Monthly Archives: august 2014

De danske Oscar-chancer

Dagens store premiere er ’Kapgang’. Niels Arden Oplevs morsomme, eftertænksomme og charmerende tilbageblik på provins-Danmark i 1970’erne. Filmen vil med sikkerhed finde et godt og stort publikum i Danmark. Vi er vilde med portrætter af os selv, og vi nyder, når en dygtig fortæller tager os tilbage til en tid, vi pludselig husker tydeligt, når vi ser detaljer som de toptunge frisurer og hører puddelrock fra de store kassettebåndspillere. Der er noget med den nationale nostalgi og erindringens romantik fra dengang, hvor livet var lidt mere simpelt. Før den digitale forstyrrelse, effektiviseringer og de brudte familiemønstre.

Niels Arden kender det terræn og de typer, som vi danskere møder i ’Kapgang’. Den foregår i Sdr. Omme, han kommer fra Oue. Den kyndige i jysk geografi vil vide, at der er et par timers kørsel mellem de to byer, men dengang lignede små provinsbyer hinanden. Vi var tættere på hverandre, vi var mere ens, vi havde de samme referencer og dyrkede ikke forskelligheden, som mange i dag sætter en dyd i.

Billedresultat for en du elsker
En du elsker af Pernille FC

’Kapgang’ er den bedste af de tre film, der kan blive det danske Oscar-bidrag til uddelingen, der forgår til februar i Los Angeles. De to andre er Nils Malmros’ ’Sorg og Glæde’ og ’En du elsker’ af Pernille Fischer Christensen. Den danske Oscar-komite, bestående af folk fra filmbranchens forskellige brancheforeninger, nominerer i første omgang tre film. De samme mennesker vælger så om cirka tre uger den endelige film. Den procedure er lidt løjerlig,

Billedresultat for sorg og glæde
Sorg og Glade af Nils Malmros

men baggrunden er formodentlig, at komitéen gerne vil vise den samle filmbranche, at der dels er en refleksion over den bedst egnede kandidat, samt at der tidligere var meget kritik af en topstyret proces, hvor det bare blev meldt ud, hvem der var nomineret. Nu virker det mere som en demokratisk proces.

De senere år har Danmark været nomineret med ’Jagten’, ’En Kongelig Affære’ og vundet med ’Hævnen’. Alle film med internationalt snit, globaliserede historier fortalt med en dansk vinkel. Det var film med imponerende festivalliv og med kampagner tilrettelagt af filmenes amerikanske distributører, der både kender markedet og mulighederne.

I år er der ikke en oplagt kandidat som de nævnte tidligere år. Det nationale står foran det internationale.

Ingen af filmene har det udsyn og en genkendelige historie, der rækker ud over det talte sprog og referencerammen i filmen.

Desværre tror jeg ikke, at vi får en dansk spillefilm til Oscar i 2015.

 

Hvor er lysten til at se danske film?

’Det andet liv’ havde premiere i et begrænset antal biografer for 14 dage siden. Filmen fik en flot presseeksponering med magasin- og avisartikler, Tv-indslag og masser af radio-minutter. Den modige instruktør Jonas Elmer blev interviewet om metode, webdating og nutidens unge. Charmerende Karen, der normalt bruger sit fornavn i musikkens verden, fortalte om kærlighed og kunst. Den tidligere ’Nattergal’ Uffe Rørbæk måtte rundt om tinnitus og livet efter de 50. Med andre ord adskillige fokuspunkter hvor publikum havde muligheden for, at finde sig selv.

Den store indsats er indtil videre blevet honoreret med 1014 solgte billetter.

Konklusionen er vel, at pressen er mere interesserede i filmen og folkene bag, end publikum er?

Billedresultat for Klassefesten 2
Billede fra “Klassefesten 2” 

14 danske spillefilm har haft premiere i årets første 8½ måned. ’Far til Fire’ og ’Klassefesten 2’ klarede sig flot ved lugerne. ’Kartellet’ og ’En du elsker’ gjorde det rimeligt. De fire film har solgt 1,2 millioner ud af de 1,5 millioner billetter, der samlet er solgt til danske film hidtil i år.

Resten har reelt set enten underpræsteret eller floppet. Flere at filmene har det, som vi ellers går og brøler om, at vi savner i danske film. Nye ansigter, genrefilm og fortællinger fra miljøer, der ikke kan nås med et solidt stenkast fra Rådhuspladsen i København.

’Klumpfisken’, ’Når dyrene drømmer’, ’Lev Stærkt’ og ’Detektiverne’ forsøgte at gradbøje genrer, og i de nævnte film var der mulighed for at opleve en række skuespillere, der ikke optræder i populære serier og i danseprogrammer. Nye friske typer der ikke er spolerede af reklamer og overeksponering. Det pauvre resultat for filmene viser, at de nye ansigter ikke kan trænge igennem hos publikum, og det bekræfter kun branchen i, at de skal satse på den velkendte folkelige garde. Filmene blev set af så få, at de på ingen måde ramte de målgrupper og nicher, de var tiltænkt.

