Monthly Archives: april 2007

Norges største stjerne

Ane Dahl Torp et af de mest lysende skuespillertalenter i Skandinavien. Hun er charmerende norsk, medierne elsker hende, publikum er vilde med hende, og instruktørerne kan ikke holde op med at smile.

Navn: Søren Høy

De sidste fire år har Ane Dahl Torp været et populært ansigt i Norge. Hendes claim to fame og gennembrud var den romantiske komedie ”Kvinden i mit liv”, hvor hun spillede overfor Norges mest populære komiker Thomas Geirtsen. Hendes karriere tog hurtigt fart. Allerede året efter i 2004 blev den nu 31-årige skuespillerinde kåret som Norges mest sexede kvinde. Enhver efterhånden hvad slags betyder. Forsider, talkshows og instruktørernes opmærksomhed. Samme år spillede hun hovedrollen i både den populære tv-dramaserie ”Sorte penge, hvide løgne” og en anden romantisk komedie ”Ikke Nøgen”. De to roller gav hende den prestigefyldte titel som ”Årets kvindelige skuespiller” i Norge for første gang.

Siden da har Torp etableret sig i toppen af det norske skuespillerhierarki. 2006 viste sig at blive endnu et godt år for hende. Gade-politi-narko-thrilleren ”Uro” blev årets mest sete film i Norge med cirka 200.000 solgte billetter. Torp spillede en femme fatale med et seriøst heroinproblem. Hun er i filmen datter af den lokale mafiaboss, hun kører en jetset bar, der samtidig er stedet man køber sine designerdrugs – og oven i rusen bliver hun forelsket i en undercoverbetjent. En krævende og brutal kvinderolle der ikke minder om noget, vi har set i dansk films succesår.

Det var en anden film, der gav hende den anden udmærkelse som årets skuespillerinde. I den politiske satire ”Kammerat Pedersen”, der lige er udkommet på DVD i Danmark, spiller hun den flammende kommunist og revolutionær Nina Skåtøy, der er ved at uddanne sig til læge, da hun tilslutter sig fraktionen af ultrabehårede omvandrende islændersweatere, der troede, at verdensrevolutionen var lige om hjørnet på den kinesiske mur. Filmen bygger på Dag Solsteds bestseller.

Torps fortolkning af den varmblodede og deterministiske karakter er blevet beskrevet som den mest kraftfulde præstation i moderne norsk film. I februar i år modtog hun den levende legende Liv Ullmanns æres pris for sit samlede arbejde på film og teaterscenen.

Lige nu spiller hun hovedrollen i den populære politi-serie ”Kodenavn: Hunter”. Cirka 900.000 seere så den første episode i action-serien – det er rekord for en dramaserie på NRK, der er det norske svar på DR.

Jyllands-Posten mødte hende på en solbeskinnet dag i Oslo. Hun var lige færdig med endnu en dags optagelser på ”Kodenavn: Hunter”, som med folkets dom i ryggen nu er ved

Kodenavn: Hunter

at optage endnu seks afsnit. Hun er samtidig i gang med at forberede sin næste store rolle. Hun skal spille hovedrollen i ”Lønsj”, der skal instrueres af debutanten Eva Sørhaug, en af de få nye kvindelige instruktører i Norge.

I Norge er Ane Dahl Torp kendt for at sige sin mening. Hun har trukket forsider på udtalelser om sex på film og kommentarer om filmklimaet i Norge. Nu er det efter en passende introduktion tid til at møde hende.

Hvordan er situationen for skuespillerinder i norsk film?

– I mange år har vi kæmpet med at få en fair del af replikkerne, om man så må sige. De gode roller bliver skrevet til mænd. Den primære del af de norske film er centrerede om maskuline værdier, glæder og problemer.

Hvad betyder det?

– Det betyder, at vi i vores film ikke reflekterer over kvinder og kvinders liv og behov. Vi skaber ikke kvindelige rollemodeller, og det er nok det største problem. Det er faktisk ved at blive til et samfundsproblem. Kvinder og mænd – unge som gamle – har brug for historier om den moderne kvinde. Og for at være ærlig, så har jeg i flere år ikke kunnet begribe hvorfor manuskriptforfattere, instruktører og producenter ikke bruger stærke kvindefigurer. Jeg har sagt til mange instruktører og forfattere, at deres historier kunne være lige så effektive og udfordrende, hvis hovedrollen var skrevet til en kvinde i stedet for en mand. Vi har brug for kvindelige heltinder – og de kan skabes lige så nemt, som en mandlig helt kan.

Gør du noget ved problemet?

