Clint Eastwood er 76 år gammel. En cowboy, som for længe siden kunne have staldet hesten op, lagt støvler og seksløber på hylden. Eastwood har gjort det stik modsatte. Han er skarpere end nogensinde. 
Han er hovedperson i et af den moderne filmhistories største comebacks. Han er aktuel med krigsfilmen ”Flags Of Our Fathers”.
Af: Søren Høy
Det er et af de mest kendte billeder i historien. Seks amerikanske soldater planter det amerikanske flag på Suribachi-bjerget i Japan den 23. februar 1945.
Flaghejserne blev helte, og den amerikanske regeringen brugte det symbolske billede til at få bevilget flere penge til krigen. Offentligheden fik aldrig at vide, at det ikke var helt så ædelt, som det så ud på billedet. Det var et skrækkeligt slag. Japanerne gemte sig i kilometerlange underjordiske tunneller – cirka 30.000 amerikanere og japanere døde og 18.000 blev sårede.
De blodige kampe varede længe. Amerikanerne beskriver det som helvede. ”Man glemmer det aldrig”, fortalte veteranen John Hoffheims til CNN – han var med hele vejen. ”Slaget stoppede et øjeblik, da flaget blev sat op”. ”Alt faldt til ro i de minutter, hvor billedet er taget”.
Kampen varede en måned efter at flaget var rejst. Tre af de seks, som rejste flaget, døde den måned.
Det er dét billede, dét slag og følgerne af det, som Clint Eastwoods nye film ”Flags Of Our Fathers” handler om.
Clinten siger, at soldaterne er helte. Heltene selv siger, at de bare prøvede at overleve. ”De er helte, men det er en høj pris for at være en helt – og det skal det amerikanske folk vide. Det er derfor, at jeg har lavet filmen”. Clint Eastwood mener hvert et ord. Han er selv en mand af ære, selv en mand, der kender betydningen af det amerikanske folks fælles historie.
Cowboy’en
Clint Eastwoods person er en væsentlig del af den nyere amerikanske historie. Den store mand på 1.93 har været en stjerne siden han brød igennem med ”The Good, The Bad and The Ugly” i 1966.Imponerende 30 film har han instrueret siden 1971, og mere end 100 roller er det blevet til siden debuten i ”Revenge of The Creature” i 1955.
De to figurer, som publikum formodentlig forbinder Clinten med, er dels den navnløse, svedende og cigarillos-rygende spaghetti-cowboy i Sergio Leones film, og så naturligvis politiinspektør ”Dirty” Harry Callahan fra ”Dirty Harry”-serien, hvor specielt den
første fra 1971 betegnes som en klassiker. Forklaringer er unødvendige. Det er rigeligt at skrive ”Now, you must ask yourself one question: “Do I feel lucky?” Well, do you, punk?” Eller hvad med: ”Go ahead – Make my day”. Harrys myte og oneliners lever stadig i bedste velgående.
Unforgiven
Dirty Harry-figuren og macho-replikkerne hang ved. Op gennem 70’erne og 80’erne lavede Eastwood masser af ting. Det meste var let underholdning uden den store filmhistoriske værdi. Det var først, da han besluttede sig for at genoplive western-genren, at han blev medlem af prisvinderklubben. Med sin onde og sorte vendetta-western ”Unforgiven” fra 1992 formåede han at lave en effektiv og underholdende opdatering af de gamle 60’er gunslinger-film. Hævnen var drivkraften og pistolen var midlet til målet – at udslette alle, der havde gjort hans familie fortræd. Fortjent vandt filmen Oscar i 1993 for bedste film og Clinten for bedste instruktion. ”Unforgiven” står i dag som den sidste gode westernfilm, der er lavet.
Manden under cowboyhatten
Clinten har været gift to gange, og har hele fem døtre og to sønner med fem forskellige kvinder. I dag er han gift med den 35 år yngre Dina Ruiz, som han mødte, da hun skulle interviewe ham i 1993.
Hans privatliv ligner enhver anden stjernes. Hvad der gør ham anderledes, er hans imponerende stærke genmasse, stædighed og holdbarhed. Da han vandt et par Oscars i 2005 sad hans mor i salen, 95 år gammel, og klappede lystigt.
