Monthly Archives: juni 2014

Verdens bedste Tv-serie

download.jpg24 år senere. ’Twin Peaks’ står stadig knivskarpt i min 41-årige erindring. Dæmonen ’Bob’ skal kun vise sit ansigt i spejlbilledet i 10 sekunder, før jeg er sat tilbage til tiden hvor serien, der kom til at definere mit liv, udfoldede sig.

Takket være instruktøren David Lynchs kringlede hjerne er serien nu kommet i en definitiv version med titlen ’The Entire Mystery’, hvor der både er nye scener og handlinger, der blev klippet ud i sin tid, hvor serier ikke løb over 8-10 år, som vi ser det i dag. Magien opstår, da Lynch som sig selv interviewer figurerne fra serien. Både i karakter og som skuespillere. Det er lige så overraskende og genialt, som serien var det. Indsigten fra Lynch understreger, at ’Twin Peaks’ står som et ekspressionistisk kunstværk uden egentlig forståelig fortælling og målgruppe, som ellers har defineret de senere års toneangivende, realistiske serier.

’The Sopranos’ spillede på den filmiske og mytiske gangster tradition. ’Mad Men’ er litteraturens serie, med tydelige referencer til samtidshistorien med lige linjer til nutidens fordærvede verden, hvor vi er overrumplede og korrumperede af markedets forbrugeriske og overfladiske mekanismer.

De nye komedieserier som sprælske ’Girls’ og lavmælte ’Louie’ har en tidsånd som få, og rammer begavet det moderne storby menneskes dilemmaer ind. ’House of Cards’ og ’Homeland’ har givet scient. polerne serier, hvor de kan genkende spin, korridor-deals og rænkespil, som de er vokset op med gennem deres studie, karriere og verdensorden. Det tætteste markedet lige nu kommer på ’Twin Peaks’ er den filosofiske ’True Detective’, hvor mordgåden flettes sammen med de dybeste afkroge af menneskelig adfærd.

’Twin Peaks’ handler den djævelske del af det sorte bæst, der bor i sindets mørkeste afkrog. Historien gemmer diabolske hemmeligheder, vanvid og psykopati, kombineret med underfundig humor. Det har gjort serien til en intellektuel øvelse, der formodentlig er den mest gennemanalyserede på videregående uddannelser i den vestlige verden.

Den nye udgivelse giver svar, som jeg har ledt efter i 24 år. Et af dem er, at man ikke skal forstå alt i denne verden. Det er de færreste kunstværker, der tør lade publikum skabe deres egne fortolkninger.

Serien er stadig den mest skræmmende og fascinerende, der endnu er lavet. Det groteske galleri i en naturalistisk scenografi, bliver i al sin skønhed ualmindelig dæmonisk i David Lynchs mesterlige mordgåde.

Sommeraction i biograferne

”Lev stærkt – dø ung”, siger man. Titlen stammer fra Willard Motleys roman fra 1947, der blev udgivet med originaltitlen ’Knock on Any Door’. Allerede i 1949 blev historien til en film med Humphrey Bogart i hovedrollen. I filmen siger den unge rebel, spillet af John Derek, ”Lev stærkt, dø ung og få et smukt lig”.

På en løjerlig måde er det deterministiske bonmot – gadens og rebellens motto – en passende metaforer for sommerens biografsituation.

Dagens danske film, med den tydelige reference i titlen, ’Lev Stærkt’, lukker et lunkent filmforår for de danske film. Ni ud af 12 film har underpræsteret i foruroligende grad. Den statisktik er ikke god for den aktuelle ungdomsfilm, hvor adrenalin, dødskørsel og kærlighed sætter venskaber, liv og fremtid på spil.

Det ser ikke ud som om, at vi til vælger de danske film i øjeblikket. Publikum går i stedet efter de hurtige fix, som de amerikanske sommerfilm traditionelt tilbyder. Det er groft kategoriseret film, der går ind under kategorien ’brain candy’. Sukkerstads for hjernen.

Ugen efter ’Lev Stærkt’ starter en kanonade af film, der får et hektisk og kort liv i biograferne. Dels kommer der så mange film, at publikum knapt vil opfatte tilstedeværelsen af flere af dem – og dels vil kun de færreste huske filmene få minutter efter, at de har forladt biograferne.

’Sådan træner du din drage 2’ åbner ballet den 3.7. Det passer mirakuløst med at ungernes sommerferie starter, så de kan få lidt underholdning mellem is og badeture.

