Category Archives: Uncategorized

De bedste film (2010-2019)

 UDENLANDSKE FILM 2010-2019
1The Tree of Life: Terrence Malick (2011)
2Amour: Michael Haneke (2012)
3Biutiful: Alejandro Iñárritu (2010)
4A Seperation: Asghar Farhadi (2011)
5Roma: Alfonso Cuarón (2018)
6Phantom Thread: Paul Thomas Anderson (2017)
7Holy Motors: Leo Carax (2012)
8Her: Spike Jonze (2013)
9Joker: Todd Philips (2019)
10Grænse: Ali Abbasi (2017)
11The Master: Paul Thomas Anderson (2012)
12Call me by your name: Luca Guadagnino (2017)
13The Square: Ruben Östlund (2017)
14Parasite: Bong Joon-ho (2019)
15Gravity: Alfonso Cuarón (2013)
16La Grande Bellezza: Paolo Sorrentino (2013)
17Oslo 31 August: Joachim Trier (2011)
18La Vie d’Adéle 1 & 2: Abdellatif Kechiche (2013)
19The Revenant: Alejandro Iñárritu (2015)
20Black Swan: Darren Aronofsky (2010)
21Deadpool: Tim Miller (2016)
22Mommy: Xavier Dolan (2014)
23Ted: Seth MacFarlane (2012)
24Pina: Wim Wenders (2011)
25The Past: Asghar Farhadi (2013)
26Marriage Story: Noah Baumbach (2019)
27The Handmaiden: Park Chan-wook (2016)
28Exit Through the Gift Shop: Banksy (2010)
29Capernaum: Nadine Labaki (2018)
30Dunkirk: Chris Nolan (2017)
Lige udenfor listen:

Winter’s Bone: Debra Granik (2010)

Somewhere: Sofia Coppola (2010)

Kick Ass: Matthew Vaughn (2010)

Restrepo: Sebastian Junger & Tim Hetherington (2010)

Om Mænd og Guder: Xavier Beauvois (2010)

The other guys: Adam McKay (2010)

Dogtooth: Yorgos Lanthimos (2010)

Greenberg: Noah Baumbach (2010)

Carlos: Oliver Assayas (2010)

Mother: Bong Joon-ho (2010)

This is not a film: Jafar Panahi & Mojtaba Mirtahmas (2011)

The Raid: Redemption: Gareth Evans (2011)

The Artist: Michel Hazanavicius (2011)

Footnote: Joseph Cedar (2011)

We need to talk about Kevin: Lynne Ramsey (2011)

Zero Dark Thirty: Kathryn Bigelow (2012)

Django Unchained: Quentin Tarantino (2012)

Omar: Hany Abu-Assad (2012)

Reality: Matteo Garrone (2012)

Después de Lucia: Michel Franco (2012)

Moonrise Kingdom: Wes Anderson (2012)

21 Jump Street: Phil Lord & Christopher Miller (2012)

Searching for Sugarman: Malik Bendjelleoui (2012)

The Wolf of Wall Street: Martin Scorsese (2013)

Blue Jasmin: Woody Allen (2013)

Ida: Pawel Pawlikowski (2013)

This is the end: Seth Rogen & Evan Goldberg (2013)

Boyhood: Richard Linklater (2014)

Interstaller: Chris Nolan (2014)

Birdman: Alejandro Iñárritu (2014)

Ida: Pawel Pawlikowski (2014)

Leviathan: Andrey Zvyagintsev (2014)

Tangerine: Sean Baker (2015)

Son of Saul: László Nemes (2015)

Chronic: Michel Franco (2015)

Fury Road: George Miller (2015)

Blind: Eskil Vogt (2015)

Taxi Teheran: Jafar Panahi (2015)

The Big Short: Adam McKay (2015)

Anomalisa: Charlie Kaufman (2015)

American Honey: Andrea Arnold (2016)

Elle: Paul Verhoven (2016)

You were never really here: Lynne Ramsey (2017)

Get out: Jordan Peele (2017)

Bloodlight and Bami: Sophie Fiennes (2017)

The Florida Project: Sean Baker (2017)

The Meyrowich Stories: Noah Baumbach (2017)

Detroit: Kathryn Bigelow (2017)

Okja: Bong Joon-ho (2017)

The Killing of a sacret Deer: Yorgos Lathimos (2017)

Leave no trace: Debra Granik (2018)

Lazzaro Felice: Alice Rohrwacher (2018)

A Star is Born: Bradley Cooper (2018)

Shoplifters: Kore-eda Hirokazu (2018)

Cold War: Pawel Pawlikowski (2018)

Ready Player One: Steven Spielberg (2018)

Rocketman: Dexter Fletcher (2019)

Amazing Grace: Alan Elloitt (2019)

Uncut Gems: Benny & Josh Safdie (2019)

Ad Astra: James Gray (2019)

The Lighthouse: Robert Eggers (2019)

Filmens magiske kontrol

De bedste film starter den dag, hvor alt ændrer sig. Den dag vi mister kontrollen. Det tidspunkt vi indser, at livet er skrøbeligt, vildt og enestående. Det øjeblik hvor det går op for os, at det hele faktisk er ret tilfældigt, og at vi skal omfavne de muligheder, der opstår.

De bedste film handler om livet og årsagen til døden. Der hvor vi lever og dør sammen med de hovedpersoner, der så generøst stiller sig til rådighed de par timer, filmen varer. Der hvor vi enten lever lidt mere eller bliver lidt mere vindende om den forestående død, der jo nok desværre indtræffer på det tidspunkt.

De bedste film stiller dilemmaer op, som vi ikke lige har manualen til. Der hvor vi pludselig indser, at der ikke er et overordnet råd, der sørger for, at alt i verden foregår i en eller anden fordragelighed. Der hvor filmen ser verden gennem et filter, vi andre ikke er i stand til at sætte op.

De bedste film er dem, der udfordrer os på alt det, vi troede var rigtigt. Der hvor vi gennem filmens magi og trolddom lokker os ind i universer, rum og sind, som vi faktisk slet ikke har lyst til at være i – lige indtil filmen har fat i os, og tager os med dybt ind i vores egen frygt, begejstring og fantasier.

Der er mange gode film, der iscenesætter det, kontrol handler om. Listen med de ti afgørende film er absolut ikke udtømmende. Der er masser af andre gode film, der rammer os med en kraft, der gør, at vores liv pludselig får et klarsyn eller perspektiv. De 10 film på denne liste er alle værker, der har haft en betydelig indflydelse på mit liv. Jeg finder ofte svarene på alle mulige kompleksiteter i kunstens verden. Kunst kan komprimere voldsomt store historier, og give publikum refleksioner til indsigter, der i bedste fald varer resten af livet. De her ti film bliver uden tvivl hos mig. De har svarene på det, det hele handler om.

Tree of life (2011): Terrence Malick

Det er en spirituel rejse, en hyldest til livet via en refleksion over døden. Naturens kræfter dækker store dele af filmen. Vulkaner, havet og fænomener som uudforskede kringlede, dybe og mystiske dale. Filmen hæver sig op i universet, ser planeterne og leder efter noget. Muligvis Gud. Lyder det absurd? Det er ekspressionisme i udsøgt niveau. Under billederne hvisker skuespillerne vers, citater, filosoferinger over livets forunderlighed. Handlingen foregår i USA i 1950’erne. Troen på fremtiden blandes med restriktionerne fra fortiden. Brad Pitt er den strege far, der opdrager sine børn, som var de atleter fra DDR. De tre drenge i familien er i centrum – rundt om dem er en tavs, hjemmegående mor, hårde den far og et samfund, som de ikke forstår. Ikke fordi verden er absurd, men fordi de er drenge. De vil slås, kaste med sten, lege med vandslangen. Men far sørger for, at barndommen pilles ud af dem, ved at målrette deres indsatser. Man skal være tough, for at komme frem i verden, som han siger. Alle er navnløse, hvilket giver en neutralisering af verdenshistoriens erindring om dem. De er bare små mennesker i en stor kompliceret livscyklus.