– Jeg har talt en del om det her i Norge – både i branchen og offentligt. Og så har jeg været med i et udvalg under Kulturministeriet, hvor vi havde som opgave at kortlægge forskellige ting i norsk film, der i blandt at se på kønsroller.

Er der sket noget ved dit opråb?

– Altså, det tager tid. Rollen jeg arbejder med nu, ”Lønsj”, var sjovt nok skrevet til en ældre mand oprindeligt, men instruktøren ændrede figuren til at være en ung kvinde. Den film vil sikkert bevise, om jeg har noget at have mine teorier i. Det er en form for test for mig og holdet bag filmen.

Du har opnået meget de sidste fire år. Hvad nu?

– Jeg håber, at jeg kan komme til at lave film i de andre skandinaviske lande. Der er så mange dygtige og talentfulde mennesker, og så mange film, som jeg så gerne ville have været med i. Ikke mindst i Danmark.

Er der ikke nok roller for dig i Norge?

– Ja og nej. Flere ting spiller ind. Jeg får gode roller, men det er ikke så mange, som det ser ud til for nogen. Norge er et lille land, på godt og ondt, så der er grænser for, hvor meget publikum kan tåle at se en enkelt skuespiller. Det modsatte forhold findes med de amerikanske skuespillere, som man sagtens kan holde ud at se i flere film hvert år. De lokale ansigter bliver hurtigt slidt op. I Norge siger man hurtigt, at en skuespiller er med i alt, der bliver lavet – hvilket naturligvis ikke stemmer, men det er stadig en grund til at prøve at komme lidt ud af landet.

Hvis jeg skal blive bedre til mit arbejde, hvis jeg skal bibeholde min energi og evne til at spille skuespil i mange år endnu, så er jeg nødt til at udvide min horisont og få nye svære og anderledes udfordringer.

Skriv navnet bag filmøret: Ane Dahl Torp. Der går ikke mange biografture, før I ser hende sammen med vores egne Mads M, Anders W, Jesper C og Nikolaj K i en dansk film, hvor hun med sikkerhed tager al opmærksomheden.

Box: Ane Dahl Torp

Født: 1. august 1975

Uddannet på Statens Teaterhøgskole i Oslo 1996–1999.

Udvalgte roller:

Kodenavn Hunter (2007) TV

Uro (2006)

Kammerat Pedersen (2006)

Ikke Nøgen (2004)

Sorte penge, hvide løgne (2004) TV

Kvinden i mit liv (2003)

Anolit (2002)

Box: Norwave

Norsk film rykker lige nu. Det går så godt, at man er begyndt internationalt at tale om en ”Norwave” – en norsk bølge af gode film.

De oplever en selvtillid, som dansk film gjorde for 10 år siden. Norge havde tre film i Cannes i 2006, og vandt i marts en Oscar for bedste kortfilm.

Der kommer flere og flere norske film til Danmark. Mange af dem har potentialet til at bliver solide succeser.

Hold øje med: ”Uro”, ”Kammerat Pedersen”, ”Reprise”, ”Den Brydsomme Mand”, ”Sønner” og ”Slip Jimmy Fri”. De kan alle købes på DVD.

Foruroligende ungdom

”2:37” er et skræmmende blik ind i 6 teenageliv, fyldt med angst, misbrug og død.

Af Søren Høy

Titlen ”2:37” refererer til det tidspunkt på dagen, hvor katastrofen indtræffer.

Og det er det tidspunkt, hvor filmen starter. Kameraet viser os en 15-årig pige banke på en toiletdør på det gymnasium, hvor hun går, lever, ånder og hvor hele hendes verdensbillede starter og slutter, som det jo gjorde for os alle i de år. Hun banker og banker – råber for at få veninden inde på toilettet til at åbne døren. Musikken bliver skinger, kameraet søger efter svaret på larmen og den stressede stemning med nye tilskuere udenfor toilettet, og til sidst finder kameraet en lind strøm blod, der kommer ud under døren. Pigerne skriger, de voksne er rådvilde. Kameraet går udenfor, efterlader balladen, peger op mod de blomstrende træer, billedet defokuserer, og giver den dødes sjæl fri.

Filmen spoler tiden tilbage til starten på dagen, og vi med knugende ubehag og intensitet får opklaret, hvorfor vi skulle se introsekvensen. Handlingen skifter elegant hovedperson og vinkel. Historien oplevers fra seks sider. På den måde udstilles og fremstilles teenagerens mange ansigter. Det seje ansigt overfor vennerne, det forsømte overfor forældrene, det usikre i enerum. Vi finder ud af, at gymnasiet er en tikkende bombe. Det er kun et spørgsmål om tid, før en eller anden pakker en pistol ud af madkassen, og plaffer vildt omkring sig. Den historie er så aktuel, at det giver kvalme.

