Monthly Archives: maj 2015

Når en blockbuster flopper

Den store film i biograferne lige nu er ’Tomorrowland’ med George Clooney i en af de store roller.

Ham vender jeg tilbage til.

Hvis I stikker hovedet ud af vinduet, vil I sikkert få øje på plakaten fra filmen. Den har et par forskrækkede skuespillere i forgrunden og Eiffeltårnet i baggrunden. Op af det ikoniske og retro-futuristiske tårn kommer der en raket, der passende ligner et design fra Jules Vernes tid.

Den plakat kommer jeg også tilbage til.

Efter at jeg havde set filmen, mødte jeg en af mine venner, der har arbejdet på adskillige af de store danske film. Han spurgte mig, hvad ’Tomorrowland’ går ud på? Efter nogen nølen nåede jeg frem til, at jeg faktisk ikke aner, hvad den handler om.

Det løjerlige faktum er den tredje cliffhanger.

’Tomorrowland’ havde premiere i USA samtidig med Danmark. Den type storfilm åbner gerne over det meste af verden samtidig. Man kalder de store film for ’tentpole movies’. Det er teltpælen, der holder et hjørne i det filmselskab, der producerer den. Sådan en koster gerne i nærheden af $200-300 millioner at lave. Det er hyper vigtigt for selskaberne, at de bliver set og tjener penge. De holder, som navnet antyder, firmaet oprejst.

Derfor er det et problem, når de flopper.

Den aktuelle film tjente kun $44 millioner i USA i den forlængede weekend. Det er under halvdelen af der forventes af de store film på Memorial Day.

Hvorfor gik det galt for Brad Birds science-fiction-action-med-et-øko-twist-børnefilm?

George Clooney er ikke en blockbuster-skuespiller. Han er en stjerne, korrekt, men han er større i sladderbladene end i biograferne. Med undtagelse af ’Oceans 11, 12 & 13’ har han ingen massive kommercielle succeser på kontoen.

Plakaten med Eiffeltårnet er en total spoiler. Den afslører filmens klimaks, og når den slags først rygtes, spreder der sig hurtigt en vis afmagt. Er filmen ikke bedre, end at den fedeste scene skal på plakaten?

Instruktøren Brad Bird laver normalt animationsfilm. I den genre er der ingen grænser for fantasien – hvilket giver lyst til hele tiden at lave actionscener. Det er sjovt, det virker, så hvorfor ikke lave en masse af dem? I animation kan alle jo flyve, trylle eller blive usynlige. Den grænseløshed er svær at overføre til levende film. Den legende indgang har det med at overse historien i filmen.

Konklusionen er, at det ikke er så nemt, at lave en succes, man måske går og tror. Selv med Clooney og Eiffeltårnet på plakaten.

Af Søren Høy

Stillet-revolution i Cannes

Cannes Festivalen er kendt for den røde løber, der går op til indgangen i Lumière-biografen, hvor gallaforestillingerne bliver vist for filmstjerner, topmodeller og Formel 1-kørere.

Af Søren Høy

Det er høj prestige, at tage turen op gennem blitzlyset fra de cirka 500 fotografer, der står langs løberen. Missionen er først fuldendt for aftenens smukkeste kvinde, hvis hun ender på forsiderne dagen efter. Samtidig er stjernerne blevet varemærker. De har millioner af følgere på sociale medier, og honoreres godt for at have mærkevare på kroppen.

Reglerne og koden på den røde løber har i mands minde været kjole til kvinderne og smoking til mændene. Kvinder i høje hæle og mænd i lædersko. Flade gummisko giver kun et spark bag i. Har mændene glemt slipset, må de håbe på, at de kan købe et til overpris blandt publikum.

I 2015 er Cannes’ til tider arrogante traditioner udfordrede. Det startede med, at Cannes forbød stjerne at tage selfies på den røde løber. Pointen er, at de skal nyde momentet og ikke tænke på deres Instagram-profil. Det giver mening. Det er et specielt øjeblik med opmærksomheden fra folk, fotografer og filmverdenen, og det skal selvfølgelig nydes uden selvportræt med trutmund.

Cannes har dog forregnet sig, når det handler om de magtfulde kvinders fodtøj. I år er et par markante kvinder blevet bortvist for at have flade sko på. Cannes tydeligvis glemt, at vi er midt i en tid, hvor kvinder ikke gider se sig fremstillede som pyntedukker med doktriner og regler for påklædning. I øvrigt vil de kyndige sikkert argumentere, at hælhøjde-moden varierer mere end Cannes’ gammeldags dresskode-system. Enhver med ergonomisk indsigt ville sikkert heller ikke anbefale 10-12 cm sylespidse hæle til en seance på flere timer.

Historien breder sig ud i verdens medier, og Cannes kommer nemt til at se lidt umoderne ud, når store stjerner opfordrer ALLE til at tage flade sko på.

En alternativ maskulin reaktion kommer der fra stjernerne Benicio Del Toro og Josh Brolin, der i sympati med de hæl-lidende kvinder vil tage stilletter på, når de skal op ad løberen.

Selfie- og stillet-revolutionen har bredt sig.

Normalt retter folket ind efter Cannes’ konservative system. No-Selfie har der været forståelse for – men med ’flatgate’, skoproblemet, tror jeg, at trykket fra sociale medier og stjerner betyder, at der for første gang i festivalens historie snart bliver dømt ’fri sko’ på den røde løber.