Ugen efter kommer sommerens mega-brag, ’Transformers 4’.

Inden den er udspillet åbner ’Abernes Planet: Revolutionen’. Jeg har regnet mig frem til, at det må være film nummer otte i serien. Den vil med sikkerhed få et hårdt og kort liv i biograferne.

Det passer lige med, at ’Guardians of the Galaxy’ laser-blaster publikum fra den 31.7.

Heltefilm kan man aldrig få nok af, og man får heller ikke chancen for at slippe af med dem, for ugen efter ruller ’Hercules’ sin stridsvogn ind på landets lærreder.

Heldigvis er der ikke ro længe på de forreste rækker, for den 14.8 hærger Sly Stallone igen med ’The Expendables 3’. Seks uger med seks blockbusters.

Bombardementet af hurtigt fordøjelige film kan desværre gøre ’Lev Stærkt’ til et smukt filmisk lig.

For biografernes skyld kan man kun håbe på regnvejr fra på fredag og seks uger frem.

 

Blodbad i biograferne

Salgstallene for de danske film i biograferne er skræmmende i de her uger. Ikke årsgennemsnit eller medianer over de sidste tre års generelle udvikling – men den enkelte film lige nu.

Hvad hjælper det Cykelmyggen Egons flade dæk, at Lille Per har kæmpe succes? Man skal have de store, kulturnationale briller på, være politiker eller fra Filminstituttet for at kunne se de positive bevægelser i det nuværende marked.

Billedresultat for Cykelmyggen og Minibillen’Cykelmyggen og Minibillen’ åbnede i 77 biografer i torsdags. Pæn modtagelse og en stor national-anakronisme, som vel på en god uge, ville lokke de mindste og deres forældre i biograferne. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers film solgte første weekend 3.682 billetter. Det er i runde tal cirka 30.000 fra at være godkendt.

Billedresultat for NÃ¥r dyrene drømmer’Når dyrene drømmer’ kom med genre-nybrud, teenage-varulv og tidsånd fra Cannes-premieren, hvilket gav god presse og omtale i samtlige af de store blade og aviser. Den kan ses i 33 biografer landsdækkende, og blev den første weekend set af 1.749. På en god åbning havde den lokket 25.000 ind.

’Miraklet’ er en sag for sig, men tæller trods alt i statistikken med filmens historiske fiasko med kun 540 solgte billetter. Instruktør Simon Staho bliver ikke normalt bedømt på billetsalg, men denne gang er det svært at bruge den kunstneriske dimension som legitimation af hans katastrofale film, der er en musical uden sangnumre.

Billedresultat for The Salvation

’The Salvation’ har Mads Mikkelsen i hovedrollen. Den har kostet 80 millioner kroner. Den var i Cannes. Den er blevet solgt til det meste af verden. Filmens problem i Danmark er, at det er en western. Vi ser ikke westernfilm. Uanset hovedrollestjernen, budgettet, filmfestivaler og verdens præferencer. Med et salg på 44.456 efter fire uger i salene, skal den være heldig, hvis den ender på 60.000. Det er 40.000 mindre end man burde kunne forlange.

’En du elsker’ er i Biografklub Danmark. Den slags giver vanligt +200.000 billetter, og med Trine Dyrholm på rollelisten, burde et familiedrama kunne vække de slumrende danskere. Den har solgt 162.377, hvilket er 90.000 mindre, end den burde have trukket.

’Detektiverne’, ’Klumpfisken’ og ’Ækte Vare’ har tilsvarende pauvre tal, men her taler vi om film med langt mindre eksponeringskraft og erfaring foran og bag kameraet.

Publikum bestemmer, om en film er god nok i kommerciel forstand. Lige nu mener danskerne ikke, at de danske film er værd, at bruge penge og tid på.

VM-holdet i fodboldfilm

Erkendt. Skyldig. Mit hjerte er formet som en fodbold. Fodbold er egentligt det eneste, som jeg interesserer mig for. Resten er bare noget, der fylder tiden ud mellem kampe, bøger om spillet, biografier, analyser og diskussioner. Hver dag sms’er, taler, skriver jeg med mine bedste venner om transfers, kampe og klubbernes økonomi. Agent-fees, sign-on-fees, spiller-fees og bare fees i det hele taget. Legender, rygter og ikke mindst gennemgang af ligaerne og socio-analyser af klub-forhold, demografi og ejer-forhold. Med andre ord er der intet indenfor fodboldens verden, som ikke var en værdig og værdifuld plads.