A Clockwork Orange (1971): Stanley Kubrick

Filmen handler blandt andet om individets mulighed for at vælge, men også om den kontekst eller ramme, som vores valg tages inden for. ’A Clockwork Orange’ fremhæver forskellige faktorer, som spiller ind på spørgsmålet om, hvorvidt folk er bestemt til deres skæbne eller om fri vilje og ydre omstændigheder kan påvirke folks liv. Der er f.eks. stor forskel på, hvordan menneskets natur opfattes af bøddel og offer i filmen. Og endelig er filmens autoriteter illustreret gennem samfundets og klassekulturens konstante negative påvirkning, rædselsscenarier og skræmmebilleder. Det er alle parametre, som gør samfundet og magthaverne til ligeværdige parter i det sikkert uendeligt vidtrækkende spørgsmål om hvad, der skaber gode og onde mennesker?

Her (2013): Spike Jonze

Joaquin Phoenix er suveræn som den ensomme nerdy type, der lever af at skrive kærlighedsbreve for andre. Han forelsker sig i sin nye voice control, der har Scarlett Johansons lækre stemme. En syret, smuk og hipster-futuristisk fabel om en verden med romantisk-kunstig intelligens. ’Her’ rejser stilistisk langsomt ind skyggelandet. Der hvor ensomheden bestemmer. Phoenix’ figur er tryg sammen med den computer, der styrer hans liv via en processor, der kender ham. Hans køleskab, kalender og præferencer. Derfor er fremtiden måske bare nemmere, hvis man overgiver sig til big data og kalkulerede mønstre? Filmens fantasier kulminerer, da Phoenix’ nørd gennemfører et frækt cyber-samleje med stemmen og den virtuelle krop. Dagen efter er de lidt forlegne og over-høflige overfor hinanden. Selvfølgelig. Lige som det ville være i den virkelige verden.

Breaking the Waves (1996): Lars von Trier

Der er meget få ekspressionistiske mesterværker i dansk film. Måske er Lars von Triers ’Breaking the Waves’ måske den eneste af dem, der tør overgive sig helt det uforståelige. Bess gifter sig med Jan, selvom de rettroende presbyterianere i landsbyen ikke er meget for lapsen, der arbejder på boreplatformen. Selvfølgelig er deres lyserøde sky på vej mod storm og lynild. Jan kommer dødeligt til skade på jagten efter det sorte guld i undergrunden. Bess får den noget særprægede besked fra oven, at hun skal ofre sig for Jan. Jo mere hun lader sig seksuelt udnytte af diverse mænd, jo bedre vil hendes mand få det. Trier altid leger lystigt med religion, tilfældighed og videnskab blandet med fatalisme og fantasi, så derfor bliver Jan rask, da Bess er blevet molesteret ihjel. Filmen vokser med tiden. Den er større nu, end den var i 1996, da den havde premiere. Den står nu som filmen, der forener kontrol med religion og den altdominerende styring, der kan ligge i tro.

Call me by your name (2017): Luca Guardagnino

Der er intelligentsia på spil i italienske Luca Guardagnino fremragende kærlighedsfilm baseret på André Acimans kompakte roman. Aciman er oprindeligt fra Egypten, men er nu amerikaner der har undervist på et par af de attraktive universiteter i USA. Filmatiseringer er altid lidt kompliceret terræn. Det kan sjældent betale sig, at se sin yndlingsfilm oversat til sølvlærredets manglende dybde. Guardagnino er anderledes. Hans lille genistreg er, at han markant har udeladt bogens sidste tredjedel, hvor historiens to hovedpersoner, Elio og Oliver, mødes som voksne. Elio er stadig forelsket til op over sine italienske ører, hvorimod Oliver har stiftet familie. I Guardagninos historie holdes den stramme og unge kærlighed, hvor de to unge mænd kastes ud i henholdsvis en flirt og livslang kærlighed. I sandhed en mesterlig, litterær og spirituel åben film, der tør dyrke de katolske traditioner, homosex samt sprogets, musikkens og ungdommens mangfoldighed.

Das Weisse Band (2009): Michael Haneke

Michael Haneke er uforudsigelig som få. Han er totalt kompromisløs i sin fortællestil. ’Das Weisse Band’ er en klaustrofobisk fortælling om fascismens piblen frem i Tyskland i årene inden 1. Verdenskrig. Et lille samfund i Nord-tyskland skildres i sort/hvide billeder. Ingen farve, intet håb. Hierarkiet i byen styres af præsten, lægen og baronen. De uddannede. De udfordres af den unge lærer, der kommer til med nye tanker, pædagogik og syn for de mange børn i byen. Filmen bevæger sig aldrig udenfor bymuren. Den fortæller om incest og samfunds deformitet, uden at blive sentimental og uden at opklare verdens mysterier for publikum. Hanekes film er yderst politisk – uden at vi på noget tidspunkt bliver ført udenfor bymuren. Den østrigske auteur forstår at fortæller den store historie ud fra den lille historie. Det principielle i en uoverskuelig kompleksitet. Det er kun de store mestre, der kan det.

There will be blood (2007): Paul Thomas Anderson

Andersons film bliver betegnet som en af de bedste film nogensinde – og er netop kåret af danske filmfolk som den bedste film de sidste 20 år. Hvad er det, der gør, at en film kan løftes helt op på øverste hylde? Der er trods alt få titler, der når den højde. I 1898 ser Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) en mulighed. Olie! Det klistrede sorte guld vælter op i sydstaterne, og Plainview køber bondesmart og koldblodigt land fra de naive troende farmere, der stoler på den præstelignende figur. Ingen vil da snyde en trosfælle, der sværger ved deres fælles Gud! Brutaliteten i filmen understreges af triumviratet mellem Gud, penge og blod. Pointen er vel, at det er hvad USA er bygget på. I filmens slutscene dykker vi sammen ind i the belly of the beast. Plainview giver præsten Eli et tilbud. Han vil købe præstens olierige jord, hvis Eli frasværger sig sin tro. Overvej selv hvad Eli svarer…

Eternal sunshine in spotless mind (2004): Michel Gondry

Mind fucking er klart en af de subgenrer, der er vokset ud af den digitale tidsalder, hvor alt efterhånden er kortlagt, dækket og mangfoldiggjort. Vi er vel et sted, hvor de store fortællinger skal genetableres, hvis vi ikke alle sammen får tinnitus, migræne og åndenød af al den støj, der forurener vores hjerner. Film kan om noget obstruere vores virkelighedsfornemmelse. Michel Gondry instruerede et mesterligt Charlie Kaufman-manuskript med Jim Carrey og Kate Winslet i uforglemmelige roller som parret, der har fået slettet deres hukommelse, og indleder for anden gang et forhold til hinanden. Filmen er en ultimativ hyldest til kærlighedens og mindets kraft. Den giver muligheden for, at genskabe en kærlighed der ellers er korrumperet af det moderne livs fristelser og endeløse muligheder.