Filmens tema er ikke originalt, og det er set bedre før, i f.eks. ”Elephant” fra 2003. Hvis det for filmens publikum virker som om, at behandlingen af temaet er en smule naivt, så er forklaringen, at instruktøren Murali K. Thalluri kun var 20 år gammel, da han skrev og instruerede filmen – uden nogen former for autoriseret filmisk træning. Den er lavet for en figenmad og en minimælk. Set i det lys er filmen imponerende.

Det er så faktisk så imponerede, at jeg tror, vi har en lille ny australsk mesterinstruktør blandt os.

Årets dårligste film

”Epic Movie” er en skændsel, en katastrofe, en latterlig, ligegyldig og fornærmende ringe, åndsforsnottet, dorsk film. 

Af Søren Høy

En ”spoof” er en film, der laver sjov med andre film. Eller prøver at lave sjov med andre film. Der er gennem tiderne lavet flere super sjove ”spoofs”. Der findes klassikere indenfor

“Høj Pistolføring”

den parodiske genre;  ”Høj Pistolføring” og ”Airplane!” og ”Top Secret” er i særklasse de bedste – de senere år har ”Hot Shots” og et par af ”Scary Movie”-filmene godt kunnet provokere en røvfuld gode grin frem.

Hele ideen er, at filmene tager det seneste års samlede filmproduktion, skriver scener fra filmene sammen, gør det hele lidt perverst og vulgært, og så kommer der noget, der ligner en film ud af det. Det er lidt filmens Cirkusrevy.

Folkene bag ”Epic Movie” har dog ikke forstået, hvordan man skruer en komedie sammen indenfor de rammer, som en ”spoof” har. De prøver at blende lidt ”Da Vinci Mysteriet” sammen med ”Pirates of the Caribbean”, ”Harry Potter”, ”X-Men”, ”Charlie og Chokoladefabrikken” og ”Narnia”. Det giver absolut ingen mening, det er totalt blottet for humor og finesse, og er så dårligt teknisk lavet, at man bliver i tvivl, om det er lavet elendigt med vilje – bare for at udstille, at seriøse film også laver scriptfejl og til tider roder lidt med at sløre stuntmen og effekter i efterarbejdet.

Der er kun én grund til at se ”Epic Movie”. Det er at for at kunne prale med, at man har set en af verdens formodentlig dårligste film.

James, John og Jason – de moderne filmhelte

James, John og Jason – de moderne filmhelte

Manchet: I næste uge er der premiere på den tredje film om agenten uden hukommelse, Jason Bourne. Han repræsenterer en helt ny type helt, som biografgængerne har set flere gange det seneste år på det store lærred. Sammen med den nye James Bond og den gamle John McClane fra Die Hard 4 lever Bourne et liv, som på ingen måde er ønskværdigt.

Jason Bourne er en ulykkelig agent uden hukommelse. Han blev plaffet ned bagfra, og blev smidt ud på åbent hav midt ude i Middelhavet. Siden da har han ledt efter bagmændene, der ville dræbe ham. Bourne er konstant på jagt samtidig med at han konstant er jaget. I tre film har han haft samme mission: overleve til han kender sandheden om sig selv. Bourne er cool og præcist spillet af Matt Damon, der med tristesse og weltschmerz portrætterer en mand på randen af selvdestruktion.

James Bond er inde bag det skæve smil og pressefolderne en dybt ulykkelig agent. Han flygter fra sin egen fortid og sin egen alder ved konstant at forsøge sig med forældede scorereplikker på langt yngre modeller. Bond var godt og vel begravet som helt, da han blev revitaliseret af Daniel Craig i Casino Royale. Craig drejede portrættet af den gammelkendte agent fra dandy med podagra til viril, kynisk dræber-djævel. Fra usårlig til blødende – fra fortiden til nutiden.

John McClane er en gammel cop. Strømer på gaden. Uden uniform og med pistolen siddende i bukselinningen. McClane er en ulykkelig politimand. Uanset hvad han gør, så vil hans kone ikke kendes ved ham. Han arbejder for meget, og prioriterer ikke sin familie nok, siger hun. Han har en ubehagelig tendens til at rage sig ud i nationstruende problemer. Terrorister kommer altid lige på tværs, når han er på vej hjem for at spise foran fjernsynet. McClane er spillet af Bruce Willis. Willis er god som folkets mand, er aldrig har fået en rigtig chance for at vise, hvad han kan. McClane i Willis fortolkning er hverdagens anonyme helt, der kun vil en ting; nemlig accepteres af sin kone, og det lykkes selvfølgelig aldrig.

