Nikolaj, Cameron & overspillet

’The Other Woman’ åbnede i USA i sidste uge, og har siden den blev rullet ud i cirka 3500 biografer ligget nummer 1 på den amerikanske filmhitliste. Havde det ikke været for stort set den eneste mand på rollelisten, havde filmen knapt fået opmærksomhed i de danske medier.

Nikolaj Coster-Waldau kiler sig misundelsesværdigt ind mellem Cameron Diaz, Leslie Mann og Kate Upton som den smarte fyr, der bliver ramt af kærlighedens karmalov, som de rappe tøser fyrer af med en bazooka, da de først har luret hans ualmindeligt manipulerende tricks og potente evne til at score lækre kvinder.

Det er ikke tidligere lykkedes en dansk skuespiller, at være den primære love interest i en blockbuster. Enten er danskerne ikke flotte nok, eller også taler de ikke godt nok engelsk. I Waldaus tilfælde er der styr på begge dele. Den gode karriere i USA med mange film på listen har givet totalt styr på diktion og accent. Hans udseende er efterhånden lige så indiskutabelt. Han er da en flot fyr. Klart. Han har fået karakter. Amerikanerne går så vidt som til at kalde ham smuk.

Serien ’Game of Thrones’ havde i 2013 næst-flest seere i HBOs historie med 13,6 millioner lige efter den banebrydende gangsterserie ’The Sopranos’, der topper med 14,4. Hans rolle som Jamie Lannister har givet ham adgang til de amerikanske dagligstuer, og det er den beslutning, der er det egentlige mestertræk for den 43-årige dansker. Nu ved mange, hvem han er.

Når danskerne ser filmen, så vil Waldaus skuespil sikkert undre. Vi har ikke tradition for overspillede komedier på samme facon, som de har i USA. De dyrker de pinlige scener, de langtrukne sketches – dem Jim Carrey er specialist i. Vi er vant til naturalisme og en vis genkendelse i figurerne. Det eksisterer ikke i amerikanske komedier, og derfor er Waldau tydeligvis blevet bedt om at spille helt ud over grænsen, for at kunne hamle op med de meget sjove kvinder, han er blevet parret med.

På filmsitet IMDB med 52 millioner registrerede brugere er han på en imponerende 18. plads på deres ’starMETER’,hvor man bonner ind efter hvor mange mennesker, der har søgt eller klikket på navnet.

Nikolaj Coster-Waldau er efter denne komedie Danmarks største stjerne i USA. Hans karriere havde brug for en let- og langbenet sag som denne, der vil give han andre nuancer end de kyniske figurer, han ellers har spillet i USA. Igen har han foretaget et rigtigt valg – uanset hvordan filmen bliver modtaget af de til tider humorforladte kritikere.

Agenterne

I biografernes mørke er agenterne coole, nærkampsstærke og lækre helte, som gerne går i stramt tøj og som behersker adskillige våbentyper. De redder verden fra undergang og uretfærdighed. De er charmerende og kvikke i replikken. Publikum elsker en god agent, for de er ligesom en sublimeret drøm, de er som de fleste af os egentlig gerne vil være.

I filmens verden er en agent en noget anden størrelse udenfor biografens mørke end indenfor. Agenterne er dem, der styrer skuespillernes liv. De rådgiver, forhandler roller og løn og de blander sig generelt i alt, hvad en skuespiller foretager sig.

Professionen var stort set ukendt i Danmark, da jeg startede i filmbranchen i slutningen af 90’erne. Dengang ringede vi bare til en skuespiller, hvis vi ville have et interview, hyre dem til en optræden eller snakke med dem om en rolle.

Deres numre var enten i den store murstens-gule telefonbog eller i Skuespillerforbundets årbog, hvor alle medlemmer af fagforeningen stod listet op.

Skuespillernes liv ændrede sig omkring år 2000, hvor film og tv-serier for alvor fik fat i danskerne. Publikum ville vide mere om de ansigter, som de fik ind i stuerne hver søndag. Lønningerne steg for de største navne, og pludselig var de ægte danske celebrities.

Kort efter havde de alle sammen en agent. Ingen direkte samtaler uanset hvor uformelt det måtte være. Agenten begyndte at styre informationer og lave karriereplaner. Det så pludselig ud som om, at skuespillerne kun havde en karriere, hvis de også havde en agent. Sådan er det stadig.

Anders W. Berthelsen var den første, der fortalte på sin telefonsvarer, at hvis det handlede om arbejde, så skulle det gennem hans agent. Hun ordnede hans kalender, hans forhandlinger og tog de grimme og irriterende samtaler, som den sympatiske skuespiller ikke længere ville tage. Det tog tid og fokus fra hans arbejde.

