Actionporno

Captain America kyler sit skjold af sted mod en gigantisk dræbermaskine af et fly. Det ligner et rumfartøj, og har potente maskingeværer og detoner-klare raketter stikkende ud fra alle sider. Skjoldet borer sig ind i fartøjets atomdrevne motorer, og det sætter i en hektisk rotation hen mod en skyskraber, som det pløjer ind, og udraderer en hel etage, mens eksplosionerne brager rundt om ørerne på vores helt og hans nemesis, den ondt-programmerede Winter Soldier.

Scenen udspiller sig efter en time og 23 minutter i action-premieren, ’Captain America: The Winter Soldier’ – det seneste bidrag til den uendelige række af superhelte-fortolkninger og –filmatiseringer, der med stor præcision udkommer hvert kvartal.

Høj-oktan scenen er actionporno. Det er et underholdende fænomen, der er opstået de senere år, og som med præcis timing indfinder sig efter cirka 80 minutter i samtlige af de film, der benytter sig af masseødelæggelse af hele byer og specielt skyskrabere og transportmidler.

Actionporno kan bedst beskrives som en umanerlig lang og monoton parade af hysteriske scener, hvor filmenes helt langt om længe er nået til det endelige show down mod über-skurken. De to vil som oftest smadre hinanden ind gennem vægge, vælte biler, busser og tog med skrigende passagerer, der i øvrigt må blive voldsomt traumatiserede over dels at være vidne til to maske/kappeklædte overmenneskers drabelige kamp og dels den umådelige destruktion, som de to stramt udklædte efterlader.

Sekvenserne, som i filmene gerne varer cirka 20 minutter, har hentet deres lidet flatterende navn fra den populære porno-industri, som alle med sikkerhed har regnet ud. Efter et ligegyldigt forspil bygger de op til et hysterisk menageri, og det slutter med en forventet forløsning af det hårde arbejde. End ikke en solid one-liner er der. Ingen ”Yippee-ki-yay, motherfucker” eller ”Hasta la vista, Baby”. Kun grynteri og sammenbidte tænder.

Det virker som om, at folkene bag superhelte-filmene bruger nøjagtig den samme computer, når de skal lave actionporno. Der er knapt forskel, der er ingen variation, der er ingen udvikling og intet interessant i de udmalede scener. Vi er som publikum blevet immune overfor actionpornoen.

De destruerer og larmer – og det eneste jeg sidder og tænker på er, hvor meget det må koste, at rydde op efter de uvorne knægtes voldserotiske leg.

Social media stars

USA bestemmer tempoet, udviklingen og tendenserne i filmens verden. De har de største stjerner, mega budgetter og ikke mindst et teknisk apparat og tradition, der gør, at amerikanerne konstant kan udvikle den filmiske fortælling.

Amerikansk film er også på den forretningsmæssige side mange år foran andre lande. De leder konstant efter nye business-modeller og nye adgange til publikum. Nu begynder vi for alvor at se konsekvenserne af de sociale medier i castingen af stjerner og sammensætningen af produkter, der optræder i de store blockbusters.

I USA er film en industri, hvor det de fleste andre steder er en branche. I Europa kan filmen generelt ikke klare sig uden statslige subsidier, da filmenes økonomi ikke er bæredygtig i sig selv. På vores knapt så stjerne-bedryssede breddegrader er film for dyre at producere i forhold til, hvad der kan indtjenes i biograferne, dvd og tv-rettigheder. Derfor bliver filmen på denne side af Atlanten aldrig andet end en branche, der er afhængig af konjunkturer og politiske luner.

Mekanismerne er tydelige. Hvis producenten finder en hovedrolle, en tv-vært eller performer med mange followers på primært Twitter og Facebook, er de allerede i kontakt med adskillige millioner fans og brugere – og dermed er de tættere på den succes, der kan give annoncører, sponsorer og rettighedspenge.

’Iron Man 3’ er et studie i konsekvent opbygning efter grundig analyse af publikums forbrug og interesser.

Teknikken de bruger, solbrillerne på Tony Starks næsetip, morgenmaden de spiser, bilerne de suser rundt i, stjernerne og moden. Alle havde på forhånd millioner af followers, og derfor kunne filmen kommunikeres direkte til forbrugere, der allerede havde omfavnet de produkter, der findes i filmen. 6.5 milliarder kroner indspillede den ved billetlugerne verden over.