Det der binder de tre populære helte sammen, er ensomheden inde bag den skudsikre vest. De er anti-system, anarkistiske individualister, og på den måde modstandere af det etablerede organiserede samfund, hvor man retter sig efter regler, og hvad chefen siger. De er så gode til det de gør, at de på en eller anden forunderlig facon får lov til at gøre præcist som det passer dem. Der er et eller andet fascinerende ved dem, der bryder reglerne – dem, der skider højt og flot på moral og fornuft, og samtidig kan håndtere samtlige kendte og ukendte håndvåben, navigere alle tilgængelige og utilgængelige fartøjer og ikke mindst behersker de vel i omegnen af alle nærkampsteknikker som findes tilgængelige på fjernkursus.

De nærer og bærer alle sammen et death wish, et ønske om at dø – som samtidig er deres stærkeste argument for at overleve.

Bourne er en begavet amerikaner. Han taler seks sprog, menneskekender og en taktisk smart agent – typen der har som varemærke at bevæge sig under radaren og at være undercover for alle andre end en håndfuld CIA topfolk, der ikke engang har et opdateret foto af manden. Bourne er en mand med mange identiterer. Han er inspireret af den mytiske terrorist Carlos, der hærgede i 1970’erne. Ingen vidste med sikkerhed hvordan Carlos så ud – Bourne har samme elegante inkognito, når han går lige forbi sin værste fjende og placerer en mikrofon eller en lille bombe i deres inderlomme.

Bourne er den tavse helt. Der kommer ingen smarte one liners fra ham. Det er personerne rundt om Bourne, der taler og faktisk leverer historien. Bourne undrer sig konstant over sine egne dræber-evner, for eftersom han intet kan huske, er han ligesom genfødt med en ren sjæl og et stort hjerte. Han dræber kun dem, der truer ham. I Ultimatum dræber Bourne med en beskidt vaskeklud. Han strangulerer en anden lejemorder på et badeværelse. Det er overleverens instinktive stil. Han har ikke brug for et smart designer våben, han klarer sig med næver og forhåndenværende materialer.

Matt Damon er en begavet stjerne. Han er en af de få Hollywood-stjener, der behersker både den politiske diskussion, underholdningen og håndværket. Han er god som Bourne, og det virker som om, at rollen er skrevet til ham. Det er den nu ikke – bøgerne om Bourne er skrevet i 70’erne af Robert Ludlum, hvor Damon stadig vraltede rundt med tung ble.

Bruce Willis’ helt John McClane er ingen ny opfindelse. Willis ville tilbage i 1988 skabe en ny type helt. En benhård, følsom familiemand med kvikke replikker der ikke var bange for at blive totalt smadret. Det er blevet hans varemærke, at han skal udsættes for alle mulige pinsler og ende filmen med drop, nakkestøtte og smertestillede i spandevis. Dengang i 80’erne var det på mode, at heltene ikke fik en plet på tøjet mens de klarede action-ærterne. Willis kunne opfylde alle kriterier. Han kunne beholde glimtet i øjet, mens han trak glasskår ud af fødderne, og han kunne charmere det kvindelige publikum med det skæve smil og sin ubrydelige kærlighed til konen Holly. En følsom cowboy – en moderne anti-yuppie-helt. Det pudsige er, at den heltetype forsvandt for 10-12 år siden, og er nu på mode igen, og med perfekt timing har Willis fået liv i den gamle swinger i en tid, hvor alt andet end blankpolerede laksko og frisk bundet butterfly er in.

Bond har indtil Craigs indtog været den distingverede europæer, hvor det til stadighed undrer, at han kan forblive ukendt i den internationale underverden. Efter alle de år i agentbranchen, hvor man må antage, at kredsen af superforbrydere er på størrelse med antallet af elever i en nystartet 1. klasse, så er det forunderligt, at Bond stadig kan bevæge sig ukendt og ubemærket rundt. Men det gør han altså, og eftersom der ikke er meget virkelighed over det her, så lader vi tvivlen komme den gode Bond til gode.

Med Casino Royale skriver Bond sig ind sammen med de to andre som meget fysiske film. Der bliver blødt igennem, der bliver tævet til døde, og der bliver frem for alt jagtet rundt. Det er tidens actiongreb. Jagten giver tempo og dermed spænding. Dramaet ligger ikke primært på det psykologiske plan, men i en konstant rutschende tilstand, hvor publikum hele tiden udfordres af de ene mere vilde bil-båd-fly-løbe jagt efter den anden. Netop det element er imponerende tilrettelagt i Bourne-filmen, der har tilført jagt-scener nye elementer.

Instruktøren Paul Greengrass er den eneste på den populære filmscene, der har forstået en effektiv brug af det håndholdte kamera. Vi er med hele vejen sammen med Bourne, og det er med til at give den stoflighed og det dramatiske nærværd som actionfilm har en tendens til at mangle.