A Separation (2011): Asghar Farhadi

De store gevinster findes ikke underligt i film, der ligger langt fra vores vanlige territorier, nationale identitet og lokale gangstier. Den iranske mesterinstruktør Asghar Farhadi mestrer om nogen, at finde dilemmaner, der rejser langt ud over hans eget lands grænser. Hans Oscar-vinder om det nutidige Teheranske-kosmopolitiske par Nader og Simin, der skal skilles, er et stilstudie i reverserede kønsroller og den enkelte persons forpligtelse overfor forældre og fortiden overfor børn og fremtiden. Den fortæller, at vi trods stor ægteskabelig samhørighed ikke aner, hvad der venter rundt om livets hjørne. Filmen er så pumpet op på moralske dilemmaer, at det efterlader publikum totalt smadrede af alt det, historien sætter i gang. Hvad gør du med dit eget liv, når andre kræver alt af dig? Hvor langt vil du gå for din familie? Hvem er din familie? Er det dine forældre eller din ægtefælle og dine børn – hvis du nu skal vælge, for du kan ikke få det hele?

Ordet (1955): Carl Th. Dreyer

Hver scene i ’Ordet’ har betydning. Hvert ord peger hen mod den uforudsigelige slutning. Hver figur i filmen er som mejslet ud af alt det, der var Danmark, før vi vidste bedre. Dengang det underlige kastesystem, den kuede kvinderolle og slægtens stolthed var det vigtigste i livet. Det er den mest alvorlige film, der er lavet i Danmark. Baseret på Kaj Munks vestjyske sædeskildring har Dreyer skabt et værk, der sætter videnskaben, (over)troen og mystikken ind i samme ligning. En tilsyneladende retarderet bror i familien går rundt og siger, han er Jesus. Er han mon det? I en smuk og poetisk scene tilkalder han Gud, hvorefter hans nyligt døde svigerinde genopstår. Der er ingen forklaringer. Kun tro og kærlighed.

Kina er den nye filmstormagt

 

I 2018 er Kina det største filmland i verden målt på omsætning. Det giver en forskydning i magtbalancen hvor USA’s selvforståelse bliver maksimalt udfordret.

af Søren Høy, direktør i konsulentbureauet Werksted

Den globale filmscene er under stor forandring. Kina er på få år blevet en afgørende magtfaktor. Tidligere tog vesterlændinge orientekspressen for at nå frem til østens mystik – nu hamrer der et lyntog den anden vej. Kineserne vil have amerikansk kultur, de vil se film, og de vil investere i underholdning.

Kina overhaler USA

I Kina pibler det frem med biografer. Antallet er vokset med 30% i 2015, og estimatet er, at Kina har lige så mange lærreder som USA i 2017.

Alene i 2015 åbnede der 7500 top moderne biografsale i Kina. Tallene for 2016 er endnu ikke offentliggjort, men der er intet, der tyder på, at kadencen fra 2015 er faldet. I Nordamerika er der lige nu 42.000 biografsale. Hvis Kina fortsætter den nuværende udvikling, så har de 1,3 milliarder kinesere potentialet til at have 70.000 sale.

Kina vil have amerikanske film

Det er på en måde paradoksalt, at Kinas vej til den dominerende position netop er Hollywood, for shownumrene fra den ikoniske filmhovedstad, er den store maskine i udviklingen.

Indtjeningen i Kina på amerikanske film steg med 32% fra 2014 til 2015. Der forventes dog en lidt fladere kurve for indeværende år.

Et tydeligt eksempel på udviklingen er ’Transformers 4’ fra 2014, der indspillede 300 mio. dollars i Kina – hvilket svarer til cirka en tredjedel af filmens indtjening på verdensplan. Det er første gang, at en massiv Hollywood blockbuster indtjener mere i Kina end i USA. Siden er det sket flere gange. Der er sågar mange film, der finansielt er blevet reddet af det kinesiske marked.

Vin Diesel er lig succes

Den store helt (eller skurk afhængigt af hvor man ser sagen fra) i den sammenhæng den ærkeamerikanske skuespiller Vin Diesel. Hvis I ikke ved, hvem han er, så forestil jer et skaldet testosteron muskelbundt på 120 kilo med replikker, der er lige så kvikke som hans trigger-fingre på de gigantiske håndvåben, han slæber rundt på. Hans skuespiltalent kan bedst beskrives med en spændt, tatoveret overarm. Det er på en måde fascinerende, at så begrænset et register kan blive så populært. Vin Diesels lettere komiske macho-høj-oktan actionfilm som ’Fast and Furious 7’ og ’The Last Witch Hunter’ er blevet markant større succeser i Kina end alle andre steder, og det kinesiske publikums omfavnelse har betydet, at de nævnte film på premiereåret var blandt de mest sete i verden.

Den dag balancen tippede

I april 2015 skete der noget historisk. For første gang nogensinde, indspillede de kinesiske biografer flere penge end de amerikanske på en uge. Er det så stor en nyhed, kan man passende spørge? I filmens verden betyder den slags alt. Indtil nu har en blockbuster haft sit primære marked i USA. Det er her, filmen er lavet, her stjernerne bor – og ikke mindst ser USA sig som filmbranchens altdominerende stormagt. Selvforståelsen kom under angreb. Amerikanerne er dog ved at vænne sig til tanken. De har fundet ud af, det kan betale sig, at bruge kinesiske skuespillere. Det betyder, kineserne (sandsynligvis) vil flokkes om filmene, da filmens marketing kan målrettes med de nationale stjerner i centrum. Senest havde den nyeste Star Wars-relaterede film ’Rouge One’ hele to kinesiske stjerner på rollelisten. Donnie Yen og Wen Jiang er fænomener i kinesisk underholdning, og det har betydet, at filmen nu har rundet en samlet omsætning på en mia. dollars på verdensplan – godt hjulpet af en lang kø udenfor de kinesiske billetluger.

Censur for middelklassen

Den stærkt voksende middelklasse i Kina har penge til underholdning fra øverste Hollywood-hylde. De vil se action. De elsker helte og skurke, der ikke er asiatiske.

Det kinesiske markedet er så afgørende for Hollywood, at de er nødt til at indrette deres film efter den østlige censur og kulturelle koder. Det er efterhånden normalt, at der bliver fjernet bryster og frække ord, som ikke passer til det magtfulde organ ’China Film Group’, der både står for censur, og hvornår en film skal ud på markedet i Kina.

Deres filmplan betyder, at det sædvanligvis stærke amerikanske marketingapparat ikke kan udfoldes. Hvis det passer ’China Film Group’, sætter de to store amerikanske film op samtidig. Det ville aldrig ske i vesten. Her vil filmselskaberne sørge for, at filmene bliver drysset ud over kalenderåret, så publikum får en fair chance for at se filmene, og selskabernes mulighed for at tappe ind i folks lommepenge er større.

Kompleksiteten mellem markederne

Der er i det hele taget mange kompleksiteter, som markederne i Kina og USA henholdsvis skal finde ud af.

Den amerikanske filmindustri vil forsøge, at sprede filmene ud, så de ikke kannibaliserer hinanden. Det handler om penge i den verden. På den anden side står Kina lige om lidt med et andet problem. De giver for nuværende kun adgang for 34 ikke-kinesiske film om året. Den kvote udfyldes nemt af amerikansk mainstream. Der er ikke plads til filmkunst og samfundskritik. Det er larmende action, ufarlig underholdning og en sjælden gang en Oscar-film.

