Monthly Archives: november 2006

Comeback Cowboy

Clint Eastwood er 76 år gammel. En cowboy, som for længe siden kunne have staldet hesten op, lagt støvler og seksløber på hylden. Eastwood har gjort det stik modsatte. Han er skarpere end nogensinde. Han er hovedperson i et af den moderne filmhistories største comebacks. Han er aktuel med krigsfilmen ”Flags Of Our Fathers”.

Af: Søren Høy

Det er et af de mest kendte billeder i historien. Seks amerikanske soldater planter det amerikanske flag på Suribachi-bjerget i Japan den 23. februar 1945.

Flaghejserne blev helte, og den amerikanske regeringen brugte det symbolske billede til at få bevilget flere penge til krigen. Offentligheden fik aldrig at vide, at det ikke var helt så ædelt, som det så ud på billedet. Det var et skrækkeligt slag. Japanerne gemte sig i kilometerlange underjordiske tunneller – cirka 30.000 amerikanere og japanere døde og 18.000 blev sårede.

De blodige kampe varede længe. Amerikanerne beskriver det som helvede. ”Man glemmer det aldrig”, fortalte veteranen John Hoffheims til CNN – han var med hele vejen. ”Slaget stoppede et øjeblik, da flaget blev sat op”. ”Alt faldt til ro i de minutter, hvor billedet er taget”.

Kampen varede en måned efter at flaget var rejst. Tre af de seks, som rejste flaget, døde den måned.

Det er dét billede, dét slag og følgerne af det, som Clint Eastwoods nye film ”Flags Of Our Fathers” handler om.

Clinten siger, at soldaterne er helte. Heltene selv siger, at de bare prøvede at overleve. ”De er helte, men det er en høj pris for at være en helt – og det skal det amerikanske folk vide. Det er derfor, at jeg har lavet filmen”. Clint Eastwood mener hvert et ord. Han er selv en mand af ære, selv en mand, der kender betydningen af det amerikanske folks fælles historie.

Cowboy’en

Clint Eastwoods person er en væsentlig del af den nyere amerikanske historie. Den store mand på 1.93 har været en stjerne siden han brød igennem med ”The Good, The Bad and The Ugly” i 1966.Imponerende 30 film har han instrueret siden 1971, og mere end 100 roller er det blevet til siden debuten i ”Revenge of The Creature” i 1955.

De to figurer, som publikum formodentlig forbinder Clinten med, er dels den navnløse, svedende og cigarillos-rygende spaghetti-cowboy i Sergio Leones film, og så naturligvis politiinspektør ”Dirty” Harry Callahan fra ”Dirty Harry”-serien, hvor specielt den

“Dirty Harry”

første fra 1971 betegnes som en klassiker. Forklaringer er unødvendige. Det er rigeligt at skrive ”Now, you must ask yourself one question: “Do I feel lucky?” Well, do you, punk?” Eller hvad med: ”Go ahead – Make my day”. Harrys myte og oneliners lever stadig i bedste velgående.

Unforgiven

Dirty Harry-figuren og macho-replikkerne hang ved. Op gennem 70’erne og 80’erne lavede Eastwood masser af ting. Det meste var let underholdning uden den store filmhistoriske værdi. Det var først, da han besluttede sig for at genoplive western-genren, at han blev medlem af prisvinderklubben. Med sin onde og sorte vendetta-western ”Unforgiven” fra 1992 formåede han at lave en effektiv og underholdende opdatering af de gamle 60’er gunslinger-film. Hævnen var drivkraften og pistolen var midlet til målet – at udslette alle, der havde gjort hans familie fortræd. Fortjent vandt filmen Oscar i 1993 for bedste film og Clinten for bedste instruktion. ”Unforgiven” står i dag som den sidste gode westernfilm, der er lavet.

Manden under cowboyhatten

Clinten har været gift to gange, og har hele fem døtre og to sønner med fem forskellige kvinder. I dag er han gift med den 35 år yngre Dina Ruiz, som han mødte, da hun skulle interviewe ham i 1993.

Hans privatliv ligner enhver anden stjernes. Hvad der gør ham anderledes, er hans imponerende stærke genmasse, stædighed og holdbarhed. Da han vandt et par Oscars i 2005 sad hans mor i salen, 95 år gammel, og klappede lystigt.