Tidligere var Bond et teknologisk udstyrsstykke, og det var en stor del af seriens attraktion. Vi glædede os til, at Agent Q skulle vise de nyeste dimser frem, hvor Bond-bilen og et ur med indbygget raketlauncher var standard.

I Casino Royale er det tydeligt, at de vil nærme sig Bourne-stilen – altså så få hjælpemidler som muligt. Bond er i den film stort set alene med sig selv og sine dræber-evner. Det giver et helt andet og mere nærværende drama, og ligger helt i tråd med Bruce Willis’ ønsker for den fjerde Die Hard film. Han ville have den så rå som muligt, og så få special effects som muligt. For Willis’ figur er det ikke noget nyt. Sådan er McClane også tænkt og udført i de andre film.

Det pudsige er, at jo mere teknologisk verden generelt bliver, jo mere vi er afhængige af bits og båndbredde, jo mere antiteknologiske bliver heltene på lærrederne. Modreaktionen giver filmene en holdbarhed. Stofligheden og de ikke-effekt bårne plot betyder, at heltene hverken nu eller i fremtiden kommer til at virke som produkter af popkulturen, som for eksempel Spiderman og andre film der lever på teknologisk fascination.

Hvis man nu skulle danse lidt hen af den tynde psykoanalytiske line, så er Bourne et billedet på tidens store tendens blandt de mange søgende sjæle; jagten efter identitet. Hvem er jeg, hvor er jeg fra, hvorfor er jeg, som jeg er? Mange kan med sikkerhed genkende det billede fra et psykologbesøg.

Bond repræsenterer en drengedrøm om lækre biler, en teenagedrøm om lækre damer og en mandedrøm om både lækre damer og biler. Bond søger ikke efter sit eget jeg, han flygter fra det. Han er konstant i midtvejskrise og erstatter åndelighed og refleksion med sex, cylindre og sjusser. McClane er som folket er flest. Han vil så gerne alting, men han kan ingenting. Han har så mange drømme, men de bliver alle sammen til mareridt. Han har spildt sit liv med de forkerte venner, hysteriske kvinder og alt for mange forbrydere.

Hvorfor er vi så vilde med dem? Hvad er det der gør, at vi vælter i biograferne for at se de her lidt sørgelige mandslinger. Well. Fordi de er seje, de er coole, de er alt det, som man ikke kan tillade sig at være i de helt almindelige liv, som de fleste af os trods alt lever. Og fordi de trods evner med våben og håndkantsslag stadig er mennesker – mennesker med de samme problemer som alle os andre.

Box: Bourne-serien med Matt Damon:

2002: Bourne Identity

2004: Bourne Supremacy

2007: Bourne Ultimatum

Damon sagde i Cannes 2007, at han ikke ville lave flere Bourne-film. Han synes, at produktet er blevet for stort og kommercielt, og at det var tænkt som en genskabelse af de gode agent film fra 70’erne – med French Connection som forbillede. Det har serien opnået, og dermed nok for Damon.

Box: Die Hard med Bruce Willis

1988: Die Hard 1

1989: Die Harder

1995: Die Hard With a Vengance

2007: Live free or Die Hard

Willis vil gerne lave en film mere. Hans udfordring er historien. Han lider under manuskripter, der ikke rigtig hænger sammen. Willis er eftersigende i gang med forberedelserne til den femte film med den uheldige, seje urbane cowboy.

Box: James Bond med Daniel Craig

2006: Casino Royale

Craig har udtalt, at han kun laver en Bond mere. Klogt umiddelbart. Stort set alle andre har fået deres karriere ødelagt af Bond-figuren. Craig mener, at han med sin nye fortolkning af den 43 år gamle filmagent, har gjort sit for serien, der med den nye profil nok skal overleve en generation mere.

Drengefilm

”Ingen løse tråde”, siger bagmanden bag en konspiration til sin håndlanger i filmen ”Shooter”. Havde han da bare sagt det til instruktøren i stedet for.

Billedresultat for Shooter

Af Søren Høy

Lad det være sagt med det samme. Plottet i ”Shooter” er lige så gennemhullet som alle de stakler som filmens hovedperson, Swagger, plaffer ned. Men det gør ikke så meget, for der er knald på actionvolumen i to timer, og det er nok til at gøre de fleste drengerøve tilfredse.

