Monthly Archives: februar 2014

Oscar showdown

I nat sker det. Verdens fornemmeste filmpris uddeles mellem klokken 02.30 og 05.00 dansk tid. I Hollywood er det lige midt i aftenkaffen, hvor ABC, der transmitterer showet, håber på, at cirka 40 millioner amerikanere har trykket på Oscar-knappen på fjernbetjeningen.

Oscar var i 2013 den 7. mest sete tv-udsendelse i USA, og den på listen eneste, der ikke var sport. Det siger både noget om sportens magt, og at Oscar stadig har en særegen position, når det handler om kunst og kultur.

Oscar har været i kommerciel krise i flere år. Sagen er den, at seertallet har haft voldsomme udsving, og derfor har showet har mistet en del af sin muskel overfor annoncører og sponsorer. I 1998 havde Oscar 55 millioner seere. I 2013 var tallet 40. Det er så markant en nedgang, at producerne har famlet rundt efter den kode, der kunne få specielt de yngre seere tilbage til skærmene.

Oscar har forsøgt sig med yngre værter, som man antager, at de yngre seere genkender og at de nye stjerner vil gøre sig bedre i virale kampagner og på sociale medier.

De har forkortet og forlænget showet. De har flået komikere og sangnumre ind og ud af showet – uden at give nogle af tingene plads og tid til at forankre sig hos seerne, der med det nuværende flagreri hvert år skal vænne sig til en ny form og stil.

Årsagen til seerflugten er filmene. Siden år 2000 er Oscar-filmene blevet stadigt smallere publikumsmæssigt. Det er efterhånden kunstfilm, der bliver nomineret. Film som kun meget få mennesker har set, og har seerne ikke set filmene, interesserer de sig ikke for, hvem der vinder. Der er lavet grundige analyser i USA af den nuværende situation, og billedet er tydeligt.

Hvis ’12 Years A Slave’ vinder i nat, så er det igen en lille film i amerikansk forstand, der bliver årets film. Den har indspillet 46 millioner dollars, hvilket er en bagatel i USA. Heller ingen har set ’Dallas Buyers Club’ og ’Blue Jasmine’ der løber med skuespillerpriserne.

Teorien er, at seerne føler sig talt ned til og overmandet af de 6000 bedrevidende akademimedlemmer, som åbenbart synes noget helt andet end familien-Amerika.

Oscar er ikke længere en familiebegivenhed men en parade af kvalitet og markante politiske film. Det er en sund udvikling for os åndssnobbede europæere, men tydeligvis ikke i den gyldne statuettes hjemland.

Kunsten at se kunstfilm

Overskriften har sikkert allerede fået de første til at løbe skrigende væk. Det viser statistikken i alle tilfælde, at de fleste gør, når de kommer i nærkontakt med en kunstfilm.

Kunstfilmen er modsætningen til mainstreamfilmen. Det er den smalle film, der som udgangspunkt er tiltænkt et søgende publikum, der vil udfordres, og ikke lader sig skræmme af komplicerede handlinger og ekspressionistiske dimensioner, der kræver analyse og refleksion.

I dag har en af de her krævende kunstfilm premiere. Det er den store Oscar-favorit ’12 Years a Slave’ der handler om 1840ernes raceopdelte USA, hvor frihedskampen blev kæmpet indenfor de nationale grænser. Filmen er lavet af britiske Steve McQueen, der før han begyndte at lave spillefilm, var en respekteret, eksperimenterende visuel kunstner, der som oftest fik sine film vist på gallerier og expo’er for et smalt avantgarde publikum.

’12 Years a Slave’ har indspillet 46 millioner dollars i USA her 10 dage før, Oscarshowet bliver fyret af. Den store konkurrent, 3D-rumextravaganzaet Billedresultat for gravity movie’Gravity’, har til sammenligning rundet 700 millioner dollars på verdensplan. ’Slave’ er i amerikansk økonomisk forstand en lille film. Den har en stærk social og samfundskommenterende dimension. Den trækker lige linjer til nutidens flygtninge, immigranter og minoriteter, der marginaliseres og udstødes på grund af frygt, nationalisme og protektionisme. Den slags bliver aldrig mega populært hos publikum. Temaerne er for krævende. Man skal sætte sig ind i alt for meget. Alt fra historiens autenticitet og korrekthed til metaforer og analogier i den måde, hvorpå historien fortælles. Man er som publikum nødt til at tage stilling. Når filmen er slut, så kræver det, at man taler om filmen og konsekvenser af den førte politik, som filmen problematiserer. Faktisk kræver denne type film, at man handler, og gør noget ved de urimeligheder, som vi er i gang med gøre til normaliteter.