Hvis ’China Film Group’ skal holde gang i de mange biografsale og en stadig økonomisk udvikling på biografmarkedet, skal der flere amerikanske film ud til publikum. Kvoten skal sættes op, hvis de børsnoterede selskaber, som Wanda Film Group der ejer majoriteten af biograferne, fortsat skal gøre sig godt blandt den monetære elite. I 2016 steg antallet af solgte billetter kun med 3,6% når alle film fra alle lande tælles med, hvilket er noget mindre, end de meget kapitalistisk orienterede kinesere har vænnet sig til. Det betyder, at der må ske noget. Kvoten udvides med sikkerhed – og dermed ser amerikanerne øgede muligheder for at hoppe over den kinesiske mur, hvis de laver film, der appellerer til middelklassen. Mit bedste bud er, at det kommer til at betyde mere wam-bam-boogie action – ofte med en kineser i en bærende birolle.

Pengene tjenes i biograferne

Udviklingen på det kinesiske marked er fuld af ting, som vesten skal vænne sig til. En ting er censur, en anden er kvoter, en tredje er, at 99% af indkomsten kommer fra biograferne. Der findes ikke penge i DVD, betalings-tv og andre hjemmeorienterede formater. Det illegale marked styrer alt udenfor biograferne. Den slags er vi i den vestlige verden ikke begejstrede for, da vi er vant til at styre alt i hele filmens levetid. Fra den kommer ud i biograferne til den bliver solgt på loppemarkedet for en 5’er.

De store spillere

Internet-giganten Alibaba med kinesiske Jack Ma i hovedrollen er natten over blevet en massiv spiller på markedet. En børsintroduktion gav ham cirka 800 milliarder dollars. Et par af dem skal bruges på underholdning, og Ma har besluttet, at film er afgørende for hans forretningsudvikling. Han har investeret 7,2 mia. dollars over tre år i at få gang i produktion og distribution. Et af projekterne er Steven Spielbergs ’Amblin Partners’, der får massiv støtte, så de kan komme ind på det kinesiske marked.

En ny verdensorden

Der er en ny verdensorden i filmhierarkiet. Nye alliancer bliver dominerende de kommende år. Ingen har dog nogen klar fornemmelse om, hvad udviklingen præcist kommer til at betyde for filmmarkedet. Men hvis jeg var producent, skuespiller eller instruktør ville jeg dog nok tage et kvikt kursus i kinesisk. Det ser ud til at betale sig.

 

DFI årets film 2015.

 

2015 har været et løjerligt filmår.

Kommercielt ser det statistisk yderst fornuftigt ud.

Vi ender i nærheden af fire millioner solgte danske billetter, hvilket placerer de nationale produktioner, hvor de skal være i forhold til politiske forventninger og udbredelse hos publikum.

Samtidig kan jeg dog se, at stort set alle danske film mangler billetter i forhold til den enkelte films potentiale og forventninger. Med andre ord er der kæmpe forskel på small data og big data.

’Mennesker bliver spist’ og ’Sommeren 92’ er vel de eneste, der er ubetingede kommercielle succeser. Uden hjælp fra biografklubber, uden pres fra tunge budgetter og uden stor forventning om kunstneriske landvindinger.

I øvrigt sammen med ’All Inclusive’ fra 2014 som solgte 2/3 af sine billetter i 2015. Rigtig mange film mangler mellem 50.000 og 200.000 for at producenterne kan være tilfredse.

Kunstnerisk har der ikke været meget at savle over. Filmene har været ujævne. De har manglet den ekstra dimension, der får dem til at løfte sig ud af det forventelige. Har der været en scene i år, der går over i den danske film-folklore? Er der et tema, en figur eller en præstation, vi kommer til at vende tilbage til og lade os inspirere af?

Håndværket i årets portefølje har været anderledes opløftende. Jeg har set scenografi, der løfter dansk film ind i en ny dimension. Kameraarbejde der har lært af mestrene og dyrker kunstformens unikke muligheder.

Jeg har hørt lyddesign med legendernes forfinede signatur og set frækt og dynamisk klip, der fletter historie, billede og lyd sammen.

2016 må gerne vise et par film, der ultimativt viser, hvad dansk film kan.

Søren Høy

Nøgle hus spejl

Michael Noers film vil mig noget. Som 42-årig med 70-årige forældre og døende, ældgamle bedsteforældre.

Hvad vil vi med vores familier? Lever vi i en kultur, hvor de gamle forældres bugseres over i hjørnet med et holdkæft-bolsje og en forventning om, at de naturligvis klarer sig selv?

Noer mangler desværre en tak til Michael Haneke i rulleteksten. Uden ’Amour’ havde han næppe lavet denne her lille film om nogle af livets store spørgsmål.

Mænd og Høns

’Hvad dælan handlede den om?” tænkte jeg, da jeg havde set Anders Thomas Jensens første instruktion i 10 år. Den groteske cirkusforestilling om en flok mænd, der alle er klonede med dyr, omfavner det aparte, det degenererede og beder os holde øjne, ører og fornuft åbn for alt det, der ikke opfattes som normalt. Jeg ved stadig ikke, hvad ’Mænd og Høns’ handler om. Og det er en god ting, tænker jeg. For den dag vi ved det hele, holder vi op med at stille spørgsmål.

Under Sandet

En film om unge tyske mænd der bliver sprunget i luften, mens de kravler rundt og leder efter miner på stranden ved Vesterhavet. Jeg kan lige høre mig selv pitche den ind til en date med min kone. Djævelsk lunefulde, tikkende detonerbare bomber er svære at sælge.

Martin Zandvliets bombe-film kan dog vise sig at være en god investering. Den er mere vellykket som visitkort til en karriere i udlandet, end som refleksion over Danmarks hævngerrighed efter tyskernes besættelse.

Krigen

’Krigen’ spørger sit publikum om følgende: Er det tilladt at redde 10-12 af dine egne folk ved at slå 10-12 af de andre ihjel? Tobias Lindholm er god til tidsånd og autenticitet (et ord der paradoksalt nok udtales forkert to gang i filmen), men alligevel er ’Krigen’ i sin udfoldelse ikke skarp nok i sit føromtalte dilemma. De egentlige spørgsmål burde være: Ved vi overhovedet, hvad det vil sige, at være en krigsførende nation – og er vi klar til de konsekvenser, det medfører?

  1. april

Kampvognene komme rullende, mens de unge danske mænd stod magtesløse, uvidende og skræmte med deres cykler og bajonetter, der virkede latterlige overfor den tyske krigsmaskine. Veteranen Anders Justesen fortalte mig, at skammen over ydmygelsen og vreden over de venner, der blev dræbt uden grund, stadig kan mærkes i det 95-årige sind. Det er uforståeligt, at vi som nation i dag begår samme fejl overfor vores soldater. ’9. april’ viste, at vi intet har lært af historiens fejltagelser.

Bridgend

Jeg frygtede Jeppe Røndes film. Teenagere der begår selvmord. Det var utrolig hårdt at komme gennem filmen. Den destruktive kraft gennemsyrer billeder, lyd og musik. Opgøret med religion og tro på fremtiden. Det er brutale størrelser, der har sneget sig ind i min underbevidsthed – ind gennem et panser af kynisme, der er bygget op efter mange film om mange af livets uretfærdigheder. Denne her sidder fast som et dystert minde. Lidt som jeg frygtede.

