Monthly Archives: juli 2007

Tag den, din dumme zombie

”Planet Terror” er anden del af projektet ”Grind House”, hvor Quentin Tarantino (”Death Proof”) og Roberto Rodriguez genopliver kitchede 70’er horrorfilm. De to film bør være kanon for alle filmfreaks.

Relateret billedeVi har flere gange omtalt ”Grind House” projektet i kulturspalterne. I USA blev de to film ”Death Proof” og ”Planet Terror” vist som en lang dobbeltforestilling, kun afbrudt af trailers for film, der aldrig er lavet, men som de to instruktører Tarantino og Rodriguez ville elske var lavet.

Det hele er et stort hjerteprojekt for Brødrene Blod, som de kaldes jævnfør deres lemfældige omgang med splat. I Europa bliver de to film lanceret hver for sig. Tarantinos del kom i Danmark 1.6, og er stort set feset hen over hovedet på publikum. De fatter ikke hans hyldest til de ekstreme b-film, han voksede op med i 70’erne i Tennessee. Nu kommer så anden del af ”Grind House”, der er skrevet, instrueret, filmet og klippet af Roberto Rodriguez, der i øvrigt også har lavet musikken til ”Planet Terror”.

Rodriguez er en skarpeste instruktører i USA lige nu. I 2005 lavede han ”Sin City” – en filmatisering af Frank Millers klassiske, futuristiske tegneserie-voldsorgie.

”Sin City” er en af de mest afgørende film fra de seneste fem år. Teknisk udviklende og overlegen. Drabelig og grafisk udmalet psycho-vold, men lavet raffineret og frækt så det lignede et moderne kunstværk. Rodriguez taler et nutidigt filmsprog, som vel kun matches af hans partners in crime; Quentin Tarantino og Guillermo del Toro (Pans Labyrint).

Rodriguez fortsætter sin provokerende og blodige stil i ”Planet Terror”. Historien er ligegyldig. Et par zombier er løs i Texas, og havde det ikke været for de lækre El Wrey (Freddy Rodriguez) og Cherry Darling (Rose McGowern), så havde vi alle sammen sikkert vraltet rundt med et tomt blik, og ledt efter friske indvolde til at gnaske i os. De to klarer zombie-sagerne, og stinker så meget af sex mens de gør det, at man næsten glemmer, at holde øje med de tekniske lækkerier, der foregår rundt om de to, mens de lystigt nedslagter de sultne dødsgængere. 

Specielt én scene står forrest, når anekdoterne om filmen skal fortælles. Sent i filmen får vores overlevende helte fat i en helikopter. De når lige ind i cockpittet, inden de bliver omringet af zombierne. Chopperen letter, og i stedet for at flygte, peger piloten snuden mod jorden, så rotorbladene fungerer som en kæmpe zombie-klipper – og man ser hoveder og legemsdele flyve til alle sider. Det lyder sikkert grumt og ulækkert, men det er samtidig godt tænkt, skrevet og lavet. Det må blive en af jubelscenerne i zombiefilmens historie.

De ultra makabre scener serveres med humor og visuelt overskud og elegance, og det afmonterer de ellers voldsomme begivenheder, så det aldrig bliver andet end film, når film er bedst. Vi kan alle sammen se, at det er film – vi ved, det er film, og derfor kan man trygt læne sig tilbage og nyde løjerne.

Rodriguez’ bidrag til ”Grind House” er som film bedre end Tarantinos. ”Planet Terror” er en langt mere ren fortolkning af den beskidte splatter-genre.

Planet Terror er definitionen af cool. Super lækre seje tøser, smarte koldblodige mænd. Kæmpe våben og et arsenal af one liners, der bliver skudt af hele filmen igennem.

Uanset at elskere af kunstfilmens traurighed ville hævde, at dette her er vulgært og en omgang kommercielt fræs, så vil jeg påstå, at det er alt andet end det. Det kræver et ekstraordinært talent at lave en film som ”Planet Terror”. Grind House-genren – kitch og kult – er mindst lige så populær på verdensplan, som filmatiseringer af periode-litteratur. Det vil sige, at det er lige så svært, at lave en perfekt hyldest til b-filmen, som det er at lave en fortolkning af litterær mursten. Iderigdommen i hver scene i ”Planet Terror” er så gennemført scenografisk og æstetisk, at den ikke minder om noget andet på filmscenen. Det er minutiøst orkestreret af Rodriguez, som igen beviser, at det er ham mere end nogen anden lige nu, der udvikler den del af filmen, der hører til om natten – for de få, for de mærkelige – for alle dem, der elsker de ekstremer som Rodriguez’ visuelle extravaganza tilbyder.

The Messengers

Tror du på spøgelser?

”The Messengers” er et godt gys med masser af bøh-effekter. Filmen er designet til de ældste teenagere, der er trætte af Harry Potters briller og flyvende kosteskaft.