Er det for meget? Ikke det, det ligner.

Derfor vil jeg nu stille et VM-hold for fodboldfilm. Ideen er kun original i den formation, som de er opstillet i. Altså en 4-2-1-3 formation, som jeg selv foretrækker i tiden. Og altså ikke bare en vanlig top 10.

Her er der taktik og organisation med i vurderingen.

Målmand:

Die Angst des Tormanns beim Elfmeter: Wim Wenders (1971)

Fodbold målmand Josef Bloch bliver udvist for et frispark i feltet, som naturligvis giver et straffespark. Foran hjemmepublikummet i det store lokalderby, udvandrer ham til alles måben. Han går planløst gennem Wien og støver kassedamen Gloria op, som han giver den gas med om natten. Den næste morgen dræber han hende.

En tankevækkende film om dæmoner, samfundets forventninger, uretfærdighed og tilfældige skæbner.

Vel den eneste certificerede målmands-film.

Højre back:

The Football Factory: Nick Love (2004)

Tommy er medlem af en berygtet Chelsea-hooligan-fraktion, der bruger det meste af tiden på at smadre andre klubbers hooligans, drikke, tage stoffer og rende efter damer.

Op til et længe ventet lokal-opgør med Tottenham, begynder Tommy at se vanviddet gennem tågerne.

En stærk film om klassesamfundet i England og den ændrede sport, der i London siden Premier Leagues kommercialisering er gået fra en arbejder-religion t til en overklasse-fornøjelse.

Klassisk højre back-film.

Højre centerback:

Linda de passe: Walter Salles (2008)

Fire fattige halvbrødre med den samme mor bor i en forstad til São Paulo i Brasilien. Den ene af drengene drømmer om at blive buschauffør, men har et fodbold-talent, der bemærkes, når han dribler rundt på den støvede bane mellem højhusene.

Walter Salles er en mesterinstruktør med et stort fodboldhjerte. Hans film er elegant, den er poetisk.

Lidt som en elegantier i midter-forsvaret.

Venstre centerback:

Ajax: Hark the Herald Angel Sings: Roel van Dalen (2000)

I 100-års jubilæumsåret i den store hollandske klub, Ajax, følger den dygtige dokumentartist Roel van Dalen både førsteholdet, et talenthold og ikke mindst Ajax’ farmer-hold i Ghana, hvor optagelserne viser, at det mere er slavehandel end fodbold-opdragelse.

En ærlig, brutal film. En film om en maskine, en kæmpe virksomhed, der kræver succes. Brian Laudrup kan skimtes i en enkelt scene, men det virker faktisk som om, at han ikke har villet medvirke.

Placeringen i midter-forsvaret er grundet den rumænske cowboy, Cristian Chivu, der spiller en central rolle i filmen.

Venstre back:

When Saturday Comes: Maria Giese (1996)

Sean Bean er en hard core Sheffield United-fan, hvis eneste egentlige evne er at holde med sit fodboldhold. Alt andet er smuldret væk for ham. Lige indtil han bliver spottet på sit pub-team, og bliver tilbudt en prøve i United.

En sjælden fodboldfilm instrueret af en kvinde, der virkelig ser dilemmaerne i fodboldens verden kontra det frie liv, hvor man måske ikke når stjernerne, men heller ikke skal underlægges en streng og til tider tosset disciplin.

En hårdt arbejdende og lidt primitiv venstre back-film.

Defensiv midtbane:

Fever Pitch: David Evans (1997)

Mega Arsenal-fan Nick Hornby flettede en fin historie sammen om et forholds romantiske konditioner under en afgørende mesterskabskamp. Se, den slags kan jeg godt sætte mig ind i. Colin Firth er Paul, der møder Sarah – og deres forhold kulminerer den dag, hvor Michael Thomas scorer i sidste sekund, og vinder mesterskabet for Arsenal. Jeg tuder stadig ved tanken. Stod og så kampen foran Fonas vinduer i Store Gade i Randers. Lydløst og trist. Det regnede, som jeg husker det.

En plads i maskinrummet for en af bedste fodbold-film. Uanset resultatet og forfatterens yndlingsklub.

Defensiv midtbane:

The Damned United: Tom Hooper (2009)

En fantastisk film om legenden Brian Cloughs 44 dage som Leeds manager i 1974. Martin Sheen spiller overbevisende Clough, der kom til klubben som stor, udtalt kritiker af deres fysiske og til sider voldsomme spil.