Jeg møder ofte folk, der ikke orker se de her ’kvalitetsfilm’, som de paradoksalt kaldes i USA. Det er langt nemmere at se en komedie, erkendt. De vil som regel ikke publikum mere, end det der kan afvikles på 90 minutter.

Det kræver kontinuitet og tilvænning at se kunstfilm. De fleste kan heller ikke lide sushi første gang, de smager det. Man skal øve sig, udfordre sin filmsmag og hele tiden turde se noget, som udvikler og ændrer vores syn på verden.

Oscar 2014.

Af Søren Høy

Der er små tre uger til årets Oscar show. Analytikere, statistikere og branchefolk har deres lister klar med favoritter til de store priser. I USA er Oscar big business. Det er helt normalt, at et selskab bruger op mod 10-15 millioner dollars på at få en film med til Oscar. Pengene bruges på annoncering, plakater, udsendelse af DVD’er til akademimedlemmer, lækre middage for udvalgte honoratiores – alle tricks gælder på filmens slagmark og hele branchen tjener på en kampagne. Alle fra superstjerne til plakatophænger.

Vurderingen af en statuette kan aflæses ved kasse numero uno. En film som ’Slumdog Millionaire’ (2009) havde indspillet 44 millioner dollars før Oscar, og endte med en total på 377 millioner dollars. Hele verden vil se en vinder, så derfor kan promoverings-investeringen hente sig hjem mange gange. ’Kongens Tale’ (2011) havde en indtjeningsprognose på 30 millioner dollars, da den blev lavet. En lille håndfuld Oscars senere hentede den cirka 450 millioner dollars. Imponerende og tankevækkende.

Der er cirka 6000 akademimedlemmer, der stemmer. Mennesker alle sammen, naturligvis. Og de er til at præge. De læser også aviser og lister med favoritter. Den slags betyder noget. Er man i tvivl, har man en tendens til at stemme på de film, som andre gør – eller man forventer andre gør. Med andre ord betyder det noget, om man ligger højt på de store brancheblandes lister.

Placeringerne på listerne er lavet ud fra følgende kriterier:

– Priser filmene allerede har vundet. Alle fagforbund som forfatterne, instruktørerne, skuespillerne uddeler deres egne priser, og her får vi alle en retning stukket ud. Eksempelvis er skuespillerne den gruppe, der har den største repræsentation i Akademiet. Der er cirka 1200, så de kan medvirke til markant pression og vejning.

– Kampagner. Hvilke film bliver ført frem, og hvilke selskaber er bag filmene. Det er helt afgørende, da et lille selskab sjældent vil have musklerne til at køre en kampagne igennem.

– Buzz. Hvem har the vibe, the hype og hvem promoveres af stjernerne. Det kan flytte mange stemmer hvis nu, en af de store stjerner giver sin offentlige støtte til en film. Hvilken film er frisk, cool eller helt enkelt den film, der har en tidsånd, som giver et tydeligt billede af det forgange filmår.

Det minder påfaldende om en præsidentkampagne.

Nu til min liste. Den kan ændre sig inden showet den 2/3. marts – der kan ske ting, som tilter enkelte kategorier.

Bedste film:

Vinder: 12 Years a Slave

Lige efter: Gravity

Instruktør:

Vinder: Alfonso Cuarón

Lige efter: Steve McQueen

Skuespiller hovedrolle:

Vinder: Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club

Lige efter: Leonardo DiCaprio, The Wolf of Wall Street

Skuespillerinde hovedrolle:

Vinder: Cate Blanchett, Blue Jasmine

Lige efter: Amy Adams, American Hustle

Skuespiller birolle:

Vinder: Jared Leto, Dallas Buyers Club

Lige efter: Michael Fassbender, 12 Years a Slave

Skuespillerinde birolle:

Vinder: Jennifer Lawrence, American Hustle

Lige efter: Lupita Nyong’o, 12 Years a Slave

Adapterede manuskript:

Vinder: 12 Years a Slave

Lige efter: The Wolf of Wall Street

Originale manuskript:

Vinder: American Hustle

Lige efter: Her

Animationsfilm:

Vinder: Frozen

Lige efter: The Croods

Dokumentarfilm:

Vinder: 20 Feet from Stardom

Lige efter: The Act of Killing

Udenlandske film:

Vinder: La Grande Bellezza, Italien

Lige efter: Jagten, Danmark

Cinematografi:

Vinder: Gravity

Lige efter: ingen…

Kostumer:

Vinder: The Great Gatsby

Lige efter: 12 Years a Slave

Klip:

Vinder: Gravity

Lige efter: Captain Phillips

Makeup og hår styling:

Vinder: Dallas Buyers Club

Lige efter: ingen…

Score:

Vinder: Gravity

Lige efter: Philomena

Sang:

Vinder: Let it go, Frozen

Lige efter: Happy, Despicable Me 2

Produktions design:

Vinder: Gravity

Lige efter: The Great Gatsby

Lyd redigering:

Vinder: Gravity

Lige efter: Captain Phillips

Lyd mix:

Vinder: Gravity

Lige efter: Captain Phillips

Visuelle effekter:

Vinder: Gravity

Lige efter: Hobbitten 2

Kort film:

Vinder: Helium

Lige efter: Aquel No Era Yo (It Wasn’t Me)

Korte dokumentarfilm:

Vinder: The Lady in Number 6: Music Saved My Life

Lige efter: Karama Has No Walls

Korte animationsfilm:

Vinder: Mr. Hublot

Lige efter: Room on the Broom

Den hemmelige filmjournalist

Det er på mode – det der med at skrive hemmeligheder. I England har ’The Secret Footballer’ efterhånden skrevet for The Guardian i flere år om livet i omklædningsrummene og hemmelighederne, der udspiller sig der, hvor vi tilskuere ikke normalt får love til at se med. Der er rygter og gætterier om, hvem han er. Man kan sågar spille hos bookmakerne på, hvem det mon kan være. Det bedste bud synes at være Paul Kitson i øjeblikket, hvis nogen ellers husker ham?

Bloggen ’Copenhipster’ gav den gas et stykke tid, hvor en eller anden dandy fyr med opsmøgede bukser og cykelstyrsoverskæg fortalte sandheder om det københavnske natteliv. Det var dybt komisk lige indtil hipsteren bag ordene ikke kunne stå for interessen og whistleblowede sig selv. Thor Martin Jensen hedder han, har jeg googlet mig frem til.

Nu er en politisk suicidal socialdemokrat hoppet på trenden, hvor han (angiveligt er det en han) fortæller røverhistorier fra det politiske kandestøberi. Åbenbart er det så tydeligt for alle socialdemokrater, hvem det er, at det kun er et spørgsmål om dage, før masken falder.

Det er i øvrigt altid lidt kedeligt, når vi finder ud af, hvem der står bag hemmelighederne. Det er som om, at vi altid håber, at det er én med potens, indsigt og position. Ikke bare en forsømt type, der prøver at snyde sig til opmærksomhed.

Det er underholdende for alle os, der tager både fodbolden, København og politik alvorligt. Det er sikkert bekræftelsen for lige så mange på, at det hele efterhånden er et ukontrollabelt cirkus.

I filmens verden er der dagligt hemmeligt materiale nok til at fylde adskillige spalter. Branchen bugner af rygter, sandheder og mærkværdigheder. Sikkert fordi branchen i forvejen er et stort drama, hvor håndværkere, kunstnere, galninge, fantaster og megalomaner på forunderligvis samarbejder.

Det kunne være både sjovt og provokerende for filmbranchen, hvis nogen ville lægge spalter til ’Den hemmelige filmjournalist’. Der er historier, der trænger til at blive skrevet. Der er helt klart filmfolk, der har kriller i kroppen for at få deres sandheder ud, men de er selvfølgelig bange for kollegers reaktion og for at blive sortlistede af systemet.

Vi bærer jo desværre nag mange af os, og det er en lille branche, hvor alle kender alle.

Det er ikke nemt at være ærlig, og derfor kan det fra tid til anden være formålstjenesteligt med anonymitet.

Hermed er opfordringen givet videre.

Årets film 2014

Det har været en forrygende filmmåned.

Hver uge har en ny mange-stjernet film haft premiere. Det skyldes, at selskaberne har lukket flere af de store Oscar-film ud, så de har kunnet bruge det store show som affyringsrampe for filmene. ’Her’, ’Nebraska’ og den store vinder ’12 Years a Slave’ er tre af de film, som I alle burde skrive i kalenderen.

Månedens absolutte skuffelse var George Clooneys ’Monuments Men’, der både er kluntet instrueret og spillet. Jeg er stor Clooney-fan, så det er virkelig trist, at han har lavet så dårlig en film med et ellers godt og stort tema.

