Monthly Archives: januar 2010

Michael Haneke

Østrigske Michael Haneke er et af Europas største instruktørnavne. Alle stjerneskuespillerne vil arbejde med ham, og han vinder de store filmpriser. Han er intellektuel og reflekteret – og samtidig foruroligende og udstyret med et temperament, der gør ham ulidelig at være sammen. Indblik tegner et portræt af vinderen af Guldpalmen 2009 i anledning af premieren på “Det hvide bånd”.

Af Søren Høy

“Hav en foruroligende aften”. Sådan lød Michael Hanekes velkomst, da han introducerede sin film “Skjult” (2005) til premieren i London. Han havde ret. Alle os i salen fik en yderst foruroligende aften. Man bliver foruroliget i Hanekes selskab. Både når han er til stede, og når mødet sker gennem hans film. Han vrider os ud til den absolutte grænse for, hvad vores psyke kan klare, og han beder os tage stillling til dilemmaer, der er så absurde og alligevel nærværende, at man bliver dybt påvirket af hans film. Hanekes menneskelige indsigt er stor, og han bruger den ondt – han bruger den til at udnytte os, til at gøre os svage, til at få os til at miste troen på os selv – og tilliden til andre, til samfundet og reglerne, der ellers skal værne os mod de største galninge og uligheder.

Billedresultat for Skjult
“Skjult”

Tysker opvokset i Østrig

Michael Haneke er født i München den 23. marts 1942 – søn af instruktør og skuespiller Frits Haneke og skuespillerinde Beatrix von Degenschild. Han voksede op i Wiener Neustadt i efterkrigstidens Østrig, hvis sorte år har præget han menneskesyn. Haneke læste filosofi, psykologi og drama – de tre elementer, der samler hans film. De bærer alle potentialet til dybe analyser og fortolkninger samtidig med, at de i den enkle version er yderst dramatiske. Efter studietiden ernærede han sig ved at anmelde film. “Jeg ved, hvordan en anmelder tænker – og det er ikke rare tanker” fortalte han med et borende blik i sit sørgmodige ansigt, da jeg var så letsindig at spørge ham, hvordan han havde det med de gode anmeldelser af “Skjult”. Efter anmelderiet arbejdede han i 20 år med TV-drama i Tyskland, hvor

Billedresultat for Det Syvende Kontinent film
Det Syvende Kontinent

han fra 1974 og frem til sin spillefilmsdebut, “Det Syvende Kontinent” i 1989, producerede uafbrudt uden at dette gav ham nogen særlig omtale eller renomme.

Kontroversiel og kompromisløs

I Europa bliver Haneke ofte betegnet som den mest kontroversille instruktør på markedet. I Danmark kan vi godt lide at sige, at Lars von Trier udfylder den rolle. Sandheden er nok, at de to har noget til fælles. De er kompromisløse kunstnere, og de laver det, deres kunstneriske sjæl fortæller dem. De handler efter en intuition og en dæmonisk lyst, hvor resultaterne ofte er på kanten af det forståelige og tilladelige.

I Hanekes tilfælde behøves kun få eksempler, for at bevise, hvad han er i stand til. I gennembrudsfilmen “Benny’s Video” (1992) lader han Benny myrde en pige, “bare for at se, hvordan det er”. Han filmer mordet, og ser det igen og igen. Hans forældre opdager det, og beslutter at hjælpe ham af med liget. Farmand chopper pigen op, mens Benny tager på en velfortjent badeferie i Egypten med sin mor.

Hanekes gennembrud på den store scene var “La Pianiste” (2002), hvor den unge, håbefulde pianist bliver så erotisk tryllebundet af sin lærerinde, at han lader sig vikle ind i et sadomasochistisk-fetich forhold, der kulminerer, da hun sætter sig ned på hug, og skærer sig i kønslæberne med et barberblad. Var der nogen, der sagde Lars von Trier igen? I Antichrist (2009) klipper filmens kvindelige hovedperson også sine skamlæber af. Haneke er med sikkerhed vild med den scene.

“Denne film er grusom – men nødvendig”, fortalte Haneke mig, da hans psyko-terror-kammerspil “Funny Games” (1997) havde premiere. Hvad han lige mente med det nødvendige, var svært at se, da filmens handling med to dekadente psykopater der torturerer og myrder en familie, rullede hen over lærredet.

Billedresultat for Funny Games
Funny Games” (1997)

Hanekes film handler om frygt. “Verden er fuld af vold og misbrug. Jeg er bange for det, og mine film er min måde at behandle det på”, sagde han ved samme lejlighed.

Den største i 2009

Michael Haneke har en meget sort og en mindre hvid side. Han er temperamentfuld, han er lunefuld. Man kan ikke vide, hvilket humør man fanger ham i. Er han i plus, er han en generøs og favnende filmmager, der ser det som sin opgave at oplyse og underholde. Er han i minus, overfalder han med noget, der ligner en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, hvor han er større end den verden, som han kontrollerer. Det giver unægtelig en spændvidde i hans karakter, der gør ham til en interessant figur. Kvaliteten af hans arbejde og hans kompromisløse stil får specielt kvindelige stjerneskuespillerinder til at flokkes om ham. De elsker at arbejde med ham. Han driver dem ud over deres egne grænser, han tester deres kvindelighed og opnår store resultater på lærredet med sine vilde eksperimenter. Isabelle Hubbert (La Pianiste m.fl.) og Julie Binoche (Skjult m.fl.) har begge fortalt, at Haneke er den største, de har arbejdet med. Ikke den mest behagelige, forstående eller mest kendte. Men den største.

Haneke blev den største med “Det hvide bånd” i 2009, hvor han vandt Guldpalmen i Cannes og European Film Awards og mon ikke han til marts vinder en Oscar.

***

Det Hvide Bånd

Original titel: Das Weisse Band

Instruktion og manuskript: Michael Haneke

Medvirkende: Christian Friedel, Leonie Benesche, Ulrich Tukur og en masse børn, der spiller det bedste skuespil set fra børn siden Bergmans “Fanny og Alexander” (1992).

Handling: Der sker mærkelige ting i en lille landsby i Nordtyskland i årerne lige før Første Verdenskrig. En ung lærer kommer til byen – og det er ham, der er historiens fortæller. Hans stemme er gammel og erfaren, han ser tilbage på sit liv, og den mystik der havde ramt den lille by. Rundt om i byen sker der rituelle afstraffelser. Byens børn bliver torturerede, markerne vandaliseret – alt mens byens overhoved og patriark, Baronen, kan se sin by falde fra hinanden, mens fascismen spirer i landets politiske korridorer. Mismodet og den manglende forståelse får indbyggerne til at mistænke hinanden, bebrejde hinanden – og det hele ender hos den nye skolelærer, der forsøger at opklare mysteriet.

Vigtigste priser:

Guldpalmen, Cannes.

Årets europæiske film, European Film Awards

***

Michael Haneke

Vigtigste film:

Benny’s Video (1992)

Funny Games (1997)

Code Inconnu (Kode Ukendt, 2000)

La Pianiste (2002)

Le Temps du Loup (2003)

Caché (Skjult, 2005)

Funny Games (remake) (2008)

Das Weisse Band (Det hvide bånd, 2009)