Når jeg spørger skuespillerne, så siger de, at der er to grunde til, at de har brug for en buffer. Dels er journalisterne blevet markant flere med lige så mange agendaer. Aviser, magasiner, Internet. Nogle er der for filmen, andre er der for private følerier. Skuespillerne magter ikke at skulle tage stilling til hvem, der skal have adgang. Det er langt nemmere, at den slags styres centralt.

Den anden grund er producerne. Dem der betaler for filmene. Eftersigende er de så hårde og til tider urimelige i deres forhandlingsmetoder og krav om kontraktuelle bindinger, at skuespillerne ikke kan gennemskue motiverne. I sidste ende vil de jo bare gerne have gode roller.

Professionalismen har overtaget folkeligheden. Alt er nu en del af en plan, en strategi og en forretning.

Sonja Richter er en af dem, der har sagt fra overfor det styrede system, hvor der bliver booket togbilletter og smurt madpakker – hvor selvstændigheden er fjernet fra ikke kun arbejdslivet men også store dele af privatlivet. Hun har tidligere været i agent-systemet, men klarer nu selv sine ting i Danmark.

Agenterne tager enten et fast beløb eller en procentsats af indtjeningen om måneden for at styre kalender, privat- og forretningsøkonomi. Agenterne leder efter de kommende stjerner på samme måde, som man kender det fra sportens verden. Det er selvsagt god business, hvis man har Mads Mikkelsen eller Nikolaj Coster-Waldau i stalden. Men en ung nyudklækket elev fra teaterskolen? Det eneste de får ud af det, er det løjerligt distanceret forhold til både branche og selvstændighed.

 

Heltinder

Shailene Woodley. Indtil forleden dag havde jeg ingen anelse om, hvem hun er. Nu er jeg overbevist om, at hun bliver en ny, stærk heltinde. Hun spiller hovedrollen som Beatrice Prior i ’Divergent’, der er første afsnit i en frisk fantasy-trilogi, hvor tidens kvindelige forbillede igen bliver portrætteret.

For 25 år siden da jeg var i den der svære tidlige teenagealder, hvor man leder efter forbilleder, helte og idoler, var der rigeligt at tage af for drengene. Vi dyrkede Bruce Lee, og så hans klassiker ’Enter the Dragon’ 15 gange i træk. Efter at have sparet op til en VHS-maskine ved at gå med aviser, anskaffede min bror og mig en slidt kopi af ’Star Wars’, så vi kunne lære at gå, tale og undre os som Luke Skywalker. ’Karate Kid’ og alt med Jean-Claude van Damme. Vi fandt os selv i meget fysiske figurer, der slog hårdt og havde det lidt svært med pigerne.

Efter at have ringet rundt til mine veninder på min nuværende alder, har jeg fundet ud af, at kvinderne har levet i et heltinde-vakuum det meste af deres liv. I 80’erne måtte de nøjes med hende dansemusen i ’Dirty Dancing’ og et par film med Molly Ringwald – hende den frække i ’Breakfast Club’. Pigerne blev spist af med Madonna og diverse supermodeller, der havde en dominerende position i de glittede blade, der på daværende tidspunkt var vinduet til verden. Ligesom nettet er i dag.

Kønsbilledet er i udvikling i filmens verden. Teenage-generationens handlekraftige og mønsterbrydende forbilleder er piger. Kvinder. ’Young adults’ som de hedder på engelsk. De unge voksne der stadig bor hjemme, men som bruger deres primære tid og kræfter på frigørelse og selvstændighed.

Jennifer Lawrence i ’The Hunger Games’ er den største heltinde. Hun er naturlig, hun er sund, hun virker ægte. Ligesom den aktuelle Woodley i ’Divergent’.

Lige bag dem står Kristin Stewarts ’Bella’ i den populære ’Twilight’ serie og Emma Watsons begavede spejder-karikatur ’Hermione’ i Harry Potters lidt yngre univers.

Overgangen fra barn til voksen for pigerne er ikke historier om menstruation og metaforer for penetration. Det handler om frihed og selvstændighed kombineret med våben, sort magi og en vis dystopi, hvor fremtiden afhænger af vores heltinders vovemod.

I dag er drengene i samme problemer som pigerne i 80’erne. Mændene i serierne er blege og bløde eller diktatoriske og brutale. På en god dag er de ligegyldige.

Kom ikke og sig at der ikke er sket noget.

