I nat sker det. Verdens fornemmeste filmpris uddeles mellem klokken 02.30 og 05.00 dansk tid. I Hollywood er det lige midt i aftenkaffen, hvor ABC, der transmitterer showet, håber på, at cirka 40 millioner amerikanere har trykket på Oscar-knappen på fjernbetjeningen.
Oscar var i 2013 den 7. mest sete tv-udsendelse i USA, og den på listen eneste, der ikke var sport. Det siger både noget om sportens magt, og at Oscar stadig har en særegen position, når det handler om kunst og kultur.
Oscar har været i kommerciel krise i flere år. Sagen er den, at seertallet har haft voldsomme udsving, og derfor har showet har mistet en del af sin muskel overfor annoncører og sponsorer. I 1998 havde Oscar 55 millioner seere. I 2013 var tallet 40. Det er så markant en nedgang, at producerne har famlet rundt efter den kode, der kunne få specielt de yngre seere tilbage til skærmene.
Oscar har forsøgt sig med yngre værter, som man antager, at de yngre seere genkender og at de nye stjerner vil gøre sig bedre i virale kampagner og på sociale medier.
De har forkortet og forlænget showet. De har flået komikere og sangnumre ind og ud af showet – uden at give nogle af tingene plads og tid til at forankre sig hos seerne, der med det nuværende flagreri hvert år skal vænne sig til en ny form og stil.
Årsagen til seerflugten er filmene. Siden år 2000 er Oscar-filmene blevet stadigt smallere publikumsmæssigt. Det er efterhånden kunstfilm, der bliver nomineret. Film som kun meget få mennesker har set, og har seerne ikke set filmene, interesserer de sig ikke for, hvem der vinder. Der er lavet grundige analyser i USA af den nuværende situation, og billedet er tydeligt.
Hvis ’12 Years A Slave’ vinder i nat, så er det igen en lille film i amerikansk forstand, der bliver årets film. Den har indspillet 46 millioner dollars, hvilket er en bagatel i USA. Heller ingen har set ’Dallas Buyers Club’ og ’Blue Jasmine’ der løber med skuespillerpriserne.
Teorien er, at seerne føler sig talt ned til og overmandet af de 6000 bedrevidende akademimedlemmer, som åbenbart synes noget helt andet end familien-Amerika.
Oscar er ikke længere en familiebegivenhed men en parade af kvalitet og markante politiske film. Det er en sund udvikling for os åndssnobbede europæere, men tydeligvis ikke i den gyldne statuettes hjemland.
’Gravity’, har til sammenligning rundet 700 millioner dollars på verdensplan. ’Slave’ er i amerikansk økonomisk forstand en lille film. Den har en stærk social og samfundskommenterende dimension. Den trækker lige linjer til nutidens flygtninge, immigranter og minoriteter, der marginaliseres og udstødes på grund af frygt, nationalisme og protektionisme. Den slags bliver aldrig mega populært hos publikum. Temaerne er for krævende. Man skal sætte sig ind i alt for meget. Alt fra historiens autenticitet og korrekthed til metaforer og analogier i den måde, hvorpå historien fortælles. Man er som publikum nødt til at tage stilling. Når filmen er slut, så kræver det, at man taler om filmen og konsekvenser af den førte politik, som filmen problematiserer. Faktisk kræver denne type film, at man handler, og gør noget ved de urimeligheder, som vi er i gang med gøre til normaliteter. 
Søren Høy 