Monthly Archives: april 2013

Cannes uden Lars von Trier

Cannes Festivalen bekendtgjorde i denne uge, at Trier igen er velkommen på Croisetten. Smart gjort for festivalen har brug for den danske mesterinstruktør.

Af Søren Høy, Viasat Film

Årets Cannes Festival starter om tre uger. Programmet er netop offentliggjort, og det bliver med sikkerhed en flot årgang. Alexander Payne, ham med ’Sideways’ og ’The Descendants’ kommer med sin nye film, ’Alaska’. Coen-brødrene er der. Det samme er Sofia Coppola og Nicolas Winding Refn. Topnavne der klæder verdens fornemmeste festival.

Lars von Trier mangler. Det er sjældent, for det er kun sket en gang før, at en Trier-film ikke har haft premiere i Cannes foran det, der kaldes verdens mest kritiske publikum. Forsøget på dansk samfundssatire i ’Direktøren for det hele’ (2006) fik Cannes’ kritikere, indkøbere og cineaster ikke lov at se før alle andre.

Denne gang har skyldes kreativt tålmod og voluminøs produktion, der betyder, at Cannes må se langt efter en af de instruktører, der har defineret festivalen i snart 30 år. Storværket ’Nymphomaniac’ når ikke at blive færdig, da historien ser ud til at blive til to spillefilm.

I 2011 blev Trier erklæret persona non grata på den franske guldkyst på grund af sit efterhånden velkendte og –dokumenterede nazi-stunt til et pressemøde.

Siden har der ikke været grund til at tage stilling til sagen, da Trier ikke havde en aktuel film klar.

Taktisk er det smart af Cannes, at lukke ham ind igen. Der nu mindst to år, før han kan have en ny Cannes-film færdig og til den tid vægter hans.

Fucking real

Det coole lige nu i dansk film er at publikum får benhårde historier om ægte mennesker, der bliver spillet af, ja, ægte mennesker!

Af Søren Høy

’Nordvest’ af Michael Noer åbner i dag i biografer landet over. Den taler direkte til hjertekuglen på de identitets-søgende teenagere, der med rette kan føle, at der ikke bliver lavet så forbandet mange film til dem. De gider ikke se troldmænd og vampyrer hele tiden. De skal kunne genkende sig selv på lærredet. Historierne skal være funderet i virkeligheden, det skal være råt, cool – det skal være pumpet op med stoffer, pistoler og hættetrøjer. Tunge beats og tatoveringer. Det skal foregå i betonbyggeriet i forstæderne og ude i den beskidte verden, hvor reality-Gustav og slipsedrengene ikke tør komme.

No future, no past. Det skal være fucking real.

De vigtige navne er foruden Michael Noer, Tobias Lindholm og Mads Matthiesen.

Lindholm vandt både Robert, Bodil og respekt for sin agenda-kommenterende ’Kapringen’, hvor det politiske pokerspil

Kapringen

med familiefædre og kapital som indsatser, stødte hårdt til nyhedshistorierne om de danske sømænd, der lige nu sidder og kukkelurer i Somalia med et rustent russisk gevær for panden. Handlingen og formen var skåret direkte ud af virkeligheden.

Matthiesen sikrede sig med tilsvarende formel en flot debut med ’10 timer til Paradis’ om det usikre steroide-bundt, Dennis, der i trods over sin lille bitte mors solide skylds-binding, rejser til Thailand for at finde sig en sød kone.

Lindholm og Noer lavede fængselsfilmen ’R’ efter samme koncept.

Tricket er, at figurerne i filmen spiller sig selv. Det er ægte mennesker, der har prøvet livet på egen krop. De har ætsende blikke, som man kun lærer på gaden, hvor man er færdig, hvis man er bange.

Jeg kan li’ de her film. Keep them coming!

Anmelderens død

Filmanmelderen er desværre en uddøende race. Bindeledet mellem film og publikum er nødvendigt for at kunne navigere mellem skidt og kanel.

af Søren Høy, Viasat Film

Mandag eftermiddag blev verdens mest kendte filmanmelder Roger Ebert begravet i Chicago.

5 marts 2010

Han døde i sidste uge efter en lang kamp mod en forbandet cancer, der flere gange havde forsøgt at presse livet ud af den berømte meningsmager. Eberts 50-årige karriere var forbilledlig. 17 bøger, mega populært website, flere twitter followers end mange filmstjerner og hans anmeldelser var syndikerede i mere end 200 aviser verden over.

Eberts død kan vise sig at være et forvarsel. Filmanmelderen har det svært, og desværre ser det ud til, at den professionelle anmelder med integritet, historisk overblik med indsigt i branche og tidsånd forsvinder.

Dagblade nedprioriterer stoffet. TV mener stort set kategorisk, at formidlingsformen er for smal og elitær.

Anmelderne i Danmark er med et par undtagelser ukendte for læsere, lyttere og seere, og derfor mangler publikum identifikation og pejlemærker. Man måler jo gerne en anmelder på sin egen smag.

Der er stadig prestige i at være anmelder i et stort medie, men der er ingen økonomi i det. En anmelder tjener 800 kroner på at se en film, researche og skrive. Det tager nemt en fuld arbejdsdag, og altså en timeløn på 100 kroner.