 

 

En succes gentages

Af Søren Høy

Kan I huske dengang for 20 år siden, hvor en computer fyldte det meste af en 1-værelses lejlighed. Det tog så lang tid, at starte den op, at man kunne nå at brygge kaffe og tage et bad. Den pattede så meget strøm, at lysstyrken gik på halvt blus, og det krævede store overvejelser, om den skulle stå tændt, hvis nu man lige skulle ned i kiosken efter cigaretter. Og det forbandende var, hvis den store maskine skulle ’rebootes’. Genstartes. Puha. Det gav nervøse trækninger, når menuen anbefalede en ’reboot’. Var informationer, store tanker og potentielt videnskabelige gennembrud gået tabt?

Jeg har samme frygt, når jeg finder ud af, at en legendarisk filmserie skal ’rebootes’. Det samme, gamle computoriske begreb bruges, når filmbranchen graver en bedaget succes frem, og håber, at det gamle publikum glæder sig, og det nye publikum bare tager filmen til sig, som om det var deres egen.

’Mad Max: Fury Road’ er nyeste ’reboot’. På 30-året for den tredje film med Mel Gibson i rollen som Max, har den nu 70-årige australske instruktør George Miller, banket sandet af de hysteriske potente ørken-biler og genoplivet den post-apokalypse, der var på mode i starten af 80’erne.

Dengang var Mad Max frihedskæmperen, der tavst troede på en bedre verden efter den atomkrig, der både havde udslettet retfærdighed og menneskelighed. Han var på en måde den sidste overlevende fra tiden inden apokalypsen.

Dengang var Mad Max sammen med film som ’Aliens’ og ’Blade Runner’ stærke antikapitalistiske film om en verden, som vi var fascinerede af og samtidig skrækslagne for. Det var science-fiction om vores potentielle selvudslettelse.

Billedresultat for ’Robocop’’Robocop’ fejlede big time, da den sidste år forsøgte med endnu en tur i ringen. Sagen er nok, at vi i en tid med droner og robotisk angst, ikke har brug for den slags. Da den første kom i 1987, var det cyperpunk og opgør med kold krig.

’Mad Max’-serien får eftersigende yderligere to-tre film.

Tom Hardy er en stærk moderne version af Gibsons Max. Charlize Theron er betagende som Max’ kvindelige spejlbillede.

Spørgsmålet er nok nærmere, om det nye publikum har lyst til endnu en genstartet serie som deres forældre forbinder med en tid, hvor verden – og dermed kompleksitet og problemer – var mindre end i dag.

Lidt ligesom de formodentlig ikke gider have vores computere fra dengang.

Af Søren Høy

Komedien kommer

Jeg elsker komedier. Den lette stemning i det dybe plot. Det opløftende i grineflippet midt i biografsalen. Herlige pinlige scener der bekræfter mine egne mest nederdrægtige øjeblikke.

Af Søren Høy

Amerikanerne er de bedste til genren. Der er ingen, der kan lave overspillede, overgearede, fjollede og fabelagtige komedier som amerikanerne. De har evnen og traditionen for at vride handling og figurer meget længere, end vi på vores filmiske breddegrader har talent og fantasi til.

Heldigvis kan vi noget andet i Europa.

Med lidt held dukker der fra tid til anden en italiensk eller fransk komedie op, der kan konkurrere med de amerikanske. Franske ’De Urørlige’ fra 2011 rørte et helt usædvanligt stort publikum verden over. I Danmark klappede over 500.000 af filmen om den sorte mand fra ghettoen, der bringer liv og fantasi ind i en paralyseret rig, hvid mands kedelige liv. Samfundskommentaren var præcist placeret i et skrøbeligt Europa, hvor tolerancen er udfordret af globalisering, flygtninge og samfundsskel.

Billedresultat for de urørlige

Italienske ’Den Store Skønhed’ fra 2013 vandt en Oscar, og ramte et storbypublikum på forfængeligheden. Filmens ironiske kunstkommentar formidlet gennem en charlatan, der ser tilbage på sit umiddelbart indholdsløse liv, havde direkte linjer til Italiens lemfældige og skødeløse politiske styre, hvor mediemoguler og komikere på skift driver landet til randen af kollaps.

Den danske komedie ’Lang historie kort’ har premiere i dag i landets biografer. May el-Toukhys film om venner og kærlighed er bygget op om vores mange ritualer som for eksempel nytårsaften, bryllup, fødselsdage og sommerferier. Med en præcis skrevet og stadig let leveret dialog får filmen løftet låget af den opløsning, som mange af os gennemgår i tiden. Filmen vil under sit solrige portræt af en gruppe venner fortælle os, at vi i vores forvirrede og selvoptagede liv ikke ser glæderne, der med stor sandsynlighed udspiller sig lige foran os.

Til august kommer Natasha Arthys ’Comeback’ med Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Han har de senere år udviklet sit store komiske talent i ’Klassefesten’-filmene, og har både charmen og selvironien til at bære den svære genre.

Billedresultat for klovn forever

Sidst i september kommer ’Klovn Forever’ af Mikkel Nørgaard, der med sikkerhed bliver årets mest sete film. Mit klare indtryk er, at publikum glæder sig til Casper og Franks univers.

Det er gode tider for os komedie-folk.