Tag Archives: A Good Year

Candy uden sukker

Af Søren Høy

Sublimt skuespil forhindrer australsk drama fra at synke hen i forudsigelighed og genreklicheer.

Det nærmest vælter ind over landets art-biografer med små australske film. Tidligere så vi måske én hvert tredje år, nu er der på seks måneder kommet hele fire. Det er formodentlig ikke noget, som publikum har opdaget. Der var ikke mange, der fik set hverken ”Somersault”, ”Jindabyne” eller ”2:37”. Det

tager tid at vænne publikum til nye filmlande. Specielt hvis historierne ikke har den humor eller kant, som appellerer direkte til en specifik målgruppe.

Ingen af de tre film har haft den x-faktor, som kunne have fået publikum til at tage australsk film til sig.

Det har den aktuelle ”Candy” desværre heller ikke, selv om den er domineret af et par kendte skuespillere.

Heath Ledger, nok mest kendt som homo-cowboy i ”Brokeback Mountain” og Abbie Cornish, den eneste sympatiske figur i den skrækkelige ”A Good Year”, spiller de to kunstnere og heroinmisbrugere; Dan og Candy.

Dan er den egentlige hovedperson. Candy er hans livs kærlighed. Han elsker hende næsten lige så meget, som han elsker sin kanyle med det fede lyse stof, som han med alle junkiens ritualer fyrer ind i alle ledige blodårer.

De trækker på gaden, de snyder, stjæler og pantsætter alt af værdi for at få penge til deres dyre vane.

De prøver at blive rene, da Candy bliver gravid – men hun taber barnet, og så er de tilbage igen.

De flytter på landet sammen med en recept på metadon, men igen er fristelserne fra det gamle liv for store.

Historien er set før. Mange gange. Faktisk er alle kanyle-historier stort set identiske. Det bliver lidt trættende. Det der kvikker ”Candy” op, er spillet hos de to hovedroller. De er tæt på deres figurer, de lever med dem og forstår dem helt tydeligt. Intensiteten fra Ledger og Cornish giver en troværdig autenticitet i spillet, som historien desværre ikke kan leve op til.

Er dén her australier så noget for det danske publikum? Næppe.

Vi er nok stadig mere til Crocodile og Dundee end Candy og Dan.

Anti-timet klam komedie

Ridley Scott er normalt en god instruktør. Russell Crowe er normalt en god skuespiller. Men lad jer ikke narre. ”A Good Year” er lige så dårligt instrueret, som den er ucharmerende spillet – og frem for alt, så har den elendig timing.

Af Søren Høy

”Komedie er én ting: timing”, konstaterede min gode ven, kollega og biografliason fra sædet ved siden af mig syrligt efter 5 minutter af Ridley Scotts og Russell Crowes fælles forsøg udi den svære komediegenre. Han havde ret. Han havde endda ret i et sådant omfang, at en af filmens figurer sagde nøjagtigt det samme 5 minutter senere. Forskellen på timingen i de to umiddelbart ens konstateringer var dog voldsomt stor.

Min sidekammerat sagde det, fordi ”A Good Year” lige havde brilleret med en skrækkelig ringe fald-på-halen-start med den mest elendige timing set i de danske biografer i år, og dermed blev hans konstatering leveret med veltimet præcision og ironi. I filmen udtales omtrent samme sætning af en af figurerne som en pudsig kommentar fra instruktøren til publikum, for på en eller anden løjerlig måde at fortælle os, at han, Ridley Scott, kan turnere en komedie efter genrens regler og standarder.

Jo længere filmen bevæger sig hen mod kvalme-stadiet, jo mere går det op for den måbende tilskuer, at filmen nærmest er et stilstudie i dårlig timing. Derfor er det også grusomt karikeret, at instruktøren sender den ene genrehilsen efter den anden – uden at han i nogen henseende er i stand til at levere en komedie, der bare tilnærmelsesvis bærer andet end hånlatterpotentiale.

Russell Crowes joviale komedietiming er så pinlig dårlig, at det ville være nemmere og mere troværdigt, at instruere Eddie Murphy i en electric boogie version af Pave Johannes Paul II.

Det er meningen, at Crowe skal personificere den kyniske børsmægler Max fra London, som pludselig erkender livets sande værdier, da hans gamle Onkel Henry dør og efterlader ham det vinslot i Provence, hvor Max er vokset op. Det lyder klamt, og det er det også. Crowe magter hverken komediens varme eller charme. Han er kun til grin – men desværre for ham ikke på den sjove måde. Skulle filmen friste efter denne anmeldelse, så bemærk, at den har været en gedigen fiasko over hele verden. Men det er jo også timing på en eller anden uheldig global måde.