Monthly Archives: december 2013

Årets film 2013

Af Søren Høy, Viasat Film

Årets sjoveste amerikanske film var ’This is the end’. Skrevet, instrueret og spillet af gummiansigtet Seth Rogen og alle hans venner. Det er en hysterisk morsom parodi på katastrofefilm, buddy movies og ikke mindst alle de medvirkendes eget liv og karriere. Det har ikke været det sjoveste danske filmår, men ’Alle for to’ står foran meget få andre bud med en moderne og tempofyldt komedie, godt holdt sammen af Mik Øgendahl, der vel nok er vores eneste rendyrkede filmkomiker.

Ingen god film uden godt skuespil. I dansk film leverede Mads Mikkelsen i ’Jagten’ en af de flotteste præstationer nogensinde. Det er ikke så lidt. Lige efter ham står i 2013 Pilou Asbæk og Nicolas Bro i ’Spies & Glistrup’ og ’Nordvests’ spændende brødre Gustav og Oscar Dyekjær Giese. Løjerligt nok er der knapt en kvinderolle, der har været værd at bemærke. Sonja Richter er solid og troværdig i ’Kvinden i buret’, men ud over det er der knapt en præstation, som jeg husker. Det er både kedeligt, skuffende og en huskekage til branchen.

Årets actionfilm er beslægtede i ånd og sjæl. Den amerikanske pris går til charmetrolden Robert Downey Jr som playboyen Tony Stark i ’Iron Man 3’. Downey kan levere en superhelt, så man godt gider have ham på penalhuset. Det samme gælder Oscar Dietz i den danske ’Antboy’, der med respekt og finesse leverede en ny helt for de små knægte.

I kunstfilmkategorien har et par store mestre været suveræne. Den italienske ’La Grande Bellezza’, om en charlatans tilsyneladende indholdsløse liv, og Lars von Triers ’Nymphomaniac’, om en nymfomans tydeligvis begivenhedsrige liv, står tydeligt frem med kunstnerisk kompromisløshed og filmisk storhed.

Det efterlader kun årets bedste film i et flot år med adskillige mesterlige film ud af de 250 premierer, der har været i de danske biografer i det forgange år.

Prisen for den bedste danske film ender hjemme hos Thomas Vinterberg. ’Jagten’ er med sin intensitet og stærke historie en flot repræsentant for 2013, og vil formodentlig ende sin imponerende rejse ved Oscar-showet til marts. Ved samme lejlighed kan Vinterberg hilse på Alfonso Cuarón, der med sublim teknik og en rørende, spirituel historie i ’Gravity’ totalt udmanøvrerede alle konkurrenter. Den film er årets største filmiske bedrift og viser med suverænitet hvor stor filmkunsten og biografoplevelsen i forening kan være.

Top 10 Danske film

Jagten: Thomas Vinterberg

Nymphomaniac: Lars von Trier

Spies & Glistrup: Christoffer Boe

Nordvest: Michael Noer

Antboy: Ask Hasselbalch

Only God Forgives: Nicolas Winding Refn

Kvinden i buret: Mikkel Nørgaard

Blodets Bånd: Pernille B Jørgensen & Christian S Jepsen

Sepideh: Berit Madsen

Alle for to: Rasmus Heide

Top 10 USA

Gravity: Alfonso Cuarón

The Master: Paul Thomas Anderson

Django Unchained: Quentin Tarantino

Zero Dark Thirty: Kathryn Bigelow

Silver Linings Playbook: David O. Russell

Mud: Jeff Nichols

This Is The End: Seth Rogen & Evan Goldberg

Iron Man 3: Shane Black

Blue Jasmin: Woody Allen

Frances Ha: Noah Baumbach

Top 10 verden (minus Danmark og USA, naturligvis)

La Grande Bellezza: Paolo Sorrentino

La Vie d’Adèle: Abdellatif Kechiche

The Past: Asghar Farhadi

Metalhead: ragnar Bragasson

Philomena: Stephen Frears

Gloria: Sebastián Lelio

The Grandmaster: Wong Kar-wai

Omar: Hany Abu-Assad

An Episode in the Life of an Iron Picker: Danis Tanovic

A Touch of sin: Jia Zhangke

30 film i 2014

Noah: Darren Aronofsky

Mega-storfilm af Darren Aronofsky med Russell Crowe i titelrollen. Aronofsky er en stor kunstner, og det bliver spændende at se hans indgang til den historiske, mytiske og religiøse fortælling.

Fury: David Ayer

David Ayer er en interessant instruktør, som jeg forventer mig meget af. Ham med ’End of Watch’.