Mit system på den progressive liste skal læses sådan, at man i parentesen kan se, hvilken placering filmene havde i januar-måned.

Februar 2014

1. Her af Spike Jonze (1)

Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sit nye OS (operating system) – en computer der har Scarlett Johansons stemme. En syret, smuk og hipster futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens. En forbløffende film.

For anden måned i træk nummer 1.

2. 12 Years A Slave af Steve McQueen (ny)

Årets vinder af Oscar for bedste film.

Bygget på en sand historie er filmen sat i 1841 godt 20 år før den amerikanske borgerkrig. Den respektable bedsteborger i New York, Solomon Northup, bliver kidnappet fra sin familie og solgt til en farmer i de dystre sydstater. Northup er intellektuel, musiker og dekadent. Hans fangeskab ydmyger ham, tager æren og værdigheden ud af ham. Han ser pludselig hvor naivt han levede sammen med sin kone og børn blandt åndsliberale. Dengang var slaveriet sydpå en politisk diskussion med de andre i logen.

3. American Hustle af David O. Russell (2)

Det er en bagatel af en film, men den er super underholdende og primært lækkert og betagende spillet af Amy Adams og Jennifer Lawrence akkompagneret af Christian Bale og Jeremy Renner.

4. The Wolf of Wall Street af Martin Scorsese (3)

Egentlig var jeg ikke mega vild med denne her lidt overgearede film, hvor Leonardo DiCaprio spiller den hysteriske dealer Jordan Belfort i 80’ernes aktie frenzy. Men den hænger ved, så noget må der være i den. Tidsånd, virtuos fortælling og Leo – det må være det.

5. Anchorman 2 – The Legend Continues (4)

Jeg er stor fan af Will Ferrell og betegner Anchorman som en lille komedie-klassiker, der introducerede en parodisk og ironisk stil for det brede publikum. 2’eren er en hyldest til den første – og det er godt, sjovt og ikke mindst begavet skrevet og turneret.

6. Nebraska af Alexander Payne (ny)

Alexander Payne er en stor menneskekender og tegner suverænt profiler, der nemt vinder en plads i vores hjerter. ’Sideways’ og ’About Schmidt’ er på min lange liste med væsentlige film. Helt deroppe er ’Nebraska’ ikke – men historien om en søn og hans fars tur til den tidligere hovedstand for ’The Gold Rush’ (flot analogi) for at hente en lottogevinst, er smuk og åndelig, den er indsigtsfuld og rørende. I øvrigt mindende den mig om David Lynchs mest normale film, ’The Straight Story’, der på samme facon portrætterer den gamle amerikanske drøm og mareridt i samme sætning.

7. Familien af John Wells (5)

’August: Osage County’ skal I google på, når I vil læse lidt mere om denne her fine film. Fornøjelsen er portrættet af familien på bristepunktet. Meryl Streep og Julia Roberts konkurrerer om at være den bedste i alle scener. Rørende og lidt lang.

8. LEGO Filmen af Phil Lord og Chris Miller (7)

Jeg ved sgu ikke. Den rørte mig ikke, jeg er ikke LEGO-freak og kan knapt bygge et hus uden vinduer. Men børnene, der var med, var vilde med den, og jeg lod mig passende rive med. Vil dog se den med originale stemmer på et tidspunkt, da det klart må være det bedste. Opfindsom, loyal og action for alle kuglerne (læs: klodserne).

9. Dallas Buyers Club af Jean-Marc Vallée (8)

AIDS ramt rodeocowboy i 1986. Den burde være lavet for ca. 20 år siden. Den er hverken særligt spændende eller voldsomt dramatisk eller for den sags skyld vildt præcis i sin skildring – men fascinationen er hos de to mænd; Matthew McConaughey (der har haft et pat vilde år med Mud, fed cameo i Wolf of Wall Steet og Magic Mike) og Jared Leto. Begge lander en Oscar om en måneds tid.

10. Kartellet af Charlotte Sachs Bostrup (ny)

Relevant øko-thriller med Anders W. Berthelsen som den idealistiske håndværksmester, der tager en lokal kamp op med kartellerne i byggebranchen. Den er lidt pæn i kanten og kunne have haft en strammere dramatisk skrue – men det ændrer ikke på, at det er en socialt kommenterende og virkelig godt spillet, sjælden tematisk film.

Hvem røg ud:

Robocop

Den Grønne Cykel

Fruitvale Station

Hvem nåede ikke på listen:

Monumenternes Mænd