Af Søren Høy

The Messengers

USA, 2007

Instruktion: Oxide Pang og Danny Pang

84 minutter

Premiere i Palads (Kbh) og BioCity (Århus)

4 stjerner

Hvad gør dig bange, kære læser? Altså på film. Er det en lædermaske-psykopat med en motorsav? Eller er det Jack Nicholson med en økse på et øde hotel? Er det måske noget med Djævlen himself, der kigger ud gennem en lille piges gule øjne?

Det kunne måske også være spøgelser? Der er et eller andet med de spøgelser, er der ikke? Det er svært helt at afvise dem, selv med sund fornuft og rationelle forklaringer på det meste, der foregår.

Asiatiske filmmagere er begejstrede for spøgelseshistorier, og de har fundet en form på de psykologiske gys som absolut virker. Asiaterne skaber genkendelige universer, hvor de præsenterer os for en virkelighed og en frygt, som vi kender. Familie, hverdag og ikke mindst børn. Det er børnene, der oplever de horrible scener, og de voksne står magtesløse, uden mulighed for at beskytte børnene fra den truende parallelverden.

Hong Kong-brødrene Pang brød igennem i 2002 med ”The Eye”. En blind pige får lavet en øjenoperation, og hun får en lille ekstra skræmmende overraskelse, da hun kan se igen. Hendes nye øjne tilhørte en pige, der blev dræbt – og nu ser vores lille pige alt det, som den dræbte pige så. Enkelt og hårrejsende.

Samme enkle set-up bruger Pang-brødrene i ”The Messengers”. De er taget til USA med en historie, der udspiller sig derude, hvor drømmen om et godt liv minder mere om et mareridt.

En familie flytter ind på et udpint og forladt landsted. Farmand har en landmandsdrøm, mor vil have tryghed, teenage-datteren vil hjem til byen, og den lille dreng ser vansirede spøgelser kravle ind og ud af væggene. Der er foregået ting i det hus, som effektfuldt opklares for os med hårrejsende scener.

Det er en genre-film det her. Det er gys for gysets skyld. Så hvis nu læserne er lidt bange for spøgelser i forvejen – hvis nu læserne skal på sommerferie i ødemarken, hvor kragerne vejer 20 kilo og gør af en – så kan ”The Messengers” med sikkerhed sørge for, at man lytter lidt mere efter stemmer fra kælderen og kravlen på loftet.

Vacancy

Psycho ultra light

”Vacancy” er en klaustrofobisk og ind i mellem ganske spændende gyser/thriller med en venlig hilsen til mesteren Alfred Hitchcock.

Af Søren Høy

Vacancy

USA, 2007

Instruktion: Nimród Antal

85 minutter

3 stjerner

”Vacancy” er bygget op, som Hitchcock yndede at gøre det. Langsomt lærer vi vores to hovedpersoner at kende. De kører om natten. De har problemer i forholdet, og som et billede på den ægteskabelige situation bryder bilen sammen, og historien udvikler sig til er en opdateret ”Psycho”.

Der forgår ting ude i intethedens USA, som man ikke rigtig føler sig tryg ved. Parret ankommer til et ensomt, nedslidt motel. Ingen andre gæster, utrygt, kakerlakkerne myldrer rundt på værelset, og musikken fortæller os, at det kun er et spørgsmål om minutter, før balladen banker på døren.

Tosserne der arbejder på motellet laver snuff-film med motellets gæster. Lukker dem inde, driller dem, driver dem til vanvid for til sidst bestialsk at myrde dem, alt mens motellets perverse direktør sidder i sit baglokale, og klipper mellem de mange kameraer, der er installeret på værelset.

Det er faktisk et godt gyseligt set-up. Og måden vores to hovedpersoner opklarer motellets natlige løjer på, er præcist fortalt i lavt tempo.

Som i stil med den store Hitchcock, så er scenen rundt om motellet bygget op med få personer. Alle har en funktion i forhold til handlingen, og der kommer ikke alle mulige forstyrrende figurer rendende ind og ud af filmen. Enten er de mordere eller også er de ofre. Og som i Hitchcocks film bliver der holdt klædeligt igen med de grafiske blodsudgydelser, og i stedet skabes stemningen med lyssætning og et godt koreograferet kameraarbejde.

”Vacancy” er som så mange andre moderne horror-film strikket sammen med en temmelig løs plot-maske. Der sker en del totalt uforklarlige ting, som ikke engang fungerer i det drabelige univers. Hvornår lærer de amerikanske gyserforfattere dog at skrive et filmmanuskript, der holder hele vejen gennem filmen? Det trækker en stjerne fra, men den vil jeg så til gengæld sende op i filmhimlen til Alfred Hitchcock, der endnu engang kan kigge ned og se, at hans ånd og stil stadig lever på lærredet.