Monthly Archives: juni 2008

Cykelmyggen

En 6-årig anmelder

Af Søren Høy

”Cykelmyggen og Dansemyggen” er for de absolut mindste biografgæster, så for at ramme målgruppen, lader JP i interviewform en 6-årig pige anmelde filmen. Hun så filmen sammen med cirka 500 børn en lørdag morgen i København.

Nå, hvad synes du så om filmen?

Den var herregod. Måske ikke så god som ”Shrek 2”, men det er jo også min yndlingsfilm.

Ok, så du kan godt lide tegnefilm?

Ja, og ”Min Søsters Børn i Sneen” og ”Narnia” – men det er jo ikke tegnefilm.

Fint nok – du kan lide både tegnefilm og ikke-tegnefilm.

Kunne du følge med i historien?

Lidt. Det var noget med, at Cykelmyggen Egon ikke ville kysse med Dansemyggen Dagmar, fordi han hellere ville cykle rundt.

Hvad skete der så?

Så kom der en ond myredronning, og hun slog en anden dronning ihjel – men så kom bierne og jogede hende væk.

Jagede hende væk.

Nå, jagede… Heldigvis kom der en god myredronning bagefter, som alle insekterne kunne li. Man må ikke slå ihjel eller drille eller bestemme noget, som andre ikke vil være med til.

Det er i hvert fald noget af det, som filmen handler om. Der er også en masse musik i filmen – og insekterne danser. Hvad synes du om det?

Det kunne jeg godt li. Der var en bille, der kunne spille trompet på sin næse. Det var rigtig sjovt. Jeg vil gerne danse som Dansemyggen Dagmar. Hvis jeg skulle være en af dem i filmen, så skulle det være Dansemyggen Dagmar. Men det vil min lillesøster også, så måske skal jeg være myredronningen i stedet for. Altså den gode myredronning, ikke den onde.

Filmen handler ganske rigtigt meget om det gode og det onde i verden. Det taler de meget om i filmen – forstod du noget af det?

Ikke rigtigt. Det var lidt kedeligt med alt det snak. Det var sjovere, når Egon cyklede, eller når insekterne spillede på deres instrumenter.

Hvad minder filmen dig om?

Mest om den bog jeg har med Egon og lidt om Cirkeline.

Hvordan er denne her i forhold til Cirkeline?

Lidt på samme måde. Det ligner, at dyrene er klippet ud i pap og limet på noget andet pap. Det er lidt, som når vi laver julepynt i børnehaveklassen. Men dem, som har lavet tegnefilmen, er bare lidt dygtigere. Jeg vil gerne kunne tegne så flot.

Vil du se filmen igen?

Måske. Men måske er jeg snart for stor til at se den. Jeg vil hellere se ”Shrek 3”, for den kommer snart i biografen.

Hvor mange stjerner skal den have?

3 fordi det siger min far, den skal.