Fra 1986-88 var Eastwood republikansk borgmester i den lille by Carmel i Californien, som huser 4000 velhavende sjæle. Han løb med 72,5% af stemmerne. Det var ikke månedslønnen på 200$, der fik ham til at gå af efter to år. Efter sigende var det snarere det, at de beslutninger og det ansvar borgmesteren sidder med i en by som Carmel, vel nogenlunde svarer til dem, som borgmesteren i Kardemommeby har. Clinten er ikke længere politisk aktiv, men han udtaler sig gerne om aktuelle sager.

Han støtter homoseksuelle ægteskaber, og betragter sig selv som liberalist frem for republikaner.

Cannes 2002

Gamle Clint står på scenen og modtager et bragende bifald. ”Mystic River” har haft verdenspremiere til filmfestivalen i Cannes. Han blev inden filmen dømt gammel, og han virkede gammel. Under interviewet, som jeg lavede med ham dengang, kunne han knap høre spørgsmålene. Han famlede, han stammede. Han manglede selvtillid og var slidt op af kampen for at lave den film, som ingen ville røre ved. Studierne afslog hans ide. Et efter et. Han kunne hverken bruge sit imponerede filmiske cv eller sit hærgede ansigt til noget. Pengemændene ville ikke se ham på lærredet, og de turde ikke finansiere det vovede drama om et barn, der misbruges og myrdes. Til sidst lykkedes det. Til alt held, kan man sige, for siden Cannes 2002 er Eastwood vokset som historiefortæller.

Modtagelsen i Cannes gjorde noget ved ham. Han fik selvtilliden igen. Alle lande købte hans film under festivalen, og han var pludselig topfavorit til Oscar-showet, selvom der var otte måneder til den begivenhed skulle finde sted.

De grå år

Der var grunde til, at ingen turde satse på Clinten.

“Unforgiven”

Han vadede i årerne fra ”Unforgiven” til ”Mystic River” rundt i halvdårlige actionfilm, der altid handlede om det samme: Clinten som gammel håndlanger, der trods genvordigheder undervejs alligevel mirakuløst klarede ærterne til sidst. Den forudsigelige skabelon havde publikum luret. Folk svigtede, og det er antallet af hoveder i biograferne, der tæller i den benhårde kommercielle filmbranche. Kritikken havde også opgivet ham. Clinten var kravlet så meget ind i myten om sig selv, at der ikke var andet tilbage end den hæse stemme og den skæve mund. Titler som ”Blood Work” (2002), ”True Crime” (1999)

“Absolut Power”

og ”Absolut Power” (1997) er der formodentlig ingen, der rigtig kan huske. Selv titlerne virker billige, og som et ynkeligt håb om at fortidens toughe renommé kunne komme tilbage.

Mystic River

Oscar-festen 2004 i Los Angeles naglede Eastwoods comeback fast. Klippefast. Godt nok gik prisen for bedste film til den tredje Ringenes Herre-film ”Kongen vender tilbage”, men den ville have vundet over hvem som helst det år. Peter Jacksons imponerede trilogi overfor Eastwoods lille mordgåde. Unfair konkurrence. Men Eastwood var alligevel den store vinder. Han var selv nomineret for sin instruktion, filmen var nomineret til den store pris – og den vandt to flotte Oscar i begge de mandlige kategorier. Sean Penn tog hovedrollen og Tim Robbins birollen. Begge kendt som rebeller i Hollywood – i Clintens rutinerede hænder spillede de bedre end nogensinde. Han vred følelserne ud af dem, han fik dem ud over den kant, som skuespillere har så svært ved at passere. Der hvor rollen overtager, og publikum glemmer, at vi har set dem i masser af film før.

Million Dollar Baby

Vi var mange der troede, at ”Mystic River” var sidste skud i Clintens seksløber. Vi tog fejl.

Efter succesen med ”Mystic River” gik han i gang med boksefamiliedramaet ”Million Dollar Baby”.

En stærk historie, bevægende fortalt og filmisk i særklasse. Smukke mørke og gule nuancer på billedsiden akkompagnerede Eastwoods egne toner på lydsiden. Filmen var intimt koreograferet og langsomt fortalt, så den stille og roligt krøb ind under huden på publikum.