Brad Pitt og Shia LaBoeuf spiller hovedrollerne i en historie om de døende dage af 2. Verdenskrig 

22 Jump Street: Phil Lord & Chris Miller

21 Jump Street var en af sidste års bedste komedier. Jonah Hill og Channing Tatum var et sublimt, gakket makkerpar, som jeg glæder mig til møde igen.

Interstellar: Chris Nolan

Chris Nolan karriere er suveræn, for han laver anarkistiske kunstfilm i blockbusterformat. Denne gang er en flok forskere på vej ind i et ormehul i det ydre rum. Lyder fantastisk.

Sin City 2: Robert Rodriguez

Sin City 1 var en åbenbaring. Sort, brutal og degraderende, pervers lækker. Djævelsk og sort morsom.

Robert Rodriguez er en latino cowboy, frygtløs og en af de få, der fastholder kærligheden til trash og exploitation. 

The Monuments Men: George Clooney

George Clooney er en god instruktør. Et stor menneske. Hans film er (som oftest) politiske og begavede. Denne gang er det (endnu engang) 2. Verdenskrig og kampen mod de onde nazister – en fortælling om kunst og retfærdighed. Spændende combo.

Gone Girl: David Fincher

David Fincher må man følge, hvis man er cineast, filmnørd eller filmmager. Han har et godt greb om sine historier, der cirkler om dæmonien i mennesket.

Her er det en filmatisering af en roman om en kvinde, der forsvinder på sin bryllupsdag.

The Raid 2: Gareth Evans

Der er flere 2’ere på min liste, løjerligt nok, for jeg er egentlig ikke vanvittig vild med 2’eren. 1’eren var så mageløst brutal og enkel, at konceptet klart kan bruges igen. 2’eren starter et par timer efter, at 1’eren sluttede. Fedt koncept.

Inherent Vice: Paul Thomas Anderson

Paul Thomas Anderson er på min yndlings-instruktør top 3.

Los Angeles 1971, en detektiv er på jagt efter sin forsvundne kæreste. Fed setting i en historie af mesterforfatteren Thomas Pynchon.

A most wanted man: Anton Corbijn

Politisk thriller af Anton Corbijn med Philip Seymour Hoffman. En muslim kommer til tyskland, og befinder sig pludselig midt i en international terror-sag.

A million ways to die in the west: Seth McFarlane

Seth McFarlane overraskede mig meget positivt med Ted, der uden tvivl var den bedste komedie i 2012.

En western fra hans hånd kan kun blive sjovt og grænsesøgende. En farmer får hjælp af en gunslinger, for at få sin kæreste tilbage.

The Homesman: Tommy Lee Jones

Tommy Lee Jones i 1860-setting – med Hillary Swank og Sonja Richter på hovedrolle-listen. Tommy Lee laver generelt gode film, og han har et godt blik for ‘bæstets mave’ – USAs sjæl.

Far from the madding crowd: Thomas Vinterberg

Thomas Vinterbergs første internationale film, optaget i England med et flot cast. En ung kvinde forelsker sig i tre meget forskellige mænd. Carey Mulligan, skønne Juno Temple og Martin Sheen står øverst på rollelisten.

Kapgang: Niels Arden Oplev

Niels Arden Oplev er for et kort bemærkning tilbage i dansk film. Rygterne taler om et lille, storværk. Oplev er en meget dygtig instruktør og på solid hjemmebane kan han lave årets film, hvis han rammer tonen rent.

Når dyret vågner: Jonas Alexander Arnby

En spændende debutant, Jonas Alexander Arnby, har lavet en film, der foregår langt ude i Nordvestjylland, hvor blæsten og stilheden kun overdøves af ensomheden. En 16-årig piges familie gemmer på en vild, brutal hemmelighed. Denne her film kan blive et solidt ungdomshit.

The Salvation: Kristian Levring

En dansk western af Kristian Levring med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Levring laver normalt smalle film med et meget begrænset publikum. Denne gang er det en sag til 70 millioner kroner i en af mine absolutte favoritgenrer.

Fasandræberne: Mikkel Nørgaard

Efterfølgeren til årets mest sete danske film, bliver med sikkerhed et kæmpe hit. Nikolaj Kaas og Fares Fares er et godt makkerpar – denne gang har de Pilou Asbæk og David Dencik med sig som et par godt castede bas guys.

Idealisten: Christina Rosendhal

Christina Rosendal hare været en central del af dansk film i mange år – og man glemmer, at dette kun er hendes anden spillefilm efter ‘Supervoksen’.

Rosendal sætter tiden tilbage til 1968 hvor den kolde krig buldrer. Et amerikansk B-52 bombefly styrter med nær Thule-basen med fire højeksplosive brintbomber. Lyder som en fed, spændende, politisk og yderst relevant historie.

