Monthly Archives: september 2014

Rulletekster

Publikum har desværre intet forhold til rulletekster i biograferne. Det øjeblik handlingen rinder ud, begynder folk at tale, de rejser sig, de skyder sig ud af salen, hvor lyset langsomt toner op.

Vi har ingen tradition og respekt for rulletekster, eller credits, som de hedder på engelsk. Det bør vi have. Det er nemlig her, at folkene bag filmen får deres kredit. Jeg tænker ikke på instruktøren og stjernerne, for de er tydelige i filmens indledning ved navns nævnelse.

De mennesker der med god ret kan gøre krav på opmærksomhed, er folkene bag filmen. Der kan sagtens være 100-200 dygtige håndværkere, teknikere og specialister der har gjort, at film overhovedet kan laves. Film er ultimativt betinget af samarbejde, af fælles forståelse og indsats. På sin vis er en filmproduktion det perfekte billede på teamwork. Derfor er det absolut på sin plads, at vi anerkender hele filmens hold ved at sidde stille og lade filmen bundfælde sig i de par minutter, det kræver.

Hvis nu alle giver sig tid til at se ’Fasandræbernes’ credits, vil man for eksempel vide, at det er Rasmus Thjellesen, der har lavet den overdådige scenografi, der gør filmen til en gennemført oplevelse.

Sygdommen med at løbe ud af biografen så tidligt som muligt er ikke kun et fænomen blandt biografgængere en tirsdag aften, hvor onsdagens ondskab allerede presser sig på. Jeg har været til flere tusinde visninger blandt anmeldere og branchefolk, hvor det samme gør sig gældende.

Det morsomme ved det er, at 98% af anmelderene gang på gang går glip af de scener, som instruktørerne sætter ind efter rulleteksterne. Et eksempel er Quentin Tarantinos ’Django Unchained’, hvor vi kun var tre af landets kritikere, der så den afsluttende scene. Resten var skredet for længst.

Yderligere er der i amerikanske film altid en afsluttende politisk branchekommentar. Det er standard, at det nævnes, hvor mange mennesker filmens produktion har givet arbejde til. Ud over dem på rulleteksten har hoteller, tøjfirmaer, plakatophængere og mange andre hævet alt fra time- til månedslønninger i forbindelse med en filmproduktion.

Jeg vil argumentere for, at filmfolk fra nu af viser rulleteksten i starten af filmen. På den måde vænner vi langsomt det utålmodige publikum til at anerkende filmholdet – og som en yderligere goodie, får publikum lov til at løbe af sted i det øjeblik, de skimter ’The End’ på lærredet.

Kinas lyntog til Hollywood

Den globale filmscene er under stor forandring. Kina er på få år blevet en afgørende magtfaktor. Tidligere tog vesterlændinge orientekspressen for at nå frem til østens mystik – nu hamrer der et lyntog den anden vej. Kineserne vil have amerikansk kultur, de vil se film, og de vil investere i underholdning.

En afgørende udvikling er antallet af biografer, der er vokset med 22% i 2014, og estimatet er, at Kina har lige så mange lærreder som USA i 2017.

Alene i 2014 er der åbnet 903 top moderne biografkomplekser i Kina.

I Nordamerika er der lige nu 42.000 biografsale. Hvis Kina fortsætter den nuværende udvikling, så har de 1,3 milliarder kinesere potentialet til at have 70.000 sale.

Den store maskine i udviklingen er Hollywoods shownumre.

Indtjeningen på amerikanske film steg med 32% fra 2012 til 2013, og der forventes en lignende kurve i indeværende år.

Et tydeligt eksempel fra 2014 er ’Transformers 4’, der har indspillet 300 mio. dollars i Kina – hvilket svarer til cirka en tredjedel af filmens indtjening på verdensplan. Det er første gang, at en massiv Hollywood blockbuster indtjener mere i Kina end i USA.