Succesen var total. Morgan Freeman, som Eastwood også dannede duo med i ”Unforgiven” 14 år tidligere, var med på rollelisten sammen med en af de få kvindelige metodeskuespillere, Hillary Swank. Begge fik en Oscar i 2006. Det samme gjorde Eastwood for sin instruktion og film. ”Mystic River” var et comeback, ”Million Dollar Baby” en triumf.

Slaget ved Iwo Jima.

Tilbage til indledningen. Tilbage til nutiden. Hvordan agerer en gammel cowboy på 76 år efter to Oscar-film, efter succes med nærhed og enkle barske historier. Jo da. Han går i gang med et af de mest ambitiøse krigsfilmsprojekter, der ikke er lavet af Steven Spielberg – han har til gengæld produceret filmene. Eastwood besluttede at lave to film, stort set på samme tid. Slaget ved Iwo Jima i 1945 – set fra begge lejre. ”Flags Of Our Fathers” er den amerikanske vinkel og ”Letters From Iwo Jima”, der kommer i biograferne i løbet af 2007, er den blodige japanske optik på det afgørende slag.

Filmene er lavet for en klatskilling efter Hollywood’ske forhold. 70 millioner dollars har de kostet. Normalt koster én film det beløb. Men Eastwood insisterede på, at projektet ikke var komplet uden begge fortællinger, og derfor blev det sådan.

Clint Eastwood er Oscar-favorit endnu engang, og lur mig om han ikke stikker af med et par priser igen, når verdens største filmfest afholdes i Los Angeles til februar.

Boxe: 10 bedste film og 10 bedste skuespillerpræstationer:

Clinton Eastwood Jr.

Født 31. maj 1930 i San Francisco, USA.

Clintens 10 bedste roller som skuespiller:

Million Dollar Baby (2004) Frankie Dunn

In the Line of Fire (1993) Agent Frank Horrigan

Unforgiven (1992) William ‘Bill’ Munny

Pale Rider (1985) Præst

Escape from Alcatraz (1979) Frank Morris

Dirty Harry (1971) Harry Callahan

Kelly’s Helte (1970) Kelly

Coogan’s Bluff (1968) Sherif Walt Coogan

Hang ‘Em High (1968) Jed Cooper

The Good, The Bad and The Ugly (1966) Den Blonde

Eastwoods 10 bedste film som instruktør

Flags of Our Fathers (2006)

Million Dollar Baby (2004)

Mystic River (2003)

The Bridges of Madison County (1995)

A Perfect World (1993)

Unforgiven (1992)

White Hunter Black Heart (1990)

Bird (1988)

Pale Rider (1985)

Sudden Impact (1983)

Box: Flags Of Our Fathers

Instruktør: Clint Eastwood

Manuskript: William Broyles Jr & Paul Haggis

Medvirkende: Ryan Phillippe, Jesse Bradford, Adam Beach, Barry Pepper, Paul Walker, Jamie Bell m.fl.

Handling: 23. februar 1945 tog AP fotografen Joe Rosenthal Stillehavskrigens mest berømte billede; et fastfrosset historisk splitsekund, hvor seks US Marines rejser det amerikanske flag over Mount Suribachi på den japanske ø, Iwo Jima. Tre af de overlevende fra slaget, John ”Doc” Bradley, den sky Pima-indianer Ira Hayes og ordonnansen Rene Gagnon blev modvilligt helte, og det viste sig, at medaljen havde en beskidt bagside… 

Daniel Craig

Daniel Craig

Født 2. marts 1968 i Chester, England

Udvalgte film:

Bond 22 (2008)

The Invasion (2007)

Casino Royale (2006)

Infamous (2006)

Munich (2005)

The Jacket (2005)

Enduring Love (2004)

Sylvia (2003)

The Mother (2003)

Road to Perdition (2002)

Lara Croft: Tomb Raider (2001)

Hotel Splendide (2000)

Love Is the Devil (1999)

Elizabeth (1998)

Og eventuelt i slutningen:

Interview blev lavet i København den 2. november 2006 i forbindelse med pr-turneen for filmen.