Det hele handler om at Swagger (Mark Wahlberg) bliver lokket til at optrevle et planlagt mordforsøg op den amerikanske præsident. Swagger er patriot og tidligere skarpskytte for hærens specialenhed. Han kender alle trickene, og kortlægger lynsnart hvordan et eventuelt attentat kunne foregå. Vi fornemmer, at der er noget lusk med i spillet. Og det er der så sandelig. Attentatet mislykkes, men i stedet for at være helten, der afværgede det, så bliver Swagger hængt ud for at være den, der udførte det morderiske plot mod præsidenten. Den spegede affære bliver krydret med masser af anklager mod det storpolitiske system, hvor moralen er sat ud af kraft, og hvor alle beslutninger bliver truffet af kyniske magtmennesker bag politikerne.

Swagger er en trænet soldat og dræber, og derfor lykkes det ham naturligvis at undslippe sine forfølgere med et anseligt bodycount til følge. Undervejs får han hjælp af en FBI-agent, der i klassiks stil selv lugter, at der er noget råddent i systemet, og selv begynder at tvivle på de officielle historier om attentatet.

Wahlbergs figur, Swagger, er en moderne version af Rambo-figuren, der hærgede biograferne i 80’erne. Der er adskillige hilsner, både tematisk og en skudsår-scene hvor sy-grejet bliver fundet frem fra førstehjælpskassen. ”Shooter” imponerer ved sine mange flotte actionscener, og skuffer med sin manglende evne til at vise et gennemarbejdet og originalt plot.

Et sikkert hit

”Et sikkert hit” er set i form og figur så mange gange før, at det er til at tude over. Og netop det kommer tøserne til, når de ser Drew Barrymore og Hugh Grant folde sig ud.

Af Søren Høy

Læserne af denne anmelde skal først høre lidt om begrebet ”High Concept”. I sen-70’erne i USA fik et par lyse hoveder den ide, at lave en skabelon for en film, som gik ud på, at en film skal kunne genfortælles på to linier. Det var en super smart ide. Alle har tålmodighed til at høre to linier, og samtidig bliver filmens plot være så stramt – eller tyndt om man vil – at alle kan følge med. Her kommer et par stykker: Rigmand køber luder i to dage for at få selskab. Efter et par misforståelser bliver de forelskede. Svaret er: korrekt Pretty Woman.

Og nummer to: Ung rebel vil være smart jagerpilot. Han forelsker sig i læreren på skolen, hans makker dør, og han ender med at få damen, og vinder over sin værste konkurrent. Svaret er: korrekt Top Gun.

Nu er vi så endelig fremme ved den aktuelle High Concept film. Den hedder på dansk ”Et sikkert hit”. Originaltitlen er ”Music & Lyrics”, der er en endnu mere kønsløs titel end den danske.

Her er historien: En afdanket popstjerne fra 80’erne får en gylden mulighed. Han skal skrive et hit til tiden mest populære teen-idol. Han kan ikke finde ud af at skrive teksten, og så er det jo et svineheld, at hans distræte plantepasser (ja…) viser sig at være en verssnedker af den anden pop-verden. Mon de forelsker sig, mon der er et par løjerlige forviklinger undervejs, mon det hele ender i den perfekte duet? Det kan kun finde ud af, hvis man er klar til Hugh Grant i en stram 80’er buks og Drew Barrymore forklædt som Sofie Gråbøls figur i ”Den eneste ene”. Det er ikke noget kønt syn hele tiden, men det er meget hyggeligt og meget sødt, og det er vel egentlig også bare det sådan en High Concept film skal. Hygge og nusse lidt om publikum, et par tårer undervejs, og en solid popsang til gå hjem på.

Grind House

Der skulle have været filmfest for alle filmnørderne. Quentin Tarantino og Roberto Rodriguez har lavet en tre-timers hyldest til 70’ernes dårlige filmsmag. Men festen er aflyst, fordi det amerikanske publikum ikke forstår filmen.

Navn: Søren Høy

Den 20.4.2007. Argh, hvor har jeg glædet mig til den dag i lang tid. I et år. Mindst. 20-4-7. Sig tallene på engelsk, og det betyder noget, der sker døgnet rundt. Twenty-four-seven. ”Grind House” var premieresat den dato. En film på tre timer og 11 minutter. Eller rettere to film, der var sat sammen. En film af Quentin Tarantino, en film af Roberto Rodriguez. De to blodbrødre. For et par år siden lavede de sammen ”Sin City”. Efter min mening en af de

“Sin City”

væsentligste film de seneste år. Grafisk brutal, virkelighedsfjern, syret og teknisk stilskabende. Optaget i et grønt virtuelt studie, alle effekter og baggrunde lagt på bagefter. Wauw, hvor var den film vild. Lækre kvinder, topseje mænd. Kannibaler, mutanter og hitmen i syndens by. Rodriguez stod for det meste. Tarantino var med i baggrunden.