Ellen DeGeneres blev castet som vært for årets Oscar-show. Hun var ikke et oplagt valg profilmæssigt, da hun er tv-vært og ikke har en direkte indgang til filmens verden. Hendes 28 millioner followers på Twitter i den rette målgruppe var medvirkende til, at hun fik den prestigefulde tjans. Hver dag er hun i personlig kontakt med præcis de mennesker, som Oscar gerne vil have til at se showet. Resultatet var, at Oscar fik det største seertal i 10 år.

Stjernen i designer-cool-bilserien ’Fast and Furious’ hedder Vin Diesel. Ingen med sund fornuft vil kalde ham en god skuespiller, men hans power på de sociale medier har skabt en succes, der er uomgængelig. Han var 70 millioner followers på Facebook, som han jævnligt servicerer med back stage billeder og private opdateringer. Dermed er kampagnen for hans film i gang året rundt, og ikke isoleret til et par plakater en uge før premieren. Seriens syv film er mega succeser trods tvivlsom handling, kvalitet og relevans. Den sjette film hentede $800 millioner på verdensplan og havde et signifikant DVD-salg.

Pop-chicks som Rihanna og Katy Perry har hver cirka 120 millioner followers på de to førende platforme. Det er guld værd for enhver producent. Inden længe har de afgørende hovedroller.

Social media stars vil dominere de kommende års blockbusters, tv-shows og reklamekampagner. 

Disneys eftermægle

Walt Disney

”Walt Disney ikke kunne lide kvinder.” Den 18-foldigt Oscar-nominerede, og muligvis den største nulevende skuespillerinde, Meryl Streep, åbnede for nylig en tale til sin britiske kollega, Emma Thompson, med et kontroversielt brag.

Meryl Streep

Streep skulle uddele en pris for Thompsons krukkede portræt af P.L Travers, kvinden der skrev ’Mary Poppins’ i 1934. Travers møder Walt Disney i filmen ’Saving Mr. Banks’. Walt bliver spillet med vanlig blankpoleret overflade af Tom Hanks.

Streep underbyggede med et velkendt citat fra Disney-legenden; ”Jeg stoler ikke på kvinder eller katte.’ Det er lidt svært i nutidens kontekst at indramme, om der er en seksuel reference eller lignende i citatet, men i dag ville det være en klar degradering af både kvinder (eller katte), hvis en chef for et af verdens mest kreative og dominerende firmaer kom med den slags nonsens.

Streep var slet ikke færdig. Hun fortsatte; ”Disney, der bragte glæde til milliarder af mennesker, havde racistiske tilbøjeligheder. Han dannede og støttede en anti-semitisk industrilobby.”

Vi ved efterhånden godt, at et geni er behæftet med en excentrisk adfærd. En afstumpethed og løjerlighed der tit efterlader os andre med en underen over, at nogen overhovedet gider være i selskab med de tosserier. Det er da pudsigt, at enorm kreativ kraft ofte ledsages af et degenereret menneskesyn og en manglende evne til i al enkelthed at opføre sig anstændigt og ordentligt overfor andre mennesker.

Meryl Streeps pointe var tilsyneladende, at understøtte feministen Travers’ umulige kamp mod magtmennesket Walt Disney og muligvis give et billede på kvinders situation i Hollywood.

Dagen efter Streeps tale svømmede filmbranchen over. Var det virkelig nødvendigt? Vi vil jo helst se fortiden i et mildt og tilgivende lys.

Til alt held for Streep kom Abigail Disney til undsætning. Hun er grand niece til Walt, og i korte træk bekræftede den familiære kilde alle påstande. ”Anti-semit, Check. Kvindehader, selvfølgelig. Racist, bare se ’Junglebogen’ der handler om at ’blive ved dine egne’.”

Ingen af alle de her påstande fremgår af filmen, der i den grad ’Disneyficerer’ Walts tilsyneladende omgængelige og nærværende person.

Mon vi nogensinde kommer til at se den sande, ægte film om Walt Disney? Det lyder som om, at der er gods til et underholdende karaktermord.