The Man Who Saved the World

Den kolde krig er godt materiale. Skyggerne fra 2. Verdenskrig og atomkapløbet kombineret med skæbnerne på begge sider af jerntæppet. Stanislav Petrov er den ukendte helt, hvis koldblodige beslutning i 1983 afværgede en atomkrig. I modige rekonstruktioner, med kendte klip fra datidens propagandafilm og en proces der involverer Kevin Costner og Petrovs mor, flettes hovedpersonens personlige tragedie sammen med østblokkens opløsning.

 

LA Drømmen part 3

Hollywood, Los Angeles.

Los Angeles har vokset sig stor over kun et århundrede, og den mest intense immigration sket over 1920’erne og 30’erne, da Wall Street-krakket bragte New York City i knæ og tørken hærgede i det amerikanske landbrug.

Det var også under tørken, at store dele af Amerika, the Panhandles, oplevede the dustbowl. Voldsomme støvskyer der omtales som den største menneskeskabte naturkatastrofe der nogensinde har ramt USA.

The Dustbowl danner rammen for Jacob Lundgaard Andersens eventyrlige kortfilm ‘Dustland’, der bliver optaget i et varehus i udkanten af Los Angeles.

Tidsperiodisk naturkatastrofe på film giver et vist set udfordringer.

Jacobs rejse mod sin filmdrøm er nået til en film om USA’s hjerte.

‘Dustland’ fortæller historien om et rejsende cirkus, der  strander i en storm og træffer på Djævlen selv.

Filmens hovedrolle er en ung linedanserinde og resten af castet er ligeledes cirkus-personer, hvilket sætter ekstra høje krav til castingen.

Heldigvis kommer Los Angeles’ immigrationstraditioner til undsætning, for byen tiltrækker konstant nye beboere tilsig. Det er til tider svært at finde en indfødt Angelenos.

I Los Angeles er der tusindevis af aspirerende skuespillere, og derfor er en casting-agent essentiel for at kunne filtrere de mange spirende performere.

Byen vrimler med performers i alle afskygninger og her arbejder talentet ligeså hårdt for at blive opdaget, som agenter, der forsøger at opdage dem.

Efter af have mødt flere castingagenter har Jacob og hans produktion valgt at gå med Sandford Castings, der ligger midt i viraret på en sidegade til Hollywood Boulevard.

 

Hos Sandfor Castings bliver man modtaget af receptionisten, der byder på varme og kolde drikke inden man ledes ned til rummet, hvor castingen finder sted.

 

På vej ned af gangene møder man områder af mennesker, der alle skal ind til en casting. Man kan mærke den nervøse energi.

I disse områder ligner alle hinanden, eller i hvert fald har de et eller flere karaktertræk til fælles. Det er pudsigt at analysere de stereotype træk og gætte, på hvad der blev castet til.

 

”Cirkusfolk og skuespillere er ikke så svære at finde i Los Angeles, men talent er altid svært at finde,” siger Jacob med et grin.

Skuespillerinde, Erin Way, blev castet efter flere måneders søgen, og kun lige tidsnok til at hun kunne begynde sin linedanser-træning, der er et vigtig element i filmens klimaks.

 

Heldigvis havde produktionen allerede castet linedanser og professionel klovn Chris Grabher, mest kendt for filmen ’Water for Elephants’.

”Los Angeles er en magnet for de unge håbefulde. Casting kan være både en utrolig sjov og en deprimerende oplevelse, afhængig af humor, men jeg tror de fleste vil sige, at det er en udmattende proces,” fortæller Jacob efter at den femte uduelige cirkusartist har forladt lokalet.

 

Resten af castet falder på plads i løbet af et par dage, men det var i sidste øjeblik at Jacob fandt filmens mandelige hovedrolle, Chris Conner.

Typisk for den slags processer, danner Chris par med Erin Way. Løsningen på problemet stod lige ved siden af dem alle.

”Jeg var utrolig heldig at kunne cast Chris og Erin. Udover at de begge besidder store talenter, så var deres eksisterende intime kemi og tillid med til at gøre det vores casting utrolig afslappet,” fortæller Jacob.

Et par uger senere starter optagelserne på ”Dustland”, som Jacob blandt andet har finasieret ved hjælp fra familie og venner.

Jacob og hans hold stod overfor endnu en udfordring, da de skulle lægge en plan for det ambitiøse projekt, der indeholder tidsperiode, stunts på en line, speciel effekts – alt sammen i et forblæst ørken miljø.

Godt nok skal man ikke mere  end et 50 kilometer væk fra Los Angeles, før man står i en ørken, men det var finansielt uhensigtsmæssigt at flytte det store hold til en så gold og øde location på daglig basis.

Derudover kom de forøgende problemer i forhold til de utal af tilladelser og krav fra byrådet og fagforeninger.

I stedet faldt valgte på en lagerhal, der kun huser de store sets, som bygges til filmen. En container med sand blev dumpet og spredt ud til en mini-ørken.

 

En 1930-cirkusvogn blev opført sammen med dele af den store Big Top, samt en stunt-sele til optagelserne af linedanser-scenerne.

 

Dertil skulle hele den enorme lagerhal fyldes med røg, samt at kæmpe ventilatorer skulle strategiske placeres for at skabe illusionen af at være fanget i en storm. De store etablerende billeder af cirkusset omringet af støvskyerne, blev skabt i samarbejde med en mindre Hollywood-legende, Bill Taylor, der har lavet speciel effekter på film som klassikeren ’Blade Runner’,  Scorseses ’Cape Fear’ og ’Age of Innocence’.

Jacob og Bill fandt et sammenspil mellem de gamle praktiske effekter med miniatures og røgmaskiner og de nye CGI værktøjer.

”Bill har været med til at skabe nogle af de mest betagende billeder i filmhistorien, og det er et stort privilegium at får lov at arbejde med ham. Jeg har tænkt meget frit på hvordan, jeg ville fortælle denne historie, og Bills mangeårige erfaring og visdom har give mig mulighed for at eksperimentere,” fortæller Jacob, mens cirkusartister, støv og røg blæser rundt i den store lagerhal.

Jacob er et skridt nærmere sin drøm om at lave film i Hollywood.

Faktaboks:

Den danske filminstruktør Jacob Lundgaard Andersen startede sin filmkarriere på European Film College i Ebeltoft, hvor han instruerede flere kortfilm. Han arbejdede et par år i den danske filmbranche, blandt andet på Thomas Vinterbergs film ’Submarino’ og den prisbelønnede ’Jagten’. Han flyttede til Los Angeles i 2011. Han var blevet optaget på filmskolen, The American Film Institute Conservatory (AFI), hvor drømmen om gennembruddet i USA startede.

I to år efter uddannelsen har han lavet musikvideoer for flere kunstnere.

Han håber, at erfaringerne fører til kontakter og måske en mulighed for at komme til at lave film i Los Angeles.

LA drømmen part 2

North Hollywood, Los Angeles.

Tusindvis af biler triller hverdag gennem det lille bjergpas, der binder den legendariske bydel Hollywood og den knapt så mundrette North Hollywood sammen.

Hvor Hollywood er kendt for sin walk of fame og stjernerne fra det store lærred, er North Hollywood, ellerNoHo som de lokale siger, en autentisk forstad til den excentriske showbiz-hovedstad.

Det er ikke særlig indbydende, når man står uden for den to meter høje port til Blakeslee Studios i North Hollywood, som ligger lidt gemt af vejen fra den travle trafik, der ellers præger det meste af Los Angeles.

De eneste der passere de store grønne porte er hippe og let påklædte unge mennesker, som slændrer hen til dansestudiet på hjørnet. På hjørnet sidder der en hjemløs. Som alle andre steder i verden, er de hjemløse bare en del af scenografien. Det er egentlig utroligt, når man tænker efter.