The Wolf of Wall street: Martin Scorsese

Martin Scorseses 3-timers take på finans-sektoren og big time brokerne på verdens største marked.

Oliver Stone har været der før, men Scorsese er en bedre instruktør, så det kan blive Oscar-stort det her. Leonardo DiCaprio og Jonah Hill i hovedrollerne.

American Hustle: David O. Russell

David O. Russell har udviklet sig til noget der minder om en socialrealist i Hollywood. Hans seneste Silver Linings Playbook var en befriende, moderne fortælling. Hans nye film har en massiv cast med Jennifer Lawrence, Bradley Cooper, Jeremy Renner og ikke mindst fantastiske Amy Adams. Hvis de funkler, så er der Oscars til denne her film.

12 Years A Slave: Steve McQueen

Steve McQueens film er den store Oscar-favorit, og hans film om en fri, sort mand, der i 1841 bliver kidnappet og derefter i 12 år oplever en brutal verden, som han kun havde hørt om.

En stærk film med tydelige analogier til nutidens politiske flygtninge.

En duva satt på en gren och funderade på tillvaron: Roy Andersson

Den svenske mester-auteur Roy Andersson vinder i Cannes. Det har han selv fortalt mig. Han har lavet en filosofisk og morsom film om livet og det svenske folk, han poetisk og morbidt morsomt portrætterer i sine film.

Turist: Ruben Östlund

Den super spændende svensker har lavet en film om en mands virkelig stride og hårde dilemma. I startscenen vælter en lavine ned mod en familie på fire. Farmand smutter og efterlader de andre. Lavinen smutter udenom de tre tilbageværende, og derefter er situationen en smule prekær for farmand.

Fruitvale Station: Ryan Coogler

De sidste dage af en 22-årig mands liv. Sublim, stærk, brutal og mega street.

Anchorman 2

The Legend of Ron Burgundy er en af de sidste 10 års sjoveste og mest mindeværdige halv-spoofs med Will Ferrell, der siden har udviklet sig til en af genrens sjoveste. Det her bliver sublimt morsomt.

Monica Z

Per Fly har lavet en spændende film om Monica Zetterlund, der i sin tid var stjernen over dem alle. Smuk og talentfuld. Musikalsk og enemor. Årets mest sete film i Sverige.

Nebraska

Den sympatiske mand bag ’Sideways’ og ’About Schmidt’, Alexander Payne, har lavet en fin, lille og sort/hvid film om en søn, der tager på en sidste tur med sin far for at hente en lottogevinst, som der står lidt tvivl om ægtheden i.

En film for de få, til gengæld er der rigeligt for dem, der får den at se.

Birdman

Som stor fan af Alejandro González Iñárritu, ham med ’Babel’ og ’Buitiful’ bliver det interessant at se hans første komedie. Nogen om en skuespiller, der spiller en superhelt på teateret.

Her

Spike Jonze har en krøllet hjerne, og det plejer at være fabelagtigt. Joaquin Phoenix spiller en mand, der forelsker sig i en computer (med Scarlett Johanssons stemme). Det minder om Pinocchio og Kubrick på en cool måde.

Inside Llewyn Davis: Coen-bros

Super hyggelig og meget musikalsk, indsigtsfuld film om en mand, der prøver at slå igennem med sine tunge folk sange – desværre et par år før verden var klar til Bob Dylan og den slags. Som altid kan Coen-brødrene deres sanghæfte udenad.

Forsvaret for geniet

Af Søren Høy

Hver eneste gang Lars von Trier laver en ny film, kommer dansken frem fra gemmestedet bag ligusterhækken.

Det er tydeligt, at Trier vækker en vrede. En stor del af danskerne forstår ham ikke. Han er underlig, synes de.

Han er brutal, gemen, ondskabsfuld, udspekuleret og afstumpet med storhedsvanvid i en vanvittig depressiv kunstnerkrop – og i øvrigt er han en selvcentreret provokatør, der suger urimeligt på borgernes skattepenge.

Hvorfor kalder Trier den vrede frem?

Hvad er det, han gør, som film efter film fremkalder reaktioner, ingen anden kunstner i dette til tider åndsforladte land skal stå model til?

Forklaringen skal findes i nogle komponenter, der i sidste ende peger tilbage på en nation, hvor der ganske enkelt har været så få afgørende mennesker, at vi ikke aner, hvordan vi skal håndtere dem – endsige hvordan vi skal prædikere deres geni.

Havde Trier været videnskabsmand med en række målbare og valide formler og figurer, havde det været lettere.