Casino Royale har premiere over hele landet 24. november 2006. Den bliver anmeldt i Kulturweekend i morgen.

Den nye Bond

Han er verdens mest kendte agent. Han er damernes ven, loyal mod sit land, og han har licens til at dræbe. James Bond er navnet. 5 skuespillere har foretrukket ”Martini – shaken, not stirred” i de 20 første Bond-film. Film nummer 21 hedder ”Casino Royal” og Bond nummer 6 hedder Daniel Craig.

”Casino Royal”

Navn: Søren Høy

”Den nye Bond er metroseksuel”, stod der i sidste uge i den engelske avis The Guardian. Er det godt? Ikke i følge avisen. Bond skal være cool og maskulin. Han skal skide på de feminine værdier, og kunne håndtere samtlige håndvåben og flyvende fartøjer, der findes.

Debatten om den nye Bond har været barsk i England.

Daniel Craig har fået øgenavne som ”The Blond Bond” og hans manglende action-certifikat fra tidligere film har gjort, at mange har tvivlet på Craig som det rigtige valg. Forståeligt nok, for Craig var ikke et varmt navn. Han var ikke kendt som førsteelsker, han var ikke kendt som en, der kan trække folk i biografen. Det hele mindede om dengang, hvor Timothy Dalton blev Bond. Ingen troede på ham, og selv om han gjorde det hæderligt, så fik han ikke nogen fair chance. En anden kommentar har været, at den nye Bond mere ligner en Bond-skurk end James Bond himself.

”Selvfølgelig gik det mig på”, siger Craig med et smil. ”Jeg kunne læse i verdens største aviser, at jeg har et fladt ansigt og kødfyldte ører”.

Der blev oprettet et site med titlen craignotbond.com, hvor fans opfordrede til at boycotte filmen, til der var fundet en mere værdig Bond.

”Bond har en speciel status i England. Jeg vidste, at der kunne blive ballade, da jeg tog rollen. Og jeg var meget i tvivl, inden jeg sagde ja. Jeg var bange for netop det, der skete – og bange for, om alt hvad jeg laver fra nu af bliver holdt op mod Bond. Agentverdenen er farlig at leve i”.

Bond-serien var efter ”Die Another Day” (2002) kørt

“Die Another Day”

fast. Historien var stukket af ud på overdrevet, og Pierce Brosnan lignede den 50-årige slidte gentleman, som han i virkeligheden var. Filmen prøvede at få lidt gammelmandsagenthumor ind i handlingen, men det gik naturligvis ikke. Bond er en sej charmer – han er ikke en gammel ost, der skal sove til middag.

Sådan er det bare!

Bond-bagmændene lavede to mesterlige træk for at genoplive interessen for Bond, da ”Casino Royal” skulle i produktion. De hyrede Martin Campbell til at instruere filmen. Han revitaliserede Bond i 1995 med ”Goldeneye”, hvor han introducerede Brosnan, og fik

Goldeneye

opdateret seriens tematik, så de igen spejlede den farlige verden, vi lever i. ”Goldeneye” handler om den russiske mafia og dobbelt-agenter – to gode ting at kombinere i midt-halvfemserne, hvor jerntæppet var blevet til en rød løber, og hvor verden var ved at vænne sig til en ny dagsorden.

Campbell satte tempo og skønhed ind ved siden af sin nye smarte Bond – og serien blev vakt til live i sidste øjeblik.

Tilbage til nutiden.

For at give ”Casino Royal” moderne duft, hyrede man manuskriptforfatteren Paul Haggis. Han er brændvarm i Hollywood lige nu. Han skrev ”Million Dollar Baby” til Clinten med en Oscar i belønning. Året efter vandt han selv for ”Crash”. Det er en ret så unik præstation. Med andre ord ved han, hvordan man skruer en god aktuel og fængende historie sammen.

”Haggis fandt en sort og barsk Bond frem. Bond er på mange måder en kynisk dræber, der dækker alt ind under, at det er nødvendigt for Englands skyld. Det kunne jeg godt lide. Bond fik kant, han er ikke en entydig helt.”

Var ændringerne i fremstillingen af Bond nok til, at du sagde ja, trods din tvivl?