Tarantino er genial. Den vigtigste instruktør igennem de sidste 15 år. ”Håndlangerne”, ”Pulp Fiction”, ”Kill Bill 1+2”. Han hylder og elsker kitsch, og han klistrer det sammen med den bedste og hurtigste dialog i filmens verden. Denne dialogform er faktisk blevet opkaldt efter ham: ”Quentin-dialog” kalder man den. Kvikke replikskift om popkultur og om ingenting. Tarantino skaber stil. Rundt om verden laves der masser af film med hans silhuet i baggrunden. Han er king of Cool. Hans venner kalder ham QT.

QT og Rodriguez elsker 70-er horror, zombiefilm, blacksploitation, splat, kung fu og spaghettiwesterns. Den slags har altid været dårlig smag. Og film for dem med dårlig smag blev for 20 år siden vist i et ”Grindhouse”. ”Grind” refererer i denne forbindelse til formen på et knivblad. Med andre ord er et ”Grind House” et sted, hvor blodet flyder fra knivene. Horror og splat. Ulækre meningsløse blodsudgydelser. Det får man i et Grind House, og det får man i de to film vi her omtaler.

QT har lavet ”Death Proof”. Kurt Russel er den gamle stuntman, der kører rundt og myrder unge kvinder. Rodriguez har lavet ”Planet Terror”. En zombiefilm med Bruce Willis på rollelisten. Det var meningen at der skulle vises trailers for film, der aldrig er lavet, imellem de to film. De falske trailers skulle referere til film, som ifølge Quentin og Roberto kunne have været seje at se. ”Machete” er én titel. ” Werewolf Women of the S.S.” er en anden – med Nicolas Cage i øvrigt. ”Jeg fik ideen til de flaske trailers, og QT flippede fuldstændig over det. Det var det sejeste, han havde hørt” fortæller Rodriguez i et klip på YouTube. En tredje trailer hedder ”Hobo with a Shotgun”.

Alt i projektet er en ultimativ hyldest til kultfilm, dårlig smag og filmbuffs. Det er måske derfor, jeg har glædet mig så ufattelig meget.

Men hvad sker der så, da kalenderen nærmer sig 20-4-7?

”Grind House” forsvinder fra premiereplanen. Pist væk. Fortvivlelsen kommer nærmere. Den udvikler sig til desperation. Muligvis til depression. Hvor er filmen? Hvem har taget den?

Det viser sig, at der er problemer med filmen i USA.

Filmen gik ikke godt derovre den første uge rent publikumsmæssigt. Den gik faktisk rigtig dårligt. Den indspillede under det halve af det forventede. Kun 11,4 millioner dollars.

Chefen for filmselskabet bag filmen, Harvey Weinstein, fortæller til New York Post; ”Jeg er ikke sikker på, at publikum forstår konceptet. De gik ud efter den første film, ”Planet Terror”, og troede, at det hele var ovre.” Et par dage senere sagde han samme sted; ”vi er nødt til at sende filmene ud igen, måske i længere versioner, men i alle tilfælde hver for sig. Jeg forstår ikke logikken bag, at folk ikke forstår, at det er to film for en films pris – men jeg er nødt til at følge publikums forståelse af konceptet.”

Én ting er helt sikkert. Det europæiske publikum får aldrig muligheden for at misforstå den sublime ide. De to film udsendes med to måneders mellemrum nu. I juni måned kommer ”Death Proof” og i september ”Planet Terror”. Uden fup-trailers mellem filmene. Nørde-festen er aflyst.

Chokket over opdelingen var overrumplende, som chok jo er.

Jeg besluttede mig for at ringe til Kenneth. Min gamle ven, som engang mødte QT i New York, hvor sidstnævnte stod i en port på Times Square og røg en cigar.

– Har du hørt, at de klipper ”Grind House” over i to – og viser filmene med to måneders mellemrum?

Hvad gør de? Det er jo sindssygt. Hvorfor gør de det?

– De siger, det er noget med USA. De fatter ikke ideen derovre.

Det er sgu da det mest åndssvage, jeg har hørt.

Kenneth har ret. Det er ret åndssvagt.

”Grind House” blev ellers godt modtaget af kritikerne i USA, da den havde premiere den 6. april. Joe Morgenstern fra Wall Street Journal skrev; ”Ideen er eksorbitant – Tarantinos film er den bedste af de to. Den har et actionklimaks med bemærkelsesværdig følelsesmæssig intensitet.” Dennis Lim fra Los Angeles Times beskriver oplevelsen sådan her: ”Grind House er et fuldblods forsøg på at genoplive fortidens evne til at lave ægte filmisk vildskab.”