Nu handler det om kunst, og så er det straks en anden sag, for her spiller folks smag ind. Hvis man ikke kan lide ham eller hans film, føler man sig i sin gode ret til at anklage for elitær snobberi med referencer til eventyret om Kejserens nye klæder.

Trier udvider filmsproget, han skaber nye fortællinger og stilarter. Han skriver figurer og historier med temaer, som ingen andre. Mange af de største instruktører i verden identificerer Trier som en af de største nogensinde. Hele verden kigger på Trier, og det er fordi han skriver et nyt kapitel i filmhistorien, hver gang han laver en ny film.

Trier laver ikke kunst for alle. Han er ekspressionisten, der laver film, som han mener, de skal laves. Han tænker ikke på publikum, og det provokerer tydeligvis i en tid, hvor kunden altid har ret og hvor vi alle ved bedst.

I Triers film er der ingen nemme løsninger, ingen manualer og ingen leflen for trends og tidstypiske identifikationspunkter. Man er på egen hånd, når man ser en Trier-film.

Det sjove er, at han sikkert ville give sine kritikere ret i det hele, hvilket blot og bare ville gøre dem endnu mere spruttende og forvirrede.

Men der er heller ingen tvivl om, at Trier gerne vil anerkendes som vores tids største danske kunstner.

Det burde vi være enige om at gøre. Bagefter kan vi så bruge resten af tiden på at diskutere filmene.

Det ville klæde os som nation.

Jul i kommercielt eventyrland

Af Søren Høy

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’. Det er den lidet mundrette titel på årets store december-film. For alle os dødelige, der ikke gakker helt ud over fantasy, elver og dværge med kæmpe våben, er det en kodet titel med så mange rollespils-referencer, at vi må nøjes med at kalde den ’Hobbitten 2’.

’Hobbitten’ bliver til tre film med en samlet spilletid på lige under 10 timer. Den første kom sidste år – den sidste kommer om et år.

I øvrigt er de tre film forløbere historiemæssigt til de tre ’Ringenes Herre’-film, der kom årligt i december mellem 2001 og 2003. De tre film havde i øvrigt en samlet spilletid i den seneste Blu-ray udgave på hele 726 minutter og altså cirka 12 timer.

Peter Jackson

Peter Jackson, der er instruktøren bag alle filmene, har lavet en økonomisk succes, der formodentlig vil gå hen og gøre den til den bedst indtjenende serie i filmhistorien. De tre ’Ringenes Herre’ film har til dato indtjent imponerende 18 milliarder kroner i verdens biografer. De er udkommet i adskillige DVD og Blu-ray bokse i forskellige samler-udgaver med figurer, kort og hemmelige dimser, som man sikkert kan aftvinge respekt med på en af de mange konventioner, der bliver afholdt rundt om i verden, hvor de mest inkarnerede fans viser deres trofæer frem. På DVD har de tre første film på verdensplan omsat for cirka to milliarder kroner. Oven i det er der LEGO, computerspil og sengetøj – og alt muligt andet merchandise, som ingen tør give et realistisk nyt omsætningsbud på. Tilbage i 2004, efter den tredje films 11 Oscars, mente markedsanalytikere, at der var omsat for cirka 7 milliarder kroner i merchandise.

’Hobbitten: En uventet rejse’ fra 2012 fik ikke prangende anmeldelser og mange fans brokkede sig lidt over frihederne som Jacksons team havde taget sig. Mange figurer var frit fantaseret frem til lejligheden, og filmen døjede med et uprøvet 48-billeder-per-sekund-format, der gav lidt søsyge da billedet pludselig havde niveauer og dybder, som publikum havde svært ved at holde styr på. Den indspillede alligevel imponerende seks milliarder kroner i biograferne og cirka en halv milliard på DVD.

Der er to film tilbage. Mon ikke de når tilsvarende tal? Det er blevet en lille tradition, at de se her eventyrlige film ved juletid, og de har stadig den der odeur af jovialt eventyr, hvor man helt glemmer, at der er tale om en gigantisk og historisk pengemaskine.

Jul i kommercielt eventyrland

Af Søren Høy, Viasat Film

’Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark’. Det er den lidet mundrette titel på årets store december-film. For alle os dødelige, der ikke gakker helt ud over fantasy, elver og dværge med kæmpe våben, er det en kodet titel med så mange rollespils-referencer, at vi må nøjes med at kalde den ’Hobbitten 2’.

’Hobbitten’ bliver til tre film med en samlet spilletid på lige under 10 timer. Den første kom sidste år – den sidste kommer om et år.