De andre naboer er øde grunde og en boligblok.

På den anden side af muren en helt anden historie.

Blakeslee Studios er hjem for Raphael Saadiq, sololist og musikproducer med en lang historie i R’n’B tilbage fra 1990erne.

De mørke gange er prydet med Grammy-priser og guldplader, og hver dør leder ind til et hightech lydstudie, hvor nogle af de største, sorte amerikanske musikere har lavet et guitarrif eller indspillet en vokal.

Hvis man er inviteret indenfor, kan kan også støde på danske Jacob Lundgaard Andersen. Han har arbejdet med Raphael siden 2011. Jacob kan dog ikke spille musik. Han kan lave film.

”Jeg mødte Raphael efter at have lavet film for ’30 Seconds to Mars’  på deres ’This is War’ turne.”  Rygterne vil vide, at det eftersigende skulle være verden længste turne nogensinde. De spillede 309 shows over to år.

”Det var en vild oplevelse, fordi bandet popularitet var stigende og koncerterne så store, samtidig med at Jared Leto er vildt karismatisk i front,” fortæller Jacob om sin misundelsesværdige oplevelse. Leto er Oscar-vinder for ’Dallas Buyers Club’, og et af de hotte navne på både musikscenen og filmlærrederne.

North Hollywood er afslappet i forhold til naboen Hollywood.

Der er lokale cafeer og restaurationer, hvor tjenerne kender deres kunder ved fornavn.

Jacob hænger tit ud ved frokoststedet Vicious Dog, der servere hotdogs i alle afskygninger.

I dagens anledning byder han på en Raw Dog. I tidens smag er den tilberedt efter principper, ingen af os helt fatter. ”Men hvis du spiser 100 gram chokolade bagefter, bliver du totalt mæt resten af dagen,” griner han.

Jacob og Saadiqs første samarbejde i 2011 førte til to musikvideoer, der gav et indblik i Saadiqs  showmanship – et billede af manden og musikeren på turne.

Filmene blev lanceret af Sony Music i USA. Siden da har de to forsat samarbejdet og Jacob har optaget timevis af intime og personlige stunder.

Hensigten er at materialet skal danne grundlag for en dokumentar om musikeren.

’Dokumentarfilm er god træning,” fortæller Jacob over den råpressede juice, som Vicious Dog serverer. ”Billedsproget, beskæringer, dramaturgi – det hele kommer til at sidde i systemet, men jeg gør mig klar til at lave fiktion. Det er drømmen.”

Det er Hollywood, der trækker, og man skal heller ikke tilbringe mere end 5 minutter i den proppede L.A-trafik før det ene mega-studie efter det andet dukker op række.

Warner, Universal og Disney.

Det er en industri, der har defineret byen. Alle restaurationerne betjenes af flotte og veltrænede mænd med et million dollar smile eller labre slanke kvinder.

De fleste labtobs på cafeerne kører manuskriptprogrammer og de flittige forfattere har gerne en eller to manuskript håndbøger ved hånden.

Den gængse snak, som i filmbranchen i København, er ofte gennemsyret af industrisnak. Det er langt fra unormalt, at overhøre en samtale der namedropper verdensstjerner, millionkontrakter og forudsigelser om hvad bliver det næste nye mega-hit.

”Det var surrealistisk og til at starte udviklede jeg også rigtige lange ører, fordi det super interessant og relevant for en fyr som mig, der forsøge at lave en karriere her.”

Men glamourøse sladder bliver også hverdag og som Jacob påpeger, så har internettet gjort fantastiske ting i udviklingen af sladder og halvsande oplysninger. ”Jeg skal gerne (over)høre den samme historie eller oplysninger fra tre til fem uvildige kilder, for at få en ide, om den muligvis er sand. Det bedste tips kommer fra venner og kollegaer du stoler på. At have et godt netværk her er meget vigtig, ikke kun for ens karriere, men også for det mentale helbred.”

Det tog også Jacob lidt tid at finde fodfeste på den Amerikanske vestkyst, men han har, efter eget udsagn, været heldig og fået love til at arbejde sammen med nogle meget succesfulde og talentfulde kunstnere.

Vi har spist den rå hund, drukket den rå juice. Jacob tager sin hat på, og smutter tilbage til det rå miljø, hvor kun de færreste får deres drøm opfyldt. Jacob arbejder stadig på sin drøm.

At lave film i Hollywood.

 

Faktaboks:

Den danske filminstruktør Jacob Lundgaard Andersen startede sin filmkarriere på European Film College i Ebeltoft, hvor han instruerede flere kortfilm. Han arbejdede et par år i den danske filmbranche, blandt andet på Thomas Vinterbergs film ’Submarino’ og den prisbelønnede ’Jagten’. Han flyttede til Los Angeles i 2011. Han var blevet optaget på filmskolen, The American Film Institute Conservatory (AFI), hvor drømmen om gennembruddet i USA startede.

I to år efter uddannelsen har han lavet musikvideoer for flere kunstnere.

Han håber, at erfaringerne fører til kontakter og måske en mulighed for at komme til at lave film i Los Angeles.

LA drømmen part 1

Raphael Saadiq

”Det er den første af fire koncerter,” siger danske Jacob Lundgaard Andersen, der sidder på kanten af scenen. Bag ham er R&B-kunstneren Raphael Saadiq ved at line sit orkester op. Vi er på Yoshi’s Jazz Club, Oakland, Californien. Den legendariske klub ligger ud til vandet. Gennem ruderne glimter Oakland Inner Harbors vand. ”Vi skal ende op med en fuld koncertoptagelse, så Raphael skal give den gas,” griner Jacob.

En palet af farvede lamper skiftes til at oplyse scenen i en tilfældig rækkefølge.

På de skrå brædder står, the soul man, Raphael Sadiq, iført afslappet jogging tøj og synger små strofer ind i mikrofonen.

Saadiq får en kop kaffe i en pause inden koncerten
Saadiq får en kop kaffe i en pause inden koncerten

Bag ham står det seks mand store band bag pænt og afventer deres tur til at få indstillet instrumenterne til lydprøven.

Jacob Lundgaard Andersen og hans filmkamera fiser rundt blandt dem på scene. ”De har vænnet sig til, at jeg er over alt,” siger han mens han fanger stemningen og jokes musikere imellem og stikker kameraet helt op i fjæset Hr. Saadiq, der ikke trækker en mine. Han kender efterhånden danskerens nære beskæringer.

Alle på scenen virker upåvirket af Jacob tilstedeværelse uanset, hvor nærgående han bliver. De kender ham som det syvende medlem af truppen, for Jacob har fulgt Raphael Saadiq rundt på turne i to måneder med henblik på at lave en serie af reportage-musikvideoer om musikerens life-on-the-road.

”Den vanskeligste del af processen er af skabe et intimt rum, hvor de medvirkende kan være sig selv, velvidende at deres små karakterbrister bliver foreviget. Det er især gældende, når man har med personer at gøre, der delvist lever af deres image.” Jacob har arbejdet med adskillige musikere og filmfolk i sine efterhånden otte år i branchen. Det handler om at komme tæt på, lære dem at kende, få deres tillid – så kommer magien.

Jacob Lundgaard Andersen venter på at bandet ankommer til Yoshi’s Jazz Club
Jacob Lundgaard Andersen venter på at bandet ankommer til Yoshi’s Jazz Club

De får endeligt får alle instrumenter til at stemme overens, og afslutter seancen med et par sange fra aftens setliste, alt imens Jacob dokumenterer den legende generalprøve og afsøger de bedste kameravinkler til aftens show, han markere og notere til hukommelsen.

