Biografklub Danmark

Biografklub Danmark er blevet en magtfaktor i den danske filmverden. Klubben har cirka 200.000 medlemmer, der trofast køber billet til de 7 film, som hvert år er på programmet.

Af: Søren Høy

”Biografklub Danmark bør lukkes ned. Nu!” Filmproducent og brancheprovokatør Regner Grasten råber i telefonen. ”Publikum er blevet vant til at se danske kvalitetsfilm til halv pris. Det giver ingen mening. Ingen tjener penge på filmene. Det underminerer hele branchen”.

Hvorfor mon, tænker man. For en gang skyld er det jo publikum, der vinder. De får 7 film til 3 1/2 films pris. Publikum går mere i biografen, de udveksler kulturelle oplevelser, de ser forhåbentlig film, som de ellers ikke ville se.

Biografklub Danmark er blevet en massiv succes. Klubben har cirka 200.000 medlemmer på landsplan. Deal’en er, at publikum køber et partoutkort til de 7 film, som bestyrelsen for Biografklub Danmark har udvalgt. De 7 film er normalt fordelt sådan, at der er 4 danske og 3 engelsksprogede.

Biografklub Danmark er blevet en magtfaktor, når det handler om billetsalg i biograferne. Og antallet af solgte billetter er det afgørende parameter, når man opgør succes i den danske filmverden. Hvis vi tager et kig på top 20 over de største billetsælgere i Danmark i 2006, så finder vi 6 film, der var med i Biografklubben blandt de 20 film.


Nr. Titel Billetter

5. DRØMMEN  404.703
9. SPRÆNGFARLIG BOMBE  276.068
14. WORLD TRADE CENTER  217.147
16. MATCH POINT  213.898
17. MIT LIV SOM GEISHA  194.819
20. PRAG  184.310


”Prag” er siden opgørelsen ved årsskiftet steget til cirka 210.000 billetter. Med andre ord kan en film, der er med i Biografklubben, med stor sikkerhed skrive 200.000 solgte billetter på regnskabet. I 2007-programmet har Erik Clausens ”Ledsaget Udgang” rundet 300.000 solgte billetter.

Problemet for producenterne og biograferne er bare, at mange af billetterne er solgt til ½ pris.

”Konsekvensen er, at mange af biograferne sætter billetprisen på andre film op, for at udligne tabet fra Biografklub Danmark-filmene. Det giver en dårlig filmkultur. Film udenfor klubben er markant dårligere stillet end dem indenfor”, siger Grasten.

Jonna Jensen er projektchef i Biografklub Danmark. Hun har gennem årerne hørt kritikken nogle gange. Specielt efter at klubben er blevet så stor, som den er nu. ”Vi har løbende lavet analyser af situationen. Intet tyder på, at vi tager billetter fra andre film. Nogle af filmene fordobler deres billetsalg, hvis de er med, og dermed får de måske 200.000 repræsentanter, der taler om filmen i stedet for de 100.000, som filmen ellers ville have solgt billet til. Desuden har jeg ladet mig fortælle, at producenterne får bedre aftaler med tv-kanalerne, hvis de kan fremvise et flot billetsalg fra biograferne. De vinder på andre medier – både tv og dvd.”

– I har 200.000 medlemmer, og dermed må I være en yderst attraktiv partner for et filmselskab. Hvordan mærker I det?

”Vi kan godt mærke, at filmselskaberne gerne vil være med. De er ivrige, for de kan tydeligt se på statistikken, at vi når langt ud med filmene, og vi når et publikum, som ellers ikke ville se 6-7 film om året.”

– Det giver et stort ansvar – for eksempel har I ”Kunsten at græde i kor” med i år. I kan jo nærmest garantere denne relativt smalle film et billetsalg på 200.000, og dermed er Peter Schønau Fogs debutfilm pludselig en stor succes?

”Den film er et eksempel på, at vi gerne vil udfordre vores abonnenter. Den film har formodentlig godt af Biografklub Danmark. I bestyrelsen er der mange seriøse overvejelser over netop det, at vi bringer nogle danske film bredt ud.”

Der er også meget brede film i programmet. Kan de ikke klare sig selv?

”Filmene bliver valgt, et år før de kommer op. Tit er det på baggrund af manuskripter, 10 minutters klip og trailers. Ingen troede at ”Kongekabale” for et par år siden ville blive en stor succes, og det samme med ”Italiensk for begyndere” i sin tid. Samtidig skal man huske, at vi ikke kan garantere en films succes. Medlemmerne ser ikke alle film, og kan hurtigt regne ud, hvis en film i programmet ikke er for dem.”

Hvis man gør sig den ulejlighed at skrive ”biografklub Danmark” i søgelinien på sin browser, så finder man ud af, at der er rigtig mange mennesker, der bruger klubben som kulturel reference. Det er ikke den enkelte film, der nævnes, det er selve brandet ”Biografklub Danmark”, som folk omtaler på deres hjemmesider og blogs.

”Det er også et problem”, siger Regner Grasten. ”Det samme skete indenfor teaterverdenen med Arte. Til sidst gik ingen i teateret, hvis der ikke var rabat fra Arte. Det var ved at lukke hele teaterbranchen ned. Det samme sker nok ikke for filmen, men det er den samme udhulning, vi oplever lige nu.”

Lad os tage en tur rundt i provinsen for at lure stemningen: Biografklub Danmark har den primære del af deres medlemmer udenfor de store byer. I Bio Mors har den daglige leder, Peter Astorp, en lidt ambivalent holdning til klubben; ”Den halve pris er et problem. Når folk bliver vant til at give 35 kroner for en billet, så er de ikke meget for at give de 70 som det normalt koster. Klubben er ikke kun positiv og gavnlig for os på den måde, men omvendt betyder den, at folk, der måske ellers kun går i biograferne 2 gange om året, nu kommer 6-7 gange. Men igen – ser de 6 film i klubben, så giver det kun omsætning for 3”.

Finn Nielsen er chef i Scala i Nykøbing Falster. Hans biograf er i top 20 i Danmark. Den dækker Falster, Møn, Syd Sjælland og det halve af Lolland.

– Er Biografklub Danmark blevet en magtfaktor i dansk film?

”Det kommer an på tankegangen. For min biograf betyder det gennemstrømning, omsætning i slik og god kaffe og udbredelse af biograf- og filmkulturen. For producenterne betyder det måske noget andet – de har andre regnskaber, end biograferne har.”

Jonna Jensen: ”Man siger i branchen, at Biografklubben er blevet en magtfaktor. Tallene fortæller, at der bliver solgt billetter, og det er måden, man udregner succes på i den danske filmverden. Én ting er sikkert: publikum er glade for ordningen. De får store filmoplevelser for få penge.”


Biografklub Danmark – antal medlemmer

År Medlemmer

  • 1995/96:  90.000
  • 1996/97: 130.000
  • 1997/98: 107.000
  • 1998/99:  90.000
  • 1999/00: 133.000
  • 2000/01:  65.000
  • 2001/02: 117.000
  • 2002/03: 141.000
  • 2003/04: 125.000
  • 2004/05: 186.000
  • 2005/06: 196.000
  • 2006/07: 189.000

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s