Hvad er så forklaringerne på, at publikum i USA ikke gider se dobbelt-filmen, hvilket så forhindrer os andre i at være på vej i biografen til 191 minutters mesterlig, outreret grotesk-retro-kitch-filmshow?

I USA mener analytikere fra brancheavisen The Hollywood Reporter, at påsken traditionelt er helliget familiefilm og at hele konceptet med to film, trailere og hyldest til gamle dage er alt for mange budskaber for det yngre publikum. De mener  også, at det samlede projekt simpelthen er feset hen over hovederne på det amerikanske publikum.

Stephen Hunter fra The Washington Post vurderer, at problemet ligger et helt andet sted. Nemlig hos de to mænd der har fundet på det hele; ”Det publikum, som der længdes efter to skrækfilm, som begge ligner mareridt fra 70’erne og bliver vist lige efter hinanden, kan tælles på to fingre. Og det publikum hedder Tarantino og Rodriguez!”

Hmm. Jeg er stadig sur, skuffet og hævngerrig. Om jeg så skal tage til USA næste weekend, så SKAL jeg se de to film og de falske trailers. Hvis nogle af læserne vil med, så sig endelig til. Det bliver en filmfest.

Box: Grind House

Film: Death Proof og Planet Terror

Instruktører: Quentin Tarantino og Roberto Rodriguez

Budget: 53 millioner dollars.

Dansk premiere: juni (Death Proof) og september (Planet Terror)

Box: Tarantino, født 27. marts 1963

2007: Death Proof

2004: Kill Bill 2

2003: Kill Bill 1

1997: Jackie Brown

1994: Pulp Fiction

1992: Håndlangerne

Box: Rodriguez, født 20. juni 1968

2007: Planet Terror

2005: Sin City

2003: Once Upon a Time in Mexico

2003: Spy Kids 3-D: Game Over

2002: Spy Kids 2: Island of Lost Dreams

2001: Spy Kids

1998: The Faculty

1996: From Dusk Till Dawn

1995: Desperado

1992: El Mariachi

Voksne menneskers valg

”Jindabyne” er en mystisk, symbolfyldt, australsk film om voksne menneskers svære valg, om naturen, og om seriemord.

Det lyder af meget på en gang, og det er det også.

Af Søren Høy

Jindabyne er en lille by. Alle kender hinanden. Børnene går i skole sammen, kvinderne mødes, når mændene tager på fisketur.

“The Deer Hunter”

Og det gør mændene. På rituel vis, som man før har set mænd gå på jagt i ”The Deer Hunter” og ”Udflugt med døden”. De har et fællesskab, der går på tværs af alder og meninger. Samtidig har de den underlige pagt med naturen, som jægere har, hvor de siger; ”hej natur, hvor er du skøn og dejlig – nu kommer jeg, og dræber alt levende, jeg ser”.

”Udflugt med døden”

Mændene anføres af Stewart, indehaver af den lokale benzinstation, som spilles af Gabriel Byrne. Han er på vej mod en midtvejskrise på størrelse med de kæmpefisk, som de fire mænd hiver i land. Inden mændene tager på fisketur, har vi været vidner til, at en gal eneboer myrder en ung kvinde og derefter smider hende i en sø. Vi er blevet mindet om den australske naturs åndelige kræfter gennem indforståede symbolske montager, hvor vi ser landskabernes skønhed forstyrret af store elmaster og osende firhjulstrækkere, der moser sig gennem de ellers uberørte panoramaer. Der er ingen tvivl om instruktøren Ray Lawrences budskab og pointer. Moderne mennesker drøner af sted, mens de skider højt og flot på alt oprindeligt.

Tilbage til fisketuren. Stewart finder – midt i sin maskuline fisketursperformance – liget af den unge kvinde. Han er først forfærdet, og råber panisk efter de andre. Kort efter er de alle fire tilbage med fiskestænger og frihedens smil klistret på de daggamle skægstubbe.

De har ladet kvindeliget ligge i vandet. Hun er jo alligevel død, og er vel ligeglad, og de er jo på fisketur. Og de har tilsyneladende ikke tænkt sig at bruge tiden på at trække vod efter lig, men derimod at trække store flotte trofæer ind med fiskestangen.

Valget var forkert. De finder de ud af, da de kommer hjem, og den yngste i flokken sladrer til politiet. De fire mænd bliver stillet til regnskab. Af familierne, af folk i byen, af hinanden og af dem selv.

Filmen er langt mere ambitiøs, end den kan bære. Symbolikken, metaforikken og handlingen vil ikke rigtig hinanden, og derfor får filmen en lidt kedelig pseudointellektuel tone, som hverken provokerer eller pleaser, og ”Jindabyne” ender derfor som en forvirret affære uden en egentlig brugbar historie.