Lydprøven er overstået, og bandet bliver hængende til lidt let jam, men Jacob følger Raphael backstage, hvor den glamourøse side af showbiz hurtigt bliver skraldet af.

Gangene er mørke og snævre, og her lugter stadig lidt af spildt øl og cigaretter fra aftens før, men Jacobs kamera er konstant aktivt, bevæger de sig mod Raphaels omklædningsrum. De snakker om løst og fast. Hvordan var lydprøven? Hvilke nummer skal Raphael spille i aften? Hvad skal de spise senere?

Omklædningsrummet er spartansk, men der er en en sofa og lidt forplejning. På et stativ hænger Raphaels kostumer til aftenens show samt et selektivt udvalg af sko og hatte.

I det ende hjørne er Jacobs gear nøje linet op.

Han skifter lynhurtigt batterier og sætter en ny optik på kameraet, mens Raphael slænger sig i sofaen.

Snakken forsætter og pudselig befinder de sig i et afslappet interview, som teknisk set bare er en optaget samtale.

Helt afslappet.

”Der er utrolig meget downtime på turne, og det er der, at jeg får mine mest ærlige kommentar og indsigt i de musikere jeg følger,” fortæller Jacob. ”Nogen har brug for et mentalt frirum, og andre har forretning og agenter, der skal opdateres sideløbende med en turne. Det er alt sammen meget interessant.”

Jacob har lavet film for ’30 Seconds to Mars’, anført af Hollywood stjernen Jared Leto, samt den spanske charlatan, Enrique Iglesias.

At være på turne er at være i konstant bevægelse, og for Jacob betyder det at være opstillingsparat. Miljøet og omstændighederne ændres fra dag til dag – time til time.

”Det er hårdt for alle. Jeg skal forsøge, at komme så tæt på jeg kan, uden at blive en chikane, men når man har boet i den sammen bus i over to uger, så bliver de sgu bare trætte af at se mig og mit kamera,” siger Jacob med et smil.

Det næste led i processen bliver at koge de mange timers optagelse ned til to musikvideoer, som Jacob kontinuerligt redigerede, mens optagelserne fandt sted.

Filmen skal lanceres af Sony Music i USA med henblik på at skabe en hype omkring Raphaels showmanship samt et mere nøgent billede af manden og musikeren.

Men for nu er tiden kommet til at arbejde. ”It’s showtime,” som de siger i klassikeren, Oscarvinderen ’All That Jazz’.

Raphael Saadiq under koncerten i den legendariske klub i Oakland.
Raphael Saadiq under koncerten i den legendariske klub i Oakland.

Jacob er klædt som en krigsfotograf med et kamera i hånden og et over skulderen, samt en taske med ekstra optikker, batterier og memorycards. Den fyldte spillesal jubler begejstret, da bandet træder ind på scenen og spiller op. Under hele koncerten er det svært at få øje på Jacob i længere tid af gangen. Han er overalt, midt på scenen, på balkonen, blandt publikum, hvor han bedste kan fange stemningen og showet.

Faktaboks:

Den danske filminstruktør Jacob Lundgaard Andersen startede sin filmkarriere på European Film College i Ebeltoft, hvor han instruerede flere kortfilm. Han arbejdede et par år i den danske filmbranche, blandt andet på Thomas Vinterbergs film ’Submarino’ og den prisbelønnede ’Jagten’. Han flyttede til Los Angeles i 2011. Han var blevet optaget på filmskolen, The American Film Institute Conservatory (AFI), hvor drømmen om gennembruddet i USA startede.

I to år efter uddannelsen har han lavet musikvideoer for flere kunstnere.

Han håber, at erfaringerne fører til kontakter og måske en mulighed for at komme til at lave film i Los Angeles.

LA gennembrud part 1

 

af Søren Høy

Raphael Saadiq

”Det er den første af fire koncerter,” siger danske Jacob Lundgaard Andersen, der sidder på kanten af scenen. Bag ham er R&B-kunstneren Raphael Saadiq ved at line sit orkester op. Vi er på Yoshi’s Jazz Club, Oakland, Californien. Den legendariske klub ligger ud til vandet. Gennem ruderne glimter Oakland Inner Harbors vand. ”Vi skal ende op med en fuld koncertoptagelse, så Raphael skal give den gas,” griner Jacob.

En palet af farvede lamper skiftes til at oplyse scenen i en tilfældig rækkefølge.

På de skrå brædder står, the soul man, Raphael Sadiq, iført afslappet jogging tøj og synger små strofer ind i mikrofonen.

Bag ham står det seks mand store band bag pænt og afventer deres tur til at få indstillet instrumenterne til lydprøven.

Jacob Lundgaard Andersen og hans filmkamera fiser rundt blandt dem på scene. ”De har vænnet sig til, at jeg er over alt,” siger han mens han fanger stemningen og jokes musikere imellem og stikker kameraet helt op i fjæset Hr. Saadiq, der ikke trækker en mine. Han kender efterhånden danskerens nære beskæringer.

Alle på scenen virker upåvirket af Jacob tilstedeværelse uanset, hvor nærgående han bliver. De kender ham som det syvende medlem af truppen, for Jacob har fulgt Raphael Saadiq rundt på turne i to måneder med henblik på at lave en serie af reportage-musikvideoer om musikerens life-on-the-road.

”Den vanskeligste del af processen er af skabe et intimt rum, hvor de medvirkende kan være sig selv, velvidende at deres små karakterbrister bliver foreviget. Det er især gældende, når man har med personer at gøre, der delvist lever af deres image.” Jacob har arbejdet med adskillige musikere og filmfolk i sine efterhånden otte år i branchen. Det handler om at komme tæt på, lære dem at kende, få deres tillid – så kommer magien.

De får endeligt får alle instrumenter til at stemme overens, og afslutter seancen med et par sange fra aftens setliste, alt imens Jacob dokumenterer den legende generalprøve og afsøger de bedste kameravinkler til aftens show, han markere og notere til hukommelsen.

Lydprøven er overstået, og bandet bliver hængende til lidt let jam, men Jacob følger Raphael backstage, hvor den glamourøse side af showbiz hurtigt bliver skraldet af.

Gangene er mørke og snævre, og her lugter stadig lidt af spildt øl og cigaretter fra aftens før, men Jacobs kamera er konstant aktivt, bevæger de sig mod Raphaels omklædningsrum. De snakker om løst og fast. Hvordan var lydprøven? Hvilke nummer skal Raphael spille i aften? Hvad skal de spise senere?

Omklædningsrummet er spartansk, men der er en en sofa og lidt forplejning. På et stativ hænger Raphaels kostumer til aftenens show samt et selektivt udvalg af sko og hatte.

I det ende hjørne er Jacobs gear nøje linet op.

Han skifter lynhurtigt batterier og sætter en ny optik på kameraet, mens Raphael slænger sig i sofaen.

Snakken forsætter og pudselig befinder de sig i et afslappet interview, som teknisk set bare er en optaget samtale.

Helt afslappet.

”Der er utrolig meget downtime på turne, og det er der, at jeg får mine mest ærlige kommentar og indsigt i de musikere jeg følger,” fortæller Jacob. ”Nogen har brug for et mentalt frirum, og andre har forretning og agenter, der skal opdateres sideløbende med en turne. Det er alt sammen meget interessant.”