Publikum har mistet tiltroen og lysten til danske film, der udfordrer dem. De fravælger filmene fremfor primært det amerikanske udbud. Det er for så vidt forståeligt, for der ved man, hvad man får.

Billedresultat for Kapgang
Kapgang

Året vil sikkert blive reddet statistisk af ’Kapgang’, ’Fasandræberne’, ’Krummerne’ og Bille Augusts ’Stille Hjerte’. Men det ændrer ikke på, at vi står i en problematisk situation, hvor filmbranchens store udfordring er, tilliden til de danske film skal genvindes.

Bag om kameraet

”Hvorfor må jeg ikke være med, når der er kriser på settet?,” spørger Liv Corfixen sin mand i ’My Life Directed by Nicolas Winding Refn’. Svaret hænger tavst ubesvaret i luften mellem parret. Han er bange for at blotte sig. Han er skrøbelig, filmen ’Only God Forgives’ ligeså og det samme er de store stjerner på rollelisten. Heldigvis må Corfixen gerne være med, når der er krise i familien, hvor Refns karriere bestemmer tempo, humør og ømhedsniveau. Det er her, at filmen er original, sjælden og indsigtsfuld.

Det er tidsåndens form. Ind bag facaden og attituderne – autenticitet og ærlighed. Bag om kameraet på Refns seneste film er blevet en film bag om ægteskabet mellem Corfixen og Refn.

Bag-om-filmen-genren har altid været problematisk. Jeg har selv lavet adskillige til flere af de seneste 15 års bedste danske film, uden at finde formelen med en stærk selvstændig historie. Ingen ønsker vidner til den besværlige kunstneriske proces.

Der er kun få undtagelser.

En er historien bag Roberto Rodriguez’ kulthit ’From Dusk till Dawn’(1996). Filmen vandrer stadig rundt blandt fantasy-nørder og B-film-aficionados, da den udvikler sig fra en low-fi gangster komedie til high-fly og fræk vampyrfilm. Filmen bag filmen hedder ’Full Tilt Boogie’ (1997). Det er en stærk og menneskeligt langt mere brutal historie om en film, der konstant er på randen af sammenbrud, om skandaler og intriger, drukture og en et par hovedroller, der er nødt til at finansiere filmen, for at den kan gøres færdig.

I den prisvindende kategori skal ’Hearts of Darkness’ (1991) ses af alle filmfreaks. Historien om Francis Ford Coppolas djævelske Vietnam-mesterværk ’Apocalypse Now’ (1979) er filmet af datteren Eleanor, der med fri adgang til Marlon Brandos egocentriske, kunstneriske fuldkommenhed og Dennis Hoppers totale, syrebaserede galskab har skabt et selvstændigt værk, der stadig står som den bedste og væsentligste bag-om-filmen i historien.

Den aktuelle film kæmper mod, at vi har vænnet os til den hudløse ærlighed på skærmen og lærredet. Før der gik følelser i kommunikationen, var stjerner og problemer forbeholdt en lukket kreds. Nu er den slags normal marketing og spin.

Billedresultat for ’My Life Directed by Nicolas Winding Refn’’My Life Directed by Nicolas Winding Refn’ bliver ikke en billetmagnet i sommerbiograferne. Den er lavet til hard core fans som et dokument, som en familiær status, over livet med Refn bag kameraet.

Selvmord i Hollywood

Tirsdag morgen stod verden op til endnu et selvmord i filmbranchen. Robin Williams, komikeren, skuespilleren, Oscar-vinderen og far til tre børn, havde kvalt sig selv i sit hjem i Tiburon i San Francisco. Han blev 63 år. Han efterlader en familie i sorg og frustration. Trods et liv med heftigt kokain- og alkoholmisbrug og en kamp mod gentagne depressioner, havde hans hustru og øvrige familie nok ikke set den ultimative slutning komme så pludseligt.

Billedresultat for Philip Seymour HoffmanTidligere på året var den dygtige og sympatiske Philip Seymour Hoffman forrest i nyhedsstrømmen. Han havde valgt at pumpe sig så grundigt med heroin, at han i en alder af 46 år efterlod sin kone og tre børn, der formodentlig kommer til at bekoste adskillige psykolog-timer i de kommende mange år. Verdens filmfreaks var også i sorg. Men det var som om, at mange valgte at overse, at han i det øjeblik han drattede om på sit badeværelse i New York, ødelagde sin families liv.