I øvrigt er de tre film forløbere historiemæssigt til de tre ’Ringenes Herre’-film, der kom årligt i december mellem 2001 og 2003. De tre film havde i øvrigt en samlet spilletid i den seneste Blu-ray udgave på hele 726 minutter og altså cirka 12 timer.

Peter Jackson, der er instruktøren bag alle filmene, har lavet en økonomisk succes, der formodentlig vil gå hen og gøre den til den bedst indtjenende serie i filmhistorien. De tre ’Ringenes Herre’ film har til dato indtjent imponerende 18 milliarder kroner i verdens biografer. De er udkommet i adskillige DVD og Blu-ray bokse i forskellige samler-udgaver med figurer, kort og hemmelige dimser, som man sikkert kan aftvinge respekt med på en af de mange konventioner, der bliver afholdt rundt om i verden, hvor de mest inkarnerede fans viser deres trofæer frem. På DVD har de tre første film på verdensplan omsat for cirka to milliarder kroner. Oven i det er der LEGO, computerspil og sengetøj – og alt muligt andet merchandise, som ingen tør give et realistisk nyt omsætningsbud på. Tilbage i 2004, efter den tredje films 11 Oscars, mente markedsanalytikere, at der var omsat for cirka 7 milliarder kroner i merchandise.

’Hobbitten: En uventet rejse’ fra 2012 fik ikke prangende anmeldelser og mange fans brokkede sig lidt over frihederne som Jacksons team havde taget sig. Mange figurer var frit fantaseret frem til lejligheden, og filmen døjede med et uprøvet 48-billeder-per-sekund-format, der gav lidt søsyge da billedet pludselig havde niveauer og dybder, som publikum havde svært ved at holde styr på. Den indspillede alligevel imponerende seks milliarder kroner i biograferne og cirka en halv milliard på DVD.

Der er to film tilbage. Mon ikke de når tilsvarende tal? Det er blevet en lille tradition, at de se her eventyrlige film ved juletid, og de har stadig den der odeur af jovialt eventyr, hvor man helt glemmer, at der er tale om en gigantisk og historisk pengemaskine.

Dansk film 2013

Af Søren Høy

Dansk film ser godt ud, hvis man står på det øverste trin, badet i blitzlys, foran det imponerende festivalpalæ i Cannes – eller hvis man nu er så heldig, at få en eksklusiv invitation til Oscar-festen i Los Angeles.

Ligeledes er der grund til at hive proppen af den dyre champagne, hvis man ser på det konstante, samlede billetsalg til danske film i biograferne. Vi ligger godt og stabilt på cirka 2½-3 millioner danske billetter og 20-25% markedsandel. Det er præcis, som det skal være.

Problemerne opstår, når man begynder at kigge bagved de flotte tal. Traditionelt er netop det ikke en sag for publikum. De skal jo bare nyde filmene og ikke bekymre sig voldsomt om branchens balancer og producenternes økonomi. Publikum har det formodentlig bedst med at dyrke stjerner, filmens magi og sublime underholdningskraft.

Det Danske Filminstitut offentliggjorde i denne uge en rapport, som deres trofaste revisions- og rådgivningsfirma Deloitte har udarbejdet. Titlen er ’Sundhedstilstanden i dansk spillefilmsproduktion 2003-2011’. Det er spændende læsning for det økonomisk-interesserede øje, for signalet er gået fra grønt i starten af 00’erne til gult i slutningen af 00’erne til rødt i starten af det nye årti. Disse skumle udsigter har de senere år formørket branchen. Producenterne kan ikke få forretningen til at hænge sammen.

Den 55-sider interessante rapport konkluderer, at indtægterne er faldet så drastisk, at det er til stor fare for de mellemstore og små producenter. I princippet efterlader det kun Zentropa og Nordisk Film i god afstand fra kanten. DVD-salget til de danske titler er stærkt faldende. Pirateri og streaming er rapportens forklaring – ændrede hjemme-vaner med TV-serier i lækre bokssæt er en supplerende valid forklaring samt at en ny globaliseret generation interesserer sig bredere end hvad danske DVD’er kan tilbyde.

Med andre ord er den succesfulde ’danske filmmodel’ under et voldsomt pres.

Rapporten slutter sit statistiske arbejde i 2011. Branchen talte allerede dengang om de tilspidsede økonomiske forhold, og intet tyder på, at situationen er forbedret siden. Tværtom er den tydeligvis forværret.

Priser og billetsalg snyder, for dansk film er ikke en sund forretning. Der kræves nye modeller, andre indtægtskilder og fordelingsnøgler. Hvis der ikke er penge, er der ikke film, og så bliver der desværre ikke meget at klappe af i den nære fremtid.