”Ikke til at begynde med. Men kvinden bag Bond, Barbera Broccoli, er en smart dame. Hun sagde til mig, at jeg var den eneste, de ville have – og at alle rygter om forskellige navne i aviserne ikke havde noget på sig. Hun sagde, at de ville vente med at lave filmen, til jeg var klar. Det er en tillidserklæring, som er svær at overhøre. Og samtidig… Hvis jeg ikke sagde ja, så ved jeg, at jeg ville fortryde det. I denne her filmverden, er det altså en ret unik mulighed at få.”

Campbell og Haggis har gjort Bond yngre, de har gjort ham ond igen – sort og kynisk. Lidt som den unge Connery i 60’erne. Der er vel ikke en Bond-fan eller kvinde, der godt kan lide mænd med hår på brystet, der ikke drømmer sig tilbage til dengang, hvor Sir Sean tog sig at de nederdrægtige skurke. Han kunne sine håndkantslag, sine scoretricks og ikke mindst, så kunne han overraske.

Han gjorde ting, som man ikke gjorde på film dengang.

Han tegnede en ny tid, hvor en helt gerne måtte være en dandy med selvbinder-butterfly, og samtidig være en haj med en harpun.

Han måtte bolle rundt og trodse alle autoriteter – og det samtidig med, at han havde licens til at dræbe.

Uanset hvor positivt man gradbøjer det rituelle og materialistiske liv de fleste af os lever, så lyder det da ufattelig godt. Ham vil vi gerne være.

”Bond er en forfængelig figur. Sådan er han skrevet. Nogle af mine forgængere, har så fortolket den forfængelighed med forskelligt fokus”, siger Craig, der tydeligvis har bøjet en del jern for at få den rette figur. ”Jeg har valgt, at han have en militær-forfængelighed. Uniformen – uanset om det er badebukser eller smoking – skal sidde perfekt. Det er Bonds professionalisme, der gør det. Han er jo soldat, og professionelle soldater har stil, bevidsthed og de identificerer sig med den uniform, de har på.”

Håbet med den nye Bond er vel, at vi gerne vil være Bond igen. Der var formodentlig ingen, der gerne ville være Timothy Dalton eller Pierce Brosnan. Der manglede charme hos den førstenævnte og mandighed ved den sidste.

Craig har begge dele. Måske har han chancen for at blive den næste figur, som drengene leger på legepladsen – den næste hovedperson i pigedrømmene?

Hovedperson bliver han uden tvivl igen. Han har allerede lavet aftale for den næste Bond-film, der kun bærer arbejdstitlen ”Bond 22”. Craig trækker i agentuniformen igen i 2008.

Box: Danskere i James Bond.

Cecilie Thomsen

Film: Tomorrow Never Dies (1997)

Rolle: Professor Inga Bergstrøm, der skal lære Bond (Brosnan) dansk.

Moment: Efter et par indledende øvelser, ender Bond og Berstrøm i sengen – og replikken udveksles:

Bergstrøm: “I am very pleased with your progress, Mr Bond.”

Bond: “Well, I’ve always enjoyed learning a new tongue.”

Ulrich Thomsen

Film: The World is not enough (1999)

Rolle: Russisk agent Sasha Davidov.

Moment: Efter at have arbejdet sig godt ind i filmen med flere gode replikker, bliver han pludselig skudt af Bond (Brosnan) og smidt i en affaldscontainer.

Jesper Christensen

Film: Casino Royal (2006)

Rolle: Mellemmanden Mr White, der skaber kontakt mellem terrorister og spillerne, der hvidvasker penge.

Moment: Mr White planlægger at myrde Le Chiffre (Mikkelsen), hvis han ikke vinder tabte penge tilbage.

Mads Mikkelsen

Film: Casino Royal (2006)

Rolle: Superskurken Le Chiffre – den første rigtig store rolle til en dansker i Bond-serien.

Moment: Mange – men det vigtigste er, at han får lov til at torturere Bond (Craig). Mon han slipper godt fra det?

Goodbye, Mr Bond

Skurken i en James Bond-film har det med at stjæle billedet fra Bond. Skurken er sjov at spille. Han kan tillade sig at være skruppelløs og gemen – og han kan være sikker på to ting: Han får lov til at sige ”Goodbye, Mr Bond”, og han overlever ikke sidste scene i filmen. Skurken i ”Casino Royal” hedder Le Chiffre, og han er spillet af Mads Mikkelsen.