Det kinesiske markedet er så afgørende for Hollywood, at de er nødt til at indrette deres film efter den østlige censur og kulturelle koder. Det er efterhånden normalt, at der bliver fjernet bryster og frække ord, som ikke passer til det magtfulde organ ’China Film Group’, der både står for censur, og hvornår en film skal ud på markedet i Kina.

Udviklingen på det kinesiske marked er fuld af kompleksiteter. En ting er censur, en anden er, at 99% af indkomsten kommer fra biograferne. Der findes ikke penge i DVD, betalings-tv og andre hjemmestyrede formater. Det illegale marked styrer alt udenfor biograferne. Den slags er vi i den vestlige verden ikke begejstrede for, da vi er vant til at styre alt i hele filmens levetid. Fra den kommer ud i biograferne til den bliver solgt på loppemarkedet for en 5’er.

Internet giganten Alibaba med kinesiske Jack Ma er natten over blevet en massiv spiller på markedet. Børsintroduktionen har givet cirka 800 milliarder dollars. Et par af dem skal bruges på underholdning, og Ma har besluttet, at film er afgørende for hans forretnings udvikling.

Ingen har nogen klar fornemmelse om, hvad udviklingen kommer til at betyde for filmmarkedet. Men hvis jeg var producent, ville jeg nok tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

Filmpolitik

Der er gang i den danske filmbranche i de her dage. Lobbyismen og pressionen er i fuld gang, så filmbranchen kommer til at præge det kommende filmforlig mest muligt.

Forliget kommer de næste fire år til at danne økonomisk fundament for den danske filmproduktion, festivalaktivitet og fastholdelse af den danske filmarv.

I runde tal får dansk film tilført to milliarder kroner over fire år. I den pakke skal der for eksempel laves cirka 20 film om året. Det er formodentlig den tydeligste del af aftalen for de fleste danskere.

Inden længe trommer Kulturminister Marianne Jelved sine rådgivere og talknusere sammen, og her vil de sikkert se på de indstillinger, som filmbranchen er kommet med.

Branchens anbefalinger handler om fokus på talentarbejde, at danske film skal hurtigere ud på DVD og betalings-tv, en særlig biografklub med rabat på udvalgte danske film, en mulighed for at downloade film til evig arv og eje og slutteligt en større indsats mod illegal download.

Det er næppe forslag, Jelved vil pille for meget rundt i. Det er for branchens partner, og det skal aftales internt i et system, hvor der historisk er mange meninger om detaljer, der mest handler om den enkeltes muligheder og knapt så meget om helheden.

Et sidste forslag kommer potentielt til at ændre de kunstneriske brancher. Det bliver foreslået, at der oprettes en digital filmpulje, hvor teleudbyderne bidrager til festen med et beløb, der mindst modsvarer de 40-60 mio. som filmbranchen har mistet på grund af faldende dvd-salg. Argumentet er, at telebranchen tjener fedt på at transportere film til danskerne, og at film uden modydelse har spillet en væsentlig rolle i udbredelsen af bredbånd.

Hvis Jelved tør tage det forslag seriøst ind i forhandlingerne, vil det ændre distributionen af alt kunstnerisk materiale på nettet. Alle brancher vil med de rette argumenter, kunne kræve en bid af den digitale kage.

Samtidig vil den magtfulde og økonomiske stærke teleindustri sikkert bekæmpe forslaget med langt mere kraft og kampagne, end filmbranchen kan mobilisere.

Formodentlig giver Jelved danske film et lille slat oven i de to milliarder. Det vil give ro et stykke tid i filmbranchen, og hun får tid til at tænke over den digitale situation. Den eneste fornuftige løsning er udarbejdelsen af en partnerskabs- og forretningsmodel, hvor alle vinder. Den slags tager tid, og kræver et større samarbejde mellem brancherne, end der er for nuværende.

