægere som håber på at indkassere den store bon fra et dansk rederi, der sidder i Danmark med de nervepirrende forhandlinger og besætningens familier, der er ved at gå til af bekymring. På båden er hovedpersonen Pilou Asbæk. Han drives med stor autenticitet ud på kanten af vanvid under de fire måneder, hvor båden driver rundt. I den danske del af filmen er Søren Malling forhandleren med moralske dilemmaer, som spiller poker med besætningens overlevelse når løsesummen pruttes ned fra 12 millioner dollars. ”Det var egentlig ikke meningen, at lave en kommenterende politisk film,” fortæller Tobias Lindholm fra sit første besøg på den venetianske Lido. ”Men kapringerne er taget til i sådan en grad, at der er tale om en sag, der har global opmærksomhed.” Han har ret. Og det er med sikkerhed grunden til, at filmen de kommende dage får publikum til at søge mod filmen.

Scientologys begyndelse

De to danske bidrag må dog vige forsiderne for to film, som hele filmverdenen står på tæer for at se.

Paul Thomas Andersons ”The Master” og Terrence Malicks ”To The Wonder”.

Billedresultat for To The Wonder
“To The Wonder”

Begge film af et par af tiden store fortællere, som ikke er bange for, at pege på USA’s sorte pletter og kommentere med både voldsomme historier og stjerner foran kameraet. Den kombination giver opmærksomhed. ”The Master” er en film om sekterisk virkelighed, religiøs fanatisme og evnen til at manipulere de svage, søgende sjæle som USA havde mange af efter 2. Verdenskrig, hvor soldaterne vendte desillusionerede hjem. Intet arbejde, ingen kunne forstille sig de grusomheder, som de havde set. Joaquin Phoenix spiller soldaten og Philip Seymour Hoffman er mesteren, som med betagende retorik udtænker en ny religion. Linjerne til Scientology blev bekræftet af instruktøren efter filmen. ”Det er korrekt, at jeg blev inspireret af L. Ron Hubbard og Dianetikken,” sagde han og efterfølgende forholdt han sig til, at hans nære ven, Tom Cruise, havde set filmen. Cruise må siges at være en prominent discipel af Hubbard. ”Vi er stadig venner, og resten er mellem ham og mig,” som Paul Thomas Anderson udtrykte det med fasthed i stemmen.

Smukke stjerner i smukke billeder

Terrence Malick laver poetiske film med smukke billeder og ordknapt skuespil, som kan være meget svært at hitte rundt i. I ”To The Wonder” spiller den smukke Olga Kurylenko overfor macho-hunken Ben Affleck. Hun er franskmanden, der kæmper med det konservative og sanseløse USA, mens han tager jordprøver og analyserer hvorfor der i industriområderne fødes evnesvage børn på grund af forurening. Hun tester åndeligheden, han tester vores forbrydelser mod Moder Jord. Alt sammen pakket ind i storladne billeder og hviskende tekster om spirituel kærlighed. Lyder det underligt? Det er det også. Men på en fascinerende og betagende måde.

Både Anderson og Malick har lavet film, som er svært tilgængelige. Kunstnerisk stærke, unikke i deres store historier. Men spørgsmålet er, om de overhovedet kan sælges til et publikum, der som oftest ser film for at blive underholdt. Susanne Bier står i den omvendte situation. Knapt så kunstnerisk men til gengæld vil publikum strømme ind til hendes film.

Casper Christensen spiller sin første store rolle på film efter monster-succesen med ”Klovn”. Han har sammen med Rasmus Bjerg hovedrollen i en ny film af Tomas Villum Jensen, som starter optagelser i Sydfrankrig i næste uge. Ud over de to sjove mænd, er Lars Brygman, Ellen Hillingsøe, Mille Lehfeldt og Jens Jørgen Spottag også på rollelisten.

Ryan Gosling, som kvinder af en eller anden årsag er vild med, skal til at lave sin første film som instruktør. ”How to Catch a Monster” hedder den, og den har Mad Men-heartbreakeren Christina Hendricks i hovedrollen, så der er lidt på mændene også. Gosling havde hovedrollen i ”Drive” af Nicolas Winding Refn og spiller ligeledes hovedrollen i Refns næste film ”Only God Forgives”, der kommer i biografen til april 2013.