Heltinder

Shailene Woodley. Indtil forleden dag havde jeg ingen anelse om, hvem hun er. Nu er jeg overbevist om, at hun bliver en ny, stærk heltinde. Hun spiller hovedrollen som Beatrice Prior i ’Divergent’, der er første afsnit i en frisk fantasy-trilogi, hvor tidens kvindelige forbillede igen bliver portrætteret.

For 25 år siden da jeg var i den der svære tidlige teenagealder, hvor man leder efter forbilleder, helte og idoler, var der rigeligt at tage af for drengene. Vi dyrkede Bruce Lee, og så hans klassiker ’Enter the Dragon’ 15 gange i træk. Efter at have sparet op til en VHS-maskine ved at gå med aviser, anskaffede min bror og mig en slidt kopi af ’Star Wars’, så vi kunne lære at gå, tale og undre os som Luke Skywalker. ’Karate Kid’ og alt med Jean-Claude van Damme. Vi fandt os selv i meget fysiske figurer, der slog hårdt og havde det lidt svært med pigerne.

Efter at have ringet rundt til mine veninder på min nuværende alder, har jeg fundet ud af, at kvinderne har levet i et heltinde-vakuum det meste af deres liv. I 80’erne måtte de nøjes med hende dansemusen i ’Dirty Dancing’ og et par film med Molly Ringwald – hende den frække i ’Breakfast Club’. Pigerne blev spist af med Madonna og diverse supermodeller, der havde en dominerende position i de glittede blade, der på daværende tidspunkt var vinduet til verden. Ligesom nettet er i dag.

Kønsbilledet er i udvikling i filmens verden. Teenage-generationens handlekraftige og mønsterbrydende forbilleder er piger. Kvinder. ’Young adults’ som de hedder på engelsk. De unge voksne der stadig bor hjemme, men som bruger deres primære tid og kræfter på frigørelse og selvstændighed.

Jennifer Lawrence i ’The Hunger Games’ er den største heltinde. Hun er naturlig, hun er sund, hun virker ægte. Ligesom den aktuelle Woodley i ’Divergent’.

Lige bag dem står Kristin Stewarts ’Bella’ i den populære ’Twilight’ serie og Emma Watsons begavede spejder-karikatur ’Hermione’ i Harry Potters lidt yngre univers.

Overgangen fra barn til voksen for pigerne er ikke historier om menstruation og metaforer for penetration. Det handler om frihed og selvstændighed kombineret med våben, sort magi og en vis dystopi, hvor fremtiden afhænger af vores heltinders vovemod.

I dag er drengene i samme problemer som pigerne i 80’erne. Mændene i serierne er blege og bløde eller diktatoriske og brutale. På en god dag er de ligegyldige.

Kom ikke og sig at der ikke er sket noget.

Fantastiske Filmfestivaler

Hver en flække har efterhånden en filmfestival. Der er cirka 300 registrerede festivaler i Europa, som man kan sige, har en vis organisation og kunstnerisk berettigelse. På toppen af bjerget med udsigt residerer Cannes, Berlin og Venedig i prioriteret prestige-rækkefølge. Under dem en pæn gruppe der er ukendt for de fleste. Baskiske San Sebastian, Karlovy Vary i Tjekkiet og Locarno i Schweiz. Der er sikkert ingen uden for branchen, der aner, hvad de festivaller går ud på.

Under den kategori finder man aktuelle CPH PIX, der ligger pænt side om side med blandt andre Stockholm, Sarajevo og Rom og mange andre.

Det fælles for festivaller er, at de generelt viser film, der ikke kommer i normal distribution. Filmene er enten for eksperimenterende til et bredt publikum eller ikke i stand til at konkurrere med de store stjerner, så biografejerne ikke tør satse på filmens attraktion ved billetlugerne.

Festivalen kan tillade sig den luksus, at en enkelt fuld sal er rigeligt. Normalt ville en biografejer gerne have en hel uge med kø ud på gaden, hvis filmen skal spille sig hjem. Derfor kan en festival tage chancer, som en normal biograf ikke kan.

Filmskaberne møder meget sjældent deres publikum. I forbindelse med en premiere kan det være, at de nødtvunget tager på en turne, hvor det egentlig bare gælder om at få nogle millimeter i aviserne og nogle minutter på TV. Der er sjældent hverken ærlighed eller oprigtighed i de interview, der egentlig bare er kampagnestof uden konflikt.

