Sex på film

Billedresultat for Sex and Lucia af Julio Medem
Sex and Lucia af Julio Medem

 I denne uge er der premiere på den amerikanske film Shortbus. Den viser det hele. Sex, kønsorganer, onani – mænd med mænd, kvinder med kvinder, mænd med kvinder, trekanter, orgier, swing. Vær klar til at blive forlegen, forundret, intimideret – og forhåbentlig en smule kåd.

Relateret billede
Shortbus

Af: Søren Høy

Inden de gode læsere kommer for langt hen i artiklen, er det på sin gode plads at komme med en lille advarsel. En sproglig advarsel. Denne artikel handler, som det tydeligt fremgår af overskriften og manchetten, om sex. Og når det er tilfældet, så kan det ikke undgås, at teksten vil indeholde temmelig mange frivole ord og vendinger, som nok er grænseoverskridende og upassende i mange sammenhænge. De er dog samtidig en naturlig del af de film, som omtales i artiklen, og derfor vil der fra sætning til anden snige sig vulgariteter ind. Så er De advaret. Nu er der ingen vej tilbage.

Det handler ikke om pornofilm, det her. Det handler om gode film, hvor sex er en naturlig del af filmens handling. Hvor den kønslige omgang er tydelig, den er eksplicit, og den er intimiderende, fordi den udfordrer publikums gode smag og gode opdragelse. Anledningen er premieren på John Cameron Mitchells film Shortbus, der har skabt begejstring (om man så må sige), overalt hvor den er kommet frem.

Billedresultat for Monster’s Ball af Marc Forster movie
Monster’s Ball af Marc Forster

Inden det skal handle om Shortbus, tager vi lige et skridt (i denne sammenhæng forstået som et trin) bagud. Den svenske filmjournalist og forfatter Emma Gray Munthe er netop ved at færdiggøre bogen ”Even fucking needs directing”, der netop handler om sex på film. Hun har i løbet af to år interviewet flere af verdens største instruktører om deres syn på køn, sex og film.

I hvilke gode, kendte film har sex fungeret som en naturlig del af handling og dramaturgi?

”De seneste år har film som Brokeback Mountain (Ang Lee) og A History of Violence (David Cronenberg) været meget omtalte for deres sexscener. Forud for dem kom Monster’s Ball (Marc Forster). Fællesnævneren er, at de alle har store stjerner på rollelisterne, og at de alle var Oscar-nominerede. På den måde kan man se, at sexscenerne i de film har fungeret som en helt naturlig del af filmen, ellers var de ikke kommet ind i det fine, lidt konservative Oscar-selskab”

Billedresultat for Brokeback Mountain af Ang Lee
Brokeback Mountain af Ang Lee

Hvad er det, sex bidrager med i de film?

Det er meget forskelligt fra film til film, men i de ovenstående film siger sex meget om figurerne i filmene – deres relationer og vilkårene for deres kærlighed og parforhold. Det indgår som en naturlig del af handlingen, og det er med til at skærpe filmens budskaber.

Undrer det dig, at vi trods globale tanker, debat og et vist frisind stadig opfatter sex som kontroversielt på film?

Billedresultat for Y tu mamá también af Alfonso Cuaron
Y tu mamá también af Alfonso Cuaron

Ja, det er mærkeligt. Og den opfattelse bliver provokeret nu. Det spiller formodentlig sammen med, at de konservative kræfter i USA har været stærke i flere år, og dermed kommer der en modreaktion fra kunstnerne, der traditionelt er mere frisindede. På mange måder er indstillingen til sex, seksualitet og kønsroller mere eksplosiv end nogensinde i Hollywood og i de produktioner, der kommer fra det uafhængige filmmiljø. Det er ikke tilfældigt, at Shortbus kommer lige nu. Det er klart et ”fuck you” til de højrekristne og konservative kræfter i USA, der vil forbyde sex inden ægteskab, åben debat om sex og homoseksualitet.
 