Navn: Søren Høy

”Icy cool Mads Mikkelsen to play Bond Bad Guy”, stod der i det amerikanske filmblad The Hollywood Reporter i februar 2006. Så var hypen om danske Mikkelsen i gang. Vanen tro er Mads Mikkelsen ikke så nem at imponere. Han tager situationen med vanlig ironisk og humoristisk distance.

”Jeg har aldrig været den store Bond-fan, men det her er ikke en rolle, man kan sige nej til. Jeg sagde godt nok nej et par gange, men de vendte tilbage hele tiden, så til sidst lod jeg mig overtale. Og eftersom jeg nok ikke lige er førstevælger til rollen som Bond, så er jeg meget godt tilfreds med at spille superskurken”.

Mikkelsen spiller storspilleren Le Chiffre. Hans opgave er klar. Han skal vinde kæmpe summer ved spillebordene på de eksklusive kasinoer. Pengene skal videre til internationale terrororganisationer. Bond får nys om spillet om terror-penge, og de to mødes ved bordet. Mere skal der ikke afsløres.

Mikkelsen er som ”Casino Royals” superskurk en naturlig del af den samlede Bond-mytologi. Skurkene er legendariske. Mange af dem tegner den film, som de var med i. Mange af filmenes titler bærer sågar skurkens navn, eller refererer direkte til skurken, eksempelvis ”Dr No” (1962), ”Goldfinger” (1964) og ”The Man With The Golden Gun” (1974).

Le Chiffre er oppe imod skurke-legender. Flere af dem står som nogle af de bedst tegnede figurer indenfor krimi-knald-genren. En favorit er Ernesto Stavro Blofeld, der står i spidsen for den magtfulde og skruppelløse organisation SPECTRE. I seks film (From Russia with love, Thunderball, You Only Live Twice, On Her Majesty’s Secret Service, Diamonds Are Forever, For Your Eyes Only) gør Blofeld agentlivet svært for Bond.

Telly Savalas og Donald Pleasence er begge fabelagtige i rollen, der gennem årerne er blevet spillet af flere forskellige.

En anden der bør nævnes for originalitet, mystik og elegance, er Christopher Lees Francisco Scaramanga i ”The Man with the Golden Gun”. Determineret og dandy på samme tid. En rigtig 70’er skurk der var koldblodig med nerver af stål. Gode egenskaber for en skarpskytte.

Tilbage til Mikkelsen, der selvfølgelig skal have det sidste ord, inden han drager videre med det veltilrettelagte pr-cirkus.

”Jeg vil ikke afsløre, om jeg siger Goodbye, Mr Bond. Alle ved, at når først skurken har sagt det, så er det ude med ham”.

Det bliver spændende at se, hvilken status Mikkelsen får for sin første og eneste optræden i en James Bond film.

Box: 10 Legendariske skurke – og hvordan Bond skiller sig af med dem:

Dr Julius No (Dr No): No bliver dræbt efter en nævekamp på en platform i hjertet af Nos atomreaktor.

Auric Goldfinger (Goldfinger): Goldfinger bliver stranguleret af Bond mens de kæmper om Goldfingers pistol.

Ernesto Stavro Blofeld (6 film): Bond kvæler ham i en af bogen You Only Live Twice. I filmene ser man ham aldrig dø.

Dr Kananga (Live and let Die): Han kommer af dage, da en sværm barracudaer og hajer spiser ham og alle hahåndlangere.

Fransisco Scaramanga (The Man With The Golden Gun): Har tre brystvorter. Bond narrer sin rival og skyder ham i hjertet.

Karl Stromberg (The Spy Who Loved Me): Har svømmehud mellem fingrene. Bond bruger sin licens til at dræbe, da han henretter Stromberg med adskillige skud i brystet.

Sir Hugo Drax (Moonraker): Bond skyder Drax med pile han har i et apparat på håndleddet og kaster ham derefter ud i rummet.

Max Zorin (A View To A Kill): Han kommer af dage, da han glider ned fra et af kablerne, der holder Golden Gate broen i San Francisco – lige da han skal til at angribe Bond med en økse.