Under de fleste festivaler optræder instruktører afslappede. De taler om deres op- og nedture – de tør fortælle sandheden, da de for en sjælden gang skyld er frigjorte fra krav om positiv historiefortælling. Filmfestivalerne er blevet et af de få steder, hvor filmbranchen virkelig handler om film.

Vi er som publikum enormt konservative. Vi er svære at lokke ind til noget, vi ikke kender. I sig selv en såkaldt Catch 22 – hvor et problems løsning er identisk problemets konflikt. Med andre ord er det ualmindeligt svært, at få folk ind at se nye typer af film.

Festivalerne skal ses som en mulighed for at lære noget nyt. Se noget andet. Udfordre sin egen smag, tålmodighed og tradition.

En filmfestival skal ikke vurderes på antal solgte billetter. Festivaler er for fans, cineaster og feinschmeckere, og skal derfor måles på mod, identitet og integritet. Min udfordring til læserne er, at de skal prøve at købe en billet til en film, de ikke aner hvad er. Chancen er der nu i København.

Hvor er Serena?

Det er to år siden, at Susanne Bier gik rundt på settet i Tjekkoslovakiet til filmen ’Serena’ sammen med et par af tidens største stjerner; Jennifer Lawrence og Bradley Cooper. En gylden triangel der er grund til at have forventninger til. Bøvlet er bare, at filmen nu i 16 måneder har været færdig, og at der stadig ikke er nogen premieredato.

Titelrollen tilhører nu 23-årige Jennifer Lawrence, der på fire år blevet filmbranchens mest attraktive kvinde. Gennembruddet i ’Winter’s Bone’ (2010) gav straks en Oscar-nominering, og derefter gjorde hun det eneste rigtige, nemlig at signere megasuccesen ’

The Hunger Games’ og Oscar-vinderen ’Silver Linings Playbook’. Lawrence er en god picker, som de kalder det. Hun er god til at vælge roller. Hun varierer sine film, så hun både brillerer i blockbusters og de såkaldte kvalitetsfilm, der er mindre kommercielle og typisk rammer prisuddelingerne.

’Serena’ foregår i North Carolina i 1929, hvor USA er formørket af depressionen. Serena og George er nygifte, de ankommer fra Boston for at opbygge et træ-imperium. De fjerner al modstand med brutalitet og kynisme, og mens Serena kan overmatche alle mænd i kraft og forretnings-taktik finder hun ud af, at hun ikke kan få børn. Samtidig opdager hun, at George tidligere har gjort en kvinde gravid. Serena beslutter sig for at myrde kvinden. Historien er baseret på Ron Rash’s roman fra 2008.

Hvorfor kommer filmen så ikke ud? Først forlød det, at den ikke måtte konkurrere med Lawrences’ andre titler. Siden at den ventede på at komme til Cannes 2013. Derefter at den ikke har en amerikansk distributør, så den for nuværende ikke kan ramme sit primære marked i USA. Ingen udenfor produktionen har set den, så der er ingen rygter om problemer med filmens kvalitet.

Bier har i mellemtiden haft succes med ’Den Skaldede Frisør’, og er lige nu ved at færdiggøre ’En Chance til’.

Lawrence og Cooper er for længst videre med nye, store titler, der kun vil understøtte deres talent og markedsværdi.

På filmens vegne er der historisk det problem, at det er yderst sjældent, at film der har ligget så længe på hylden, bliver en succes. Der er en sandsynlighed for, at den virker gammel, og at historien om dens forsinkelse i sig selv vil virke mistænkelig for publikum.

Jeg glæder mig meget til at se filmen – og naturligvis til at finde ud af hvorfor, at en film med så store navne stort set er forsvundet fra markedet.

2400

Filmen “Hævnen”

Bier og de to smukke skuespillere har det til fælles, at de alle tre er gode venner med Oscar Akademiet. Bier vandt for ’Hævnen’ i 2011, Lawrence for ’Silver Linings Playbook’ i 2013. Cooper har været nomineret for både ’Playbook’ og ’American Hustle’ (2014) – ligesom Lawrence var.

 

Hun er sin generations største navn, og er vel den eneste på scenen, man tør spå en Meryl Streep-karriere, da Lawrence har samme integritet og imponerende dramatiske rækkevidde i sit spil.

Filmens manuskript har været i udvikling siden 2009, hvor ’Noah’-aktuelle Darren Aronofsky skulle instruere og Angelina Jolie skulle spille Serena. Det sker ofte i filmbranchen at historier skifter hænder, selskaber og titel. Dengang hed historien ’The Falling’.

Bier overtog filmen efter sin Oscar i 2011, og castede altså dengang de to friske, spændende navne.