 

 

(Lars von Triers filmhistoriske parentes)

Premieren

330 minutters nymfomani. 5½ time i selskab med en kvindes fortælling, der er opdelt i otte kapitler. Ligesom livet er defineret af vendepunkter og markeringer. I den kommende uge kan I se Lars von Triers storværk ’Nymphomaniac’ i sin ucensurerede version. Det er tiden værd, for filmen er et usædvanligt indblik i tidsånden.

I vil få udfordret jeres politiske korrekthed, jeres seksuelle fantasier og aversioner samt ikke mindst jeres tålmodighed og kunstsyn. Måske endda jeres verdensbillede?

Forhistorien

Trier vrøvlede sig til verdens vrede i maj 2011. Ved et pressemøde i Cannes fik han med sin ironiske, hjemlige humor forviklet sig ind i en talestrøm, hvor han blandende sine inspirationer sammen med frisind, nazisme og måske ytringsfrihed. Hvem ved, for lige efter besluttede han ikke at udtale sig igen af frygt for at blive misforstået. Derefter skrev han en film om eftermatematikken.

Billedresultat for Nymphomaniac’Nymphomaniac’ kan læses som en lang reaktion og kommentar til den bornerte verden, der vælger at misforstå og ekskludere alt det, der ikke er helt normalt.

Kampagnen

Der har været 15 måneders indløb til denne uges premiere. Trier optrådte selviscenesat med gaffa-tape for munden. Hver måned dryssede der et klip ud. Hver gang eksklusivt for et af verdens største medier. Triers film fik eksponering i New York Times, The Guardian, O Globo. Plakatens motiv var en elegant parentes. En grafisk vaginal reference. Derefter stjerner i en fælles orgasme. En søgning viser, at alle de toneangivende medier har bragt elementer fra filmens kampagne. Det er den første kunstfilm, der er markedsført og modtaget som en blockbuster. Det er i sig selv filmhistorie.

Censur

I Triers univers er der ikke mange nemme løsninger. Måske handler ’Nymphomaniac’ om censur. I den sammenhæng er det paradoksalt, at filmen først udkom i en forkortet, censureret udgave. For cineaster, kunstinteresserede og søgende biografgængere er der naturligvis kun én version.

Fremtiden

Filmens premiere markerer afslutningen på tre års kontinuerlige historier om Trier. Han er et markant større navn nu, end før han lavede denne produktion. Myten om ham er stærkere. Hans kunstneriske bedrift er større. Hans mission er lykkedes. Tavst råber han højere end nogensinde.

Trier skal til at lave en Tv-serie. Tidsåndens fortælling. Mon ikke den serie skriver endnu et kapitel i filmhistorien?

Hackede Hollywoodstjerner

En nøgen Jennifer Lawrence. Sikkert en kinky selfie som den sympatiske 24-årige stjerne har taget af sig selv, mens hun slænger sig i sin sofa og kælent sutter på sin pegefinger. Spekulation, erkendt!

Teenage-fantasien blev spredt ud over internettet i denne uge. Hele 101 Hollywood-stjerner havde fået deres iCloud-konto hacket af (formodentlig) en fyr, der havde smidt billederne op på den virtuelle opslagstavle ’4chan’. Sitet bukkede efter få minutter under for det massive pres fra verdens online-brugere, der ville have et glimt af de nøgne herligheder. Publikummet til den slags er selvsagt enormt.

Det er langt fra første gang, at en stjerne får sine private dele sendt i digitalt omløb. Jeg husker tydeligt mine klamme håndflader, da jeg sammen med en kammerat i midten af 90’erne fandt Pamela Andersons eskapader på det dengang helt nye, spændende internet. Hendes karriere var mærket for altid. Dengang skænkede vi ikke en tanke, at alle 20 år senere ville have et kamera i hånden, have adgang til et hurtigt og globalt net samt at der ville komme en generation for hvem, en fræk selfie bare hører til det at være ung.

Sagen med Jennifer Lawrence og de 100 andre stjerner er skam alvorlig nok. Det er forbudt at dele eller gemme billederne, og FBI er i fuld gang med at finde hackeren, der i fald han bliver fanget, bliver buret grundigt inde, formodentlig uden en computer i bagagen. Sidst en tilsvarende sag blev rullet op med Scarlett Johansson i den nøgne hovedrolle, fik hackeren 10 års fængsel.