Elliot Carver (Tomorrow Never Dies): Carver er den tredje Bond-skurk, der prøver at starte tredje verdenskrig (de andre var Blofeld og Stromberg). Bond laver et kæmpe bor smadre ham.

Elektra King (The World Is Not Enough): Bond stormer hendes gemmested og, efter en voldsom skudveksling, skyder hende. Hun er den første kvinde i en Bond-film, der bliver dræbt af James Bond.

Filmnoir, der ikke er helt sort nok.

Brian De Palmas filmatisering af James Ellroys noirklassiker, The Black Dahlia, er næsten rigtig god. Også kun næsten.

Af Søren Høy

Los Angeles er filmens filmiske by. Tag hvilken som helst tidsperiode siden år 1900, og LA har myterne og dramaet, der skaber gode historier. Forfatteren James Ellroy har fat i LA. Hans historier vrider ondskaben ud og hans personskildringer reflekterer tidsånden. Referencerne er mange – film, sport, race- og klasseproblematikker. Bag det åbenlyse drama gemmer sig en stillingtagen, kritik og brutal kommentering af samfundet. Det er det sidste, der gør hans bøger svære at filmatisere. Curtis Hanson lykkedes fortræffeligt med ”L.A Confidential” (1997).

Den gamle sure filmræv, Brian De Palma, varslede sin version af mordet på den unge wannabe skuespillerinde Elizabeth ”Betty” Short (aka The Black Dahlia) for flere år siden. De Palma kan godt lide den sorte sjæl. Medaljens bagside.

Betty blev fundet i en vejkant i januar 1947, drænet for blod, tømt for indvolde – og kroppen nøjsomt skilt i adskillige dele. Se, det er virkeligheden, men det er ikke helt det, som De Palmas film handler om.

Filmen handler om to boksende cops fra drabsafdelingen, spillet af Aaron Eckhardt og Josh Hartnett. De møder hinanden i ringen, og bliver derefter partnere. Eckhardts figur har ikke bare et lig, men et folkemord i lasten. Han trækker sin unge kollega ind i sit syge liv, samtidig med at han fortrylles af det bestialske mord. Mellem betjentene er selvfølgelig en smuk kvinde, spillet af Hollywoods største talent, Scarlett Johansson, der på vaginal vis binder historien sammen. Desværre har hun fået tildelt filmens svageste figur, og forsvinder derfor ud af filmens dystre plot.

De Palma har lavet et godt stykke håndværk. Smukke scener, betagende scenografi, flot tidsbillede. Men filmen mangler det ekstra niveau, som Ellroy bøger behersker – der hvor historien træder ud i virkeligheden.

Se den alligevel. Den kan mere end de fleste mordgåder og politifilm.

CPH:DOX – efterårets varmeste filmevent

“For fjerde år i træk slår vi dørene op til Nordens største dokumentarfilmfestival. Ti dage i biograferne med alt fra afghanske bodybuildere og Hitchcock-lookalikes til blokfløjteundervisning, politisk propaganda og væsner fra det ydre rum”.

Sådan præsenterer CPH:DOX sig selv på den lækre og velstrukturerede hjemmeside. Man kan diskutere hvor brugbart Internettet er – hvor meget der er tidsspilde i forhold til effektivt brug – men når det handler om spændende filmbegivenheder, så er nettet helt afgørende for at kunne navigere i de mange muligheder.

Der er intet mindre end 140 film på årets dokumentarfilmfestival i København. Det er imponerede, det er vildt, og det er klart alt for meget. Man bliver helt stakåndet ved tanken om alle de film, som man ikke kan nå at se i det store program. Oven i dokumentarhatten får publikum et væld af sjove arrangementer. Alt fra clubevents over debatter til udstillinger og koncerter. CPH:DOX er med andre ord ved at udvikle sig til årets mest omfattende og væsentligste kulturbegivenhed i hovedstaden.

Nu da det er umuligt at nå det hele, så kommer der et lille tip herfra: Kig på talenterne i serien ”Boost the Dox”. Det er politiske dokumentarfilm med kant og vilje – det er her, fremtidens historiefortællere indenfor genren kigger frem for første gang.

Se mere på: http://www.cphdox.dk