Monthly Archives: oktober 2013

Rumfilm

’Gravity’ er årets bedste film. Uden den store konkurrence. En fantastisk fabel af bibelskedimensioner. Så enkel og smuk, så kompleks og uendelig.

Billedresultat for gravity movieFilmen er den mest rene rumfilm i mange år. Det er ikke en horror film med gespenster og helvedes-huller, som de to eneste medvirkende i kropsligt hylster, Sandra Bullock og George Clooney, skal forholde sig til.

’Gravity’ er et teknisk vidunder. Aldrig før har en kunstfilm (tag ikke fejl, det er kunst det her…) udnyttet 3D og visuel opfindsomhed med samme dybde og troværdighed. Løjerligt ord at bruge om en rumfilm, men den virker troværdig. Instruktøren Alfonso Cuarón og hans magiske hånd på kameraet, Emmanuel Lubezki, bør I opleve.

Jeg er stor fan af rumfilm. Science fiction er en anden favorit – og rumfilmen er vel en undergenre af den videnskabelige fiktion. Dog med den afgørende forskel at den ægte rumfilm forholder sig til en Jord, der ligner den, vi kender. Altså at verden ikke er gået bonkers, at der findes en virkelighed uden kloner og robotter hvor den følelsesmæssige kontakt stadig er intakt.

En lille samling af de bedste i prioriteret rækkefølge:

2001: A Space Odyssey (1968) af Stanley Kubrick

Solaris (1972) af Andrei Tarkovsky

Solaris (2002, remake) af Steven Soderbergh

Moon (2009) af Duncan Jones

Dune (1984) af David Lynch

Apollo 13 (1995) af Ron Howard

Contact (1997) af Robert Zemeckis

Staldtips om Tarok

Af Søren Høy, Viasat Film

Bag ’Tarok’ er holdet, der i marts 2012 havde premiere på ’Hvidsten Gruppen’. En film der trodsede alle forudsigelser og solgte cirka 760.000 biografbilletter og senere mere end 150.000 DVD’er.

I filmbranchen er der konstant snak om, hvor mange billetter vi tror, at de danske film sælger.

Uanset om det er distributører, producenter, biografejere, instruktører eller skuespillere, som jeg møder, så falder snakken på billetpotentialet. Meget få tager sig tid til at vurdere de kunstneriske dimensioner. Film er en kostbar kunstform, og der bliver kun lavet film, hvis der bliver tjent penge.

Mine vurderinger er historisk lige så flyvske som alle andres, når det handler om vurderingen af det kommercielle potentiale, men efterhånden har jeg fundet en model, som virker bedre og bedre.

Dels ser jeg naturligvis på filmens kvalitet. Det er yderst sjældent, at en film uden appel til et specifikt publikum sælger stort. Desuden er markedet en faktor. Hvilke film er ude på samme tid. Sidst men ikke mindst er der genkendeligheden i tema og stil. Vi er ikke normalt specielt eksperimenterende i vores filmvalg, og derfor er der en tendens til, at vi vælger ting, som vi kender i forvejen. Danskerne er mildt sagt kunstnerisk konservative.

Da ’Hvidsten Gruppen’ kom ud troede alle eksperter, at ’En Kongelig Affære’ nemt ville blive årets mest sete film. Flere havde dog overset, at filmen taler til en jysk ånd, der ikke findes i Storkøbenhavn.

Sammenholdet, den nationale fortælling og genkendelighed.

Efter at jeg havde set ’Hvidsten Gruppen’ vidste jeg af de årsager, at den ville banke bunden ud af markedet.

Københavnerne rystede opgivende på de kloge hoveder, da jeg fremførte prognosen.

Billedresultat for kvinden i buret18 måneder senere er jeg mere skeptisk på ’Taroks’ vegne. Dels er ’Kvinden i Buret’ for stærk for alle konkurrenter. Den film runder 800.000, inden den er færdig.

Billedresultat for Spies & Glistrup’Spies & Glistrup’ har allerede mindet os om 70’erne med cirka solgte 330.000 billetter. Desuden er ’Tarok’ ukendt og hestens meritter udenfor pensum for generationen under 40. Modsat ’Hvidsten’ der stadig ligger tæt på undervisningen i de sidste folkeskoleår. Sidst men ikke mindst har filmen haft en nærmest uforståeligt usynlig markedsføring, hvilket gør at den skal hente sit primære publikum hos pensionisterne, der husker Tarok.

Uanset filmes kvaliteter tror jeg, at ’Tarok’ får svært ved at trave endnu en sejr hjem til Stald Grasten.

Børnenes biografferie

Af Søren Høy

Efterårsferien tilhører børnene. Som aflad for hverdagens manglende opmærksomhed får de lov til at bestemme. Nu er det dem, der skal designe dagene i det omskiftelige vejr, hvor det virker oplagt, at lave ting der foregår indendørs – og det er her, at biograferne kommer ind i billedet.