Filmen rummer en detaljerigdom, en indsigt og en erindring, som giver den en solid placering på banen. Modigt at hoppe ind i et drama, hvor dramaet virkelig er fortættet. Det giver en dramaturgi, hvor den lige så godt kunne have handlet om storpolitik.

Tom Hooper lavede i øvrigt et par år senere Oscar-vinderen The King’s Speech – også med Colin Firth.

Central midtbane:

Zidane: A 21st Century Portrait (2006)

Der er ikke mange kreatører, der er så oplagte som denne kunstfilm om Zizou. 36 kameraer fulgte ham under en kamp mod Villareal. 17 synkroniserede og resten placerede rundt på stadion. Den følger Zidanes bevægelser, hans pauser, hans gestik, hans løb. Hans små, sublime berøringer og hans lange passager, hvor han ikke er i nærheden af spillet. Det vilde er, at han bliver vist ud, da der mangler få minutter. Han angriber fuldstændig vanvittigt en modspiller. Tænk at gøre det i en kamp, der KUN har dig i fokus. Kun dig! Det har altid undret mig, at han ikke kunne holde sin coolness i de afgørende situationer. Et år efter denne films optagelse gjorde han noget tilsvarende i VM-finalen. To ekstraordinære og undrende minder om en af de største spillere i nyere tid.

Et kunstværk, en skulptur som film. Et mesterværk.

Højre wing:

Kung-Fu Soccer (Shaolin Soccer): Stephen Chow (2001)

En publikumsfavorit af en magisk film.

Den tidligere fodboldstjerne møder en Shaolin Kung-Fu mester, som hjælper ex-stjernen og hans fem brødre med at bruge kung-fu tricks i fodbold.

Det er totalt wam-bam-boogie action i denne her totale tegnefilms-homage. En målmands-scene med Bruce Lee er storslået, og på den facon binder den elegant kamp-kunst, fodbold-kunst og filmhistorien sammen.

En furie på kanten der i den grad minder om adskillige flyske wings, som vi alle har set.

Centerforward:

Escape to Victory: John Huston (1981)

John Huston var en stor mester. Maltese Falcon (1941), The Tresure of Sierra Madre (1948) og The Man who would be King (1975) har fortjent klassiker-status. Derfor kan der kun komme den bedste fodbold-film ud fra hans begavede instruktion.

Historien er fortalt hundredevis af gange. Virkelige fodboldspillere blandet med stjerner. Michael Caine spiller anføreren. Man kan se på hans løb, at han aldrig har været på en fodboldbane. Sly Stallone på kassen. Gør det pænt, men overspiller samtlige scener. Sammen med dem Osvaldo Ardiles, Søren Lindsted og Pelé – og mange andre af tidens største stjerner.

Filmen er patriotisk, og den handler om helte. Om en verden der ændrer sig. Om de allieredes fælles kamp mod den tyske værnemagt. Den gjorde enormt indtryk, da den kom i starten af 80’erne, og jeg har set den mindst 20 gange. Den fortjener en plads i spidsen af angrebet.

Venstre wing:

Michael Laudrup – en fodboldspiller: Jørgen Leth (1993)

Der sker noget interessant, når to af de store inspirationer og kunstnere indenfor hver sin performance art mødes. Leth og Laudrup fik i starten af 90’erne lavet en meget smuk og poetisk film. Ikke en egentlig fodboldfilm, men et portræt af en fodboldspiller.

Leths blik for alt det overflødige i spillet, alt det som kameraerne aldrig ser, udgør filmens grundmateriale fra banen. I den sammenhæng er Zidane-filmen inspireret af Laudrup-filmen. Filmen har desuden et godt interview med Johan Cruyff, der om nogen så det kunstneriske i Laudrups spil.

Eftersigende er Laudrup ikke vild med filmen. For arty og for lidt fodbold. Den står for mig som et afgørende dokument og en stor inspiration. I øvrigt sammen men Tómas Gislasons Fra Hånden til Hjertet, der er et portræt af Leth, lavet mens han laver Laudrup-portrættet. Nu bliver det først kunst – designet og skabt fra venstre-kanten med licens til at bevæge sig frit over hele banen.

Bænk:

Looking for Eric: Ken Loach (2009)

Lidt kedelig film om en Manchester postmand i midtvejskrise. Cantona er med som hans imaginære coach. Lunt men for lidt fodbold. Kan bruges på backen.