Fra 1986-88 var Eastwood republikansk borgmester i den lille by Carmel i Californien, som huser 4000 velhavende sjæle. Han løb med 72,5% af stemmerne. Det var ikke månedslønnen på 200$, der fik ham til at gå af efter to år. Efter sigende var det snarere det, at de beslutninger og det ansvar borgmesteren sidder med i en by som Carmel, vel nogenlunde svarer til dem, som borgmesteren i Kardemommeby har. Clinten er ikke længere politisk aktiv, men han udtaler sig gerne om aktuelle sager.
Han støtter homoseksuelle ægteskaber, og betragter sig selv som liberalist frem for republikaner.
Cannes 2002
Gamle Clint står på scenen og modtager et bragende bifald. ”Mystic River” har haft verdenspremiere til filmfestivalen i Cannes. Han blev inden filmen dømt gammel, og han virkede gammel. Under interviewet, som jeg lavede med ham dengang, kunne han knap høre spørgsmålene. Han famlede, han stammede. Han manglede selvtillid og var slidt op af kampen for at lave den film, som ingen ville røre ved. Studierne afslog hans ide. Et efter et. Han kunne hverken bruge sit imponerede filmiske cv eller sit hærgede ansigt til noget. Pengemændene ville ikke se ham på lærredet, og de turde ikke finansiere det vovede drama om et barn, der misbruges og myrdes. Til sidst lykkedes det. Til alt held, kan man sige, for siden Cannes 2002 er Eastwood vokset som historiefortæller.
Modtagelsen i Cannes gjorde noget ved ham. Han fik selvtilliden igen. Alle lande købte hans film under festivalen, og han var pludselig topfavorit til Oscar-showet, selvom der var otte måneder til den begivenhed skulle finde sted.
De grå år
Der var grunde til, at ingen turde satse på Clinten.
Han vadede i årerne fra ”Unforgiven” til ”Mystic River” rundt i halvdårlige actionfilm, der altid handlede om det samme: Clinten som gammel håndlanger, der trods genvordigheder undervejs alligevel mirakuløst klarede ærterne til sidst. Den forudsigelige skabelon havde publikum luret. Folk svigtede, og det er antallet af hoveder i biograferne, der tæller i den benhårde kommercielle filmbranche. Kritikken havde også opgivet ham. Clinten var kravlet så meget ind i myten om sig selv, at der ikke var andet tilbage end den hæse stemme og den skæve mund. Titler som ”Blood Work” (2002), ”True Crime” (1999)
og ”Absolut Power” (1997) er der formodentlig ingen, der rigtig kan huske. Selv titlerne virker billige, og som et ynkeligt håb om at fortidens toughe renommé kunne komme tilbage.
Mystic River
Oscar-festen 2004 i Los Angeles naglede Eastwoods comeback fast. Klippefast. Godt nok gik prisen for bedste film til den tredje Ringenes Herre-film ”Kongen vender tilbage”, men den ville have vundet over hvem som helst det år. Peter Jacksons imponerede trilogi overfor Eastwoods lille mordgåde. Unfair konkurrence. Men Eastwood var alligevel den store vinder. Han var selv nomineret for sin instruktion, filmen var nomineret til den store pris – og den vandt to flotte Oscar i begge de mandlige kategorier. Sean Penn tog hovedrollen og Tim Robbins birollen. Begge kendt som rebeller i Hollywood – i Clintens rutinerede hænder spillede de bedre end nogensinde. Han vred følelserne ud af dem, han fik dem ud over den kant, som skuespillere har så svært ved at passere. Der hvor rollen overtager, og publikum glemmer, at vi har set dem i masser af film før.
Million Dollar Baby
Vi var mange der troede, at ”Mystic River” var sidste skud i Clintens seksløber. Vi tog fejl.
Efter succesen med ”Mystic River” gik han i gang med boksefamiliedramaet ”Million Dollar Baby”.