Folk bliver bornerte, når de ser lidt sex på lærredet i biografen. Der grines i krogene. Mændene fniser og pifter, hver gang de ser et par frit hængende kønsdele. Kvinderne tysser men bliver samtidig rødere og rødere i kinderne. De ældre rømmer sig og ser lidt væk fra den kødelige action.

Shortbus gør hvad den kan, for at netop disse ting sker.

I filmens startscene ser vi en mand, der med imponerende gymnastiske øvelser kommer så tæt på sin egen penis med munden, at han er i stand til at ejakulere ind i sin egen mund, da onaniscenen kulminerer.

Instruktøren af Shortbus, John Cameron Mitchell, sagde i Cannes sidste år, at ”for nogen er den scene frastødende, klart – men jeg har hørt fra folk, at når de er ovre første scene, så føler de sig trygge ved filmen, og føler sig måske kun en smule forlegne ind imellem. Den scene er ligesom filmens præmis hvad angår seksuelle udtryk.”

Den slags er vildt selv for hærdede biografgængere. Emma Gray Munthe ved heller ikke, om netop dén slags scener appellerer specielt bredt; ”Jeg tror, at der er mange, som stadig synes, at det er en smule ubekvemt med for eksplicit sex på film. Når der for eksempel vises sex på lærredet til en stor filmfestival, så sidder der altså 2000 filmjournalister, der burde kunne klare lidt af hvert, og de er helt stille. Helt stille! Bagefter bruger de en masse spalteplads på at skrive, hvor usexet og hvor anti-kåde de blev af at se scenerne. At blive ophidset af en film er stadig et tabu. Måske er det også derfor, at filmfolk bruger så lang tid på at definere, om en film er kunst eller porno. Det er egentlig lige meget, men det betyder meget moralsk for anmelderen, at filmen opfattes som lødig.”

Instruktøren Mitchell er ikke i tvivl om, at hans film bidrager med et nyt syn på eksplicit sex på lærredet. Shortbus er både en komedie og en erkendelsesfilm. New Yorker-fortællingen er lys i tonen og lavet med et enormt overskud og mod. Mitchell siger; ”Der er en kedelig tradition for, at sex på film altid knyttes til prostitution og fornedrelse. Det er lidt synd, for der er så uendelig meget glæde forbundet med sex. Jeg ville have alle former for genkendelig sex i filmen. Homo, hetero, s/m og drags. Alt andet ville være utroværdigt, når det handler om en by som New York.”

Emma Gray Munthe – hvad bidrager Shortbus med?

”Først og fremmest er der ikke mange film, der blander eksplicit sex med humor og på samme tid, som John Cameron Mitchell gør. Eksplicit sex på film bliver ofte betegnet som enten industriporno eller deprimerende, grimt artyfarty-sex i en kunstfilm. Shortbus er ingen af delene. Det er ”Woody Allen med sperm”, som en klog mand sagde efter filmens premiere i USA. Sex er ikke den centrale handling i filmen, men det siger en hel del om figurerne, deres liv og deres kønsroller.

Desuden har Shortbus alle former for seksualitet. Der er sex over det hele, over alle grænser. Nøgne mænd, nøgne kvinder. Nøgne mænd, der har oralsex, er jo ikke noget, vi er specielt vant til i biograferne. Og så er der jo også bøssetrekanter med en mand, der synger den amerikanske nationalsang op i en anden mands røv. Det er punk!”


5 gode film med sex

1. Sex and Lucia af Julio Medem
2. Monster’s Ball af Marc Forster
3. Brokeback Mountain af Ang Lee
4. Bound af The Wachowski Brothers
5. Y tu mamá también af Alfonso Cuaron


5 voldsomme film med sex

1. Romance af Catherine Breillat
2. Baise Moi af Virginie Despentes
3. Bijitâ Q af Takashi Miike
4. Crash af David Cronenberg
5. Irréversible af Gaspar Noe

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s