Selvmord og spektakulære dødsfald i Hollywood er på løjerlig vis blevet normalt. Det er blevet en del af myten og den store fortælling om stjernernes storhed og fald. Nogle dør som følge af hårde stoffer, og det er som oftest svært at få helt klarhed over, om de begår selvmord eller om de tog en overdosis ved en fejl. Beklageligvis er udfaldet det samme.

I timerne og dagene efter dødsfaldene vælger vi som regel at skubbe dødsårsagen i baggrunden. Det er som om, at vi accepterer, at en stjerne begår selvmord, og at det hører til branchens vilkår. Som om det er en kalkuleret risiko, når man nu arbejder med de største følelser og i en branche, hvor buffeten altid er fyldt op med alt det, der nedbryder os.

De senere års selvmord har ændret min opfattelse af de døde stjerner. Jeg vil ikke udelukkende hylde dem for deres professionelle liv, men også kritisere dem for deres private valg. Jeg tænker mere på de efterladte end på stjernens ret til at tage sit eget liv.

Vi tager kun stilling til det nemme og det åbenlyse; nemlig stjernernes karriere som vi kanoniserer efter deres selvvalgte død. Hvad med de efterladte?

Måske placerer vi sympatien et forkert sted?

Billedresultat for Tony Scott
Tony Scott, der døde d. 19 august 2012

 

Robin Williams, Tony Scott, Heath Ledger og flere andre plagede sjæle, valgte, at give sorgen videre til familien og vennerne, der nu formodentlig lever uafklarede resten af deres liv. Vi andre vender tilbage til normalen i morgen, hvor den døde stjerne blot er endnu et navn på en meget lidt flatterende selvmordsliste.

 

2403

Det strømmede ind med sympatierklæringer. Barack Obama viste sit folkelige ansigt med et tweet, der senere blev fulgt op af eliten i Hollywood. Williams var elsket. Han var en sjælden folkelig figur i et miljø, der ikke er kendt for at dyrke de menneskelige sider.

Williams baggrund som komiker bliver genoplivet med klip fra hans mange shows, hvor han ironiserer og satiriserer over sit eget misbrug. Nu har det ikke

 

Superstjernerne og Gaza-konflikten

Der er ballade i Hollywood i de her dage. ”Dette her minder mig om vores branches naivitet,” er sidste nyt i den debat, der er opstået efter at de spanske superstjerner Penélope Cruz og Javier Bardem, har underskrevet et avis-publiceret brev, hvor de appellerer til, at bombningen af civile palæstinensere ophører.

Billedresultat for Relativity MediaDer er nok ikke mange danskere, der kender den indflydelsesrige power-producent Ryan Kavanaugh, der er manden bag det indledende citat. Inden han når sin 40-års fødselsdag, har hans firma ’Relativity Media’ finasieret og produceret cirka 200 film. De har indtjent 17 milliarder dollars på verdensplan, og har fået hele 60 Oscar-nomineringer. Branchen lytter, når han taler.

De fleste danskere har nok hørt om ægteparret Javier Bardem og Penélope Cruz. Begge Oscar-vindere, begge stærkt appellerende for de respektive køns øjne, begge med venner blandt filmbranchens mest attraktive skikkelser. De er også begge en del af den meningsgeneration, der har ændret spillereglerne og traditionerne i filmbranchens centrum.

Hvor en skuespiller tidligere ikke måtte mene alt for meget, da det kunne skade deres karriere og folkelighed, kom det på mode, at mene noget om alt. Stjernerne fik mærkesager. Leonardo DiCaprio er miljømand. Angelina Jolie støtter verdens flygtninge. George Clooney er Barack Obamas ven. Listen fortsætter og inkluderer snart sagt alle tænkelige udsatte grupper, fænomener og konflikter.

Kavanaugh sidestiller den ensidige sympati med palæstinenserne som et udtryk for antisemitisme eller ignorance. Efter hans kommentar har Cruz og Bardem nuanceret deres deltagelse i den før omtalte fælles anmodning til EU om fordømme de israelske bombninger. Cruz erkender, at det er en mangesidet konflikt, og at hun ikke er ekspert. Bardem tager tydelig afstand fra de antisemitiske anklager og kun ønsker fred.

Sangerinden Rihanna, ikonet Madonna, den dygtige skuespiller Mark Ruffalo og teenidolet Selena Gomez har alle måttet ratificere, forklare og sågar trække udtalelser tilbage den seneste uge. Alt de egentlig vil, er fred i verden.

Sagen viser, at det er umådelig svært, at have den rigtige holdning til denne konflikt. Hvad der muligvis er tænkt som et humanitært budskab og sympati, opfattes som religionskrig.

Mens stjernerne tydeligvis er valset ud i et minefelt, er konklusionen vel, at fred er godt, men vælge side i denne konflikt er skidt, hvis man altså har tænkt sig en karriere i Hollywood.