Monthly Archives: oktober 2010

Coppola – et efternavn der forpligter

Billedresultat for Sofia CoppolaSofia Coppola er født ind i filmbranchen, og hun har på 10 år skabt sig et navn som en af de mest interessante instruktører. Hun er et stilikon, underfundig og en lille smule underlig. Hun er som de film, hun laver.

AF SØREN HØY – Morgenavisen Jyllands-Postens udsendte medarbejder.

Venedig

Coppola. Det navn stinker af film.

Til familiefesterne i familien Coppola behøver man ikke være så taktisk med bordplanen. De er alle sammen blevet opdraget foran lærredet, og de kan alle sammen snakke film med den 39-årige Sofia.

Far og instruktør Francis Ford Coppola har lavet intet mindre end fire mesterværker: ”Godfather” (1972), ”Godfather part 2” (1974), ”The Conversation” (1974) og ”Apocalypse Now” (1979).

Brormand Roman Coppola er producer og har instrueret flere prisvindende musikvideoer for tidens store bands.

Fætter, skuespiller og superstjerne Nicolas Cage er døbt Coppola, men skiftede navn for at fremme sin karriere!

En anden fætter, Jason Schwartzman, er en af de nye komedie-stjerner, og tante Talia Shire havde gode roller i 70’erne. Hun var Sylvester Stallones kone i alle ”Rocky”-filmene og hendes rolle som Connie Corleone i ”Godfather” gav hende en Oscar nominering.

”Vi hjælper hinanden meget i familien”, fortæller Sofia Coppola i Venedig dagen efter verdenspremieren på ”Somewhere”. ”Vi er med i hinandens film, vi er hinandens bedste venner og mest brutale kritikere”. Ligesom figurerne i sine film, taler hun langsomt og kigger undrende, når hun får et spørgsmål.

”Hvad betyder din fars mening om dine film?”.

”Jeg har selvfølgelig respekt for ham – han er min far, og hans film bliver betegnet som væsentlige. Han siger sin ærlige og til tider hårde mening. Men det er vigtigt for mig, at mine film har min signatur og ikke hans – jeg kan bedst lide film, der har en markant stemme, og det er den type film, som jeg prøver at lave. Det ved min far, og jeg ved, at det gør ham stolt”.

En filminstruktør bliver født

Sofia Coppola læste Fine Arts på California Institute of the Arts i starten af 90’erne, og havde på daværende tidspunkt ikke de store ambitioner om at blive filminstruktør. Efter sin eksamen lancerede hun et tøjmærke ved navn ”Milkfed” – med en 70’er retro-New Yorker inspireret stil, der underligt nok kun købes i Japan.

Tøjets stil minder stilistisk om farverne og designet i Coppolas første spillefilm, ”The Virgin Suicides” fra 1999. Baseret på Jeffrey Eugenides’ Pulizer-vinder om fem unge kvinder, der begår selvmord i Michigan i 1975.

”Dengang fandt jeg ud af, at film kombinerede de ting, som jeg interesserer mig for. Design, farver, billeder og musik. Samtidig kunne jeg mærke min opdragelse med film, og måske var det først, mens jeg lavede den film, at jeg indså, at filmen var min kunstform”.

Det nye talent

Sofia Coppola blev hurtigt udråbt som det nye talent. Hendes efternavn hjalp hende til opmærksomhed, og det samme gjorde hendes status som nygift med instruktøren Spike Jonze, der på det tidspunkt væltede sig i succes med filmen ”Being John Malkovich”. Sammen udgjorde de et lækkert par, som alle gerne ville være venner med. Han med humor, de rigtige venner og succes – hun med kunsten, efternavnet og coolness.

”Det var en vild tid”, erindrer hun. ”Vi lavede film samtidig, alle ville invitere os middage, vi havde knapt nok tid til at tale sammen”. Forholdet holdt fire år, og efter at rygtemøllen havde kværnet et års tid, viste Coppola sig offentligt hånd i hånd med Quentin Tarantino – drengerøvenes galionsfigur i filmbranchen.

Stilikon

Coppolas talent kombineret med hendes højt profilerede kærester, gjorde hende til et godt navn både overfor det kritiske og det poppede publikum, og i 2002 blev hun ansigt på en Marc Jacobs kampagne.

Designeren faldt for de høje kindben, det distingverede lidt dovne blik – læberne der krøller opad og det brede smil, som Coppola ellers er meget lidt generøs med at dele ud af. Hun blev efterhånden et certificeret stilikon, og hendes image som queen of cool gjorde, at der var store forventninger til hendes anden film, ”Lost in Translation” fra 2003.

Gennembruddet

Filmen blev Coppolas afgørende gennembrud. Den kostede $4 millioner at lave og indspillede $120 millioner. Hun vandt en Oscar for sit manuskript, blev nomineret i alle de fine kategorier, og hun viste en stilsikkerhed, som skabte en af de bedst film de seneste 10 år. Publikum elskede filmen, og det er en af de få film, der samler generationerne, da den fortæller om verden set fra en ældre mand (Bill Murray) og yngre kvinde (Scarlett Johansson) – men samme indsigt, samme præcise blik.

De mødes tilfældigt i Tokyo og alt mens de intet fatter af den lokale kultur, finder langsomt de ind til livets hemmeligheder og sandheder.