Skandalen kan også ende med at blive alvorlig for Lawrence, der indtil nu har været et pletfrit forbillede. Hun er på få år blevet en naturlig Oscar-favorit, der i sin unge alder allerede har en Oscar og to yderligere nomineringer. Lawrence har med sine hackede billeder sat sit pæne image på spil i Oscar sammenhæng. Uanset at det ikke er hendes egen skyld, at billederne havnede på nettet, så vil hun fremover blive mindet om billederne i alle mulige sammenhænge. USA langt mere moralsk, tenderende til det religiøse, end de fleste andre steder.

Lawrences’ trængsler er muligvis ikke ovre endnu. Rygter truer med, at der er en sexvideo med hende på vej i omløb. Hun er cool og skal nok komme sig, men perspektivet er skræmmende. Det er ikke sidste gang, at vi ser stjerners private billeder kompromitteret på nettet. Det der er underholdning for folket, er nedbrydende og degraderende for dem, det går ud over.

De nye komediestjerner

Komedier er de film, som jeg helst vil se.

Da jeg var en lille filmnørdet knægt, fik jeg øje på de amerikanske komedier, der på en og samme tid var så overdrevent platte og ustyrligt morsomme.

Jeg så Mel Brooks’ klassiker ’Sheriffen skyder på det hele’ hver dag en hel sommer. Derefter gik jeg efter alt med Gene Wilder og hans uheldige sidekick Richard Pryor. Peter Sellars havde sin suveræne periode som den distræte og geniale Inspector Clouseau iBilledresultat for pink panter’Den Lyserøde Panter’. Steve Martin var som ung en herlig hovedrolle, hvor jeg kun opfattede hans overspil som genialt. Eddie Murphy var stor, inden der gik Woody Allen og Billy Wilder i den. Jeg fandt senere tilbage til de rene komedier sammen med Jim Carrey og Adam Sandler.

Bare jeg var ung, og kunne se dem alle for første gang igen.

Efter 8-10 år med stilstand i komedien skete der noget. En ny generation skabte på få år en ny form, en ny stil. De nye komediestjerner er lidt tykke. De har hængerøv, de har morgenhår og ligner med af alt en flok ingeniørstuderende.

Se efter navne som Seth Rogen, hans trofaste makker Jonah Hill, den charmerende Jason Segel, Paul Rudd og de bedårende kvinder Melissa McCarthy, Tina Fey og Kirsten Wiig. Glem heller ikke suveræne Steve Carell og Anna Kendrick. Og slet ikke Will Ferrell og Sarah Silverman.

Det er dem, der lige nu bestemmer stilen i de amerikanske komedier.

Publikum omfavner tydeligt de nævnte navne. I denne sommer har både aktuelleBilledresultat for neighbors’Neighbors’ og den fortjent hypede ’22 Jump Street’ udkonkurreret de etablerede navnes film. Folk vil se de nye stjerners grovkornede stil, hvor man tør tage stygt gas på konservative og religiøse amerikanske værdier og udfordre den velkendte politiske korrekthed, mens selvironien flyder tykt gennem de veltimede jokes.

Jeg forstår godt, hvis mange af de kvikt affyrede vitser flyver hen over hovedet på mange danskere, for der er masser af interne referencer til komiker-kolleger, gamle film og amerikansk popkultur. Hvis I tager udfordringen op, og undersøger de mange referencer, vil I opdage, hvor smart og eftertænksomt mange af filmene er skruet sammen.

De unge laver en både uforpligtende, drillende og samtidig perspektiverende og samfundskommenterende komediestil, der lægger sig på mindst to niveauer: Det fladpandede og det begavede. Mere kan jeg ikke ønske mig af en komedie.

Vi er midt i en ny storhedstid for amerikanske komedier.