Tag Archives: Jim carrey

The number 23

23 grunde til (ikke) at se ”The Number 23” 23 gange.

Jim Carrey er en fabelagtig skuespiller. Instruktøren Joel Schumacher ødelægger konsekvent alt, han rører ved.
Tilbage er en paranoid og usammenhængende thriller om tallet 23.

Af Søren Høy


1. 23. Hmm. Der ER noget med det tal. Alt er 23. Alt giver 23.

2. ”The Number 23” har premiere den 23.

3. Jeg er 34 år gammel. Mine 2 børn er tilsammen 9 år.

34-9-2=23

4. Det er fascinerende. Jim Carrey er i virkeligheden til numerologi. Hans produktionsselskab hedder JC23.

5. Jeg boede som barn i nr. 39. Som voksen har jeg to gange boet i nr. 6. 39-6-6-1=23

6. Carrey spiller både hundefager Walter Sparrow og detektiven Fingerling. De to navne har tilsammen 23 bogstaver.

7. Jeg mødte min kone, da jeg var 23.

8. Jim Carrey spiller sammen med Virginia Madsen. De to navne har tilsammen 23 bogstaver.

9. Jeg spillede fodbold i 23 år, så brækkede jeg benet.

10. Agathe (Madsen) køber en bog til Walter med titlen ”The Number 23”. Der er noget lusket ved den bog. Det er som om, at alt i bogen passer på Walter liv.

11. Jeg er født den 22. kl. 1 om natten. 22+1=23.

12. Bogen handler om en detektivs besættelse af tallet 23. Gæt selv hvad Walter bliver besat af. Nemlig. 23!

13. Min far var 32, da jeg blev født. Byt rundt på tallene, så har du 23.

14. Alt giver 23 for Walter. Hvis han ganger 23 med antallet af tænder på en labrador, minusser det med rosiner i myslien, og dividerer det med cylinderne på en Ferguson traktor – så giver det 666. Ikke et rart regnestykke for en paranoid, psykotisk og overtroisk mand i midtvejskrise.

15. Der er 8 bogstaver i mit navn. Der er 3 i Danmark, der hedder Søren Høy ud over mig. 8×3-1=23

16. Instruktøren Joel Schumacher er berømt og berygtet for at have ødelagt de fleste af de 23 film, han har instrueret. ”Batman Forever” og ”Batman & Robin” får tæerne til krumme sig hele vejen om bag ved hælen – ”Phantom of the Opera” gav bare kvalme.

17. Jeg har lige genset 1. sæson af ”24 Timer”. 24-1=23

18. Der er 2 til 3 (2og3=23) forsonende elementer i filmen: Der er et parallelt mareridtsunivers, hvor Carrey er detektiv Fingerling. Det er sexet, farligt og sort. Carrey er god til at spille paranoid. Han behersker den fine linje mellem sødme og vanvid.

19. David Beckham spiller med nr. 23 i Real Madrid.

20. Måske rammer ”23” en ting i tiden, hvor de store religioner bliver afløst af personlige religioner. Hvor tal og tro giver fælles mening, og hvor videnskaberne blandes sammen, så individet får styr på personligt kaos.

21. Det her er film nr. 23, jeg anmelder for Jyllands-Posten.

22. Det er dårlig stil at afsløre slutningen i ”23”, men jeg lover jer – den stinker.

23. Jeg ser 23 over alt. Hvalsø Kommune har 46464646. Det dobbelte af 23. Ring efter den blå vogn.