En stærk historie, bevægende fortalt og filmisk i særklasse. Smukke mørke og gule nuancer på billedsiden akkompagnerede Eastwoods egne toner på lydsiden. Filmen var intimt koreograferet og langsomt fortalt, så den stille og roligt krøb ind under huden på publikum.
Succesen var total. Morgan Freeman, som Eastwood også dannede duo med i ”Unforgiven” 14 år tidligere, var med på rollelisten sammen med en af de få kvindelige metodeskuespillere, Hillary Swank. Begge fik en Oscar i 2006. Det samme gjorde Eastwood for sin instruktion og film. ”Mystic River” var et comeback, ”Million Dollar Baby” en triumf.
Slaget ved Iwo Jima.
Tilbage til indledningen. Tilbage til nutiden. Hvordan agerer en gammel cowboy på 76 år efter to Oscar-film, efter succes med nærhed og enkle barske historier. Jo da. Han går i gang med et af de mest ambitiøse krigsfilmsprojekter, der ikke er lavet af Steven Spielberg – han har til gengæld produceret filmene. Eastwood besluttede at lave to film, stort set på samme tid. Slaget ved Iwo Jima i 1945 – set fra begge lejre. ”Flags Of Our Fathers” er den amerikanske vinkel og ”Letters From Iwo Jima”, der kommer i biograferne i løbet af 2007, er den blodige japanske optik på det afgørende slag.
Filmene er lavet for en klatskilling efter Hollywood’ske forhold. 70 millioner dollars har de kostet. Normalt koster én film det beløb. Men Eastwood insisterede på, at projektet ikke var komplet uden begge fortællinger, og derfor blev det sådan.
Clint Eastwood er Oscar-favorit endnu engang, og lur mig om han ikke stikker af med et par priser igen, når verdens største filmfest afholdes i Los Angeles til februar.
10 bedste film og 10 bedste skuespillerpræstationer:
Clinton Eastwood Jr.
Født 31. maj 1930 i San Francisco, USA.
Clintens 10 bedste roller som skuespiller:
Million Dollar Baby (2004) Frankie Dunn
In the Line of Fire (1993) Agent Frank Horrigan
Unforgiven (1992) William ‘Bill’ Munny
Pale Rider (1985) Præst
Escape from Alcatraz (1979) Frank Morris
Dirty Harry (1971) Harry Callahan
Kelly’s Helte (1970) Kelly
Coogan’s Bluff (1968) Sherif Walt Coogan
Hang ‘Em High (1968) Jed Cooper
The Good, The Bad and The Ugly (1966) Den Blonde
Eastwoods 10 bedste film som instruktør
Flags of Our Fathers (2006)
Million Dollar Baby (2004)
Mystic River (2003)
The Bridges of Madison County (1995)
A Perfect World (1993)
Unforgiven (1992)
White Hunter Black Heart (1990)
Bird (1988)
Pale Rider (1985)
Sudden Impact (1983)
Flags Of Our Fathers
Instruktør: Clint Eastwood
Manuskript: William Broyles Jr & Paul Haggis
Medvirkende: Ryan Phillippe, Jesse Bradford, Adam Beach, Barry Pepper, Paul Walker, Jamie Bell m.fl.
Handling: 23. februar 1945 tog AP fotografen Joe Rosenthal Stillehavskrigens mest berømte billede; et fastfrosset historisk splitsekund, hvor seks US Marines rejser det amerikanske flag over Mount Suribachi på den japanske ø, Iwo Jima. Tre af de overlevende fra slaget, John ”Doc” Bradley, den sky Pima-indianer Ira Hayes og ordonnansen Rene Gagnon blev modvilligt helte, og det viste sig, at medaljen havde en beskidt bagside…
samme tid. En rigtig 70’er skurk der var koldblodig med nerver af stål. Gode egenskaber for en skarpskytte.
Hans historier vrider ondskaben ud og hans personskildringer reflekterer tidsånden. Referencerne er mange – film, sport, race- og klasseproblematikker. Bag det åbenlyse drama gemmer sig en stillingtagen, kritik og brutal kommentering af samfundet. Det er det sidste, der gør hans bøger svære at filmatisere. Curtis Hanson lykkedes fortræffeligt med ”L.A Confidential” (1997).
Søren Høy 