”Jeg fik mulighed for at arbejde med langsomme scener, sparsom dialog og bruge skuespillernes ansigter til at fortælle en historie om ensomhed i en alt for hurtig verden”.

Ensomheden er et tema, som går gennem alle hendes film.

”Hvad er det, som du så godt kan lide ved ensomhed?”

”Det er nok, når vi er ensomme, at vi tænker mest. Det er på de tidspunkter, hvor vi føler os fortabte, at vi tager der store beslutninger i livet”.

Marie Antoinette

”Det her er latterligt”, siger Kirsten Dunst i rollen som Marie Antoinette i filmen, der skal forestille at foregå hos det franske hof i 1770’erne. ”Muligvis – men det her er Versailles”, svarer en fransk hofdame på engelsk.

Begge bemærkninger inkarnerer de store problemer, som Sofia Coppola fik rodet sig ud i, da hun skulle lave sin tredje film.

Hun fik 250 mio. kroner af filmselskabet og ubegrænset kunstnerisk frihed.

Filmen er meget løst baseret på virkelige hændelser, og fokuserer mere på følelser end fakta. Da den havde premiere i Cannes i 2006, blev den buhet ud til den første visning. Kombinationen af moderne musik, amerikanske skuespillere, parykker, vifter og den manglende fornemmelse for den sproglige integritet var provokerende uvidende og det var mærkværdigt påtaget i en historie, der er forankret i europæisk kultur.

”Marie Antoinette var en voldsom film med rigtig mange mennesker involveret – måske for mange – så jeg ville efter den film tilbage til det intime, hvor jeg kunne fokusere en eller to figurer og et lille filmhold” fortæller Coppola. ”Jeg er mest til minimalisme, og derfor er det også underligt, at jeg på en måde er skyldig i at have lavet en film, der er plastret til med detaljer og musik”, reflekterer hun over filmen, som ikke ramte publikum, og floppede økonomisk.

Livet i Europa

Sofie Coppola blev boende i Paris efter optagelserne af ”Marie Antoinette”. Hun havde mødt Thomas Mars, forsanger i det franske band Phoenix. De fik i slutningen af 2006 datteren Romy og i juni i år fødte Coppola parrets anden datter, Cosmina.

”Livet i Europa er langsomt, folk tager deres tid. Det passer mig godt og det passer til familielivet”, siger hun om livet i den franske hovedstad. ”Ideen til ”Somewhere” kom på grund af livet i Europa. Jeg læste om Los Angeles i et blad, og pludselig kom en kombination af hjemve, og tanker om hvordan LA har ændret sig de sidste 20 år”.

”Hvad er der sket?”

” Popkulturen har ændret sig, siden jeg boede der.

Der er kommet 100 gange flere tabloidaviser, blade, internetsider og paparazzier, der dyrker celebrities. Da jeg boede der i mine 20’ere, var det mere naivt og mere uskyldigt”.

Filmen handler om Hollywoods største stjerne, Johnny Marco, spillet af Stephen Dorff. Han er fordrukken, fraskilt og ensom. Han boller damer og kører hvileløst rundt i sin Porsche, mens han leder efter en mening med livet.

Den menig er hans datter Cleo, spillet sjældent troværdigt af den 12-årige Elle Fanning. En dag står hun i døren. Moderen vil have frihed, og Johnny må tage sin datter med ind i sit cirkus af interview, fotosessioner og assistenter med højfrekvente stemmer.

”Johnny er et billede på den mærkværdige situation, som en skuespiller kan være i. Populær men ensom. Og når alt kommer til alt, så vil han gerne spille guitar hero og se sin datter stå på skøjter”.

”Du er selv datter af en stjerne, du har selv lige fået døtre – er det derfor, at datteren spiller så væsentlig en rolle i filmen?”

”Det er klart. Jeg har brugt meget tid på at reflektere over min egen barndom, efter at jeg selv er blevet mor.

Hvad jeg har oplevet som barn, hvad jeg ønsker, at mine børn skal opleve. Det er min egen personlige aktie i filmen”.

Få dage efter interviewet vandt Coppola Guldløven for årets film i Venedig i 2010. Sofia er i fuld gang med at leve op til sit forpligtende efternavn.

Sofia Coppolas prisvindende film, ”Somewhere”, har netop haft dansk premiere.

Sofia Carmina Coppola

Født: 14 maj 1971

Gift med: Thomas Mars

Børn: Romy (4 år), Cosmina (4 mdr)

Film:

1999: The Virgin Suicides

Michigan 1975. 5 teenagesøstre begår selvmord. 25 år efter forsøger en af pigernes venner at analysere, hvad der skete.

2003: Lost in Translation

Tokyo 2002. En ældre skuespiller og en yngre kvinde mødes tilfældigt i Japan. De leder efter livets mening i en kultur, hvor alt forsvinder i dårlige oversættelser.

2006: Marie Antoinette

Paris 1770-1793. Den østrigske, royale Marie Antoinette bliver som 15-årig gift med den franske konge Ludvig XIV, og filmen hendes liv frem til Versailles fald.

2010: Somewhere

Los Angeles 2009. Filmstjernen Johnny Marco bor på legendernes hotel, Chateau Marmont i LA. Han er ensom, fordrukken og leder efter en mening med livet.

En dag flytter hans datter ind, og langsomt ændrer hans liv sig.