Biograferne har traditionelt ultimativ højsæson i efterårsferien på grund af børnene. Der er vanligt tre-fire film, der er designede til de yngste i familien. I år er det børnesuperhelten ’Antboy’, de animerede danske antihelte i ’Olsenbanden på dybt vand’ og amerikansk metervare med enkle, fordøjelige titler ’Turbo’ og ’Planes’. Begge amerikanske film handler om dyr og talende mekanik. I sig selv eventyrligt men også en form, der for længst har nået et mætningspunkt.

“Turbo”

Netop animationsfilmene er blevet et problem. I mange år gav de nye filmoplevelser. De var lavet med finesse. Legen og fantasien kombineret med udsøgt medmenneskelighed gav dramaer, der var lige så gyldige for en ny generation, som Chaplin, ’ET’ og ’Gummi Tarzan’ havde for dem, der nu har rynker om øjnene.

De nye animationsfilm fjerner børnene fra virkeligheden. Der er ingen budskaber, der er ingen udfordringer. Det eneste der står tilbage er koloreret brain candy. Børnene husker ikke filmene, de lærer intet af dem, og i et voldsomt øjeblik kan man hævde, at de bliver en smule dummere af at se dem.

Det gør ondt på både min filmiske sjæl og åndelige opdragelse, når jeg ser, at en udvanding af nationalt arvegods i ’Olsenbanden’ udmanøvrerer nyskabelsen i ’Antboy’. Jeg får ondt i troen på fremtiden, når jeg ser lallende, pleasende forældre i kø til et ligegyldig amerikansk farveladeshow, hvor børnene er blevet programmerede af en mega-kampagne, så de faktisk står i køen og tror, at skal se en interessant film.

Børnene har selvfølgelig ikke skylden. De er bare børn, og vil til enhver tid vælge vingummi fremfor rugbrød.

Vi voksne er derimod synderne.

Hvem af jer forældre har sidst set en børnefilm, der gav lyst og mulighed for diskussion og refleksion med børnene efterfølgende?

Bruger I tid på at overveje, at filmene skal kunne mere end udfylde 90 minutters grå efterårsferie?

Har vi mistet kvalitetssansen på børnenes vegne?

Har vi selv smidt fornuften og lysten til udfordring ud i børnenes kulturelle opdragelse udelukkende for at underholde dem?

Noget tyder på det, og det er skræmmende.

Svensk inspiration

Af Søren Høy

Svenskerne er foran danskerne, når det gælder kulturel udvikling og kapitalstærke kunstneriske tiltag.

I 1970’erne og 80’erne var det indenfor popmusikken, at vores naboer i det uhyrligt langstrakte land gav os en kommerciel lektion, som vi vel aldrig helt er kommet os over. De hamrede hits ud på alverdens toplister, og de smilende omkvæds-snedkere blev stjerner i en branche, hvor en døgnflue knapt overlever nattens udskejelser.

Svenskerne har skabt spændingsplot, før vi forstod, at krimier er alt, folket vil have.

Alt fra Jan Guillous ’Hamilton’ over Sjöwall og Wahlöös ’Beck’ til Stieg Larssons ’Millennium’-fænomen var kæmpe succeser, før det gik op for os, at vi selv havde tilsvarende evner og historier.

Filmproduktion er ingen undtagelse. Film i Väst i Västra Götaland tiltrækker ekstraordinære produktioner til den grå betonby Trollhättan. Mod signifikant kontant indskud og med stor produktionserfaring har de fået fingrene i majoriteten af de væsentligste film, der er lavet i Skandinavien de seneste 15 år samt efterhånden en imponerende række af internationale produktioner.

I 2013 er vi i gang med at forsøge med en tilsvarende filmfond i København.

TV-serier er tidens absolut bedste samtaleemne. Det vælter ud med kvalitet i et så hysterisk tempo, at man er nødt til at tage et par års orlov, hvis man skal have samlet op.

Også her er de blå/gule ikke overraskende en generation foran os. I 2005 skabte de en kæmpe succes med ’Wallander’, der senere blev indspillet på engelsk og tysk og dermed pludselig henvender sig til et markant større marked. Fremsynet og internationalt tænkt.

Flere år senere fandt vi på ’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og ’Broen’.

Seneste ide, som vi burde kigge nøje efter, er, at Svensk TV4 netop har lavet deres første amerikanske sit-com. ’Welcome to Sweden’ mønstrer imponerende et par af tidens førende komikere i Amy Poehler og Will Ferrell, der begge garanterer et publikum og en kvalitet, der er uhørt for en skandinavisk produktion.

Serien handler om en New Yorker-fyr, der flytter til Sverige sammen med sin svenske kæreste. Serien er netop blevet købt af det store amerikanske network NBC, der i øvrigt også sender kannibal-krimien ’Hannibal’ med Mads Mikkelsen i titelrollen.

Det er svært ikke at være voldsomt imponeret over svenskernes evne til at skabe rammer for kreativ udvikling af nytænke formater og ideer.

Vi behøver ikke se forfærdelig langt, for at få inspirationen til den næste danske succes.