The Firm: Alan Clarke (1989)

TV-film med Gary Oldman som West Ham-fanatikeren, der er ejendomsmægler om dagen og manden der lukker op for aggressionen efter lukketid.

Fin film med defensive-bulldog-kvaliteter.

Bend it like Beckham: Gurinder Chadha (2002)

Sympatisk tøse-film om et par piger, der spiller en glimrende omgang bold, naturligvis mod samfundets normer, kultur og religioner, der ikke giver pigerne meget plads til at udfolde bold-talentet.

En sikker indskifter på kanten for at få de krøllede indlæg.

Maradona: Emir Kusturica (2008)

Vedtaget en historiens bedste og mest afgørende spillere portrætteret af en excentriker fra Serbien.

Jeg var til filmens premiere i Cannes, hvor vi efter filmen blev fragtet i limo op i bjergene, hvor festen skulle holdes. Kusturicas tossede band skulle spille – og Maradona optræde sammen med dem på vokal. Da vi ankom, så vi, at der bag slottet var stillet et fodboldmål op. I kassen stod der en keeper. Foran ham en mur af pap-silhuetter tilhørende Andy Brehme, Socrates, Terry Butcher og Daniel Passarella. Bag målet var 4-5 super lækre tøser iklædt stramt målmandstøj og handsker – klar til at være boldhentere. Vi stod der i vores spidse dansesko og tyrede hele aftenen. Diego kom aldrig.

Men filmen kan naturligvis skiftes ind på alle offensive pladser uden blik for defensive pligter.

Gregory’s Girl: Bill Forsyth (1981)

Fodbold-filmenes David Fairclough. En super-sub, en lille perle, som man glemmer lidt, når det store hold skal sættes. Komedien har en sjælden skøn tone, hvor den lidt lade teenager, Gregory, bliver flyttet fra midtbanen til målmandsposten. Han tænker kun på damer, forståeligt, så holdet har brug for nye kræfter.

En sprælsk mulighed på keeper-pladsen.

Danmarkshistoriens løjerligste film

’Miraklet’ åbner i dag i ganske få biografer. Rollelisten er flot med Sonja Richter, Ulrich Thomsen og et af de gode, relativt nye ansigter Peter Plaugborg i hovedrollerne. Instruktøren hedder Simon Staho, og selvom han givetvis kan gå ubemærket ned at Strøget, så er han i filmkredse respekteret for sin kunstneriske tilgang til det kommercielle filmmedie. Hans film sælger knapt nok billetter, men som oftest rammer han temaer og portrætter, der er dybere og voldsommere end mange af hans kolleger.

Musicallen ’En dans på roser’ blev optaget for 2½ år siden i Irland. Forlist kærlighed, tristesse og religion blandet med sangens håb, magi og mirakler. Det lyder som en blanding af flere Lars von Trier-film. Og den aparte combo viste sig at give problemer. Adskillige om-klipninger senere, er filmen noget så løjerligt som en musical uden sangnumre.

Det sker, at en film bliver ændret markant i klipperummet. At en person bliver klippet ud, fordi figuren ikke fungerer i helheden. At en handlingstråd fjernes, hvis det viser sig, at den ikke passer med hovedhistorien. Eller at en scene forkortes kraftigt, hvis nu skuespillet eller teknikken ikke er præcist nok til instruktørens detaljerede blik.

Læserne skal naturligvis have yderligere baggrund for at forstå, hvorfor en musical kan ende uden sangnumre.

Når man laver en film, så er der først et skrevet manuskript. Det bliver til en filmet version, hvor scener kan ændre sig fra det skrevne manus. Nogle ting fungerer bare ikke, når man står med replikker i regnvejret på et bjerg i Irland. Med andre ord er der efter optagelserne langt til det skrevne manus, som der blev givet finansiel støtte og castet skuespillere på. Senere bliver filmen klippet – og her kan det så ske, at yderligere scener, figurer eller andet bliver fjernet. Så der kan altså være milevidt fra det skrevne manus til den færdige film.

’En dans på roser’ skiftede titel til ’Miraklet’. Efter at sangene røg ud, så fik den en mere spirituel titel med reference til det religiøse aspekt i filmen.

De medvirkende i filmen må virkelig undre sig, når de ser det færdige resultat. De spiller hen mod sang og dans, som aldrig kommer.

Spørgsmålet er, om filmen fungerer, hvis nu publikum ikke ved, at den er optaget som en musical?

Realistisk kommer stort set ingen til at se filmen, og den vil gå over i historien som en af de løjerligste danske film nogensinde.