Websider med cineaster, nørder og rabiate brugere tager over. Det kan lyde som en herlig ting, men filmbranchen bliver fattigere af det, for der er brug for en saglig, kritisk vagthund for at kunne navigere mellem marketingkampagner og ukritiske, oplevelsesorienterede stjerneportrætter.

Roger Ebert er et forbillede for mange anmeldere.

Lad ham ikke blive det sidste, for vi har brug for anmeldere med markant profil og forstand på film.

Jeg hader tegnefilm

Alt bliver animeret, tegnet og farvelagt.

Menneskerne forsvinder ud af filmene, og tilbage er der fantasifulde historier, der intet har med virkeligheden at gøre.

Af Søren Høy

Der var engang, hvor jeg med stor forventning så frem til den næste store animationsfilm. Tænk på den rørende, lille klovnefisk med en dårlig finne i ’Find Nemo’, der er blevet væk fra sin far. Eller hvad med legetøjet, der bliver levende når menneskerne ikke kigger i ’Toy Story’? De charmerende eventyrfigurer i ’Shrek’ og verdens undergang i et affaldshelvede i ’Wall-E’. Historier med mening, med galskab og med fantasifulde tolkninger af den verden, som vi lever i og deler.

Jeg begyndte at tvivle på den animerede verden, da det gik op for mig, at tv-fladen er blokket ud med billig, larmende og voldsomme serier. Drager og asiatiske maskiner, robotter og forvirrende handlinger, som intet vil sit publikum. Børnene sidder stenede og ser på det, udtryksløse uden en eneste hjernecelle aktiveres.

Ikke længe efter fik jeg nok at biografernes voldsomt manglende fantasi og evne til at bruge den nødvendige tid på at finde de gode historier. Filmbranchen er blevet utålmodige, og vil bare have filmene ud i en fart. De lukrerer så meget på, at publikum bare spiser det, de bliver serveret, at de har både nedgraderet egne ambitioner og glemt hvad det vil sige, at være barnlig, nysgerrig og legesyg. Jeg har ikke set en animationsfilm i fire-fem år, der virkelig rykker publikum emotionelt, giver dem en version af verden, som virkeligheden ikke kan – eller oprigtigt ønsker, at ændre den verden, vi lever i.

Vi skal som forbrugere passe voldsomt på, at vi ikke glemmer vores kvalitetskriterier. Det vi får lige nu, er ikke godt nok. Det mangler sjæl, pædagogik, eventyr og ikke mindst budskaber. Vi bør og skal stille de samme krav til en animationsfilm, som vi gør til en bog, til vores arbejde eller til et venskab for den sags skyld.

Der skal passes på den menneskelige dimension. Under en biografoplevelse med et barn kan man risikere, ikke at møde et eneste, ægte menneske, der kan bløde, græde og grine af noget, som ikke er planlagt. Alt fra reklamer over vignetten fra Dansk Reklamefilm med de trompettruttende damer til forfilm og spillefilm er et stort kunstigt og designet farveladecirkus, som intet har med den verden at gøre, som vi bevæger os rundt i.

Jeg er kommet til et sted, hvor jeg ikke gider se animationsfilm. De trætter mig med kunstigt højt tempo, replikker og handlinger, som ingen genkendelighed har.

Vi vil se storfilm!

De afgørende nationale historier bør filmatiseres, for de bidrager til en fælles oplevelse, oplysning og erindring.

Af Søren Høy, Viasat Film

Den norske storfilm ’Kon-Tiki’ har premiere i dag i landets biografer. Der er tale om en af Skandinaviens store fortællinger. Den legendariske norske eventyrer Thor Heyerdahl har solgt over 50 millioner eksemplarer af sin fantastiske beretning om den farefulde færd på en tømmerflåde. 101 dage på tværs af Stillehavet. Bølger i fem meters højde. Hajer, bombadement af flyvefisk og ikke mindst med en næsten hysterisk vendetta mod den universitære videnskab, som ikke vil godkende Heyerdahls antropologiske studier.

At omsætte denne kompleksitet til film har taget 65 år.

I 1947 drev den norske Thor af sted. I 1951 vandt han en Oscar for sin dokumentarfilm om ekspeditionen, og først i 2012 lavede de to gulddrenge fra Norge, Joachim Rønning og Esben Sandberg, blockbusteren om den nationale fortælling. De to instruktører har tidligere lagt Norge øde med 2. Verdenskrigsberetningen om frihedskæmperen ’Max Manus’, der ligesom denne her film blev set i nærheden af en million mennesker i Norge.

Tiden har arbejdet med fortællingen om ’Kon-Tiki’. Filmen kan helt simpelt sagt laves nu. Bølger, dyr og tidsrejse kan genskabes med troværdighed og stoflighed.

Det må være en ambition, at vi i Danmark laver storfilm af denne kaliber. Publikum elsker visualiseringen af det fælles historiegods, som ligger klar til at blive genskabt. Pengene er altid problemet. Det koster kassen, at lave de her film. Senest har ’En Kongelig Affære’ vist, at investeringen kan lykkes både kunstnerisk og kommercielt. Lad det være inspirationen for kunstnere, pengemænd og politikere.