Jacob har lavet film for ’30 Seconds to Mars’, anført af Hollywood stjernen Jared Leto, samt den spanske charlatan, Enrique Iglesias.

At være på turne er at være i konstant bevægelse, og for Jacob betyder det at være opstillingsparat. Miljøet og omstændighederne ændres fra dag til dag – endda time til time.

”Det er hårdt for alle. Jeg skal forsøge, at komme så tæt på jeg kan, uden at blive en chikane, men når man har boet i den sammen bus i over 2 uger, så bliver de sgu bare trætte af at se mig og mit kamera,” siger Jacob med et smil.

Det næste led i processen bliver at koge de mange timers optagelse ned til to musikvideoer, som Jacob kontinuerligt redigerede, mens optagelserne fandt sted.

Filmen skal lanceres af Sony Music i USA med henblik på at skabe en hype omkring Raphaels showmanship samt et mere nøgent billede af manden og musikeren.

Men for nu er tiden kommet til at arbejde. ”It’s showtime,” som de siger i klassikeren, Oscarvinderen ’All That Jazz’.

Jacob er klædt som en krigsfotograf med et kamera i hånden og et over skulderen, samt en taske med ekstra optikker, batterier og memorycards. Den fyldte spillesal jubler begejstret, da bandet træder ind på scenen og spiller op. Under hele koncerten er det svært at få øje på Jacob i længere tid af gangen. Han er overalt, midt på scenen, på balkonen, blandt publikum, hvor han bedste kan fange stemningen og showet.

Faktaboks:

Den danske filminstruktør Jacob Lundgaard Andersen startede sin filmkarriere på European Film College i Ebeltoft, hvor han instruerede flere kortfilm. Han arbejdede et par år i den danske filmbranche, blandt andet på Thomas Vinterbergs film ’Submarino’ og den prisbelønnede ’Jagten’. Han flyttede til Los Angeles i 2011. Han var blevet optaget på filmskolen, The American Film Institute Conservatory (AFI), hvor drømmen om gennembruddet i USA startede.

I to år efter uddannelsen har han lavet musikvideoer for flere kunstnere.

Han håber, at erfaringerne fører til kontakter og måske en mulighed for at komme til at lave film i Los Angeles.

 

Gå aldrig tilbage til en dino

 

Af Søren Høy

’Jurassic World’ tager ikke hensyn til, at der blev lavet to mindre gode efterfølgere til den banebrydende ’Jurassic Park’, der kom i 1993. Den starter stort set, hvor den første film i serien sluttede.

’The Lost World’ (1997) og ’Jurassic Park III’ (2001) var udtrampede versioner af 1’eren. De kæmpede med kedelige historier, der virkede som filmede computerspil.

Den nye film kommer 22 år efter Steven Spielbergs klassiker, der som den første film indtjente mere end 1 milliard dollars i biograferne verden over. Den flåede den markedsmæssige milepæl op af jorden, og talte til en generation af videnskabs-nørder, filmgeeks og tempo-junkier med sådan et eftertryk, at alle andre også var nødt til at se den betagende historie om kæmpe-dyrene. Det var før Internet og sociale medier. Alle detaljer om ”tilsyneladende levende kæmpeøgler” og deres smidige, graciøse bevægelser blev genfortalt til kolleger og venner med en forbløffelse og betagelse. Filmen var et forvarsel og et signal om at nu kunne filmindustrien genskabe alt.

Teknologisk var ’Jurassic Park’ revolutionerende. En af mine veninder, Victoria Livingstone, arbejdede på filmen. Hun var med til at skabe en scene, der er gået over i filmhistorien. Hun har fortalt, at deres store problem var, at de ikke kunne finde ud af, hvilken type bule en bil får, når den får et skulderskub af en dinosaurus. I filmen kører en film med fuld fart, hvorefter den bliver løbet op af en meget adræt øgle, der, som i et stock car ræs, forsøger at skubbe bilen omkuld. Det hele foregår i rasende tempo, og scenen skal både indeholde forskrækkede skuespillere, en arrig dino og en bil, der gradvist bliver smadret.

De fandt programmerings-formlen ved at løbe ned af gangene på produktionskontoret og hoppe ind i dørene. Hver gang dinoen rammer bilen, vakler den lidt og er lidt forvirret – som et menneske, der løber med fuld fart og giver skulderskub til noget hårdt undervejs. Så manuelt og fysisk var udviklingen af en scene, der kom til at definere action-sekvenserne fra den dag af. Alle store action-scener hvor noget computerskabt rammer noget fysisk, er i princippet lavet på samme måde.

Jeg håber, at ’Jurassic World’ byder på teknologiske overraskelser og gerne nyskabelser.

Ellers kan vi ligeså godt se 1993-versionen, der fuldt fortjent står som en filmteknologisk klassiker.

Trans-skønheder i glamourens verden

Af Søren Høy

Forsiden af det verdensberømte magasin ’Vanity Fair’. Den mest prestigefulde position for en celebrity. Hvis man bliver cover-stjerne på glamourens glittede power-blad, er berømmelsen komplet. ’Vanity Fair’ bryder normer og regler – de provokerer og udfordrer. Fotograferne, der knipser de stylede stjerner, er selv mega-ikoner indenfor deres metier. Både Elefantordnen og Blå Bog ryger ud til storskrald, hvis Annie Leibovitz tager billedet. Det er popkunstens ridderslag. Hun står bag legendariske billeder af John Lennon og Yoko Ono. Det er hende, der har taget motivet af en nøgen Demi Moore med stor gravid mave, sorte Woopie Goldberg i et bad med mælk, Cindy Crawford kun i ført en slange i Edens Have.

Denne uges forside på ’Vanity Fair’ bliver skrevet ind i populærkulturens historie. Caitlyn Jenner pryder iført en beige stropløs kjole, som tydeligvis sender en hilsen til Marilyn Monroe og alle de andre divaer, der siden har forført forsiden med et frækt blik, der forplanter sig dybt i kvinders selvforståelse og mænds libido.Caitlyn Jenner hed de første 65 år af sit liv Bruce Jenner.

Caitlyn er tidligere OL-vinder i 1976 i mændenes tikamp, og er senere blevet reality-stjerne i USA på grund af sit ægteskab med Kris Jenner, der er mor til de berygtede Kardashian-søstre, der hærger nettets sladdersider som en daglig rutine. Caitlyn er på kort tid blevet verdens mest berømte transkønnede menneske.

Billedresultat for bruce jenner olympics 1976

Transkønnede, transseksuelle og transvestitter er tidens varme emne rundt i Los Angeles’ farverige landskab. Sidste års bedste nye Tv-serie havde den tolkbare titel ’Transparent’. Den spiller på den direkte oversættelse ’gennemsigtig’ og at filmens hovedperson, den joviale familiefar, en dag kommer hjem som kvinde. Trans-forælderen der med sin erkendelse åbner familiens vindue, så alle kan se ind.

Smukke Laverne Cox blev den første åbne transkønnede skuespillerinde, der blev nomineret til en Emmy for sin rolle i kvindefængsels-serien ’Orange is the new Black’. Senere samme år var hun på forsiden af TIME. ’Nu tipper det for os,” sagde hun dengang. Hun fik ret.

Symbolikken i Leibovitz’ billede er stor. Hun har gennem 40 år bidraget til kvindernes frigørelse og kamp for ligeret. Nu gør hun det samme for ’trans-skønheder’, som hun selv kalder det nyeste mærke på kønsskalaen.

Glamourens verden er blevet rigere. Spørgsmålet er, om folkets accept følger med?